En historie om Nietzsche, Schopenhauer og litteraturen
Friedrich Nietzsches indflydelse på den moderne kultur er uomgængelig. Nietzsches ideer har blandt andet haft en særlig gennemslagskraft i den danske skønlitteratur. Professor i tysk ved Aarhus Universitet Søren R. Fauth mediterer over de aftryk, som Nietzsche og dennes store indflydelse Arthur Schopenhauer har sat på den moderne litteratur med deres forskellige beskrivelser af mennesket.
Friedrich Nietzsches betydning for moderne europæisk åndsliv kan næppe overvurderes. Kun Arthur Schopenhauers lære om verden som vilje og forestilling og navnlig dennes æstetiske og etiske overvejelser kan opvise en lignende imponerende virknings- og receptionshistorie som Nietzsches tænkning. I det følgende skal konturerne af det tysk-danske udvekslingslandskab fra ca. 1900 til i dag tentativt tegnes. Dette er i sig selv et prætentiøst foretagende og kan derfor ikke blive til andet end – ja, netop! – et ydmygt forsøg på at tegne et omrids. Til sidst ser vi, hvor stor betydning Nietzsches og Schopenhauers filosofi har haft for en af det 20. århundredes mest læste og anerkendte europæiske forfattere, nemlig Thomas Mann.
Forskellen mellem Nietzsche og Schopenhauer
Schopenhauer, Nietzsches selvudnævnte opdrager, foregreb det moderne verdensbillede, og Nietzsche videreudviklede det på sin særegne måde, ikke blot ved at filosofere med hammeren, men især ved på skuldrene af et livslangt opgør med kristendommen at fostre den så ofte misforståede forestilling om overmennesket – hint af alle religiøse og moralske bindinger frisatte individ der som en anden Baron von Münchhausen ved egen kraft formår at trække sig selv op ved håret og (iscene)sætte sit eget liv. Viljesmetafysikkens gudløshed som vi møder den i Schopenhauers tænkning, trækker stadig store veksler på og låner i sine etiske tankefigurer (fornægtelsen af viljen til liv, intethedssoteriologien m.m.) i form af symboler og metaforer sprog fra kristne og fjernøstlige religioner og fastholder grundforestillingen om mennesket som et syndigt og plaget væsen der har nåde og forløsning behov. Mennesket er og bliver ifølge Schopenhauer afmægtigt, udleveret som det er til den irrationelle livsvilje der driver os rundt i fremtrædelsesverdenens absurde menageri: som Vladimir og Estragon i Becketts En attendant Godot evigt stræbende efter opnåelse af de talløse ønsker og behov vores umættelige drift udstyrer os med, udspændt mellem uforløst længsel, kortvarig tilfredsstillelse, kedsomhed og vækkelsen af et ny stræben. Schopenhauers pessimistiske antropologi (her forstået videst muligt som ’læren om mennesket’) der længe før Freud gjorde mennesket til slave i eget hus og bragte både Vorherre og fornuften til fald, gik tilsyneladende adepten Nietzsche så meget i blodet at end ikke overmennesketanken formåede at bryde med forestillingen om at alting styres af en blind vilje. Forskellen på den schopenhauerske vilje til liv og Nietzsches vilje til magt er marginal. På andre punkter er forskellene mærkbare. Det stærke, frisatte, driftsstyrede magt- og overmenneske har for længst taget afsked med kristendommens, buddhismens og hinduismens asketiske idealer og afsløret dem som det syge menneskes forsøg på at tæmme den sunde der i sin eruptive vitalitet (og virilitet) ikke nøjes med at forkynde Guds død på markedspladsen, men brøler sit jeg ud for fulde gardiner og tromler næsten ned på sin vej frem gennem livet.
Vitalisme og forløsning
Intet under at den fremskridtsoptimistiske, teknologibegejstrede Johannes V. Jensen efter sit kortvarige ophold i sortseeriets dybeste kælder (romanen Einar Elkjær fra 1898) blev en stor beundrer af Nietzsche. Ligefrem muntert i sin slående paradoksalitet er det at kulturradikalismens stamfader Georg Brandes faldt pladask for Nietzsches herremoral og ’aristokratiske radikalisme’. Brandes’ hyldest til Nietzsches store menneske der under titlen ”Aristokratisk Radikalisme. En Afhandling om Friedrich Nietzsche” stod at læse i tidsskriftet Tilskuerens augustnummer 1889, udtrykker i sin foragt for det jævne en decideret antidemokratisk holdning der er uforenelig med inklusion, folketing og flertalsafgørelser. Aristokraten Brandes lægger i dette skrift en arrogancens radikalisme for dagen der ret beset burde have forhindret ham i at blive chefideolog for den danske intelligentsia i det 20. og 21. århundrede. Af andre fremtrædende ånds- og digterpersonligheder omkring sekelskiftet 1900 der deltog i de bakkantiske festligheder, skal den pandyrkende Sophus Claussen naturligvis nævnes, også selv om Claussen ganske manglede sans for det tyske og næsten udelukkende rettede sin opmærksomhed mod Frankrig hvor heltene hed Baudelaire, Mallarmé og Verlaine. Inden for musikken sprang Carl Nielsen på det vitalistiske tog, der af den danske hommes de lettre Vilhelm Andersen blev behandlet i det essayistiske mesterværk fra 1904 om dionysisk livsrus i antikken og Norden, Bacchustoget i Norden.
