En dråbe ro

Videnskabeligt eksperiment
Illus­tra­tion af viden­sk­a­beligt eksper­i­ment trykt i Sci­en­tif­ic News for Gen­er­al Read­ers (1887). Udgivet under Pub­lic Domain.

To venner, én mikstur, en verden i acceleration. H. G. Wells blander kemiske eksperimenter, kapitalismekritik og tidlig science fiction i sin novelle ”Den Nye Accelerator” (1901), som Baggrund udgiver i en dansk oversættelse med en introduktion. Læs introduktionen nedenunder eller begynd med novellen her.

“I denne dyre­bare ampul er kraften til at tænke dobbelt så hur­tigt, bevæge sig med dobbelt hastighed, udføre dobbelt så meget arbe­jde i et givent tid­srum, som du ellers ville kunne” fortæller pro­fes­soren Gib­berne, da han præsen­ter­er sin opfind­else i nov­ellen ”Den Nye Accel­er­a­tor” (1901). Mik­s­turen, der har lagt navn til nov­ellen, er naturligvis fik­tion; opfind­eren af dette præs­ta­tions­frem­mende mid­del var ikke kemik­er, men en for­fat­ter med en fornem­melse for samti­dens radikale foran­dringer og med­i­cinske eksper­i­menter, herun­der hero­in-baserede hal­stablet­ter og opkvikkende kokain­ci­g­a­ret­ter. Da H. G. Wells (1866–1946) udgav sin nov­el­le ”Den Nye Accel­er­a­tor”, sat­te han ord på det pres – og de mulighed­er – som et forhastet stor­byliv kan byde på. Wells skil­dr­er dette liv, og de krav og kon­sekvenser, der er for det enkelte indi­vid, gen­nem nov­el­lens to primære karak­ter­er, the mighty jester Gib­berne og nov­el­lens jeg-fortæller.

Gib­berne er kemipro­fes­sor, og da læseren præsen­teres for ham, står han til at vin­de men­nes­kets uen­delige kapløb mod tiden. Han har nem­lig som den første i ver­den opfun­det en ner­ves­tim­u­lans, der vil give men­nes­ket mulighe­den for at få fin­grene i tidens mest kost­bare val­u­ta: tid. 

Længe før study drugs, med­i­ta­tion­skurs­er og apps, der min­imer­er adgan­gen til sociale medi­er, fan­taserede Wells om en mik­stur, der skulle fun­gere som en mod­gift til det mod­erne livs trængsler. En fly­dende mod­gift, som skulle fun­gere som et værn mod stor­byens larm og lange pendler­tider. Mik­s­turen skulle kunne ind­fri længsler efter mere tid, højere pro­duk­tivitet og større kon­cen­tra­tion. For når Gib­bernes mik­stur drøn­er rundt i krop­pens allery­der­ste afkroge, kan man både bevæge sig og tænke hur­tigere, hvilket nov­el­lens jeg-fortæller oplever, da Gib­berne tester mik­s­turens virkn­ing med ham.

Gib­bernes teori er, at hvis man bevæger sig dobbelt så hur­tigt, vil man få dobbelt så meget tid til at løse de arbe­jd­sop­gaver, man altid halser bagefter. På et split­sekund kunne man tømme e‑mail ind­bakken, sortere rudeku­vert­erne og ordne ugens ind­køb. Man kunne end­da nå at skrive en bog færdig, som Gib­berne bege­jstret fores­lår sin ven. Med andre ord får man med mik­s­turen serveret en dråbe ro i fuldt tem­po.

En bi i sneglefart

Det er i tråd med det tilt­a­gende hastværk i Wells’ samtid, at Gib­berne ikke stræber efter særlige evn­er lig de ældre ver­sion­er af myten om Faust, der sæl­ger sin sjæl til djæve­len for at opnå et tal­ent ud over det sæd­van­lige. Gib­berne er snarere beskrevet som en Mefistofe­les-skikkelse med sataniske under­ton­er, som med udgangspunkt i egne tal­en­ter forsøger at opti­mere og poten­tielt set lukrere på et sam­fund i hastig vækst. Gib­berne ønsker der­for heller ikke at for­længe livet. For evigt liv har­moner­er ikke med stor­bylivet. Det gør pro­duk­tivitet til gengæld; dét, Gib­berne efter­stræber, er ”den abso­lutte accel­er­a­tion livet”.

