Mørkekamre. En meget kort introduktion til Paul Celan og Ingeborg Bachmann

Ingeborg Bachmann
Inge­borg Bach­mann. Ret­tighed­er: Ingeborg-bachmann.cc.

”Nu skriver jeg et par linjer til dig, blot for at bede dig om et par linjer,” skriver Paul Celan til Ingeborg Bachmann i 1963. Tolv år efter hendes sidste brev. Den danske oversætter Jørgen Herman Monrad skriver om at læse og oversætte brevvekslingen mellem de to store efterkrigstidsforfattere Paul Celan og Ingeborg Bachmann


Jeg kan stadig huske den første gang, jeg hørte navnet Paul Celan. Det var en søndag efter­mid­dag i vin­teren 1983–84. Jeg var lige fyldt tyve og var få måned­er forinden blevet optaget som elev på Det Kgl. Danske Kun­stakademis maler- og billed­hug­ger­skole. Den såkaldte forskole, hvor akademiets yng­ste elever havde deres ate­lier­er, lå den­gang på adressen Ped­er Skrams Gade 2A (i de selvsamme lokaler, som For­fat­ter­skolen nu lig­ger i). Et sted på skolen var der et lille mørkekam­mer, som vi, elev­erne, havde lov til at benytte, også når ate­lier­erne var lukket.

Vin­teren 1983–84 tog jeg hun­drede­vis af fotografi­er: af sky­er, af træer og af snavsede snedriv­er. Og på de stille søndage, når der ingen andre var på skolen, låste jeg mig ind på mørkekam­meret og fremkaldte dem og hørte radio. Og netop en sådan dag, hvor jeg stod i mør­ket og indånd­ede damp­ene fra de kemiske væsker, man den­gang var nødt til at bruge, hvis man ville fæstne et øje­b­liks flim­rende lys til et stykke papir, for­t­alte en stemme i radioen så med ét i et kvarters tid om den rumæn­sk-østrigsk-jødiske digter Paul Celan, der den 23. novem­ber 1920 blev født i en fjern og for mig ukendt ukrain­sk by, og som, efter at have over­levet de tyske nazis­ters jøde­for­føl­gelser under Anden Ver­den­skrig, havde skrevet en række meget smukke og meget sørgmodi­ge digte om sin længsel efter alt det og alle dem, han havde mis­tet.

Søg ikke din mund ved mine læber,
søg ikke den fremmede foran porten,
søg ikke tåren i øjet.
Syv næt­ter højere van­dr­er rødt til rødt,
syv hjert­er dybere banker hån­den på porten,
syv ros­er senere bruser brøn­den,” lød det i radioen, hvor­på stem­men så fork­larede, at dette var Paul Celans seks-lin­jer-lange digt Krys­tal.

Vin­teren 1983–44 gik jeg for det meste omkring for mig selv. Men jeg havde ikke desto min­dre fået en ny, tre-fire år ældre ven, hvis første digt­sam­ling Hvæsende på mit øjekast kort forinden var blevet antaget til udgivelse på et for­lag. Og selvom en række af Paul Celans digte jo allerede var blevet over­sat og trykt (og præsen­teret i radioen), gav min ven og jeg os nu til at over­sætte nogle flere. Vi fam­lede os frem, forsøgte snart den ene for­mu­ler­ing, snart den anden, lærte under­ve­js et og andet, men endte alligev­el med at lægge det hele til side.

Så gik årene. Jeg holdt op med at male og fotografere og stud­erede i stedet tysk og filosofi på uni­ver­sitetet. Men jeg læste stadig Paul Celans digte og kunne med tiden flere og flere af dem ude­nad og vid­ste med tiden også mere og mere om, hvor, hvornår og i hvilken sam­men­hæng de var blevet til. Og hvis jeg en nat ikke kunne sove, gav jeg mig ikke sjældent til at bladre frem og tilbage i et gam­melt atlas, indtil jeg havde fun­det de sted­er, hvor digteren havde lev­et og skrevet: Czer­nowitz (1920−45), Bukarest (1945−47), Wien (1947−48), Paris (1948−70).

