Den Nye Accelerator

Illustration af Den Nye Accelerator i magasinet Amazing Stories (1926). Wiki Commons.

To venner, én mikstur, en verden i acceleration. H. G. Wells blander kemiske eksperimenter, kapitalismekritik og tidlig science fiction i sin novelle ”Den Nye Accelerator” (1901), som Baggrund udgiver i en dansk oversættelse med en introduktion. Læs novellen nedenunder eller begynd med en introduktion til novellen.

Hvis der nogensinde skulle være et menneske, der fandt en guinea, når han ledte efter en nål, ville det bestemt være min gode ven, professor Gibberne. Jeg har før hørt om forskere, der rammer over målet, men aldrig helt i samme grad, som han har gjort. Han har virkelig, på nuværende tidspunkt i hvert fald, uden nogen form for overdrivelse, fundet noget, som kan revolutionere menneskets liv. Og endda mens han egentlig ledte efter en all-round nervestimulans med potentiale til at få sløve mennesker til at klare tidens stress og jag. Jeg har nu prøvesmagt stoffet op til flere gange, og jeg kan ikke gøre andet end at beskrive den effekt, som det har haft på mig. Det vil dog blive tilstrækkeligt åbenlyst, at der er forbavsende oplevelser på vej for alle, som leder efter nye sanseindtryk. 

Som mange ved, er Professor Gibberne min nabo i Folkstone. Medmindre min hukommelse spiller mig et puds, så har hans portræt gennem tiden været i The Strand Magazine – jeg mener, sidste gang var i 1899; jeg er dog ikke i stand til at slå det op, da jeg har lånt udgaven til en, som aldrig har sendt den tilbage. Læseren kan måske huske den høje pande og de ualmindeligt lange sorte øjenbryn, der giver sådan et mefistofilisk udtryk i hans ansigt. Han bor i et af de behagelige små fritliggende huse i en eklektisk stil, som gør den vestlige ende af Upper Sandgate Road så interessant. Hans er det med de flamske gavle og de mauriske søjlegange, og det er i det lille rum med det sprossede karvindue, at han arbejder, når han er hernede, og i hvilket vi mange aftener  har tilbragt tid sammen, imens vi har røget og snakket. Han er en mægtig spøgefugl, men udover det kan han også godt lide at tale med mig om sit arbejde; han er en af de mænd, som finder hjælp og stimuli ved at samtale, så det har været muligt for mig at følge fremstillingen af Den Nye Accelerator fra et meget tidligt stadie. Selvfølgelig er størstedelen af hans eksperimentelle arbejde ikke foretaget i Folkstone, men i Gower Street i det fine nye laboratorium ved siden af hospitalet, som han har været den første til at benytte. 

Som alle ved, eller i det mindste som alle intelligente mennesker ved, så er den afdeling, hvor Gibberne har vundet så stort og velfortjent et ry blandt fysiologer, specialiseret i stoffers påvirkning af nervesystemet. Når det gælder sovemedicin, beroligende midler og bedøvelse er jeg blevet fortalt, at han er uden lige. Han er også kemiker af betydelig rang, og jeg formoder, at der i den subtile og komplekse jungle af gåder omkring ganglionceller og aksefibre er små ryddede områder, som han har lavet, små lysninger af oplysning, som, indtil han er klar til at udgive sine resultater, stadig er uvejsomme for ethvert andet levende menneske. Og i de sidste par år har han været særligt ihærdig omkring dette spørgsmål om nervestimulanser og har allerede, før opdagelsen af Den Nye Accelerator, haft stor succes med dem. Lægevidenskaben bør takke ham for mindst tre distinkte og fuldstændig sikre opkvikkende stoffer med uovertruffen værdi for arbejdende folk. Jeg formoder, at Gibbernes blanding kendt som “B Sirup” i tilfælde af udmattelse allerede har reddet flere liv, end nogen redningsbåd langs kysten har.

“Men ingen af disse småting er endnu i nærheden af at at tilfredsstille mig,” fortalte han mig for næsten et år siden. “Enten øger de den centrale energi uden at påvirke nerverne, eller også øger de blot den tilgængelige energi ved at mindske nervernes ledningsevne; og de er allesammen ulige og lokale i deres funktion. En vækker hjertet og indvolde og efterlader hjernen bedøvet, en rammer hjernen med samme effekt som champagne og gør intet godt for solar plexus, og det, jeg vil have – og det, som jeg, hvis det altså er jordisk muligt, har tænkt mig at skabe – er en stimulant, der stimulerer det hele, og som vækker dig for en tid fra issen til spidsen af din storetå, og som får dig til at have to – eller endda tre sekunder – for alle andres ene. Hva’? Det er det, jeg er efter.”

“Det ville trætte et menneske,” sagde jeg

“Ingen tvivl om det. Og du ville spise det dobbelte eller det tredobbelte – og alt det der. Men prøv lige at tænke på, hvad det ville betyde. Forestil dig selv med en lille ampul som denne” – han holdt en lille flaske af grønt glas op og demonstrerede sin pointe med den – “og i denne dyrebare ampul er kraften til at tænke dobbelt så hurtigt, bevæge sig med dobbelt hastighed, udføre dobbelt så meget arbejde i et givent tidsrum, som du ellers ville kunne”.

“Men er sådan noget muligt?”

“Det tror jeg. Hvis ikke har jeg spildt min tid i et år. Disse forskellige præparater af hypofosfider for eksempel ser ud til at vise noget i den retning … selv hvis det kun var halvanden gang så hurtigt, ville det også gå an.”

“Det ville gå an”, sagde jeg.

“Hvis du var en statsmand, der var trængt helt op i et hjørne, for eksempel, med tiden arbejdende imod dig, noget presserende der skulle ordnes, ikke?

“Han kunne give noget til sin privatsekretær”, sagde jeg.

“Og få – dobbelt tid. Og forestil dig, hvis du, for eksempel, gerne ville gøre en bog færdig.”

“For det meste”, sagde jeg, “ville jeg ønske, at jeg aldrig var begyndt på dem.”

“Eller en læge, presset helt i bund, der gerne vil sidde ned og tænke en opgave igennem. Eller en advokat – eller en mand, der terper inden en eksamen.”

“Det er en guinea værd per dråbe”, sagde jeg, “og mere for mænd som dem.”

“Og ligeledes i en duel,” sagde Gibberne, “hvor alt afhænger af din hurtighed på aftrækkeren.”

“Eller i fægtning”, foreslog jeg.

“Ser du,” sagde Gibberne, “hvis jeg får skabt det som en all-round ting, så vil det ikke gøre nogen skade overhovedet – måske bortset fra, at det muligvis bringer dig en forsvindende lille smule nærmere alderdommen. Du vil bare have levet dobbelt istedet for andres ene gang — “

“Jeg forestiller mig,” spekulerede jeg, “at i en duel – der ville det være rimeligt?”

“Det er et spørgsmål om sekunder,” sagde Gibberne.

Jeg vendte tilbage til sagens kerne. “Og du tror virkelig, at sådan noget ER muligt?”, sagde jeg.

“Lige så muligt”, sagde Gibberne og kastede et blik på noget, som bankede mod vinduet, “som en motor-bus. Faktisk — “

Han holdt inde og smilede indgående til mig og bankede langsomt mod kanten af sit bord med den grønne ampul. “Jeg tror, jeg kender stoffet … Jeg har allerede noget på vej.” Det nervøse smil hen over hans ansigt afslørede alvoren i hans åbenbaring. Han talte sjældent om sit igangværende eksperimentelle arbejde, medmindre det var meget tæt på afslutningen. “Og det kan godt være, det kan være – det ville ikke overraske mig– det kan måske endda gøre det med en endnu højere hastighed end dobbelt.”

“Det ville være en temmelig stor ting,” sagde jeg med en vis frygt.

“Det vil nemlig være en temmeligt stor ting, tænker jeg ”.

Men jeg tror trods alt ikke, at han helt vidste, hvor stor en ting det ville blive.

Jeg kan huske, at vi havde mange flere snakke om stoffet efter det. Den Nye Accelerator kaldte han det, og han blev mere sikker i sin tone for hver gang. Nogle gange talte han nervøst om uventede fysiologiske resultater, som brugen måske kunne medføre, og så blev han en lille smule nedslået; andre gang var han ærligt talt grådig, og vi debatterede længe og ængsteligt, hvordan præparatet måske kunne blive anvendt kommercielt. “Det er en god ting,” sagde Gibberne, “en storartet ting. Jeg ved, at jeg giver verden noget, og jeg synes kun, at det er rimeligt, at vi forventer, at verden betaler. Det er da fint nok med videnskabens værdighed, men jeg synes på en måde, at jeg bør have monopol på stoffet i, for eksempel, ti år. Jeg kan ikke se, hvorfor alt det sjove i livet skal gå til dem, der sælger luftkasteller.

