Korruption: Verdens fjende nr. 1

IAC-Protesters-in-Pune
India Against Cor­rup­tion-demon­stran­ter, 2001. Ret­tighed­er: Nizardp under Cre­ative Com­mon-licensen.

Danmark er igen blev udpeget som verdens mindst korrupte land af Transparency International. Men på verdensplan er korruption en af de væsentligste bagvedliggende grunde til mange af verdens helt store udfordringer som fattigdom, sult og forurening af miljøet.


Dan­mark er netop end­nu en gang blevet udpeget som ver­dens mindst kor­rupte land af Trans­paren­cy Inter­na­tion­al, mens stater som Soma­lia, Nord­ko­rea, Sudan og Afghanistan fort­sat skraber bun­den.

Hov­ed­parten af danskerne har aldrig for alvor oplevet kor­rup­tion i deres dagligdag, og vi har der­for heller ikke rigtig blik for, hvad det bety­der, når stat­en bliv­er under­drejet af bestikkelse, under­slæb, svin­del og nepo­tisme. Sam­men med de øvrige skan­di­naviske lande er vi nem­lig de mindst kor­rupte og mest tillids­fulde lande i ver­den. Der er bestemt kor­rup­tion i Skan­di­navien, men det står uen­delig meget værre til i hov­ed­parten af den øvrige del af ver­den.

Kor­rup­tion­sniveauet, som det opfattes af erhvervs­folk og ekspert­er i de enkelte lande, er på glob­alt plan vold­somt stort. Et sted mellem 80 og 85 pro­cent af ver­dens befolkninger bor i stater, hvor det stærkt ødelæggende fænomen er meget udbredt. Den dårlige nyhed er, at det ikke går den rigtige vej med bekæm­pelsen af kor­rup­tio­nen i hov­ed­parten af ver­dens lande. Sam­tidig ved vi fra forsknin­gen, at det generelt har stærkt neg­a­tive kon­sekvenser for den økonomiske vækst, befolknin­gens sund­hed, social tillid, poli­tisk legit­imitet og befolknin­gens livskvalitet.

Det er enorme sum­mer, der årligt forsvin­der fra de offi­cielle økonomi­er med store skadelige kon­sekvenser for økonomien, velfær­den samt mulighed­erne for den almene befolkn­ing til følge. Både poli­tikere og embedsmænd mis­bruger stat­sap­pa­ratet og stjæler lan­dets ressourcer og skat­tey­dernes penge. I en god del af ver­dens lande er nor­men for offentligt ansat­te og poli­tikere, at job­bet anven­des som en plat­form til at berige sig selv. Offentlige midler havn­er alt­så i de fork­erte lom­mer og ryger ind på for eksem­pel schweiziske bankkon­ti i stedet for at blive investeret til det fælles bed­ste i form af uddan­nelse, sund­hed, retssikker­hed, sociale foranstalt­ninger, flere iværk­sæt­tere, bedre infra­struk­tur og miljøbeskyt­telse.

Korruption

Begre­bet kor­rup­tion stam­mer fra det latinske cor­rup­tio, der bety­der fordærv og ødelæggelse samt rumpere med betyd­nin­gen ‘at bryde’, alt­så at bryde en lov. Kor­rup­tion har den kon­sekvens, at alle ikke er lige for loven. Det under­miner­er i udpræget grad retsstat­en og bety­der at per­son­lige rela­tion­er og betalinger – også kaldet nepo­tisme og bestikkelse – kan påvirke hånd­hævelsen af lan­dets love. Kor­rup­tion­sprob­lemet opstår, når poli­tikere og bureaukrater i strid med lan­dets love beriger sig selv ved at stjæle af statskassen, mod­tage bestikkelse, sikre at deres fam­i­lie eller ven­ner får de bed­ste still­inger og styre dom­sto­lene.

Kor­rup­tion er kort sagt mis­brug af offentligt embe­de eller betroet magt til pri­vat vin­d­ing. I mange af ver­dens mest kor­rupte lande er der tale om et fåmandsvælde (oli­gar­ki), hvor nogle få magt­fulde fam­i­li­er styr­er lan­det på bekost­ning af resten af sam­fun­det. Eliten er styr­tende rig, mens resten af befolknin­gen lever på et eksis­tens­min­i­mum med håbløse udsigter til at kunne ændre forhold­ene. Typisk går magten i arv til næste gen­er­a­tion, som får de bed­ste still­inger og får lov at lede lan­det – også selvom de ikke duer til det.

På grund afom­fat­tende kor­rup­tion og snyd i mange lande, så kan tilli­den til myn­dighed­erne og retssys­temet ligge på et meget lille sted. Kor­rup­tion bevirk­er i sig selv, at det er svært at ind­kræve skat­ter, og at ressourcerne bliv­er kanalis­eret de fork­erte sted­er hen i sam­fun­det, alt­så bort fra de gode investeringer, der i sam­fund­søkonomisk henseende ville være opti­male og skabe rig­dom. Desu­den er det ikke nød­vendigvis de bed­ste, der for eksem­pel får lov at stud­ere og få led­er­still­ingerne i sam­fun­det. Elitens børn vin­der her over de fat­tiges børn, som — måske og måske ikke — er klogere og mere arbe­jd­somme, men aldrig får chan­cen.

Kor­rup­tion er der­for den første store stop­klods for et ”mulighed­ernes land” eller et såkaldt ”mer­i­tokrati.”

I Dan­mark brys­ter vi os af at give nogen­lunde alle lige mulighed­er. Så hvis du er god til noget, så vil din kval­i­fika­tion (mer­it) gøre det muligt for dig at kla­tre op ad sti­gen, uanset hvem du har val­gt som foræl­dre. Når man sid­der trygt og godt i den danske velfærds­stat virk­er det som en oplagt ide, at eksportere denne mer­it-baserede og ikke-kor­rupte danske mod­el til de fat­tige lande. Når tal­ent­massen ikke udnyttes i et fat­tigt land, så klap­per fat­tig­doms­fælden i og dets konkur­renceevne for­ringes. Der­for er det vigtigt, at kor­rup­tio­nen bekæm­pes, og at alle får en chance, det vil sige lige mulighed­er for at kla­tre op ad sti­gen og gøre kar­riere. Jo højere social mobilitet, jo højere er chan­cen for, at også de fat­tiges kloge børn vil kunne få et bedre liv end deres foræl­dre. Dermed bliv­er også hele sam­fun­det rigere

Getting to Denmark

Den amerikanske sam­funds­forsker Fran­cis Fukuya­ma har de sen­este år anvendt beteg­nelsen ”Get­ting to Den­mark” som metafor for spørgsmålet om, hvor­dan man skaber en stærk og vel­fun­gerende stat som Dan­mark. Han stiller spørgsmålet om, hvor­dan Dan­mark er blevet sta­bilt, demokratisk, fre­deligt, rigt, inklud­erende og så rel­a­tivt uko­r­rupt. Ifølge Fukuya­ma er det helt store spørgsmål, hvor­dan man kan trans­formere nogle af ver­dens fat­tig­ste og mest dys­funk­tionelle stater som Soma­lia, Nige­ria, Irak eller Afghanistan til et ”Dan­mark”.

En god del af fork­larin­gen på vores vel­fun­gerende sam­fundsmod­el er netop en høj grad af fravær af kor­rup­tion. Et forhold som Dan­mark burde være bev­id­ste om og værne om i langt højere grad en det er til­fældet for øje­b­likket. Det bidrager til en høj grad af social tillid mellem danskerne – og netop her ind­tager Dan­mark også en bemærkelsesværdig førsteplads. Tillid er forud­sæt­nin­gen for et vel­fun­gerende sam­fund, idet skat­tey­derne skal kunne stole på, at myn­dighed­erne ikke er kor­rupte og vil stjæle deres penge – der­i­mod skal skat­teindtægterne investeres på bed­ste vis og give ”smæk for skillin­gen.” Desu­den skal skat­tey­derne også have tillid til, at alle de med­borg­ere som kan, bidrager via arbe­jde og betaler skat. Hvis alle var ’Dovne Robert­er’, ville velfærdssys­temet hur­tigt bryde sammen.En vigtig pointe er der­for, at fraværet af kor­rup­tion samt den høje grad af tillid er to helt afgørende grund­sten i den danske sam­fundsmod­el.

Der find­es desværre ikke en enkelt kopier­bar opskrift på, hvor­dan Dan­mark er nået til sin plac­er­ing som ver­dens mindst kor­rupte land. Alligev­el er noget at læren fra den his­toriske udvikling i Dan­mark, at kor­rup­tion er blevet taget alvorligt og betragtet som et væsentligt prob­lem for først kongerne og senere stat­en gen­nem flere hun­drede år. Blandt andet har vi allerede tidligt i dan­mark­shis­to­rien – fra slut­nin­gen af 1600-tal­let – fået ind­ført love, der speci­fikt krim­i­nalis­erede kor­rup­tion for embedsmæn­dene. At se alvoren i og omfanget af prob­lemet kunne være et rigtigt skridt i en kor­rup­tions­bekæm­pende ret­ning. Jim Young Kim, præsi­den­ten for Ver­dens­banken har allerede for nogle år siden beteg­net kor­rup­tion som ”Pub­lic Ene­my No. 1”.

Det er intet min­dre end et af ver­dens største prob­le­mer, der i langt højere grad, end det er til­fældet nu, må på den inter­na­tionale dag­sor­den som sådan. Kor­rup­tion og de dys­funk­tionelle stater, som det skaber, er en af de væsentlig­ste bagvedliggende grunde til en god del af de øvrige af ver­dens helt store udfor­dringer som fat­tig­dom, sult og foruren­ing af miljøet.

Prob­lemet kom­mer ikke til at løse sig selv og kan under ingen omstændighed­er ties ihjel. Der­i­mod må ver­dens fokus i de inter­na­tionale organ­i­sa­tion­er i højere grad end det er til­fældet nu, sætte prob­lemet på dag­sor­de­nen og tænke effek­tiv kor­rup­tions­bekæm­pelse ind i alle løs­ninger.

Gert Tinggaard Svend­sen er pro­fes­sor i statskund­skab ved Aarhus Uni­ver­sitet og Mette Frisk Jensen er ph.d., led­er og ans­var­shavende redak­tør af Danmarkshistorien.dk.