Men hvor­dan ser den abso­lutte accel­er­a­tion af livet ud? Da fortælleren endelig mod­stræbende accepter­er Gib­bernes ihærdi­ge opfor­dring til at prøve mik­s­turen, beg­y­n­der de to mænd at bevæge sig gnid­nings­frit gen­nem tid og rum i en ver­den, der synes at være gået i stå i et fast­fros­set øje­b­lik. Gib­berne tester effek­ten ved at give slip på et glas, som i stedet for at smadres mod jor­den, bliv­er hæn­gende stille i luften, for mik­s­turens effekt vis­er sig at være stærkere, end Gib­berne havde forestil­let sig. De betragter mål­løst de blafrende gar­diner foran dem; tek­stilet er fros­set fast i et fla­grende nu og lign­er mere en skulp­tur end et gardin. Vægtløse kravler, nærmest fly­ver, de ud ad vin­duet, da Gib­berne får øje på et dyr: “foren­den af hans fin­ger, gli­dende ned gen­nem luften med vingerne bask­ende lang­somt og med den samme fart som en excep­tionelt lang­som snegl – var der en bi”. I denne eksalterede til­stand bevæger bien sig i sne­gle­fart, og for en stund ændr­er biens natur sig fun­da­men­talt, da det ellers hur­tige dyr accel­ererer lang­somt og tøvende foran Gib­berne og jeg-fortælleren.

De møder men­nesker på gaden, der er fanget midt i en ges­tus med halvt åben mund og en halvfærdig sæt­ning hæn­gende i luften; men­nesker, som udvek­sler gen­sidi­ge smil, der truer med at vare for evigt. En kvin­de stir­rer mod uen­de­lighe­den, mens en stillesid­dende kusks kæbepar­ti sagte bevæger sig midt i et gab. Omver­de­nen er blevet for­van­dlet til et vok­sk­abi­net, hvor fortælleren og Gib­berne optræder som sta­tis­ter blandt men­nesker og dyr, som alle er fanget i deres bevægelser. “Der var de, folk som os selv og så alligev­el ikke som os, frosne i skødesløse udtryk, fanget midt i bevægelser” tænker fortælleren, mens han og Gib­berne begge lad­er sig gribe af tanken om, at ingen omkring dem opfat­ter deres tilst­ede­værelse. De stir­rer tilbage på de frosne men­nesker. De griner og laver ansigter ad dem, indtil de rammes af et ube­hag over at udnytte deres egen forde­lagtige posi­tion. 

Ube­haget kul­miner­er, da Gib­berne får øje på sin yndlingsaver­sion: En lille, uop­dra­gen og galpende skøde­hund, som tilhør­er en ældre kvin­de fra nabo­laget. Hur­tigt snup­per Gib­berne den stive ubevægelige hund ud af fav­nen på kvin­den for at gøre en ende på hun­den ved at smide den ud over en klippeskrænt. Han når dog ikke langt med sit bytte. For mens omgivelserne tilsyneladende bevæger sig i slow motion, så haster fortælleren og Gib­berne videre i en sådan fart, at der springer gnis­ter fra Gib­bernes bukser. “Luftens frik­tion” råber fortælleren, “Luftens frik­tion. Vi bevæger os for hur­tigt. Lige­som mete­orit­ter og sådan. Det bliv­er for varmt”. Gib­berne har med sit dobbelt­tem­po slået sig på luftens frik­tion, og han må opgive sit mellemværende med hun­den.

Vokskabinet

Med bræn­dende buk­seben, et hævn­togt mod en skøde­hund og fjollede gri­mass­er bevæger Gib­berne og fortælleren sig gen­nem ver­den som et andet Gøg og Gokke-par i det, der bedst af alt kan beskrives som en sci­ence fic­tion-kome­die. Men selvom Wells i et humoris­tisk tone­fald beskriv­er, hvor­dan de to karak­ter­er boltr­er sig i ver­den, så er der en vis spænd­ing mellem det ser­iøse og det komiske, mellem sam­fund­skri­tik og kome­die. Det er under­hold­ende, når den excen­triske kemipro­fes­sor impul­sivt tester sin egen mirakuløse mik­stur, og sært pir­rende for læseren at forestille sig, hvad man selv ville bruge et kvarters tid på under påvirkn­ing af Gib­bernes mik­stur. Svæve gen­nem vin­duer? En gang for alle at gøre en ende på naboens irriterende hund? Eller måske bare spankulere nøgen rundt i kvarteret?

