Gud er død

Gud er død, sagde Friedrich Nietzsche, men hvad skete der bagefter? For nok døde Gud, men vi dyrker stadig vores afguder: Kirken, Klassekampen og Kaffen. Baggrund bringer her et kapitel fra Nicolai von Eggers’ kommende bog Efter Guds død. Kapitalisme og nydelse. Nietzsche med Lacan, hvor Nietzsche præsenteres som den tænker, der bedst har sat ord på det moderne menneskes nydelse.

Med sit berømte dik­tum ’Gud er død’ hid­kalder Friedrich Niet­zsche måske for første gang temaet om den store Andens død og de mulige kon­sekvenser. For­mu­lerin­gen optræder 11 gange i Niet­zsches skrifter. Første gang i et upub­liceret frag­ment fra 1881:

Gud er død – hvem har da dræbt ham? Også denne følelse af at have dræbt det hel­lig­ste mægtig­ste må da komme over nogle men­nesker – det er end­nu for tidligt! for svagt! Mordet over alle mord! Vi vågn­er som mordere! Hvor­dan trøster en sådan sig? Hvor­dan renser han sig? Må han ikke selv være den almægtig­ste og hel­lig­ste digter?”

FOKUS: NIETZSCHES AFTRYK For 125 år siden trådte Georg Bran­des op på en taler­stol i Køben­havn og holdt den femte af sine fem ugentlige forelæs­ninger om den tyske filosof Friedrich Niet­zsche. På den måde kick­start­ede Bran­des en virkn­ing­shis­to­rie, som kun få mod­erne tænkere kan måle sig med. Alle ved, at “Gud er død”. Bag­grund mark­er­er Bran­des’ fem forelæs­ninger med fem artik­ler – én artikel for hver af de oprindelige forelæs­nings­da­to­er – der alle bel­yser, hvor­dan Niet­zsches filosofi sat­te et aftryk på den mod­erne ver­den.

Mod­sat hvad man måske skulle tro, kon­stater­er Niet­zsche Guds død med for­sigtighed og en snert af tvivl. Niet­zsche kan ikke læn­gere tro – som han siger: ”Gud er død” – men sam­tidig kan han heller ikke rigtigt tro, at Gud er død: ”Hvem har da dræbt ham? […] det er end­nu for tidligt.”

Inden­for psyko­analy­sen vil man med et ord lånt fra lægev­i­den­sk­aben kalde denne forsinkelse for ’inku­ba­tion­sti­den’. Det vil sige ”den tid, der er gået mellem ulykken og den første fremkomst af symp­tomerne.” Når vi først oplever en trau­ma­tisk begiven­hed, kan det meget vel være, at vi i starten tilsyneladende vil være upåvirkede af den, men dens trau­ma­tiske kon­sekvenser vil på et tid­spunkt vise sig i forskel­lige symp­tomer. For at give et eksem­pel: I doku­men­tarfil­men The Cen­tral Park Five har en af hov­ed­per­son­erne sid­det i fængsel knap syv år for en for­bry­delse, han ikke havde begået. Han fortæller, at da han blev løs­ladt, følte han sig lykke­lig og klar til at starte på en frisk, starte på et nyt liv. Men snart opdagede han, at han havde det bedst på sit lille værelse, der var på stør­relse med den celle, han havde boet i. Han gik i bad med bok­ser­shorts på. Han kunne ikke holde øjenkon­takt, når han snakkede med folk, for­di han hele tiden måtte ori­en­tere sig rundt i lokalet. Den trau­ma­tiske oplevelse (fængsel­sophold­et) som syntes at være i for­tiden, kom til at dominere hans nutid gen­nem symp­tomerne. Selvom han i peri­o­den umid­del­bart efter løs­ladelsen var en glad og lykke­lig mand, beg­y­n­dte symp­tomerne efter en vis inku­ba­tion­stid at sætte sig. Med hans egne ord: ”Jeg bragte noget med mig, som jeg ikke vid­ste, jeg bragte med mig.” Og på samme måde med den filosofiske dagligdagser­far­ing af Guds død: Der går noget tid fra Guds død til symp­tomerne vis­er sig og roligt tager til i styrke. Eller med Niet­zsches ord: ”denne følelse af at have dræbt det hel­lig­ste mægtig­ste må da komme over enkelte men­nesker – det er end­nu for tidligt! for svagt! Mordet over alle mord! Vi vågn­er som mordere! Hvor­dan trøster en sådan sig? Hvor­dan renser han sig?”

