Den stille død

Christian_Colbiørnsen
Jens Juel: Chris­t­ian Col­biørnsen. Fotoret­tighed­er: Nation­al­his­torisk muse­um Fred­eriks­borg Slot/Public Domain

Da stavnsbåndet blev ophævet i 1788 var det kulminationen på et større reformkompleks, der omstrukturerede det danske samfund fundamentalt. Både hvad angår frihed og ytringsfrihed. Men samtidig var det startskuddet til en kamp mellem staten og offentligheden, København og Udkantsdanmark, der stadig mærkes i dag.

”Det er et meget slet tegn for en stat, dens oplysning og fri­hed, når enhver lov­givn­ing med lig­e­gyldighed, uden knur­ren og uden fornø­jelse, mod­tages. Enten tilk­ende­giv­er det en skam­melig dorskhed, eller en slavisk frygt, eller forsæt­tet om at elud­ere lovene, at lægge dem hen til andre, hvor­for Mon­tesquieu kalder denne stil­hed i en stat: le Calme de la Mort.”

Sådan skrev Den Borg­erlige Fri­heds Sande Ven i et brev fra 1791 om ret­ten til at debat­tere og kri­tis­ere lovene. Bag pseu­do­nymet gemte sig den danske reformkri­tiske for­fat­ter og amt­mand Esa­ias Fleis­ch­er. Brevet var pub­liceret som et indlæg i den på daværende tid­spunkt højspændte offentlige debat om hun­drede jyske god­se­jeres klageskrift over land­bore­formerne og stavns­bån­dets løs­ning året forinden – en debat, der på kort tid havde udviklet sig fra en debat om land­bore­former til en prin­cip­iel debat om ret­ten til at ytre sig om og kri­tis­ere lan­dets love og regering.

Debat­tens cen­trale fig­ur var den norsk­fødte embeds­mand Chris­t­ian Col­biørnsen, der havde været sekretær og chefide­olog i Den Store Land­bokom­mis­sion, der stod bag stavns­bånd­sløs­nin­gen. I Col­biørnsens forsøg på at forsvare reformerne i den offentlige debat blev det til hans mishag tydeligt, hvor stærk offent­lighe­den havde vok­set sig, og ikke mindst hvor mang­foldig og egen­rådig den kunne være.

Som Col­biørnsen måtte se i øjnene, var forestill­in­gen om en enig og føjelig offentlig mening, der kunne blåstem­ple regerin­gens love, en saga blot.

Det gamle samfunds ophævelse

Forord­nin­gen om Stavns­bån­dets løs­ning (eller ’ophævelse’, som det hed­der i efter­tidens folke­mu­nde) fra den 20. juni 1788 er uden tvivl gået over i his­to­rien som en af de største juridisk-poli­tiske suc­cess­er fra enevældens tid. Forord­nin­gen var en kul­mi­na­tion på 1700-tal­lets land­bore­former og mark­erede et poli­tisk højdepunkt for den kreds af reformistiske embedsmænd, hen­holdsvise Bern­storff, Revent­low og Schim­mel­mann, der sam­men med den unge kro­n­prins Fred­erik havde kup­pet magten fra den kon­ser­v­a­tive Ove Høegh-Guld­berg og enke­dron­ning Juliane Marie i 1784.

Med en sindssyg Kong Chris­t­ian VII, der ikke kunne vare­tage sit eget embe­de, tilhørte enevældens regering stat­srådet og admin­is­tra­tio­nen, der omvendt fandt deres legit­imitet i kro­n­prin­sen og den offentlige menings støtte.

