I dag fylder Danmarkshistoriens mest indflydelsesrige filosof, Søren Aabye Kierkegaard, 200 år. Baggrund fejrer fødselsdagen med et essay, hvor Andreas Vinther Jensen undersøger idéen om forførelse i Kierkegaards forfatterskab. Læs, hvordan Kierkegaard kan bringe perspektiv til The Game og dating.dk.

I en tid, hvor så mange taler om forførelse er det påfaldende, at så få ved, hvad de taler om. Vi får artikler på stribe om hvordan vi kan forføre vores koner, vores mænd, vores blonde, barmfagre kollegaer; hvordan vi kan gøre det med forførende madlavning, med tilsyneladende uskyldige berøringer eller med tvetydige kommentarer. På internettet huserer talløse pick-up artists, der gladeligt deler deres erfaringer fra felten med ligesindede verdensmænd, erfaringer om hvordan de har udviklet sig fra at være fuldstændigt ignorante omkring kvinder til at nedlægge dem på stribe. Endelig har dette fænomen manifesteret sig i en uoverskuelig eksplosion på bogmarkedet siden Neil Strauss i 2005 udgav sin romaniserede scoreguide The Game, der fortæller hans personlige udviklingshistorie fra en taber til en womanizer til en rastløs hedonist, der endelig finder håb i sin store kærlighed, rockmusikeren Lisa. Forførelse er en kunst og netop fordi det er en kunst vidner den om håb! – håb for de håbløse. Kort: forførelse er forførende.

Forførelse dengang og nu

Men hvilken forførelse? Den art forførelse, denne litteratur skildrer er ganske speciel for vores tid. Uden at gøre en alt for stor pointe ud af det, tror jeg det er sikkert at sige, at forførelse tidligere er blevet set ganske anderledes: i juraen har forføreren haft trange kår og i kunsten ser vi Molinas, Molieres og Mozarts skildringer af Don Juan, skildringer som alle er enige om karakterens uundgåelige undergang som bod for den udåd han har begået mod sine ofre. I dag vil vi derimod forføres. Hvor paradoksalt det end lyder i et samfund, der er så gennemsyret af individualisme og ophøjelse af kravet om selvstændighed, så er ønsket om at blive forført så kraftigt til stede, at reklameindustriens eneste betænkelighed ved at bruge et slogan som “Lad dig forføre af dejlige Prag” er, at det kommer til at lyde som en floskel. Måske er det ikke nyt, at vi har en tendens til at lade os forføre – vi er jo trods alt blevet det af kirker, stater og reklamer i mange år efterhånden – men det nye er, at vi nu uden videre betænkning mødes direkte med begrebet uden at blinke.

Mest interessant er nok den pointe mange dating-internetfora efterhånden har opbygget en konsensus om: at forførelsens mål ikke blot er at score piger, men i lige så høj grad at udvikle sig selv. Nogle steder er dette endda blevet selve meningen med at lære den ædle kunst. Forførelse er en dannelsesproces i retning af ideen om total selvdannelse. Autonomitanken opnår sin mest potenserede karakter i forførelsens udfoldelse.

Her kunne det være interessant at mindes Søren Kierkegaard – det er jo trods alt i nationalånden i år at skrive den ene kronik efter den anden; om danskernes forhold til kristendom, om vi kan bruge den kære Søren til noget i dag, om hvorfor et københavnsk forskningscenter skal have lov til at bruge millioner på at skrive til en indspist inderkreds af forskere uden jordforbindelse. Men trods alle beskyldninger om at være utidssvarende, mener jeg at Kierkegaard netop er en uundværlig psykolog for et samfund, der er præget af mere eller mindre potente forførere.

Kierkegaards begreb om forførelse – i hvert fald, hvis man læser hans æstetiske produktion, der helt klart har teksten Forførerens Dagbog fra værket Enten-Eller i centrum for forførelsesfilosofien – tangerer nemlig let det nutidige. På trods af alskens sproglig forvirring og navneord med store bogstaver og dobbelt-a’er ville handlingen fra den københavnske guldalder i det store og hele lige så godt kunne udspille sig i dag. Lad os begynde med den definition, Æstetiker A selv giver på forføreren i indledningen til netop Forførerens Dagbog: han forstår at finde det interessante i livet og, når det er fundet, formår han halvt digterisk at reproducere det oplevede. Han lever poetisk. Det poetiske, det interessante og reproduktionen er tre begreber, der omgiver forføreren – for at finde ham, kan man med fordel benytte sig af Kierkegaards egen metode, netop begrebsomgivelsen: med bevidstheden om begrebets flygtige karakter at indsnævre dets grænser ved at se på de omkringliggende begreber.

Romantiske begreber

Den periode, hvor Kierkegaard beskæftigede sig med forførelsen som æstetisk begreb, fulgte umiddelbart efter udgivelsen af afhandlingen Om Begrebet Ironi, og en række temaer går igen i Enten-Eller. Blandt disse er den kritiske diskussion af romantikernes verdensforflygtigelse, deres fantastiske fortabelser. Figuren Johannes Forføreren fra Enten-Eller er ikke et nøjagtigt billede på den type romantiker, den yngre Kierkegaard kritiserede i sin afhandling, men han vækker minder. I den tyske filosofi fra første halvdel af det 19. århundrede (dvs. romantikken og den tyske idealisme) blev det rene jeg blevet mere og mere autonomt: til sidst behøvede det faktisk slet ikke den historiske virkelighed, så længe den havde sin egen metafysiske. Forføreren er ikke kommet så vidt, at han forkaster den historiske virkelighed fuldstændigt, men hans forhold til den er problematisk idet han netop digter den efter forgodtbefindende.

Selv om jeg i det følgende flere steder taler om begrebet forførelse og begrebsomgivelsen af forføreren, så er det værd at bemærke vanskelighederne ved at tale rent begrebsligt om forførelsen – der er så at sige ikke forførelse uden en forfører. Men, som jeg skal komme ind på senere, er forførerens rolle at forsvinde; ikke at være dér, hvor forførelsen finder sted netop for at få den til at finde sted. Forførelsen er et negativt begreb.

At leve poetisk – dette udtryk fra Om Begrebet Ironi vil sige at kunne digte sig selv og verden omkring sig. Ganske som allerede skrevet er det, hvad Johannes gør. Hans oplevelser med pigen Cordelia bliver nedfældet i Dagbogen, der automatisk derved får et poetisk anstrøg. Er det derved en fiktionalisering af virkeligheden? Ikke fuldstændigt, for Johannes bliver altid nødt til at arbejde ud fra de interessante situationer, han finder Cordelia i. Første gang, han ser hende, er hun for meget for ham: hans øje mættes og han glemmer, hvordan hun så ud – hun var for skøn, og det skønne er det uinteressante. Det gælder for Johannes om at kunne være den rolige tredjemand, der beskuer den skønne forelskelses vilde brusen fra toppen af sin masts udsigtspost og derved gøre hele situationen interessant. Han må så at sige reflektere sig bort fra den intime nærhed, der kan opstå i det berusende øjeblik, man er sin forelskede nær – for en forelskelse er netop kun et øjeblik, og Johannes har en ubændig trang til det uendelige. Han må ironisere over det timelige for at gøre det evigt, det endelige for at gøre det uendeligt og det nødvendigt tvingende for at gøre det fantastisk muligt.

Forføreren må derfor tage erindringen i brug og bøje den til noget, der måske ligger uden for den hverdagslige forståelse af begrebet. For forføreren er erindring ikke at skue tilbage og genkalde det allerede skete – det er at forestille sig den situation, man nu står i fra et punkt ude i fremtiden. At sende sig selv på den slags fantastiske tidsrejse er en metode til at forme ens virkelige nutid efter eget lune – en poetiseringsstrategi, kunne man kalde det. Det ligger godt i spænd med den resterende strategi, han har brugt under forførelsen: han skaber en virkelighed omkring sig selv og Cordelia, der lader sig trække med ind i hele virvaret.

Hvis Enten–Eller har ét tema, er det forholdet mellem umiddelbarhed og refleksion og den begynder da også med en anden forfører, nemlig Mozarts Don Juan, som er et musikalsk udtryk for den absolutte sanselige umiddelbarhed – også en æstetiker, men én, der kun kan findes som idé. Johannes er reflekteret, og opfylder derved en nødvendig betingelse for at kunne eksistere som menneske. Men hans refleksion kommer ud på et overdrev gennem alle hans strategier og fantasier. Hans refleksion udfører en dialektisk negation af den historiske virkelighed, der ophæves til fordel for den fantastiske. I Sygdommen til Døden fortæller figuren Anti-Climacus, at fantasi er glimrende for et menneske at have, men fantasteriet, den rene fantasi er kilde til en uendelig fortvivlelse. Johannes kan som quasi-romantiker karakteriseres som fortvivlet – skønt han muligvis bærer et smil på sin læbe, er hans forførelse en flugt fra den nødvendighed, der er medkonstituerende ethvert menneskeliv. Vi er sat af et Andet, men denne nødvendiggørende andethed nægter den reflekterede æstetiker at anerkende – Kierkegaard kaldte dette Andet for Gud, men det ord nægter en moderne læser af bornerte årsager at tage i sin mund. En apologetisk kierkegaardisme ville kalde det ‘samfundet’, ‘sproget’ eller ‘det Andet menneske’, men selv disse læsninger vil forføreren ikke godkende. Han er Herren i sit eget forstandsrige.

Forførelse som negativ æstetik

Dermed en ansats til en kritik af den bornerte modernisme, der nok ikke er på sin plads her. Jeg vil i stedet kort skitsere, hvordan forførerens væsen kan siges at være æstetisk negativt. Forføreren omgives af tre begreber: refleksionen, ironien og det interessante, der alle kan siges at indeholde et negativt moment i sig. Men er forførelse så bare summen af disse tre?

Essentielt er det, at forførerens ståen-ved-siden-af-sig-selv, den negative tilstedeværelse i forholdet til Cordelia og hans totale kontrol over situationen sat over for den totale overvældelse ved det første møde, kan give et indblik i en mere nuanceret æstetik, en negativ æstetik.

Hos den reflekterede forfører indfanges netop de to mest udprægede – og dog som regel adskilte – aspekter af begrebet æstetik hos Kierkegaard. Her findes nemlig både momenter af en kunstteori, hvor den producerende tanke står i et dialektisk forhold til et genstridigt materiale – og en eksistentiel stadieteori, hvor den af enhver gymnasieelev bekendte æstetiker står i et lignende forhold mellem den totale selv-skabelse og en genstridig omverden. De to æstetikker, den kunstteoretiske og den eksistentielle, fanges på den måde i forførerens fantastiske forsøg på at gøre verden til et digt, han til sidst kan sluge. På trods af udprægede ligheder er forføreren ikke en romantiker, der kan skabe sin trylleverden ex nihilo; han har stadig brug for en konkret situation, en anledning at digte ud fra. Med forføreren har vi en kunstnerisk tanke og en menneskelig bevidsthed, der med sorg i sjælen har indset, at den har brug for historien, den historiske virkelighed og ikke kan skabe uden – hans fortvivlelse er et enten–eller; enten fortvivler han at mangle den absolutte mulighed, han higer efter; eller han fortvivler at det lykkes ham at blive dette absolutte jeg, der trækker sig væk fra virkeligheden og til sidst kommer til at mangle enhver nødvendighed. Men forføreren er et negativt væsen, der aldrig kan være stillestående, altid må være i en sitren: han kan aldrig være i nogen af disse fortvivlelsens momenter, men må bestandigt oscillere mellem det ene og det andet, og det er måske deri hans sande fortvivlelse ligger. Uanset hvor man leder efter ham, er han altid ikke der. Ligeledes med den producerende tanke, der opnår sin højeste kreativitet i den form for negative æstetik, der ligger i ikke-stedet mellem den komplette kontrol over mediet og den maniske overvældelse af skønheden.

Men fortvivlelsen undslipper han ikke. Han lever sit liv med en uro i sjælen, en konstant uopfyldelig trang til at finde hvile. Rastløsheden er forførerens betingelse, og når den forførte endelig er vundet, da tabes interessen. Det interessante er en svær kategori at fastholde – bedst som man tror man har fat i en interessant situation, har man den gerne, men straks er den igen væk. Johannes har forstået det interessantes forgængelighed, og han fortvivles over sin søgen efter det.

Muligheden for en kulturkritik er slående. Jeg vil lade den stå larmende usagt ud over, hvad der allerede er blevet ytret her og der.