Og for syv år siden, i som­meren 2008, rejste Judy­ta Preis og jeg så endelig ned gen­nem Polen, Tjekki­et og Ungarn og øst­på ind i Ukraine. Og i den ukrainske provins­by Czer­nowitz skete der noget forun­derligt: Ikke alene fandt vi det hus i den såkaldte Was­silko-gade, hvor digteren (hvis ”offi­cielle” navn var Paul Pes­sach Antschel) var blevet født og havde boet som barn, og ikke alene fandt vi det gym­na­si­um, han havde gået på, og det uni­ver­sitet, han i Anden Ver­den­skrigs første år havde stud­eret fran­sk ved. Nej, foran indgangsportal­en til byens jødiske alder­domsh­jem faldt vi også i snak med en nogle og 80-årig mand, der kunne huske Paul (sådan kaldte han ham) fra sin barn­dom og fra årene under kri­gen. Og denne mand, der præsen­terede sig selv som Max Schick­ler, for­t­alte os nu på et smukt, lidt gam­meldags tysk, hvor­dan han selv, da de tyske trop­per rykkede ind i byen i som­meren 1941, var fly­gtet øst­på og havde meldt sig som friv­il­lig til den Røde Hær, mens Paul var blevet tilbage i Czer­nowitz, for­di han ikke ville lade sine foræl­dre i stikken. Men, for­t­alte han så, Pauls foræl­dre var alligev­el blevet deporteret og dræbt af tyskerne i tvangsar­be­jd­sle­jren Michailowka øst for Djnestr-flo­den engang i løbet af vin­teren 1942–43. Og efter kri­gen var Paul udvan­dret til Vesten, mens han selv var blevet tilbage.

Som­meren 2008 var Paul Celans brevvek­sling med den østrigske for­fat­ter Inge­borg Bach­mann netop udkom­met som bog på det tyske Suhrkamp Ver­lag. På vores rejse tilbage fra Czer­nowitz så vi Herzzeit, som den hed, stå i boghan­dlernes udstill­ingsvin­duer i München og Frank­furt am Main, og vi beslut­tede straks, at vi ville over­sætte den.

De to for­fat­teres næsten 20 år lange udvek­sling af breve og digte, de tileg­nede hinan­den, beg­y­n­dte i juni 1948 i den østrigske hov­ed­stad Wien, da den den­gang 27-årige Paul Celan forærede den den­gang 21-årige Inge­borg Bach­mann en bog med repro­duk­tion­er af Matisse-malerier og ved­lagde føl­gende digt med tileg­nelsen ”Til Inge­borg”:

I Ægypten
Du skal sige til den fremmedes øjne: vær van­det!
Du skal søge dem, du ved, er i van­det, i den fremmedes øjne.
Du skal kalde dem op fra van­det: Ruth! Noe­mi! Mir­jam!
Du skal smykke dem, når du lig­ger hos den fremmede.
Du skal smykke dem med den fremmedes hår af sky­er.
Du skal sige til Ruth, til Mir­jam og Noe­mi:
Se, jeg sover hos hende!
Du skal smykke den fremmede ved siden af dig smukkest.
Du skal smykke hende med smerten over Ruth, over Mir­jam og Noe­mi.
Du skal sige til den fremmede:
Se, jeg sov hos dem!

Mens Paul Celan på dette tid­spunkt netop var ankom­met som fat­tig, jødisk fly­gt­ning fra Bukarest, var den filosofi- og lit­ter­aturstud­erende Inge­borg Bach­manns sit­u­a­tion ganske anderledes. Hun var opvok­set i den østrigske provins Kärn­ten, hen­des foræl­dre var protes­tantisk kristne, og hen­des far havde helt indtil krigsaf­s­lut­nin­gen været tysk offi­cer og medlem af nazi­par­ti­et. I digtet I Ægypten taler en stemme om sorg og erotik. Det du, stem­men taler til, kunne være hvem som helst og dermed også Paul Celan selv, og den fremmede kvin­de, stem­men taler om, kunne være hvem som helst, og dermed også Inge­borg Bach­mann. Men sor­gen gælder Ruth, Mir­jam og Noe­mi, tre døde kvin­der med jødiskklin­gende navne.

Syv år tog det os at over­sætte brevvek­slin­gen, der nu endelig her i efteråret 2015 er udkom­met under titlen Hjertetid. Den lille, sortrøde bog inde­hold­er 196 breve, postko­rt, telegram­mer og tileg­nelser. Der er de breve, som Inge­borg Bach­mann sendte fra Wien til Paul Celan i Paris under og efter deres ero­tiske forhold i årene 1948–52 og de forholdsvis få breve, han besvarede dem med. Der er de breve og telegram­mer, de sendte til hinan­den forud for det årsmøde i den tyske for­fat­ter­sam­menslut­ning ”Gruppe 47” i 1952, som blev så afgørende for begges for­fat­terkar­ri­er­er. Og endelig er der de mange breve, postko­rt og ikke mindst digte, som Paul Celan fra Paris sendte til Inge­borg Bach­mann i München, efter at de i 1957 havde genop­taget det ero­tiske forhold. I et af disse sid­ste breve fortæller Paul Celan, hvor­dan han netop har gen­læst I Ægypten. ”Hver gang jeg læs­er dette digt,” skriv­er han, ”ser jeg dig træde ind i det …”

Hjertetid fortæller om de to store efterkrigstids­for­fat­teres liv. Men fortællin­gen er frag­men­tarisk. Der er lakuner. Der er spørgsmål, som ikke besvares, og spørgsmål og svar, som skrives ned, men ikke afsendes. Postko­rt varsler læn­gere breve, som ofte ikke afsendes. ”Skriv til mig, så jeg ikke er alene med de korte, fly­gtige dage og begiven­hed­er, de mange men­nesker og det meget arbe­jde,” skriv­er Inge­borg Bach­mann i novem­ber 1951.

”Nu skriv­er jeg et par lin­jer til dig, blot for at bede dig om et par lin­jer,” svar­er Paul Celan tolv år senere i sep­tem­ber 1963. Men der er ting, som ikke kan siges eller skrives. Sprog­et er beskadi­get. Hvert ord skal vristes fri.

Paul Celan nåede inden sit selv­mord i Paris i 1970 at skrive 8–9 digt­sam­linger. Blandt dem er Mohn und Gedächt­nis (Val­mue og erindring, digt­sam­ling 1952), Von Schwelle zu Schwelle (Fra tærskel til tærskel, digt­sam­ling 1955) og Die Nie­mand­srose (Ingen­srosen, digt­sam­ling 1963).

Inge­borg Bach­mann nåede inden sin død under en ilde­brand i Rom i 1973 at skrive både digte, prosa, reportager, lit­ter­atur­te­o­retiske overve­jelser, hørespil og operalibretto’er. Blandt hen­des vigtig­ste udgivelser er Ein Geschäft mit Träu­men (En for­ret­ning med drømme, hørespil 1952), Die ges­tun­dete Zeit (Den udsat­te tid, digt­sam­ling 1953), Mali­na (Mali­na, roman 1971) og Simul­tan (Simul­tan, prosafortællinger 1973).

Blandt de smukkeste og mest foruroli­gende pas­sager i Hjertetid er denne lille skitse til et brev, som Inge­borg Bach­mann skrev i foråret 1949, men som hun aldrig sendte:

”Paul, kære Paul, jeg længes efter dig og vores even­tyr. Hvad skal jeg gøre? Du er så langt væk fra mig, og dine postko­rthilsen­er, som jeg indtil for nylig var til­freds med, er ikke læn­gere nok for mig. I går gav Klaus Demus mig nogle af dine digte, som jeg ikke kendte, deri­b­landt tre helt nye. Jeg kan næsten ikke bære, at de er kom­met til mig af sådanne omve­je. Jeg bed­er dig, lad det ikke ske igen. Der må da være noget til mig også. Jeg kan læse dem bedre end de andre, for jeg møder dig i dem, nu hvor der ikke læn­gere er en Beat­rix­gasse. For mig han­dler det altid om dig, jeg grubler meget over det og taler til dig og tager dit fremmede, mørke hov­ed mellem mine hæn­der og ville gerne skubbe stenene væk fra dit bryst, løsne din hånd med nel­lik­erne og høre dig syn­ge. Der er ikke sket noget, som plud­selig får mig til at tænke heftigere på dig. Alt er, som det ple­jer, jeg har arbe­jde og suc­ces, det kan godt være, at der er mænd omkring mig, men det bety­der kun lidt: Du, skøn­hed og mørke fordel­er sig over dagene, som fly­ver af sted …”

Judy­ta Preis og Jør­gen Her­man Mon­rad har i fæl­lesskab over­sat Hjertetid. Bogen udkom i 2015 på For­laget Vand­kun­sten.