Oblomov

Domenico_Fetti_-_Sleeping_Girl_-_Google_Art_Project
Domeni­co Fet­ti: Sovende pige (1620−1622)

For den russiske revolutionære demokrat, Nikolaj Dobroljubov, var den litterære karakter Oblomov ikke bare fiktion, men et samfundsdiagnostisk begreb. Oblomoveri var en sygdom, en søvnig apati, som store dele af den aldrende russiske intelligentsia led af.

”En kom­plet dvaskhed som følge af apati over for alt, der foregår i ver­den.”

Sådan skrev den rus­siske lit­ter­at, jour­nal­ist og rev­o­lu­tionære demokrat Niko­laj Dobroljubov i 1859. Det er en beskriv­else af karak­teren Oblo­mov i den rus­siske for­fat­ter Ivan Gont­jarovs roman Oblo­mov fra 1859. Oblo­mov var, mente Dobroljubov, den mest minu­tiøse, lit­terære dis­sek­tion af det sociale fænomens — Oblo­mover­i­ets — anato­mi.

Allerede samme år udgav Dobroljubov nem­lig et lit­terært essay i ven­nen, poet­en og den lit­terære kri­tik­er Niko­laj Nekrasovs tidsskrift Sovre­men­nik. “Hvad er Oblo­moveri?”  hed essayet. Her diag­nos­ticerede han den rus­siske intel­li­gentsia med syg­dom­men Oblo­moveri.

I Dobroljubovs øjne var Oblo­mov både et pro­dukt af og et tegn på tiden. Oblo­mov var ikke bare en lit­terær karak­ter, men et sam­funds­di­ag­nos­tisk begreb; Oblo­moveri var en syg­dom, en søvnig apati, som store dele af den nu aldrende rus­siske intel­li­gentsia led af.

Det forgange års litterære ligegyldigheder

Oblo­mov er en rig adelssøn, der bor i iso­la­tion i sin lej­lighed i Sankt Peters­borg; han bruger det meste af dagen under dynen i sin slåbrok; folk besøger ham og inviter­er ham ud, men han føler sig aldrig særligt godt tilpas; han vil gerne digte, men får aldrig rigtigt startet skriver­i­et; han vil gerne læse, åbn­er bogen, mis­ter så inter­essen igen. I denne til­stand af kom­plet ugide­lighed er Oblo­mov – i bogens første 250 sider – læn­ket til sin seng og ram­merne af sit værelse. Som Gont­jarov selv skriv­er, så mund­ede det hele ud i et suk og ”uroen døde bort i søvnig apati.” Ethvert forsøg på at fuld­føre selv den mind­ste han­dling munder ud i et suk, en apatisk søvnighed. Sådan er det med det meste for den skrø­be­lige Oblo­mov.

Allerede tidligere i 1859 havde Dobroljubov udgivet et essay under navnet Det for­gange års lit­terære lig­e­gyldighed­er, hvori han kri­tis­erede den sam­tidi­ge satire for at være over­fladisk og kujon­agtig: “Den har fordy­bet sig i af-maskerin­gen af min­dre stat­slige funk­tionær­er … Alle for­fat­tere taler som om alt det onde i Rus­land stam­mer fra det fak­tum, at poli­ti­folk er uærlige og borgmestre er uforskammede!”

Ifølge Dobroljubov var Gont­jarovs karak­ter Oblo­mov mere social rel­e­vant og kri­tisk end alle disse satir­er sam­men­lagt. Oblo­mov brugte det meste af dagen i sin seng. I denne til­stand min­der Oblo­mov om en anden af den rus­siske, lit­terære tra­di­tions karak­ter­er – nem­lig Ilja Muromets, der bliv­er født som krøbling (Oblo­mov hed­der end­da også Ilja til for­navn). Men Oblo­mov er ikke født med denne syg­dom; Oblo­mov er til gengæld født ind i det rus­siske aris­tokrati. Hans oblo­moveri er fos­tret, kul­tiveret igen­nem hans aris­tokratiske barn­dom, hvor Oblo­mov aldrig skal løfte en fin­ger for at få noget gjort. Det har han slaver til. Som Dobroljubov kon­klud­erede, så er denne type opdragelse kende­teg­nende for store dele af den uddannede del af det rus­siske sam­fund.

Intelligentsiaens fædre og sønner

Dobroljubov var selv en del af den rus­siske intel­li­gentsia. Men han repræsen­terede en ny gen­er­a­tion af intellek­tuelle. Denne nye gen­er­a­tion af intellek­tuelle var ikke inter­esseret i en indad­vendt og ver­dens­f­jern filosofisk udforskn­ing af men­neske­liv­ets store spørgsmål. I stedet skulle lit­ter­a­turen og filosofien – lidt firkan­tet for­muleret – bruges i kam­p­en mod det dødssyge, rus­siske autokratiske styre. Dobroljubovs essay mark­erede et af denne gen­er­a­tions opgør med den gam­le intel­li­gentsia.

I starten af det 19. århun­drede bestod det rus­siske sam­fund, i grove træk, af to klass­er: aris­tokrati­et og bon­de­standen. Intel­li­gentsia var en klasse af velud­dannede og intellek­tuelle, der befandt sig i mellem­rum­met mellem den under­trykkende aris­tokratiske klasse og den enorme under­tryk­te klasse af bøn­der.

Intel­li­gentsi­aen bestod af en bland­ing af folk fra forskel­lige klass­er af det rus­siske sam­fund: først og fremmest fra adels­standen, men senere blev folk fra præstesk­a­bet, bureaukrati­et og bon­de­standen også en del af intel­li­gentsi­aen. Her er det nød­vendigt at pege på en afgørende udvikling i sam­men­sæt­nin­gen af rus­siske intellek­tuelle. I 1840erne bestod størst­ede­len af intel­li­gentsi­aen af folk fra ade­len, der siden Kate­ri­na den Stores reformer i 1762 havde været fritaget for stat­slig tjen­este. Det betød, at de adelige, uden forplig­telse til den rus­siske stat, kunne fravælge bureaukrati­et og mil­itært­jen­esten og vie deres liv til tænknin­gen.

I 1860erne skete der en forskyd­ning, så en stor del af den rus­siske intel­li­gentsia nu bestod af den rus­siske bland­ingsklasse, raznotjintsy, der talte folk fra både præstesk­a­bet, embeds­standen, han­delsmæn­dene og bon­de­standen. Denne udvikling – fra adels­standen til raznotjintsy – mark­erede et vigtigt brud, der intro­duc­erede et nyt demokratisk og radikalt ele­ment  i intel­li­gentsi­aen, hvor Nekrasovs tidsskrift Sovre­men­nik, var et af dets primære organ­er.

Dette brud ind­varslede også den rus­siske for­fat­ter Ivan Tur­gen­jevs skisme mellem intel­li­gentsi­aens to gen­er­a­tioner — fædrene og søn­nerne. Som his­torik­eren Mar­tin Malia skriv­er, var fædrene æstetik­erne, der troede på kun­st for kun­stens egen skyld. Søn­nerne var util­i­taris­terne, der kun ville acceptere kun­st som havde til for­mål at reformere sam­fun­det. Hvor fædrene havde intro­duc­eret ide­al­er som men­neske­hed, for­nuft, fri­hed og demokrati i Rus­land, så forsøgte søn­nerne at over­sætte disse ide­al­er til virke­lighed.

Det er inden­for denne diko­to­mi – den interne skel­nen mellem den gam­le og den nye intel­li­gentsia – at vi kan lokalis­ere Dobroljubovs essay. Dobroljubov var en af 60’ernes radikale søn­ner, der gjorde oprør mod fædrene fra 40’erne.

Litteraturen som slagmark

For util­i­taris­ten Dobroljubov var opgaven klar: at omsætte den lit­terære slag­marks vin­dinger til reformerin­gen af det rus­siske sam­fund.

Lit­ter­a­turen var ikke et til­fældigt medie i denne kamp. Under Niko­laj den Førstes styre – fra 1825 til 1855 – led den offentlige debat under cen­suren. Det betød, at sam­funds­de­bat­ten var blevet for­drevet til lit­ter­a­turen. Og lit­ter­a­turen var den slag­mark, hvor intel­li­gentsi­aen kæm­pede med hinan­den. Især i spørgsmålet om Rus­lands liveg­ne bøn­der.

Ord tæller ikke læn­gere – sam­fun­det man­gler sande han­dlinger,” som Dobroljubov kon­klud­erede. Heri lå det radikale, demokratiske ele­ment og Dobroljubovs opgør med den store kreds af den rus­siske intel­li­gentsia, der gemte sig, langt fra Rus­lands store under­tryk­te land­be­folkn­ing, under den intellek­tuelles og priv­iligere­des varme dyne.

Sam­funds­di­ag­nosen fort­sat­te med at have klang­bund i det rus­siske sam­fund. Også efter rev­o­lu­tio­nen i 1917. I en tale i 1922 sagde Lenin: Selv efter tre rev­o­lu­tion­er, så find­es Oblo­moverne stadig. Først når de blevet skyl­let, vas­ket, strukket ud og ban­ket i lang tid, vil de komme til deres for­stand.

Kasper Mikael Jacek er redak­tør på Bag­grund og skribent