I Sverige modtog August Strindberg, der selv havde en rem af vanviddets hud, breve fra Sils Maria, hvis indhold var præget af en stadig større dunkelhed og ganske klare tegn på den sindssygdom, der endte med at formørke Nietzsches bevidsthed helt. Strindberg flirtede heftigt med overmennesketanken, delte Nietzsches og Schopenhauers syn på kvinden, men var ellers mere til okkultisme, schopenhauersk og fjernøstlig forløsningslære end dionysiske offertog og umådeholden selvudfoldelse. Læs blot (eller se!) Ett drömspel, hvori Indras datter ledemotivisk repeterer formlen “Det är synd om människorna”. Og ikke nok med det: Strindberg iscenesætter det miserable liv, befolket af lidende sjæle i Ett drömspel (og ikke kun dér) som en rejse fra den kvalfulde indespærring i det egoistiske individuationsprincip til en tilstand hinsides tid og rum hvori der ikke længere findes noget ’jeg’ og ’du’, hvor subjekt og objekt er elimineret, og de martrede sjæle er på vej over i en tilstand af tyst intethed. Denne position er naturligvis uforenelig med Nietzsches demaskeringspsykologiske hudfletning af de asketiske idealer i 3. bog af Moralens oprindelse, som han mener at kunne afsløre som det svage, dekadente, syge menneskes vilje til magt over ’de stærke’ der ved egen kraft, indsigt og intellekt formår at sætte sig selv suverænt.
Det emancipatoriske projekt og det plagede dyr
Tanken om et sådant selvberoende, moderne menneske der hinsides godt og ondt autonomt kunne formulere sine værdier og således helt på egne præmisser og ganske frigjort fra fordums moralske og religiøse bindinger eksistere et meningsfyldt liv (der i øvrigt hverken var irrationalistisk eller amoralsk), har besnæret mange siden Nietzsche i 1872 med Tragediens fødsel indledte sit private korstog mod kristendommen og alle tænkelige afarter af denne.
Også på det punkt går der en lige linje fra Nietzsches emancipatoriske projekt til den i dansk åndsliv så fremherskende og dominerende kulturradikalisme i det 20. århundrede: fra PH til Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen.
I den helt aktuelle danske litteratur er der dog noget der tyder på at Nietzsche er gledet i baggrunden. Diktionen i samtidens danske litteratur, og for den sags skyld i den norske (Karl Ove Knausgaard, for nu at fremhæve et prominent eksempel) og svenske, synes at vende tilbage til fordums pessimisme. Prisbelønnede forfattere som Harald Voetmann (Vågen og Kødet letter), Preben Major Sørensen (hele det omfattende forfatterskab!) og Bjørn Rasmussen (Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet) udlægger, i det mindste hvad angår Voetmann og Major Sørensen, mennesket som et plaget dyr der, helt i tråd med Schopenhauers viljesmetafysik og forløsningslære, er prisgivet sine drifter, og som derfor længes efter en ophævelse af eksistensen.
Thomas Mann lever
En af det 20. århundredes største og mest feterede forfattere skal her tjene som eksempel på en produktiv og omfattende overtagelse af tankefigurer fra Nietzsches – og så sandelig også Schopenhauers – tænkning i digtningen. Jeg tænker på den tyske forfatter Thomas Mann, der for nylig fik sin helt egen litterære forening i Danmark, og som netop nu, bl.a. takket være tindrende veloplagte nyoversættelser ved Judyta Preis og Jørgen Hermann Monrad af samtlige fortællinger, er genstand for opmærksomhed i den trykte presse. Om føje tid udkommer Børge Kristiansens storværk om Thomas Manns forfatterskab med nærlæsninger af en række udvalgte nøglefortællinger og Trolddomsbjerget m.m. på forlaget Rosenkilde & Bahnhof; et storværk på over 600 sider. Med andre ord: Thomas Mann lever hertillands i bedste velgående.
Skulle man nævne mesterfortællinger fra Manns tidlige forfatterskab der ganske enkelt ikke kan forstås uden at den relevante Nietzsche- og Schopenhauerkontekst inddrages, ville følgende titler være oplagte bud: Den lille hr. Friedemann, Tristan, Tonio Kröger, En baiazzo og sidst, men ikke mindst, Døden i Venedig. Hver især hovedværker inden for den moderne novellekunst og fuldkommen gennemsyret af Schopenhauers og Nietzsches tankeunivers. Tonio Kröger fra fortællingen af samme navn er spaltet mellem længslen efter et normalt borgerligt liv, således som de vitale venner Inge Holm og Hans Hansen repræsenterer dette, og sine indre kunstneriske tilbøjeligheder der ytrer sig som hypersensibilitet, svaghed og nervøsitet. Tonio Kröger er ganske enkelt kalkeret over Nietzsches binære opdeling af menneskeheden i svage og stærke. Den blonde Hans Hansen med de blå øjne løber selvfølgelig med den ikke mindre blonde Inge Holm, og det kan næppe undre at han, Hans Hansen, i sin fritid holder af at studere hestebøger med øjebliksbilleder, mens det syge kunstnergemyt Tonio Kröger forskanser sig bag Schillers drama Don Carlos. Overalt er det Nietzsches beskrivelser af det patologiske kunstnersind (navnlig i skriftet Wagners fald og i den førnævnte 3. bog om de asketiske idealer i Moralens oprindelse), der præger den mannske karaktertegning. Til perlerækken af dekadente kunstnere, der er skåret over omtrent samme læst, hører Detlev Spinell fra novellen Tristan, hr. Friedemann fra Den lille hr. Friedemann og Gustav von Aschenbach fra Døden i Venedig. Detlev Spinell har sit åndelige forbillede i Nietzsches afsløring af ’die schöne Seele’ (skønånden) som værende i opposition til livet af ren afmagt og ressentiment. At den mannske fortæller gennemgående forholder sig ironisk til det fortalte og ligefrem latterliggør en figur som Spinell ændrer ikke ved den kendsgerning at Nietzsches ideer dominerer subteksten. De blodfattige, forkrøblede skønånder er hos Mann altid forsynet med en eller flere vitale antipoder – hysterisk veloplagte borgere med en hæmningsløs appetit på livet og en uudslukkelig vilje til magt: Klöterjahn (’Klöten’ er nedertysk for da. ’nosser’), familien Hagenströms (der introduceres i Den lille hr. Friedemann og dukker op igen som familien Buddenbrooks absolutte modsætning i den nobelprisvindende roman Buddenbrooks fra 1901), og de ovenfor nævnte Hans Hansen og Inge Holm fra Tonio Kröger, par exemple.
Døden i Venedig
Gustav von Aschenbach, hovedpersonen i Døden i Venedig, indtager i det tidlige værk en særstilling. Tegningen af denne figur er muligvis det mest rendyrkede eksempel i den europæiske litteraturs historie på en frugtbar og levende omsætning af de ’filosofiske’ hovedtanker i Nietzsches gennembrudsværk Tragediens fødsel til fortællekunst. Aschenbach fører en fuldkommen streng, asketisk og apollinsk tilværelse som forfatter. Han er indbegrebet af det apollinske formmenneske der gennem jernhård arbejdsdisciplin og sublimering ved skrivebordet har tvættet sin sjæl ren og undertrykt kroppens lyster. Lige indtil den dag hvor han begiver sig ud på en spadseretur der via Englischer Garten fører ham til udkanten af München hvor han hjemsøges af en sumplandskabsvision, samt en ubændig trang til at bryde op, rejse væk, forlade skrivebordet, tage til Venedig og dø. Historien er velkendt: rejsen til byen der står i havet på vaklende pæle, fører ham til yndlingen Tadzio, som han forelsker sig i. Da der først er lukket op for sluserne til det ubevidste, mejer det dionysiske festtog enhver form for apollinsk orden ned. Kunstens møjsommeligt opførte korthus styrter sammen under drifternes åg. I modsætning til Nietzsches utopi om en harmonisk sameksistens af det dionysiske og apollinske går den dekadente kunster under i mødet med det stærke liv. Hos Mann findes der ingen mulig mediering af Apollon og Dionysos.
Nietzsches liv og tænkning ledsager fra først til sidst Manns forfatterskab. Tænk blot på Doktor Faustus, der blev færdigskrevet på amfetamin i amerikansk eksil og udgivet i 1947: Adrian Leverkühn, romanens protagonist, er ganske vist musiker med hang til Arnold Schönbergs tolvtonemusik, men hans tragiske livshistorie – der samtidig er fortællingen om det nazificerede Tysklands undergang – er en litterær genskrivning med modifikationer og variationer over geniet Nietzsches fald fra fantasiens almagtstinde ned i fortabelsens mørke.
Her ender historien om Nietzsche, Schopenhauer og litteraturen ikke. Der findes kun få historier som ingen ende har. Dette er en af dem.
Søren R. Fauth er professor (MSO) i tysk litteratur ved Aarhus Universitet.