Min egen interesse i det kommende stof blev sandelig ikke mindre med tiden. Jeg har altid været sært draget imod metafysikken i mit stille sind. Jeg har altid været draget af paradokser om rum og tid, og det forekom mig, at Gibberne rent faktisk var i gang med at skabe intet mindre end den absolutte acceleration af livet. Hvis nu en mand gentagne gang tog sådan et præparat: Så ville han helt sikkert leve et aktivt rekordliv, men han ville være voksen som 11-årig, midaldrende som 25-årig, og som 30-årig ville han være godt på vej mod et senilt forfald. Det virkede på mig som om, at Gibberne på den måde kun ville gøre for den, der tog stoffet, hvad naturen har gjort for jøder og østerlændinge, som er mænd i deres teenageår og aldrende som halvtredsårige og hurtigere i tanke og handling, end vi er på noget tidspunkt. Stoffers vidunder har altid fyldt meget i mit sind; du kan gøre en mand sindssyg, berolige ham, gøre ham utrolig stærk og vågen eller du kan gøre ham til en hjælpeløs klods, fremskynde en passion og dæmpe en anden, alt sammen ved hjælp af stoffer, og her var et nyt mirakel at føje til dette mærkværdige arsenal af ampuller, som lægerne bruger! Men Gibberne var alt for ivrig omkring sine tekniske pointer til at gå særligt ind i mit perspektiv på spørgsmålet.    

Det var den 7. eller 8. august, da han fortalte mig, at destillationen, som skulle bestemme hans fiasko eller succes for en tid, var ved at blive fremstillet, mens vi talte, og det var den 10., at han fortalte mig, at den var færdig, og at Den Nye Accelerator var en håndgribelig realitet i verden. Jeg mødte ham, da jeg var på vej op af Sandgate Hill mod Folkstone – jeg tror, jeg var på vej til frisøren, og han kom hastende ned for at møde mig – jeg formoder, at han var på vej hjem til mig for straks at fortælle mig om sin succes. Jeg kan huske, at hans øjne var usædvanligt klare og hans ansigt rødmende, og jeg bemærkede allerede på det tidspunkt en hurtig iver i hans gang.

“Det er færdigt,” udbrød han og greb min hånd og talte meget hurtigt; “det er mere end færdigt. Kom hjem til mig og se.”

“Virkelig?”

“Virkelig!” råbte han. “Utroligt! Kom op og se.”

“Og gør det – dobbelt?”

“Det gør meget meget mere. Det skræmmer mig. Kom op og se det. Smag det! Prøv det! Det er det mest fantastiske stof på jorden.” Han tog fat i min arm, og mens han råbte af mig på vej op ad bakken, var jeg tvunget til at lunte på grund af hans hastige skridt. En hel vogn fuld af mennesker vendte sig i samlet flok og stirrede efter os, sådan som folk i vogne gør det. Det var en af de der varme, klare dage, som det ofte ses i Folkstone, hver en farve var utrolig klar og hver en omkreds stod skarpt. Der var en brise, selvfølgelig, men ikke så meget brise, at det under disse omstændigheder var nok til at holde mig kølig og tør. Jeg stønnede om nåde.

“Jeg går ikke hurtigt, gør jeg?” udbrød Gibberne og sagtnede farten til en hurtig march.

“Du har taget noget af stoffet,” prustede jeg.

“Nej,” sagde han. “Allerhøjst en dråbe vand, som stod i det bæger,  jeg har brugt til at bortvaske de sidste spor af stoffet. Jeg tog noget i går aftes, forstår du. Men det er en oldgammel historie nu.”

“Og det virker dobbelt?” sagde jeg, mens jeg nærmede mig hans dør i taknemmelig svedighed.

“Det virker tusindfold, mange tusindfold!” udbrød han med en dramatisk håndbevægelse, hvormed han opslog sin egeport udskåret på gammel engelsk vis.

“Pyh!” sagde jeg og fulgte efter ham til døren.

“Jeg ved ikke, hvor mange gange det virker,” sagde han med sin nøgle i sin hånd.

“Og du — “

“Det kaster alt muligt lys på nervefysiologien, det sparker teorien om synet ind i en helt ny form! … Himlen må vide hvor mange tusindfold. Alt det må vi prøve senere – det vigtige er at prøve stoffet nu.”

“Prøve stoffet?” sagde jeg, som vi gik hen ad gangstien.

“Helst”, sagde Gibberne og vendte sig imod mig inde på hans arbejdsværelse. “Det er her i denne lille grønne ampul. Medmindre du måske er bange?”

Af natur er jeg er en forsigtig mand og kun i teorien eventyrlysten. Jeg var bange. Men på den anden side er der stolthed.

