Historiens vilkår i en brydningstid

I sommeren 2017 opmuntrede den svenske miljøhistoriker Sverker Sörlin sine nordiske historiekollegaer til at omfavne fagets potentiale i en tid med omfattende forandringer. Efterfølgende uddelte Baggrund en oversat og redigeret udgave af hans tale som et manifest til nye historiestuderende. Her bringes manifestet online.

Redaktionelt forord

Vore liv leves i en verden i hidtil uset forandring.

Som historikere er vi idéelt udrustede til at bearbejde og formidle forandringernes konsekvenser. Men kun hvis vi er villige til at se fagets potentiale; til at behandle enorme udfordringer fra overvældende perspektiver samt erkende, at det kun kan lade sig gøre, hvis humaniora, socialvidenskaberne og naturvidenskaberne opgiver deres ofte selvvalgte indbyrdes isolation og integreres med hinanden.

Det var hovedbudskaberne, som den svenske miljøhistoriker Sverker Sörlin fremførte overfor sine nordiske historiekollegaer i en tale ved Nordisk Historikermøde i sommeren 2017. Som Sörlin sagde mod slutningen af sin tale: “Samfund vil blive forbedret af den omtanke, omhu og visdom, som historie og humaniora kan levere i vores bedste øjeblikke. Hvis det lyder underligt, er det fordi vi kun sjældent taler om vores professions potentiale.” På Baggrund mener vi, at Sörlins budskaber er så vigtige, at vi efterfølgende oversatte og udgav en redigeret udgave på dansk som en slags historiemanifest. Håbet er lige netop, at vi kan starte en samtale om ikke blot historiefagets, men hele humanioras potentiale i en tid med enorme forandringer. Det potentiale mener vi desuden, at det er ganske nødvendigt at udpensle i lyset af den igangværende politiske diskussion om humanioras relevans.

Begrebet Antropocæn – den enhed på den geologiske tidsskala, der markerer vores epoke som en tid, hvor menneskelige handlinger er de væsentligste drivkræfter bag ændringer i jordens geologiske udformning – udgør manifestets udgangspunkt. Det gør det sammen med en forskningsbaseret erkendelse: at planeten har en række miljørelaterede grænser – de såkaldte planetariske grænser
– hvis overskridelse vil bringe jordens klima i overhængende fare for at få overbalance.

Men manifestet er ikke kun relevant i en miljøhistorisk kontekst; klimakrisen er blot én af mange transformative processer, der udgør den brydningstid, som humaniora må fungere i. Infrastrukturelle og teknologiske revolutioner, en gennemgribende transformation af den offentlige sfære og mennesker i bevægelse er blot nogle af de mest oplagte eksempler.

Manifestet er i bund og grund en optimistisk vision for historiefaget – og hele humaniora, omend skrevet op mod en dyster baggrund. Det var vigtigt for Sörlin at fortælle sine kolleger, at de ikke behøver stå afmægtige tilbage overfor tidens store forandringer. Det er det budskab, vi på Baggrund gerne vil give videre til nye generationer af danske humanister; dem, der for alvor kommer til at mærke transformationernes konsekvenser.

Mit mål er at fremsætte og underbygge to påstande. Den første er, at historikere og historisk viden er vigtige og brugbare; og at vi lever i en tidsalder, hvor der også er efterspørgsel efter original historieskrivning, der behandler global forandring, den videnskab, der beskriver forandringen og de muligheder og farer, som den medfører. Den anden er, at vi historikere endnu ikke har opdaget denne mulighed, og at vi derfor ikke har besvaret den efterspørgsel, som vi kan se omkring os – eller har vi måske ikke set den klart nok?

Disse påstande retfærdiggøres af et unægteligt og igangværende fænomen: de dybdegående forandringer i humaniora generelt. Og for indeværende vil jeg anse historiefaget som “humaniora”, om end i den bredest mulige forstand, da jeg er af den overbevisning, at historie spænder over både socialvidenskaberne og humaniora, og at den også kan leve godt sammen med naturvidenskaberne – et emne, som jeg vil vende tilbage til.

Hvem er historikeren?

Lad mig begynde med at stille et meget fundamentalt spørgsmål: Hvad Er Historie? Selvfølgelig vækker netop det spørgsmål minder om titlen på E. H. Carrs berømte Trevelyanske forelæsninger, afholdt i Cambridge i 1961 og siden da læst af historikere og deres studerende – generation efter generation. Det er en glimrende lille bog, klog og kløgtig, skrevet med en åbenhed over for forandring, men alligevel fra en nu svunden tid. Der er et kort afsnit i én af forelæsningerne, hvor Carr åbner døren på klem for den mulighed, at ændringer i økologi kan spille en rolle i historien og dens fag. Men tanken varer én sætning … hvorefter Carr går videre.

Mange andre af de vigtigste historiografiske temaer fra de sidste 60 år kom heller ikke i betragtning. Køn nævnes næsten ikke. Indekset – der består af flere end hundrede mænd, næsten alle europæiske foruden et par amerikanere – indeholder ét kvindenavn: Veronica Wedgewood, engang berømt for sine populærhistoriske bøger. Den koloniale verden holdes også på behørig afstand.

“Historikeren” er, frem for alt, en person omtrent som Carr selv – en forsker ved Trinity College, uddannet på en lille håndfuld eliteuniversiteter, med enorm viden og en ypperlig hukommelse, med enormt lange arbejdsdage og, som ofte, sprogkundskaber til at mestre udenlandske arkiver, mestendels Rusland i Carrs tilfælde. Med få undtagelser en mand, arbejdende på egen hånd. I Carrs glimrende bog – og jeg mener stadig, at den er glimrende – er der også en dyb afgrund mellem Carr og socialvidenskaberne og alle deres tilhørende teorier, der spirede omkring ham. Marx, der levede næsten hundrede år tidligere, var langt vigtigere for Carr end nogle af hans mange, samtidige socialvidenskabelige teoretikere: Goffman, Riesman, Bateson. Han behandler kortvarigt sociologi og siger, at ”hvis det skal blive til et frugtbart forskningsområde,” må det blive mere ”som historie” – det vil sige: mere dynamisk.[1]

Vi kan roligt sige, at alt dette har ændret sig. Selv historikere er klogere nu. Vi ved, at sociologi har et formål, og vi studerer den koloniale verden – faktisk kommer adskillige af de seneste års mest interessante historikere fra tidligere kolonier. Vi har en fantastisk mangfoldighed. Vi har ikke én mand eller en lille håndfuld af dem, der repræsenterer ”Historie”, og som fortæller resten af samfundet, hvordan fortiden tog sig ud. Et fåtal forsøger fortsat at indtage den gamle rolle, måske med en TV-serie i Attenborough-formatet. Men det er ganske sjældent, og selv offentligheden ved, at underholdningsindustrien kun serverer dem en brøkdel af helheden. Som mangfoldigheden tog til, fordeltes autoriteten. Der er ikke længere en særlig instans, hvor vi kan henvende os for at lære om ”Historie” med stort H.

Men autoritet, og visdom, vil altid være efterspurgt. Og hvis historikerne ikke udbyder det, så vil andre gøre det – og andre gør netop det. I sin bog Régimes d’historicité (2003) beskriver Francois Hartog tiden efter 1989 som en periode, der har mistet sin retningssans – fortidens visdom og fremtidens forventninger findes ikke længere. Før 1789 prægede fortiden samtiden. Mellem 1789 og 1989 blev moderniteten besat af fremtiden. Vores æra, siger Hartog, er hul og bange for fremtiden. Det hule har til tider et ansigt, eksempelvis i form af en Putin eller en Trump. Vi forsøger at forestille os, hvilke historiske kræfter, der kan modgå dem og måske tænker vi på ansigter som Merkels, Macrons, eller Justin Trudeaus – selvom vi er langt fra sikre på, hvad de kan opnå. Bagtæppet for disse kampe er Jorden: dårligt ledet, baseret på lovgivning og økonomiske idéer, der stammer fra kapitalismens tidlige år, da verdens befolkning var mindre end ti procent af, hvad den er i dag, og da økonomisk cirkulation og energiforbrug var en brøkdel af vores. Det bør anspore til historisk eftertanke.

Hartogs ‘forlængede nu’ er veldokumenteret og, som han selv indrømmer, kan ikke fortsætte.[2] Fremskridt og tilbagegang kombineres til noget, der måske ikke er så hult alligevel. Mens friheder og rigdom er vokset årti for årti, og homoseksuelle forhold og ægteskaber gør globale fremskridt og dermed fortsat giver en retning til vor tid, bliver udviklingen indædt bekæmpet af autoritære regimer. I Polen, Nordens nabo, slår det nationalistiske regime ned på universiteternes køns- og sexologikurser. Angrebet omfatter også humaniora som helhed. Den polske videnskabs- og forskningsminister udtalte, ifølge The Guardian, at han vil skære ned på humaniora, ”et spild af penge”, og støtte hvad han kaldte de ”hårde videnskaber”. Akademikere i Polen har nu to CV’er – ét, hvor deres kurser i køn og seksualitet er indbefattede, et andet, hvor de ikke er.

Så jeg vil mene, at vi allerede nu er hinsides Hartogs distinktion. Tiden og dens retningssans vender tilbage med ny styrke. På overfladen handler vor tids samtale om fakta og alternative fakta. Men i bund og grund handler det alt sammen om værdier. Noget af den mest inspirerende forskning inden for humaniora handler i disse dage om at artikulere værdier og forankre dem i virkeligheder.

Men for at være ærlig er dette fortsat ikke det primære fokusområde for vores forskning. Humaniora er iøjefaldende svagt, når det kommer til at artikulere, hvor vi er, og hvor vi bør bevæge os hen. Det var netop dét, vi gjorde i fortiden – særligt inden for historie – og måske er vi blevet så opmærksomme på farerne ved de tidslige retningsangivelser hos vores disciplinære forfædre, at vi har udviklet en berøringsangst over for alt, hvad der lugter af Stor Fortælling.

I stedet mumler vi.

Og når nogen virkelig udtaler en stor fortælling, sker det med ironi. Den bedste anmeldelse af Yuval Noah Hararis to store bestsellere om menneskehedens historie og fremtid er indtil videre af den norske idéhistoriker, Trond Berg Eriksen, der med rette noterer sig, at fortællingen slet ikke skal tages seriøst.[3] Den er en del af underholdningsindustrien, Pirates of the Caribbean i Silicon Valley, hvor milliardærer hævder, at nanoteknologi vil give dem evigt liv. Det sælger. Men det får ikke polske ministre til at ombestemme sig. Eller fratager dem deres magt. De er seriøse.

Dét bør vi også være.

Hvem er tidens arkitekter?

I dag er der en anden autoritetskilde, som hastigt har overtaget en stor del af tidsbevidstheden. De er også belæste, de har også prestigefyldte universitetsstillinger, og som oftest er de også mænd – forskellen er, at de er naturvidenskabsmænd. De er de nye herskere over tiden, og de dukker op, netop som mange historikere har accepteret, at der er en tidskrise, et vakuum, en periode uden klar retning.

I det øjeblik da den Kolde Krig sluttede med murens fald 1989, og Francis Fukuyama erklærede historiens afslutning,[4] og netop da neoliberale tankeregimer overtog og visse amerikanske journalister erklærede, at hele Jorden er flad[5] – i nøjagtig det øjeblik (netop da den var holdt op med at være flad) gjorde en sammenslutning, der kaldte sig selv Earth System Scientists, opmærksom på det faktum, at verden forandres på skalaer, som vi aldrig havde tænkt over før, og som vi faktisk troede, det var umuligt for mennesker at påvirke. Mennesker forandrer planeten, siger de – og den bliver ikke fladere.[6]

De var fysikere og kemikere. I gamle dage udtalte fysikere sig om helt andre ting. Folk som Robert Millikan, nobelprisvinderen der satte Gud højt, sagde i 1930, at Herren havde installeret ”idiotsikre mekanismer” i sit Skaberværk, og at det derfor var umuligt for menneskeheden at påføre ”omfattende fysisk skade” på det.[7]

Fra omkring 1989 begyndte fysikere at tænke på en anden måde. Eller 1988, bør vi måske sige, da FN’s Intergovernmental Panel of Climate Change (IPCC) blev født.[8] Ja, nogle havde endda påbegyndt denne tænkning tidligere.[9] Men nu var der en hel sammenslutning, som talte sammen – om tid og historie. Og på skalaer, som der kun synes at blive talt om på fysikinstituttet, eller institut for teologi, hvor vi historikere ikke længere kan følge med … Den første reaktion fra historiefaget ville selvfølgelig være: ”Åh la’ vær’, der er så mange tider! Jeres store tid er bare et særtilfælde. Tag først et kursus på vores institut, og så vil I forstå, hvor mange der er.” For øjnene af os udfoldes det, som den norske historiker Helge Jordheim i en artikel i History and Theory for et par år siden kaldte ”tidens synkronisering”.[10] Forskningen i denne synkronisering er nu igangværende. Noget af den udføres af naturvidenskabsfolk – men på længere sigt må vi historikere også tage opgaven på os; og vi er knap nok begyndt.

Meget af naturvidenskabsfolkenes arbejde er kreativt, fantastisk, skelsættende, overvældende. Vi bør omfavne det. Hvilket de fleste af os selvfølgelig også gør – vi registrerer, at det sker, præcis som historikere altid har bidt mærke i fremskridt inden for naturvidenskab, medicin og teknologi.

