Tillid: Danmarks usynlige råstof

Tillid: Danmarks usynlige råstof

Danmark er det land i verden, hvor indbyggerne har mest tillid til hinanden. Det kan de offentlige såvel som de private arbejdspladser udnytte langt mere aktivt. Professor ved Statskundskab Gert Tinggaard Svendsen, der er aktuel med den nye bog Tillid i serien Tænkepauser, fortæller hvorfor tillid er Danmarks usynlige råstof.


Udlændinge for­bløffes ofte over, at man på køre­ture gen­nem det danske som­mer­land­skab støder på ube­mand­ede boder med friske jord­bær, sprøde asparges og en lille cig­a­rkasse med byt­te­penge. End­nu mere for­bløf­fende er det, at bodens ejer om afte­nen kan hente en fyldt pengekasse. Stort set alle andre sted­er i ver­den ville både jord­bær, asparges og penge være væk.

Jeg bliv­er selv så glad, når vi om som­meren kom­mer for­bi jord­bær­bo­den i Sak­sild på vej til vores som­mer­hus. Her står jord­bær­rene i bakker ved siden af en cig­a­rkasse til penge. Det kan man virke­lig kalde en tillid­serk­læring. Og det kan stort set kun lade sig gøre i Dan­mark — eller de skan­di­naviske lande. Danskerne er således ver­dens­mestre i tillid, men hvor­dan kom­mer det egentlig til udtryk? Her er 5 eksem­pler.

Danskernes tillid

Et første eksem­pel kunne være den unge mor fra Køben­havn, som i 1997 lod sin 14 måned­er gam­le dat­ter sove i barnevogn uden for en café i New York. Mod­eren kunne her holde øje med pigen gen­nem vin­duet, mens hun selv spiste frokost. Men nogen tilka­ldte poli­ti­et, som straks fjernede bar­net og arresterede mod­eren. Selvom hun indtræn­gende bad om at få sin dat­ter at se, blev hun i stedet fængslet og læn­ket i en celle, mens hun hørte sin dat­ter skrige. Mod­eren var ikke klar over, at det bliv­er betragtet som dybt uans­varligt i USA at efter­lade sit barn på gaden i en barnevogn. I ret­ten argu­menterede hun for, at det i Dan­mark er en tra­di­tion at lade børnene sove ude, og at vi ikke frygter kid­nap­n­ing.

Umid­del­bart kan det virke tåbe­ligt og blåø­jet med al den danske tillid. Set fra et sam­fundsmæs­sigt syn­spunkt er det dog smart, at vi er så tillids­fulde, for social sam­men­hængskraft i et sam­fund kan være med til at give en god økono­mi. Det store paradoks for økonomerne er netop, hvor­for vi i Skan­di­navien er så rige. Hvis vi ser på, hvad vi indtil nu har haft af uddan­nelse og ressourcer, så er det meget svært at fork­lare. Der må være noget mere. Og ’the miss­ing link’ kunne være vores tillid. Hvis du kan lave tin­gene baseret på tillid, så spar­er du en masse papi­rar­be­jde og kon­trol­lanter. Det smør­er sam­fun­dets tand­hjul.

På trods af, at den offentlige sek­tor er kolos­sal, skat­terne sky­hø­je og de økonomiske tilskyn­delser til at arbe­jde er svage, så hør­er vi alligev­el til blandt ver­dens rigeste og lykke­lig­ste lande. Hvor­for? Den høje sociale tillid kan måske være fork­larin­gen på Dan­marks rig­dom og lykke. Det blev jeg opmærk­som på som ph.d.-studerende i USA i 1990’erne under den ver­densk­endte økonom Man­cur Olson. Olson blev berømt på sin teori fra 1965 (Log­ic of Col­lec­tive Action) om prob­le­merne ved at han­dle kollek­tivt og køre på fri­hjul. Gådens løs­ning lig­ger måske der­for et sted, hvor økonomer sjældent kig­ger. Ikke nede i jor­den i form af råstof­fer og heller ikke inde i hov­edet på folk i form af uddan­nelse — men nærmere mellem men­nesker i form af den tillid de har til hinan­den. Tillid kan være Dan­marks usyn­lige råstof.

Et andet eksem­pel i forhold til velfærdsstat­en kunne være debat­ten om socialt bedrageri, skat­tes­nyd og ’Dovne Robert’. Her får man let det indtryk, at Dan­mark er et land, hvor tilli­den mellem men­nesker er i krise. Ten­densen til at være ’free-rid­er’ – at køre på fri­hjul – kan således gøre det svært at få folk til at arbe­jde og betale skat. For hvis folk kan nyde alle de sociale goder i Dan­mark uden at betale for dem, så er der en risiko for at det vil ske. Men intet er mere fork­ert. Dan­mark er det land i ver­den, hvor tilli­den er størst.

Man kan således vende det om og sige, at når det kom­mer frem, at her er en, som ikke ønsker at arbe­jde og bidrage, som f.eks. ’Dovne Robert’, så kom­mer det frem i lyset, og folk diskuter­er det. Det er da et sund­hed­stegn! Debat­ten om socialt bedrageri kom­mer jo, for­di det er et brud på nor­men. I Sydameri­ka ville man trække på skul­drene af folk, der bev­idst sny­der, for­di det er udbredt og almin­deligt accepteret. Hvis den debat fors­tum­mer her­hjemme, er der først noget alvorligt galt. Så vi skal først være bekym­rede den dag, ’Dovne Robert’ ikke kan komme i tv. Vi hør­er ikke om alle de men­nesker, der pass­er deres ting. Det er netop, for­di det er et brud på den sociale tillid til andre, at det er inter­es­sant.

I Dan­mark tager vi det for givet, at folk laver noget, når de er på arbe­jde. I mange andre lande er det sådan, at du laver det, du skal, og så ven­ter du på en ny ordre. Og når vi har de her sager, som med Dovne Robert, så er det med til at under­strege den tillid. Vi har tillid til, at man som ledig gør sit bed­ste for at få et job. I mange andre lande var den his­to­rie slet ikke blevet til noget.

Et tred­je eksem­pel kunne være en dansker, der spyt­ter sit tyggegum­mi ud på for­tovet. Ved­k­om­mende han­dler rationelt ud fra en økonomisk logik, hvor det drejer sig om at mak­simere sin egen nytte og spare besværet med at gå de ekstra skridt til affaldss­pan­den. Men den uskrevne tillid­snorm siger, at vi alligev­el ikke bare spyt­ter ud. Hvor­for? Jo, for­di forde­len ved, at tyggegum­mi­et ryger i affald­skur­ven, er, at andre ikke træder i det, og at andre ikke skal rydde op. Den norm bry­des her. Så kunne man beg­y­n­de at lave nogle for­færdelige regler om, at det er for­budt at spytte sit tyggegum­mi ud på for­tovet, og hvis man gør det, kom­mer poli­ti­et lige­som i Sin­ga­pore. Kon­trol­sam­fun­det koster. Sin­ga­pore bruger ressourcer på at kon­trollere, der igen overvæltes på pris­erne. Og i og med at vi spar­er den slags udgifter i Dan­mark, så burde vi alt andet lige kunne pro­duc­ere bil­ligere end dem.

Et fjerde eksem­pel fra sportens ver­den viste forskellen mellem Dan­mark og lavtil­lid­s­lan­det Brasilien i efteråret 2012. Da FC Nord­sjæl­land på hjem­me­bane spillede mod Shak­tar Donet­sk i fod­bold­ens Cham­pi­ons League, scorede mod­standerens brasil­ianske angriber (Luiz Adri­ano) efter en fair play-sit­u­a­tion, hvor Donet­sk burde have givet bold­en til FC Nord­sjæl­land. Her så vi netop brud­det på en uskreven regel, hvor­for det også er svært at straffe Luiz Adri­ano efter­føl­gende ud over gen­nem sociale sank­tion­er fra mod­spillerne og pub­likum. Den brasil­ianske angriber kørte alt­så på fri­hjul — på FC Nord­sjæl­land­spillernes tillid til at man over­hold­er reglerne. Og hvis det gen­t­ager sig jævn­ligt, hver gang FC Nord­sjæl­land spiller, så vil det ende det med, at de danske spillere ikke læn­gere stol­er på, at de andre respek­ter­er reglerne, og så fun­ger­er det ikke læn­gere. Så skal man til at ned­skrive regler og bruge ressourcer på at hånd­hæve dem. I lavtil­lid­s­lande griner man ofte ad folk, der bliv­er sny­dt, for­di man anser dem for dumme, for­di de lad­er sig snyde. Her ser man det mere omvendt: De, der bliv­er sny­dt, er ofre, som skal hjælpes og beskyttes. Og der er en stærk social sank­tion mod dem, der prøver at snyde.

Et femte eksem­pel kunne være tillid til ikke at blive over­faldet på gaden. For eksem­pel del­tog jeg i 2005 i en kon­fer­ence i den sydafrikanske stor­by Dur­ban. Jeg med­bragte alt­så de danske 78 pro­cent tillid i rygsækken til et land, som lig­ger på knap 12 pro­cent. Men stemnin­gen var anderledes og der var noget helt galt. Du ser med det samme de mange kon­trol­foranstalt­ninger, bevæb­nede vagter over­alt, og folk er på vagt over­for hinan­den. Der stod bl.a. ban­dit­ter uden for hotel­let. Når folk forsøgte at bestille en taxa eller gå de få hun­drede meter hen til kon­fer­ences­t­edet, blev de bru­talt over­faldet. Der udbrød sim­pelthen panik blandt delt­agerne. Over­faldsmæn­dene var bevæb­net med knive og oper­erede i par. Den ene sat­te sig på brys­tet af byt­tedyret med kniv­en for dets strube, mens den anden rod­ede lom­merne igen­nem. Det foregik på en offentlig befærdet gade, men ingen tog notits af, at der lå en tur­ist her med to mand over sig. Ingen gjorde noget. Det var en del af hverda­gen i et sam­fund med lav social tillid og gav et klart billede på forskellen mellem Dan­mark, hvor ingen, som Poul Nyrup Ras­mussen har sagt engang, har en kniv i hån­den uden at have en gaffel i den anden, og et lavtil­lid­s­land, hvor man ikke kan have tillid til andre men­nesker, og hvor dem med knive ikke har gafler.

Måling af social tillid

Hvor­dan måler vi forskelle i tillid mellem lande? Det vigtig­ste mål, social tillid, er således den andel af befolknin­gen, der men­er, at man kan have tillid til men­nesker, man ikke kender i forve­jen. I prak­sis spørg­er vi folk: ”Men­er du, at man kan stole på de fleste andre men­nesker? Ja eller nej?”

Det spørgsmål svar­er hele 78 pro­cent af danskerne ja til – den højeste score hidtil for noget land i ver­den – hvo­rimod Brasilien lig­ger helt i bund med ca. 3 pro­cent. Vi kan nok ikke slå brasil­ian­erne i fod­bold, men i tillid går det langt bedre.

Tillid er egentlig et udtryk for risikoen for at blive sny­dt. Hvis der er lille risiko for at blive sny­dt, er det nem­mere at samar­be­jde. Nøgle­ordet i tillid er således en for­vent­ning om, at en anden per­son føl­ger nogle spillere­gler på det pågældende område. Det vil sige, at hvis vi laver en han­del, og du sæl­ger noget til mig, lover jeg at sende dig pen­gene. Den for­vent­ning om, at jeg sender pen­gene, er en samar­be­jds­form. Vi stol­er på, at en aftale er en aftale, uden at vi skal invol­vere advokater, doku­menter eller hyre tæske­hold.

Tillidsreform

Så når vi kobler økono­mi på det at samar­be­jde uden at skrive tin­gene ned, kan vi spare mange ressourcer. Flere poli­tikere har netop talt om en tillid­sre­form, der skal afskaffe kon­trol i den offentlige sek­tor og give tillid til den enkelte medar­be­jder. Det er der per­spek­tiv i, for­di det netop kan betale sig at uddelegere arbe­jde i Dan­mark. Måske er der en enkelt ansat, der sny­der, men alle de andre, der ikke gør det, mere end opve­jer det. Og så giv­er det inno­va­tion. Når der er tillid, så fly­der infor­ma­tio­nen let­tere. Du kan sige nogle ting til dine overordnede, uden at du bliv­er fyret. Og det bety­der, at mange gode ideer i Dan­mark kom­mer nede­fra og op.

Unødig kon­trol er for­mentlig den største trussel og i forhold til bevarelse og udvin­d­ing af “det danske guld”. Der er jo ingen grund til at have tillid, hvis alt­ing alligev­el bliv­er kon­trolleret, og folk bliv­er behan­dlede, som om man ikke kan stole på dem. For selvom øget kon­trol på papiret kan se ud som en kvalitetssikring af den offentlige sek­tor og poli­tik­ernes arbe­jde, kan det i sid­ste ende koste dyrt. Ikke alene i form af de ressourcer, myn­dighed­erne kaster efter unødi­ge kon­trol­foranstalt­ninger, men også i forhold til den lang­somme ned­skrivn­ing af danskernes unikke tillid­sres­source, som kon­trollen sandsyn­ligvis vil forår­sage.

Det er absurd at kon­trollere ver­dens mest tillids­fulde befolkn­ing på den måde. Man bør nøjes med at kon­trollere, hvor det kan betale sig — såsom sort arbe­jde, socialt bedrageri, i trafikken og lig­nende. Ellers er kon­trol som oftest dyrere end det, man spar­er ved at stole på folk.

Vi skal der­for passe på, det ikke kam­mer over. Risikoen er, at folk beg­y­n­der at spekulere i, hvor­dan de kan undgå at lave mere end højst nød­vendigt. Det påvirk­er trivslen på en arbe­jd­splads, hvis man bliv­er kigget over skul­deren hele tiden. Hvis vi går for langt i den ret­ning, kom­mer man til at bruge en masse tid på at udfylde for­mu­la­rer – tid man kunne bruge på at udføre sit arbe­jde, og det taber vi penge på som sam­fund.

Bundlinjen og det danske guld

Udnyttes tillid­sres­sourcen aktivt, vil det der­i­mod kunne ses på bundlin­jen i såv­el offentlige som pri­vate virk­somhed­er og til syvende og sidst øge den økonomiske vækst i et land. 100 pro­cent kon­trol bety­der 0 pro­cent tillid. Der­for kan man meget vel risikere at bortød­sle det danske guld, hvis der kom­mer for megen top­styring. Unødig kon­trol er tillids værste fjende.

Det høje tillid­sniveau i Dan­mark bety­der der­for, at en ledelse generelt kan stole på sine medar­be­jdere. Der­for tager vi det for givet, at folk laver noget, når de er på arbe­jde. Når de er færdi­ge med det, de har fået at vide, at de skal lave, så går de videre med noget andet nyt­tigt. I mange andre lande er det sådan, at du laver det, du skal, og så ven­ter du på en ny ordre. Det er det danske guld, at vi kan gøre den slags baseret på tillid.

Der er alt­så mulige gevin­ster at hente i at vise de ansat­te tillid. Den tid, som spares ved, at færre for­mu­la­rer skal udfyldes, kunne for eksem­pel over­føres til mere kvalitet i arbe­jdet med borg­erne. Desu­den er det langt sjo­vere at gå på arbe­jde, og man yder mere, hvis man bliv­er vist tillid. Der­for sker også en bevægelse væk fra den stramme, økono­mi-baserede New Pub­lic Man­age­ment til den store inter­esse for tillids­baseret ledelse. En ten­dens som er sti­gende.

Jeg har talt med en række suc­ces­fulde, danske direk­tør­er, og de siger, at tillid giv­er dem en stor konkur­rence­fordel i udlan­det. For nogle år siden sad jeg ved siden af en direk­tør i et dan­sk ver­dens­fir­ma efter et fore­drag om tillid. Han sagde: “Det, du talte om der, det var præ­cis min virk­somhed. Det var sådan, vi slog amerikan­erne”. De sad nogle få men­nesker i Køben­havn og styrede hele den store virk­somhed, mens alt ans­var var uddelegeret til regionale ledere, som de stolede på. Og når de i øvrigt lavede aftaler med under­leverandør­er om en lev­er­ing i næste uge, så reg­nede de også med den. De vid­ste godt, at de blev sny­dt hist og her og tabte lidt engang imellem, men omkost­ningerne til øget kon­trol ville være langt større. Alle de sparede kon­trol- og advokatudgifter gjorde, at de var bil­ligst i konkur­ren­cen.

Dan­mark er stadig ver­dens­mester i tillid. Men vi risik­er­er at sætte plac­erin­gen over styr med den sti­gende kon­trol i sam­fun­det. Lenin sagde, at ’tillid er godt, men kon­trol er bedre’. Jeg har omskrevet det til ’kon­trol er godt, men tillid er bil­ligere’. Vi taler om tillid som en måske afgørende konkur­rence­fordel i det nye årtusinde.

Gert Tinggaard Svend­sen er pro­fes­sor i statskund­skab ved Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen