Thatcherismen

For en uge siden døde Margaret Thatcher. På onsdag lægges hun i graven. Men arven efter Thatcher er langt fra død og begravet. Thatcherismens stramme konservatisme slog igennem som en af de allervigtigste ideologiske strømninger i det 20. århundrede — så vigtig at nutidens politiske spil stadig spilles på det bræt, som thatcherismen optegnede.

Den nyligt afdøde Mar­garet Thatch­er var det 20. århun­dredes længst sid­dende britiske pre­mier­min­is­ter, hvis poli­tiske arv består i en række store reformer i årene 1979–1990. Ikke alle har været enige i hen­des kurs, som de sen­este dages anark­istop­tø­jer i Storbri­tan­nien har under­streget. Når hun del­er van­dene skyldes det, at hen­des ind­fly­delse egentlig rækker ud over hen­des konkrete poli­tiske resul­tater. Hun foran­drede ikke bare sam­fun­det, men selve vores måde at tænke sam­fun­det på. Hun ændrede også i høj grad vores måde at forstå kon­ser­vatis­men på, og da denne ide­olo­gi er det 20. århun­dredes måske væsentlig­ste – om end forholdsvis upåagt­ede – ide­ol­o­giske posi­tion, er netop dette forhold værd at hæfte sig ved. For­di kon­ser­vatis­men rede­finere­des, udvid­edes grænserne for, hvad der rimeligvis kunne siges og menes i den offentlige debat.

Kon­ser­vatis­men blev influeret af det, som med et ikke helt klart udtryk er blevet kaldt neolib­er­al­isme, og sam­fun­det blev snart præget af denne ide­ol­o­giske vend­ing i en sådan grad, at De Kon­ser­v­a­tive først kunne fravristes magten i 1997, da Tony Blairs New Labour havde accepteret at spille det poli­tiske spil på et bræt, hvor Thatch­er — eller ret­tere thatch­eris­men, som den nye ide­ol­o­giske strømn­ing sigende kaldtes — havde teg­net fel­terne. I sid­ste ende foran­dredes opfat­telsen af ikke alene, hvad det var muligt at gøre poli­tisk, men hvad der var den poli­tiske nød­vendighed.

One nation conservatism

Den definerende tra­di­tion i britisk kon­ser­vatisme havde indtil thatch­eris­mens frem­brud været en rel­a­tivt blød og prag­ma­tisk socialkon­ser­vatisme, der havde rod i den indus­trielle rev­o­lu­tion og den generelle mod­erniser­ings omkalfa­tring af det britiske sam­fund, som i det 19. århun­drede skabte en ny type fat­tig­dom og en klasses­trid, der truede sam­fun­det. Ben­jamin Dis­raeli, der i år 1868 og igen fra 1874–1880 var kon­ser­v­a­tiv pre­mier­min­is­ter, havde i bogen Sybil and the two Nations prob­lema­tis­eret denne udvikling. Natio­nen var blevet split­tet i to – de rige og de fat­tige – der var så fremmede for hinan­den, som boede de på forskel­lige plan­eter.

Den poli­tiske kon­ser­vatismes mål var at sve­jse sam­fun­det sam­men til én nation, hvor­for tra­di­tio­nen også kaldes one nation con­ser­vatism. Midlet var kort sagt en beton­ing af stat­en og de tra­di­tionelle insti­tu­tion­ers forplig­telse på at skabe og opretholde det, man i dag ville kalde sam­men­hængskraft. One nation con­ser­vatism var fort­farende båret af et ønske om sam­fundsmæs­sig sta­bilitet, og i høj grad lykkedes den med det. Den blev en slags poli­tisk prag­ma­tisme eller mod­er­atisme, hvis højeste dyd var at finde og blive på den gyldne mid­delvej. Kon­ser­vatisme blev et spørgsmål mere om udviklin­gens tem­po end dens ret­ning.

Europas syge mand

I 1970’erne blev Storbri­tan­nien betragtet som et land på vej ned, og blev uden blusel beteg­net Europas syge mand. Mange mente, at man havde val­gt en fork­ert ret­ning. Efterkrigsti­dens Labour-regeringer havde nation­alis­eret store dele af indus­trien, der nu var inef­fek­tiv og i vidt omfang baseret på et forældet pro­duk­tion­sap­pa­rat. Den britiske his­torik­er Niall Fer­gu­son har for­muleret det sådan:

Noth­ing worked. The trains were always late. The pay phones were always bro­ken (where I lived, they were main­ly used as uri­nals). The first let­ter I ever wrote to a news­pa­per was to com­plain about the explod­ing price of school shoes. And worst of all were the recur­rent strikes. Strikes by coal min­ers. Strikes by dock­ers. Strikes by print­ers. Strikes by refuse col­lec­tors. Strikes even by gravedig­gers.”

De Kon­ser­v­a­tive havde ofte haft regerings­magten, men deres mod­er­atisme havde tilsyneladende spillet fal­lit. Nogle spurgte nu, hvad sta­bilitet og kon­ti­nu­itet hjalp, hvis man alligev­el gik i den fork­erte ret­ning? Par­ti­et var split­tet mellem to flø­je: wet og dry con­ser­v­a­tives hhv. socialkon­ser­v­a­tive ”slap­pere” og ”stram­mere” på den kon­ser­v­a­tive højre­fløj; Thatch­er, der blev par­ti­for­mand i 1975, tilhørte sid­st­nævnte.

Moralen og markedet

Den kon­ser­v­a­tive højre­fløjs alter­na­tivt blev ikke så meget for­muleret i par­ti­et, men i marked­slib­erale tæn­ke­tanke som Insti­tute of Eco­nom­ic Affairs, der efter amerikan­sk for­billede var opstået som par­tiuafhængige dele af en bredere kon­ser­v­a­tiv offent­lighed. Tæn­ke­tanks­bevægelsen skabte gen­nem en pol­i­cy-ori­en­teret, men også stærkt ide­ol­o­gisk ind­sats fun­da­mentet for det ide­ol­o­giske par­a­digmeskifte, som Thatch­er blev ekspo­nent for. De var ide­ol­o­giske fab­rikker, hvor det hidtil utænke­lige kunne tænkes, des­tilleres til offent­lighe­den og pakkes til poli­tisk brug.

Tæn­ke­tankene var et afgørende insti­tu­tionelt fun­da­ment for udviklin­gen, men man kan også pege på en tilgrundliggende begreb­s­forskyd­ning i forhold til selve kon­ser­vatisme­be­gre­bet. Hvor begre­bet i Europa (i det omfang det ikke var blevet fortrængt af kris­ten­demokrati­et) beteg­nede socialkon­ser­v­a­tive posi­tion­er i lighed med den britiske, havde begre­bet i USA fået en noget anden betyd­ning i tiden efter 2. Ver­den­skrig. Her kom det i kraft af den såkaldte new con­ser­vatism i højere grad til at designere en mere højre­ori­en­teret posi­tion per­son­ifi­ceret ved en skikkelse som Ari­zona-sen­a­toren Bar­ry Gold­wa­ter, der i 1964 havde erk­læret:  ”extrem­ism in the defense of lib­er­ty is no vice… mod­er­a­tion in the pur­suit of jus­tice is no virtue”. En for­mu­ler­ing, der hen­viste prag­ma­tisme fra ide­olo­giens vok­ab­u­lar­i­um. Det drejede sig ikke læn­gere om den gyldne mid­delvej, men om det prin­cip­ielt rigtige i forhold til det prin­cip­ielt fork­erte. Dette var i netop denne for­stand, Thatch­er var kon­ser­v­a­tiv.

Politisk og økonomisk frihed

Thatch­eris­mens stand­punkt er af en af dens kon­ser­v­a­tive kri­tikere blevet kaldt marked plus moral­isme. På den ene side hævdelsen af en tra­di­tionel sæde­lighed, en i sid­ste ende kris­teligt fun­deret, borg­erlig mid­delk­lasse­moral, der viste hen til indi­videts ans­var for sig og sine. På den anden side en fri (eller i hvert fald friere) marked­søkono­mi. Særligt dette har fået nogen til at beskylde Thatch­er for mere at være lib­er­al­ist end kon­ser­v­a­tiv. Fra thatch­eris­mens eget udgangspunkt er der imi­dler­tid kon­gru­ens mellem marked og moral (og dermed mellem det kon­ser­v­a­tive og det marked­slib­erale), idet det frie marked blot er en afspe­jling på makro-niveau af den indi­vid­u­al­is­tiske moral, lige­som marked­søkonomien på den anden side hævdes at være det frie sam­funds nød­vendi­ge fun­da­ment.

Denne tanke fik sin mest præg­nante for­mu­ler­ing af økonomen og filosof­fen Friedrich von Hayek, der kaldte den ”fri­he­dens udele­lighed”. Poli­tisk fri­hed var — ifølge denne dok­trin, der udsprang af erfaringerne fra mellemkrigsti­dens total­i­tarisme — ikke mulig uden økonomisk fri­hed. Det gjaldt også omvendt, men i prak­sis var dok­tri­nen en polemik mod statens vok­sende rolle i det økonomiske og sociale liv i mellem- og efterkrigsti­den.

Thatch­er ved­k­endte sig åbent gælden til Hayek. På et møde i Det Kon­ser­v­a­tive Par­tis cen­trale idé­fo­rum havde Thatch­er i 1975 afbrudt en taler, der havde defineret kon­ser­vatis­men som den gyldne mid­delvej, idet hun slog Hayeks bog The con­sti­tu­tion of lib­er­ty ned i bor­det og udbrød: ”Dette er, hvad vi tror på”. Hayek selv var en tænker, der stod i grænse­landet mellem lib­er­al­isme og kon­ser­vatisme. Selv afviste han at være kon­ser­v­a­tiv, men hans tænkn­ing inde­holdt klare kon­ser­v­a­tive træk, og han forstod sig selv som stående i tra­di­tio­nen efter Edmund Burke, den lib­erale britiske stats­mand, der i kraft af sit velar­tikulerede opgør med den Franske Rev­o­lu­tion i 1789, opfattes som kon­ser­vatis­mens fad­er. 1980’ernes thatch­eris­ter var rel­a­tivt lib­erale, men forstod deres pro­jekt som en tilbage­føring af kon­ser­vatis­men til et mere oprindeligt grund­lag, snarere end en udvand­ing af ide­olo­gien; ”Back to Burke” var et slagord i tiden.

Arven og kritikken

Thatch­er var i kraft af sin radikale refor­mvil­je og sine konkrete resul­tater sam­men med den amerikanske præsi­dent Ronald Rea­gan med til at omkalfa­tre det ide­ol­o­giske land­skab og influerede flere gen­er­a­tioner af efter­føl­gende kon­ser­v­a­tive. Alligev­el har hun og thatch­eris­men bestemt ikke været ukon­tro­ver­siel i den efter­føl­gende kon­ser­vatisme. I 1990 blev hun kup­pet af par­ti­ets ven­stre­fløj og en række par­la­men­tarikere, der frygt­ede et dårligt valg for par­ti­et med hende ved roret. Uden at gå i dyb­den med den poli­tiske his­to­rie, kan man hur­tigt slå fast, at par­ti­et efter­føl­gende har haft vanske­ligt ved at for­valte arven. Det har været uklart om man ville fort­sætte hen­des pro­jekt eller gøre op med det.

Vender man sig til den poli­tiske filosofi, kan man notere sig, at en væsentlig del af de senere kon­ser­v­a­tive ide­ologer og poli­tiske filosof­fer meget eksplic­it har bevæget sig i ret­ning af et opgør med thatch­eris­men i et forsøg på at finde ”tilbage” til en kon­ser­vatisme hin­sides neolib­er­al­is­mens dog­matik.

Filosof­fen Roger Scru­ton, der igen­nem en gen­er­a­tion har været en af de mest markante kon­ser­v­a­tive ide­olo­gi­er, har prob­lema­tis­eret thatch­eris­mens vægt­ning af fri­heds­be­gre­bet på bekost­ning af andre ele­menter i kon­ser­vatis­men. I tra­di­tion­al­is­ten Scru­tons øjne han­dler kon­ser­vatis­men også om autoritet og forplig­tende fæl­lessk­aber og om en æstetik, som ikke nød­vendigvis er sikret gen­nem markedet. Ligeledes har marked­skri­tikken har også stået cen­tralt i filosof­fen John Grays for­fat­ter­skab. Gray, der reg­nes for en af de mest ind­fly­delses­rige nulevende poli­tiske filosof­fer i Storbri­tan­nien, var i sin ung­dom over­be­vist thatch­erist, men har siden i en lang række bøger angre­bet den blinde marked­stro. Thatch­ers arv er her blevet opfat­tet som en kapit­u­la­tion, der har banet vejen for en glob­alis­er­ing, der opløs­er konkrete og nationale fæl­lessk­aber.

Særlig inter­esse har den lidt yngre Phillip Blond påkaldt sig. Blonds kri­tik ret­ter sig mod thatch­eris­mens medans­var i ska­belsen af det, som man kalder ”Bro­ken Britain”, et omsig­gribende kul­turelt og socialt sam­men­brud for den britiske arbe­jderk­lasse. Ifølge Blond er Thatch­ers arv en monopol- og fran­chisekap­i­tal­isme, der har afmægtig­gjort lokalsam­fun­dene og dermed umulig­gjort de kollek­tiv­er, der tidligere normerede sam­fun­det.

Når Blond er særlig værd at fremhæve skyldes det den ide­ol­o­giske ind­fly­delse, han udøvede på for­mu­lerin­gen af den socialkon­ser­v­a­tive ”Big Society”-dagsorden, der var med til at bringe David Cameron til magten. Big Soci­ety var det klareste brud med thatch­eris­mens rammesæt­ning af kon­ser­vatis­men og pegede i ret­ning af en revi­talis­er­ing af one nation con­ser­vatism gen­nem en mod­erne kon­ser­v­a­tiv kom­mu­ni­tarisme.

Med finan­skrisen og den britiske regerings svar her­på, som har bestået i en ret enty­dig ned­skæringspoli­tik, kan man imi­dler­tid stille spørgsmål­stegn ved sådanne analy­sers egentlige ind­fly­delse. Krisen synes for inde­værende at have styr­ket thatch­eris­men og under­streget, at selvom Thatch­er nu lægges i jor­den, lever kon­ser­vatis­men – og sam­fun­det – fort­sat videre på hen­des arv.

Chris­t­ian Egan­der Skov er Ph.D‑studerende ved His­to­rie på Aarhus Uni­ver­sitet

Scroll til toppen