“Jaså,” forhandlede jeg. “Du siger, at du har prøvet det?”

Jeg satte mig ned. “Giv mig blandingen”, sagde jeg. “Skulle det værste ske, så slipper jeg for at få klippet mit hår, og det synes jeg er en af de mest forhadte pligter for en civiliseret mand. Hvordan tager man miksturen?”

“Med vand,” sagde Gibberne og hev en karaffel ned.

Han stod foran sit skrivebord og betragtede mig i sin lænestol; hans måde at være på var pludselig påvirket af et strejf af Harley Street-specialisten. “Det er lavet på rom, forstår du,” sagde han.

Jeg slog ud med hånden.

“Jeg må først og fremmest advare dig om, at du, så snart du har slugt det, skal lukke dine øjne og åbne dem forsigtigt efter et minuts tid eller sådan noget. Man kan stadig se. Synet er et spørgsmål om vibrationernes længde og ikke en masse påvirkninger; men der er et slags chok mod nethinden, en forfærdelig svimlende forvirring, hvis øjnene er åbne på det tidspunkt. Hold dem lukket.”

“Lukket”, sagde jeg. “Fint!”

“Og det næste er at sidde stille. Du skal ikke begynde at fare omkring. Du får dig måske et forfærdeligt smæk, hvis du gør det. Husk på, at du kommer til at bevæge dig tusind gange hurtigere, end du nogensinde har gjort før, hjerte, lunger, muskler, hjerne – alt – og du vil slå dig hårdt uden at vide det. Du kommer ikke til at kunne vide det, forstår du. Du vil bare føle dig, som du gør nu. Bortset fra at alt i verden vil virke til at gå tusind gange langsommere, end det nogensinde har gjort før. Det er, hvad der gør det så pokkers underligt.

“Herregu’”, sagde jeg. “Og du mener — “

“Det vil du få at se,” sagde han og tog et lille målebæger op. Han kiggede på genstandene på sit bord. “Briller”, sagde han, “vand. Alt er her. Må ikke tage for meget i første omgang”

Den lille ampul klukkede sit dyrebare indhold ud.

“Glem ikke, hvad jeg fortalte dig,” sagde han og vendte indholdet fra det lille målebæger ned i et glas på samme måde som en italiensk tjener måler whisky op. “Sid med øjnene helt lukket og i fuldkommen ro i to minutter,” sagde han. “Så vil du høre mig tale”.

Han tilføjede omtrent en tomme vand til den lille dosis i hvert glas.

“I øvrigt” sagde han “lad være med at stille dit glas ned. Hold det i din hånd og hvil din hånd på dit knæ. Ja – sådan. Og nu — “

Han hævede sit glas.

“The New Accelerator,” sagde jeg.

“The New Accelerator,” svarede han, og vi skålede, og vi drak, og øjeblikkeligt lukkede jeg mine øjne.

Du kender den der tomme ikke-eksistens, som man kan falde i, når man har taget “gas”. I et ubestemmeligt øjeblik var det sådan. Så hørte jeg Gibberne, der bad mig om at vågne, og jeg rørte på mig og åbnede mine øjne. Der stod han, som han havde stået, stadig med glasset i hånden. Det var tomt, det var den eneste forskel.

“Nå?” sagde jeg.

“Ikke noget usædvanligt?”

“Intet. Måske en lille følelse af opstemthed. Ikke andet.”

“Lyde?”

“Der er stille,” sagde jeg. “Ved Jupiter! Ja! Der er stille. Bortset fra en slags svag trommen, små trommeslag, som regn der falder på forskellige ting. Hvad er det?”

“Analyserede lyde,” mener jeg, at han sagde, men jeg er ikke sikker. Han kastede et blik ud af vinduet. “Har du nogensinde set et gardin sidde fast på den måde før?

Jeg fulgte hans øjne, og der var enden af gardinet, som om det var frosset fast, med hjørnet løftet, som om det var midt i at flappe raskt i brisen.

“Nej,” sagde jeg; “det er besynderligt.”

“Og her,” sagde han og åbnede hånden, som holdt glasset. Naturligvis fór jeg sammen, fordi jeg forventede, at glasset ville smadres. Men det var så langt fra at gå i stykker, det virkede end ikke til at bevæge sig; det hang midt i luften – ubevægeligt.

