Er deleøkonomien svaret?

Deleøkonomien bliver hyldet som en helt ny økonomisk logik. Men er den nu også det? Deleøkonomien er stadig in the making. Derfor er det vigtigt at blive ved med at stille spørgsmålstegn ved deleøkonomiens potentialer.

Deleøkonomien er over os! Nu forstår vi ved hjælp af apps og inter­net at kunne udnytte de bil­er, der ellers står park­erede 92% af tiden. Vi kan smidigt udle­je tomme værelser og lej­lighed­er, vi ikke selv bruger. Og det er langt bil­ligere og bedre for miljøet – via en onlinet­jen­este – at leje en bore­mask­ine til at bore et hul i stedet for at der pro­duc­eres og købes en bore­mask­ine til hver eneste værk­tøjskasse i ver­den. Nu hed­der det adgang frem­for ejer­skab.

Blandt dem, der men­er, at vi med deleøkonomien nu endelig har fun­det den solbe­skinnede plet blandt de forskel­lige havar­erede økonomiske mod­eller, hævdes det, at vi nu aner kon­tur­erne af et bæredygtigt over­flodssam­fund. Fra at have lev­et i et knapheds­dik­tatur, hvor økono­mi han­dlede om fordel­ing af knappe ressourcer, giv­er deleøkonomien os adgang til det over­flod af over­sete ressourcer, vi tidligere har været blinde over­for.

Men lige så meget som deleøkonomien afgiv­er løfter – af og til hævet til næsten mes­sianske højder — stiller den også spørgsmål. Rigtig mange spørgsmål. For deleøkonomien er kun i sin vor­dende beg­y­n­delse, og den kan tage mange drejninger alt afhængigt af, hvor­dan udfor­dringer inden­for lov­givn­ing, for­sikring og invester­ing adresseres. Vi bliv­er nødt til at stille spørgsmål­stegn ved deleøkonomiens logik, sådan som den er ved at opteg­ne sig.

Rifkins teknofili

En af dem, der giv­er et utopisk og ubetinget pos­i­tivt blik på deleøkonomien, er økonomen og EU-råd­giv­eren Jere­my Rifkin. I den ind­fly­delses­rige bog ”The Zero-mar­gin­al Cost Soci­ety” fra 2014 beskriv­er han, hvor­dan det særligt er teknolo­giens udvikling, der besid­der nøglen til et bæredygtigt over­flodssam­fund.

Infor­ma­tion­ste­knolo­gien mulig­gør nem­lig, ifølge Rifkin, nye måder at dis­tribuere uud­nyt­tede ressourcer på, nye måder at han­dle og indgå i fæl­lessk­aber på. Og der skulle ikke være grænser for, hvad det er muligt at omdis­tribuere og udnytte med forskel­lige apps- og net­plat­forme.

Vi er grad­vist vid­ner til en den tred­je indus­trielle rev­o­lu­tion, hvor alt via infor­ma­tions- og kom­mu­nika­tion­ste­knolo­gien vil være for­bun­det. Mask­in­er, virk­somhed­er, boliger og køretø­jer vil arbe­jde sam­men og effek­tivis­ere bru­gen af ressourcer og vise os hvor der er uud­nyt­tede aktiv­er. Vær­di ind­fanges ikke ved arbe­jds­del­ing eller ejen­doms­besid­delse, men via logikken ”adgang frem­for ejer­skab”. Hvor de to tidligere indus­trielle rev­o­lu­tion­er stadig var nød­saget til at arbe­jde ud fra en cen­tralis­eret og ejer­sk­ab­sori­en­teret pro­duk­tion, sker den tred­je indus­trielle rev­o­lu­tion i et sandt decen­tr­eret netværk af mikroso­cialt samar­be­jde og del­ing mellem pri­vate aktør­er — the col­lab­o­ra­tive com­mons, som Rifkin kalder det det nye, samar­be­j­dende og delende fæl­lesskab.

Rifkin opteg­n­er en for­frisk­ende vision for, hvor­dan teknolo­gien sim­pelthen før­er os tæt­tere på plan­eten og hinan­den, til bæredygtighed og social intimitet. Teknolo­gien er nøglen for omstill­in­gen til col­lab­o­ra­tive com­mons. Her er ingen natur­ro­man­tik om økol­o­giske, selv­forsy­nende, præ-tek­nol­o­giske lokalsam­fund, men en transna­tion­al for­bun­de­thed, hvor ting og men­nesker er koblet til enormt og ekspan­derende ”Inter­net of Things”. Dette inter­net er ikke blot en infor­ma­tion­sstrøm, men bliv­er i sig selv et pro­duk­tion­sap­pa­rat.

I 2013 var der glob­alt set allerede 3,5 mil­liarder samar­be­j­dende cen­sor­er og målere mon­teret på ter­mostater, fjern­syn, vaske­mask­in­er, og i 2030 vil tal­let for­mentligt være 100 tril­lion­er! Cen­tralt for Rifkins vision står pro­sumers – ordet er en neol­o­gisme sam­men­sat af ”pro­duc­er” og ”con­sumer”. Disse pro­sumers er ikke pas­sive for­brugere, men sel­vak­tive pro­du­cen­ter, der forsyn­er sig selv ved hjælp af 3D-print­ing, deleøkonomiske tjen­ester og selv­forsy­nende ener­gi. Som for eksem­pel selve­jede sol­celler på taget der kan genere kon­stant, gratis, bæredygtig elforsyn­ing!

Hans vision forudser at der vil opstå en mak­ers-kul­tur, der vil blive tilbudt gratis online uddan­nelse for enhver, mikro­fi­nan­sier­ing (finan­sier­ing mellem pri­vate – uden grådi­ge inve­stor­er som mellem­mænd) vil afløse kap­i­tal­banker, penge­transak­tion­er mellem pri­vate – som Bit­coin – kan afskaffe gebyr­er og renter der ellers ville blive ind­krævet af tred­je-part. Selv reklamer vil være over­flødi­ge når pro­duk­ter og tjen­ester hjælpes frem af pri­vat­per­son­ers friv­il­lige online rat­ings, de vil frem­stå mere tro­værdi­ge og derved skabe mere tillid end byrum­mets glitrende, anonyme reklametavler eller inter­net­tets enerverende flashreklamer. Vi vil grad­vist se en ny samar­be­j­dende logis­tik og online infra­struk­tur, så vi går ”fra masse­pro­duk­tion til massernes pro­duk­tion,” som Rifkin så aforis­tisk siger. Endeligt vil vi stå i en sit­u­a­tion hvor vi nærmer os nul mar­ginale omkost­ninger, og det er her, at Rifkins dristige prog­nose er, at kap­i­tal­ens dage er talte og vi vil være vidne til en decen­tr­eret rev­o­lu­tion inden­for kap­i­tal­is­tisk pro­duk­tion.

Med Rifkins ord, så er deleøkonomien udtryk for beg­y­n­delsen på enden for kap­i­tal­is­men, som vi kender den: ”Omkost­ningerne ved at pro­duc­ere én ekstra enhed – de faste omkost­ninger und­taget – ender basalt set med at blive nul, hvilket gør pro­duk­tet nærmest gratis. Hvis dette skulle ske, vil prof­it, kap­i­tal­is­mens blod, tørre ud.”

Men hvis vi under­søger deleøkonomiens logik, så ser vi, at deleøkonomien langt fra er prob­lem­fri. Og, fak­tisk må vi spørge – er der over­hovedet tale om en egen logik? Eller er der så få egentlige brud med hersk­ende økonomiske ratio­naler, at der kun er tale om en art change-as-usu­al?