Men der er mere på spil i Niet­zsches diag­nose end som så, og som bringer ham end­nu tæt­tere på psyko­analy­sen. For hvornår har dette mord fun­det sted? Man vil ikke finde en præ­cis his­torisk angivelse hos Niet­zsche. ”Vi vågn­er som mordere!” Det er sket en eller anden gang i for­tiden, før nutid. ”Gud er død! Og vi har dræbt ham!”, som det hed­der i et andet frag­ment fra 1881. I nuti­den er vi der­for altid allerede mordere. Mordere af Gud. Hvis vi vender tilbage til Freud, beteg­n­er psyko­analy­sen en lig­nende vend­ing af forestill­in­gen om en inku­ba­tion­stid. Her er det ikke læn­gere den trau­ma­tiske begiven­hed men symp­tomet, der har for­rang. Det er symp­tomet, der er afsæt­tet for under­søgelsen og for behan­dlin­gen. Hvor man inden­for lægev­i­den­sk­aben fokuser­er på et fysisk traume (et brækket ben), som kom­mer til udtryk i en række symp­tomer (hævelse, smert­er), så er man i psyko­analy­sen efter­ladt med symp­tomet. Måske er der slet ikke noget traume, men kun symp­tomer. Måske har jeg det bedst i et lille lukket rum eller med at vaske mine hæn­der hvert femte min­ut, men det bety­der ikke nød­vendigvis, at der er en enkelt episode, som man kan tilskrive dette symp­tom. I stedet er det på en måde symp­tomets evige tilbageven­den, der er det trau­ma­tiske. Det er dét, at jeg fortrækker til mit lille kam­mer i stedet for at være sam­men med min fam­i­lie, der er trau­ma­tisk. På den måde er traumet ikke så meget en begiven­hed i for­tiden, som det er symp­tomets evige genkomst i nuti­den. Det trau­ma­tiske er ikke, hvad jeg har oplevet (at jeg var i fængsel), men at jeg oplever det, nu, igen og igen – at jeg ved at fortrække til mit lille kam­mer på en måde er tilbage i fængslet, i nuti­den, og at jeg ikke kan bryde ud af denne gen­t­agelses­t­vang.

Og på samme måde for Niet­zsche. Det trau­ma­tiske for Niet­zsche er ikke så meget erfarin­gen af Guds død, som det er den evige genkomst af dette tema i Niet­zsches tænkn­ing. Selvom for­mu­lerin­gen ”Gud er død” kun optræder 11 gange, er der hos Niet­zsche en nærmest tvangsmæs­sig tilbageven­den til dette tema. Hvad bety­der det, at Gud er død? Hvem har dræbt ham? Hvor­dan kom­mer vi videre? Hvor­dan kan vi garan­tere mening? Hvor­dan kan vi sikre os, at værdierne ikke er tomme? Hvad er der over­hovedet tilbage, nu hvor Gud er død?

Vesterlandets metafysik

Et gen­t­a­gende træk ved Niet­zsches for­mu­leringer af Guds død er, at han ikke selv begår mordet på Gud. Han kon­stater­er det i stedet som en begiven­hed, der allerede har fun­det sted. Niet­zsche bær­er med andre ord vidne om, at Gud er allerede død. Eksem­pelvis i Således talte Zarathus­tra, hvor Niet­zsche lad­er Zarathus­tra forun­dret over en hel­lig eneboer bemærke: ”Er det mon muligt? Skulle denne hel­lige gam­le end­nu ikke i sin skov have hørt noget om, at Gud er død!” Guds død er alt­så en begiven­hed, vi alle burde være klar over – selv en eneboer i en skov burde kende til den. Så i stedet for at læse dette dik­tum som en pro­voka­tion af kirken og en hyldest til ateis­mens eller nihilis­mens sejrs­gang, bør man måske læse Niet­zsche, som Hei­deg­ger gør det i tek­sten Niet­zsches Wort ’Gott ist tot’:

Man må spørge, om ikke Niet­zsche nærmere sæt­ter ord på dét, som i Vester­lan­dets metafy­sisk bestemte his­to­rie altid allerede uud­talt siges.”

Niet­zsche sæt­ter ord på den erk­endelse, som allerede uud­sagt hersker i den vester­landske metafysik, at Gud er død. Det lig­ger allerede i kris­ten­dom­men: Gud døde på korset. Spørgsmålet er nu, hvor bogstaveligt man vil tage denne død, og hvor meget man vil insis­tere på denne død. I den for­stand er Niet­zsche en kon­sekvent kris­ten tænker. ”Jeg ser det som en ære at stamme fra en slægt, der i en hver for­stand har omgået sin kris­ten­dom ser­iøst,” som Niet­zsche siger.  Måske er Niet­zsche på en måde den mest kon­sekvente af alle kristne tænkere: Han insis­ter­er på, at Gud er død og spørg­er ubøn­hørligt om, hvad kon­sekvenserne er.

På den måde kan man se Niet­zsches tænkn­ing som et opgør med en kris­ten fornæg­telse af Guds død. Man dvæler ved det, men man nægter at tage kon­sekvenser af det. For Niet­zsche at se havde der før hans egen tid været et fast sæt af grundlæggende regler, af moralske forskrifter, som gjaldt for alle men­nesker i den vestlige ver­den; ét fælles sprog, som men­nes­kets han­dlinger kunne vur­deres ud fra. Der var et gud­dom­meligt forsyn, som på dom­mens dag ville holde men­nes­ket ans­varligt for enhver af dets han­dlinger, og dømme om de var syn­di­ge eller gode. Man kunne tro på et sådant ver­dens­billede, eller man kunne være imod det, som eksem­pelvis en lang række af de radikale oplysnings­filosof­fer var det. Men sådan en posi­tion passede stadig inden­for ram­merne af det kristne sprog i kraft af at være en posi­tion, som definere­des neg­a­tivt i forhold til den etablerede orden. Man kunne ikke være ligeglad med Guds ord, eller man kunne i det mind­ste ikke ’ikke være bek­endt’ med dem. Selv den mest radikale ateist følte i midten af 1700-tal­let givetvis en uforskam­met glæde ved at være uly­dig over­for den store faders ord, når han kon­struerede og ful­gte et andet moral­sk ver­dens­billede. Som et barn, der und­lad­er at vaske hæn­der, for­di han ved, han skal. På den måde er et barns uly­dighed den mindst uskyldige af alle uly­dighed­er. Et barn er aldrig ubek­endt med loven, for faderens lov er det eneste moralske land­skab, bar­net kender til. Så der­for ret­ter bar­nets uly­dighed sig altid direk­te mod loven og er et bev­idst, kon­fronta­tivt opgør med loven. Bar­net siger aldrig: ’Jeg er ikke bek­endt med loven’, eller: ’Jeg ønsker denne anden lov, som er bedre’. Bar­net siger blot: ’Jeg nægter. Jeg kender loven, men…’

Alt fast og bestående fordamper

Imi­dler­tid sker der i løbet af 1700-tal­let en vend­ing i men­nes­kets forhold til Gud, og i 1803 skriv­er en ung Hegel, at der er noget ”uen­delig smerte­fuldt […] på hvilket den nye tids reli­gion er baseret –følelsen: Gud selv er død.” For Hegel er det dog en god ting. Det er en ny form for kris­ten­dom, som ikke er min­dre kris­ten af den grund. Tvær­ti­mod. I midten af 1800-tal­let er man imi­dler­tid gået skridtet videre. Man nægter ikke blot Guds eksis­tens, man kan helt glemme, at Gud har eksis­teret. En af de stærkeste for­mu­leringer af det hel­liges forsvin­den find­er vi i Karl Marx og Friedrich Engels’ berømte for­mu­ler­ing i Man­i­fest der kom­mu­nis­tis­chen Partei fra 1848, hvor de skriv­er, at ”alles Ständis­che und Ste­hende ver­dampft”. Alt fast og bestående for­damper. Og inter­es­sant nok fort­sæt­ter citatet: ”alles Heilige wird entwei­ht, und die Men­schen sind endlich gezwun­gen, ihre Lebensstel­lung, ihre gegen­seit­i­gen Beziehun­gen mit nüchter­nen Augen anzuse­hen.” Det hel­lige bliv­er van­hel­liget [entwei­ht] eller måske lige­frem kræn­ket. Der er noget inter­es­sant ved over­sæt­telsen af dette ord, entwei­ht. I Sven Brüels danske over­sæt­telse fra 2004 hed­der det ”klædt af”, som om det hel­lige plud­selig er blevet afs­løret, og nu står der nøgent, som kejseren, der i virke­lighe­den aldrig havde tøj på. Man lod bare som om. Over­sæt­telsen reflek­ter­er den betyd­ning, at reli­gion og borg­erlig ide­olo­gi er noget løg­nagtigt, der kan afs­løres, et tyn­dt slør af overtro, der dækker den nøgne sand­hed. Og som sådan er denne over­sæt­telse selvføl­gelig rigtig nok. I den engelske udgave fra marxists.org bliv­er ’entwei­ht’ over­sat til ’pro­faned’. Det hel­lige bliv­er gjort til noget andet, nem­lig noget pro­fant, og det hel­lige selv bliv­er tabt og glemt. På den måde illus­tr­erer de tre mulige over­sæt­telser af ’entwei­ht’ (van­hel­liget, klædt af, pro­faneret) den grad­vise over­gang, de tre fas­er af Gud­faderens død. Først krænkes han: Vi nægter at følge hans lov. Siden afs­løres han: Han var i virke­lighe­den en svin­dler, som ikke har nogen magt over os. Og til sidst glemmes han helt.

Men det er ikke kun foran­drin­gen, Marx og Engels er på sporet af, de frem­læg­ger også kon­sekvensen: ”die Men­schen sind endlich gezwun­gen, ihre Lebensstel­lung, ihre gegen­seit­i­gen Beziehun­gen mit nüchter­nen Augen anzuse­hen”. Men­nes­ket er tvunget til nøgternt at forholde sig til deres (nye) virke­lighed. Hvori består denne tvang? Og hvori består denne virke­lighed? For Marx og Engels er svaret klart: Det er virke­lighe­den fra his­to­riens nød­vendi­ge gang, og tvan­gen består i at pro­le­tari­atet påtager sig sin påtvungne rolle som det rev­o­lu­tionære sub­jekt. Du skal påtage dig din klasse-sub­jek­tivitet, for­di du må. Marx og Engels’ imper­a­tiv: ’Du skal!’ er egentlig slet ikke et imper­a­tiv. Det vis­er sig, at hele his­to­rien i virke­lighe­den har været klassekam­p­ens his­to­rie – ”Alle hid­tidi­ge sam­funds his­to­rie er klassekam­p­ens his­to­rie,” som det hed­der i Man­i­festet – og at alle his­to­riens sub­jek­ter i virke­lighe­den har han­dlet i hen­hold til klassekam­p­ens virke­lighed. De vid­ste det bare ikke. Men nu hvor vi ved det, ved vi også, hvad vi skal gøre. Der­for inde­bær­er Marx og Engels’ imper­a­tiv: ’Du skal!’ et dybere­liggende og langt mere radikalt: ’Du er!’ Deres moralske imper­a­tiv (’du skal’) er i egentlig blot en funk­tion af deres ontol­o­giske imper­a­tiv (’du er’), ikke bare skal du påtage dig rollen som det rev­o­lu­tionære sub­jekt, du kan slet ikke gøre andet. Du er det. Og der er ingen anden måde at forstå ver­den på. Der er ingen anden optik, hvorigen­nem vi kan se og forstå men­nes­kets gøren og laden. Så selvom ”alt fast og solidt for­dufter”, opstår en ny fast grund, nem­lig klassekam­p­en. Klassen opstår som en ny stor Anden, der har erstat­tet Gud, og som kan tilbyde et nyt mening­shele. Ved at opnå klasse­be­v­id­s­thed, ved at tage sit klas­setil­hørs­forhold på sig, kan men­nes­ket gen­vin­de menin­gen med sit liv i en ellers kao­tisk, kap­i­tal­is­tisk sit­u­a­tion. Men­nes­ket kan tage del i at dri­ve his­to­rien fre­mad i den udvikling­spro­ces, hvor det kap­i­tal­is­tiske sam­fund har afløst det feu­dal­is­tiske sam­fund, og hvor det kap­i­tal­is­tiske sam­fund vil tvinges til at give efter for vægten af de klas­sein­ter­ess­er, det har pro­duc­eret.

