Konkurrencestatens skole er uden ånd og faglighed

Ye Old Classrooms
Foto: Alan Levine/Flickr.

Folkeskolen, der er en helt central institution i vores samfund, står i en brydningstid, der på sigt vil betyde en afsked med det særegne ved vores demokrati, kultur og historie.


Særligt tre lovtil­t­ag har siden 2012 mærk­bart øvet ind­fly­delse på folkeskolens virke­lighed: Refor­men af lære­rud­dan­nelsen, ændrin­gen af lær­ernes arbe­jdsvilkår og finan­sierede refor­men af folkeskolen (Lov 409) — og slut­telig, kro­nen på vær­ket, skol­ere­for­men, der blev effek­tueret i 2014. De tre tilt­ag skal ses i sam­men­hæng med en række andre foran­dringer i både kom­munalt og stat­sligt regi, der sam­men peger frem imod etab­lerin­gen af en toptrim­met konkur­rence­s­tat.

Grundsynet i de oven­for nævnte tilt­ag er, at pæd­a­gog- og lær­erfaget skal forstås som en slags teknisk kom­pe­tence udi ser­vicerin­gen af det poli­tisk-admin­is­tra­tive niveau. Under­vis­nin­gens ind­hold skal defineres af såkaldt mål­styring, hvorved skolen uundgåeligt kom­mer til at han­dle om den til enhver tid kom­mende test og diverse semi-religiøse forestill­inger om erhvervs­livets frem­tidi­ge behov. Fag, demokrati og kul­tur er i sig selv lig­e­gyldige, og det er styrin­gen, det hele han­dler om. Da forligspartierne ved­tog den sen­este skol­ere­form, blev der ganske vist talt meget om et ”fagligt løft”, men det var ren pro­pa­gan­da.

Der er der­i­mod tale om en faglig der­oute af his­toriske dimen­sion­er. Dette er umådeligt trist, for skolen er fak­tisk blevet svækket de sid­ste par årti­er og havde hårdt brug for at minde sig selv om sin opgave.

Opgøret med den nordiske kultur

Konkur­rences­tatens pæd­a­gogiske mask­ineri udpeger nogle målepunk­ter, som ifølge en nutidig magth­aver vur­deres som cen­trale i en frem­tidig markedssi­t­u­a­tion. Disse målepunk­ter sikres opfyldt, ved at eleven kan klikke på de rigtige svar i diverse test under­ve­js i lærings­for­lø­bet.

Læringsmedar­be­jderens opgave er at facilitere denne pro­ces, samt sikre, at den mål­bare pro­gres­sion svar­er til de fast­sat­te krav. Lykkes det, er det over­be­vis­nin­gen, at vi kan matche kine­serne i fx 2030 (det er en sim­pel frem­still­ing, men det er meget tæt på det reelle kom­plek­sitet­sniveau i den hersk­ende filosofi).

En virke­lig under­vis­ning, som vi kender det fra den nordiske pæd­a­gogiske tra­di­tion, tager udgangspunkt i ver­den, som den fak­tisk frem­står for os men­nesker (alt­så som en ver­den, vi kun i begrænset omfang kan erk­ende), samt nogle nød­vendi­ge nor­ma­tive valg. Det anerk­endes her, at vi ikke kender bar­nets fremtid og senere valg, og vi væl­ger at betragte bar­net som et frit men­neske, der skal for­valte sin fri­hed i en både over­lev­eret og lev­ende kul­tur og his­to­rie.

Der­for må bar­net lære kul­turens sprog og fag og gives mod og viden til at han­dle selvstændigt i den. Her møder bar­net alt­så faget som værdi­fuldt i egen ret – uden fast­lagte krav til, eller spå­domme om, bru­gen. Faget har iboende vær­di (uanset om dets out­put er konkur­rencedygtigt eller ej), og bar­net må som myn­dig borg­er selv beslutte, hvorledes det med værdighed vil bruge den tileg­nede viden. Der under­vis­es ofte med bege­jstring, indlevelse og ambi­tion – for faget og bar­net er jo vigtigt. Her tages faget og bar­net alt­så langt mere alvorligt end i først­nævnte, og det er alt­så i den reelle under­vis­ning, at man for alvor kan tale om faglighed.

Det kan være, at det er akademisk, men det er nu alligev­el en vigtig son­dring og helt afgørende for, om man vil ensrette eller under­vise (selv vil jeg mene, at det er enormt prak­tisk – for denne son­dring er helt og alde­les styrende for alle de didak­tiske valg).

Det er ikke nok at sige, at man vil danne og under­vise, det er filosofien bag de prak­tiske han­dlinger, der er helt afgørende. I dag har vi stadigt en ret fin for­målspara­graf, men den er – med den danske filosof Peter Kemps ord – lig­e­gyldig­gjort på grund af den bærende tænkn­ing i skol­ere­for­men. Man kan ikke både danne til frie, myn­di­ge men­nesker — og på samme tid mål­ret­tet og evi­dens­baseret sikre, at de væl­ger at agere som plan­lagt i en poli­tisk-økonomisk virke­lighed. Det er en logisk umu­lighed. Der­for er der tale om et enten-eller, der udelukker hyggelig prag­ma­tisme og fine kom­pro­miss­er. Der­for oplever vi disse år også en hård og intens debat om reformerne i uddan­nelsessys­temet.

Pædagogik, historie og demokrati

I vores del af Europa har det i mange år været lær­erens opgave at ind­vie næste gen­er­a­tion i ind­hold­et af den vesteu­ropæiske ånd­stra­di­tion med alle dens tanker om demokrati, fri­hed, viden­skab, oplysning og dan­nelse, og end­nu vigtigere; at åbne tra­di­tio­nen for elev­ernes frie omgang med den.

Som den schweizisk-franske filosof Rousseau allerede i 1700-tal­let havde blik for, er lær­erens vare­tagelse af denne opgave en forud­sæt­ning for alt andet – også statens bæredygtige beståen. Imi­dler­tid stod det også allerede i oplysningsti­den klart, at en sådan opgave er særde­les vanske­lig og altid kan betragtes som ufuld­stændigt udført.

Med andre ord er pæd­a­gogik per def­i­n­i­tion metodisk uper­fekt og teo­retisk paradok­sal. Men hvis men­nes­ket skal betragtes som frit, og hvis et demokrati og et civilis­eret sam­liv skal være muligt, er der ingen vej uden om opdragelse og under­vis­ning. Lær­eren som fænomen kom­mer alt­så før den prak­tiske poli­tik, før skolelov­givnin­gen, før finansloven og hvad, man ellers måtte mene, kunne være vigtigt. Helt banalt kan det eksem­pelvis slet ikke lade sig gøre at skrive et lov­forslag, hvis ingen har lært noget om eksem­pelvis kul­turens skrevne sprog og de begre­ber, lov­givnin­gen omhan­dler. End­videre kræver en for­nuftig dia­log om en lovs ind­hold en ofte bred viden, en rod­fæstet sam­talekul­tur og et engage­ment for det fælles sam­liv.

Egentlig demokratisk civil­i­sa­tion forud­sæt­ter alt­så pæd­a­gogik. Hvis en stat amput­er­er pæd­a­gogikken ved at reduc­ere dens ind­hold på forhånd i form af for eksem­pel mål­tal, kan den alt­så ikke gen­sk­abe sig selv og vil fryse fast i ufri­hed. Det siger sig selv, at en skole, der via ufri­hed før­er til ufri­hed, ikke behøver lærere og der­for kan nøjes med læringsmedar­be­jdere (en beteg­nelse, der allerede i dag ses mere og mere anvendt i det kom­mu­nale land­skab).

End­nu mere radikalt er det, at under­vis­nin­gen i et demokrati altid må inde­bære et ele­ment af poten­tielt kaos, idet den forud­sat­te fri­hed og ide­alet om det myn­di­ge men­neske gør, at den enkelte selv må beslutte, hvad fri­he­den skal bruges til – det kan ingen dik­tere på forhånd. Kan vi eksem­pelvis vide, hvad et barn helt præ­cist får brug for at vide og kunne i fremti­den? Og hvis bar­net skal leve i et demokratisk sam­fund, kan vi så vide, hvad bar­net vil vælge, støtte og arbe­jde for? Selvføl­gelig ikke.

Pop­ulært sagt er det klart, at pæd­a­gogik i et frit sam­fund altid han­dler om ikke-viden og der­for aldrig kan evi­dens­baseres. Der­for har man i den vesteu­ropæiske ånd­stra­di­tion teo­retisk vægtet det frie men­neskes dan­nelse i et åbent møde med ver­den, som den beskrives i viden­sk­aben, kun­sten og kul­turen i øvrigt. Man kan bestemt ikke sige, at skolen nogensinde har for­mået det til per­fek­tion, men vores vel­stående sam­fund er skabt på bag­grund af en række forskel­lige og ufuld­stændi­ge forsøg her­på.

Pædagogik som styring af borgernes ageren

I nyere tid er der etableret en stærk poli­tisk og pæd­a­gogisk bevægelse, der i vid udstrækn­ing søger at gøre op med denne oplysning og human­isme. De mange nye uddan­nelsespoli­tiske tilt­ag baseres nem­lig på en post­mod­erne opgivelse af de tra­di­tionelle ”store fortællinger”, en der­af udledt instru­mentelt ori­en­teret teori­dan­nelse, samt et poli­tisk ønske om økonomisk vækst. Sid­st­nævnte er imi­dler­tid ikke en his­torisk nysk­a­belse, ej heller magth­averes stim­u­ler­ing her­af. Under merkan­til­is­men og under indus­tri­alis­erin­gen blev meget forsøgt, og i velfærdsstatens storhed­stid blev der også iværk­sat mange væk­st­frem­mende tilt­ag. At stat­en oplever sig som truet er heller ikke noget nyt. Det særlige ved konkur­rences­tat­en er der­for, med pro­fes­sor i poli­tisk økono­mi Ove Kaj Ped­er­sens ord, rendyrknin­gen og tek­nol­o­gis­erin­gen af alle sam­fun­dets funk­tion­er.

Det instru­mentelle per­spek­tiv, der knyt­ter sig til konkur­rences­tat­stænknin­gen, har med­vir­ket til en overvægt af evi­dens- og økonomire­laterede argu­menter i den offentlige skolede­bat. Pæd­a­gogik han­dler her om numeriske opgørelser af læse­hastighed, frafald, erhvervs­frekvens, karak­ter­gen­nem­snit og så videre. Målet med pæd­a­gogikken bliv­er taget for givet, og der­for er det kun rel­e­vant at diskutere meto­den. Herved ryger også faglighe­den, idet fagets egen vær­di er lig­e­gyldig, og meto­den bliv­er et mål i sig selv. Konkur­rences­tatens skole giv­er alt­så på ingen måde et fagligt løft, kun stat­slig kon­trol.

Anskues pæd­a­gogik som et eksakt mid­del til en forudbestemt tilværelse, hvor noget allerede defineret skal præsteres, bliv­er men­nes­ket til en krop­slig gen­stand – uanset om bestemte tilt­ag måtte basere sig på poli­tiske fler­tals nok så bas­tante eller ”evi­dente” pås­tande angående andre men­neskers uvisse fremtid. Er men­nes­ket per  natur ikke særde­les ueg­net til at blive tingslig­gjort på denne måde? I et demokrati går det i hvert fald ikke. Vi er alt­så ved at afskaffe vores demokrati. Vi er gået fra folkestyre til folkestyring.

At tvinge til frihed eller ufrihed

Et flit­tigt frem­ført argu­ment for reformernes ”markante forbedringer” er, at reform­pæd­a­gogikken og rund­kred­spæd­a­gogikken ikke lær­er børnene at læse og reg­ne lige så godt som kine­serne. Det er kor­rekt, at folkeskolen i 70’erne, 80’erne og 90’erne har været præget af nogen selvtil­strække­lighed, og at årtiernes omskiftelige omgang med reform­pæd­a­gogiske slagord ej heller har for­mået at gen­sk­abe fortællin­gen om det frie men­neske i et socialt fæl­lesskab. Børnene af peri­o­dens folkeskole har nu i stor stil næsen dybt begravet i deres egne navler, smart­phones, real­i­tyshows og anden tom under­hold­ning. Nogle af dem sid­der end­da i folketinget og ved­tager love, der fjern­er dan­nelses­be­gre­bet fra både folkeskole og lære­rud­dan­nelse. Vi skal der­for ikke tilbage til en eller anden skole, vi engang har haft, men vi skal kon­stant skabe en ny, util­strække­lig skole med nye fejl og man­gler.

Vi er simpelthen for få indbyggere til en effektiv ”produktion” heraf, og den kamp stiller eksempelvis kineserne i en langt bedre startposition.

Sådan vil det altid være. Men måske er det afgørende, at vi på samme tid fasthold­er en sko­letænkn­ing, der ser på bar­net som et frit men­neske, og ser på fæl­lessk­a­bet og samværet som noget værdi­fuldt. En filosofi med blik for men­nes­ket! Alt­så en ny tilsynekomst af en smuk fortælling, der videre­gives i kul­turen, ånden og his­to­rien.

Ingen af delene kan tælles, og ingen af delene kan danne grund­lag for oper­a­tionelle mål­tal. Der­for er det svært ikke at fælde en tåre nu, hvor his­to­riens mest åndløse aftale om folkeskolen er indgået. Fremti­dens børn skal ikke ”tvinges til fri­hed” eller noget, der lign­er, men der­i­mod tvinges til at erhverve sig pro­duk­tion­skom­pe­tence efter lovbestemte mål­tal. Mere trist bliv­er det sim­pelthen ikke.

Vi er ved at afvikle Dan­mark. Vi er ved at afvikle vores kul­tur. Vi er ved at afvikle forestill­in­gen om næsten som et frit men­neske blandt andre frie men­nesker. Vi hen­giv­er os i stedet til udval­gte cand.polit’ers og cand.oecon’ers nyre­ligiøse automat-forestill­inger om en skrækind­ja­gende inter­na­tion­al konkur­rence, der i værste fald kan fjerne grund­laget for det sam­fund, som de i disse år selv afvikler for fulde gar­diner! Man kan, efter en sejr i den inter­na­tionale konkur­rence, måske købe sig et ekstra sam­talekøkken, en ny smart­phone og den næste iPad, men man kan ikke købe en tra­di­tion, his­to­rie eller en kul­tur for rest­belø­bet. Sjovt nok kan man uden de store prob­le­mer und­være både sam­talekøkken, en smart­phone og en iPad, men ikke en tra­di­tion, en his­to­rie eller en kul­tur. Sådanne erk­endelser har vi glemt i forb­i­farten.

Efter­tiden vil grine af vores tåbe­lighed, hvis vi da – med vores over­for­brug og ødelæggelse af livs­betingelserne på klo­den – ikke får gjort det helt af med den inden da.

Folket, der ikke ville være et frit folk længere

Konkur­rences­tatens skole, som er resul­tatet af de sen­este års reformer, vil for efter­tiden markere en afsked med dan­sk demokrati, oplysning og ånds­fri­hed. Selv om det egentlig ikke ved­kom­mer skole­poli­tikken, vil konkur­rences­tatens skole sandsyn­ligvis også betyde lavere vel­stand, idet Dan­mark sandsyn­ligvis aldrig vil kunne leve af at mobilis­ere horder af lydi­ge, bil­lige og læringsparate arbe­jdere.

Vi er sim­pelthen for få ind­byg­gere til en effek­tiv ”pro­duk­tion” her­af, og den kamp stiller eksem­pelvis kine­serne i en langt bedre start­po­si­tion. Dan­sk økono­mi har i stedet været præget af opfind­somhed, sol­i­daritet, tillid, lav kor­rup­tion og en unik kollek­tiv aftale­mod­el, hvilket har skabt et af ver­dens rigeste lande – på trods af få naturlige ressourcer og på trods af omskiftelige geopoli­tiske forhold.

Disse ”mys­tiske” fænomen­er, som også stud­eres af alver­dens økonomer, er resul­tater­ne af en pæd­a­gogisk tra­di­tion, der – trods diverse peri­odiske udsv­ing – vægt­ede demokrati, dan­nelse og oplysning. Alt dette er vi nu ved at smide væk i konkur­rences­tatens navn.


Bri­an Degn Mårtens­son er lek­tor på Uni­ver­si­ty Col­lege Sjæl­land og for­fat­ter til en række bøger om pæd­a­gogik og uddan­nelse. Sen­este bøger er Pæd­a­gogikkens evige genkomst, der er udkom­met på for­laget Nyt Askov og Konkur­rences­tatens pæd­a­gogik, der er udkom­met på Aarhus Uni­ver­sitets­for­lag.  Oven­stående artikels argu­men­ta­tion er baseret på disse udgivelser.