Vietnamesisk kaffe – en ideologikritik

ESSAY: Hvorfor er det så svært at få en sort kaffe uden kondenseret sukkermælk i Vietnam? Det skyldes måske ikke kun almindelige høfligheder hos tjenerne, men også en ideologi der kræver nydelse, selv midt i et land hvis historie har været præget af kolonial vold og krig.

”Viet­namese cof­fee. Fresh milk, no sug­ar!” Jeg kig­ger den ven­ligt smilende servit­rice lige i øjnene, så jeg er sikker på, vi forstår hinan­den. ”Thank you, sir.” Vi forstår hinan­den. Hun tager menuko­rtet med ind på caféen og sig­nalerer bestill­in­gen til en yngre mand i køkkenet. Jeg kig­ger ud over den travle hov­edgade, hvor scootere, høns og boder væver ind og ud af hinan­den i et lar­mende mylder under den insis­terende sol, der hele som­meren igen­nem gør Ha Noi til en sødligt duf­tende varm­luftsovn.

Jeg sæt­ter tasken fra mig og smøger ærmerne op. Man må gøre sig klar, når man har bestilt sådan en kaffe. For alt imens jeg er en ual­min­deligt trænet kaffedrikker efter europæiske stan­dard­er, så er der med den rigtige viet­name­siske cà phê tale om en helt anden kat­e­gori af væske, der er usam­men­lignelig med den europæiske kaffe. En cà phê er en kor­pu­lent afs­traf­felse pakket ind i en intens sort robus­ta. Det er en drik, der lidt lige­som en uven­tet stærk snaps skal rystes ned i krop­pen med sam­menkneb­ne øjne og en kort spasme i skul­drene.

Med andre ord er den viet­name­siske kaffe en næsten lige så barsk omgang som lan­dets tur­bu­lente his­to­rie, og på den måde kan den næsten føles som en let­tere hæv­nagtig fred­spibe til de tur­is­ter, hvis for­fæ­dre på skift har besat lan­det – primært kine­serne, fran­skmæn­dene og selvføl­gelig amerikan­erne. Den unge mand kom­mer ud fra caféen og sæt­ter min cà phê på det lille røde plas­tik­bord, mens han giv­er et lille ven­ligt nik. Den klas­siske viet­name­siske kaffe brygges på en Phin, en lille blik­tragt, som plac­eres direk­te på kop­pen, som den knald-stærke, tyk­t­fly­dende tjære så dryp­per ned i én dråbe af gan­gen. Det giv­er den ubarmh­jer­tige bryg en spænd­ing­sop­byggende gen­nem­løb­stid på 6–8 min­ut­ter. Den ældre tjen­er kig­ger på mig. Afven­tende. Jeg drikker.

Det knur­rer og knag­er fra min mave, der ager­er behold­er for den vels­ma­gende tro­janske hest af en kaffe, der lige nu min­der hele mit sys­tem om, hvor­dan en besæt­telses­magt fun­ger­er. Hun nikker og går inden­for igen. Jeg efter­lades med min kaffe og min krop, hvis lyde atter dækkes ind af den helt igen­nem gale trafik på denne del af klo­den. Cà phê’en er kendt for sine nærmest hal­lu­cinerende effek­ter, og dem mærk­er jeg plud­seligt og tydeligt.

Jeg tager en slurk. De fremmede magter trænger ind fra nord. I Ha Noi. Puh, jeg beg­y­n­der at svede – sikke en tåget analo­gi. Så ryger den ned i midter­re­gio­nen, hvis kul­tur den mere eller min­dre udry­d­der. Min mave vrid­er sig, mens jeg tænker på ræd­slerne fra Agent Orange, amerikan­ernes uover­skueligt farlige biokemiske våben, der ned­kastet fra oven netop havde den effekt på Viet­nams egen midter­re­gion. Nu er kof­fein-vildelserne vist kom­plette. Jeg kig­ger lidt ud på gaden og prøver at berolige min krop. Men så sker der noget. Et hyper-effek­tivt tun­nel-netværk, Cù Chi, giv­er pas­sage til, ja, de nedre region­er. Sai Gon. Den megen tumult og røre ender, nærmest uundgåeligt, i en hur­tig rev­o­lu­tion. Jeg spørg­er efter toi­let­tet. Hele krop­pen sættes i bevægelse, og efter­lades foran­dret. Motiveret. Ener­gisk.