Stavns­bån­dets løs­ning var en del af et større reformkom­pleks, gen­nem­ført i årene fra 1786 til 1788, der fun­da­men­talt omstruk­tur­erede det danske sam­fund. Foru­den tekniske reformer af bøn­dernes jord­brug og af land­mil­it­sen, var der tale om en større centraliserings‑, pro­fes­sion­alis­er­ings- og kod­i­fi­cer­ing­spro­ces af land­væsenet og dermed bøn­dernes ret­tighed­er og admin­is­tra­tive forhold. Skridt for skridt over­tog stat­en god­se­jernes rolle på lan­det som bøn­dernes nærmeste admin­is­tra­tive myn­dighed. Bøn­derne skulle grad­vist løs­es fra stavns­bån­det og derved opnå større ligestill­ing med statens øvrige borg­ere, hvilket ifølge for­t­alerne for reformerne ville skabe bedre økonomisk cirku­la­tion og vækst. Reformerne frem­skrev således en ny bon­de­type, der var karak­teris­eret ved fri­hed, oplysning, selvstændighed, borg­er- og entre­prenørskab med lyst til og mulighed for at arbe­jde hårdt for egen (og statens) vin­d­ings skyld. De skulle med andre ord ikke læn­gere blot være bøn­der, men land­mænd og med­borg­ere.

Det må være rel­a­tivt ukon­tro­ver­sielt at hævde at få begiven­hed­er i Dan­marks his­to­rie er blevet hyldet mere i den folke­lige bev­id­s­thed end ophævelsen af stavns­bån­det. Stavns­bånd­sløs­nin­gen var dog langt fra en selvføl­gelig beslut­ning, men repræsen­terede snarere et kom­pro­mis på bag­grund af en kom­pliceret poli­tisk pro­ces, der i sig selv var en del af en større his­torisk udvikling. Forord­nin­gen af 1788 var ligeledes langt fra fait accom­pli for reform­bevægelsen. I de føl­gende år blev reformerne mødt med enorme prak­tiske udfor­dringer såv­el som decideret poli­tisk og social mod­stand.

Ambassadørerne fra Viborg

Den 31. juli 1790 blev kro­n­prins Fred­erik gift med sin kusine Marie Sophie Fred­erikke, dat­ter af land­greve Carl af Hes­sen. Kro­n­prin­sens nye sviger­far var kendt som værende kon­ser­v­a­tiv, og bryllup­pet gav der­for fornyet håb til de reformskep­tiske kredse i riget. Dette gjaldt ikke mindst i stat­srådet, hvor intriger og poli­tiske uenighed­er allerede var beg­y­n­dt at slå spån­er i den tidligere kon­sen­sus, der havde hers­ket efter 1784-kup­pet, om behovet for reformer.

Sideløbende havde de store reformer fra 1780’erne meldt deres ankomst på lan­det. For både bøn­der og god­se­jere var det en overvældende oplevelse at få så mange reformer imple­menteret på så kort tid, og på godt og ondt blev det opfat­tet som en enorm ind­b­land­ing i deres tra­di­tionelle ret­tighed­er og sæd­van­er. I Dan­mark kunne man obser­vere en anselig stign­ing i klager fra bøn­der om ure­t­færdig behan­dling, hov­eri og udskift­ning af jorderne. Ved flere lej­lighed­er udmønt­ede denne util­fred­shed sig til civ­il uly­dighed, stre­jk­er og end­da vold mod god­se­jere, foged­er og amt­mænd. Alle disse uro­lighed­er faldt sam­tidigt sam­men med en gener­el bekym­ring over sociale bevægelser i Europa i lyset af den hastigt eskalerende franske rev­o­lu­tion.

At en hvis bekym­ring og harme havde spredt sig i mange god­se­jerkredse kan næppe over­raske. En måned inden kro­n­prin­sens bryllup sam­ledes de jyske god­se­jere til det årlige Snap­st­ing i Viborg. Snap­stinget, der havde eksis­teret siden mid­de­lalderen, og som stadig afholdes (som fes­ti­val) den dag i dag, var som en del af Viborg land­st­ing (den regionale appel­dom­stol) en fes­tlig sam­menkomst med han­del af ejen­dom, korn, kvæg og kolo­nial­var­er samt mulighed for at udvek­sle nyhed­er og slad­der og selvføl­gelig debat­tere poli­tik.

