Den stille død
Da stavnsbåndet blev ophævet i 1788 var det kulminationen på et større reformkompleks, der omstrukturerede det danske samfund fundamentalt. Både hvad angår frihed og ytringsfrihed. Men samtidig var det startskuddet til en kamp mellem staten og offentligheden, København og Udkantsdanmark, der stadig mærkes i dag.
”Det er et meget slet tegn for en stat, dens oplysning og frihed, når enhver lovgivning med ligegyldighed, uden knurren og uden fornøjelse, modtages. Enten tilkendegiver det en skammelig dorskhed, eller en slavisk frygt, eller forsættet om at eludere lovene, at lægge dem hen til andre, hvorfor Montesquieu kalder denne stilhed i en stat: le Calme de la Mort.”
Sådan skrev Den Borgerlige Friheds Sande Ven i et brev fra 1791 om retten til at debattere og kritisere lovene. Bag pseudonymet gemte sig den danske reformkritiske forfatter og amtmand Esaias Fleischer. Brevet var publiceret som et indlæg i den på daværende tidspunkt højspændte offentlige debat om hundrede jyske godsejeres klageskrift over landboreformerne og stavnsbåndets løsning året forinden – en debat, der på kort tid havde udviklet sig fra en debat om landboreformer til en principiel debat om retten til at ytre sig om og kritisere landets love og regering.
Debattens centrale figur var den norskfødte embedsmand Christian Colbiørnsen, der havde været sekretær og chefideolog i Den Store Landbokommission, der stod bag stavnsbåndsløsningen. I Colbiørnsens forsøg på at forsvare reformerne i den offentlige debat blev det til hans mishag tydeligt, hvor stærk offentligheden havde vokset sig, og ikke mindst hvor mangfoldig og egenrådig den kunne være.
Som Colbiørnsen måtte se i øjnene, var forestillingen om en enig og føjelig offentlig mening, der kunne blåstemple regeringens love, en saga blot.
Det gamle samfunds ophævelse
Forordningen om Stavnsbåndets løsning (eller ’ophævelse’, som det hedder i eftertidens folkemunde) fra den 20. juni 1788 er uden tvivl gået over i historien som en af de største juridisk-politiske successer fra enevældens tid. Forordningen var en kulmination på 1700-tallets landboreformer og markerede et politisk højdepunkt for den kreds af reformistiske embedsmænd, henholdsvise Bernstorff, Reventlow og Schimmelmann, der sammen med den unge kronprins Frederik havde kuppet magten fra den konservative Ove Høegh-Guldberg og enkedronning Juliane Marie i 1784.
Med en sindssyg Kong Christian VII, der ikke kunne varetage sit eget embede, tilhørte enevældens regering statsrådet og administrationen, der omvendt fandt deres legitimitet i kronprinsen og den offentlige menings støtte.
Stavnsbåndets løsning var en del af et større reformkompleks, gennemført i årene fra 1786 til 1788, der fundamentalt omstrukturerede det danske samfund. Foruden tekniske reformer af bøndernes jordbrug og af landmilitsen, var der tale om en større centraliserings-, professionaliserings- og kodificeringsproces af landvæsenet og dermed bøndernes rettigheder og administrative forhold. Skridt for skridt overtog staten godsejernes rolle på landet som bøndernes nærmeste administrative myndighed. Bønderne skulle gradvist løses fra stavnsbåndet og derved opnå større ligestilling med statens øvrige borgere, hvilket ifølge fortalerne for reformerne ville skabe bedre økonomisk cirkulation og vækst. Reformerne fremskrev således en ny bondetype, der var karakteriseret ved frihed, oplysning, selvstændighed, borger- og entreprenørskab med lyst til og mulighed for at arbejde hårdt for egen (og statens) vindings skyld. De skulle med andre ord ikke længere blot være bønder, men landmænd og medborgere.