Det føles næsten som om, at det alene er fan­tasien, der sæt­ter grænser for, hvad man kunne gøre. Men som Gib­berne og jeg-fortælleren oplever, så ændr­er ens moralske grænser sig ikke alene, for­di man bevæger sig hur­tigere for en stund. For efter at have skåret ansigter ad folk, og Gib­berne har forsøgt at løbe afst­ed med naboens hund, rammes de af skam. En skam over at have over­skre­det grænserne for, hvad man gør ved andre lev­ende væs­ner, når ingen opfat­ter det. Og i dette til­fælde men­nesker, der ikke har en chance for at tage til gen­mæle.

Da der midt i al komikken går ild i Gib­bernes buk­seben, tager deres omgivelser sig med ét nu anderledes ud. Omgivet af men­nesker, som plud­selig lign­er døde vok­sagtige fig­ur­er og med flam­merne stående ud af buk­sebenene, føles ver­den som et jordisk helvede for de to ven­ner. Deres næsten djævelske trang til at udfor­dre naturens love ender i en mere dys­ter ver­sion af den ver­den, Gib­berne, jeg-fortælleren og vi andre lever i til daglig.

Denne fik­tive søgen efter at teste grænserne for den accel­er­a­tion, der fandt sted under den urbane, indus­trielle og tek­nol­o­giske accel­er­a­tion, der tog fart i Wells’ samtid, sæt­ter ligeledes spørgsmål­stegn ved, hvor langt men­nes­ket kan omforme sin tilværelse gen­nem tek­nol­o­giske og viden­sk­a­belige frem­skridt. Selvom mik­s­turen er fik­tion, så er selve idéen om, at men­nes­ket skulle kunne bevæge sig i forskel­lige tem­pi, grundlæggende set ikke helt fremmed for Wells’ samtid. Beskriv­elsen af en ver­den i forskel­lige hastighed­er er på sin vis en virke­lig­gørelse af netop den ver­den, som nov­ellen blev født af.

Skiftet fra hes­tevogn til omnibus og inter­na­tionale jern­banenet, fra måned­lange brevko­r­re­spon­dancer til hur­tige nyhed­er over Atlanter­havet via telegrafnetværk og det vok­sende tele­fon­netværk gjorde, at en som Wells i det 19. århun­drede kunne opleve, hvor­dan men­nesker og infor­ma­tion kunne bevæge sig i flere hastighed­er – sam­tidigt! For at imødekomme et liv på farten opstod der en række nye pub­lika­tion­er, der kunne tages med under armen. Heri­b­landt det månedlige mag­a­sin Strand Mag­a­zine, som nov­ellen ”Den Nye Accel­er­a­tor” blev trykt i.

Indtil da var det den store vic­to­ri­anske roman, der havde domineret bog­markedet. En roman­form, som fyldte både i plot og sidean­tal, og som nu blev nødt til at skrumpe i for­mat, idet læserens lænestol i høj grad blev udskiftet med et togsæde grun­det “a rapid­ly grow­ing cul­tur­al demand for speed-read­ing” som lit­ter­atur­forskeren Nicholas Dames for­mulerer det. Speed-read­ing blev det urbane men­neskes daglige markør for væk­sten i ny teknolo­gi, nye læse­van­er og et nyt tid­spres.

Side­ef­fek­terne af dette vok­seværk blev til gengæld tid­sknaphed, dis­trak­tion­er og kon­cen­tra­tions­besvær for denne læser­skare, der eksem­pelvis læste Strand Mag­a­zine i under­grundssys­temet på vej til end­nu en lang dag på kon­toret. Lyde, men­neskemængder, plud­selige ryk i toget, svig­tende elek­trisk lys, avis­er, larm og sæl­gere blev alle trusler mod den kon­cen­tra­tion, det kræver at læse, og der­for gjaldt det om at blive bedre og bedre til at skimme læses­tof og ori­en­tere sig hur­tigt og fokuseret. De nye læse­van­er blev ”a train­ing ground for the indus­tri­al­ized con­scious­ness, not a refuge from it” ifølge Dames. Denne “indus­tri­alis­erede bev­id­s­thed” måtte være i stand til at nav­igere hur­tigt i infor­ma­tion­er, pro­duc­ere resul­tater inden for korte tids­fris­ter og følge med i en ver­den, hvor forstyrrelserne i tide og i utide bankede – og stadigt banker – på døren.

Hvad enten man skim­mer eller nær­læs­er “Den Nye Accel­er­a­tor” kan det til tider føles som at sid­de med et his­torisk vid­nes­byrd, da nov­ellen som en his­torisk kilde ind­tager en tvety­dig posi­tion. Nov­ellen er på den ene side trykt i et mag­a­sin, der var lavet til at have med under armen og dermed skabt til at kunne under­holde den enkelte læs­er på vej i et myl­dretid­stog; på den anden side udstiller den netop dette stress og jag, et liv i stor­byen kan forår­sage.

Wells sam­men­flet­ter den men­neske­lige erfar­ing og den indus­tri­alis­erede ver­den til sidst i nov­ellen. Da effek­ten af mik­s­turen aftager, beskrives det som en fornem­melse af at afs­lutte en tog­tur, “det var lige­som at sagtne farten, når man nærmer sig en togsta­tion”. Deres lang­somme ind­føring tilbage til realtid beskrives ikke i pos­i­tive ter­mer; tvær­ti­mod oplever fortælleren og Gib­berne det nærmest som et andet syn­de­fald. De føler et stre­jf af en eksis­ten­tiel angst, da omver­de­nens velk­endte lyde og bevægelser plud­selig kan høres og ses igen, efter at de har tran­scen­deret jor­dens umid­del­bare realtid. Tid er blevet for­van­dlet til en rel­a­tiv stør­relse, mens fart er blevet en krop­slig erfar­ing.

I denne ellers let fordø­jelige nov­el­le rum­ster­er spørgsmålet om men­neske­lig agens. For i hvilken grad må men­nes­ket gøre sig til herre over tid og rum gen­nem teknolo­gi og viden­skab? Bag Gib­bernes fik­tive mik­stur, bag gri­masserne foran de frosne men­nesker, bag bien, der i et øje­b­lik kan forvek­sles med en snegl, gem­mer der sig et viden­sk­a­beligt frem­skridt, der kan foran­dre sam­fun­det i ekstrem grad. Dette skaber et prekært forhold mellem ska­belse og destruk­tion, mellem accel­er­a­tion og kol­laps.

Wells’ nov­el­le om forsøget på at mestre den men­neske­lige erfar­ing i en ver­den, der er blevet markant mere kom­pleks, er ikke den eneste skildring fra 1800-tal­let, hvor grænserne for frem­skridt testes i fik­tio­nens ver­den. Mens tidligere ver­sion­er af Faust-myten ifølge lit­ter­at­en Mar­shall Berman han­dlede om, hvor­dan Faust ønskede sig et tal­ent til at opnå uni­verselle goder såsom penge, sex, magt og berøm­melse, så gav Johann Wolf­gang von Goethe nyt liv til myten i første halvdel af 1800-tal­let med sin ver­sion af Faust. Goethes Faust-skikkelse ønsker ifølge Berman “a process that will include every mode of human expe­ri­ence, joy and mis­ery alike, and that will assim­i­late them all into his self’s unend­ing growth; even the self’s destruc­tion will be an inte­gral part of its devel­op­ment”. Berman anskuer denne radikalt anderledes ver­sion af Faust som værende influeret af den mod­erne ver­den, der opstår i slut­nin­gen af 1700-tal­let. En ver­den, hvor tidligere uni­verselle goder såsom penge, sex, magt og berøm­melse synes fly­gtige, når et vok­sende netværk af jern­baner, kabler og veje skub­ber til grænserne for tid og rum. Denne ekspan­sion kræver snarere uen­delig vækst, “a desire for devel­op­ment” som Berman skriv­er; noget, som Goethes Faust ender med at ønske sig. Fart bliv­er med andre ord det mest ønskværdi­ge, for­di det har det største poten­tiale. Med fart som det ulti­ma­tive gode i det 19. århun­drede, er Gib­bernes mik­stur et godt bud på dens utopiske man­i­fes­ta­tion. Mens mik­s­turen kun for en stund kan accel­erere virke­lighe­den for eksem­pelvis at kunne arbe­jde hur­tigere, befind­er det under­liggende mål sig tæt på Goethes Faust: At man gen­nem udvikling kan mestre den men­neske­lige erfar­ing ud fra et ønske om at nav­igere i en ver­den, der er blevet bety­deligt mere kom­pleks og mere krævende.

Men at ville mestre dette er ikke uden kon­sekvenser. Gib­berne affe­jer dis­træt kon­sekvenserne af sin mik­stur med en bemærkn­ing om, at man kun vil nærme sig alder­dom­men med “en forsvin­dende lille smule” ved gen­t­a­gen brug af Den Nye Accel­er­a­tor. Fortælleren er dog mere skep­tisk. Han spekulerer på, hvad Gib­bernes drøm om den abso­lutte accel­er­a­tion af livet vil betyde: “Så ville han helt sikkert leve et aktivt reko­rdliv, men han ville være vok­sen som 11-årig, midal­drende som 25-årig, og som 30-årig ville han være godt på vej mod et senilt for­fald”. Det er muligt, at Gib­berne und­viger spørgsmålet, for i slut­nin­gen af nov­ellen afs­løres det, at Gib­berne allerede arbe­jder på en anden mik­stur, der skal stå i kon­trast til Den Nye Accel­er­a­tor. Han vil nem­lig skabe et mod­træk i form af mik­s­turen Forsinkeren, som skal kunne få et par sekun­der til at strække sig over flere timer. I stedet for at øge ens arbe­jd­ska­pacitet vil Forsinkeren få en til at glide ind i en døs, “og på den måde bevare en sløv inak­tivitet, et gletch­er-agtigt fravær af iver midt i de mest livlige og irriterende omgivelser”. Mens Den Nye Accel­er­a­tor tilby­der brugeren at tilkoble sig til en højte­k­nol­o­gisk strøm, så giv­er Forsinkeren mulighe­den for at trække stikket som et slags men­talt silent retreat, der tilby­der en døsig tilst­ede­værelse midt i stor­byens larm.

Trods bræn­dende buk­seben og en lille hunds nærdød­so­plevelse har Gib­berne og jeg-fortælleren ikke de store skru­pler med at frem­stille begge mik­s­tur­er. “Vi kom­mer til at pro­duc­ere og sælge Accel­er­a­toren og i forhold til kon­sekvenserne – der må vi se…” siger han. Og dermed bringer Wells læseren tilbage til det mefis­toliske træk ved Gib­berne. Som en anden djæv­el fris­ter han ikke alene jeg-fortælleren, der lig Faust lad­er sig lokke, men snart også alle andre omkring ham.

Den Nye Accel­er­a­tor sælges som dét mid­del, der skal sikre både resti­tu­tion og accel­er­a­tion, selvom det dybest set ikke er andet end et symp­tom på de prob­le­mer, der find­es både i og uden for fik­tio­nens ver­den. Det bekræfter jeg-fortælleren selv, for nov­ellen ender med, at han afs­lør­er, at den nov­el­le, som læseren lige er blevet færdig med at læse, er blevet skrevet på en dosis af Den Nye Accel­er­a­tor. Han beretter let­tet om at kunne arbe­jde i et langt uforstyrret stræk “midt i en dag fuld af aftaler”. Og hvor­dan ser sådan en arbe­jds­dag ud? “Jeg beg­y­n­dte klokken 6.25, og mit ur er nu næsten et min­ut over halv” skriv­er han, kun afbrudt af at have “gum­let på lidt choko­lade”.

Marie Weis er redak­tør på Bag­grund og cand. mag. i Mod­erne Kul­tur.“Den Nye Accel­er­a­tor” kan læs­es i en dan­sk over­sæt­telse her.

Scroll til toppen