Den franske arv

Kaf­fen i Viet­nam er i sig selv en arv fra én af besæt­telses­magterne; den franske. En bas­tard på lige fod med den pop­ulære street-sand­wich; Bánh Mì’en. Ind­hold­et er udpræget viet­name­sisk; stegt gris eller ko, diverse viet­name­siske grøntsager og, selvføl­gelig, korian­der. Altid korian­der. Det franske består i, at hele herlighe­den er stop­pet ind i en lille baguette.

Når man rejs­er rundt til forskel­lige viet­name­siske kaffest­ed­er, hvad end det er i det nordlig­ste Sa Pa eller det sydlig­ste Sai Gon, så skal man gøre det helt klumpe-dumpe eksplic­it for den serverende part, at man ikke ønsker sukker i kaf­fen. ‘Fresh milk – no sug­ar!’ De kig­ger som om, jeg har bedt om en kaffe uden vand. ‘Fresh milk, sir?!’ ‘Yes!’ ‘No sug­ar?!’ ‘No sug­ar!’

Jeg had­er sukker i kaf­fen. Jeg kan ikke udstå det. Det er den mest effek­tive måde at ødelægge en lækker kop ren, sort kaffe. Jeg har altid følt, at folk der brugte sukker i kaf­fen slet ikke fort­jente den i første omgang. Hvis du bestiller en kaffe med sukker i, så er det for­di, du hellere ville have haft en kakao. Og måske er det her, Slavoj Žižek ikke har helt ret, når han siger, at den mod­erne kap­i­tal­is­tiske ide­olo­gi ønsker at fratage tin­gene deres sub­stans, for at vi kan nyde dem i tilpas afs­tand. At markedet i dag tilby­der os en skade­fri pseu­do-udgave af de nydelses-objek­ter, vi for­bruger. Vi kan i dag få kaffe uden kof­fein, fløde uden fedt, øl uden alko­hol osv. Eller, det har han for så vidt ret i, men måske han­dler det ikke om kaffe uden kof­fein, som han ple­jer at sige, men nærmere om kaffe med sukker. Hvis Žižeks pointe er, at vi ønsker os tin­gen uden dens (skadelige) essens – kaffe uden kof­fein, Cola uden sukker, krig uden faldne (på vores side), så kunne man måske med den viet­name­siske kaffe sige, at vi er vil­lige til at udholde meget, så længe det serveres med et skud sukker i.

Og de fleste gange har jeg da også, endog efter den meget eksplicitte bestill­ing, fået en cà phê, der mest af alt har smagt af fly­dende Nutel­la. Hvis jeg da lidt for­sigtigt pegende mod kop­pen har gen­t­aget min bestill­ing i spørge­form, ‘Fresh milk, no sug­ar?’, har de evigt ven­lige viet­name­siske tjenere gang på gang smilende bekræftet. Og ret skal være ret: Der er en sæl­som sødme over de viet­name­siske robus­ta- og ara­bi­cabøn­ner (blandt andet på bag­grund af en lidt speciel riste-metode, og af ofte at være bland­et med ciko­rie), men på ingen måde noget, der ville kunne have passeret som tiramisu i en blind­test, sådan som det har været til­fældet med mange af de påståede usød­ede udgaver, jeg er blevet præsen­teret for.

Kapitalisme, sukker, ideologi

Som jeg ser det, er der to mulige læs­ninger af dette fænomen. Enten at sukkeret har samme sta­tus i Viet­nam, som alko­holen har i Rus­land, hvor det at være afholds­mand bety­der, at man ikke drikker hård spir­i­tus. ‘Jeg drikker ikke’ bety­der med andre ord, ‘alt­så und­ta­gen vin og øl, naturligvis.’ På samme måde kan man læse de viet­name­siske tjeneres svar som et ‘nej, jeg har ikke put­tet rå, raf­fineret sukker i, og det er såmænd frisk mælk, der er i.’

