Pinligt til døden

Da Nietzsche erklærede Gud for død, gjorde han samtidig opmærksom på den kongetrone, der nu stod tom. Forfatteren Nielsen ser på, hvem der indtager tronen i dag og overvejer om forfatteren måske kan finde en plads her. Om den kraftfulde forbindelse mellem Nietzsches selvophøjelse og Claus Beck-Nielsens Selvudslettelser.


1.

Lad os antage, at da Gud erk­lære­des død, blev det i den kristne kul­tur, i den såkaldt civilis­erede ver­den, Vesten, med ét muligt at lovprise sig selv. I mange hun­drede år havde enhver, der ikke lige var konge eller hel­gen, kun via sin lovpris­ning af Gud, kon­gen, hel­ten eller hel­ge­nen, selv kun­net mod­tage et gen­skær, en afglans fra den lovpriste, det gen­skær, som stadig nu om dage til­falder den, der lovpris­er (1).

I det sekund Niet­zsche erk­lærede Gud død, blev der ikke blot en plads ledig, men også en ener­gi slup­pet løs, som i mange hun­drede år havde været bun­det og bastet. Chok­eret som han blev, kunne Niet­zsche ikke lige straks sætte sig selv på den ledi­ge plads, og da han, som en effekt af den løsslup­ne ener­gi, heller ikke kunne komme i tanker om nogen anden lev­ende, der bedre end han selv ville kunne udfylde den tomme plads, så sat­te han, som en over­gangsløs­ning, en end­nu ikke eksis­terende: det ude i tid­ho­rison­ten netop tilsynek­om­mende Over­men­neske i den afdødes sted. Denne han­dling alene var nok til at gøre ham selv til dette Over­men­neske.

Ind­sæt­telsen af Over­men­nes­ket i Ver­den­shis­to­rien var skriftlig, og selve denne skrifthandling blev en over­men­neske­lig bedrift, noget indtil da fuld­stændig uhørt, utænke­ligt, et mester­værk hin­sides enhver sam­men­lign­ing, den største bedrift i ver­den­shis­to­rien: “Also sprach Zarathus­tra”. I den del af Niet­zsches skrift(er), som slyn­ger sig omkring og i slip­strøm­men på “Also sprach Zarathus­tra”, i breve og i “Ecce Homo”, lovpris­er han sig selv med en i mange hun­drede år uhørt og uset kraft, en kraft, som næsten ikke er til at holde ud at se på, en selvlovpris­ning så pin­lig, at intet men­neske­ligt øje kan bære det uden at briste.

Fra og med Niet­zsche blev for­fat­terens skrift, i en helt anden grad end tidligere, en selvsk­a­belse. Uanset hvor megen tvivl, kri­tik og opløs­ning det 20. århun­dredes mester­værk­er sæt­ter i værk, så har iværk­sæt­telsen en kraft, en uimod­sige­lighed, der fun­ger­er som en lovpris­ning, en højhævelse og ophø­jelse af for­fat­teren selv.

For­fat­teren som medi­um for en strøm­mende kraft (stream of con­scious­ness usw.) inde­bær­er i det 20. århun­drede også skriften som en alt­fortærende og grænseover­skri­dende virk­somhed, der står i gæld til og er mulig­gjort af Niet­zsche. Efter Niet­zsche rykker kun­sten i enhver for­stand uden for ver­den, også moral­sk og etisk: I det 20. århun­drede skal kun­sten — den radikale, den nyeste — ikke respek­tere nogen grænser, men tvær­ti­mod over­skride enhver grænse, tanke og form, den måtte støde på.

FOKUS: NIETZSCHES AFTRYK For 125 år siden trådte Georg Bran­des op på en taler­stol i Køben­havn og holdt den femte af sine fem ugentlige forelæs­ninger om den tyske filosof Friedrich Niet­zsche. På den måde kick­start­ede Bran­des en virkn­ing­shis­to­rie, som kun få mod­erne tænkere kan måle sig med. Alle ved, at “Gud er død”. Bag­grund mark­er­er Bran­des’ fem forelæs­ninger med fem artik­ler – én artikel for hver af de oprindelige forelæs­nings­da­to­er – der alle bel­yser, hvor­dan Niet­zsches filosofi sat­te et aftryk på den mod­erne ver­den.

2.

Niet­zsches kraft­fulde, selvlovprisende skrifthandling er enestående. Den kan nem­lig ikke gen­t­ages. Hvis det forsøges, bliv­er resul­tatet kitsch (Hitler usw.) eller mid­delmådighed. Niet­zsches skriftlige efterkom­mere er sig — nærmest ved en kul­turel intu­ition — det pin­lige i en sådan selvlovpris­ning alt for bev­idst til, at de kan gøre det, sådan!

Når the late Claus Beck-Nielsen (1963−2001) mere end hun­drede år senere, på den yder­ste rand af det 20. århun­drede, under­ve­js i arbe­jdet med sine Beck-Werkverze­ich­nisse, (et arbe­jde og en skrift som netop er fre­mad­skri­dende og i hvert fald ikke opbyggelig), slip­per den Niet­zscheanske kraft løs, lad­er den styre skriften og vog­nen i skriften, dagen og vejene, så er han sig det pin­lige i denne kraft pin­ligt, ja stadig mere smerteligt bev­idst. Uden at have læst Niet­zsche, men sim­pelthen for­di den kraft og skrift, han slip­per løs, er Niet­zschean­sk, så mærk­er han, hvor pin­lig denne kraft i sin oprindelige selvlovprisende skikkelse har været og er. Han mærk­er skriftens for­van­dlende kraft på sin egen iden­titet, på sit navn, der fra tekst til tekst muter­er og derved før­er ham, om ikke fra Beck-Nielsen mod Gud eller Über­men­sch, så i hvert fald stadig læn­gere væk fra det oprindelige jeg, over Bech Nielsen, Bach Nielsen, Bach Jessen, Buch-Jensen, Buch-Hansen til Birch-Olsen. Men da pro­jek­tet er det radikale, så skal og må denne kraft i denne skrift føres ud i sin yder­ste kon­sekvens. Det kræver den! Og da denne yder­ste kon­sekvens i BWV nr. 13, “Meta­mor­fop­si”, nærmer sig, og for­fat­teren af sin skrift føres stadig nærmere posi­tio­nen som over­mægtigt Over­men­neske, så er Beck-Nielsen nødt til at fly­tte sin tek­stlige repræsen­ta­tion Birch-Olsen fra den med kraften lovpristes plads over i selve kraftens posi­tion, fra pas­sager­sædet over i Før­ersædet, som kraftens inkar­na­tion: Den grænseover­skri­dende, den ustand­selige, kræften, His­to­rien, det 20.århundrede, frem­skridtet, medievældet.

Hvad bogen, sam­lin­gen, kraft­præs­ta­tio­nen “BWV bind 1 – Selvud­slet­telser” i sid­ste instans gør, er alt­så at slippe den vold­somme selvfe­jrende, hæmn­ingsløse, ingen grænser respek­terende skrift løs, som havde (for)ført Niet­zsche til selvlovpris­ningerne i Ecce Homo, men som, 100 år efter hans død, af Beck-Nielsen — et barn af sin Tid — med en slags Tids­bun­den intu­ition, en fra det i Tiden kollek­tives kom­mende intu­ition, vendes imod skriv­eren selv, som fejr­er sig i og med sin egen selvud­slet­telse, (hvilket vel ifølge Niet­zsche er hero­isk: at være parat til at brænde op i sin dåd). Birch-Olsen fly­ttes, ein mal für alle, fra pas­sager­sædet over i Før­ersædet. Og idet han lad­er sin vogn rulle i alle mulige ret­ninger på én gang, ødelæg­ger han alt og alle, inclu­sive sine nærmeste, og udpeger dermed sig selv som det onde, ødelæg­geren. I yder­ste kon­sekvens, da alt andet er udslet­tet, peger kraften helt ud af tek­sten, ud af det her­metiske, via en fuld-kraft-frem tilbage­spolende meta­mor­fose eller muta­tion fra Birch-Olsen over Buch-Hansen, Buch-Jensen osv. kort­sluttes tilbage til Beck-Nielsen, i et sid­ste stød ud af vær­ket mod for­fat­teren, repræsen­teret ved hans tele­fon­num­mer.

Tele­fon­num­meret står tilbage som den sid­ste og eneste udvej: udløseren, koden, der, i det den af læseren ind­tastes, vil skabe en direk­te forbindelse mellem læs­er og for­fat­ter, uden om vær­ket, en forbindelse, der én gang for alle vil udslette for­fat­teren, lade ham gå bræn­dende op i virke­lig, og alt­så ikke bogstavelig, røg.

Den af Niet­zsche frisat­te kraft, som i hans skrifter blev, om ikke enty­dig, så dog enve­js: ødsel, grænseløst op i sfær­erne højende, er i Beck-Nielsens skrift blevet paradok­sal: en over­men­neske­lig selvkri­tik, en ophø­jende selv­forne­drelse, et nærmest gud­dom­meligt selvhad.

(1) Se bare de vigtige ansigter hos alver­dens biografis­ter af Tidens store sportsst­jern­er, pop­st­jern­er og kun­st­nere, den vigtighed og autoritet med hvilken disse sekundære men­nesker i tv-pro­gram­mer udtaler sig om Muham­mad Ali, Andy Warhol osv. og tilsyneladende, med deres indlevelse, også ind­skriv­er sig selv i stjer­nens his­to­rie, med en lille forsinkelse lever stjer­nens liv.

Nielsen er for­fat­ter.
Artiklen er før blevet bragt i Ild­fisken nr. 30.

Scroll til toppen