Officerer, tjenestepiger og skorstensfejere

Mladen Dolar
Mladen Dolar. Ret­tighed­er: Zizzy under Cre­ative Com­mons-licensen.

Det danske forlag Philosophia har netop udgivet en samling af essays skrevet af den slovenske filosof Mladen Dolar. Dolar er en af de vigtigste filosoffer i den såkaldte slovenske skole, der også tæller Slavoj Žižek og Alenka Zupančič, og han er bl. a. kendt for bogen A Voice and Nothing More. Vi bringer her samlingens første essay.


I Søren Kierkegaards for­bløf­fende bog om gen­t­agelsen (1843), en bog som alle burde læse, diskuter­er han på et tid­spunkt den idé, at hele men­neske­he­den kan opde­les i tre og kun tre kat­e­gori­er: offi­cer­er, tjen­estepiger og sko­rstens­fe­jere.

Man indser med det samme det på én gang glim­rende og skøre ved denne idé. Den har frækhed og kløgt, dristighed og vove­mod, non­cha­lance og forestill­ing­sevne. Hvis man laver en hur­tig meningsmåling blandt ens ven­ner, filosof­fer såv­el som ikke-filosof­fer, kan man se, at idéen med det samme skaber lat­ter, entu­si­asme, bil­ligelse og godt humør. Det er straks vanske­ligere at se, præ­cis hvori det glim­rende består.

Man kan forestille sig ind­sigelsen eller den påtagede protest: ʻOf­fi­cer­er, tjen­estepiger og sko­rstens­fe­jere, ok, men hvor pass­er jeg ind i dette? Hvilken kat­e­gori hør­er jeg til?’ Det første svar kunne være: ʻEr du en offi­cer? En tjen­estepige? En sko­rstens­fe­jer? Beklager, så er du ikke en del af men­neske­he­den. Hvor­for tror du, at du kval­i­fi­cer­er sig som men­neske? På hvilket grund­lag? Du bør gen­overve­je, hvad du per automatik forud­sæt­ter. Og tror du, at man kan være en del af men­neske­he­den uden at tilhøre nogen af disse kat­e­gori­er? Hvis du ikke pass­er ind i nogen af disse, hvilken en tror du så, du pass­er ind i?’

Med en anden strate­gi kunne man da fores­lå, at hvis man ikke falder inden for de tre kat­e­gori­er, der tilby­des, kan man sup­plere dem med yderligere kat­e­gori­er. For eksem­pel: Men­neske­he­den kan opde­les i offi­cer­er, tjen­estepiger, sko­rstens­fe­jere og filosofipro­fes­sor­er. Man ser straks, at udvidelsen ikke forbedr­er den oprindelige idé, men snarere forvær­rer den. Eller absur­diteten ved den første idé vil kun gøres tydeligere. Hvis man bliv­er ved med på denne måde at til­fø­je, vil man uundgåeligt ende med den klas­si­fika­tion af dyr, der fores­lås af en påstået Kine­sisk Encyk­lopæ­di, som Fou­cault med bege­jstring citer­er i indled­nin­gen til Ordene og tin­gene (1966). Han tager det fra Borges, hvor man har 14 forskel­lige kat­e­gori­er af dyr, men hvor kat­e­gori­erne tilhør­er forskel­lige for­mer for klassifikationer.[1] – Til det kan jeg kun til­fø­je, at psyko­an­a­lytikere ikke har brug for end­nu en kat­e­gori. Den første psyko­an­a­lytiske patient, der blev berømt under navnet Anna O. (hen­des rigtige navn var meget min­dre roman­tisk: Bertha Pap­pen­heim), og som blev behan­dlet af Josef Breuer i 1880–82, fandt på to navne for denne nye behan­dlings­form, og siden et af hen­des symp­tomer var, at hun kun talte engel­sk med sin læge, frem­sat­te hun dem på engel­sk: “[H]un havde for denne pro­ce­dure opfun­det det gode, ser­iøse navn ʻtalk­ing cure’ (talekur) og det humoris­tiske ʻchim­ney-sweep­ing’ (skorstensfejning).”[2] Så psyko­an­a­lytikere er sko­rstens­fe­jere og der­for men­neske­lige. For resten af os synes dette langt min­dre sikkert. Og vi må huske på denne ekstra­ordinære og vidtrækkende beskriv­else af psyko­analy­sen, der blev frem­sat i dens vor­den, i dens fød­sels øje­b­lik; en beskriv­else så træf­fende, at ingen nogensinde er kom­met på en bedre en: talekur avec sko­rstens­fe­jn­ing. Vi vil vende tilbage til dette.

Der er en tred­je mulighed: Siden man ikke find­er sig selv i nogen af de fores­låede kat­e­gori­er, kan man nemt og ivrigt ind­tage det stand­punkt, der mulig­gør en sådan klas­si­fika­tion, på det udsigt­spunkt, hvor­fra man ser på sam­fun­det ude­fra og oven­fra, og hvor­fra man skam­løst kan klas­si­fi­cere andre. Man kan med det samme give sig i kast med en sel­sk­ab­s­leg, hvori man opfind­er dus­in­vis af klas­si­fika­tion­er, den ene mere ekstrav­a­gant og ekso­tisk end den anden. Man ser dog snart, at denne leg hur­tigt er ovre, eller at den fak­tisk allerede har været ovre med det første træk, som Kierkegaard fore­tog, og at ethvert nyt tos­set forslag næppe kan overgå hans eget. Snarere frem­står de alle som blege epigoner, der forgæves håber at kunne måle sig med det glim­rende ved det første forsøg. Der er ingen tvivl om, at en stor del af den mor­somhed, som denne idé frem­pro­vok­er­er, kom­mer af, at man sæt­ter sig selv i opdel­erens sted, i sid­ste ende i Mesterens sted, for Mesteren er den, der skam­løst og vilkårligt kan klas­si­fi­cere andre efter for­godt­befind­ende, mens han ser på sam­fun­det fra et for­mod­et fugleper­spek­tiv. Og det, der definer­er Mesteren, er, at han kan klas­si­fi­cere uden dermed selv at blive klas­si­fi­ceret, eller dette er om ikke andet illu­sio­nen om hans posi­tion. Heri lig­ger en del af char­men ved Kierkegaards eksem­pel; det afdækker og udstiller netop vilkårlighe­den ved at klas­si­fi­cere på sådan en svul­stig og utro­værdig måde, mens det også på iro­nisk vis bidrager med en del af lysten for­bun­det med denne posi­tion som en harm­løs sel­sk­ab­s­leg. Enhver kan for et øje­b­lik ind­tage Mesterens plads, og Kierkegaard var ironiens stormester.

Hvis den struk­turelle illu­sion om Mesteren er, at man kan klas­si­fi­cere uden dermed at blive klas­si­fi­ceret (lige­som i Ben­thams idé om Panop­tikonet, og vi vil vende tilbage til Ben­tham; tiltræknin­gen er at se uden at blive set), kan man udvide den oprindelige idé: Men­neske­he­den kan opde­les i offi­cer­er, tjen­estepiger, sko­rstens­fe­jere og så den, der har fore­taget denne klas­si­fika­tion, og som er usyn­ligt til stede i den med sit udsigelsespunkt, med sit fugleper­spek­tiv. Klas­si­fika­tion inde­bær­er en kat­e­gori, der i sig selv er klas­si­fi­ceret [clas­si­fied], i den amerikanske betyd­ning af ordet, som en stat­slig eller mil­itær hem­me­lighed. Opdel­eren i sin usyn­lige til­stand. Hans håb er måske, at han vil for­blive klas­si­fi­ceret (dvs. hem­me­ligholdt), idet han ikke indser, at man altid også allerede er klas­si­fi­ceret (dvs. udstil­let af de klas­si­fika­tion­er, man har fore­taget).

Kierkegaard er ikke for­fat­teren til denne idé, han hen­vis­er til en unavn­givet kilde: “Et vit­tigt Hov­ed har sagt, at man kunde ind­dele Men­neske­he­den i Officier­er, Tjen­estepiger og Skorstensfeiere.”[3] De forskere, der gransker hans arbe­jde, har gravet kilden frem: I 1827 pub­licerede en dan­sk humorist (han var også logik­er, en slags Lewis Car­roll-fig­ur), der kun signerede sine artik­ler med ini­tialerne B.C., i et af Køben­havns lit­terære tidsskrifter en artikel kaldet ʻOm Ind­delinger’, der har føl­gende åbn­ingssalve:

Enhver, selv den som aldrig har læst Logik, veed dog, hvor meget det ved en ind­del­ing kom­mer an paa at vælge et enkelt og frugt­brin­gende Ind­del­ings-Prin­cip. Saaledes ind­seer enhver, at den bet­jendte Ind­del­ing af Men­neskene i Sol­dater, Barnepiger, og Sko­rsteens­feiere, ikke føl­ger nogen af disse Regler.[4]

Kierkegaard var den­gang 14 år gam­mel, så enten klæbe­de denne mor­somhed sig fast i hans hov­ed, eller den blev pop­ulær nok i den danske offent­lighed til stadig at være kendt 16 år senere, i 1843, hvor han brugte den.

B.C.s idé frem­føres i beg­y­n­delsen af hans artikel som et demon­str­erende påfund, et åbenlyst eksem­pel på, hvor­dan man ikke skal bære sig ad med at klas­si­fi­cere. Eksem­plet er så him­mel­råbende, at det ikke engang behøver et mod­be­vis; det syn­der så spek­takulært mod almin­delig sund for­nuft. B.C. tog efter denne iøjne­faldende indled­ning fat på at knække en særligt hård nød: ind­delin­gen af fru­en­tim­mere (med alle de mand­schau­vin­is­tiske hen­tyd­ninger, man kan forestille sig, men som var almin­delig dengang).[5]

Kierkegaard havde i sine arbe­jder en hel del at sige om kvin­ders uklas­si­fi­cer­bare natur, men hans for­mål, da han frem­sæt­ter denne idé i Gjen­t­agelsen, er direk­te mod­sat det for­mål, idéens for­fat­ter B.C. havde med den:

Et vit­tigt Hov­ed har sagt, at man kunde ind­dele Men­neske­he­den i Officier­er, Tjen­estepiger og Sko­rstens­feiere. Denne Bemærkn­ing er i mine Tanker ikke blot vit­tig, men tillige dyb­sindig, og der skal et stort spec­u­la­tivt Tal­ent til, for at give en bedre Ind­del­ing. Naar en Ind­del­ing ikke ideelt udtøm­mer sin Gjen­stand, saa er den til­fældige i alle Maad­er at fore­trække, for­di den sæt­ter Phan­tasien i Bevægelse. En nogen­lunde sand Ind­del­ing kan ikke til­fredsstille For­standen, er slet Intet for Phan­tasien, hvisaarsag den er alde­les at forkaste, om den end til daglig Brug nyder megen Ære, for­di Men­neskene deels ere meget dumme og deels have meget lidt Phantasi.[6]

Dette er Kierkegaards pointe: Den fores­låede opdel­ing er fak­tisk frem­ra­gende, man ville have svært ved at komme på en bedre, den har en sjælden speku­la­tiv dybde. Mere plau­si­ble opdelinger ville kun synes mere accept­able, for­di de man­gler to tilsyneladende mod­sat­te ting: for­nuft og fan­tasi. Der lig­ger en speku­la­tiv dybde i det kontin­gente, hvilket før­er langt mere med sig end en plau­si­bel klas­si­fika­tion. Fak­tisk før­er det langt mere med sig end en klas­si­fika­tion, der ‘ideelt udtøm­mer sin gen­stand’, hvis en sådan over­hovedet eksis­ter­er. Hvis klas­si­fika­tion er måden, hvor­på den uni­verselle slægt opde­les i par­tikulære arter, med den ihærdi­ge bestræ­belse på fuldt ud at udtømme det uni­verselle med det par­tikulære, så peger den kontin­gente klas­si­fika­tion i sin uhyrlige ekstrav­a­gance på den kends­gern­ing, at dette aldrig helt fun­ger­er. Find­es der en udtøm­mende klas­si­fika­tion af men­neske­he­den og i særde­leshed, i det mest særdelte, en udtøm­mende opdel­ing i mænd og kvin­der? For hvor vi måske i offi­cer­erne ser en karik­eret leg­em­lig­gørelse af mænd, og i tjen­estepigerne en karik­eret leg­em­lig­gørelse af kvin­der, rejs­er spørgsmålet sig: Hvad skal vi med sko­rstens­fe­jere? Dette vil være vores spørgsmål. Hvor­for kan offi­cer­er og tjen­estepiger, mænd og kvin­der, ikke forholde sig til hinan­den uden sko­rstens­fe­jerene?

Kierkegaard har kun brug for tre ele­menter for at opnå mak­si­mal effekt. Borges klas­si­fika­tion, glim­rende som den er, synes også at være lidt for elastisk, således at de fjorten dyrekat­e­gori­er måske er min­dre ram­mende end men­neske­he­dens tre kat­e­gori­er. Tre er lige præ­cis nok: Hvis man i offi­cer­er og tjen­estepiger kan se beg­y­n­delsen på en klas­si­fika­tion, der starter med klichéen om mænd par excel­lence og kvin­der par excel­lence, så er sko­rstens­fe­jerne repræsen­tan­terne for den rene og skære kontin­gens, og derved, dette er det væsentlige, repræsen­tan­terne for det uni­verselle. Selve det at være men­neske­lig er at være en sko­rstens­fe­jer. Den tred­je og sid­ste kat­e­gori med­før­er den uvent­ede bevæger af serien, der påb­eg­y­n­des af de to første ele­menter.

Lad mig komme med nogle flere eksem­pler. Jeg vil tro, at det mest berømte og betyd­nings­fulde kom­mer fra Marx’ Kap­i­tal­en, 1. bog, hvor Marx frem­sæt­ter serien ʻfri­hed, lighed, ejen­dom og Ben­tham’. Marked­søkonomien er:

et sandt par­adis for de med­fødte men­neskerettighed­er. Her hersker intet andet end fri­hed, lighed, ejen­dom og Ben­tham. Fri­hed! For køberen og sæl­geren af en vare, f.eks. af arbe­jd­skraft, han­dler udelukkende efter deres frie vil­je. […] Lighed! For de står kun over for hinan­den som varebesid­dere og udvek­sler ækvi­va­lent for ækvi­va­lent. Ejen­dom! For hver af dem disponer­er kun over sit eget. Ben­tham! For hver af dem har kun sit eget bed­ste for øje. Den eneste magt, der bringer dem sam­men og stiller dem i forhold til hinan­den, er deres egen­nytte, deres sær­fordel, deres pri­vat­in­ter­ess­er. Og netop for­di hver kun ser på sin egen fordel […], realis­er­er alle, ifølge tin­ge­nes forud givne har­moni eller under et al-fif­figt forsyns aus­pici­er, kun deres gen­sidi­ge fordel, fællesnyt­ten, fællesinteressen.[7]

Kort sagt udgør ʻfri­hed, lighed, ejen­dom og Ben­tham’ et andet eksem­pel på en af de sekvenser, som vi er ude efter; en sekvens, hvori det sid­ste led, hvilket er uden for num­mer, eller dens uvent­ede over­skud, idet led­det stam­mer fra et andet reg­is­ter, med tilbagevirk­ende kraft kaster lys på de første tre led, som det er plac­eret på niveau med. Seriens beg­y­n­delse får sin mening fra dens afs­lut­ning, fra Ben­tham, denne uovertræf­fe­lige util­i­taris­me­te­o­retik­er (og Panop­tikon-teo­retik­er), der for­måede at reduc­ere al mulig mang­foldighed i den men­neske­lige moti­va­tion til den sim­ple egen­nyt­tekalkule og således fremviste den ‘sub­jek­tive økono­mi’, der lig­ger til grund for de ophø­jede slagord om fri­hed og lighed. Der er ingen fri­hed og lighed uden Ben­tham, dette er sagens kerne for Marx. Jeg tror, Kierkegaard ville have els­ket det. Det eman­ci­pa­toriske sigte for den franske rev­o­lu­tions slagord støt­tede sig til en skjult klausul, der betingede disse slagords ind­virkn­ing hele vejen igen­nem. Slægten af men­neskerettighed­er og poli­tiske ret­tighed­er møder i Ben­tham dens par­tikulære art, der med ét slag sæt­ter alt på spil.

Marx’ berømte serie kan meget vel have været inspir­eret af en forgænger, som Marx kendte godt, og som han måske tog som for­billede i dette til­fælde. Det er velk­endt, at han havde stiftet tæt ven­skab med Hein­rich Heine i 1840’ernes Paris. Heine erk­lær­er i anden del af sin Reise­bilder, Bogen om Le Grand (1827), at han har en særlig pas­sion for “Elskov, Sand­hed, Fri­hed og Krebsesuppe”.[8] Serien beg­y­n­der på samme måde med høje ide­al­er og derefter, på niveau med disse, ender den med kreb­sesuppe, hvilket kaster et tvivl­somt lys på disse ide­al­er. Det ville have været for let at tage denne mor­somhed som en snus­for­nuftig påmin­delse om, at de høje ide­al­er ikke rækker langt, med­min­dre man sørg­er for at få noget i maven. Hele hæftet udgøres nem­lig af tre dele, der føl­ger slagor­dene om elskov, sand­hed og fri­hed, hvor kreb­sesup­pen repræsen­ter­er det ustop­pelige appendiks, der omvæl­ter disse slagord inde­fra og derved vis­er, at ingen af dem kan reg­nes for noget i sig selv uden det absurde tillæg, der udstyr­er dem med deres brod. Kreb­sesuppe er ikke bare en tilk­ende­givelse af vores krop­slige behov og deres uov­erensstem­melse med de høje ide­al­er, men det nød­vendi­ge og det kontin­gente ikke blot krop­slige ved­hæng, der tilve­je­bringer det udsigt­spunkt, hvor­fra man over­hovedet kan overve­je disse ide­al­er og tilslutte sig dem. Man bør tage sig i agt for folk, der hylder fri­hed, elskov og sand­hed uden kreb­sesup­pen.

Heine var vild med klas­si­fika­tion­er som denne. I Harzre­jsen siger han for eksem­pel: “I Almin­de­lighed ind­de­les Göt­tin­gens Ind­byg­gere i Stu­den­ter, Pro­fes­sor­er, Fil­istre og Kvæg, hvilke fire Stæn­der dog ere intet min­dre end strængt adskilte.” Han sagde, at han i skolen “maat­te udstaa meget Latin, saa mange Prygl og saa megen Geografi”.[9] Klas­si­fika­tion­steknikken er den samme. Freud elskede Heine, og det kom­mer ikke som nogen over­raskelse, at han med bege­jstring tog så mange eksem­pler fra Heine i sin bog om vit­sen (Der Witz und seine Beziehung zum Unbe­wußten [1905]). Og det samme gjorde Marx – hvad Freud og Marx helt sikkert havde til fælles var deres bege­jstring for Heine. Kunne man sige, at det især var for hans under­lige klas­si­fika­tion­er med appendikser?

Der find­es en del flere til­fælde hos Marx. Slavoj Žižek bliv­er aldrig træt af at bruge eksem­plerne fra Marx’ Klassekam­p­ene i Frankrig 184850 (1851), hvori Marx siger, at de to frak­tion­er af franske roy­al­is­ter, dvs. legit­imis­terne og orléanis­terne, kun kunne finde deres fællesnævn­er i repub­likanis­men. Hvis de arbe­jd­ede for roy­al­isme, ville spørgsmålet om, hvilken konge, de rent fak­tisk ville støtte, straks opstå, og der kunne ikke opnås enighed, så den eneste måde at være egentlig roy­al­ist på var ved at være repub­likan­er, dvs. antiroy­al­ist. Så roy­al­ismes­lægten opde­les i tre arter: legit­imis­ter, orléanis­ter og repub­likanere. Marx’ bed­ste eksem­pel kom­mer fra den første ver­sion af det første kapi­tel af Kap­i­tal­en, hvor han taler om penge som en vare som sådan:

Det er som om, der ved siden af og udover løve, tiger, hare og alle andre virke­lige dyr, som grup­peret i de forskel­lige slægter, arter, under­arter, fam­i­li­er osv. udgør dyreriget, også eksis­ter­er Dyret, den indi­vidu­elle inkar­na­tion af hele dyreriget. Et sådant enkelt indi­vid, som i sig selv er ind­be­gre­bet af alle virke­lige forhån­den­værende arter inden for den samme slags, er noget alment, lige­som Dyret, Gud osv.[10]

Dette eksem­pel lad­er til at være det tidligere Ben­tham-eksem­pels mod­sæt­ning: I dette havde vi de uni­verselle begre­ber (fri­hed, lighed …), der var sup­pleret af et enkelt navn, der metonymisk var plac­eret på samme niveau. Her har vi et sæt par­tikulære var­er (par­tikulære dyr, såsom løver, tigre og kanin­er) sup­pleret af en uni­versel vare som sådan, der frem­står i den samme serie som alle de par­tikulære var­er (Dyret som sådan). Men de to logikker er fak­tisk to måder at anskue den samme pointe på: Det, der er på spil, er kort­slut­nin­gen mellem det sin­gulære-kontin­gente og det uni­verselle. Pen­ge­nes tilsyneladende uni­ver­salitet som almen ækvi­va­lent skjuler deres par­tikulære natur som en par­tikulær vare, mens Ben­thams tilsyneladende sin­gu­lar­itet dækker over, at denne er den skjulte betingelse, der præger alle uni­ver­saler med par­tiku­lar­itet. Slægtens og artens metafysik er i var­ernes og pen­ge­nes ver­den vores hverdagsmetafysik.

Man kan i almene vendinger fast­slå, at der i forhold­et mellem slægten og dens arter altid er noget, der ikke fun­ger­er, ça cloche, og at dette mis­forhold udgøres af en art, der fremkom­mer inden i en serie af arter som seriens indre ydre, en kontin­gent til­fø­jelse, der stikker ud og tilsyneladende er i strid med reglen, han­dler som en und­tagelse, der inkarner­er slægten som sådan i dens uni­ver­salitet, mens den på samme tid sæt­ter spørgsmål­stegn ved denne uni­ver­salitets natur og derved præger den med kontin­gens. Hvor­dan kan det være, at man aldrig helt kan klas­si­fi­cere på en sådan måde, at alt falder på plads i tildelte rum uden en mod­sæt­ning? Hvor­for er det, at man aldrig helt kan klas­si­fi­cere efter den aris­toteliske form med genus prox­i­mum og dif­fer­en­tia speci­fi­ca? Hvor­for udtøm­mer ind­delin­gen aldrig ideelt sin gen­stand, som Kierkegaard for­mulerede det, således at der altid fremkom­mer Ben­tham­mer, kreb­sesup­per og sko­rstens­fe­jere?

Det, jeg er inter­esseret i, er alt­så denne type af klas­si­fika­tion­er, som Kierkegaards idé giv­er os mod­ellen for: offi­cer­er, tjen­estepiger og sko­rstens­fe­jere. En serie beg­y­n­der som en plau­si­bel klas­si­fika­tion, og så spol­erer det sid­ste ele­ment seriens gnid­ningsløse gang og sæt­ter spørgsmål­stegn ved den, mens det på samme tid leg­em­lig­gør seriens hem­melige til­stand i en kort­slut­ning af det kontin­gente og det uni­verselle. Der er som min­i­mum behov for tre ele­menter. Jeg har på må og få hen­tet mine eksem­pler fra Kierkegaard, Heine og Marx, men allerede ved første øjekast er det åbenlyst, at de alle stam­mer den samme peri­ode eller snarere fra det samme his­toriske moment – det moment, som man i den kor­te­ste form kan beteg­ne som ‘efter Hegel’, den efter-hegelianske til­stand eller et nyt skridt for filosofien. Og man kan se, at dette for­m­mæs­sige greb fak­tisk kun er muligt efter Hegel, og at der er en logik i det, der først trådte fuld­stændigt frem med Hegel. Måske tager jeg Kierkegaards idé for vidt eller tillæg­ger den for megen vægt, men man kan i denne idé se et vist farvel til den klas­si­fika­tion­slogik, der i det store og hele herskede fra Aris­tote­les til Hegel, og som Kierkegaard hen­vis­er til som en, der ‘ideelt udtøm­mer sin gen­stand’, dvs. uden sko­rstens­fe­jere. (Det var Hegel, der førte denne logik til dens omslagspunkt. Jeg kan blot minde jer om den berygt­ede hegelianske side­s­till­ing ‘ånden er en knogle’, hvor åndens uni­ver­salitet, uni­ver­saliteten par excel­lence, find­er sit side­stykke i en kontin­gent død ting. Der er ingen åndens uni­ver­salitet uden den kontin­gente til­fø­jelse af knoglen. Men jeg kan ikke for­følge dette videre.)

Før vi går tilbage til vores første klas­si­fika­tion og ser nærmere på de mys­tiske sko­rstens­fe­jere, lad mig da give mit sid­ste eksem­pel, kro­nen på vær­ket, der stam­mer fra en anden peri­ode. Det kom­mer fra Shake­speare, fra hans sjældent opsat­te stykke Cym­be­line, et ind­viklet og obskurt stykke. I midten af det kom­mer der plud­seligt et ganske vidun­derligt digt, et glimt af den klas­siske Shake­speare. Lad mig blot citere to verselin­jer: “For­gyldte mænd og kvin­der blev / Som sko­rstens­fe­jer gjort af støv”.[11] Der er noget forun­derligt magisk i dets enkelthed, den per­fek­te opstill­ing af få ord, som kun Shake­speare kunne gøre det. Forbindelsen, der lig­ger bag dette billede, er klar: aske til aske, støv til støv; og hvis der er en pro­fes­sion, der har med aske og støv at gøre, så er det sko­rstens­fe­jn­ing. Der er en mærkværdig samk­lang mellem disse lin­jer og Kierkegaards idé: Vi har at gøre med køn­sopdel­ing i mænd og kvin­der, og så har vi sko­rstens­fe­jeren som det tred­je, der her gives som en metaforisk til­fø­jelse, der hen­vis­er til de to køns fælles men­neske­lige skæb­ne. Det tred­je ele­ment i Kierkegaards eksem­pel er den metonymiske pro­lon­ga­tion, seriens for­læn­gelse, der gør, at seriens metaforiske til­stand leg­em­lig­gøres i det sid­ste metonymiske ele­ment – men dette ændr­er fuld­stændigt orde­nens indre økono­mi. (Afs­lut­nin­gen på den efter­føl­gende strofe lyder sådan her: “Hver elsker ung, som skovens løv / skal følge dig og blive støv”.[12])

Lad os nu vende tilbage til vores oprindelige klas­si­fika­tion. Vi har set, at denne klas­si­fika­tion beg­y­n­der med køns­forskellen, idet den frem­sæt­ter den karik­erede leg­em­lig­gørelse af mænd og kvin­der, her taget til det patri­arkalsk groteske. Mænd for­modes i kraft af deres kald og stand at være offi­cer­er; det er i denne leg­em­lig­gørelse, at deres man­dlige natur stilles til skue. Den sande fem­i­nine natur er at være tjen­estepiger i den ene eller anden afskygn­ing (om det så er i den sub­lime form af hus­truer og mødre). Men hvad med sko­rstens­fe­jerne, som i selve deres kontin­gens leg­em­lig­gør det men­neske­lige som sådan, Dyret som sådan adskilt fra de man­dlige og kvin­delige dyr, den almene ækvi­va­lent for mænd og kvin­der så at sige?

Freud, der brugte så meget tid og ener­gi på at forsøge at reg­ne ud, hvad det bety­der at være en mand eller en kvin­de, har fak­tisk også lej­lighedsvis skrevet om sko­rstens­fe­jere. For eksem­pel skriv­er han,

at vor tids lykke­brin­gende amulet­ter alle sam­men let kan iden­ti­fi­ceres som gen­i­tal- eller sek­su­al­sym­bol­er. Lad os betragte en sådan sam­ling, sådan som de f. eks. bæres i form af små ved­hæng af sølv: et firk­løver, en gris, en pad­de­hat, en hes­tesko, en stige, en sko­rstens­fe­jer. […] sko­rstens­fe­jeren, der bær­er sti­gen, hør­er hjemme i dette fæl­lesskab, for­di han øver en af de hånd­teringer, med hvilket sam­le­jet på vul­gær måde sam­men­lignes. (Smlg. ʻAn­thro­pophyteia’). Hans stige har vi lært at kende som sek­su­al­sym­bol i drømmen”.[13]

Denne asso­ci­a­tion find­es på mange sprog, deri­b­landt mit eget. Sko­rstens­fe­jerne er der som selve den nød­vendi­ge kontin­gens, en kontin­gens ind­skrevet i sek­su­aliteten, og den kontin­gens, der skær­er dette ud i pap, den sek­suelle til­fø­jelse, det nød­vendi­ge appendiks, er spørgsmålet om fal­los. Så Anna O. ramte plet, da hun kval­i­fi­cerede psyko­analy­sen med denne dobbelte def­i­n­i­tion: en talekur med sko­rstens­fe­jn­ing. Hvis offi­cer­er er arketypiske mænd, og tjene­spiger er arketypiske kvin­der, så er sko­rstens­fe­jere lige netop det fal­liske ele­ment: sek­su­aliteten som det tred­je, der tillægges de to køn. Hvor mange køn er der? Hvor­for har vi brug for tre for at have to? Hvad er sko­rstens­fe­jernes køn? (Find­es der i øvrigt nogen kvin­delige sko­rstens­fe­jere i denne ver­den?) På den ene side er det fal­liske ele­ment det, der mulig­gør forhold­et mellem mænd og kvin­der; på den anden side er det det, der besværlig­gør dette forhold og hæm­mer det. Hvis der fandtes et sek­suelt forhold, hvis det eksis­terede på en ukom­pliceret måde, så kunne offi­cer­er og tjen­estepiger und­være sko­rstens­fe­jere. Men siden dette forhold, ifølge Lacans berygt­ede dik­tum, ikke find­es, kan vi ikke klare os uden sko­rstens­fe­jere, når det kom­mer til sek­suelle anliggen­der. Et af Lacans mest berømte slagord insis­ter­er lige netop på, at ‘der ikke find­es noget sek­suelt forhold’, ‘Il n’y a pas de rap­port sexuel’.[14]

Hvad, om noget, er fal­los? Hvor­dan når vi frem til pointen for denne lign­ing: Sko­rstens­fe­jere er lig kontin­gens er lig uni­ver­salitet er lig det fal­liske ele­ment? Hvad er grund­laget for denne kort­slut­ning? Og hvor­dan ligestiller vi denne pointe med sig­nifi­anten? Det er, hvad Lacan hævder i et sine mest berømte essays, “Fal­los’ betyd­ning” (1958). Man bør her netop læse titlen som en tese, der pos­tulerer en stærk forbindelse eller end­da en gen­sidig imp­lika­tion mellem de to enhed­er, fal­los og betyd­ning, hvilket også bety­der en tæt forbindelse mellem et krop­sligt ved­hængs kontin­gens og menin­gens uni­ver­salitet. Der er noget ved fal­los, der er tæt for­bun­det til betyd­ning [sig­ni­fi­ca­tion] som sådan. Lacan siger så meget:

Fal­los er i den Freud’ske dok­trin ikke en fan­tasme, hvis man derved forstår en imag­inær effekt. Det er heller ikke et egentligt objekt (par­tielt, internt, godt, ondt, osv.…) for så vidt denne beteg­nelse skal speci­fi­cere den art realitet, som impliceres i en rela­tion. Det er langt min­dre selve det organ, penis eller kli­toris, som fal­los sym­bol­is­er­er. Og det er ikke uden grund, at Freud val­gte at hen­vise til det gøglebillede, den var i antikken.

Fal­los er nem­lig en sig­nifi­ant, en sig­nifi­ant hvis funk­tion, i analy­sens intra-sub­jek­tive økono­mi, måske opklar­er hin funk­tion, som den havde i mys­teriekul­tuterne. Thi det er den sig­nifi­ant, der skal beteg­ne sig­nifié-effek­terne i deres hel­hed, nem­lig som effek­ter, som signifiant’en betinger ved sin tilst­ede­værelse som signifiant.[15]

Der er noget for­bløf­fende og kon­train­tu­itivt i denne meget berygt­ede udmeld­ing fra Lacan. Fal­los er ikke et imag­inært ele­ment, der udspiller sin rolle i fan­tasien (for eksem­pel som bær­eren af potens og kraft); den er heller ikke et objekt (såsom et bryst, afføring eller andre leg­em­lig­gørelser af objekt a, par­tielle objek­ter); den er heller ikke det organ, som det ikke desto min­dre nød­vendigvis er for­bun­det med. Hvad bety­der det at insis­tere på, at fal­los er en sig­nifi­ant?

Hvad er en sig­nifi­ant? Den er den rene forskels væsen, dette var Saus­sures enkle og dyb­sindi­ge lek­tie. Den er en stør­relse, der kun består af forskel og intet andet, der ikke har noget sub­stantielt grund­lag, ingen sub­stantielle egen­sk­aber eller kvaliteter, og som ikke har nogen iden­titet. Det, der får sig­nifi­anten til at skille sig ud fra alle andre værens­mo­di, er, at den er en stør­relse, der alene hvil­er på forskel. “I sprog­et eksis­ter­er der kun forskelle uden pos­i­tive ter­mer”, som Saus­sure på kant med alle slog fast i den isol­eret set mest berømte sæt­ning i sin Cours.[16] Hvis sig­nifi­anter ikke er andet end mængder af forskelle uden andet grund­lag end dette, som oprethold­er hinan­den i deres forskel, så er deres muligheds­betingelse den rene forskel som sådan og ikke en forskel mellem to eksis­terende enhed­er. Og her har vi sagens kerne: I det kontin­gente appendiks må denne forskel frem­stå som sådan; inden for den orden, den betinger, er den er nødt til at blive leg­em­lig­gjort, og dens inkar­na­tion kan kun være et rent kontin­gent ele­ment, hvis funk­tion det er at udgøre den rene forskel, der dri­ver struk­turen. Den er som en gen­spe­jlet form af den uni­verselt tran­scen­den­tale betingelse, idet den frem­står som dens mod­sæt­ning, som appendik­set. Forskel­lighe­den, hvilken mulig­gør betyd­ning, leg­em­lig­gøres i et kontin­gent over­skud, en til­fø­jelse, der ikke beteg­n­er noget. Dette er det fal­liske ele­ments funk­tion; det er det, der betinger nød­vendighe­den af sko­rstens­fe­jere. Det lad­er til, at det hele giv­er mening bort­set fra dette punkt, der frem­står meningsløs, men som inkarner­er mening. Det er der­for, Lacan siger, at “det er den sig­nifi­ant, der skal beteg­ne sig­nifié-effek­terne i deres hel­hed”. Dette find­er man ikke hos Saus­sure; sko­rstens­fe­jerne er en til­fø­jelse til hans teori. En indle­dende, enkel kri­tik af Saus­sure kunne være, at han ikke havde øje for sko­rstens­fe­jernes struk­turelle nød­vendighed; dvs., at han ikke havde øje for det kontin­gente ved­hængs nød­vendighed i de forskel­lige struk­turelle deter­mi­na­tion­ers uni­verselle nød­vendighed. Dette ved­hæng er i sig selv end­nu ikke noget psyko­an­a­lytisk; vi så, hvor­dan det var på spil hos Kierkegaard, Heine, Marx, og vi kunne slå fast, at dets nød­vendighed stam­mer fra Hegel, den hegelianske speku­la­tive ind­sigt, der gang på gang kom­mer op til over­fladen forskel­lige sted­er i hans sys­tem, hvor det højeste åndelige uni­ver­sale er nødt til at finde sit mod­stykke i en kontin­gent ting, en knogle, eller hvor Statens poli­tiske ræsons uni­verselle natur er nødt til at finde sin leg­em­lig­gørelse i monarkens kontin­gente og triv­ielle per­son. Slægtens uni­ver­salitet er nødt til at finde sit mod­stykke og leg­em­lig­gørelse i en par­tikulær kontin­gent art.

Hvad angår Saus­sure og struk­tu­ral­is­men, kunne man sige, at den struk­turelle rev­o­lu­tion først rigtigt beg­y­n­dte på det tid­spunkt, hvor Claude Lévi-Strauss fik den klare og vidtrækkende ind­sigt, at der ikke find­es nogen dif­fer­en­tieret struk­tur uden sko­rstens­fe­jerne. Hans navn for det var mana, en sig­nifi­ant uden mening til­fø­jet den uen­delige liste af sig­nifi­anter udstyret med mening; en sig­nifi­ant, der leg­em­lig­gør selve betingelsen for, at alle de andre giv­er mening, mens selve mana, den allest­ed­snærværende, mys­tiske, magiske ejen­dom, bety­der ‘alt og intet’. Det bety­der kun, at det bety­der; det er umuligt at for­mulere, hvad det bety­der; det bety­der betyd­ning som sådan, og det er i sid­ste ende det, der mulig­gør betyd­nin­gen. På denne måde totalis­er­er og forsegler den kontin­gente til­fø­jelse betyd­nin­gens univers og dens virkninger, idet den er den reflek­sive leg­em­lig­gørelse af dette univers’ betingelser som et tomt sted blot­tet for betyd­ning. Dette er vit­terligt en af en sådan sig­nifi­ants struk­turelle virkninger eller far­er: at være totalis­erin­gens agent og derved agent for betyd­nin­gens sta­bilis­er­ing.

Det egentligt psyko­an­a­lytiske skridt tages med Lacans modi­ge tese om, at dette ele­ment i sin natur er fal­lisk, således at sko­rstens­fe­jernes ved­hæng er nødt til at bringes sam­men med det kontin­gente krop­slige ved­hæng. Det før­er os i sid­ste ende til spørgsmålet om, hvor­dan to forskel­lige slags forskelle pass­er sam­men: Den beteg­nende forskel, den rene forskel, som al betyd­ning er baseret på, og på den anden side køns­forskellen, der synes at være den mest åbenl­yse naturlige forskel, der tilve­je­bringer en mod­el for alle andre forskelle.

Et indle­dende enkelt og åbenlyst svar ville være dette: Hvor­dan behan­dler sprog­et køns­forskellen? Det behan­dler det som enhver anden beteg­nende forskel. Køns­forskellen er kun tilgæn­gelig i sprog­et som en forskel, der kan reduc­eres til tilst­ede­værelsen eller fraværet af et mærke, et sære­gent træk. Det er dette, der udgør en beteg­nende forskel: den blotte forskel på tilst­ede­værelsen og fraværet af et sære­gent mærke. Og det, der gør det muligt at reduc­ere køns­forskellen til en beteg­nende forskel, er netop den krop­slige kontin­gens, der udgøres af fal­los som en sære­gen køns­markør og således som mod­ellen for alle særeg­ne markør­er. Hvad kunne være mere iøjne­faldende åbenlyst? Et barn bliv­er født, og det første spørgsmål lyder, ‘er det en dreng eller en pige?’, og spørgsmålet besvares let af tilst­ede­værelsen eller fraværet af en anatomisk markør. Det er her, hvor sig­nifi­anten – en ulegem­lig stør­relse, der alene består af forskelle – møder krop­pen i dens mate­ri­alitet og fys­i­olo­gi, og blandt myr­i­aden af krop­slige forskelle, er det den, der mest iøjne­faldende opfør­er sig som den beteg­nende forskel, forskellen mellem et plus og et minus. En ulegem­lig struk­turs dif­fer­en­tierede nød­vendighed krydser her veje med den anatomiske kontin­gens. Køn­net angår den lingvis­tiske struk­tur i kraft af det krop­slige mærke for køns­forskellen, hvilket tilve­je­bringer den første mod­el for fast­sæt­telse af en beteg­nende forskel. Det er forskel­lens par­a­digme: Læg mærke til den grundlæggende klas­si­fika­tion af nav­ne­ord på stort set alle sprog, hvor der opde­les i han­køn og hunkøn; det gram­ma­tiske køn tager eksem­pel efter den for­mod­ede naturlige køns­forskel. Denne mod­still­ing bruges som den mest ele­men­tære ret­ningslin­je til at udrede vores ord­for­råd. Men dens spek­takulære hastige vækst i alle ret­ninger vid­ner om opgavens umu­lighed: Alt kan køns­bestemmes gram­ma­tisk og sættes på enten den masku­line eller fem­i­nine side af skil­lelin­jen, men når hvad som helst kan køns­bestemmes, så er der ikke noget, der kan, og selve instru­mentet, hvormed denne klas­si­fika­tion fore­tages, ødelægges af sin egen suc­ces. – I Truf­fauts Jules og Jim er der en berømt rep­lik, hvor Oskar Wern­er siger føl­gende: ‘Hvilket under­ligt sprog er det franske, hvor l’amour er han­køn, og la guerre er hunkøn.’ På tysk er det med die Liebe og der Krieg mod­sat, som det for­mod­entlig bør være, hvis vi skal følge ‘et naturligt møn­ster’. I Tysk­land er kærlighed kvin­dernes domæne, og krig er mæn­denes, mens det i Frankrig, der har ry for en hang til per­ver­sion, synes at være omvendt. ‘Make love, not war’ ville have en helt anden betyd­ning og virkn­ing, alt efter om man er i Tysk­land eller Frankrig. At bruge køns­forskellen som møn­ster for de gram­ma­tiske køn går alt­så imod uen­delige mulighed­er for at udbygge i en hvilken som helst ret­ning, mens det ledende prin­cip bliv­er fuld­stændigt ubrugeligt. Der kan gøres rede for alt i køn­ster­mer, og alt kan press­es ned i denne form bort­set fra selve den køns­forskel, der tjente som mod­el. Den forskel, som alt kan formes efter, ved­bliv­er som et reelt, der ikke selv kan gribes som en forskel. Der er en udbredt kri­tik i omløb, der sigter efter den binære mod­still­ing som cen­trum­met for en påtvun­gen sek­su­alitet, for sek­su­alitetens regle­ment, dens pålagte form, dens tvungne struk­tur. Med de to køns binære kode påtvunget gøres vi til gen­stand for den grundlæggende sociale restrik­tion. Men prob­lemet er måske snarere det mod­sat­te: Køns­forskellen stiller prob­lemet om de to, netop for­di den ikke kan reduc­eres til den binære mod­still­ing, eller for­di der ikke kan redegøres for den under hen­vis­ning til det binære numeriske to. Den er ikke en beteg­nende forskel, som således definer­er struk­turens ele­menter. Den kan ikke beskrives under hen­vis­ning til mod­sat­te egen­sk­aber eller som et forhold mellem givne stør­relser, der eksis­ter­er forud for forskellen. Den præsen­ter­er de tos fig­ur netop ved ikke at kunne reduc­eres til optællin­gens ene, der kopier­er sig selv.

Man kan til­fø­je, at ikke blot det gram­ma­tiske køn, men også alle de grundlæggende ontol­o­giske mod­still­inger føl­ger den samme mod­el: stof/form, natur/kultur, subjekt/objekt, legeme/sjæl, intuition/forståelse, sanselighed/fornuft – de forud­sæt­ter eller fremvis­er alle tavst et sek­su­alis­eret grund­lag, de er aldrig sek­suelt neu­trale, mod­still­in­gen ses altid som man­dlig kon­tra kvin­delig, og måske er den psyko­an­a­lytiske til­fø­jelse, at man i denne todel­ing altid bør tage sko­rstens­fe­jerne i betragt­ning. For­mod­nin­gen om, at der er et prin­cip om de tos kom­ple­men­taritet, at der er et forhold, og i sid­ste ende et sek­suelt forhold mellem den man­dlige og den kvin­delige begreb­smæs­sige side; denne for­mod­ning har overve­jende under­bygget tra­di­tionelle ontol­o­giske antagelser. (Den bedst kendte fig­ur for billedet af de to er måske yin og yang-billedet og dets plac­er­ing i Tao-teg­net. Det er et billede, der har tjent som en enorm støtte for en hel kos­molo­gi, ontolo­gi, social­te­ori, astrono­mi. Det giv­er netop en fig­ur til maskulin­iteten og fem­i­ninitetens to pol­er, og billedet er formet på en sådan måde, at de kom­ple­menter­er og fulden­der hinan­den i per­fekt sym­metri. Der er en cirkel, og selve cirklen opde­les af to halv­cirkellinjer. Det masku­line og det fem­i­nine prin­cip, deres kon­flik­t­fyldte kom­ple­men­taritet, opfattes som det hold­epunkt, der informer­er enhver entitet, ja hele uni­ver­set. Hvad udtrykker dette billede? Der er en stærk tese præsen­teret i det, som man kunne for­mulere sådan: Der er et forhold. Der er et sek­suelt forhold. Ethvert forhold er sek­suelt. Forhold­et eksis­ter­er kat­e­gorisk, på en iøjne­faldende og demon­stra­tiv måde, i det masku­line og det fem­i­nines kom­ple­men­taritet, i deres per­fek­te bal­ance, det per­fek­te match, og forhold­et kan tjene som et par­a­digme for alt andet. Alt kan for­tolkes i lyset af dette billede. Tesen inde­bær­er og man­i­fester­er end­nu mere: Der er mening, dette er menin­gens visuelle leg­em­lig­gørelse, der kan udstyre alt andet med mening. Hvis der er et forhold, er der mening, og kun forhold­et ‘giv­er mening’. Par­a­dig­met, der reg­ulerer menin­gen, reg­ulerer også det sek­suelle forhold. Det har magt til at over­drage den mening, der opstår af kom­ple­men­tariteten mellem de to.) – For Lacan er den aris­toteliske ontolo­gi vores vestlige ver­sion af yin og yang, den gør analoge antagelser om hyle og mor­phe, stof og form, det fem­i­nine og det masku­line, det pas­sive og det aktive. Og dette kan siges om hov­ed­parten af tra­di­tionelle diko­tomi­er: stof og form, leg­eme og sjæl, natur og kul­tur, intu­ition og intellekt, aktiv og pas­siv – de er alle på hem­melig vis sek­su­alis­erede, de byg­ger alle på forud­sæt­nin­gen om forhold­et. Her er der et tema, man kan fun­dere over: ontolo­gi og sek­su­alitet. I hvilket omfang har ontol­o­giske forud­sæt­ninger altid været under­bygget af sek­suelle forud­sæt­ninger, forud­sæt­ningerne om det sek­suelle forhold, forhold­ets eksis­tens som et ledende prin­cip, den skjulte forud­sæt­ning om forhold­et? Det, som psyko­analy­sen til­fø­jer til dette, er nød­vendighe­den af sko­rstens­fe­jerne, der skub­ber kom­ple­men­tariteten ud af bal­ance. Det er ikke bare det, at der ikke er tale om et kom­ple­men­tært forhold; man må træde ud af dets forholdsmæs­sighed. Symp­tomet på dette er den harm­løse og iøjne­faldende til­fø­jelse af sko­rstens­fe­jerne, der hverken falder på den ene eller den anden side af skel­let. Så den rigtige opdel­ing ville være i yin, yang og sko­rstens­fe­jere, og stedet for menin­gens fremkomst, betyd­ning som sådan, er ikke det afbal­ancerede match mellem to sider, men den fin­urlige fal­liske til­fø­jelse.

Men hvis man side­s­tiller dette ele­ment med fal­los, hvor­dan undgår man så den mas­sive ind­vend­ing, at dette let kan vise sig at være fal­lo­cen­trisme?

Det er her, den vældige debat om fal­lo­cen­trisme indtræf­fer eller, hvad værre er, fal­l­o­go­cen­trisme, udtrykket som Der­ri­da opfandt, der kom­biner­er to tidligere frem­sat­te udtryk: ʻLo­go­cen­trisme’ blev opfun­det af Lud­wig Klages, en tysk Leben­sphilosoph fra 1920’erne – pås­tanden i hans livs­filosofi var, at logo­cen­trisme var hele den vestlige filosofiske tra­di­tions dødssynd; og ʻfal­lo­cen­trisme’ blev opfun­det af ingen anden end Ernest Jones i de sene 1920’ere, fak­tisk som en del af hans kri­tik af Freuds forståelse af sek­su­aliteten, som han anså for at være baseret på det man­dlige. Begge udtryk var ment ned­sæt­tende. Der­ri­das opfind­else af udtrykket var under­bygget af pås­tanden om, at de to går hånd i hånd, at logo­cen­trisme altid støt­ter sig til fal­lo­cen­trisme, omend en skjult fal­lo­cen­trisme, så de dan­ner et møn­ster, der har hers­ket over det, der overve­jende hen­vis­es til som ʻmetafysik’. Metafysik er logos avec fal­los; man havde ikke behøvet at vente på Freud. Ind­vendin­gen mod psyko­analy­sen ville så være, at den vit­terligt har for­van­dlet fal­los til en sig­nifi­ant, et meningsløst ele­ment, dette er det nye i forhold til tra­di­tio­nen, men psyko­analy­sen har således på en neg­a­tiv måde ikke desto min­dre fastholdt fal­los’ cen­trale og deter­minerende rolle. Den opretholdte på en mere sub­limeret og indi­rek­te måde forbindelsen mellem logos og fal­los, hvilket hele tiden havde været grund­laget for den metafy­siske tra­di­tion. Det kan meget vel være, at cen­trum­met er tomt, meningsløst, men det er stadig et cen­trum; i dets neg­a­tive modus har man ikke afskaf­fet cen­tris­men. Psyko­analy­sen fore­viger dens cen­tralitet. Man kan meget vel tale om fal­los som Aufhe­bung i sig­nifi­anten (som Lacan gør),[17] men man er derved ikke blevet af med hen­vis­nin­gen til det man­dlige organs mere triv­ielle priv­i­legium og dets fan­tas­ma­tiske herredømme. Det er denne ind­vend­ing, der er mas­sivt til stede i en stor del af den fem­i­nis­tiske lit­ter­atur, der i det store og hele ser Freud og Lacan som for­t­alere for fal­los. – Man kan besvare dette i tre skridt.

For det første: Hvor­fra kom­mer denne forestill­ing om fal­lo­cen­trisme som en diag­nose på en hel epoke? Det er klart, at den kun kunne opstå på grund­lag af psyko­analy­sen, at kun psyko­analy­sen kunne stille en sådan glose til rådighed, og kun den psyko­an­a­lytiske inter­ven­tion kunne mulig­gøre den. I peri­o­den, der vit­terligt var stærkt fal­lo­cen­trisk, var der ingen, der talte om fal­lo­cen­trisme, og det var denne stil­hed, der fik struk­turen til at blive ved med at eksis­tere i sit sted. Den blev nødt til at være tilsløret, være for­be­holdt Mys­terier, som Lacan sagde, for at kunne fun­gere. Det er alt­så højest iro­nisk at ind­vende, at psyko­analy­sen er en fort­sæt­telse af fal­lo­cen­tris­men med andre midler.

For det andet: Den kends­gern­ing, at fal­los blev navn­givet – og udpeget, så at sige – har store kon­sekvenser, og det, at den blev navn­givet, var fak­tisk tæt for­bun­det med psyko­analy­sens ankomst. Det, der var tilsløret som et Mys­terie, viste sig at være det banale sam­men­fald mellem sig­nifi­anten og den krop­slige kontingens.[18] Fal­lo­cen­tris­men kunne kun herske tilsløret af mys­teri­et. Med navn­givelsen af den stop­per denne tra­di­tion, dens navn isol­erer den og forvis­er den til kontin­gensen. Det, der lod til at være en skjult nød­vendighed, viste sig at være baseret på en kontin­gent kobling mellem den beteg­nende forskel og et krop­sligt ved­hængs anatomiske kontin­gens. Den tran­scen­den­tale betingelse var i al hem­me­lighed for­bun­det med anatomiens ube­ty­de­lighed, men da dette afs­løres, mis­ter den sit tran­scen­den­tale hold­epunkt. Lad mig drage en sim­pel par­al­lel: Det er akku­rat lige­som, at forestill­in­gen om geo­cen­tris­men først kunne miste sit herredømme, da Kopernikus navn­gav og klar­lagde den. Den geo­cen­triske æra anså aldrig sig selv for at geo­cen­trisk, dens geo­cen­trisme var skjult og selvin­dl­y­sende (analo­gien hold­er ikke fuld­stændigt, men den er ikke desto min­dre infor­ma­tiv), og det var dette, der gjorde den geo­cen­trisk. Da denne navn­givelse først havde fun­det sted, havde geo­cen­tris­men mis­tet sin sta­tus som den indl­y­sende forståelses­ramme; den viste sig at være baseret på ube­ty­de­lighe­den af vores par­tikulære plac­er­ing på denne kontin­gente plan­et. Navn­givelsen detro­n­is­erede Jor­den, og navn­givelsen af fal­los sæt­ter en grænse for fal­lo­cen­tris­men. Navn­givelsen er tveægget: Den optroner og detro­n­is­er­er, så at sige; den har magten til at ind­sætte og magten til at bringe til fald.

For det tred­je: Det var først med denne detro­n­is­er­ing af fal­los, ikke med pro­moverin­gen af den, at prob­lemet med køns­forskellen kunne frem­stå som et sådant. Det var først da, at prob­lemet for alvor trængte sig på, da det ikke læn­gere var dækket af den fal­liske funk­tion. Det, der insis­ter­er på ikke at blive skrevet, sym­bol­is­eret, pågre­bet af sig­nifi­anten, er netop køns­forskellen for så vidt, at den ikke kan reduc­eres til en fal­lisk forskel, ikke kan reduc­eres til en forskel mellem det tilst­ede­værende og det fraværende, et plus og et minus. Fal­los er det, der ‘ophør­er med ikke at blive skrevet’, og det, at den ikke skrives, betingede dens nød­vendighed, hvilken nu er for­van­dlet til kontin­gens; og derved vis­er køns­forskellen sig netop som det, der ‘ikke ophør­er med ikke at blive skrevet’. Den er ikke en beteg­nende forskel, og det, at det er en umu­lighed at for­van­dle den til en binær mod­still­ing, er kilden til dens prob­lem og dra­ma. Dette blev først helt tydeligt med psyko­analy­sens ankomst. Køns­forskellen kan aldrig klar­lægges af den enkle oper­a­tion, det er, at fast­slå tilst­ede­værelsen eller fraværet af en markør. Den insis­ter­er gen­nem alle de forskelle, der prøver på at låse den fast til nogle forskel­lige træk og egen­sk­aber; den insis­ter­er som en forskel, der ikke kan reduc­eres til nogen som helst sæd­van­lig forskel. Der er der­for intet, der ville være mere i strid med den fal­lo­cen­triske logik end ‘fal­los’ betyd­ning’.

I sit mest udførlige forsøg på at redegøre for køns­forskellen, det vil sige i sine berygt­ede form­ler for sek­suer­ing, brugte Lacan kun én oper­a­tor, den fal­liske funk­tion, til at frem­sætte en logisk måde til at nærme sig denne umulige forskel på. Han brugte den ikke på en måde, så den fal­liske funk­tion ville være den markør, der dif­fer­en­tier­er kønnene, men på en måde, der gjorde det tydeligt, at kun et logisk paradoks, en kon­tradik­tion, der støt­ter sig til den fal­liske funk­tion, kan udpensle den umulige forskel. For at holde det sim­pelt og uden at komme ind på diverse teknikaliteter: At fastholde, at ‘der ikke find­es noget x, der ikke er under­lagt den fal­liske funk­tion’, ville synes at svare til at sige, at ‘alle x er under­lagt den fal­liske funk­tion’, men det er netop ikke den kon­klu­sion, der skal drages. Det er her, at Lacan intro­duc­erede sin berømte idé om ‘ikke-alt’: På trods af, at ‘der ikke find­es noget x, der ikke er under­lagt den fal­liske funk­tion’, er det ikke desto min­dre til­fældet, at ‘ikke alt er under­lagt den fal­liske funk­tion’. Forskellen på de to sæt­ninger kan ikke hænges op på den fal­liske funk­tion, selvom forskellen logisk set kun er kon­strueret ved hjælp af den. Og det er netop her, det totalis­erende, det fal­liske ele­ments beseglende funk­tion, håndteres: De masku­line og de fem­i­nine posi­tion­er er baseret på alter­na­tivet mellem den totalis­erende og deto­talis­erende virkn­ing, som dette ele­ment kan have, og det struk­turelle død­vande mellem de to. Men dette ville kræve en meget mere omfat­tende behan­dling.

Psyko­analy­sen opdagede i sid­ste ende to objek­ter, man hidtil ikke har forestil­let sig som autonome objek­ter: det ube­v­id­ste og sek­su­aliteten. Hvis vi split­ter fal­l­o­go­cen­tris­mens mon­ster i dets to kon­sti­tu­tive halvdele, så kunne man ganske enkelt og min­i­mal­is­tisk sige, at opfind­elsen af det ube­v­id­ste udgør det, der i sig selv er i strid med logo­cen­tris­men; det er revnen i logos, logos’ udskrid­ning. Hvis fal­los plac­eres på lin­je med betyd­nin­gen, som menin­gens tran­scen­den­tale sig­nifi­ant, så bør man sige, at psyko­analy­sen netop ikke er en jagt efter mening, den er ikke ude efter at grave skjulte betyd­ninger frem, der er dybt begravede i det ube­v­id­ste; den er blotlæggelsen af en kløft, af et brud på menin­gen – navnet på dette brud er det ube­v­id­ste. På den anden side er opfind­elsen af sek­su­alitet netop det, der strid­er mod fal­lo­cen­tris­men; den er måske den bed­ste måde at komme væk fra fal­lo­cen­tris­mens horisont på. Det ube­v­id­ste og sek­su­aliteten er netop værdi­ge til at blive uddy­bet teo­retisk i kraft af det, der mod­stiller dem fal­l­o­go­cen­tris­mens grundlæggende aktiv­er.

Anna O. slog hov­edet på søm­met ved psyko­analy­sens fød­sel med to enkle karak­ter­is­tikker: talekur og sko­rstens­fe­jn­ing. Talekuren er måden, hvor­på det ube­v­id­stes kræfter hverves i arbe­jdet mod det logo­cen­triske fokus på mening, mens sko­rstens­fe­jn­ing sigter mod en uddyb­n­ing af sek­su­aliteten, der vil und­slippe den fal­lo­cen­triske logik. Hvis vi vender tilbage til Kierkegaards indle­dende forslag til, hvor­dan men­neske­he­den opde­les, så er det klart, at sko­rstens­fe­jerne udstiller kontin­gensen af den serie, der beg­y­n­dte med de eksem­plariske leg­em­lig­gørelser af Mænd og Kvin­der, og sko­rstens­fe­jerne under­miner­er sam­tidig validiteten af de forud­sæt­ninger, der betingede diss­es roller som offi­cer­er og tjen­estepiger. I sko­rstens­fe­jerne slut­ter den beteg­nende logik sig til sek­su­alitetens logik; de udgør det kontin­gente appendiks, hvor­fra det er muligt at udrede begge.

Denne artikel er et uddrag fra Mladen Dolars bog Køn, filosofi og psyko­analyse (Philosophia, 2016), over­sat af Bjarke Skær­lund Ris­ager. Bogen kan købes her.


[1] “[D]yrene deles i a) kejserens, b) bal­samerede, c) tamme, d) pat­te­grise, e) siren­er, f) fabeldyr, g) løse hunde, h) de under denne klas­si­fika­tion hørende, i) de, der ter sig som gale, j) tal­løse, k) skit­seret med en fin kamel­hår­spensel, l) etcetera, m) har slået vasen i stykker, n) lign­er på afs­tand fluer.” (Jorge Luis Borges, Andre inkvi­s­i­tion­er, over­sat af Peter Poulsen, Gylden­dal, Køben­havn, 2007 [1942], s. 142–143). Dette berømte citat stam­mer fra essayet “John Wilkins’ ana­lytiske sprog”, skrevet i 1942. Borges tilskriv­er citatet dr. Franz Kuhn, en betyd­nings­fuld tysk sinolog og over­sæt­ter, men det er selvføl­gelig en and; Borges fandt selv på det.

[2] Sig­mund Freud og Josef Breuer, Stu­di­en über Hys­terie, Fis­ch­er Bücherei, Frank­furt am Main, 1970 [1895], s. 27.

[3] Søren Kierkegaard, Søren Kierkegaards skrifter, Bind 4, Gads For­lag, Køben­havn, 1997 [1843], s. 37.

[4] B.C., “Om Ind­delinger”, Kjøben­havns fly­vende Post, Manda­gen Den 21de Mai, Nr. 41, 1827, s. 171. For dette citat og his­to­riens bag­grund se Yves Depelse­naire, Une analyse avec Dieu: le ren­dez-vous de Lacan et de Kierkegaard, La Let­tre volée, Brux­elles, 2004, s. 110–111, 129–135.

[5] Her find­er vi alle tidens selvin­dl­y­sende klichéer: Fru­en­tim­mere kan for eksem­pel opde­les i dem, der tilsmudser lånte bøger, før de lev­er­er dem tilbage, og dem, der, yder­st sjældent, ikke gør det – de tilsmudser åbenlyst den intellek­tuelle ejen­dom med deres blotte kvin­de­lighed; eller de kan opde­les i dem, der har hat på, når de går i teateret, og dem, der, yder­st sjældent, ikke har – for hvor­for skulle en kvin­de gå i teateret hvis ikke for at fremvise sin hat? Osv. Kort sagt synes prob­lemet med ind­delin­gen af fru­en­tim­mere grundlæggende set at bestå i, at de ikke vil rette sig efter den kat­e­gori, der i første omgang er blevet reserveret for dem, nem­lig kat­e­gorien tjen­estepiger. De vil læse bøger, gå i teatret osv., men deres tjen­estepi­genatur afs­lør­er dem.

[6] Kierkegaard, Søren Kierkegaards skrifter, Bind 4, s. 37.

[7] Karl Marx, Kap­i­tal­en: Kri­tik af den poli­tiske økono­mi, 1. bog 1, over­sat af Gelius Lund, Rho­dos, Køben­havn, 1970 [1867], s. 292–293.

[8] Hein­rich Heine, Atta Troll. Bogen om Le Grand. Heines Omven­delse, over­sat af Sophus Claussen, Det Schuboth­eske For­lag, Køben­havn, 1901 [1827], s. 107.

[9] O.a.: Dolar hen­vis­er ikke, men de to citater er taget fra Heine, Hein­rich, Harzre­jsen, over­sat af V. Øster­berg, Køben­havn, For­lagt af P. Hauberg & Comp. og Jul. Gjellerup, Køben­havn, ca. 1887 [1826], s. 5 hhv. 21.

[10] Karl Marx, “Das Kap­i­tal: Kri­tik der Poli­tis­chen Ökonomie, Erster Band”, i Karl Marx og Friedrich Engels, Gesam­taus­gabe (MEGA), Zweite Abteilung, Band 5, Text (“Das Kap­i­tal” und Vorar­beit­en), Dietz Ver­lag, Berlin, 1983 [1867], s. 37.

[11] “Gold lads and girls all must, / As chim­ney-sweep­ers, come to dust” (William Shake­speare, The Com­plete Works of William Shake­speare, Harper­Collins Pub­lish­ers, Glas­gow, 2006 [Cym­be­line ca. 1611], s.1282).

[12] “All lovers young, all lovers must / Con­sign to thee and come to dust” (ibid.). O.a.: Over­sæt­telsen af disse to verselin­jer er en omskrivn­ing af over­sæt­telserne i hhv. William Shake­speare, Sam­lede skue­spil, Bind 12, Edv. Lem­b­vkes over­sæt­telse, bear­be­jdet af Anne Chap­lin Hansen, Hen­ning Krabbe og Erik H. Mad­sen, P. Has­se & Søns For­lag, Køben­havn, 1984 [Cym­be­line ca. 1611], s. 114; og William Shake­speare, William Shakespeare’s trakiske Værk­er, William Shakespeare’s Drama­tiske Værk­er (Niende Deel), over­sat af P. F. Wulff, F. Brum­mers For­lag, Kjøben­havn, 1825 [Cym­be­line ca. 1611], s. 138.

[13] Sig­mund Freud, Psyko­analyse – Sam­lede forelæs­ninger, over­sat af Mogens Boisen, Hans Reitzels For­lag, Køben­havn, 2004 [1917/1933], s. 127.

[14] Lacan kendte i øvrigt til Kierkegaards mor­somhed og elskede den. Han brugte den i en af sine min­dre tek­ster, “Sur la théorie du sym­bol­isme d’Ernest Jones”, hvori han skriv­er: “Disse lin­jer [af Jones] mind­ede os om, med en følelse af at komme frem i lyset, den udødelige opdel­ing af de men­neske­lige roller, som Kierkegaard har frem­sat for efter­tiden, tre­delin­gen, som vi kender den, i offi­cer­er, tjen­estepiger og sko­rstens­fe­jere.” (Jacques Lacan, Écrits, Édi­tions du Seuil, Paris, 1966 [1959], s. 716–717). Det, der her er særligt bemærkelsesværdigt, er Lacans sidebe­mærkn­ing om tre­delin­gen, med hvilken han hen­vis­er til den berømte tre­del­ing af men­neske­he­den, som Georges Dumézil frem­førte som kilden til al indoeu­ropæisk kul­tur: tre­delin­gen i præster, krigere og arbe­jdere. Lacan anty­der, at Kierkegaards idé match­er den indoeu­ropæiske tre­del­ing som dennes efter­skrift og iro­niske afskrivn­ing. Hvis offi­cer­er er de oplagte krigere, og tjen­estepiger er de oplagte arbe­jdere, der sørg­er for over­levelse, så kan sko­rstens­fe­jerne kun være præsterne, den unød­vendi­ge til­fø­jelse, hvis funk­tion ikke desto min­dre er afgørende: De etablerer et forhold, et forhold mellem den ene og den anden, mellem det syn­lige og det usyn­lige – et forhold mellem det, der ikke har noget forhold. Denne fly­gtige hen­vis­ning er ikke noget til­fælde, siden Dumézils berømte bog L’Idéologie tri­par­tite des Indo-Européens blev udgivet i 1958.

[15] Jacques Lacan, Det ube­v­id­ste sprog: Psyko­an­a­lytiske skrifter, over­sat af Per Aage Brandt, Michael Buch­wald, Brit­ta Kragh, Ole And­kjær Olsen og Jør­gen Møn­ster Ped­er­sen, Rho­dos, Køben­havn, 1973 [1960], s. 151.

[16] O.a.: Dolar hen­vis­er ikke, men citatet er taget fra Fer­di­nand de Saus­sure, “Lingvis­tikken objekt”, over­sat af Jens Juhl Jensen, i Peter Mad­sen (red.), Struk­tu­ral­isme – en antolo­gi, Køben­havn, For­laget Rho­dos, 1970 [“Lingvis­tikken objekt” 1916], s. 46.

[17] “[Fal­los kan kun] spille sin rolle tilsløret, det vil sige som selv værende tegn på den latens, skjulthed, som ram­mer alt, der kan udtrykkes, idet det hæves op [est élevé] (aufge­hoben) til en sig­nifi­ant­funk­tion.

Fal­los er sig­nifi­ant for selve denne Aufhe­bung, som den ind­varsler (ind­vi­er) ved sin forsvin­den” (Lacan, Det ube­v­id­ste sprog, s. 154–155).

[18] “Fal­lossen […] – den ana­lytiske prak­sis ophør­er med ikke at skrive den. Det er i dette ophør­er med ikke at blive skrevet, at pointen med det, jeg har kaldt kontin­gens, find­es. […] Det er netop som kontin­gens, ved hjælp af psyko­analy­sen, at fal­lossen, der i oldti­den hørte under Mys­terierne, er ophørt med ikke at blive skrevet. Ikke mere” (Jacques Lacan, Le sémi­naire XX: Encore, redi­geret af J.-A. Miller, Édi­tions du Seuil, Paris, 1975, s. 86–87). Jf. Alen­ka Zupančič, Kome­die – Kun­sten at skille sig ind, over­sat af Kasper Pors­gaard, For­laget Philosophia, Aarhus, 2012 [2007], s. 217ff, som jeg med dette argu­ment støt­ter mig til.

Scroll til toppen