Land­bore­formerne og stavns­bånd­sløs­nin­gen var ikke over­rask­ende de store sam­taleem­n­er det år. Det var her, de første plan­er for at sende en del­e­ga­tion til kro­n­prin­sens bryllup med appel om at gen­forhan­dle reformerne blev lagt. Ini­tia­tiv­tagerne og repræsen­tan­terne for god­se­jerne, ’den jyske ambas­sade’, blev Chris­t­ian Fred­erik Tønne von Lüt­tichau fra Åkær og Dyb­vad ved Aarhus og Lud­vig von Been­feldt fra Ser­rid­slevgård ved Hors­ens. Begge havde tidligere mark­eret sig som reformskep­tikere i den offentlige debat, og begge havde for nyligt haft prob­le­mer og klam­merier med deres egne bøn­der.

I ugerne efter Snap­stinget udfærdi­gede og lob­byede Lüt­tichau og Been­feldt et detal­jeret Tillidsskrift – eller klageskrift – og ind­sam­lede under­skrifter fra i alt 103 god­se­jere i Jyl­land (33 af disse und­sagde sig dog siden­hen enhver med­virken). I august drog de med skriftet i hån­den og med håb om velvil­je fra kro­n­prin­sen og hans sviger­far til Louisen­lund i Slesvig, hvor det nygifte kro­n­prin­sep­ar spenderede deres hvede­brøds­dage. Selvom Carl måske have været sym­pa­tisk over for god­se­jerne, forholdt Fred­erik sig noget reserveret og sendte deres skrift videre til det Danske kan­cel­li som igen sendte det til Den Store Land­bokom­mis­sion. Reak­tio­nen kom hur­tigt og for­ven­teligt i form af en blank afvis­ning af alle god­se­jernes ind­vendinger. Sagen kunne nu være slut­tet her, men efter his­to­rien havde nået offent­lighe­den, og flere god­se­jere trak deres under­skrifter tilbage, blev der iværk­sat en under­søgelseskom­mis­sion.

Den sande kon­tro­vers beg­y­n­dte imi­dler­tid sent i okto­ber 1790, da Chris­t­ian Col­biørnsen pub­licerede kla­gen som en pam­flet sam­men med et langt og skru­pel­løst hånende kom­men­tar­spor. Lüt­tichau lod sig dog ikke kue så nemt, og hele sagen endte med, at begge parter sagsøgte hinan­den for ærekrænkelse. Sagen, der endte i højesteret, faldt ud til Col­biørnsens fordel. Lüt­tichau mod­tog en bøde på 1.000 Rigs­daler, mist­ede sin titel som kam­mer­herre og val­gte til sidst at udvan­dre til Nieder­sach­sen. En mere sym­bol­sk kon­klu­sion på stri­den kom med rejs­nin­gen af Fri­hedsstøt­ten på kro­n­prin­sens bryllups­dag i 1793 som et demon­stra­tivt man­i­fest for land­bore­formerne.

Den offentlige tribune

Det var så det, skulle man tro. En par­entes i his­to­rien om en tvivl­som opstand og et klart ned­er­lag, der endte med at bekræfte reformernes suc­ces. Den jyske pro­pri­etær­fe­jde, som debat­ten var blevet døbt, repræsen­terede imi­dler­tid langt mere grundlæggende sociale og poli­tiske kon­flik­ter, end det isol­eret set kan synes. Da god­se­jerne over­lev­erede deres klage til kro­n­prin­sen, trak de på den his­toriske ret­tighed, alle under­såt­ter havde, til at indle­vere en sup­p­lik, et bøn­skrift, til deres monark. Sup­p­lik­tra­di­tio­nens ind­byggede fortro­lighed blev dog brudt af Col­biørnsen, og god­se­jerne måtte nu ufriv­il­ligt se sig selv blive gen­stand for den offentlige debat.