“Groft sagt”, sagde Gibberne, “så falder et objekt på disse breddegrader 16 fod det første sekund. Dette glas falder med 16 fod i sekundet lige nu. Men, ser du, det er endnu ikke faldet i mere end en hundrededel af et sekund. Det giver dig en idé om hastigheden af min Accelerator.” Og han vinkede hånden rundt og rundt, over og under det langsomt synkende glas. Endelig tog han det om bunden, trak det ned og placerede det forsigtigt på bordet. “Hva’?” sagde han til mig og grinede.

“Det virker alt sammen rigtigt,” sagde jeg og begyndte meget forsigtigt at rejse mig fra min stol. Jeg følte mig helt i orden, meget let og behagelig og ganske sikker i min egen opfattelse. Alt ved mig bevægede sig hurtigt. Mit hjerte slog for eksempel tusind gange i sekundet, men det gav mig intet ubehag overhovedet. Jeg kiggede ud ad vinduet. En ubevægelig cyklist med hovedet nedad og et frossent pust af støv efter sit baghjul, susede forbi for at overhale en hestevogn, som ikke rørte sig. Jeg måbede i forbløffelse over dette utrolige syn. “Gibberne,” udbrød jeg, “hvor lang tid vil dette forvirrende stof vare?” 

“Det må guderne vide!” svarede han. “Sidste gang jeg tog det, gik jeg i seng og sov det ud. Jeg var bange, kan jeg fortælle dig, jeg var bange. Det må have varet nogle minutter, tror jeg – det føltes som timer. Men efter et stykke tid løjer effekten ret pludseligt af, tror jeg.”

Jeg var stolt af at observere, at jeg ikke følte mig bange – fordi vi var to, formoder jeg. “Hvorfor går vi ikke ud?” spurgte jeg.

“Hvorfor ikke?”

“De kommer til at se os.”

“Ikke dem. Nej, minsandten! Vi kommer jo til at bevæge os tusinde gange hurtigere end det hurtigste trylletrick, der nogensinde er blevet udført. Kom med! Hvilken vej skal vi gå? Vindue eller dør?”

Og vi tog afsted ud gennem vinduet.

Ganske sikkert af alle de mærkelige oplevelser, jeg nogensinde har haft eller forestillet mig eller læst om andres oplevelser eller forestillinger, så var dette lille rov, som jeg lavede sammen med Gibberne på Folkstone Eng, under påvirkning af Den Nye Accelerator, det mærkeligste og skøreste af dem alle. Vi gik ud gennem hans port og ud på vejen, og der lavede vi en minutiøs undersøgelse af den statuelignende forbipasserende trafik. Toppen af hjulene og nogle af hestenes ben ved denne hestevogn, enden af pisken og kæben af konduktøren – som netop var begyndt at gabe – var observerbart i bevægelse, men resten af denne klodsede transport virkede til at stå stille. Og ganske lydløst bortset for en svag rallen, som kom fra en mands hals! Og som en del af dette stillestående bygningsværk var der en chauffør, forstår du, og en konduktør og 11 mennesker! Da vi gik rundt, var effekten i begyndelsen sindssygt skør og til sidst meget ubehagelig. Der var de, folk som os selv og så alligevel ikke som os, frosne i skødesløse udtryk, fanget midt i bevægelser. En pige og en mand smilede til hinanden, et sjofelt smil, som truede med at vare for evigt; en kvinde med en bølgende bredskygget damehat hvilede sin arm på et gelænder og stirrede på Gibbernes hus med et fast blik mod evigheden; en mand strøg sit overskæg som en voksfigur, og en anden strakte en træt stiv hånd med udstrakte fingre mod sin løsnede hat. Vi stirrede på dem, vi grinede af dem, vi lavede ansigter af dem, og så blev vi overvældede af en slags væmmelse over dem, og vi vendte os bort og gik omkring cyklisten mod græsengen.

“Du godeste!” udbrød Gibberne pludseligt; “se der!”

Han pegede, og der forenden af hans finger, glidende ned gennem luften med vingerne baskende langsomt og med den samme fart som en exceptionelt langsom snegl – var der en bi.

