Iceage og den fascistoide forvirring

Det københavnske punkband Iceage udgav for nylig deres andet album You’re Nothing til begejstring hos det internationale anmelderkorps. Men for nogle kritikere er bandets brug af rå fascistoid æstetik for meget, og det bliver spurgt, om Iceage er en flok nordiske fascister. Kan man direkte identificere æstetiske symboler med politisk holdning?


Iceages internationale succes kom vist bag på de fleste. Inklusive dem selv. Det første danske band nogensinde, der fik det prestigefyldte Best New Music-tag fra internetsitet Pitchfork. I løbet af de sidste par år har der ellers stået danske bands i kø for at tage indie-udlandet med storm, først og fremmest pænere, alternativt orienterede bands som Under Byen, Efterklang og Mew. Men hvor de alle sammen fik fine roser, så fik de fire unge teenagere fra Iceage opmærksomhed i en helt anden størrelsesorden med deres grimme, vrængende og aggresive punk. Debutalbummet New Brigade var en hæsblæsende gang fræs, der syntes overordenligt inspireret af for eksempel det tidligste Sort Sol. Det lød som Ungdomshuset, og for mange, inklusive mig selv, lød det også umanerligt meget som en kommentar til en dansk kontekst. Som det lød i en anmeldelse af debuten i Soundvenue: “Jeg ved ikke, hvor al den vrede og angst stammer fra, men et bud kunne være at vokse op i en epoke med det mest indskrænkede politiske klima siden besættelsen”. De fik fem- og seks-stjernede anmeldelser overalt i de danske medier, men at udlandet ville følge trop lå overhovedet ikke lige for. Hvad i alverden kunne udlandet dog se i det, og var det overhovedet forståeligt uden for en københavnsk kontekst?

Hipsterfascismen

Nogle i udlandet så i hvert fald ikke det samme, som vi så herhjemme. Bloggen Magicmuscle lagde ud i 2011 med indlægget ‘Chic Racism elevates hardcore band Iceage to hipster fame’. Og i år, efter udgivelsen af bandets andet album, You’re Nothing, gentog en anden blog, kaldet Collapseboard, det samme angreb med indlæg med titler som ‘This blog kills fascists’ og ‘Who makes the nazis?’. Der var ikke mange herhjemme, der havde fanget, at bandet var rascistiske nazi-fascister. Især den jødiske trommeslager havde nok formået at snyde os. På trods af støvletramp i introen til New Brigade og sangtitler som “White Rune”, så syntes konsensus herhjemme at være, at de nok var venstreorienterede, som anmelderen fra Soundvenue antydede. På de udenlandske blogs blev det i stedet fremhævet, at Iceage kunne lide højreorienterede bands, at folk havde kutter på hovedet i videoen til “New Brigade”, samt nogle tegninger af kutteklædte bødler, som forsanger Elias Rønnenfelt havde tegnet. Derudover blev det fremhævet, at der blev heilet til en af deres koncerter, hvilket bestemt er problematisk. Men eftersom publikum konstant kaster knytnæver i luften, når de moshpitter, så var det ikke svært at finde fotografiske ‘beviser’ for, at det var et gentagende fænomen. I mine øjne behøver man ikke dele et bands ideologi for at kunne lide deres musik, armene i vejret er typiske moshpit-knytnæver – og kutterne er enten okkulte eller ment som skræmmebillede snarere end hyldest.

Hvis man læste videre i de ganske mange opfølgninger, som Collapseboard udgav de næste par dage, så kunne man som dansker godt begynde at undre sig. To andre skribenter begyndte at skrive om deres fortid i hardcore-miljøet i firserne i Californien og London, og det var svært at se, hvad det havde med København og Iceage at gøre. De skrev om skinheads, golfkrigsveteraner og bands som Black Flag og Skrewdriver. Ting, der spillede en kæmpe rolle i punk/hardcore-historien i England og USA, men hvis rolle har været langt mindre i Danmark. Omvendt, hvis man læste interviewet med Iceage på Pitchfork, kunne man se, at de var inspireret af folk som den italienske sangerinde Mina og den franske forfatter Georges Bataille. Det virker ikke som om de to grupper er enige om hvilken kontekst, der egentlig er den rigtige at forstå pladen i.

Danmarks stuerene højrefløj

Når man læser Collapseboard bliver man klar over, hvor anderledes den yderste højrefløj i Danmark i det sidste årti har været end højrefløjene i andre lande. Det kan virke ironisk på os herhjemme, men hvis man skal sætte en finger på noget, der adskiller Dansk Folkeparti fra højrefløjsgrupperinger i andre lande, så må det være hvor ‘stuerene’, de rent faktisk har været. Skribenten Everett True beskriver den radikale højrefløj som hærdebrede skinheads, der hiver knive ud af army-støvlerne og springer på dig, hvis du danser for vildt. Den danske højrefløj, derimod, er hjemmehjælpere og unge mænd i jakkesæt. I den sammenhæng er det grotesk at læse en kritik af Iceage såsom denne: “To just sit there and blow it off, they must be cowards. I can’t help thinking of bands like Gang Of Four, Mekons, Delta 5 brawling with National Front skinheads in Leeds back in the late 70s”.Men der er ikke nogen National Front i Danmark. Hvad vi i stedet har haft, kun et par dage inden Collapseboards indlæg, var attentatet på Lars Hedegaard. En pæn og nydelig mand fra den yderste højrefløj, der kun brugte tale og skrift som våben, men som alligevel blev skudt på. Sammenfaldet er bizart: Iceage blev kritiseret som kujoner for ikke at ‘brawle’ med en (ikke-eksisterende) højrefløjsfjende, kun et par dage efter at en virkeligt eksisterende højrefløjsfjende blev forsøgt myrdet.

Vi kan tage konklusionen et skridt videre, og måske samtidig komme tættere på en beskrivelse af Iceages musik: Politisk vold i Danmark er knyttet til venstrefløjen. Eller snarere til en art anti-højrefløj, for det var formentlig ikke socialistiske tanker, der fik postbuddet til at angribe Hedegaard. Heri ligger en af de store forskelle på den danske og den engelsk/amerikanske lytter: Når en dansk lytter hører noget om ‘brigader’ eller bare generelt om grupper af unge mennesker, der kan lide at være voldelige, så er konteksten snarere urolighederne omkring Ungdomshuset end det er skinheads. Men der er ingen tvivl om, at Iceage koder deres voldsomheder med højrefløjs-symboler og -tegn. Som før nævnt, så starter New Brigade med lyden af støvletramp, der leder ind i nummeret “White Rune”, og “Everything Drifts” indeholder for eksempel de nietzscheanske linjer “Nature is violence / bow down in it’s grace”. Men at identificere den radikale højrefløj med støvletramp og runer passer måske med en engelsk kontekst, hvor der både findes National Front og skinheads, men ikke på en dansk. Snarere virker det som et højrefløjsbillede, som Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet for alt i verden gerne ville undgå at skulle forholde sig til. Hvis Iceage altså viser en idé om en højrefløj, så er det en idé som den reelle danske højrefløj for alt i verden forsøger at holde skjult. Man kunne derfor sagtens mistænke, at udtrykket kom fra den anden fløj, at det snarere skal ses som et forsøg på at skrælle pænheden af dem til højre. Vise, at selvom den går i jakkesæt og sidder i Folketinget, så er den stadig baseret på had og indre drifter. Hvis man ser det i den kontekst, så kan Iceages musik nærmest kaldes venstreorienteret.

Hedensk okkultisme eller Ku Klux Klan?

“Playing with fire and switchblades, they dress in crude Klansmen outfits in this video for New Brigade.”

“Jeg siger jo også blot der er en halvokkult stemning i videoen. Alt med kombinationen; Crowley + fakler + kutter vil automatisk lede tankerne hen på noget okkult.”

I disse citater kommenterer en amerikaner og en dansker på den samme musikvideo til sangen “New Brigade”. Amerikaneren ser klart og tydeligt Ku Klux Klan, mens danskeren ser hedensk okkultisme. Det er et meget direkte eksempel på, hvordan kontekst får det samme indhold til at se forskelligt ud. Det samme gør sig ofte gældende, når man begynder at snakke om fascisme og nazisme, for her er der en stor forskel på de angelsaksiske og de kontinentale territorier: På kontinentet er Anden Verdenskrig en historie om besættelse, modstand og medløberi, mens det i England og USA forblev historien om en kamp mod en fremmed fjende. Og når unge fyre som dem fra Iceage trækker på et visuelt univers fra fyrrerne, så rammer de derfor en mere specifik forskel: I USA og Storbrittanien var en ung mand under krigen en helt. En modig soldat, The Greatest Generation. I Danmark var en ung mand under krigen et tab. En forskruet, likvideret HIPO-mand, breve fra dødsdømte modstandsfolk. Fascismen er derfor i Danmark forbundet med en følelse af fortabte unge mænd, hvor den følelse i England vil være nærmere knyttet til Første Verdenskrig. Overalt i verden er nazisme og fascisme nok forbundet med en forestilling om ondskab, men igen er der forskel på at være have haft rollen som henholdsvis besat og befrier. Under den nazistiske besættelse var fascismen den herskende normaltilstand, og ‘ondskaben’ var derfor også til stede overalt.  Så når Iceage trækker på et fascistisk billedsprog til at beskrive et ungdommeligt raseri, kan det på kontinentet give associationer til en grundtilstand af det formålsløse og fortabte, et billede af samfundet. Men det kan nok være svært for ikke-besatte områder at forstå, at fascisme kan være noget andet end et tilvalg. Så Iceage støder på realiteten, at i England og USA vil musikkens fascistiske elementer fremstå som noget fremmed, der af uvisse grunde er blevet lagt oveni frustrationen. Eftersom samfundet aldrig har været fascistisk, er det lettere at se som et billede af personerne.

Som sådan er det ikke forkert at påpege, at Iceages symboler kan være uheldige og uhensigtsmæssige. Iceage har jo fået et publikum uden for Danmarks grænser, og det er jo ikke ‘forkert’ af folk i udlandet at opfatte kutter og fakler som klan-relaterede, når nu det er, hvad kutter og fakler som oftest betyder i deres områder. Men bloggerne snakker jo sjældent om fascisme og nazisme, titlen var ‘This blog kills fascists’ ikke ‘fascism’. De knytter altså direkte kritikken hen på en idé om bandets hensigt med deres virkemidler, men de bedømmer ikke virkemidlerne ud fra, hvad bandet selv måtte forstå ved dem, i stedet ud fra skribenternes forståelse. Det er i sidste ende derfor, deres skriverier bliver forkerte. Dels fordi de får udført nogle meget kraftige karakter-angreb på et meget, meget tyndt og misforstået grundlag. Dels fordi de i sidste ende fuldstændig misforstår forholdet mellem indhold og afsender hos Iceage.

Everything drifts

For Iceages plader har ganske enkelt ikke noget entydigt udsagnssted. Teksterne kommer konstant forskellige steder fra, så de kan aldrig forståes én-til-én. Når Elias råber “Excess! Excess!” i en ganske kommandantisk tone er det ikke et bevis for, at de er hedonister. Når han omvendt råber “Where’s your morals?” er det heller ikke et bevis for, at de er puritanske. Stemmerne diskuterer altså endda med sig selv. De synes nærmest at komme op at slås: I “Everything Drifts” er fortælleren en voldsmand: “My hands searching for a stab / target is unclear” og i næste sang, “Wounded Hearts”, er han et voldsoffer: “They ganged up upon us / straightjackets and chains”. Også mellem pladerne synes der at være diskussion. Således hedder slutnumrene på de to plader henholdsvis “You’re Blessed” og “You’re Nothing”. I sidste ende er det den manglende sammenhæng der sikrer, at pladen ikke kan være fascistisk: Elias er en dårlig fører. Han formår ikke engang rigtigt at føre bandet, som tværtom vælter derudaf i et sammenspil, der heller aldrig rigtig er en enhed. Det er ikke den sædvanlige amatørisitiske punk-sløsethed, dertil er der for mange koordinerede temposkift, men det er heller ikke så knivskarpt og sammentømret som hardcore-musikken i sin tid var. Det er et fascinerende sammenspil, som man kan prøve at affeje som hverken-eller, men som snarere er en konstant søgende udvikling uden noget klart mål. Man kan måske til en vis grad kalde tonen fascistisk, men musikken tilfører altid trækkene en vis tvivl og en ufuldstændighed. Hvis vi snakker musik frem for visuelle udenomsting, så fremstår bandet ikke som fascister, og ikke engang som provokatører, men som usikre tvivlere, der ikke formår at sætte sig op mod noget som helst.

Det er et pudsigt tilfælde, at angrebene mod Iceage for at være fascister falder i de samme år som Lars von Trier også kom i klemme med de samme problemer, da han på pressemødet i Cannes fik forklaret, at han forstod Adolf Hitler og jokende sagde, at han var nazist. Der mangler måske en tredje for at det kan være en trend, men man kan alligevel drage nogle paralleller. Det er en sær politisk situation, Danmark er i for tiden, hvor det tilsyneladende er de forkerte, som er ofre. Det er tilsyneladende dem, der vandt kulturkampen, der er nødt til at leve i skjul og under beskyttelse. Det forvirrer ethvert forsøg på den traditionelle kamp med højrefløjen. Hvad vi i stedet ser med både Iceage og Lars von Triers udtalelser, er et forsøg på først at stille sig selv frem som højrefløjstilhænger, og så påbegynde et skizofrent skænderi og opgør. Det er en meget, meget mærkelig strategi, og eftersom den synes udvokset af en specifik historisk og politisk kontekst, er det måske ikke sært, at den ikke møder voldsom stor forståelse i udlandet. Det bliver også interessant at følge opfattelsen af Iceage-pladerne og de seneste von Trier-film som årene går, når vi selv får konteksten på afstand. Vil de stadig tale til os? Eller vil de fremstå som pinligheder, der ikke formåede andet end at udstille deres egen utilstrækkelighed?

LÆS OGSÅ: Vi må ikke glemme Anders Behring Breivik

LÆS OGSÅ: Efter Solingen. Højreekstremismens fremmarch i Tyskland

Scroll til toppen