Col­biørnsen indledte sin pam­flet med at opfor­dre god­se­jerne til ”at fremtræde med mig for alle tænk­ende og ret­skafne mænds dom­stol og forsvare det de har sagt imod lovene”. De nye land­bolove, skrev han, var intet min­dre end de mest omhyggelige og veloverve­jede love i Europas his­to­rie. I beslut­ning­sprocessen havde alle borg­ere, oplyste som uoplyste, haft mulighed for at tilk­ende­give deres mening, og processen kunne der­for sam­men­lignes med det gam­le Athen. For­di beslut­nin­gen således repræsen­terede en foren­ing af folkets og kon­gens mening, var det ifølge Col­biørnsen for sent at kri­tis­ere lovene – dette havde god­se­jerne allerede haft rig mulighed for, og det var jo ikke hans skyld, at de havde for­spildt deres chance. I sit modsvar til god­se­jerne frem­sat­te Col­biørnsen således en meget bestemt opfat­telse af, hvor­dan den poli­tiske pro­ces i et oplyst enevældigt monar­ki burde fun­gere: Mens lovene var under udar­be­jdelse, havde alle borg­ere ret til at tilk­ende­give deres mening. Men så snart loven var ved­taget, ophørte denne ret, og kon­gens beslut­ning måtte accepteres.

Hvis Col­biørnsen troede, at sejren var hjemme, tog han fejl. Selvom mange bakkede op om Col­biørnsen, fik hans angreb på god­se­jerne samt hans særeg­ne frem­still­ing af den poli­tiske pro­ces skriben­ter fra hele det poli­tiske spek­trum til at fare til blækhuset. Debat­ten blev en prin­cipde­bat om den offentlige menings funk­tion: Hvem måtte delt­age? Hvad måtte man debat­tere? Og hvornår? Var offent­lighe­den kun til for at bekræfte og legit­imere magten, eller måtte den også kri­tis­ere den? Mange skriben­ter forsvarede således ikke ind­hold­et af god­se­jernes tillidsskrift, men selve deres ret til at frem­sætte deres mening samt deres ret til ikke at blive pub­liceret mod deres vil­je.

Et eksem­pel på en af disse forsvarere var den pseu­do­nyme for­fat­ter D. N. Reiersen. Han anklagede Col­biørnsen for at være en hyk­ler, der havde iklædt sig ’majestætens robe’. Som han skrev: ”[h]vad er det da som gør dem så vred? Jo, at disse jyske pro­pri­etær­er tør have den dristighed at tro, at Gen­er­al Pro­cureuren [Col­biørnsen] kan have taget fejl.” Det var typisk, for­sat­te Reiersen, for disse ’fri­hed­sprædikan­ter’ at nægte andre den ret, de selv nød, til at tænke og sige, hvad de ville. Selvom offent­lighed og åben­hed havde været kar­di­naldy­der i arbe­jdet med land­bore­formerne, havde god­se­jerne for­mået at udstille enevældens og reform­bevægelsens man­glende evne til at acceptere og indop­tage kri­tik. Ifølge Reiersen burde alle have ret til at udtrykke deres mening – også efter lovene var ved­taget. Ingen, selv ikke kon­gen, var således hævet over kri­tik. Lige­som Fleis­ch­er anså han uenighed­er og debat som et sund­hed­stegn for en stat.

Københavneri

I deres Tillidsskrift klagede god­se­jerne hov­ed­sageligt over, at deres ejen­dom­sret­tighed­er og god­sers værdier var blevet kræn­ket som følge af reformerne, samt at bøn­derne på ingen måde havde vist sig modne til at håndtere deres nye fri­hed. Med stor patos hen­viste de til Frankrig og Den Franske Rev­o­lu­tion, som et eksem­pel på et worst-case senario for hvilke kon­sekvenser reformerne kunne få.

Det drama­tiske skrift og dets ikke min­dre drama­tiske over­lev­er­ing pegede dog kraftigt imod et ønske om at skabe en sym­bol­sk man­i­fes­ta­tion og opmærk­somhed om dem selv som en foruret­tet og mis­forstået sam­funds­gruppe. Det han­dlede om at blive hørt. Man­i­fes­ta­tio­nen eller oprøret afspe­jlede således en læn­gere­varende kon­flikt mellem den køben­havnske, kul­turelle og poli­tiske borg­er- og embed­sadelselite og den gam­le jordbesid­dende god­se­jer­adel, der lang­somt var ved at miste deres sam­fundsmæs­sige for­mål.

For god­se­jerne han­dlede oprøret der­for i lige så høj grad om poli­tisk ind­fly­delse som tekniske reformer. I den offentlige debat havde de set sig selv blive gjort til karika­tur­er på forstokket tilbageståen­hed som en del af den poli­tiske legit­imer­ing af reformerne. Efter deres opfat­telse havde de ikke haft mulighed for at delt­age i udar­be­jdelsen af reformerne eller for at mod­sætte sig den stat­slige cen­tralis­er­ing og i stedet forsvare deres tra­di­tion­er og sæd­van­er – de havde kun fået reg­nin­gen og ans­varet for reformernes gen­nem­førelse.

Hvem der vandt i sid­ste ende, er svært at afgøre – nok alle og ingen på en og samme tid. De reformskep­tiske god­se­jere kunne ikke stoppe den igangværende sam­fund­sud­vikling. Omvendt kunne reform­bevægelsen ikke ignorere de prak­tiske prob­le­mer, det ide­al­is­tiske reform­pro­gram med­førte. 1790’erne blev der­for et split­telsens årti. Admin­is­tra­tio­nen, offent­lighe­den og ikke mindst Europa var split­tet, og for Col­biørnsen især blev det gam­le ven­skab med den offentlige debat til et fjend­skab.

Forord­nin­gen om Stavns­bån­dets løs­ning og 1780’ernes land­bore­former lagde på mange måder fun­da­mentet til den sam­fundsstruk­tur, vi har i dag. Reformerne var et vigtigt skridt i mod­erniserin­gen af stat­en og etab­lerin­gen af ’det offentlige’ som for­val­ter af befolknin­gens juridiske og sam­fundsmæs­sige inter­ess­er. Alle under­såt­ter skulle være borg­ere og lige for loven, og omvendt skulle loven være ensartet, forståelig og uni­verselt gældende. Imi­dler­tid befæst­ede reformerne også mange af de grundlæggende kon­flik­ter om poli­tisk og kul­turel magt og ind­fly­delse, som stadig optager os den dag i dag. Tydeligst står Køben­havns posi­tion som kul­turelt og poli­tisk cen­trum i forhold til provin­sen.

Denne gam­le grund­kon­flikt er i de sen­este år blandt andet blus­set op i forbindelse med diskus­sion­er om yderom­råder, eller ’Udkants­dan­mark’, struk­tur­refor­men, folket­ingsval­get i 2015 og sen­est udfly­t­ning af stat­slige arbe­jd­spladser. Ligeledes kan kon­flik­terne om menings­fri­hed og offent­lighe­dens rolle gen­find­es i vore dages højspændte diskus­sion­er om demokrati og ytrings­fri­hed. Dette ses for eksem­pel i forhold til påberå­belse af ret­ten til at besid­de upop­ulære hold­ninger, til at kri­tis­ere lan­dets love og beslut­ninger, og det ses ikke mindst i spørgsmål om, hvor forpligt­ede poli­tikere er på at lytte til den offentlige mening, til stre­jk­er eller til borg­ernes hen­ven­delser.

Kort sagt fremhævede 1700-tal­lets reformer et skel mellem stat og offentlighed(er), men under­stregede også diss­es kon­stante, gen­sidi­ge påvirkn­ing af hinan­den.

Eva Krause Jør­gensen er ph.d. i idéhis­to­rie og ekstern lek­tor ved Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen