Iceage og den fascistoide forvirring

Det københavnske punkband Iceage udgav for nylig deres andet album You’re Nothing til begejstring hos det internationale anmelderkorps. Men for nogle kritikere er bandets brug af rå fascistoid æstetik for meget, og det bliver spurgt, om Iceage er en flok nordiske fascister. Kan man direkte identificere æstetiske symboler med politisk holdning?


Iceages inter­na­tionale suc­ces kom vist bag på de fleste. Inklu­sive dem selv. Det første danske band nogensinde, der fik det pres­tige­fyldte Best New Music-tag fra inter­net­sitet Pitch­fork. I løbet af de sid­ste par år har der ellers stået danske bands i kø for at tage indie-udlan­det med storm, først og fremmest pænere, alter­na­tivt ori­en­terede bands som Under Byen, Efterk­lang og Mew. Men hvor de alle sam­men fik fine ros­er, så fik de fire unge teenagere fra Iceage opmærk­somhed i en helt anden stør­relsesor­den med deres grimme, vræn­gende og aggre­sive punk. Debu­tal­bum­met New Brigade var en hæs­blæsende gang fræs, der syntes overor­den­ligt inspir­eret af for eksem­pel det tidlig­ste Sort Sol. Det lød som Ung­domshuset, og for mange, inklu­sive mig selv, lød det også uman­erligt meget som en kom­men­tar til en dan­sk kon­tekst. Som det lød i en anmeldelse af debuten i Sound­v­enue: “Jeg ved ikke, hvor al den vrede og angst stam­mer fra, men et bud kunne være at vokse op i en epoke med det mest ind­skrænkede poli­tiske kli­ma siden besæt­telsen”. De fik fem- og seks-stjernede anmeldelser over­alt i de danske medi­er, men at udlan­det ville følge trop lå over­hovedet ikke lige for. Hvad i alver­den kunne udlan­det dog se i det, og var det over­hovedet forståeligt uden for en køben­havn­sk kon­tekst?

Hipsterfascismen

Nogle i udlan­det så i hvert fald ikke det samme, som vi så her­hjemme. Bloggen Mag­ic­mus­cle lagde ud i 2011 med indlægget ‘Chic Racism ele­vates hard­core band Iceage to hip­ster fame’. Og i år, efter udgivelsen af ban­dets andet album, You’re Noth­ing, gen­tog en anden blog, kaldet Col­lapse­board, det samme angreb med indlæg med titler som ‘This blog kills fas­cists’ og ‘Who makes the nazis?’. Der var ikke mange her­hjemme, der havde fanget, at ban­det var rascis­tiske nazi-fas­cis­ter. Især den jødiske trommes­lager havde nok for­mået at snyde os. På trods af støvle­tramp i introen til New Brigade og sangti­tler som “White Rune”, så syntes kon­sen­sus her­hjemme at være, at de nok var ven­stre­ori­en­terede, som anmelderen fra Sound­v­enue antyd­ede. På de uden­landske blogs blev det i stedet fremhævet, at Iceage kunne lide højre­ori­en­terede bands, at folk havde kut­ter på hov­edet i videoen til “New Brigade”, samt nogle teg­ninger af kut­tek­lædte bødler, som for­sanger Elias Røn­nen­felt havde teg­net. Deru­dover blev det fremhævet, at der blev heilet til en af deres kon­cert­er, hvilket bestemt er prob­lema­tisk. Men efter­som pub­likum kon­stant kaster knyt­næver i luften, når de mosh­pit­ter, så var det ikke svært at finde fotografiske ‘bevis­er’ for, at det var et gen­t­a­gende fænomen. I mine øjne behøver man ikke dele et bands ide­olo­gi for at kunne lide deres musik, armene i vejret er typiske mosh­pit-knyt­næver — og kut­terne er enten okkulte eller ment som skræm­me­billede snarere end hyldest.

Hvis man læste videre i de ganske mange opføl­gninger, som Col­lapse­board udgav de næste par dage, så kunne man som dansker godt beg­y­n­de at undre sig. To andre skriben­ter beg­y­n­dte at skrive om deres for­tid i hard­core-miljøet i firserne i Cal­i­fornien og Lon­don, og det var svært at se, hvad det havde med Køben­havn og Iceage at gøre. De skrev om skin­heads, golfkrigsvet­er­an­er og bands som Black Flag og Skrew­driv­er. Ting, der spillede en kæmpe rolle i punk/hard­core-his­to­rien i Eng­land og USA, men hvis rolle har været langt min­dre i Dan­mark. Omvendt, hvis man læste inter­viewet med Iceage på Pitch­fork, kunne man se, at de var inspir­eret af folk som den ital­ienske san­gerinde Mina og den franske for­fat­ter Georges Bataille. Det virk­er ikke som om de to grup­per er enige om hvilken kon­tekst, der egentlig er den rigtige at forstå pladen i.

Danmarks stuerene højrefløj

Når man læs­er Col­lapse­board bliv­er man klar over, hvor anderledes den yder­ste højre­fløj i Dan­mark i det sid­ste årti har været end højre­flø­jene i andre lande. Det kan virke iro­nisk på os her­hjemme, men hvis man skal sætte en fin­ger på noget, der adskiller Dan­sk Folkepar­ti fra højre­fløjs­grup­peringer i andre lande, så må det være hvor ‘stuerene’, de rent fak­tisk har været. Skriben­ten Everett True beskriv­er den radikale højre­fløj som hærde­brede skin­heads, der hiv­er knive ud af army-støvlerne og springer på dig, hvis du danser for vildt. Den danske højre­fløj, der­i­mod, er hjem­me­hjælpere og unge mænd i jakkesæt. I den sam­men­hæng er det grotesk at læse en kri­tik af Iceage såsom denne: “To just sit there and blow it off, they must be cow­ards. I can’t help think­ing of bands like Gang Of Four, Mekons, Delta 5 brawl­ing with Nation­al Front skin­heads in Leeds back in the late 70s”.Men der er ikke nogen Nation­al Front i Dan­mark. Hvad vi i stedet har haft, kun et par dage inden Col­lapse­boards indlæg, var atten­tatet på Lars Hede­gaard. En pæn og nydelig mand fra den yder­ste højre­fløj, der kun brugte tale og skrift som våben, men som alligev­el blev skudt på. Sam­men­faldet er bizart: Iceage blev kri­tis­eret som kujon­er for ikke at ‘brawle’ med en (ikke-eksis­terende) højre­fløjs­f­jende, kun et par dage efter at en virke­ligt eksis­terende højre­fløjs­f­jende blev forsøgt myrdet.

Vi kan tage kon­klu­sio­nen et skridt videre, og måske sam­tidig komme tæt­tere på en beskriv­else af Iceages musik: Poli­tisk vold i Dan­mark er knyt­tet til ven­stre­flø­jen. Eller snarere til en art anti-højre­fløj, for det var for­mentlig ikke social­is­tiske tanker, der fik post­bud­det til at angribe Hede­gaard. Heri lig­ger en af de store forskelle på den danske og den engelsk/amerikanske lyt­ter: Når en dan­sk lyt­ter hør­er noget om ‘brigad­er’ eller bare generelt om grup­per af unge men­nesker, der kan lide at være vold­elige, så er kon­tek­sten snarere uro­lighed­erne omkring Ung­domshuset end det er skin­heads. Men der er ingen tvivl om, at Iceage koder deres vold­somhed­er med højre­fløjs-sym­bol­er og ‑tegn. Som før nævnt, så starter New Brigade med lyden af støvle­tramp, der led­er ind i num­meret “White Rune”, og “Every­thing Drifts” inde­hold­er for eksem­pel de niet­zscheanske lin­jer “Nature is vio­lence / bow down in it’s grace”. Men at iden­ti­fi­cere den radikale højre­fløj med støvle­tramp og runer pass­er måske med en engel­sk kon­tekst, hvor der både find­es Nation­al Front og skin­heads, men ikke på en dan­sk. Snarere virk­er det som et højre­fløjs­billede, som Dan­sk Folkepar­ti og Trykke­fri­heds­sel­sk­a­bet for alt i ver­den gerne ville undgå at skulle forholde sig til. Hvis Iceage alt­så vis­er en idé om en højre­fløj, så er det en idé som den reelle danske højre­fløj for alt i ver­den forsøger at holde skjult. Man kunne der­for sagtens mis­tænke, at udtrykket kom fra den anden fløj, at det snarere skal ses som et forsøg på at skrælle pæn­heden af dem til højre. Vise, at selvom den går i jakkesæt og sid­der i Folketinget, så er den stadig baseret på had og indre drifter. Hvis man ser det i den kon­tekst, så kan Iceages musik nærmest kaldes ven­stre­ori­en­teret.

Hedensk okkultisme eller Ku Klux Klan?

Play­ing with fire and switch­blades, they dress in crude Klans­men out­fits in this video for New Brigade.”

Jeg siger jo også blot der er en hal­vokkult stemn­ing i videoen. Alt med kom­bi­na­tio­nen; Crow­ley + fak­ler + kut­ter vil automa­tisk lede tankerne hen på noget okkult.”

I disse citater kom­menter­er en amerikan­er og en dansker på den samme musikvideo til san­gen “New Brigade”. Amerikaneren ser klart og tydeligt Ku Klux Klan, mens danskeren ser heden­sk okkul­tisme. Det er et meget direk­te eksem­pel på, hvor­dan kon­tekst får det samme ind­hold til at se forskel­ligt ud. Det samme gør sig ofte gældende, når man beg­y­n­der at snakke om fas­cisme og nazisme, for her er der en stor forskel på de angel­sak­siske og de kon­ti­nen­tale ter­ri­to­ri­er: På kon­ti­nen­tet er Anden Ver­den­skrig en his­to­rie om besæt­telse, mod­stand og medløberi, mens det i Eng­land og USA for­blev his­to­rien om en kamp mod en fremmed fjende. Og når unge fyre som dem fra Iceage trækker på et visuelt univers fra fyrrerne, så ram­mer de der­for en mere speci­fik forskel: I USA og Storbrit­tanien var en ung mand under kri­gen en helt. En modig sol­dat, The Great­est Gen­er­a­tion. I Dan­mark var en ung mand under kri­gen et tab. En forskruet, likvideret HIPO-mand, breve fra døds­dømte mod­stands­folk. Fas­cis­men er der­for i Dan­mark for­bun­det med en følelse af fort­abte unge mænd, hvor den følelse i Eng­land vil være nærmere knyt­tet til Første Ver­den­skrig. Over­alt i ver­den er nazisme og fas­cisme nok for­bun­det med en forestill­ing om ond­skab, men igen er der forskel på at være have haft rollen som hen­holdsvis besat og befrier. Under den nazis­tiske besæt­telse var fas­cis­men den hersk­ende nor­maltil­stand, og ‘ond­sk­aben’ var der­for også til stede over­alt.  Så når Iceage trækker på et fascis­tisk billed­sprog til at beskrive et ung­dom­meligt raseri, kan det på kon­ti­nen­tet give asso­ci­a­tion­er til en grundtil­stand af det for­mål­sløse og fort­abte, et billede af sam­fun­det. Men det kan nok være svært for ikke-besat­te områder at forstå, at fas­cisme kan være noget andet end et tilvalg. Så Iceage støder på realiteten, at i Eng­land og USA vil musikkens fascis­tiske ele­menter frem­stå som noget fremmed, der af uvisse grunde er blevet lagt oveni frus­tra­tio­nen. Efter­som sam­fun­det aldrig har været fascis­tisk, er det let­tere at se som et billede af per­son­erne.

Som sådan er det ikke fork­ert at påpege, at Iceages sym­bol­er kan være uheldige og uhen­sigtsmæs­sige. Iceage har jo fået et pub­likum uden for Dan­marks grænser, og det er jo ikke ‘fork­ert’ af folk i udlan­det at opfat­te kut­ter og fak­ler som klan-relaterede, når nu det er, hvad kut­ter og fak­ler som oftest bety­der i deres områder. Men blog­gerne snakker jo sjældent om fas­cisme og nazisme, titlen var ‘This blog kills fas­cists’ ikke ‘fas­cism’. De knyt­ter alt­så direk­te kri­tikken hen på en idé om ban­dets hen­sigt med deres virkemi­dler, men de bedøm­mer ikke virkemi­dlerne ud fra, hvad ban­det selv måtte forstå ved dem, i stedet ud fra skriben­ternes forståelse. Det er i sid­ste ende der­for, deres skriver­ier bliv­er fork­erte. Dels for­di de får udført nogle meget kraftige karak­ter-angreb på et meget, meget tyn­dt og mis­forstået grund­lag. Dels for­di de i sid­ste ende fuld­stændig mis­forstår forhold­et mellem ind­hold og afsender hos Iceage.

Everything drifts

For Iceages plad­er har ganske enkelt ikke noget enty­digt udsagnsst­ed. Tek­sterne kom­mer kon­stant forskel­lige sted­er fra, så de kan aldrig forståes én-til-én. Når Elias råber “Excess! Excess!” i en ganske kom­man­dan­tisk tone er det ikke et bevis for, at de er hedo­nis­ter. Når han omvendt råber “Where’s your morals?” er det heller ikke et bevis for, at de er puri­tanske. Stem­merne diskuter­er alt­så end­da med sig selv. De synes nærmest at komme op at slås: I “Every­thing Drifts” er fortælleren en volds­mand: “My hands search­ing for a stab / tar­get is unclear” og i næste sang, “Wound­ed Hearts”, er han et vold­sof­fer: “They ganged up upon us / straight­jack­ets and chains”. Også mellem pladerne synes der at være diskus­sion. Således hed­der slut­num­rene på de to plad­er hen­holdsvis “You’re Blessed” og “You’re Noth­ing”. I sid­ste ende er det den man­glende sam­men­hæng der sikr­er, at pladen ikke kan være fascis­tisk: Elias er en dårlig før­er. Han for­mår ikke engang rigtigt at føre ban­det, som tvær­tom væl­ter derudaf i et sam­men­spil, der heller aldrig rigtig er en enhed. Det er ikke den sæd­van­lige amatørisi­tiske punk-sløsethed, der­til er der for mange koordinerede tem­poskift, men det er heller ikke så knivskarpt og sam­men­tøm­ret som hard­core-musikken i sin tid var. Det er et fascinerende sam­men­spil, som man kan prøve at affe­je som hverken-eller, men som snarere er en kon­stant søgende udvikling uden noget klart mål. Man kan måske til en vis grad kalde tonen fascis­tisk, men musikken til­før­er altid trækkene en vis tvivl og en ufuld­stændighed. Hvis vi snakker musik frem for visuelle ude­nom­st­ing, så frem­står ban­det ikke som fas­cis­ter, og ikke engang som pro­vokatør­er, men som usikre tvivlere, der ikke for­mår at sætte sig op mod noget som helst.

Det er et pudsigt til­fælde, at angrebene mod Iceage for at være fas­cis­ter falder i de samme år som Lars von Tri­er også kom i klemme med de samme prob­le­mer, da han på pressemødet i Cannes fik fork­laret, at han forstod Adolf Hitler og jok­ende sagde, at han var nazist. Der man­gler måske en tred­je for at det kan være en trend, men man kan alligev­el drage nogle par­al­leller. Det er en sær poli­tisk sit­u­a­tion, Dan­mark er i for tiden, hvor det tilsyneladende er de fork­erte, som er ofre. Det er tilsyneladende dem, der vandt kul­turkam­p­en, der er nødt til at leve i skjul og under beskyt­telse. Det forvir­rer ethvert forsøg på den tra­di­tionelle kamp med højre­flø­jen. Hvad vi i stedet ser med både Iceage og Lars von Tri­ers udtalelser, er et forsøg på først at stille sig selv frem som højre­fløjstil­hænger, og så påb­eg­y­n­de et ski­zofrent skæn­deri og opgør. Det er en meget, meget mærke­lig strate­gi, og efter­som den synes udvok­set af en speci­fik his­torisk og poli­tisk kon­tekst, er det måske ikke sært, at den ikke møder vold­som stor forståelse i udlan­det. Det bliv­er også inter­es­sant at følge opfat­telsen af Iceage-pladerne og de sen­este von Tri­er-film som årene går, når vi selv får kon­tek­sten på afs­tand. Vil de stadig tale til os? Eller vil de frem­stå som pin­lighed­er, der ikke for­måede andet end at udstille deres egen util­strække­lighed?

LÆS OGSÅ: Vi må ikke glemme Anders Behring Breivik

LÆS OGSÅ: Efter Solin­gen. Højreek­strem­is­mens frem­march i Tysk­land

4 kommentarer til “Iceage og den fascistoide forvirring”

  1. Emil Begtrup-Bright

    Inter­es­sant artikel om fascis­tisk æstetik.

    Jeg bliv­er pro­vok­eret af at du hævder at poli­tisk vold især kom­mer fra ven­stre­flø­jen, eller en art “anti-højre­fløj”. Lars Hede­gaards over­falds­mand er sandsyn­ligvis ligeså højre­ori­en­ter­eret eller langt mere end Lars Hede­gaard er det. At den poli­tiske vold kom­mer fra ven­stre­flø­jen er et langt ude udsagn. Og jeg ved ikke om du har hørt om en lille ting der hed­der White Pride, der slår sine fold­er i Århus. Prøv at læs bogen “Fork­lædt som Nazist”.

    1. Hej Emil. Tak for inter­essen.

      Jeg forsøgte ikke i artiklen at argu­mentere for, at vold­en ‘kom­mer fra’ ven­stre­flø­jen, men at den er knyt­tet til den i offent­lighe­den. Det skulle måske være skrevet klarere. Vi to kan sikkert hur­tigt blive enige om, at offent­lighe­dens opfat­telse er mis­visende, dels på grund af White Pride, men også ved at beg­y­n­de at snakke om psykisk vold, og hvor mange men­nesker der f.eks. kom­mer til skade på asyl­cen­trene. Men det er ikke rigtig pointen. Jeg kan læse bogen Fork­lædt som Nazist, og lære om højre­ori­en­teret vold. Men hvis jeg tæn­der fjern­synet er det den ven­stre­ori­en­terede der fylder. Bestemt også en inter­es­sant prob­lematik i sig selv, men ikke artik­lens fokus, da det netop ikke rigtig fylder hos Iceage (som også virk­er utroligt ærke-køben­havnske på mig).

  2. Som jeg har forstået Iceage-dren­gene prøver de selv ret
    ihærdigt at und­værge enhver kat­e­goris­er­ing af både deres musik og poli­tiske
    forhold. Det klæder dem egentlig rigtig godt, men de ødelæg­ger det ret meget
    for dem selv ved at kræve opmærk­somhed gen­nem de disse tvety­di­ge sym­bol­er som
    beskrives i artiklen. Det er en skam for det fly­t­ter inter­essen fra musikken
    til poli­tik som artiklen jo selv er et eksem­pel på.

    Det er desu­den gået op for mig under gen­nem­læs­nin­gen, at
    Iceage ikke har ladet sig så lidt inspirere af Joy Divi­sion. Furoren omkring nazi-ref­er­encerne
    og Ku Klux Klan-hæt­terne (som så vidt jeg husker oprindeligt stam­mer fra en
    gruppe spanske præster af en art) er hvert fald hørt før J

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen