Jeg tænker – og takker Kierkegaard, Nietzsche og Brandes

I dag for 125 år siden trådte den danske åndsaristokrat Georg Brandes op på talerstolen for at forelæse over filosoffen Friedrich Nietzsche. Brandes’ forelæsninger introducerede den aristokratiske radikalisme i Danmark og satte desuden for første gang Nietzsche på det filosofiske verdenskort. Lektor i idéhistorie Ole Morsing tænker videre over, hvilken betydning venskabet mellem Brandes og Nietzsche fik for dansk tænkning.

I år har Søren Kierkegaard lev­et i 200 år, og i år er det 125 år siden, at Georg Bran­des hold­er sine berømte forelæs­ninger på Køben­havns Uni­ver­sitet om Niet­zsche. Jeg skriv­er disse kends­gerninger i præsens, for­di Kierkegaard, Niet­zsche og Bran­des stadig er lev­ende. Men hvis de er lev­ende, hvad er det i så fald, der er lev­ende? Det kan ikke være deres leg­e­mer. Det kan være deres tanker, men de er vel ved at blive foræld­ede?

Kierkegaard, Niet­zsche og Bran­des er tænkere, som har vakt forargelse i deres samtid. For alle tre er det afgørende, at de vil tale op imod deres egen tid. De vil noget nyt. Men i dag er det nye, de talte om, enten blevet til virke­lighed, eller vi må indse, at de nye tanker fra den­gang viste sig at være vild­skud. Spørgsmålet er, om det i dag stadig giv­er mening at forholde sig til Kierkegaard, Niet­zsche og Bran­des? Er det andet og mere end nogle teo­retikere, der har lev­et engang, og som vi i ærbødighed kan skrive om?

Aristokratisk radikalisme

Deres tænkn­ing er i dag ikke nød­vendigvis chok­erende. Men det er vigtigt ikke at reduc­ere deres tænkn­ing til et sæt af meninger om for eksem­pel den rette og især urette kristne tro, om (u)moral og om kul­tur­radikalisme. Hvis vi kun sam­men­lign­er deres tanker med andres eller hinan­dens, taber vi selve den måde, de tænker på. Som tænk­ende vil jeg hævde, at de for­bliv­er chok­erende. Det har at gøre med både deres tankers uskyldighed, eller naivitet, og deres tankers form. Tænknin­gens form må ikke reduc­eres til en bestemt tids dan­nelses­form, for så bliv­er tænknin­gen til ”daarlig Form og Uni­form”, som Bran­des citer­er Niet­zsche for at skrive.

FOKUS: NIETZSCHES AFTRYK For 125 år siden trådte Georg Bran­des op på en taler­stol i Køben­havn og holdt den femte af sine fem ugentlige forelæs­ninger om den tyske filosof Friedrich Niet­zsche. På den måde kick­start­ede Bran­des en virkn­ing­shis­to­rie, som kun få mod­erne tænkere kan måle sig med. Alle ved, at “Gud er død”. Bag­grund mark­er­er Bran­des’ fem forelæs­ninger med fem artik­ler – én artikel for hver af de oprindelige forelæs­nings­da­to­er – der alle bel­yser, hvor­dan Niet­zsches filosofi sat­te et aftryk på den mod­erne ver­den.

Jeg vil med Kierkegaard, Niet­zsche og Bran­des forsøge at finde ud af, hvad det vil sige at tænke, sam­tidig med at jeg vil komme med eksem­pler på det, de tænk­te.

Jeg vil lade Bran­des fortælle om både Kierkegaard og Niet­zsche, da han forhold­er sig liden­sk­a­beligt til begge. I 1877 udgiv­er Bran­des den måske første på en og samme tid egentlige biografiske og viden­sk­a­belige bog om Kierkegaard. Bran­des’ forelæs­ninger om Niet­zsche i Køben­havn i foråret 1888 udgives let­tere omar­be­jdet året efter som en stor artikel under titlen ”Aris­tokratisk Radikalisme”. Artiklen udkom­mer på tysk i april 1890 i Deutsche Rund­schau, men Niet­zsche når ikke at læse den, da han fra den 4. jan­u­ar 1889 til sin død bliv­er util­reg­nelig.

Selvom Bran­des har kri­tiske kom­mentar­er til både Niet­zsche og Kierkegaard, ser han begges storhed – den samme storhed, som han selv gerne vil tages til indtægt for. Bran­des indled­er artiklen ”Aris­tokratisk Radikalisme” med at gøre opmærk­som på, at Niet­zsche er en ånd, som fort­jen­er at stud­eres, ”at bekæm­pes og at tileg­nes”, netop for­di han blandt flere gode egen­sk­aber kan ”sætte Tanker i Bevægelse”. I sin biografi om Kierkegaard skriv­er Bran­des tilsvarende, at Kierkegaard ”døm­mer og fordøm­mer” hele sin tid­salders stræben. Bran­des præ­cis­er­er, at Kierkegaard i beg­y­n­delsen af sit for­fat­ter­skab indled­er med ”rif­fel­skud”, men at han med kirkekam­p­en i 1855 går over til ”sande Artillerisalver” – og krudtet er af samme tønde.

Hvad vil tænkning sige?

Både Niet­zsche og Kierkegaard har ifølge Bran­des mod­et til at tænke, og der­for er de tal­ent­fulde. ”Der skal Mod til at have Tal­ent”, som Bran­des skriv­er i en anden sam­men­hæng. Men hvad vil det nærmere bestemt sige at tænke? Mar­tin Hei­deg­gers tænkn­ing i vær­ket Hvad vil tænkn­ing sige? kan her hjælpe os.

Hei­deg­ger skriv­er, at det tænk­te ikke må forsvin­de i det skrevne, det tænk­te skal for­blive en vej, vi bevæger os på, og som bevæger os. Spørgsmålet er, om vi over­hovedet har fun­det tænknin­gen? Skal vi ikke først finde den? Og hvis vi find­er tænknin­gen, må vi befri os fra den, da den ellers tyn­ger os ned og ind­fanger os.

Det gør det forståeligt, at Bran­des om Niet­zsches tænkn­ing – efter at han har frigjort den fra sin læremester Schopen­hauer – siger, at det væsentlig­ste i hans tænkn­ings udvikling foregår ”min­dre i selve Tanke­liv­et end i Mod­et til at udtale sine Tanker”. Dette mod hænger sam­men med også at befri sig fra befrieren, som ellers har været ens opdrager.

I for­læn­gelse her­af fremhæver Bran­des, at Niet­zsche siger, at filosofien ikke må blive til filosofiens his­to­rie formi­dlet af ”akademiske Pat­te­børn”. For så kan man kun lære his­to­rie og aldrig selv frem­bringe his­to­rie. Men dette kan og bliv­er næsten altid mis­forstået. Når der tænkes, har storhed intet at gøre med his­toriske resul­tater og kends­gerninger, det er og bliv­er dårlig filosofi. Ikke desto min­dre er den mod­erne ver­den kends­gerningernes ver­den: ”Alt betragtes i vore Dage, naar det blot er en fuld­byrdet Kends­gern­ing, som i sin Orden”. Sådan skriv­er Bran­des, men sådan bør det ikke forholde sig. Der skal tænkes, og det opdager Bran­des, at Niet­zsche er i stand til, og Bran­des forsøger end­da at få Niet­zsche til at læse Kierkegaard.

Brandes læser Nietzsche og Nietzsche læser Brandes

Niet­zsche find­er tidligt ud af, at Bran­des er inter­esseret i hans tænkn­ing. Det fremgår af et brev, Niet­zsche skriv­er til sin for­læg­ger den 13. feb­ru­ar 1883 – samme dag som Richard Wag­n­er dør. Niet­zsche skriv­er: ”Jeg erfar­er, at han [Bran­des] indgående har beskæftiget sig med mig”, og fremhæver, at Bran­des er tidens ånd­srigeste dansker. Få måned­er senere, 1. maj 1883, skriv­er Niet­zsche til sin for­læg­ger, at hvis han kan finde adressen på ”den udmærkede dansker Hr. Georg Bran­des”, så vil det glæde ham, hvis han vil sende ham et friek­sem­plar (første del af Således talte Zarathus­tra). Så allerede fra denne tid føl­ger Bran­des med i Niet­zsches for­fat­ter­skab. Niet­zsche sender ikke kun sine bøger, men også sine musikkom­po­si­tion­er til Bran­des – og hele tre eksem­plar­er af den lille bog Til­fældet Wag­n­er i efteråret 1888. Men ak: Bran­des skriv­er til ham, at han ”beklageligvis” ikke har noget forhold til musik.

Den 26. novem­ber 1887 sender Bran­des et brev til Niet­zsche, hvori han blandt andet skriv­er, at han end­nu ikke fuld­stændig forstår, hvad han har læst af Niet­zsche – og hvad Niet­zsche vil med sin tænkn­ing. Men Bran­des gør opmærk­som på, at meget stem­mer overens med hans egne tanker: Den dybe mod­stand mod demokratisk mid­delmådighed og den aris­tokratiske radikalisme. Kort sagt med Bran­des ord til Niet­zsche: ”De er et af de få men­nesker, som jeg må tale med”.

Allerede en uge efter, den 2. decem­ber 1887, svar­er Niet­zsche på Bran­des’ brev. I brevet giv­er Niet­zsche udtryk for, at det oprigtigt glæder ham, at en sådan ”god Europæer” og ”Kul­tur-Mis­sionær”, som Bran­des ifølge Niet­zsche er, inter­esser­er sig for hans tænkn­ing. Hermed er der påb­eg­y­n­dt en brevvek­sling mellem dem, som fort­sæt­ter indtil Niet­zsche bliv­er van­vit­tig i jan­u­ar 1889.

Det er ikke kun Bran­des, som læs­er Niet­zsche. I jan­u­ar 1888 læs­er Niet­zsche nogle af Bran­des bøger, som find­es på tysk (Die Lit­er­atur des 19. Jahrhun­derts in ihren Haupt­strö­mungen fra 1887; Mod­erne Geis­ter. Lit­er­arische Bild­nisse aus dem 19. Jahrhun­dert fra 1887 og Emile Zola fra 1888 – sid­st­nævnte med dedika­tion af Bran­des). Niet­zsche skriv­er et sted, at Bran­des Hov­ed­strømninger er den bed­ste tysk skrevne ”Kul­tur-Bog” om lit­ter­a­turen.

Da Bran­des påb­eg­y­n­der sine forelæs­ninger om Niet­zsche den 10. april 1888, gør Niet­zsche samme dag og de føl­gende dage i en række breve med slet skjult stolthed opmærk­som på det. I flere af brevene skriv­er han end­da et par ord på dan­sk: ”om den tyske Filosof Friedrich Niet­zsche” og ”om den tüske filosof Friedrich Niet­zsche”. I en hel række breve får han de næste måned­er også nævnt, at fore­dragssalen hver gang er ”fyldt til bris­tepunk­tet” med ”mere end 300 tilhørere”. Og da forelæs­ningsrækken er slut, fortæller han, at Bran­des har skrevet, at hans navn nu er ”pop­ulært” i alle Køben­havns intel­li­gente kredse og er ”kendt” i hele Skan­di­navien. I et af brevene skriv­er han, at Bran­des ”hør­er til disse inter­na­tionale Jøder, som har et sandt Djævle-Mod til Livet”.

Til vennen Georg!

Hvad angår forhold­et til Kierkegaard, skriv­er Bran­des i jan­u­ar 1888 til Niet­zsche om sin Kierkegaard-bog, at bogen er ”en art stridsskrift, skrevet for at hæmme hans [Kierkegaards] ind­fly­delse”. Det vis­er tydeligt, hvor kom­plekst Bran­des’ forhold er til Kierkegaard. Men selvom Bran­des hverken del­er Kierkegaards anti-viden­sk­a­belige eller kristne forståelse, ser han hans sand­hedssø­gen som storslået. Og en måneds tid efter skriv­er Niet­zsche tilbage fra Nice, at han på sin næste rejse til Tysk­land har sat sig for ”at beskæftige sig med det psykol­o­giske prob­lem Kierkegaard”. Som et kurio­sum kan det nævnes, at i marts 1880 bestiller Niet­zsche et værk af H.L. Martensen (Grun­driss des Sys­tems der Moral­philoso­phie). Martensen bliv­er som efter­føl­ger for Myn­ster den øver­ste kirke­lige i Dan­mark, og som sådan en af Kierkegaards hov­ed­f­jen­der i kirkekam­p­en i 1855. Martensens bog sæt­ter sig dog ikke direk­te spor i Niet­zsches for­fat­ter­skab. Ud over disse spar­somme kom­mentar­er er der ingen direk­te koblinger mellem Niet­zsche og Kierkegaard. Men, som allerede anty­det med Bran­des, er der et slægt­skab i deres måde at tænke på.

Det før­er mig tilbage til Hei­deg­ger, som i sin bog Hvad vil tænkn­ing sige? ikke nød­vendigvis vil betro al tænkn­ing til sprog­et. Men netop Niet­zsches tænkn­ing peger for Hei­deg­ger mere og mere på, hvad tænkn­ing vil sige. Der­for skriv­er Hei­deg­ger, at det ikke er tilstrække­ligt at karak­teris­ere Niet­zsches sid­ste skrevne sedler den 4. jan­u­ar 1889 som van­vidss­edler. Jo, med­i­cin­sk-viden­sk­a­beligt er beteg­nelsen rigtig, men for tænknin­gen er det util­strække­ligt. Hei­deg­ger citer­er direk­te en en sed­del som er ret­tet til Bran­des:

Post­stem­pel Tori­no 4. 1. 89

Til ven­nen Georg!

Efter du havde opdaget mig, var det intet kun­st­stykke at finde mig: Vanske­lighe­den er nu den at miste mig…

Den kors­fæst­ede

Hei­deg­ger spørg­er: Vid­ste Niet­zsche, at noget umis­teligt for tænknin­gen kom til orde igen­nem ham? Ja, for Niet­zsche vid­ste, at vi mod­erne men­nesker ikke mere kan miste ham. Selvom vi bilder os ind, at vi ikke behøver at finde ham, for­di vi men­er os fritaget fra at skulle søge efter ham, da der er skrevet hun­dred­vis af bøger om ham. Men vi kan kun komme til Niet­zsche ved at tænke – ved at finde hans tænkn­ing.

Det gør det i dybere for­stand forståeligt, at Niet­zsche i sit første brev til Bran­des skriv­er:

En filosofi som min er som en grav – man lever ikke mere med. ”Bene vix­it, qui bene latu­it” (”den har lev­et vel, som har skjult sig godt”) (…) Det er en gravskrift, ingen tvivl om det!

Kun på den måde kan tænknin­gen holdes lev­ende.

Mennesket står altid i centrum

Bran­des er med Kierkegaard og Niet­zsche med til at dri­ve en kile ind i de ellers to hersk­ende og gen­sidigt mod­si­gende forståelser af his­to­riens udvikling. På den ene side den ikke mere så udbredte opfat­telse, at se his­to­rien med de hersk­endes syn. På den anden side og den i dag meget udbredte opfat­telse, at se his­to­rien ud fra fler­tal­lets eller massernes syn. Begge opfat­telser udtrykker den his­toriske magt fra hver sin vinkel, og med folke­fler­tal­let får vi en his­torisk magt, som med Bran­des ord giv­er ”noget for Sta­tis­tikken at tum­le med”.

Men med tænkere som Kierkegaard og Niet­zsche er det afgørende slet ikke, om de har fået eller får ret. Alt men­neske­ligt stort i ver­den har ikke noget at gøre med, om det virk­er på nuti­den eller fremti­den. Der er en dimen­sion, som ikke kan og skal måles på sine virkninger. Det kan få selv den reli­gion­skri­tiske Bran­des til at skrive: ”Der­for taler en Reli­gions his­toriske Held, dens Sejghed og Varighed, snarere mod dens Ophavs­man­ds Storhed end for den”. Dét er ”aris­tokratisk radikalisme”, og som sådan er den nød­vendig, hvis lib­er­al­is­men ikke skal æde os.

Som human­ist, og det vil sige som men­neske, må man fastholde, at der er andre per­spek­tiv­er på tilværelsen end lib­er­al­is­mens. Sam­fun­dets prob­le­mer og løs­ninger må i sid­ste instans kobles til men­nesker. Men­nes­ket står altid i cen­trum, både som med­virk­ende årsag og som eneste løs­ning. Min fejring af Kierkegaard, Niet­zsche og Bran­des her i 2013 har hermed været at komme med en smule human­is­tisk forskn­ing, som ikke kun redegør for deres ind­byrdes forhold, men som også peger på et aspekt ved sprog­et, som ofte over­s­es – og skal over­s­es – hvis der skal tænkes.