Det må være relativt ukontroversielt at hævde at få begivenheder i Danmarks historie er blevet hyldet mere i den folkelige bevidsthed end ophævelsen af stavnsbåndet. Stavnsbåndsløsningen var dog langt fra en selvfølgelig beslutning, men repræsenterede snarere et kompromis på baggrund af en kompliceret politisk proces, der i sig selv var en del af en større historisk udvikling. Forordningen af 1788 var ligeledes langt fra fait accompli for reformbevægelsen. I de følgende år blev reformerne mødt med enorme praktiske udfordringer såvel som decideret politisk og social modstand.
Ambassadørerne fra Viborg
Den 31. juli 1790 blev kronprins Frederik gift med sin kusine Marie Sophie Frederikke, datter af landgreve Carl af Hessen. Kronprinsens nye svigerfar var kendt som værende konservativ, og brylluppet gav derfor fornyet håb til de reformskeptiske kredse i riget. Dette gjaldt ikke mindst i statsrådet, hvor intriger og politiske uenigheder allerede var begyndt at slå spåner i den tidligere konsensus, der havde hersket efter 1784-kuppet, om behovet for reformer.
Sideløbende havde de store reformer fra 1780’erne meldt deres ankomst på landet. For både bønder og godsejere var det en overvældende oplevelse at få så mange reformer implementeret på så kort tid, og på godt og ondt blev det opfattet som en enorm indblanding i deres traditionelle rettigheder og sædvaner. I Danmark kunne man observere en anselig stigning i klager fra bønder om uretfærdig behandling, hoveri og udskiftning af jorderne. Ved flere lejligheder udmøntede denne utilfredshed sig til civil ulydighed, strejker og endda vold mod godsejere, fogeder og amtmænd. Alle disse uroligheder faldt samtidigt sammen med en generel bekymring over sociale bevægelser i Europa i lyset af den hastigt eskalerende franske revolution.
At en hvis bekymring og harme havde spredt sig i mange godsejerkredse kan næppe overraske. En måned inden kronprinsens bryllup samledes de jyske godsejere til det årlige Snapsting i Viborg. Snapstinget, der havde eksisteret siden middelalderen, og som stadig afholdes (som festival) den dag i dag, var som en del af Viborg landsting (den regionale appeldomstol) en festlig sammenkomst med handel af ejendom, korn, kvæg og kolonialvarer samt mulighed for at udveksle nyheder og sladder og selvfølgelig debattere politik.
Landboreformerne og stavnsbåndsløsningen var ikke overraskende de store samtaleemner det år. Det var her, de første planer for at sende en delegation til kronprinsens bryllup med appel om at genforhandle reformerne blev lagt. Initiativtagerne og repræsentanterne for godsejerne, ’den jyske ambassade’, blev Christian Frederik Tønne von Lüttichau fra Åkær og Dybvad ved Aarhus og Ludvig von Beenfeldt fra Serridslevgård ved Horsens. Begge havde tidligere markeret sig som reformskeptikere i den offentlige debat, og begge havde for nyligt haft problemer og klammerier med deres egne bønder.
I ugerne efter Snapstinget udfærdigede og lobbyede Lüttichau og Beenfeldt et detaljeret Tillidsskrift – eller klageskrift – og indsamlede underskrifter fra i alt 103 godsejere i Jylland (33 af disse undsagde sig dog sidenhen enhver medvirken). I august drog de med skriftet i hånden og med håb om velvilje fra kronprinsen og hans svigerfar til Louisenlund i Slesvig, hvor det nygifte kronprinsepar spenderede deres hvedebrødsdage. Selvom Carl måske have været sympatisk over for godsejerne, forholdt Frederik sig noget reserveret og sendte deres skrift videre til det Danske kancelli som igen sendte det til Den Store Landbokommission. Reaktionen kom hurtigt og forventeligt i form af en blank afvisning af alle godsejernes indvendinger. Sagen kunne nu være sluttet her, men efter historien havde nået offentligheden, og flere godsejere trak deres underskrifter tilbage, blev der iværksat en undersøgelseskommission.
Den sande kontrovers begyndte imidlertid sent i oktober 1790, da Christian Colbiørnsen publicerede klagen som en pamflet sammen med et langt og skrupelløst hånende kommentarspor. Lüttichau lod sig dog ikke kue så nemt, og hele sagen endte med, at begge parter sagsøgte hinanden for ærekrænkelse. Sagen, der endte i højesteret, faldt ud til Colbiørnsens fordel. Lüttichau modtog en bøde på 1.000 Rigsdaler, mistede sin titel som kammerherre og valgte til sidst at udvandre til Niedersachsen. En mere symbolsk konklusion på striden kom med rejsningen af Frihedsstøtten på kronprinsens bryllupsdag i 1793 som et demonstrativt manifest for landboreformerne.
Den offentlige tribune
Det var så det, skulle man tro. En parentes i historien om en tvivlsom opstand og et klart nederlag, der endte med at bekræfte reformernes succes. Den jyske proprietærfejde, som debatten var blevet døbt, repræsenterede imidlertid langt mere grundlæggende sociale og politiske konflikter, end det isoleret set kan synes. Da godsejerne overleverede deres klage til kronprinsen, trak de på den historiske rettighed, alle undersåtter havde, til at indlevere en supplik, et bønskrift, til deres monark. Suppliktraditionens indbyggede fortrolighed blev dog brudt af Colbiørnsen, og godsejerne måtte nu ufrivilligt se sig selv blive genstand for den offentlige debat.
Colbiørnsen indledte sin pamflet med at opfordre godsejerne til ”at fremtræde med mig for alle tænkende og retskafne mænds domstol og forsvare det de har sagt imod lovene”. De nye landbolove, skrev han, var intet mindre end de mest omhyggelige og velovervejede love i Europas historie. I beslutningsprocessen havde alle borgere, oplyste som uoplyste, haft mulighed for at tilkendegive deres mening, og processen kunne derfor sammenlignes med det gamle Athen. Fordi beslutningen således repræsenterede en forening af folkets og kongens mening, var det ifølge Colbiørnsen for sent at kritisere lovene – dette havde godsejerne allerede haft rig mulighed for, og det var jo ikke hans skyld, at de havde forspildt deres chance. I sit modsvar til godsejerne fremsatte Colbiørnsen således en meget bestemt opfattelse af, hvordan den politiske proces i et oplyst enevældigt monarki burde fungere: Mens lovene var under udarbejdelse, havde alle borgere ret til at tilkendegive deres mening. Men så snart loven var vedtaget, ophørte denne ret, og kongens beslutning måtte accepteres.
Hvis Colbiørnsen troede, at sejren var hjemme, tog han fejl. Selvom mange bakkede op om Colbiørnsen, fik hans angreb på godsejerne samt hans særegne fremstilling af den politiske proces skribenter fra hele det politiske spektrum til at fare til blækhuset. Debatten blev en principdebat om den offentlige menings funktion: Hvem måtte deltage? Hvad måtte man debattere? Og hvornår? Var offentligheden kun til for at bekræfte og legitimere magten, eller måtte den også kritisere den? Mange skribenter forsvarede således ikke indholdet af godsejernes tillidsskrift, men selve deres ret til at fremsætte deres mening samt deres ret til ikke at blive publiceret mod deres vilje.
Et eksempel på en af disse forsvarere var den pseudonyme forfatter D. N. Reiersen. Han anklagede Colbiørnsen for at være en hykler, der havde iklædt sig ’majestætens robe’. Som han skrev: ”[h]vad er det da som gør dem så vred? Jo, at disse jyske proprietærer tør have den dristighed at tro, at General Procureuren [Colbiørnsen] kan have taget fejl.” Det var typisk, forsatte Reiersen, for disse ’frihedsprædikanter’ at nægte andre den ret, de selv nød, til at tænke og sige, hvad de ville. Selvom offentlighed og åbenhed havde været kardinaldyder i arbejdet med landboreformerne, havde godsejerne formået at udstille enevældens og reformbevægelsens manglende evne til at acceptere og indoptage kritik. Ifølge Reiersen burde alle have ret til at udtrykke deres mening – også efter lovene var vedtaget. Ingen, selv ikke kongen, var således hævet over kritik. Ligesom Fleischer anså han uenigheder og debat som et sundhedstegn for en stat.
Københavneri
I deres Tillidsskrift klagede godsejerne hovedsageligt over, at deres ejendomsrettigheder og godsers værdier var blevet krænket som følge af reformerne, samt at bønderne på ingen måde havde vist sig modne til at håndtere deres nye frihed. Med stor patos henviste de til Frankrig og Den Franske Revolution, som et eksempel på et worst-case senario for hvilke konsekvenser reformerne kunne få.
Det dramatiske skrift og dets ikke mindre dramatiske overlevering pegede dog kraftigt imod et ønske om at skabe en symbolsk manifestation og opmærksomhed om dem selv som en forurettet og misforstået samfundsgruppe. Det handlede om at blive hørt. Manifestationen eller oprøret afspejlede således en længerevarende konflikt mellem den københavnske, kulturelle og politiske borger- og embedsadelselite og den gamle jordbesiddende godsejeradel, der langsomt var ved at miste deres samfundsmæssige formål.
For godsejerne handlede oprøret derfor i lige så høj grad om politisk indflydelse som tekniske reformer. I den offentlige debat havde de set sig selv blive gjort til karikaturer på forstokket tilbageståenhed som en del af den politiske legitimering af reformerne. Efter deres opfattelse havde de ikke haft mulighed for at deltage i udarbejdelsen af reformerne eller for at modsætte sig den statslige centralisering og i stedet forsvare deres traditioner og sædvaner – de havde kun fået regningen og ansvaret for reformernes gennemførelse.
Hvem der vandt i sidste ende, er svært at afgøre – nok alle og ingen på en og samme tid. De reformskeptiske godsejere kunne ikke stoppe den igangværende samfundsudvikling. Omvendt kunne reformbevægelsen ikke ignorere de praktiske problemer, det idealistiske reformprogram medførte. 1790’erne blev derfor et splittelsens årti. Administrationen, offentligheden og ikke mindst Europa var splittet, og for Colbiørnsen især blev det gamle venskab med den offentlige debat til et fjendskab.
Forordningen om Stavnsbåndets løsning og 1780’ernes landboreformer lagde på mange måder fundamentet til den samfundsstruktur, vi har i dag. Reformerne var et vigtigt skridt i moderniseringen af staten og etableringen af ’det offentlige’ som forvalter af befolkningens juridiske og samfundsmæssige interesser. Alle undersåtter skulle være borgere og lige for loven, og omvendt skulle loven være ensartet, forståelig og universelt gældende. Imidlertid befæstede reformerne også mange af de grundlæggende konflikter om politisk og kulturel magt og indflydelse, som stadig optager os den dag i dag. Tydeligst står Københavns position som kulturelt og politisk centrum i forhold til provinsen.
Denne gamle grundkonflikt er i de seneste år blandt andet blusset op i forbindelse med diskussioner om yderområder, eller ’Udkantsdanmark’, strukturreformen, folketingsvalget i 2015 og senest udflytning af statslige arbejdspladser. Ligeledes kan konflikterne om meningsfrihed og offentlighedens rolle genfindes i vore dages højspændte diskussioner om demokrati og ytringsfrihed. Dette ses for eksempel i forhold til påberåbelse af retten til at besidde upopulære holdninger, til at kritisere landets love og beslutninger, og det ses ikke mindst i spørgsmål om, hvor forpligtede politikere er på at lytte til den offentlige mening, til strejker eller til borgernes henvendelser.
Kort sagt fremhævede 1700-tallets reformer et skel mellem stat og offentlighed(er), men understregede også disses konstante, gensidige påvirkning af hinanden.
Eva Krause Jørgensen er ph.d. i idéhistorie og ekstern lektor ved Aarhus Universitet.