Fantasien om forførelsen

I dag fylder Danmarkshistoriens mest indflydelsesrige filosof, Søren Aabye Kierkegaard, 200 år. Baggrund fejrer fødselsdagen med et essay, hvor Andreas Vinther Jensen undersøger idéen om forførelse i Kierkegaards forfatterskab. Læs, hvordan Kierkegaard kan bringe perspektiv til The Game og dating.dk.


I en tid, hvor så mange taler om for­førelse er det påfaldende, at så få ved, hvad de taler om. Vi får artik­ler på stribe om hvor­dan vi kan for­føre vores kon­er, vores mænd, vores blonde, barmfa­gre kol­le­gaer; hvor­dan vi kan gøre det med for­førende mad­lavn­ing, med tilsyneladende uskyldige berøringer eller med tvety­di­ge kom­mentar­er. På inter­net­tet huser­er tal­løse pick-up artists, der gladeligt del­er deres erfaringer fra fel­ten med ligesind­ede ver­dens­mænd, erfaringer om hvor­dan de har udviklet sig fra at være fuld­stændigt igno­rante omkring kvin­der til at nedlægge dem på stribe. Endelig har dette fænomen man­i­festeret sig i en uover­skuelig eksplo­sion på bog­markedet siden Neil Strauss i 2005 udgav sin roman­is­erede scoreguide The Game, der fortæller hans per­son­lige udvikling­shis­to­rie fra en taber til en wom­an­iz­er til en rastløs hedo­nist, der endelig find­er håb i sin store kærlighed, rock­musik­eren Lisa. For­førelse er en kun­st og netop for­di det er en kun­st vid­ner den om håb! – håb for de håbløse. Kort: for­førelse er for­førende.

Forførelse dengang og nu

Men hvilken for­førelse? Den art for­førelse, denne lit­ter­atur skil­dr­er er ganske speciel for vores tid. Uden at gøre en alt for stor pointe ud af det, tror jeg det er sikkert at sige, at for­førelse tidligere er blevet set ganske anderledes: i juraen har for­før­eren haft trange kår og i kun­sten ser vi Moli­nas, Molieres og Mozarts skildringer af Don Juan, skildringer som alle er enige om karak­terens uundgåelige under­gang som bod for den udåd han har begået mod sine ofre. I dag vil vi der­i­mod for­føres. Hvor paradok­salt det end lyder i et sam­fund, der er så gen­nem­syret af indi­vid­u­al­isme og ophø­jelse af kravet om selvstændighed, så er øns­ket om at blive for­ført så kraftigt til stede, at reklamein­dus­triens eneste betænke­lighed ved at bruge et slo­gan som “Lad dig for­føre af dejlige Prag” er, at det kom­mer til at lyde som en floskel. Måske er det ikke nyt, at vi har en ten­dens til at lade os for­føre – vi er jo trods alt blevet det af kirk­er, stater og reklamer i mange år efter­hån­den – men det nye er, at vi nu uden videre betænkn­ing mødes direk­te med begre­bet uden at blinke.

Mest inter­es­sant er nok den pointe mange dat­ing-inter­net­fo­ra efter­hån­den har opbygget en kon­sen­sus om: at for­førelsens mål ikke blot er at score piger, men i lige så høj grad at udvikle sig selv. Nogle sted­er er dette end­da blevet selve menin­gen med at lære den ædle kun­st. For­førelse er en dan­nelsespro­ces i ret­ning af ideen om total selv­dan­nelse. Autonomi­tanken opnår sin mest potenserede karak­ter i for­førelsens udfold­else.

Her kunne det være inter­es­sant at min­des Søren Kierkegaard – det er jo trods alt i nation­alån­den i år at skrive den ene kro­nik efter den anden; om danskernes forhold til kris­ten­dom, om vi kan bruge den kære Søren til noget i dag, om hvor­for et køben­havn­sk forskn­ings­cen­ter skal have lov til at bruge mil­lion­er på at skrive til en ind­spist inderkreds af forskere uden jord­forbindelse. Men trods alle beskyld­ninger om at være utidss­varende, men­er jeg at Kierkegaard netop er en uund­værlig psykolog for et sam­fund, der er præget af mere eller min­dre potente for­førere.

Kierkegaards begreb om for­førelse – i hvert fald, hvis man læs­er hans æstetiske pro­duk­tion, der helt klart har tek­sten For­før­erens Dag­bog fra vær­ket Enten-Eller i cen­trum for for­førelses­filosofien – tan­ger­er nem­lig let det nutidi­ge. På trods af alskens sprog­lig forvir­ring og nav­ne­ord med store bogstaver og dobbelt-a’er ville han­dlin­gen fra den køben­havnske gul­dalder i det store og hele lige så godt kunne udspille sig i dag. Lad os beg­y­n­de med den def­i­n­i­tion, Æstetik­er A selv giv­er på for­før­eren i indled­nin­gen til netop For­før­erens Dag­bog: han forstår at finde det inter­es­sante i livet og, når det er fun­det, for­mår han halvt dig­terisk at repro­duc­ere det oplevede. Han lever poet­isk. Det poet­iske, det inter­es­sante og repro­duk­tio­nen er tre begre­ber, der omgiv­er for­før­eren – for at finde ham, kan man med fordel benytte sig af Kierkegaards egen metode, netop begreb­som­givelsen: med bev­id­s­the­den om begre­bets fly­gtige karak­ter at ind­snævre dets grænser ved at se på de omkring­liggende begre­ber.

Romantiske begreber

Den peri­ode, hvor Kierkegaard beskæftigede sig med for­førelsen som æstetisk begreb, ful­gte umid­del­bart efter udgivelsen af afhan­dlin­gen Om Begre­bet Ironi, og en række temaer går igen i Enten-Eller. Blandt disse er den kri­tiske diskus­sion af roman­tik­ernes ver­dens­for­fly­gtigelse, deres fan­tastiske fort­a­belser. Fig­uren Johannes For­før­eren fra Enten-Eller er ikke et nøjagtigt billede på den type roman­tik­er, den yngre Kierkegaard kri­tis­erede i sin afhan­dling, men han vækker min­der. I den tyske filosofi fra første halvdel af det 19. århun­drede (dvs. roman­tikken og den tyske ide­al­isme) blev det rene jeg blevet mere og mere autonomt: til sidst behøvede det fak­tisk slet ikke den his­toriske virke­lighed, så længe den havde sin egen metafy­siske. For­før­eren er ikke kom­met så vidt, at han forkaster den his­toriske virke­lighed fuld­stændigt, men hans forhold til den er prob­lema­tisk idet han netop digter den efter for­godt­befind­ende.

Selv om jeg i det føl­gende flere sted­er taler om begre­bet for­førelse og begreb­som­givelsen af for­før­eren, så er det værd at bemærke vanske­lighed­erne ved at tale rent begreb­sligt om for­førelsen – der er så at sige ikke for­førelse uden en for­før­er. Men, som jeg skal komme ind på senere, er for­før­erens rolle at forsvin­de; ikke at være dér, hvor for­førelsen find­er sted netop for at få den til at finde sted. For­førelsen er et neg­a­tivt begreb.

At leve poet­isk – dette udtryk fra Om Begre­bet Ironi vil sige at kunne digte sig selv og ver­den omkring sig. Ganske som allerede skrevet er det, hvad Johannes gør. Hans oplevelser med pigen Cordelia bliv­er ned­fældet i Dag­bo­gen, der automa­tisk derved får et poet­isk anstrøg. Er det derved en fik­tion­alis­er­ing af virke­lighe­den? Ikke fuld­stændigt, for Johannes bliv­er altid nødt til at arbe­jde ud fra de inter­es­sante sit­u­a­tion­er, han find­er Cordelia i. Første gang, han ser hende, er hun for meget for ham: hans øje mættes og han glem­mer, hvor­dan hun så ud – hun var for skøn, og det skønne er det uin­ter­es­sante. Det gælder for Johannes om at kunne være den rolige tred­je­mand, der beskuer den skønne forelskelses vilde brusen fra top­pen af sin masts udsigt­spost og derved gøre hele sit­u­a­tio­nen inter­es­sant. Han må så at sige reflek­tere sig bort fra den intime nærhed, der kan opstå i det berusende øje­b­lik, man er sin forelskede nær – for en forelskelse er netop kun et øje­b­lik, og Johannes har en ubændig trang til det uen­delige. Han må iro­nis­ere over det timelige for at gøre det evigt, det endelige for at gøre det uen­deligt og det nød­vendigt tvin­gende for at gøre det fan­tastisk muligt.

For­før­eren må der­for tage erindrin­gen i brug og bøje den til noget, der måske lig­ger uden for den hverdagslige forståelse af begre­bet. For for­før­eren er erindring ikke at skue tilbage og genkalde det allerede skete – det er at forestille sig den sit­u­a­tion, man nu står i fra et punkt ude i fremti­den. At sende sig selv på den slags fan­tastiske tid­sre­jse er en metode til at forme ens virke­lige nutid efter eget lune – en poe­t­is­er­ingsstrate­gi, kunne man kalde det. Det lig­ger godt i spænd med den resterende strate­gi, han har brugt under for­førelsen: han skaber en virke­lighed omkring sig selv og Cordelia, der lad­er sig trække med ind i hele vir­varet.

Hvis Enten–Eller har ét tema, er det forhold­et mellem umid­del­barhed og reflek­sion og den beg­y­n­der da også med en anden for­før­er, nem­lig Mozarts Don Juan, som er et musikalsk udtryk for den abso­lutte sanselige umid­del­barhed – også en æstetik­er, men én, der kun kan find­es som idé. Johannes er reflek­teret, og opfylder derved en nød­vendig betingelse for at kunne eksis­tere som men­neske. Men hans reflek­sion kom­mer ud på et over­drev gen­nem alle hans strate­gi­er og fan­tasi­er. Hans reflek­sion udfør­er en dialek­tisk nega­tion af den his­toriske virke­lighed, der ophæves til fordel for den fan­tastiske. I Syg­dom­men til Døden fortæller fig­uren Anti-Cli­ma­cus, at fan­tasi er glim­rende for et men­neske at have, men fan­tas­teri­et, den rene fan­tasi er kilde til en uen­delig fort­vivlelse. Johannes kan som qua­si-roman­tik­er karak­teris­eres som fort­vivlet – skønt han muligvis bær­er et smil på sin læbe, er hans for­førelse en flugt fra den nød­vendighed, der er med­kon­stituerende ethvert men­neske­liv. Vi er sat af et Andet, men denne nød­vendig­gørende ande­thed nægter den reflek­terede æstetik­er at anerk­ende – Kierkegaard kaldte dette Andet for Gud, men det ord nægter en mod­erne læs­er af bornerte årsager at tage i sin mund. En apolo­getisk kierkegaardisme ville kalde det ‘sam­fun­det’, ‘sprog­et’ eller ‘det Andet men­neske’, men selv disse læs­ninger vil for­før­eren ikke god­k­ende. Han er Her­ren i sit eget for­stand­srige.

Forførelse som negativ æstetik

Dermed en ansats til en kri­tik af den bornerte mod­ernisme, der nok ikke er på sin plads her. Jeg vil i stedet kort skit­sere, hvor­dan for­før­erens væsen kan siges at være æstetisk neg­a­tivt. For­før­eren omgives af tre begre­ber: reflek­sio­nen, ironien og det inter­es­sante, der alle kan siges at inde­holde et neg­a­tivt moment i sig. Men er for­førelse så bare sum­men af disse tre?

Essen­tielt er det, at for­før­erens ståen-ved-siden-af-sig-selv, den neg­a­tive tilst­ede­værelse i forhold­et til Cordelia og hans totale kon­trol over sit­u­a­tio­nen sat over for den totale overvældelse ved det første møde, kan give et ind­b­lik i en mere nuanceret æstetik, en neg­a­tiv æstetik.

Hos den reflek­terede for­før­er ind­fanges netop de to mest udprægede – og dog som regel adskilte – aspek­ter af begre­bet æstetik hos Kierkegaard. Her find­es nem­lig både momenter af en kun­st­te­ori, hvor den pro­duc­erende tanke står i et dialek­tisk forhold til et gen­stridigt mate­ri­ale – og en eksis­ten­tiel stadi­ete­ori, hvor den af enhver gym­nasieelev bek­endte æstetik­er står i et lig­nende forhold mellem den totale selv-ska­belse og en gen­stridig omver­den. De to æstetikker, den kun­st­te­o­retiske og den eksis­ten­tielle, fanges på den måde i for­før­erens fan­tastiske forsøg på at gøre ver­den til et digt, han til sidst kan sluge. På trods af udprægede lighed­er er for­før­eren ikke en roman­tik­er, der kan skabe sin tryllever­den ex nihi­lo; han har stadig brug for en konkret sit­u­a­tion, en anled­ning at digte ud fra. Med for­før­eren har vi en kun­st­ner­isk tanke og en men­neske­lig bev­id­s­thed, der med sorg i sjælen har ind­set, at den har brug for his­to­rien, den his­toriske virke­lighed og ikke kan skabe uden – hans fort­vivlelse er et enten–eller; enten fort­vivler han at man­gle den abso­lutte mulighed, han higer efter; eller han fort­vivler at det lykkes ham at blive dette abso­lutte jeg, der trækker sig væk fra virke­lighe­den og til sidst kom­mer til at man­gle enhver nød­vendighed. Men for­før­eren er et neg­a­tivt væsen, der aldrig kan være stillestående, altid må være i en sitren: han kan aldrig være i nogen af disse fort­vivlelsens momenter, men må bestandigt oscillere mellem det ene og det andet, og det er måske deri hans sande fort­vivlelse lig­ger. Uanset hvor man led­er efter ham, er han altid ikke der. Ligeledes med den pro­duc­erende tanke, der opnår sin højeste kreativitet i den form for neg­a­tive æstetik, der lig­ger i ikke-stedet mellem den kom­plette kon­trol over medi­et og den man­iske overvældelse af skøn­heden.

Men fort­vivlelsen und­slip­per han ikke. Han lever sit liv med en uro i sjælen, en kon­stant uop­fyldelig trang til at finde hvile. Rastløshe­den er for­før­erens betingelse, og når den for­førte endelig er vun­det, da tabes inter­essen. Det inter­es­sante er en svær kat­e­gori at fastholde – bedst som man tror man har fat i en inter­es­sant sit­u­a­tion, har man den gerne, men straks er den igen væk. Johannes har forstået det inter­es­santes forgæn­ge­lighed, og han fort­vivles over sin søgen efter det.

Mulighe­den for en kul­turkri­tik er slående. Jeg vil lade den stå lar­mende usagt ud over, hvad der allerede er blevet ytret her og der.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen