Korruption: Verdens fjende nr. 1
Danmark er igen blev udpeget som verdens mindst korrupte land af Transparency International. Men på verdensplan er korruption en af de væsentligste bagvedliggende grunde til mange af verdens helt store udfordringer som fattigdom, sult og forurening af miljøet.
Danmark er netop endnu en gang blevet udpeget som verdens mindst korrupte land af Transparency International, mens stater som Somalia, Nordkorea, Sudan og Afghanistan fortsat skraber bunden.
Hovedparten af danskerne har aldrig for alvor oplevet korruption i deres dagligdag, og vi har derfor heller ikke rigtig blik for, hvad det betyder, når staten bliver underdrejet af bestikkelse, underslæb, svindel og nepotisme. Sammen med de øvrige skandinaviske lande er vi nemlig de mindst korrupte og mest tillidsfulde lande i verden. Der er bestemt korruption i Skandinavien, men det står uendelig meget værre til i hovedparten af den øvrige del af verden.
Korruptionsniveauet, som det opfattes af erhvervsfolk og eksperter i de enkelte lande, er på globalt plan voldsomt stort. Et sted mellem 80 og 85 procent af verdens befolkninger bor i stater, hvor det stærkt ødelæggende fænomen er meget udbredt. Den dårlige nyhed er, at det ikke går den rigtige vej med bekæmpelsen af korruptionen i hovedparten af verdens lande. Samtidig ved vi fra forskningen, at det generelt har stærkt negative konsekvenser for den økonomiske vækst, befolkningens sundhed, social tillid, politisk legitimitet og befolkningens livskvalitet.
Det er enorme summer, der årligt forsvinder fra de officielle økonomier med store skadelige konsekvenser for økonomien, velfærden samt mulighederne for den almene befolkning til følge. Både politikere og embedsmænd misbruger statsapparatet og stjæler landets ressourcer og skatteydernes penge. I en god del af verdens lande er normen for offentligt ansatte og politikere, at jobbet anvendes som en platform til at berige sig selv. Offentlige midler havner altså i de forkerte lommer og ryger ind på for eksempel schweiziske bankkonti i stedet for at blive investeret til det fælles bedste i form af uddannelse, sundhed, retssikkerhed, sociale foranstaltninger, flere iværksættere, bedre infrastruktur og miljøbeskyttelse.
Korruption
Begrebet korruption stammer fra det latinske corruptio, der betyder fordærv og ødelæggelse samt rumpere med betydningen ‘at bryde’, altså at bryde en lov. Korruption har den konsekvens, at alle ikke er lige for loven. Det underminerer i udpræget grad retsstaten og betyder at personlige relationer og betalinger – også kaldet nepotisme og bestikkelse – kan påvirke håndhævelsen af landets love. Korruptionsproblemet opstår, når politikere og bureaukrater i strid med landets love beriger sig selv ved at stjæle af statskassen, modtage bestikkelse, sikre at deres familie eller venner får de bedste stillinger og styre domstolene.
Korruption er kort sagt misbrug af offentligt embede eller betroet magt til privat vinding. I mange af verdens mest korrupte lande er der tale om et fåmandsvælde (oligarki), hvor nogle få magtfulde familier styrer landet på bekostning af resten af samfundet. Eliten er styrtende rig, mens resten af befolkningen lever på et eksistensminimum med håbløse udsigter til at kunne ændre forholdene. Typisk går magten i arv til næste generation, som får de bedste stillinger og får lov at lede landet – også selvom de ikke duer til det.
På grund afomfattende korruption og snyd i mange lande, så kan tilliden til myndighederne og retssystemet ligge på et meget lille sted. Korruption bevirker i sig selv, at det er svært at indkræve skatter, og at ressourcerne bliver kanaliseret de forkerte steder hen i samfundet, altså bort fra de gode investeringer, der i samfundsøkonomisk henseende ville være optimale og skabe rigdom. Desuden er det ikke nødvendigvis de bedste, der for eksempel får lov at studere og få lederstillingerne i samfundet. Elitens børn vinder her over de fattiges børn, som – måske og måske ikke – er klogere og mere arbejdsomme, men aldrig får chancen.
Korruption er derfor den første store stopklods for et ”mulighedernes land” eller et såkaldt ”meritokrati.”
I Danmark bryster vi os af at give nogenlunde alle lige muligheder. Så hvis du er god til noget, så vil din kvalifikation (merit) gøre det muligt for dig at klatre op ad stigen, uanset hvem du har valgt som forældre. Når man sidder trygt og godt i den danske velfærdsstat virker det som en oplagt ide, at eksportere denne merit-baserede og ikke-korrupte danske model til de fattige lande. Når talentmassen ikke udnyttes i et fattigt land, så klapper fattigdomsfælden i og dets konkurrenceevne forringes. Derfor er det vigtigt, at korruptionen bekæmpes, og at alle får en chance, det vil sige lige muligheder for at klatre op ad stigen og gøre karriere. Jo højere social mobilitet, jo højere er chancen for, at også de fattiges kloge børn vil kunne få et bedre liv end deres forældre. Dermed bliver også hele samfundet rigere
Getting to Denmark
Den amerikanske samfundsforsker Francis Fukuyama har de seneste år anvendt betegnelsen ”Getting to Denmark” som metafor for spørgsmålet om, hvordan man skaber en stærk og velfungerende stat som Danmark. Han stiller spørgsmålet om, hvordan Danmark er blevet stabilt, demokratisk, fredeligt, rigt, inkluderende og så relativt ukorrupt. Ifølge Fukuyama er det helt store spørgsmål, hvordan man kan transformere nogle af verdens fattigste og mest dysfunktionelle stater som Somalia, Nigeria, Irak eller Afghanistan til et ”Danmark”.
En god del af forklaringen på vores velfungerende samfundsmodel er netop en høj grad af fravær af korruption. Et forhold som Danmark burde være bevidste om og værne om i langt højere grad en det er tilfældet for øjeblikket. Det bidrager til en høj grad af social tillid mellem danskerne – og netop her indtager Danmark også en bemærkelsesværdig førsteplads. Tillid er forudsætningen for et velfungerende samfund, idet skatteyderne skal kunne stole på, at myndighederne ikke er korrupte og vil stjæle deres penge – derimod skal skatteindtægterne investeres på bedste vis og give ”smæk for skillingen.” Desuden skal skatteyderne også have tillid til, at alle de medborgere som kan, bidrager via arbejde og betaler skat. Hvis alle var ’Dovne Roberter’, ville velfærdssystemet hurtigt bryde sammen.En vigtig pointe er derfor, at fraværet af korruption samt den høje grad af tillid er to helt afgørende grundsten i den danske samfundsmodel.
Der findes desværre ikke en enkelt kopierbar opskrift på, hvordan Danmark er nået til sin placering som verdens mindst korrupte land. Alligevel er noget at læren fra den historiske udvikling i Danmark, at korruption er blevet taget alvorligt og betragtet som et væsentligt problem for først kongerne og senere staten gennem flere hundrede år. Blandt andet har vi allerede tidligt i danmarkshistorien – fra slutningen af 1600-tallet – fået indført love, der specifikt kriminaliserede korruption for embedsmændene. At se alvoren i og omfanget af problemet kunne være et rigtigt skridt i en korruptionsbekæmpende retning. Jim Young Kim, præsidenten for Verdensbanken har allerede for nogle år siden betegnet korruption som ”Public Enemy No. 1”.
Det er intet mindre end et af verdens største problemer, der i langt højere grad, end det er tilfældet nu, må på den internationale dagsorden som sådan. Korruption og de dysfunktionelle stater, som det skaber, er en af de væsentligste bagvedliggende grunde til en god del af de øvrige af verdens helt store udfordringer som fattigdom, sult og forurening af miljøet.
Problemet kommer ikke til at løse sig selv og kan under ingen omstændigheder ties ihjel. Derimod må verdens fokus i de internationale organisationer i højere grad end det er tilfældet nu, sætte problemet på dagsordenen og tænke effektiv korruptionsbekæmpelse ind i alle løsninger.
Gert Tinggaard Svendsen er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og Mette Frisk Jensen er ph.d., leder og ansvarshavende redaktør af Danmarkshistorien.dk.