Men lige så naturligt, som at der heller ikke på menuko­rtet står, at serverin­gen også inde­hold­er vand og en kop, så står der heller ikke, at den viet­name­siske kaffe brygges, dryp for dryp ned på en bund af tyk­t­fly­dende, kon­denseret mælk (som i sig selv inde­hold­er omkring 50% sukker), der er et ligeså neu­tralt udgangspunkt for bryggen som kop­pen og van­det er det. En ramme, man end ikke ser. Den kon­denserede mælk er, om man vil, ren ide­olo­gi. Det er en selvføl­ge­lighed, vi ikke snakker om. Det er en benæg­telse, der ikke er bun­det til et ord: Noget der er lagt til eller trukket fra, uden vi binder det op på andet end en tilsyneladende neu­tral ramme. Svar­er man eksem­pelvis ‘nej’ til spørgsmålet; ‘er der noget kød, du ikke spis­er?’, så behøver man ikke eksplicitere, at det dog ikke gælder men­neskekød.

Og måske grun­der vores mulighed for at opleve Viet­nam over­hovedet, som vester­lændinge, netop i men­neskekødet. Eller det vil sige i den kon­denserede mælk – i den mod­erne viet­name­siske ide­olo­gi. Her har du et ‘nej,’ der ikke kan trækkes fra. En ingre­di­ens, du ikke kan få taget ud af din oplevelse. Sukker, du ikke kan tage ud af din kaffe.

Den amerikanske arv

Efter august-rev­o­lu­tio­nen i 1945, hvor Hồ Chí Minh og fri­heds­bevægelsen Việt Minh kom af med den franske kolonimagt, ful­gte den lange kamp mellem det kom­mu­nis­tiske nord og det syd­viet­name­siske styre, der sam­men med amerikan­erne endeligt måtte kapit­ulere i Sai Gon i 1975. Det efter­lod lan­det forenet under et kom­mu­nis­tisk et-par­ti-styre, som på papiret gør Viet­nam til et af ver­dens fem sid­ste kom­mu­nis­tiske lande (sam­men med Kina, Cuba, Laos og Nord­ko­rea). Onkel Ho (Chí Minh) vejer stadig tungt på flag fra lygtepæle i stor­by­erne og ton­er frem som lys­bringer på pro­pa­gan­da-plakater på tværs af det atter frodi­ge land, men de fac­to er kom­mu­nis­men i lan­det i dag lige så rød, som kaf­fen er sort. Allerede i 1986 ind­førte regerin­gen en stribe økonomiske reformer, Chính sách Đổi Mới, der skulle skabe en ‘social­is­tisk ori­en­teret marked­søkono­mi’. Den viet­name­siske økono­mi voksede lyn­hur­tigt og amerikan­erne løft­ede endeligt deres han­delsem­bar­go i 1994.

I 2000 åbnede den første børs, og Viet­nam er i dag en af ver­dens hur­tigst vok­sende økonomi­er. Og mens det selvføl­gelig ville være ual­min­deligt naivt at hævde, at de nye kap­i­tal­is­tiske tilt­ag har for­drevet lan­dets barske his­to­rie, eller kom­mu­nis­tiske ånd, så for­bliv­er det besyn­derlige materielle fak­tum, at man i dag ikke kan få den viet­name­siske hævn af en kop kaffe uden den ekstremt sukrede, klistrede kon­denserede mælk til, som får hele den olierede masse til at glide ned. Og det gør den! Den glid­er ned. Og man gør det igen. Ja, man lær­er fak­tisk at holde af den – cà phê’en. Lige­som den ven­ligt smilende ide­olo­gi, den leveres med. For den anden mulige læs­ning er netop den, at hæv­nen ikke så meget er en hævn, men en sukret, klistret til­givelse.

Eller som min chauf­før så bemærkelsesværdigt sagde: ”My father don’t like the french. But that’s the old gen­er­a­tion. I speak a lit­tle french myself. You know; it’s not only bad what they [kolonimagterne] brought us. Look at this!” Vi kørte igen­nem en tun­nel. ”The french built this. The Amer­i­cans made a lot of infra­struc­ture. Big roads. I think, today, we are actu­al­ly thank­ful.” Og måske er det netop denne ‘taknem­me­lighed’, der kom­mer til udtryk som klistret kaffe-ide­olo­gi, når jeg forsøger at bestille en ‘fresh milk – no sug­ar.’ Kan jeg bare få lan­det og dets his­to­rie, råt for usødet – bogstaveligt talt? Kan jeg få smerten, udviklin­gen og rev­o­lu­tion­erne, bøn­nerne, den knur­rende mave og lange ved­hold­ende, harske efters­mag? ‘Ja, selvføl­gelig!’ (Med sukker).

Nyd den!

For lig­ger der ikke netop en for­bruger-inter­pel­la­tion i den måde, en hvid, skjortek­lædt vester­lænd­ing får lov at komme ’tilbage’ til kolonien på? Selvføl­gelig har jeg ikke kolonis­eret lan­det. Selvføl­gelig er det ikke chauf­føren, der er blevet brugt af fran­skmæn­dene til at grave tun­nellen ud – så hvor­for skulle vi ikke bare kunne mødes som men­nesker (med lidt sukker imellem)? Man fristes til at sige; lad nu gjort være gjort og nyd din kaffe. Og ja, fak­tisk sådan – i byde­form. Nyd den! For den ide­olo­gi, der gem­mer sig på bun­den af kop­pen, og som for en hvid, skjortek­lædt vester­lænd­ing åben­bart ikke kan negeres med ord, er netop det forhold, at lan­dets sid­ste rev­o­lu­tion, hvor kap­i­tal­is­mens sukrede nydelses-kul­tur bland­ede sig med den rå viet­name­siske his­to­rie, sam­tidig gjorde enhver besø­gende til en for­bruger, hvis primære ernæring er nydelsen.

Min chauf­førs idé var selvføl­gelig, at det ikke blot var Nord- og Syd­viet­nam, der blev gen­forenet, men også at Viet­nam som sådan blev gen­forenet med resten af ver­den igen­nem kom­mu­nis­mens fald. Kap­i­tal­is­mens homogenis­erende ånd har på en måde slået en streg i sandet, som foren­er amerikan­er, viet­nameser, kineser, fran­skmand og dansker i én usyn­lig ramme: Den kon­denserede mælk. Kap­i­tal­is­mens nydelses­im­per­a­tiv.

Det, jeg får, er ikke en ‘uau­t­en­tisk oplevelse,’ det er ikke kaffe uden kof­fein. Det er, som jeg indled­ningsvist skrev, rigeligt aut­en­tisk – en barsk omgang. Man kan sagtens se både kri­genes og kaf­fens ræd­sler i øjnene her. Den mod­erne, kap­i­tal­is­tiske ide­olo­gi er ikke, at der er noget, der man­gler. Det er nærmere, at der er noget i over­skud. Jeg har fået alt, hvad jeg har bestilt, men jeg får også altid noget andet, noget mere, igen­nem hvilket jeg tvinges til at nyde, hvad end det er, jeg forsøger at opleve. Chauf­føren og jeg er muligvis blevet gen­forenet (han troede, jeg var fran­skmand), men vi er blevet gen­forenet i et ganske bestemt forhold; i den ramme, at jeg sid­der på bagsædet af hans bil og betaler ham for at køre mig til lufthav­nen. Nøjagtigt som en meget velme­nende tjen­er, for hvem min grundtil­stand som men­neske tilsyneladende er; én som ønsker at nyde. Én som skal have lidt sukker i. På samme måde var det ganske naturligt, at da jeg efter en særde­les oplevelses­rig dag i Ha Noi vendte træt tilbage til hotel­let, og svarede ”Noth­ing. Just relax. I’m tired” på den smilende concierge’s spørgsmål om, hvad jeg skulle i aften, så respon­derede hun uden tøven med; ”Of course! For a relax­ing mas­sage, I can rec­om­mend these three places…”

Nydelsen, hvilket til enhver tid også vil sige transak­tio­nen, er grundtil­standen i den nye gen­foren­ing, hvor vi kan mødes som ligeværdi­ge men­nesker i en sit­u­a­tion, der hele tiden også er en for­brugssi­t­u­a­tion. Chauf­føren og resten af hans gen­er­a­tion tager imod Vesten med åbne arme (Viet­nam har ver­dens yng­ste befolkn­ing med en gen­nem­snit­salder på bare 25 år), men den ånd, med hvilken vi ‘giv­er slip på for­tiden’ er sam­tidig en rela­tion, hvor der er noget til overs. Der er sukker i kop­pen, inden man bestiller sin kaffe.

 Anders Ruby er Cand.mag i idéhis­to­rie og under­vis­er på Engelsholm Højskole.

Scroll til toppen