Og så kom vi ud til engen. Der virkede det næsten endnu mere skørt end før. Bandet spillede på en øvre scene, men for os var al den lyd, der blev frembragt med lav tonehøjde, en hvislende raslen, nærmest et forlænget sidste suk, som ind i mellem lød som en langsom, dæmpet tikken fra et monstrøst urværk. Frosne mennesker stod ret op, underlige, stille, som selvbevidste dukker, der hang ustabilt midt i et skridt, promenerende på græsset. Jeg passerede tæt forbi en lille puddelhund, som hang midt i et spring, og betragtede hans bens langsomme bevægelse, da han sank mod jorden. “Gud, se her!” råbte Gibberne, og vi standsede et øjeblik foran en storartet person iført hvidt og svagt stribet flannel, hvide sko og en panamahat, som vendte sig tilbage for at blinke til to smukt klædte damer, som han var gået forbi. Et blink, som bliver nærstuderet med sådan overlagt fornøjelse, som vi kunne nå, er ikke noget særligt attraktivt. Det mister enhver fornemmelse af vågen munterhed, og man bemærker, at det blinkende øje ikke lukker sig helt, at der under dets hængende øjenlåg kan ses den nedre kant af et øjeæble og en lille linje af hvidt. “Må himlen lade mig huske,” sagde jeg, “og jeg vil aldrig blinke igen”.

“Eller smile,” sagde Gibberne med sine øjne på den mælende dames tænder.

“Det er helvedes varmt, alligevel,” sagde jeg. “Lad os gå langsommere.”

“Årh, kom nu!” sagde Gibberne.

Vi fandt vej gennem badestolene på stien. Mange af de folk, der sad på stolene, så nærmest naturlige ud i deres passive poseringer, men den forvrængede rødme hos bandmedlemmerne var ikke rar at se på. En lille mand, helt lilla i hovedet, var frosset midt i en voldsom kamp om at folde sin avis imod vinden; der var meget bevis på, at alle disse folk på deres træge måde var udsat for en betydelig brise, der på ingen måde fandtes i vores sanseindtryk. Vi kom ud og gik lidt væk fra menneskemængden og vendte os og betragtede den. At se hele dette sammensurium forandret til et billede, betagende stift så at sige, til en antydning af realistisk voks, var usandsynligt fantastisk. Det var selvfølgelig absurd; men det fyldte mig med en irrationel, en jublende fornemmelse af overlegen fordel. Tænk på hvilket under! Alt det, som jeg har sagt og tænkt og gjort, siden stoffet var begyndt at virke i mine årer, var sket, så vidt som det angik disse mennesker og verden i det hele taget, på et kort øjeblik. “Den Nye Accelerator,” begyndte jeg, men Gibberne forstyrrede mig.

“Der er den helvedes gamle dame!” sagde han.

“Hvilken gammel dame?”

“Bor ved siden af mig,” sagde Gibberne. “Har en skødehund, der bjæffer. I Guder! Fristelsen er for stor!”

Der er er ind imellem noget meget drenget og impulsivt over Gibberne. Før jeg kunne udtrykke min stærke uenighed, var han sprunget frem, havde snuppet det uheldige dyr ud af sin synlige eksistens og løb voldsomt afsted mod en klippe ved udkanten af fælleden. Det var højst usædvanligt. Det lille udyr, ser du, gøede ikke eller vred sig eller gav noget som helst tegn på liv. Det forholdt sig helt stift i en døsig hvile, og Gibberne holdt det i nakken. Det var ligesom at løbe afsted med en hund lavet af træ. “Gibberne,” råbte jeg, “sæt den ned!” Så sagde jeg noget andet. “Hvis du løber på den måde, Gibberne,” råbte jeg “så sætter du ild til dit tøj. Dine hørbukser er allerede ved at blive brune!”

Han slog sin hånd mod sit lår og stod og tøvede ved kanten. “Gibberne,” råbte jeg på vej op, “sæt den ned. Denne varme er alt for meget! Det er, fordi vi løber sådan! To eller tre mil på et sekund. Luftens friktion!”

“Hvad?” sagde han og kiggede på hunden.

“Luftens friktion,” råbte jeg. “Luftens friktion. Vi bevæger os for hurtigt. Ligesom meteoritter og sådan. Det bliver for varmt. Og Gibberne! Gibberne! Jeg kan mærke en prikken over det hele og en slags perspiration. Jeg kan se, at folk bevæger på sig en lille smule. Jeg tror, at stoffet er ved at aftage! Sæt den hund ned.”

“Hva’?” sagde han.

“Det er ved at aftage,” gentog jeg. “Vi har det alt for varmt, og stoffet er ved at aftage! Jeg er gennemblødt.”

Han stirrede på mig. Så hen på bandet, den hvislende raslen fra deres optræden gik uden tvivl hurtigere. Og så, med et enormt kast med armen, kylede han hunden væk fra sig, og den snurrede opad, stadig ubevægelig, og hang til sidst over de grupperede parasoller, som hørte til en samling af snakkende mennesker. Gibberne tog fat i min albue. “Ved Jupiter!” udbrød han, “det tror jeg også, det gør! En slags varm prikken og – ja. Den mand bevæger sit lommetørklæde. Mærkbart. Vi må straks ud herfra.”

Men vi kunne ikke komme derfra hurtigt nok. Heldigvis, måske! For måske ville vi have løbet, og hvis vi havde løbet, så tror jeg, at vi var brudt ud i flammer. Vi ville næsten med sikkerhed være brudt ud i flammer! Ser du, ingen af os havde tænkt på det … men før vi overhovedet kunne være begyndt at løbe, var stoffets effekt ved at være aftaget. Det var et spørgsmål om en lille brøkdel af et sekund. Effekten af Den Nye Accelerator passerede, som når man trækker et gardin fra, det forsvandt med en enkelt håndbevægelse. Jeg hørte Gibbernes stemme i højt beredskab. “Sæt dig ned,” sagde han, og flop, så sad jeg ned ovenpå tørven ved kanten af engen – glohed som jeg var. Der er stadig en brændt plet i græsset, hvor jeg satte mig ned. Hele stagnationen virkede til at vågne op, mens jeg gjorde det, den uartikulerede vibration fra bandet hastede sig sammen til et brag af musik, de gående satte deres fødder ned og gik deres vej, papirerne og flagene begyndte at vejre, smil blev til ord, den blinkende færdiggjorde sit blink og fortsatte selvtilfreds afsted, og alle de siddende mennesker bevægede sig og talte.

Hele verden var kommet til live igen, bevægede sig lige så hurtigt som os, eller det var snarere os, der ikke var spor hurtigere end resten af verden. Det var ligesom at sagtne farten, når man nærmer sig en togstation. Alt virkede til at snurre rundt i et sekund eller to, jeg havde en ganske flygtig følelse af kvalme, og det var det. Og den lille hund, som havde virket til at hænge et øjeblik, da kraften fra Gibbernes arm var udløst, faldt med hurtig fart lige igennem en dames parasol. Så var vi reddet. Bortset lige fra en korpulent mand i en badestol, som så sandelig blinkede med øjnene, da han så os og efterfølgende betragtede os med mellemrum med et dystert mistænksomt blik, og til sidst, tror jeg, sagde noget til sin sygeplejerske om os, så tvivler jeg på, at en eneste person bemærkede, at vi pludselig kom til syne. Plop! Vi må være kommet til syne meget pludseligt. Vi holdt op med at ulme nærmest med det samme, men jorden under mig var ubehageligt varm. Alles opmærksomhed – også forlystelsesforeningens band, som i dette øjeblik den eneste gang i dets historie spillede falsk – var fanget af den fantastiske omstændighed, og den endnu mere fantastiske gøen og optøjer, som var opstået, fordi en respektabel, overfodret skødehund, som lå og sov ligeså stille øst for scenen, pludselig faldt gennem en dames parasol på den vestlige side – i en anelse afsvedet tilstand på grund af den ekstreme fart på dens bevægelse gennem luften. Endda i disse absurde dage, hvor vi alle prøver at være så synske, og fjollede og overtroiske, som vi kan! Folk rejste sig op og trampede på andre folk, stole blev væltet, fælledens politibetjent løb. Hvordan det hele faldt til ro igen, det ved jeg ikke – vi var alt for ængstelige efter at rode os ud af det hele og komme ud af den gamle mand i badestolens åsyn til at gøre os grundige observationer. Så snart vi var tilstrækkeligt nedkølede og var kommet os ovenpå vores opstemthed og kvalme og forvirring, rejste vi os op og gik i udkanten af menneskemængden, lod vores skridt føre os tilbage langs vejen nedenforbyen mod Gibbernes hus. Men midt i larmen hørte jeg meget tydeligt manden, som havde siddet ved siden af damen med den iturevne parasol, bruge ganske urimelige trusler og sprog mod en af de stolevagter, som havde ‘inspektør’ stående på deres kasket. “Hvis ikke du kastede den hund,” sagde han, “hvem gjorde så?”

Den pludselige tilbagevenden af bevægelse og velkendte lyde og vores naturlige bekymring for os selv (vores tøj var stadig forfærdelig varmt, og forsiden af lårene på Gibbernes hvide bukser var svedet til en kedelig brun farve) afholdt mig fra at gøre de detaljerede observationer, som jeg ellers gerne havde villet gøre om alt dette. Faktisk gjorde jeg mig ingen observationer af videnskabelig værdi ovenpå den tilbagevending. Bien var selvfølgelig væk. Jeg så efter cyklisten, men han var allerede ude af syne, da vi kom til Upper Sandgate Road, eller han var gemt bag trafikken; men hestevognen, med alle dens folk, som nu var levende og i bevægelse, klaprede afsted i en brisk fart næsten henne foran den nærmeste kirke.

Vi bemærkede i øvrigt, at den vindueskarm, gennem hvilken vi var trådt ud af, da vi skulle ud af huset, var en anelse forbrændt, og at vores fodspor i gruset på stien var usædvanligt dybe.

Så det var på den måde, at jeg havde min første oplevelse med Den Nye Accelerator. Rent faktisk havde vi løbet omkring og sagt og gjort en masse ting i løbet af et sekunds tid. Vi havde levet en halv time, mens bandet havde spillet, måske, to takter. Men den effekt, det havde på os, var, at hele verden var stoppet op for vores belejlige inspektion. Alt taget i betragtning, og særligt i betragtning af vores hast med at komme ud af huset, så kunne oplevelsen sagtens have været meget mere ubehagelig, end den var. Det viste uden tvivl, at Gibberne stadig har meget at lære, før hans præparat er en håndterbar bekvemmelighed, men dets anvendelighed blev sandelig demonstreret ud over enhver diskussion.

Siden det eventyr har han støt bragt dets brug under kontrol, og jeg har flere gange, og uden et eneste dårligt resultat, taget afmålte doser under hans forskrifter; men jeg må dog tilstå, at jeg endnu ikke er taget ud igen, mens jeg har været påvirket. Jeg kan nævne, for eksempel, at denne historie er blevet skrevet ud i en køre og uden afbrydelse, bortset fra at jeg har gumlet på lidt chokolade som hjælpemiddel. Jeg begyndte klokken 6.25, og mit ur er nu næsten et minut over halv. Det belejlige ved at sikre sig et langt uforstyrret stræk af arbejde midt i en dag fuld af aftaler kan ikke overdrives. Gibberne arbejder nu på den kvantitative brug af sit præparat med særligt henblik på markante effekter på forskellige kropstyper. Derefter håber han på at finde en Forsinker, som kan fortynde nuet istedet for at give overdrevet styrke. Forsinkeren vil selvfølgelig have den modsatte effekt i forhold til Acceleratoren; bruges den alene vil den gøre patienten i stand til at sprede nogle få sekunder over mange timers normaltid – og på den måde bevare en sløv inaktivitet, et gletcher-agtigt fravær af iver midt i de mest livlige og irriterende omgivelser. De to ting sammen må nødvendigvis skabe en revolution i den civiliserede tilværelse. Det er begyndelsen på vores flugt fra det Tidstøj, som Carlyle taler om. Mens Acceleratoren vil gøre os i stand til at koncentrere os med enorm betydning i ethvert øjeblik eller begivenhed, som kræver det ypperste af vores sanser og handlekraft, så vil Forsinkeren gøre os i stand til at passere i passiv ro gennem uendelige trængsler og kedsomhed. Måske er jeg en lille smule optimistisk omkring Forsinkeren, som så sandelig stadig mangler at blive opdaget, men omkring Acceleratoren hersker der ikke længere nogen tvivl overhovedet. Dens indtog på markedet i en praktisk, kontrolleret og assimilerbar form kan ske i løbet af de næste par måneder. Den vil være tilgængelig for alle kemikere og apotekere i små grønne flasker til en høj, men på ingen måde overdrevet pris, dens ekstraordinære kvaliteter taget i betragtning. Den vil blive kaldt Gibbernes Nerveaccelerator, og han håber at kunne levere den i tre styrker: en i 200, en i 900 og en i 2000, som man respektivt kan skelne mellem ved gule, lyserøde og hvide etiketter.  

Der er ingen tvivl om at dens brug kan gøre et stort antal ekstraordinære ting mulige; for selvfølgelig kan både selv de mest bemærkelsesværdige og potentielt set også kriminelle sager blive påvirket af uretfærdig straffrihed ved at nogen, om man vil, undslipper tid og sted gennem temporale mellemrum. Som alle andre potente præparater er det muligt at misbruge den. Men vi har diskuteret dette aspekt meget grundigt, og vi har besluttet, at det udelukkende er et spørgsmål om medicinsk retspraksis og helt og aldeles uden for vores område. Vi kommer til at producere og sælge Acceleratoren og i forhold til konsekvenserne – der må vi se.

H. G. Wells (1866-1946) var en britisk forfatter, der levede det meste af sit liv i London. Novellen er i Public Domain og er oversat af Baggrund. En introduktion kan læses her.

Scroll til toppen