Boer Koncentrationslejr Agamben

Giorgio Agamben er en af vor tids største nulevende filosoffer. Baggrund har fået tilladelse til at bringe et kort essay fra Søren Gosvig Olesens kommende danske oversættelse af Agambens Mezzi Senza Fine: Note Sulla Politica fra 1996. Her viser Agamben, hvordan koncentrationslejren ikke blot er en historisk undtagelse, men at lejren stadig i dag findes som et rum, hvor den normale orden er ophævet. Lejren er samfundets permanente undtagelsesrum, hvor loven ikke gælder.

I anled­nin­gen af den inter­na­tionale kon­fer­ence Fænomenet His­to­rie på Køben­havns Uni­ver­sitet d. 18.- og 19. april 2013 har Bag­grund fået den specielle tilladelse at bringe et essay af Gior­gio Agam­ben. Essayet ”Hvad er en lejr?” udkom­mer i bogen Midler uden mål. Notater om poli­tikFor­laget Wun­der­buch til efteråret 2014.

Det, som har fun­det sted i lejrene, overgår i den grad det juridiske begreb om for­brydelse, at man ofte sim­pelthen und­lad­er at overve­je den speci­fikke juridisk-poli­tiske struk­tur, inden­for hvilken disse begiven­hed­er ind­traf. Lejren er blot det sted, hvor den mest abso­lutte condi­cio inhu­mana, der hidindtil har været givet på jor­den, blev virke­lig­gjort; det er, hvad der i sid­ste ende tæller for ofrene så vel som for efterkom­merne. Her vil vi med vil­je følge en anden ret­ning. I stedet for at udlede lejrens def­i­n­i­tion af de begiven­hed­er, der fandt sted i den, vil vi fore­trække at spørge: Hvad er en lejr, hvilken juridisk-poli­tisk struk­tur har den, som har mulig­gjort den slags begiven­hed­er? Det vil føre os til at se lejren, ikke som en his­torisk kends­gern­ing og en anom­ali tilhørende for­tiden (omend den også kan find­es end­nu), men som den skjulte matriks for det poli­tiske rums nomos, som vi stadig bebor.

His­torik­erne diskuter­er, om lejrenes første tilsynekomst skal ses i de cam­­pos de con­cen­tra­ciones, som spanierne indret­tede på Cuba i 1896 for at dæm­me op for den kolonis­erede befolkn­ings oprør, eller i de con­cen­tra­tion camps fra beg­y­n­delsen af det tyvende århun­drede, hvor englæn­derne sam­lede boerne; det vigtige er i begge til­fælde, at det drejer sig om udbre­delsen til en hel civilbe­folkning af en und­tagelses­til­stand i forbindelse med en kolonikrig. Det vil sige, at lejrene op­står, ikke af den almin­delige ret (og end­nu min­dre, som man ellers kunne tro, af en ændring og udvikling i fængsel­sret­ten), men af undtagelses­tilstanden og af krigsret­ten. Det er end­nu klarere, hvad angår nazis­ternes Lager, hvis oprindelse og indret­ning er vel­doku­menteret. Det er velk­endt, at det juri­diske grund­lag for interner­in­gen ikke var den sæd­van­lige ret, men den såkaldte Schutzhaft (bogstaveligt: beskyt­telses­fængsling), en insti­tu­tion af prøj­sisk til­virkning, som nazis­mens juris­ter indimellem klas­si­fi­cer­er som en forhold­sregel fra poli­ti­ets side, idet den tillad­er at tage bestemte indi­vider i ”vare­tægt” uaf­hæn­gigt af deres adfærds forhold til loven, udelukkende for at undgå en fare for statens sikker­hed. Men oprindelsen til denne Schutzhaft skal find­es i den prøjsi­ske lov af 4. juni 1851 angående bele­jringstil­stand, som i 1871 blev udstrakt til at gælde hele Tysk­land (med und­tagelse af Bay­ern), og, end­nu tidligere, i den prøj­siske lov om ”beskyt­telse af den per­son­lige fri­hed” (Schutz der per­sön­lichen Frei­heit) af 12. feb­ru­ar 1850, som fandt mas­siv anven­delse i forbindelse med Før­ste Ver­den­skrig.

Denne grundlæggende forbindelse mellem und­tagelses­til­stand og kon­cen­trationslejr kan ikke overvur­deres, når det gælder en rigtig opfat­telse af lej­rens væsen. Den ”beskyt­telse” af fri­he­den, der er på tale ved Schutzhaft, er, iro­nisk nok, beskyt­telse mod den sus­pender­ing af loven, der kende­teg­n­er nødsi­tua­tionen. Det nye er, at denne insti­tu­tion nu løs­es fra und­tagelses­til­standen, som den grund­ede sig på, og får lov at gælde i den nor­male til­stand. Lejren er det rum, der åbn­er sig, når und­tagelses­til­standen beg­y­n­der at blive regel. Derved får und­tagelsestilstanden, som efter sit væsen var en midler­tidig ophævelse af sam­fundets orden, en per­ma­nent rum­lig tilst­ede­værelse, der dog hele tiden som så­dan holdes uden­for den nor­male orden. Da Himm­ler i marts 1933, i forbindelse med fejrin­gen af val­get af Hitler som rigskansler, beslut­tede at oprette en ”kon­centrationslejr for poli­tiske fanger” i Dachau, blev denne straks betroet SS og qua Schutzhaft plac­eret uden­for straf­fer­ettens og fængsel­sret­tens regler, som den på intet tid­spunkt, hverken den­gang eller senere, havde noget at gøre med. Dachau og de andre lejre, som straks kom til (Sach­sen­hausen, Buchen­wald, Licht­en­berg), for­blev poten­tielt i funk­tion hele tiden; det eneste, der skift­ede, var befolkn­ingstal­let (det var i visse peri­oder, navn­lig mellem 1935 og 1937, før depor­ta­tio­nen af jøderne beg­y­n­dte, så lavt som 7500 per­son­er); men lejren som sådan var blevet per­ma­nent realitet i Tysk­land.

Der er grund til at overve­je lejrens paradok­sale sta­tus som und­tagelses­rum: Den er et stykke ter­ri­to­ri­um, som stilles uden­for den nor­male juridiske orden, men den er ikke dermed bare et rum uden­for. Det, som er eksklud­eret med lejren, er, ifølge den ety­mol­o­giske betyd­ning af ter­men eksep­tion (ex-capere), ta­get ud, inklud­eret i kraft af sin egen eksklu­sion. Men det, som på den måde frem for noget er ind­fanget i sam­fund­sor­de­nen, er selve und­tagelses­til­standen. Lej­ren er alt­så den struk­tur, med hvilken und­tagelses­til­standen, hvis mulige indfø­relse er grund­laget for suveræ­nens magt, virke­lig­gøres i fast form. Han­nah A­rendt har engang hævdet, at i lejrene træder det prin­cip frem i fuldt dagslys, som gælder inden­for det total­itære styre, og som den sunde for­nuft stædigt næg­ter at god­tage, nem­lig prin­cip­pet ifølge hvilket ”alt er muligt”. Kun for­di lejrene, i den her påviste betyd­ning, udgør et und­tagelses­rum, i hvilket loven er helt op­hævet, er alt netop muligt i dem. Hvis man ikke forstår denne særlige juridisk-poli­tiske struk­tur ved lejrene, hvis mening præ­cis er den sta­bile virkeliggø­relse af und­tagelsen, for­bliv­er det utrolige, der er hændt i dem, helt uforståeligt. Den, som ankom til lejren, bevægede sig i en zone uden skel­nen mellem ydre og indre, und­tagelse og regel, tilladt og for­budt, i hvilken enhver juridisk be­skyt­telse savnedes; hvis det desu­den drejede sig om en jøde, var ved­k­om­mende allerede i med­før af Nürn­ber­glovene berøvet sine borg­er­ret­tighed­er og derefter, på tid­spunk­tet for ”den endelige løs­ning”, fuld­stændig dena­tion­alis­eret. For så vidt som dens ind­byg­gere havde fået frataget enhver poli­tisk sta­tus og var blevet helt redu­ceret til nøgent liv, var lejren også det mest abso­lutte biopoli­tiske rum, der no­gensinde er virke­lig­gjort, i hvilket magten står umid­del­bart over­for det rene bio­logiske liv. Af samme grund er lejren selve par­a­dig­met på det poli­tiske rum, hvori po­litik bliv­er biopoli­tik, og hvori homo sac­er ten­der­er mod at være lig med borge­ren. Det rigtige spørgsmål i forhold til de ræd­sler, der blev begået i lejrene, er der­for ikke det hyk­leriske, hvor­dan det var muligt at begå så gru­somme forbry­delser over­for men­neske­lige væsen­er; det ville være ærligere og nyt­tigere nøje at under­søge, ved hvilke juridiske frem­gangsmåder og hvilke poli­tiske dis­pos­i­tiv­er men­neske­lige væsen­er så fuld­stændigt kunne berøves deres ret­tighed­er og pri­vilegier, at det at gøre hvad som helst ved dem til sidst ikke mere virkede som en for­bry­delse (her var fak­tisk netop alt blevet muligt).

Hvis det er sandt, hvis lejrens væsen består i mate­ri­alis­erin­gen af undta­gel­sestilstanden og den der­af føl­gende opret­telse af et rum for det nøgne liv som sådan, så må vi også indrømme, at det, vi har foran os, hver gang en sådan struk­tur skabes, i prin­cip­pet er en lejr, uafhængigt af stør­relsen af de forbrydel­ser, der begås der, og uanset benævnelse og nærmere topografi. Så er Bari sta­dion 1991 en lejr, når det ital­ienske poli­ti dér foreløbig stu­ver de ille­gale, al­banske ind­van­drere sam­men forud for tilbage­sendelsen af dem til deres land, eller den cykel­bane er det, hvor Vichys magth­a­vere sam­ler jøderne, førend de over­giv­er dem til tyskerne, eller fly­gteningele­jren ved Spaniens grænse, i hvis omegn Anto­nio Macha­do døde i 1939, eller de zones d’attente i de franske inter­nationale lufthavne, hvor udlændinge tilbage­holdes, som gør krav på flygt­nin­ge­status. I alle disse til­fælde afgrænser et tilsyneladende uskyldigt sted (for ek­sempel Hotel Arcades i Rois­sy) i virke­lighe­den et rum, hvor den nor­male orden de fac­to er ophævet, og hvor der begås eller ikke begås gru­somhed­er alt afhæn­gigt, ikke af lov­givnin­gen, men af den civilis­erede ind­still­ing og moralske habi­tus, man find­er hos det poli­ti, der han­dler som pro­vi­sorisk suveræn (for eksem­pel i de fire dage, udlændinge kan tilbage­holdes i en zone d’attente før de ju­ri­di­ske myn­dighed­er skal træde til). Men også visse per­iferier ved de store postin­dustrielle byer og de nor­damerikanske såkaldte gat­ed com­mu­ni­ties beg­y­n­der at ligne lejre i denne betyd­ning, hvor nøgent liv og poli­tisk liv, i det mind­ste til visse tider, indgår i en zone af fuld­stændig ubestem­me­lighed.

Sådan fremtræder lejrens fød­sel i vor tid i dette per­spek­tiv som en begiven­hed, der på afgørende måde afmærk­er selve moder­nitetens poli­tiske rum. Den sker på det punkt, hvor den mod­erne nation­al­stats poli­tiske sys­tem, der grund­ede sig på det funk­tionelle bånd mellem en bestemt lokalitet (ter­ri­to­ri­et) og en be­stemt orden (stat­en) gen­nem automa­tisk reg­u­ler­ing af livets ind­skriv­else (føds­len eller natio­nen), geråder i en lang­varig krise, indtil stat­en beslut­ter direk­te at gøre det til sin pligt at tage vare på natio­nens biol­o­giske liv. Hvis nationalsta­tens struk­tur alt­så defineres af de tre ele­menter ter­ri­to­ri­um, orden og fød­sel, sker brud­det med den gam­le nomos ikke med hen­syn til de to aspek­ter, som var kon­sti­tutive for den ifølge Schmitt (lokaliteten, Ortung, og orde­nen, Ord­nung), men det sker på det punkt, der mark­er­er ind­skriv­elsen af det nøgne liv (af fød­slen, der på den måde bliv­er natio­nen) i de to. Der er noget, der ikke mere kan fun­gere i de tra­di­tionelle mekanis­mer, som reg­ulerede denne ind­skriv­else, og lejren bliv­er den nye, skjulte reg­u­la­tor af livet i sam­fund­sor­de­nen — eller ret­te­re teg­net på sy­stemets svig­tende mulighed for at fun­gere uden at ændres til en døds­mask­ine. Det er beteg­nende, at lejrene fremkom­mer sam­tidig med de nye love om stats­borg­er­skab og om dena­tion­alis­er­ing af borg­ere (ikke blot Nürn­berglovene om stats­borg­er­skab i det tyske Reich, men også lovene om denatio­nalisering af borg­ere fra næsten alle europæiske stater, Frankrig inklu­sive, der var ind­van­dret der­til mellem 1915 og 1933). Und­tagelses­til­standen, der efter sit væsen var en for­bigående ophævelse af sam­fund­sor­de­nen, får nu en ny og sta­bil rum­lig tilst­ede­værelse, hvor det nøgne liv bor, som i stadig min­dre grad kan ind­skrives i orde­nen. Den vok­sende adskil­lelse mellem fød­sel (det nøgne liv) og na­tio­nalstat er vor tids nye poli­tiske kends­gern­ing, og det, som her kaldes ”lejr”, er denne afs­tand. Til en orden uden lokalitet (und­tagelses­til­standen, hvor loven er ophæ­vet) svar­er nu en lokalitet uden orden (lejren som per­ma­nent und­tagelses­rum). Det poli­tiske sys­tem sørg­er ikke mere for livs­form­ers og juridiske norm­ers or­den i et bestemt rum, men inde­hold­er i sit indre en aflokalis­erende lokalitet, som over­skrid­er det, og hvor enhver livs­form og enhver norm i prin­cip­pet kan an­tages. Lejren er som aflokalis­erende lokalitet den skjulte matriks for den poli­tik, vi stadig lever under, den matriks som vi må lære at genk­ende i alle dens meta­mor­fos­er. Den er det fjerde ele­ment, uad­skil­leligt fra de andre, som den føjer sig til og sprænger i stykker, vores gam­le treenighed stat-nation (fødsel)-territorium.

Det er i dette per­spek­tiv, vi må se gen­fremkom­sten af lejrene i en på en vis måde end­nu mere ekstrem form, i Eksju­goslavien. Hvad der sker der, er over­hovedet ikke, som par­tiske iagt­tagere har skyn­dt sig at erk­lære, en redefini­tion af det gam­le poli­tiske sys­tem ud fra nye etniske og ter­ri­to­ri­ale begrundel­ser, alt­så en blot gen­t­agelse af de process­er, som førte til dan­nelsen af de euro­pæ­iske nation­al­stater. Der er snarere tale om et uigenkaldeligt brud med den gam­le nomos og om aflokalis­er­ing af befolkninger og men­neske­liv efter helt nye flugtlin­jer. Her bliv­er lejrene for etnisk voldtægt af helt afgørende betyd­ning. Når det aldrig faldt nazis­terne ind at gen­nem­føre ”den endelige løs­ning” ved at gøre jødiske kvin­der gra­vide, skyldes det, at fød­slens prin­cip, som sikrede livets ind­skriv­else i nation­al­statens orden, stadig var i funk­tion, omend det var gen­nem­gribende foran­dret. Nu er dette prin­cip kom­met ud i en pro­ces af aflo­ka­lisering og bøjes så meget, at dets funk­tion helt tydeligt bliv­er umulig, og der­for må vi for­vente ikke blot nye lejre, men også stadig nye og mere rablende nor­ma­tive definitio­ner af livets ind­skriv­else i Bystat­en. Lejren, som nu er solidt plantet i dens in­dre, er plan­etens nye biopoli­tiske nomos.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen