Åndshistoriens udstillingsvinduer og historiens mødding – om Johannes Jørgensen

Johannes Jørgensen
Johannes Jør­gensen med katol­sk præst, Det Kon­gelige Bib­liotek

Georg Brandes’ forelæsninger introducerede Nietzsches filosofi i Danmark og satte for første gang Nietzsche på det filosofiske verdenskort. Men ikke alle så lige så positivt på denne nye filosofi, som Brandes gjorde. Den danske forfatter Johannes Jørgensen startede som Brandes’ lærling, men vendte senere både Nietzsche og Brandes ryggen. Johan Nord undersøger, hvordan Jørgensen blev en af Danmarks første Nietzsche-kritikere.

Det er som bek­endt ikke alle tænkere og for­fat­tere forundt at få en plads i det grublernes raritet­sk­abi­net, efter­slægten kalder ånd­shis­to­rien. Nogle får fore­træde, andre forsvin­der. Sådan er det bare. Én af dem, der må siges at være kom­met med, er Friedrich Niet­zsche. Ja, hvis man bad en gruppe danske gym­nasi­aster om at nævne blot en enkelt vigtig filosof fra 1800-tal­let, skulle det ikke undre mig, hvis en bety­delig del af disse bragte navnet Niet­zsche over deres unge læber. Vi kender alle sam­men de smarte rep­likker om den døde Gud og man­den, der ville være dyna­mit. Blandt vore egne landsmænd er der en anden af århun­dredeskiftets fig­ur­er, der som det såkaldte mod­erne gen­nem­bruds første­mand også har haft held til at tilkæmpe sig en ganske særlig plads i den danske ånd­shis­to­ries udstill­ingsvin­duer, og det er Georg Bran­des.

I det føl­gende vil disse to blive tilk­endt en del min­dre opmærk­somhed end van­ligt. Eller anderledes for­muleret; opmærk­somhe­den vil ikke blive ret­tet direk­te mod dem, men der­i­mod mod to af deres mere eller min­dre sam­tidi­ge åndelige mod­stykker, nem­lig Niet­zsches første læremester Arthur Schopen­hauer og Georg Bran­des’ bortløb­ne discipel Johannes Jør­gensen.

FOKUS: NIETZSCHES AFTRYK For 125 år siden trådte Georg Bran­des op på en taler­stol i Køben­havn og holdt den femte af sine fem ugentlige forelæs­ninger om den tyske filosof Friedrich Niet­zsche. På den måde kick­start­ede Bran­des en virkn­ing­shis­to­rie, som kun få mod­erne tænkere kan måle sig med. Alle ved, at “Gud er død”. Bag­grund mark­er­er Bran­des’ fem forelæs­ninger med fem artik­ler – én artikel for hver af de oprindelige forelæs­nings­da­to­er – der alle bel­yser, hvor­dan Niet­zsches filosofi sat­te et aftryk på den mod­erne ver­den.

Nærmere bestemt skal det dreje sig om forhold­et mellem Johannes Jør­gensen og Arthur Schopen­hauer. For sagen er nem­lig, at den danske for­fat­ter Johannes Jør­gensen i 1890’erne blev en af Schopen­hauers ivrig­ste danske læsere. Det er denne forbindelse, jeg skal gøre mit for at opridse i det føl­gende.

En litterær paria

Johannes Jør­gensen er ikke en del af det danske lit­ter­aturhis­toriske par­nas, han er ikke en højt­skat­tet klas­sik­er. Nej, han er fak­tisk – for nu at anvende et niet­zschean­sk kon­noteret ad-ord – en paria, en udstødt.

His­to­rien om Johannes Jør­gensen og Arthur Schopen­hauer er der­for også his­to­rien om his­to­riens mød­ding – og om de sti­er, der før­er ind i stanken. For selvføl­gelig er det ikke en til­fældighed, at Jør­gensen og for den sags skyld Schopen­hauer længe har fris­tet skyggetil­værelser.

I bund og grund er der to mulige årsager, som man alt efter sin­de­lag vil være tilbø­jelig til at hælde imod: Enten er d’herrer blevet udgrænset på bag­grund af deres åndelige liden­hed, alt­så sim­pelthen, for­di deres ånd­spro­duk­ter ikke kunne måle sig med den altid fre­mad­skri­dende og skånsel­sløst bort­fil­tr­erende tid­sånd. Alt­så en art pro­gres­siv, imma­nent metafy­sisk, kvalitet­sori­en­teret tyd­ning. Sådan taler den såkaldt pro­gres­sive, der ækles ved kri­tik af ratio­nal­is­men og eman­ci­pa­tio­nen. Men der er jo også en anden måde at anskue his­to­rien, hvor det ikke drejer det sig om noget så sim­pelt som kvalitet, sådan som denne forstås af etab­lisse­mentet, men hvor det der­i­mod drejer sig om magt og kamp, om bev­idst udgræn­sning af det, der opfattes som kæt­terske og uved­k­om­mende tanker.

Ud fra et sådant per­spek­tiv kan der være vældig god grund til at få fin­grene i mød­din­gen og tage his­to­riens efter­laden­sk­aber i nærmere øjesyn. Betragt det føl­gende som et forsøg udi et sådant idéhis­toriske gravear­be­jde.

En ungbrandesianer

I 1882 for­lod Johannes Jør­gensen føde­byen Svend­borg og ind­fandt sig i kon­gens Køben­havn. Hans foræl­dre havde under stærk ind­fly­delse af mor­bror Jør­gen beslut­tet sig for, at deres pode skulle gå latin­skoleve­jen. Det drejede sig ikke om et over­greb på dren­gen, men om en udviklings­bane, der i må siges at have ligget i ret direk­te for­læn­gelse af den læseglade drengs allerede trådte sti­er. Foræl­drene nærede end­videre det mere speci­fikke håb, at der på sigt kunne komme en præst ud af deres lyse hov­ed, hvilket jo også kunne inde­bære en forestående tilbageven­den til det fynske. Så langt så godt. Men i Køben­havn gik det – som det jo ofte gør, når læselystne drenge kom­mer til byen – noget anderledes, end fam­i­lien Jør­gensen havde forestil­let sig; det viste sig meget hur­tigt, at der ikke skulle blive nogen præst ud af Johannes.

I hov­ed­staden gjorde han således ganske hur­tigt en række åndelige bek­endt­sk­aber, der ikke just var af den art, man for­bandt noget pos­i­tivt med i hjem­met. Mange var de nye ånder, men der var dog én titanisk fig­ur, der i særlig grad ragede op over de andre; her traf han nem­lig – først i skriften og siden­hen ansigt til ansigt for­stand – ung­dom­mens før­er, storstadens æstetiske tugtemester: dok­tor Georg Bran­des him­self.

Mødet med Bran­des blev mildt sagt afgørende for Johannes Jør­gensen. En tid lang stod han i lighed med så mange af sine sam­tidi­ge i lær­lin­gen og dis­ci­plens forhold til Bran­des. Han kast­ede sin kris­telige bør­nelær­dom på – ja – mød­din­gen og forsøgte i stedet at tænke bran­desian­sk, at leve bran­desian­sk og at digte bran­desian­sk. Han dyrkede det nye og det frie, men ved­blev dog at føle sig noget så fremmed i ver­den.

Som de Egoister vi var, vilde vi være lykkelige – og vi konstaterede, at vi ikke var det”

Men Johannes Jør­gensen blev ikke hæn­gende ved Bran­des. Tvær­ti­mod.

Jør­gensen endte nem­lig med noget så eftertrykke­ligt at vende Bran­des ryggen, idet han blev en af de mest ved­hold­ende og ihærdi­ge kri­tikkere af den livan­skuelse, eller den ide­olo­gi, Bran­des havde stået fad­der til på dan­sk jord.

Opgøret havde mange facetter, men jeg tror godt, vi kan tage den mod­nere Jør­gensen på ordet, når han i 1916 i andet bind af sin selvbi­ografi Mit Livs Leg­ende skriv­er sådan her: »vi gjorde paa egen Haand vore Erfaringer og fandt, at Virke­lighe­den ikke stemte med Dok­trinerne. Som de Ego­is­ter vi var, vilde vi være lykke­lige – og vi kon­staterede, at vi ikke var det«. De havde lært, at det bran­desianske frigørelse­se­van­geli­um ville gøre dem lykke­lige, men måtte med tiden indse, at dette ikke havde været til­fældet, ja måske end­da, at den gode nyhed om den men­neske­lige fri­heds komme havde båret en ny og end­nu ledere ufri­hed i sit skød.

Herefter gik det, som det går, når vrangvil­lighe­den over for det førhen forgud­ede beg­y­n­der at spjætte; man søger andre sted­er hen, og særligt til sådanne sted­er, hvor der lyder et kri­tisk ord om det ståst­ed, man har for­ladt.

Metafysisk reaktion

I sin søgen efter nye svar, eller i hvert fald efter nye måder at stille spørgsmålet om det men­neske­lige, stødte Jør­gensen på vil­jes­metafysik­eren.

Det første klare vid­nes­byrd om det nys­tift­ede filosofiske bek­endt­skab står at læse i et brev til digteren Sophus Clausen, med hvem Jør­gensen tilbragte en stor del af sine vågne timer. I et brev til Clausen fra d. 26. august 1892 med­del­er Jør­gensen ven­nen om en hen­rykkelse, der er overgået ham ved som­merens læs­ning af Arthur Schopen­hauer. For at sige det kort: Jør­gensen er fuld­stændig på halen over Schopen­hauers metafy­siske modsvar til den mod­erne dyrkelse af det egen­mægtige men­neske, han går end­da så langt at omtale filosof­fen Schopen­hauer som »En Poet og en Reli­gion­ss­tifter, med hvem jeg er enig i næsten alle Ting«.

Denne benævnelse anty­der en del om Jør­gensens betagelse af Schopen­hauer. Noget af det særlige ved Jør­gensens forhold til Schopen­hauer var nem­lig, at han helt fra første færd sam­menknyt­tede de tre område filosofi, kun­st og reli­gion. Han anerk­endte sim­pelthen ikke opdelin­gen og følte sig der­for ikke for fin til ind­tage sine åndelige måltider på umid­del­bart forskel­li­gart­ede bevært­ninger.

Hvis man med et enkelt ord skal udpege Jør­gensens anknyt­ningspunkt i mødet med Schopen­hauer, må det blive dette: metafysik. Fra første færd var Jør­gensen gre­bet af Schopen­hauers stål­sat­te vil­je til metafysik og den hermed for­bundne afs­løring af den ikke-metafy­siske tænkn­ings for­loren­hed. I Schopen­hauer mente han således at finde et hårdt­slående modsvar til den ide­ol­o­giske dyrkelse af egen­mægtighe­den og frem­skridtet, han havde fået fyldt hjernek­isten med hos dok­tor Bran­des.

Mellem Schopenhauer og Kristus

Som sagt var Johannes Jør­gensen ikke udstyret med en så udpræget æstetisk eller for den sags skyld filosofisk fein­schmeck­er-atti­tude, at han ikke kiggede andre dele af åndens armé i bedene. Da han i sen­som­meren 1893 grund­lagde tidsskriftet Taar­net sam­men med blandt andet ven­nerne Vig­go Stuck­en­berg og bemeldte Sophus Clausen, drejede det sig således fra første færd om et liv­tag med livet, stri­den og døden, der ikke var af strengt æstetisk eller for den sags skyld sekulær art.

Den flit­tig­ste bidragy­der i Taar­net var Jør­gensen, og en stor del af hans tek­ster bær­er vid­nes­byrd om den vak­te inter­esse for Schopen­hauers filosofi, kris­ten­dom­men og en mulige forbindelse mellem disse to tilværelses­tyd­ninger.

I Taar­nets spal­ter udviklede Jør­gensen nem­lig en egensindig forståelse af forhold­et mellem Schopen­hauers imma­nente vil­jes­metafysik og kris­ten­dom­men, hvor den afgørende og måske over­rask­ende vur­der­ing lyder sådan her: »Slægt­sk­a­bet mellem Schopen­hauers Filosofi og Kristi Reli­gion […] er saa inderligt, at den ydre dog­ma­tiske Forskel bliv­er lig­e­gyldig«. Forskellen er lig­e­gyldig – dok­trinerne er sim­pelthen lige gyldige!

Det vender vi tilbage til neden­for, men først må vi en tur omkring tidens anden mod­e­tysker for derved at komme til større klarhed over, hvad det var Jør­gensen ikke ville.

Verden er dyb”

I Taar­net kunne man fra tid til anden også se Niet­zsche nævnt, men fak­tisk ikke meget mere end det. Mod­sat Schopen­hauer spillede Niet­zsche nem­lig en alde­les begrænset rolle for den nye anskuelse, Johannes Jør­gensen i beg­y­n­delsen af 1890’erne tilkæm­pede sig.

Et enkelt eksem­pel på ind­dragelse af Niet­zsche find­er man i det lille essay, eller pro­gram­skrift, Sym­bol­isme, der nok er den mest kendte tekst fra Taar­net. I denne tekst drejer det sig først og fremmest om Schopen­hauer og kris­ten­dom­men, men et enkelt, meget vigtigt sted væl­ger Jør­gensen også at indrullere Niet­zsche i sin lille hær af hjem­melsmænd. I slut­nin­gen af artiklen, hvor Jør­gensen bek­ender sig til det, han kalder en mys­tisk ver­den­san­skuelse, lad­er således Niet­zsche få det sid­ste ord: »Ver­den er dyb, og kun de flade Aan­der fat­ter det ikke«.

En sådan ind­dragelse af Niet­zsche er meget sigende, både for Johannes Jør­gensens brug af tænkere til under­støt­telse af sit eget pro­jekt, men også for tidens forhold til Niet­zsche. I al korthed: Det drejer sig – i det mind­ste for Jør­gensen – ikke om en pos­i­tiv vur­der­ing af Niet­zsche, men om hvad Niet­zsche lej­lighedsvist kan bruges til. For Jør­gensen var netop vældig kri­tisk over for Niet­zsches magtkul­tiske erstat­ningsmetafysik – så kri­tisk, at han senere i sit liv i essayet Roman­tikken i den nyere danske Lit­ter­atur udviklede et erk­læret anti-niet­zschean­sk ståst­ed, hvor denne og Bran­des anskues som hjem­me­hørende i samme ugudelige ego­is­tisk roman­tiske tra­di­tion, hvis kerne er en drøm­melysten hævdelse af den stærkes ret og lovløse udfold­else.

Fra Schopenhauer til Kristus?

Nej, Jør­gensen ville noget helt andet; han ville netop bryde med den adling af det løsslup­ne men­neskedyr, han havde set hos både Bran­des og Niet­zsche. Og Schopen­hauer blev et væsentligt pejlemærke for dette brud.

Selv ville Schopen­hauer nok ikke have været helt enig i den sam­men­still­ing mellem hans filosofi og kris­ten­dom­men, Jør­gensen gjorde sig til for­t­aler for. Men lad os alligev­el ganske kort prøve at forstå denne egensindi­ge læs­ning af Schopen­hauer: Kernepunk­tet i Schopen­hauers vil­jes­metafysik er bestem­melsen af ver­den som vil­je og forestill­ing med de føl­ger dette har for forståelsen af hele det men­neske­lige roderi – lidelsen, den ego­is­tiske grund­drift, udve­js­løshe­den. Men Schopen­hauer taler ikke kun om elendighe­den; han tillad­er sig fak­tisk også at tale om den udvej, der gives, men som aldrig kan vælges – for­løs­nin­gen, vil­jes­fornæg­telsen, salighe­dens inteth­ed, der af Schopen­hauer omtales som en nåde­virkn­ing.

Og hvilket ord er det, der lyder i den kristne forkyn­delse? Jo, det er netop ordet om syn­dens almægtighed i det men­neske­lige hurlumhej, men­nes­kets evige ind­kro­geth­ed i sig selv – som Luther for­mulerer det – og den lidelse, der føl­ger af, at men­nes­ket har val­gt sit eget i stedet for at vælge Guds og dermed Næstens. Men kris­ten­dom­mens ord er mere end denne Dom over det men­neske­lige. I ker­nen af kris­ten­dom­men står netop ordet om Guds søn, Gud selv, som men­nes­ket aldrig kan nå, men som i sin egen suveræne afgørelse kom­mer til men­nes­ket og aftvinger det dets afgørelse og derved giv­er det livet tilbage under dom og nåde, i ans­var og i tro. Sådan taler kris­ten­dom­men.

Johannes Jør­gensen endte foran korset, konkret man­i­festeret ved hans indtræ­den i den romer­sk-katolske kirke i 1896, men han for­lod ikke Schopen­hauer – eller det mente han i hvert fald ikke selv, han gjorde. Jør­gensens endte nem­lig med at opfat­te Schopen­hauer som et »Stadie paa Omven­delsens Vej«, som en vejvis­er og hjem­mels­mand – eller med det katolske udtryk; en prepa­ra­tio evan­gel­i­ca – der pegede frem mod stedet, hvor et søn­der­brudt men­neske find­er sin opre­js­ning.

Dømt til tavshed

Han blev alt­så kris­ten. Men ikke kun det – han blev også glemt, eller mere præ­cist; tiet ihjel, bortre­toucheret. Konkret skete dette blandt andet ved, at Bran­des i forbindelse med udgivelsen af sine sam­lede værk­er bortredi­gerede alle de pæne ting, han tidligere havde ytret om Jør­gensens dig­teriske arbe­jder.

I al sin enkel­hed kan man fast­slå, at Jør­gensens tilbageskudte plads i ånd­shis­to­riens mon­tre – eller hans forekomst i his­to­riens mød­ding – må ses i forbindelse med det opgør, han i sin tid tog med de tankegange, der både den­gang og siden­hen har vist sig at være de sejrende. Måske er det fak­tisk så sim­pelt, at sejrher­rernes for­godt­befind­ende før­er his­to­rieskrivnin­gens pen?

Opgør med humanismen

Jør­gensens anliggende bestod, som jeg har forsøgt at antyde, i et opgør med den mod­erne autonomikult. Denne dyrkelse af den men­neske­lige selvmægtighed mente han både at finde hos den tidlige Bran­des i dennes påberå­belse af den frie tanke og frem­skridtets nød­vendighed, men også i den mere modne – og Niet­zsche-bege­jstrede – Bran­des. For Jør­gensen var hov­ed­sagen netop, at der slet ikke er nogen forskel på dyrkelsen af frem­skridtet og for­nuften og den senere dyrkelse af den store, hen­synsløse ener. For Jør­gensen mark­erede Bran­des’ titaniske ny-ori­en­ter­ing omkring beg­y­n­delsen af 1890’erne ikke et brud, men der­i­mod den logiske fort­sæt­telse af en tænkn­ing, der havde sat men­nes­ket i cen­trum: Human­is­mens endepunkt og tro følgesvend er bru­tal­iteten; dyrkelsen af men­nes­ket ender altid i for­agten for men­nes­ket, og kun gud­stroen kan afholde men­nes­ket fra dette humankul­tiske bar­bari. Sådan så Johannes Jør­gensen på forhold­et mellem kris­ten­dom­men og human­is­men og han opfat­tede der­for både Bran­des og Niet­zsche som to alen af samme stykke, to repræsen­tan­ter for human­is­tisk heden­skab.

Og det er jo ikke lige­frem en tale vores tid ønsker at høre; hvem har lyst til at få under­k­endt sin søde egen­mægtighed? Ganske få, lad­er det til. Et højst sub­jek­tivt svar på hvor­for Schopen­hauer, Jør­gensen – og frem for alt kris­ten­dom­men – ikke er åndeligt alle­mand­se­je i dag kunne alt­så være føl­gende: Det såkaldt mod­erne men­neske ønsker sim­pelthen ikke at høre om sin egen liden­hed og blive draget til ans­var for den; det vil – eller vi vil – langt hellere ved­blive i troen – eller vantroen – at være vores egen herre, og det har ånd­shis­to­rieskrivnin­gen fået noget så eftertrykke­ligt at føle.

Johan Chris­t­ian Nord er Ph.D.-studerende ved Tysk på Aarhus Uni­ver­sitet