Niet­zsche er mere for­sigtig. Om end Marx og Engels’ nye store Anden har den store fordel frem for reli­gio­nen at kunne fork­lare split­telse og kamp – de to forskel­lige klass­er har to forskel­lige mening­shel­er og dermed to forskel­lige ver­denssyn – kan de stadig ikke redegøre for det tab af mening og den poten­tielle dis­in­te­gra­tion af ver­den, som Guds død med­før­er. ”Den alvorlige betragt­ning af ver­den er den eneste red­ning fra social­is­men”, som Niet­zsche siger. Denne alvorlige betragt­ning består i ikke straks at søge menin­gen et andet sted, eksem­pelvis i klassekam­p­ens his­to­rie, på samme måde som den alvorlige betragt­ning over kris­ten­dom­men består i at dvæle ved Guds død. Niet­zsches opgør med reli­gio­nen er således også hans opgør med dem, som vil søge menin­gen i his­to­rien og i oprindelsen, som om der engang havde været en mening, som nu er gået tabt. Der er ingen oprindelig mening. Som Niet­zsche siger i Mor­gen­røde, aforisme 49, med en implic­it hen­vis­ning til Dar­win: ”Førhen søgte man at vække følelser af glo­rværdighed ved at hen­vise til dets gudelige herkomst: Dette er nu blevet for­budt vej, for ved dens indgang står aben.” Men det er ikke kun efter­søgnin­gen af en gud­dom­melig eller menings­givende oprindelse, Niet­zsche gør op med. Aforis­men fort­sæt­ter:

Så forsøger man nu at gå i den mod­sat­te ret­ning: Vejen fre­mad, ad hvilken men­neske­he­den vil gå, skal tjene som bevis på deres glo­rværdighed og Guds­beslægteth­ed. Ak, også dette før­er til intet! Ved enden af denne vej står det sid­ste men­neskes og grav­ernes gravurne (med påskriften ”nihil humani a me alienum puto” [intet men­neske­ligt er mig fremmed]).”

I stedet for at søge en ny mening forsøger Niet­zsche at holde fast i det nutidi­ge, neg­a­tive moment, Guds død, tabet af mening og de faste koor­di­nater for vores ver­den, vi kunne ori­en­tere os efter.  Før vi forsøger at begive os videre, siger Niet­zsche, må vi først forstå, hvad det over­hovedet bety­der, at Gud er død, og at alt hel­ligt bliv­er van­hel­liget.

Det er end­nu for tidligt, den uhyrlige begiven­hed har end­nu ikke trængt ind i men­neskenes ører og hjert­er – store nyhed­er har brug for lang tid for at blive forstået, mens de små daglige nyhed­er har en høj stemme og en gener­el øje­b­liks­forståelse. Gud er død! Og vi har dræbt ham! Denne følelse, at have dræbt det mægtig­ste og hel­lig­ste som ver­den ejede, vil end­nu komme over men­neskene, det er en uhyrlig, ny følelse! Hvor­dan trøster nu engang morderen over alle mordere sig! Hvor­dan vil han rense sig!”

Det gale menneske

I aforisme 125 i Den muntre viden­skab fra 1882 frem­læg­ger Niet­zsche kon­sekvenserne af Guds død. Niet­zsche fortæller his­to­rien om ’der tolle Men­sch’, det gale men­neske, der søger Gud:

Har I ikke hørt om det gale men­neske, der ved højlys dag tændte en lygte, løb hen på torvet og uophørligt skreg: ”Jeg søger Gud! Jeg søger Gud!” – Da der just stod mange af dem sam­let, der ikke troede på Gud, vak­te han stor lat­ter. Er han da blevet væk? spurgte den ene. Er han faret vild som et barn? spurgte den anden. Eller hold­er han sig skjult? Er han bange for os? Er han stået til søs? Udvan­dret? – således skreg de op og lo sam­men. Det skøre men­neske sprang ind mellem dem og gen­nem­borede dem med sit blik. ”Hvor er Gud henne?” råbte han. ”Jeg skal sige jer det! Vi har slået ham ihjel! – I og jeg! Vi er alle hans mordere! Men hvor­dan har vi gjort det? Hvor­dan var vi i stand til at drikke havet op? Hvem gav os svam­p­en til at viske hele horison­ten bort? Hvad var det, vi gjorde, da vi løste denne jord fra dens sol? Hvor bevæger den sig nu hen? Hvor bevæger vi os hen? Væk fra alle sole? Falder vi ikke ustand­selig? Bagov­er, til siden, forover, til alle sider? Er der stadig et oppe og et nede? Far­er vi ikke forvildet rundt som gen­nem et uen­deligt intet? Ånder det tomme rum ikke på os? Er det ikke blevet koldere? Kom­mer der ikke ustand­selig nat og mere nat? Er vi ikke nødt til at tænde lygter om formid­da­gen?  Hør­er vi end­nu intet til stø­jen fra de gra­vere, der begraver Gud? Lugter vi end­nu intet af den gud­dom­melige for­råd­nelse? Også Gud­er går i for­råd­nelse! Gud er død! Gud for­bliv­er død! Og vi har slået ham ihjel! Hvor­dan trøster vi os, vi mordere over alle mordere? Det hel­lig­ste og mægtig­ste, ver­den ejede, er for­blødt ved vore knive – hvem tør­rer dette blod af os? Med hvilket vand skulle vi kunne rense os? Hvilke son­ingsritualer, hvilke hel­lige lege må vi opfinde? Er storhe­den i denne gern­ing ikke for stor til os? Er vi ikke nødt til selv at blive gud­er for blot at synes den værdig? Aldrig var en gern­ing større – og hvem der end fødes efter os, har ved denne gern­ing hjemme i en vigtigere his­to­rie end al hid­tidig his­to­rie!“ – Her tav det skøre men­neske og så igen på sine tilhørere: også de tav og så forun­dret på ham.”

Guds mausoleum

Hvad er det Niet­zsche beskriv­er med Guds død? Vi har dræbt ham – I og jeg. Niet­zsche gør ikke forskel på den, der søger Gud, og den, der kun har hån til overs for Gud. For dem begge gælder, at Gud er død, og at men­nes­ket har dræbt ham. Men hvad så? Hvad gør vi så nu? For sit­u­a­tio­nen er radikal. Vi har med Niet­zsches ord bortvisket horison­ten, og vi har der­for ikke læn­gere noget at ori­en­tere os efter. Så hvor bevæger vi os hen, nu hvor der ikke læn­gere er nogen stor Anden, som kan agere horisont og på den måde fortælle os, i hvilken ret­ning vi går; om vi går mod eller væk fra horison­ten. Vi har, som Niet­zsche siger, løs­net jor­den fra dens sol, og sam­men med vores ver­den bevæger vi os væk fra lyset og var­men og de faste hold­epunk­ter, vi hidtil har kun­net ori­en­tere os ud fra. Tabet af Gud er et tab af ver­den. Og er det ikke blevet koldere? Har det, der i første omgang virkede som en befrielse, ikke vist sig at være et tab af den sid­ste mening, der var tilbage, hvor under­trykkende den end måtte have været? Kom­mer der for evigt ikke kun nat og mere nat? Sit­u­a­tio­nen er på mange måder håbløs, men der er sam­tidig ingen vej tilbage. Vi kan ikke vække Gud fra de døde. Vi er hans mordere og ethvert forsøg på at bede om til­givelse, vil være forgæves. Ethvert forsøg på son­ing vil være en meningsløs tilbageven­den til tabet uden håb om at komme videre. Således slut­ter Niet­zsche fortællin­gen om det gale men­neske:

Man fortæller også, at det gale men­neske samme dag skal have trængt ind i forskel­lige kirk­er og der have istemt sit requiem aeter­nam deo [Gud, hvil i evig fred]. Da han blev ført ud og afkrævet en fork­lar­ing, skal han blot have svaret således: Hvad er nu disse kirk­er andet end Guds gravhvælvinger og gravmæler?“

I stedet for at noget nyt er opstået, sid­der den vestlige kul­tur fast i gam­le rit­ualer, som en slags dødekult, der tilbed­er en ikke læn­gere eksis­terende mening. Kirk­erne er blevet mau­soleer. At erfare Guds død og overve­je kon­sekvenserne er som allerede nævnt at tage kris­ten­dom­men ser­iøst. Eller som han andet­st­eds for­mulerer denne dvælen ved det neg­a­tive i Guds død: ”Gud er død, dette er årsagen til den største fare: hvorledes? det kunne også være årsagen til det største mod!” Dette mod kom­mer til udtryk i den femte bog af Den muntre viden­skab, der har titlen ”Vi, frygtløse,” og som i 1887 blev til­fø­jet de fire første bøger fra 1882. Her afs­lut­ter Niet­zsche den åbnende aforisme således:

I sagen, ved nyhe­den om at den ”gam­le Gud er død”, føler vi filosof­fer og ”frie ånder” det som om, et nyt mor­gen­røde kom­mer os strålende i møde; vore hjert­er strøm­mer derved over af taknem­me­lighed, for­bløf­felse, anelse, for­vent­ning – endelig ser horison­ten ud til at være sat fri, om end den ikke er belyst; endelig kan vore skibe igen fare af sted, fare af sted fra enhver fare, ethvert erk­endelsens vove­mod er igen tilladt, havet, vores hav lig­ger igen åbent, måske har der aldrig før været et så ”åbent hav.”

Men mod­et med dets glæde over frilagte men end­nu ikke oplyste horison­ter kan hur­tigt slå over i panik, som det var til­fældet med det gale men­neske, der lige­som de frie ånder, erk­endte den hidtil usete mulighed ved Guds død (”Aldrig var en gern­ing større – og hvem der end fødes efter os, har ved denne gern­ing hjemme i en vigtigere his­to­rie end al hid­tidig his­to­rie!“), og som blev gal ved tanken derom. Niet­zsches for­fat­ter­skab kan læs­es som en kon­stant vek­slen mellem disse to posi­tion­er: Den over­drevent selvsikre fritænker, den frygtløse, der nyder Guds død og ser, at alt er muligt; og det gale men­neske, der løber forvildet og råbende rundt på marked­splad­sen, mens han søger Gud og en mening med sit liv.

Wagner og det tyske øl

Senere i sit for­fat­ter­skab for­føl­ger Niet­zsche dette prob­lem med den store Andens død, Guds død, døden af en sam­lede menings­givende fortælling. På den ene side forsøger Niet­zsche at finde frem til noget, der kan give mening. På den anden side hold­er han fast i sit neg­a­tive pro­jekt med at afs­løre skin-meninger: Værdier, teori­er eller ting, der udgiv­er sig for at være det, men som i virke­lighe­den ikke er det. ”At filosofere med ham­meren,” som Niet­zsche kalder det i Afgud­ernes Rag­narok: Først et let slag på den menings­givende fortælling for at høre, om den klinger hult, og siden et kraft­fuldt slag for at knuse den tomme skal.

Det er i dette lys, man kan læse Niet­zsches kri­tik af den tyske kom­pon­ist Richard Wag­n­er. I sit tidlige for­fat­ter­skab og helt frem til Wag­n­er i Bayreuth (1876) pris­er Niet­zsche Wag­n­er og den nye kul­tur, han står for. Men fra og med Men­neske­ligt, alt for men­neske­ligt (1878) og især i Niet­zsches sid­ste værk Niet­zsche con­tra Wag­n­er(1888) og det uud­givne Til­fældet Wag­n­er gør Niet­zsche op med Wag­n­ers kun­stværk­er. I Ecce homo (1888) beskriv­er Niet­zsche omvendin­gen i sit forhold til Wag­n­ers kun­st i 1870’erne således:

Ansat­serne til denne bog [Men­neske­ligt, alt for men­neske­ligt] hør­er hjemme midt i ugerne for de første fest­spil i Bayreuth; en dyb fremmed­hed mod alt, hvad dér omgav mig er en af denne bogs forud­sæt­ninger. Den, der har begreb om hvilken slags vision­er, der allerede den­gang havde kryd­set min vej, kan gætte, hvor­dan jeg var til mode, da jeg en skønne dag vågnede op i Bayreuth. Ganske som om jeg drømte… Hvor var jeg dog? Jeg genk­endte intet, jeg genk­endte knap Wag­n­er. Forgæves blad­ede jeg i mine erindringer. Trib­schen – en fjern lyk­sa­lighe­dens ø: ikke en skygge af lighed. Grund­sten­snedlæggelsens ufor­glem­melige dage, det lille hjem­me­hørende sel­skab, der fejrede den, og som man ikke først behøvede at ønske fin­ger­spids­fornem­melse for sarte sager: ikke en skygge af lighed. Hvad var der sket? – Man havde over­sat Wag­n­er til tysk! Wag­ne­r­i­aneren var blevet herre over Wag­n­er! – Den tyske kun­st! Den tyskemester! Det tyske øl!”

Lighed­erne med Niet­zsches beskriv­else af erfarin­gen af Guds død er slående. De glade dage i Trib­schen, som var Wag­n­ers tilholdsst­ed, og hvor Niet­zsche besøgte Wag­n­er mere end tyve gange, var langt borte. I Trib­schen, i den lille kun­st­nerkoloni, der havde omgivet Wag­n­er, havde livet givet mening. I et brev fra 1869 beskriv­er Niet­zsche sit første besøg med Wag­n­er og Trib­schen således:

Jeg har fun­det et men­neske, der som ingen anden er billedet på det, Schopen­hauer kalder ”geni­et”. […] Denne er ingen anden end Wag­n­er. […] I ham hersker en så ubetinget ide­alitet, en så dyb og rørende men­neske­lighed, en så ophø­jet livsalvor, at jeg i hans nærhed føler mig som i nærhe­den af det gud­dom­melige.”

Wag­n­ers aura såv­el som Wag­n­ers kun­st bringer Niet­zsche i kon­takt med noget nær det gud­dom­melige, noget nær mening. Men senere vis­er Wag­n­ers kun­st sig at være end­nu en tom afgud, der hvil­er på den plat­te idé om tyskhed og et tysk folk. ”Det tyske øl,” som Niet­zsche siger. Plud­selig en dag vågn­er Niet­zsche op i Bayreuth, hvor Wag­n­ers oper­aer frem­føres og erk­ender deres meningsløshed bag den velpol­erede over­flade. Den ver­den, der var i Trib­schen, eksis­ter­er ikke læn­gere. Så lige­som kris­ten­dom­men er rejst som en meningstom kat­e­dral over Jesu død, er wag­ne­r­i­an­is­men og ’tysk kul­tur’ en slags erstat­ning for Guds død. En ny plat måde at forsøge at skabe mening på. Som Niet­zsche siger om kris­ten­dom­men i Antikrist: ”Allerede ordet kris­ten­dom er en mis­forståelse – i grun­den var der kun én kris­ten, og han døde på korset.” I mod­sæt­ning til Jesus, som investerede sit liv i kam­p­en for de værdier, han troede på, find­er de kristne en slags erstat­ning i at tale om Jesus for ikke selv at gøre som Jesus.

Og på samme måde er det for Niet­zsche med tyskhe­den og forestill­in­gen om en tysk folkesjæl. De er forsøg på at finde en erstat­ning for Gud efter hans død. I Hin­sides godt og ondt fork­lar­er Niet­zsche end­videre, at udlændin­gene er yndere af ”den selv­mod­sigelses­natur, som tyskerne har opgivet (og som Hegel har bragt i sys­tem, og som Wag­n­er til sidst har omsat i musik).“ Med andre ord er både Hegels filosofi og Wag­n­ers kun­stværk­er et forsøg på at skabe færdig, lukket mening i en ellers mod­sigelses­fyldt ver­den. Niet­zsche for­føl­ger dette opgør mod sin tidligere fas­ci­na­tion af den menings­fyldte ver­den, man kunne fly­gte ind i i Wag­n­ers kun­stværk­er.  I Til­fældet Wag­n­er skriv­er Niet­zsche med bidende ironi: ”Alt, hvad Wag­n­er kan, kom­mer ingen til at gøre ham efter, har ingen gjort før ham og bør ingen gøre ham efter […] Wag­n­er er gud­dom­melig!” Niet­zsches kri­tik virk­er på mange måder banal og barn­lig, men man skal ikke under­vur­dere ambi­tio­nen i Wag­n­ers Gesamtkunst­werke, som forsøgte at være lukkede verd­ner af mening, hvor musik, sang, skue­spil, myte, kuliss­er og pub­likum skulle gå op i en højere enhed, og som find­er sit ulti­ma­tive udtryk i Der Ring des Niebelun­gen, hvor alle jagter en ring, der kan give én magt over ver­den (gøre en til en ny stor Anden), og hvor den gam­le orden af Gud­er bliv­er destrueret i begæret efter denne ring af ny mening. Lige­som Hegels filosofi, fore­giv­er Wag­n­ers musik ifølge Niet­zsche at præsen­tere en ny sam­let, lukket og total ver­den af mening.

Kaffe og cigaretter

Men Niet­zsche slår også mod alle andre for­mer for nye ‘afgud­er’, som han kalder dem, der ved en nærmere prøve ikke kan stå testen for at give ny mening til ver­den: social­is­men, nation­al­is­men, moral­filosofien, kris­ten­dom­men, util­i­taris­men, roman­tikken, den sokratiske ironi, ja selv sprog­et: ”Jeg frygter, at vi ikke slip­per af med Gud, for­di vi stadig tror på gram­matikken.” Enhver, som forestiller sig at kunne give en smule mening, kaster Niet­zsche sig over og slår på med ham­meren. Som han selv beskriv­er sin filosofiske metode i forordet til Afgud­ernes rag­narok:

Der find­es flere afgud­er end realiteter i ver­den: dette er mine ”onde øjne” på denne ver­den, det er også mit ”onde øre”… For én gangs skyld her at stille spørgsmål med ham­meren og, måske, som svar høre hin berømte hule tone, der vid­ner om oppust­ede ind­volde – hvilken hen­rykkelse for én, der også har ører bag ørerne – for mig som gam­mel psykolog og rot­te­fænger, for hvem netop dét, som gerne vil for­blive tyst, må blive høj­ly­dt…”

Som allerede nævnt bety­der det at filosofere med ham­meren både at teste, hvorvidt en afgud er hul og at smadre hule afgud­er. Således skal hver en afgud ødelægges. Dette led­er Niet­zsche til en ”omvur­der­ing af alle værdier.” Det er ikke nok at omvur­dere en enkelt vær­di eller to, som afguds­dyrk­erne gør det:

Hvis englæn­derne fak­tisk tror, at de ud fra dem selv ‘intu­itivt’ ved, hvad der er godt og ondt, hvis de som følge her­af er af den for­mening, at de ikke mere har brug for kris­ten­dom­men som garan­ti for moralen, så er dette blot en følge af den kris­telige vær­didoms herredømme og et udtryk for dette herredømmes styrke og dybde.”

Afguds­dyrkelsen er ikke blot per­vers, for­di den tilbed­er en fal­sk Gud. Den er per­vers, for­di den stadig tilbed­er den samme Gud. Eller ret­tere: Den er per­vers, for­di den tilbed­er resterne af den samme gud blot i nye vul­gære og kitschede for­mer; som eksem­pelvis Wag­n­ers værk­er, der er blevet en slags ny reli­gion, hvor man hvert år kan drage på pil­grims­færd til Bayreuth for at høre Ordet og få mening i tilværelsen. Man har taget et enkelt relikvie eller to og ophø­jet dette til den sande Gud. På samme måde drak man i Europa Ersatz-kaffe (kaf­feer­stat­ning) under Anden Ver­den­skrig. Den skulle efter sigende smage ganske afskyeligt, men alligev­el blev den drukket i stedet for at acceptere, at en kop varm vand givetvis ville smage bedre, eller at vi må finde nogle andre glæder end kaffedrikn­ing som grobund for vores nydelse. På den måde føl­ger nydelsen fornæg­telsens formel, som den er for­muleret af psyko­an­a­lytik­eren Octave Man­noni: ‘Jeg ved udmær­ket godt, men…’: Jeg ved udmær­ket godt, at kri­gen er her og har fatale kon­sekvenser, men alligev­el insis­ter­er jeg på at leve mit liv, som om den ikke var. I stedet for at nyde noget andet, en anden aktivitet, bliv­er nydelsen kanalis­eret over i at nyde selve tabet, selve erstat­nin­gen – selve dét, at det her godt nok ikke er kaffe og ikke smager af kaffe, men det lad­er mig på en måde nyde, at jeg er blevet sat i en sit­u­a­tion, hvor jeg ikke kan få kaffe, og ikke desto min­dre insis­ter­er på at få kaffe. Og på samme måde er den engelske ‘moral feel­ing’ moral­filosofi, som Niet­zsche kri­tis­er­er i citatet oven­for, en Ersatz (erstat­ning) for Guds død: ‘Jeg ved udmær­ket godt, at Gud er død, og at han var garan­ten for, at dette var rigtigt og dette var fork­ert, men alligev­el er det som om, at jeg nu, selvom jeg ikke kan argu­mentere menings­fuldt for det, kan mærke inde i mig selv, intu­itivt, hvad der er rigtigt og fork­ert’. For­di englæn­deren nægter sys­tem­a­tisk at gen­nemtænke kon­sekvenserne af Guds død, ender han med at repro­duc­ere de kristne værdier.

Derved kan man bevare troen uden rigtigt at tro. Moralen fun­ger­er som en slags Ersatz for Guds død, som jeg kan følge, uden at jeg behøver forholde mig til Guds død. Moralen – som på mange måder stadig er en kris­ten moral, ”Elsk din næste” osv. – er en slags reli­gion uden reli­gion. Jeg kan tro på sand­he­den af den kristne lære uden at forholde mig til det religiøse ele­ment. Måske er Guds død og menin­gen med den kristne moral forsvun­det, idet der ikke læn­gere bliv­er tale om nogen dommedag eller noget forsøg på at realis­ere Guds rige på jord, men alligev­el bliv­er vi, som de engelske moral­filosof­fer, ved med at gøre det samme, som om intet var hændt. Lige­som man drak Ersatzkaffe under Anden Ver­den­skrig. Forestil dig, at man midt under Anden Ver­den­skrig plud­selig fik serveret en kop rigtig kaffe og at det viste sig, at den slet ikke smagte godt. Ikke blot ville kaf­fen have afs­løret sig som et tarveligt og meningsløst objekt for mit begær. Menin­gen med at drikke Ersatzkaffe som et forsøg på at tage del i noget større (den rigtige kaffe) ville falde til jor­den og jeg ville stå tilbage med blot et ækelt pro­dukt og et absurd rit­u­al fuld­stændig blot­tet for nydelse og mening.

På samme måde er cig­a­ret­ten det ulti­ma­tive nydelsesob­jekt i vores post­mod­erne sam­fund. Den kan fjerne følelsen af sult og fun­gere som erstat­ning for mad og mening. Den kan bringe mig i kon­takt med fremmede men­nesker (’Har du ild?’) og fun­gere som erstat­ning for de sociale rela­tion­er, der er opløst i det kap­i­tal­is­tiske sam­fund. Den kan give mig en velfort­jent pause fra mit arbe­jde og fun­gere som erstat­ning for min man­glende fri­hed i hverda­gen. Og hvis jeg er amerikan­er, kan jeg, når jeg er blevet gam­mel og har fået lungekræft, få erstat­ning for mit øde­lagte liv. På den måde kan nydelsen tage form af en lang række af erstat­ninger. Jeg går aldrig direk­te efter det, jeg vil have. Jeg kan altid finde en erstat­ning, som aldrig rigtigt er dét, men som er god nok til at hen­holde mit begær lidt end­nu. Erstat­ning er blevet selve objek­tet for min nydelse i en ver­den, hvor den store Anden er død, og der ikke læn­gere er nogen garant for mening. Det tyske øl er erstat­nin­gen for den tyskhed, som måske ikke eksis­ter­er, men som jeg ikke desto min­dre, i et øje­b­lik, kan tage del i ved at nyde det tyske øl. Det tyske øl er objek­tet, der vis­er hen til afgu­den, tyskhe­den, som er hul, som ikke kan sikre mig varig mening, men som ikke desto min­dre fun­ger­er i kraft af objek­tet – det tyske øl. Wag­n­ers kun­stværk­er. Kris­ten­dom­mens kat­e­draler. Klassekam­p­en. Alle hen­vis­er de til et tab af mening, som de forsøger at male over ved at kon­struere øje­b­likke af ny mening. Alle accepter­er de tilsyneladende, at Gud er død, men fornægter straks igen denne ind­sigt for at tilbe­de en ny afgud. En afgud, der kan give dem den nydelse, der svar­er til sma­gen af Erstatzkaf­fen – en nydelse, som er ren Ersatz. Det er betyd­nin­gen af Niet­zsches ord: Gud er død.

Nico­lai von Eggers er ph.d‑studerende ved Idéhis­to­rie på Aarhus Uni­ver­sitet.F

FOKUS: NIETZSCHES AFTRYK
Bogen Efter Guds død. Kap­i­tal­isme og nydelse. Niet­zsche med Lacan af Nico­lai von Eggers bliv­er udgivet til som­mer på For­laget Taschen­spiel. Det nys­tart­ede for­lag udspringer af Cen­ter for Vild Analyse.

Scroll til toppen