Den prekære arbejder

Flere men­nesker må i dag paradok­salt leje deres lej­lighed ud på Airbnb for at have råd til at kunne bo i selvsamme lej­lighed. Det er et godt eksem­pel på et arbe­jds­marked præget af et prekari­at. Den prekære arbe­jder er en slags dagle­jer, der har mis­tet sta­bilt fod­fæste til arbe­jds­markedet og ikke sikret grundlæggende overen­skom­st­mæs­sige ret­tighed­er. For er deleøkonomien i bund og grund ikke bare et tegn på et udmat­tet og men­tal­træt arbe­jds­marked, hvor prekari­atet med de forskel­lige deleøkonomiske deleøkonomiske onlinet­jen­ester forsøger at lappe deres under­be­talte ind­kom­ster? Måske er den deleøkonomiske arbe­jder i virke­lighe­den tæt­tere på en flaske­sam­ler end en mikro-entre­prenør? Han er i hvert fald prekær.

Et andet eksem­pel på det er taxa-tjen­esten Uber. Denne tjen­este består af en masse pri­vate bile­jere, der kobler sig på en app, og derved står til mere smidigt rådighed for kun­der, end den tra­di­tionelle vogn­mands­for­ret­ning, hvor de cer­ti­fi­cerede chauf­før­erne er sikret fast løn og ret­tighed­er. Uber har med tiden fået skruet kilo­me­ter­tak­sten gevaldigt ned på grund af konkur­rence fra rivalis­erende virk­somhed­er, der har etableret sig ud fra samme for­ret­ningsmod­el. Nogle taler sågar om ”Uber­fi­ca­tion”. Uber-chauf­før­erne siger, at de i sti­gende grad oplever min­dre fort­jen­este. Der er ikke meget mikro-entre­prenør over Ubers chauf­før­er – som Uber i øvrigt har benævnt ”køre-part­nere” og ikke det mere forplig­tende ”ansat­te”. For de er reelt set ikke ansat­te under Uber, og man­gler der­for basale ret­tighed­er. Hvem repar­erer og betaler for bilen når den er brudt sam­men? Alene står Uber-chauf­føren med under­be­talt arbe­jde, mens Uber og inve­stor­er slip­per for alt hvad der hed­der for­sikringsspørgsmål og vedlige­hold­else af pro­duk­tion­s­mi­dler.

Her er der ikke meget tilbage af civil­sam­fun­dets selvbestem­melse, end­sige elim­iner­in­gen af cen­tralis­erede prof­itter og mellem­mands­fort­jen­ester. Med deleøkonomiske plat­forme som Uber risik­er­er vi at se en øgn­ing af vækst uden jobs og under­be­talte arbe­jdere uden faste overen­skom­ster. En deleøkonomisk dystopi.

Et par fore­ta­gen­der har dog forsøgt at imødekomme disse nye prob­lem­still­inger som deleøkonomien rejs­er. Virk­somhe­den Peers.org arbe­jder på løs­ninger i form af for­sikringer og lig­nende juridisk vejled­ning i håbet om at lappe de huller, der er fremkom­met for dem, der arbe­jder inden­for den nyligt opståede deleøkono­mi.

Guldjagt og en truet velfærdsstat

Omkring 2000 val­gte det canadiske guld­mi­ne­sel­skab ”Gold­corps” efter et par slø­je år at lægge al infor­ma­tion om deres min­ers beskaf­fen­hed ud på net­tet med en forholdsvis beske­den pengepræmie til dem, der kunne frem­drive nye oplysninger om guld­forekom­ster. Det blev en gigan­tisk suc­ces, og med hjælp fra netvær­kets infor­ma­tion­er og del­ing af viden steg sel­sk­a­bets vær­di fra $100 mil­lion­er til $9 mil­liarder.

Gold­corps fremhæves ofte som et eksem­pel på et andet tilsyneladende samar­be­jd­sori­en­teret fænomen — Crowd­sourc­ing. Når man crowd­sourcer uddelegerer og dis­tribuer­er man opgaver på inter­net­tet til et netværk af men­nesker. Det er lidt i fam­i­lie med det mere velk­endte ”Open source,” hvor tanken er at man samar­be­jder om at opti­mere et givent prob­lem eller tjen­este. I forhold til den beskedne gevinst som ”netvær­ket” tildeltes og hvor meget der til­faldt sel­sk­a­bet og dets inve­stor­er er det igen bet­vivleligt om crowd­sourc­ing – som deleøkonomisk kat­e­gori – kan siges at være et opgør med kap­i­tal­is­tisk logik.

Prob­lemet ind­skriv­er sig i en gener­el diskus­sion om viden­sret­tighed­er og den udbyt­tede kog­ni­tive arbe­jder. Vi kan her tale om et ”kog­ni­ta­ri­et” (og alt­så ikke et egentligt pro­le­tari­at) der gladelig del­er ud af sin viden og kog­ni­tive kom­pe­tencer. Uden at få del i fort­jen­esterne. Selvom der tales om uni­versel ”adgang” og ”samar­be­jde” og ”del­ing” med store ord, er det ikke for­di at pengemæng­den redis­tribueres. For hvad er det lige præ­cis vi deles om i deleøkonomien? Det kan godt være der udløs­es en sand kaskade af uud­nyt­tede ressourcer og tjen­ester, men hvis den opbyggede kap­i­tal ikke når den deleøkonomiske arbe­jder, er der vel ikke noget nyt under solen?

I forhold til velfærdssam­fun­det, der netop også byg­ger på en tanke om del­ing og om fælles anparter i uni­versel velfærd, er der fare for at deleøkonomien – som den opteg­n­er sig nu – sim­pelthen vil gøre den offentlige sek­tor fat­tigere. Af den sim­ple grund at pengeud­vek­slin­gen mellem pri­vate og pri­vate går for­bi alt, der hed­der beskat­ning. Skat­ter er fun­da­mentet for velfærdsstatens mulighed, og selvom deleøkonomien hævder at skabe bedre adgang til læge­hjælp, ple­je, trans­port, under­vis­ning, som tidligere overve­jende var statens anliggende i de nordiske lande, er det tvivl­somt om det stadig ikke er de priv­i­legerede, der har ”adgan­gen” under adgangspar­a­dig­mets højt besungne fan­er, hvis den offentlige sek­tor skrumper ind på grund af deleøkonomisk skat­te­und­dragelse.

Deleøkonomien ind­skriv­er sig i denne forståelse måske i den såkaldte ”frik­tion­sløse kap­i­tal­isme”, hvor en under­strøm af selvor­gan­is­erende kræfter spre­des og inter­ager­er på nye spæn­dende måder, men med en bevarelse af prekari­atet, dvs. udhul­ing af fun­da­men­tale arbe­jds­marked­sret­tighed­er, prof­i­ter­ing og en pseu­do-agtig afskaf­felse af ejen­dom­sret­ten. Det kan for en over­fladisk betragt­ning ligne at vi opnår nye fri­heds­grad­er, men en sådan deleøkonomisk organ­is­er­ing lan­der på sin vis måske i en end­nu mere smidig ver­sion af kap­i­tal­is­men, hvor­for det er svært at få øje på, hvor det egentlige opgør med den lig­ger.

Frihed, lighed, broderskab – og deleøkonomi?

Men det er værd at opholde sig ved Rifkins tanker om det empatiske men­neskes tilsynekomst sideløbende med deleøkonomien. På førom­talte bogs sid­ste sider om den frem­tidi­ge ”bios­færiske livsstil” opstiller han en slags nor­ma­tiv etik for det kom­mende vidt for­bundne empatiske men­neske.

Den mikro-entre­prenørielle adfærd vil få men­nesker i større direk­te kon­takt med hinan­den og skabe mere men­neske­lig menings­fuld­hed. For delt­ager man i fæl­lessk­aber får man også følelse af ans­var over­for det fælles gode. Men det store spørgsmål, som Rifkins vision efter­lad­er os med, er: Står vi over­for et nyt socialt par­a­digmeskifte, der er så stærkt at det også skaber grund­laget for et nyt syn på grundlæggende værdier og et andet syn på os selv som men­nesker og naturen?

Og her er vi tilbage ved det tidligere spørgsmål om, hvorvidt deleøkonomien har rød­der i en uni­versel fri­hed­stanke eller om det fæl­lesskab, der opstår snarere er empirisk end det er struk­turelt.

Den empiriske fri­hed, vi i peri­oder kan opleve gen­nem col­lab­o­ra­tive com­mons, er nem­lig ikke garant for uni­versel inklu­sion. Vi kan godt for en stund føle os mere frie ved at kunne få del i flere uud­nyt­tede ressourcer. Og godt nok taler Rifkin om ret­ten til at være inklud­eret og ret­ten til adgang. Og deleøkonomien men­er unægtelig at dele his­torisk ophav i andels­bevægelserne. Men det er vigtigt at son­dre mellem en kom­mer­ciel deleøkono­mi og den klas­siske, koop­er­a­tive deleøkono­mi. Og kan vi virke­lig bevare noget af den koop­er­a­tive deleøkono­mi under Rifkins vision? Vil den tillid, han taler om, være båret af andet end økonomisk afhængighed og ikke social kon­trakt og medbestem­melse?

”It’s not about trust, it’s about des­per­a­tion,” som New York Mag­a­zine proklamerede i en kri­tisk over­skrift omhan­dlende deleøkonomien.

De økonomiske fordele ved, at de mikroso­ciale inter­ak­tion­er knop­sky­der burde, ifølge de fleste for­t­alere for deleøkonomien, være åbenl­yse og i sig selv argu­ment nok. Nok kan dette også skabe en stærkere tillid­skul­tur, der fun­ger­er selv uafhængigt af insti­tu­tion­er og organ­i­sa­tion­er. Men der sikres ikke grundlæggende ret­tighed­er alene på grund af en større mikroøkonomisk udvek­sling og økonomisk afhængighed af hinan­den. For­mår deleøkonomien at inklud­ere den unge, enlige mor i slumk­varteret eller den asi­atiske slavear­be­jder?

Deleøkonomi in the making

Spørgsmålet er med andre ord: Kan vi klare os uden en stærk, inklud­erende og repræsen­ta­tiv stat, der kan garan­tere den struk­turelle fri­hed og lighed? En fremtræ­dende samtid­stænker og kri­tik­er som Slavoj Zizek ville sige nej. For netop at adressere de udfor­dringer, vi står over­for i forhold til det fælles, må vi droppe de senere års ven­stre­fløjstænkeres flirten med afskaf­felsen af stat­en. Det vil sige forestill­in­gen om et muligt sam­fund, der er selvsk­abende og ikke behøver statens styring og mag­tudøvelse. Disse tænkere, der blandt andet tæller pro­fil­er som Hardt & Negri og Simon Critch­ley, men­er, at det vil være muligt at etablere et transna­tion­alt selvor­gan­is­erende fæl­lesskab hin­sides cor­po­rate eller stat­slig kon­trol.

Men vi har brug for at dis­tribuere og fordele det fælles og ressourcerne efter en kon­trak­tuel logik – vi er fælles enige om mulighed­erne for at kunne få del i de fælles ressourcer. Og her­til rækker den decen­tr­erede, fly­gtige, netværk­sori­en­terede deleøkono­mi ikke.

Men før deleøkonomien forkastes, vil jeg følge indled­nin­gens mantra om at stille spørgsmål. For kan der måske via lov­givn­ing skabes grund­lag for at udnytte deleøkonomiens åbenl­yse poten­tialer på en måde der tilgo­deser og sikr­er en større grad af inklu­sion? Kan der måske tænkes end­nu nye hybrid­former mellem kap­i­tal og col­lab­o­ra­tive com­mons? Er vores tid, hvor glob­alis­erin­gens spøgelse til stadighed vis­er sit barske ansigt, ved at være mere mod­en til, at den empati Rifkin taler om, virke­lig kan gøde jor­den for en kom­mer­ciel-koop­er­a­tiv organ­is­er­ing, hvor sol­i­daritet bliv­er markedets fremmeste karak­ter­is­ti­ka frem­for konkur­rence, grådighed, frygt og mist­il­lid?

Anders Nolt­ing Magelund er uddan­net cand.merc.(fil.) og arbe­jder med den bæredygtige omstill­ing.