Til tider bør vi også være stolte over at indtage en kritisk attitude. Historikere har altid holdt afstand fra videnskabs-agtige måder at tale om historie på, såsom darwinisme og evolutionær tænkning, fordi de forstyrrede noget, der står os nært: intentionalitet. Med R. G. Collingwood tog vi distinktionen mellem hændelser – der fandt sted i naturen – og handlinger – det som mennesker gjorde og kunne holdes til ansvar for – seriøst. Det var ”historiefagets idé” som beskrevet i Collingwoods berømte bog (The Idea of History, red.), publiceret posthumt i 1946.[11]

Men denne gang er det anderledes, tror jeg. I en tid med klimaforandringer og hastige miljørelaterede sammenbrud, og hvor istider er så sjældne, at vi kan overlade dem til geologerne, er natur ikke bare et stiltiende bagtæppe, hvor ting udspiller sig mere eller mindre, som de altid har gjort. Det tjener til hans ære, at E. H. Carr i nogen grad var klar over dette. Han bemærkede, at historien med Charles Lyells geologi og Charles Darwins biologi var trængt ind i naturvidenskaben – og naturvidenskaben ind i historiefaget. I et påfaldende afsnit argumenterer han for, at formålet med at studere historie og naturvidenskab er ”det samme: at forøge menneskehedens forståelse af, og herredømme over, sit miljø”.[12] I dag kan vi selvfølgelig diskutere herredømme-pointen, men Carrs tid var 1961 – herredømmets skyggesider var endnu ikke fuldt ud fastlagte.

På det tidspunkt mente et fåtal af historikere, at dette var deres formål. Carr siger ikke meget mere om emnet, men tanken var i det mindste trængt ind i hans sind. Hans interesse var ikke så meget i miljøet, men nærmere i historiefagets status. For fortsat at være relevant, for at forblive, som han sagde, ”endnu sværere end klassiske studier og mindst lige så seriøst som naturvidenskab”, måtte det tage videnskabelige metoder i brug. Carr bryder sig ikke om Collingwoods dualisme. Han citerede C. P. Snow, kemikeren og forfatteren, der havde afholdt sit Reid-foredrag blot et par år forinden og i den forbindelse havde fordømt humanisterne ved at beskrive deres ”anti-sociale indstilling”. Carr var dybt bekymret for, at historikere ville blive set som hørende til de ”litterære intellektuelle” – altså, at de ikke ville blive taget seriøst. Kun tre år senere udgav hans Cambridge-kollega Jack Plumb sin berømte bog, Crisis in the Humanities, i vore dage nok bedre kendt end nogle af hans bidrag til historieforskningen.[13]

Carr havde en endda ganske veludviklet sans for disciplinær politik. For at undgå krise, for at forblive relevant, var det en glimrende idé at rette historiefaget ind efter ændringer i den virkelige verden, og hvad kunne være mere virkeligt end forandringer i naturen? Det lyder måske ikke så radikalt nu, men dengang var det. For at forstå hvor uhyre radikal den tanke var, kan vi sammenligne med Fernand Braudel, mest kendt for at have inddraget geografi og derfor ”miljøet” i historie sammen med sine kolleger ved Annalesskolen. Til trods for al Braudels indsigtsfulde anerkendelse af ”La part du milieu” – ”miljøets rolle”, hans 350 siders-introduktion til L’Histoire de la Méditerranée fra 1949 – havde han et særdeles statisk blik på naturen, der ifølge ham grundlæggende var en langsomt forandrende tilstand, ”kvasi-immobilt”; en longue durée scene, hvorpå menneskeligt drama kom til syne. Ikke engang i den nye introduktion til den engelske oversættelse fra 1974 er han villig til at acceptere Emmanuel le Roy Laduries forskning i klimaforandringer – historikeren må ikke mene, at naturen forandrer sig for hurtigt: Agens forbliver i samfundet.[14]

Braudels miljø var endnu ikke helt historisk. Det kan være interessant at citere en af disse farlige ”litterære intellektuelle”, Roland Barthes, der skrev Mytologier (1957/2017) i midten af det årti, som adskilte Braudel fra Snow og Carr: ”En progressiv humanisme […] bør altid bestræbe sig på at nedbryde termerne […] så det bliver muligt at lægge naturen med dens ’love’ og ’begrænsninger’ bag sig og derigennem opdage Historien og omsider betragte Naturen som et historisk fænomen.”[15]

Et begyndende integrativt narrativ

Det er vigtigt at minde os selv om dette øjeblik, for ikke så lang tid siden, mens efterkrigstiden stadig udfoldede sig; hvordan en ny diskussion om natur og miljø begyndte at boble op, og hvordan den trak på kreative mennesker på tværs af alle videnskaber, heriblandt humaniora og historie. Vi er blevet vant til at tænke på miljøet som naturvidenskabsmændenes domæne. Og ja: Det artede sig sådan – men i dette for ”miljøet” så formative øjeblik var resultatet endnu ikke givet.

Som et begreb der omhandlede et område i forandring, fik ”miljøet” sit første gennembrud i slutningen af 1940’erne. En lille håndfuld økologer fremsatte foruroligende budskaber. William Vogt skrev The Road to Survival, udgivet i 1948, hvori han aktivt brugte ordet i dets nye betydning: Den ting derude som mennesker ødelægger. Han havde observeret naturens tilstand i Latinamerika, på vegne af adskillige af kontinentets regeringer, og det, som han så, gjorde ham dybt bekymret: fuglearter der døde ud; dyreliv i forfald. Han blev en stærk modstander af befolkningstilvækst. Ny-malthusianisme var i fremgang. Hvert af hans kapitler adresserede et ”problem”: forurening, rovfiskeri, erosion, fattigdom. Miljøet var et sandt problemkatalog.[16] Fairfield Osborn, endnu en økolog, talte, ligeledes i 1948, om mennesker, der opererede på en enorm skala: menneskeheden som den ”nye geologiske kraft.”[17] En fysiker, Harrison Brown, skrev pessimistisk om en ny verden, der udplyndrede sine egne ressourcer.

I 1950’erne og de tidlige 1960’ere udbredtes det nye sprog om antropogen miljøpåvirkning. Princeton-konferencen i 1955, ”Man’s Role in Changing the Face of the Earth”, var et samlende øjeblik. Interessant nok var diskussionen bred og ikke domineret af naturvidenskabsmænd. Både socialforskere og humanister var til stede. Byhistoriker og -planlægger Lewis Mumford, der følte et behov for at sætte liv i mødet efter en uge med dystre budskaber, talte om behovet for mere kærlighed, indvarslende de psykedeliske tressere. Geografihistoriker Clarence Glacken påberåbte sig idéen om Antropocæn (se også fokusserien Velkommen til det antropocæne!, red.) og hævdede, at konceptet allerede var hundrede år gammelt.[18]

The rest is history, som man siger.

Et betydningsfuldt vendepunkt, reelt som symbolsk, indbefattede Rachel Carsons Det Tavse Forår (1962/1963) og opkomsten af noget, der i dag kaldes ”Global Environmental Governance” (GEG), under FN-miljøkonferencen i Stockholm i 1972. Fra da af kan man følge denne udvikling helt op til COP 21-aftalen i Paris og Verdensmålene for bæredygtig udvikling, begge fra 2015. Med mine to medforfattere, Libby Robin og Paul Warde, har jeg gennem flere år forsket i fremkomsten af ”miljøet” som et moderne globalt fænomen. Vores bog, The Environment – a History of the Idea, er blevet udgivet for nylig. Ét af udgivelsens hovedbudskaber er, at tidsskalaer er under forandring. Vi har anslået, at ”miljøets” fødsel, transformationen af det gamle begreb, foregik i det bemærkelsesværdige år 1948, selvom vi også beskriver både dets forhistorie og senere så slående karriere – som et af de centrale begreber i det tyvende århundrede.[19]

Nu, hvor ”miljø” træder ind i det 21. århundrede, tager forandringens sprog endnu et kvantespring, især fordi konceptet om det Antropocæne vender tilbage, som det har forsøgt flere gange, med Comte de Buffon i det 18. århundrede (der havde idéen, men ikke ordet[20]), med geologen Antoni Stoppani i 1870’erne og den russiske biogeokemiker Vladimir Vernadsky i 1920’erne. Men det var først med relanceringen i starten af nullerne, igangsat af geokemiker Paul Crutzen og adskillige andre videnskabsfolk fra Earth System Science, at begrebet fik nyt liv.[21]

Sociale fortolkninger af det planetariske

Et afgørende øjeblik fandt sted i 2005. På Dahlem-konferencen i Berlin forsamledes adskillige Earth System Scientists, arkæologer og historikere; i fællesskab forsøgte de at sammenkoble den nyeste viden om forandringer på lang sigt.[22] Da blev begrebet ”den Store Acceleration” opfundet. Det var inspireret af Karl Polanyis koncept om ”den Store Transformation”, fra bogen af samme navn fra 1944, og hans idé om at fremvæksten af moderne, industrielle, liberale, kapitalistiske eller socialistiske samfund ikke kom som resultat af en fragmenteret, men derimod gennemgribende og gennemtrængende forandring, og en, der var forbundet på tværs af sektorer, politiske grænsedragninger, teknologier, ressourcer og energiformer; den involverede både materialiter og idéer på én og samme tid.[23]

Den Store Acceleration var en lignende idé, på samme altomfattende skala. Forandringer i vores tid har været, og vil være, lige så gennemgribende – med den tilføjelse, at naturvidenskaberne står med meget af bevismaterialet. Forandringerne vil også finde sted i miljøet, de sker i havene, i skove og på marker, i atmosfæren; de sker samtidig med vækst i digitale teknologier, aktiemarkeder, velfærdsudgifter; ansporet af demografiske ændringer, længere levealdre og den eksponentielle vækst i antallet af universitetsgrader, af kalorier fra kød, af overvægt, af energiforbrug.

De mest pludselige forandringer, inden for de fleste dimensioner, kom efter 1945 – eller 1948, om du vil. Kun få år efter Dahlem-mødet, i 2009, lancerede det samme fællesskab af Earth System Scientists endnu en idé, navnlig at nogle af disse forandringer er yderst farlige, at de udgør en risiko mod stabiliteten i det holocænes domæne, tiden efter den sidste istid, for 11.700 år siden. Hvis disse grænser blev overskredet, ville konsekvenserne være ukontrollerede og uforudsigelige.[24] Jeg var den eneste historiker – faktisk den eneste humanist – på et hold af 28 mennesker, der indsendte en artikel om de ni ”planetariske grænser” til Nature. Jeg deltog i et møde i september 2009 i Santa Barbara, da Nature-historien blev udgivet. Adskillige af mine medforfattere var også tilstede. Dagen igennem kunne vi følge, hvordan nyhedshistorien rullede over planeten, time for time, tidszone for tidszone. Jeg gav en udtalelse over e-mail og blev inden for én time citeret i Mother Jones i New York City. Endnu en time senere i Vancouver, om eftermiddagen i Hong Kong.

På intet andet tidspunkt har jeg været så dybt involveret i noget, som vi med rette kan kalde en mentalitetsændring. Det føltes øjeblikkeligt. Det var det naturligvis ikke; mange mennesker, måske størstedelen af den vestlige verdens befolkning, har formodentlig ikke hørt om Planetariske Grænser, selvom det er en af de mest citerede videnskabelige artikler fra det seneste årti. Vi skrev en opfølger, udgivet i Science i 2015. I den udgave var vi færre forfattere, og humaniora-dimensionen, som jeg ihærdigt, men med få resultater, havde forsøgt at indføre i 2009, var nu langt mere integreret.[25]

Jeg kunne tilføje en metahistorie til den ”planetariske” fortælling og citere kollegaer fra antropologi og historie, der har bidraget til historien om planetarisk bevidsthed.[26] Ikke alene var det Antropocæne slået igennem som et begreb og som et navn på denne nye epoke, vi havde også fået den nylige Stern-rapport, fremkomsten af klimaforandringer som en global super-fortælling, og et finansielt sammenbrud, der havde truet flere af de senmoderne samfunds store institutioner og sociale stabilitet; alt sammen underbygget af en omfattende digital revolution og store geopolitiske omvæltninger med opkomsten af Asien og særligt Kina samtidig med Europa og USA’s relative tilbagegang. Udviklingen havde været undervejs over længere tid, men det boblede alt sammen op til overfladen inden for få år.

Når det gælder, hvem historikeren er i vores tid, vil jeg mene, at denne erfaring nødvendigvis må inddrages. Jeg kunne ikke undgå at bemærke de Earth System Science-kollegaer, der omgav mig i Santa Barbara, ved Stockholms Resilience Centre eller i Haus der Kulturen Welt i Berlin, hvor vi i mange år samledes til Antropocæne begivenheder med hundredvis af forskere og kunstnere og studerende: De var talrige, og de var aktive, og de havde meget at sige om, hvordan tiden organiseres. De kunne genfortælle historier om vores samfund på skalaer og med begreber, der var medrivende, og som med det samme banede vejen for mediedækning og politisk årvågenhed.

Måske var det ikke historieskrivning, selvom visse dele var, men det var temporalisering, det var nye sociale fortolkninger af tidens gang. Jeg er taknemmelig over at have haft muligheden for at være en del af dette, og jeg tror også, at jeg har lært et par ting af denne erfaring med temporaliseringens praktiske arbejde. Faktisk tror jeg, at disse processer og begreber netop nu genkonfigurerer historieskrivningen, både inden for professionen og i vores forhold til resten af samfundet – som vi af ejendommelige årsager af og til kalder omverdenen (som om vi er i dens centrum; en besynderlig ophøjelse af vores professionelle fællesskab …).

At påbegynde en transformativ reaktion

Det jeg henviser til, er en betydelig reaktion, som foregår netop nu. Jeg beskriver det som den nye, integrative humaniora, og historie spiller en rolle – en hovedrolle endda[27]. Denne nye vending må uundgåeligt ses som et svar på alle disse omfattende forandringer i Earth Systems-tænkning og de der tilknyttede kriser. Det startede omkring 2009-10. Det er svært at fastslå det nøjagtige tidspunkt. Når man kigger tilbage, står det klart, at Dipesh Chakrabartys artikel i Critical Inquiry, ”A Climate for History”, antændte debatten[28]. Han var inspireret af klimaforandrings-diskursen. Da jeg for første gang blev inviteret til hans seminar på Franke-instituttet ved University of Chicago i marts 2012, var jeg i starten ikke klar over, at der var en journalist fra Forbes Magazine blandt publikum. Jeg talte om klimavidenskabens historie med fokus på skandinaviske meteorologer og glaciologer. Da jeg efterfølgende vendte hjem til Stockholm, fandt jeg mit navn overalt på internettet – to artikler var blevet skrevet på baggrund af mit foredrag. Jeg syntes endda, at det var et ganske middelmådig foredrag; jeg havde talt for meget, for hurtigt, givet for mange detaljer. Artiklernes relevans skyldtes naturligvis den nervøsitet og de bekymringer, som disse emner vakte i den amerikanske kontekst.[29]

Nu, flere år senere, kan jeg se, at jeg også talte om vigtigheden af fortællinger. Det blev citeret i Forbes. Hvordan den nye ortodoksi om menneskeskabte klimaforandringer handlede om videnskabelig viden, men også om hvordan historien blev rammesat. Det havde ikke fungeret, da Svante Arrhenius eller Guy Stewart Callendar – den britiske dampingeniør, der skrev den bedste artikel af alle i 1938, blot for at se den blive affejet – og andre havde talt om global opvarmning før i tiden.[30]

Deres fortælling havde ikke været fængslende nok. I 1950’erne og 1960’eren kunne idéen sættes i forbindelse med ”miljøet” og fra 2005 med den Store Acceleration.

Den havde nået bibelske proportioner.

Ja, hvis vi som historikere skal have indflydelse på kommende generationer, så er det måske også et spørgsmål om fortællinger? Om forestillingen om en fremtidig historie, der vil handle om en menneskehed, som ikke konstant skubber Jorden ud af balance; en historie, der bør omfatte menneskelige samfund, undertrykte grupper, magtkampe, de rige og de fattige og en omstrukturering af privilegier – en historie om en ny himmel og en ny Jorden.

Historikere vil muligvis sige, at så snart vi kan lugte fremtiden, viger vi bort. Vi vil have arkiver. Vi kan måske forklare, hvordan vi endte, hvor vi er nu. Men vi kan ikke undersøge det, der endnu ikke er sket.

Det er rigtigt. Men her vil jeg citere Johan Schot, den hollandske landbrugs- og teknologihistoriker. I oktober 2015 modtog han SHOT-medaljen fra Society of the History of Technology i Albuquerque, New Mexico. Jeg var tilstede og hørte hans takketale. Han talte om historikerens rolle i ”overgangstider”. Ordet er forbundet med innovation, ikke med historie. Men, påstod Johan, der findes noget kaldet den historiske forestillingsevne.[31] Til forskel fra mange af vores kollegaer inden for andre discipliner kan vi som historikere kun rekonstruere de virkeligheder, som vi undersøger. De forsvandt for længe siden. For at kunne gøre det, må vi gøre brug af vores forestillingsevner. Vi kan ikke udføre eksperimenter. Vi kan ikke observere fortiden direkte. Data er ofte fragmenteret. Vi må nødvendigvis udfylde hullerne med vores egne forestillinger, nærmest som skønlitterære forfattere eller filmskabere. Vi må nødvendigvis frembringe fortællinger, selv når de ikke eksisterer, for de formes altid af os.

I denne henseende minder fremtiden ganske meget om fortiden. Den kan ikke observeres, den kan ikke indsamles, vi er nødsaget til, om man vil, at prekonstruere den. Forskellen er, at den prekonstruerede fremtid også er etisk – eller politisk. Vi kan stadig påvirke den, hvilket vores fortællinger netop gør. Hvis vi ønsker forandringer, der kan gøre os ansvarlige i vores møde med klimaforandringer, miljøet eller planetariske grænser, mens vi samtidig forøger social retfærdighed – dyder, som historie-professionen kan enes om – så behøver vi velinformerede forestillinger, ansvarlig eftertanke. Med retningssans.

Lignende idéer udbredes netop nu på tværs af humaniora og socialvidenskaberne. Metoden er integrativ, da det åbenlyst nødvendige er en troværdig respons: Verden er i fare – ring til en lingvist! Nej, det gør vi nok ikke.

Hvordan kunne vi forestille os at reagere på de globale udfordringer, som vi står overfor? Fattigdom, klimaforandringer, religiøse konflikter, terrorisme? Ring til en geolog? Nej. Ring til en lingvist? Endnu engang, nej. Hvad nu hvis nogen påstod, at det ikke er nødvendigt at vide noget om religion, idéer, værdier, hvorfor mennesker elsker og hader, om det der holder samfund sammen, det der inspirerer dem, bevæger dem? Hvad nu hvis nogen påstod, at vi ikke behøver at kende til nationalisme, til grådighed og magt, til institutioner, til årsagerne bag sociale konflikter, til stolthed og fordom, til musik og visuelt sprog eller til Polens historie for at forstå deres nuværende videnskabs- og forskningsministers tankegang?

Hvis nogen påstod det, ville vi med rette mene, at vedkommende var uvidende. Dét er svaret. Den integrative humaniora er opstået som en reaktion på behovet for en langt mere magtfuld og brugbar viden, der kan anvendes i en verden, hvor den finansielle krise demonstrerede, at økonomerne tog fejl, hvor klimakrisen har blotlagt, at vores energiteknologier er utilstrækkelige – og at atomfysik formodentlig heller ikke vil være os til hjælp. Vi har behov for, præcis som Karl Polanyi udlagde det, en Stor Transformation, og som svar på det behov må vores vidensarbejde omorganiseres.

Den integrative humaniora  

Når det gælder humanistisk miljøforskning (eng. environmental humanities), synes bevægelsen at have sin begyndelse i Australien. De havde allerede i 2004 en Ecological Humanities-gruppe. Miljøhistorikere spillede en central rolle. Få år senere skete der ting andre steder. I Sverige tog Mistra Foundation et initiativ omkring 2008-09. Post-humane forskere og litterære økokritikere tilsluttede sig historikere.[32] I en artikel i Nature Climate Change ledte humangeograf Noel Castree i 2014 et verdensomspændende hold af fremtrædende forskere, også citeret vidt og bredt. Titlen refererede til Chakrabartys artikel: ”Changing the Intellectual Climate”.[33] Fagområder som digital humaniora og medicinsk humaniora gik endnu længere tilbage. Inden for de seneste år har udviklingen også spredt sig til det, der kaldes geo-humaniora, tekno-humaniora og flere andre humanistiske felter. Disse fagområders arv var en påbegyndt omstrukturering af fakulteterne. Især når særlige infrastruktur var påkrævet, såsom stor computerkapacitet eller visuelle laboratorier, blev der grundlagt nye forskningsenheder.

Den integrative humaniora er et ganske nyt begreb, og først nu er det kommet i brug.[34] Forskningsprogrammer og -centre, der bruger ordet, er dukket op på amerikanske universiteter over de seneste par år. En smule ældre er centre som CRASSH på Cambridge og TORCH på Oxford. I Sverige har Uppsala Universitet igangsat et tiltag på tværs af fakulteterne; Centre for Integrated Research on Culture and Society (CIRCUS).

Gennem flere år har jeg sammen med Anders Ekström, en kollega fra Uppsala Universitet, arbejdet på et projekt om humanioras historie og fremtid. I 2012 udgav vi en bog, hvori vi definitivt vendte ryggen til den krisediskurs, som har hjemsøgt humaniora siden – og endda før – Plumbs bog.[35] I 2016 modtog vi en bevilling fra det svenske forskningsråd til at organisere en seminarserie med det formål at analysere humaniora. På baggrund af de diskussioner lærte vi blandt andet, at integrative vidensmiljøer gradvist var ved at vokse frem mange steder. Men de dukker ikke op på samme måde, som underdiscipliner ellers gjorde det; over mange årtier, kæmpende om pladsen i den tætpakkede fakultetsjungle. Den integrative humaniora vokser frem på en anden måde. På store universiteter har de tilbøjelighed til at organisere sig som tværfaglige tiltag, hjulpet på vej af forskningsfondenes voksende betydning. På specialiserede institutioner og mindre universiteter kan de organisere sig som humaniora-centre i stedet for som traditionelle discipliner.[36]

En ny saddeltid?

Jeg mener, at vi lever i et kritisk øjeblik i verdenshistorien, og at vi, som historikere, har vigtigt arbejde foran os.

Vi vil formodentlig snart tage hul på en æra med dybdegående transformationer, post-fossilbrændstof. Nogle af de forandringer vil formodentlig være så omsiggribende, at vi retfærdigvis kan omtale perioden fra omkring 1950 til 2050 som en ny saddeltid, på niveau med modernitetens ankomst i perioden fra 1750 til 1850.[37] Begreber såsom miljøet, Antropocæn, den Store Acceleration, klima, det posthumane og flere andre har allerede fået radikalt nye betydninger sammenlignet med den klassiske oplysningsmodernitet før 1950 – hvis altså begreberne overhovedet eksisterede dengang.[38] De hører til i et forandringernes vokabular, og en teoretisering af det, samt en gentænkning af historie og historiografi, der inkorporerer disse begreber, synes uundgåeligt. Vi husker måske, at Reinhart Koselleck selv mente, at Oplysningstiden var den periode, hvor historie endeligt kunne adskilles fra natur og dermed transformeres til det moderne begreb.[39]

Men det var dengang. Var det en god ide, at adskille Jorden fra historie?

Dette spørgsmål falder direkte i forlængelse af den genoplivelse af ”artshistorie”, som Dipesh Chakrabarty har foreslået. Jeg ønsker muligvis ikke at gå så vidt, men jeg kan godt lide argumentet. I et nyligt bind om påtrængende problemer i historie, redigeret af Peter Burke og Marek Tamm, diskuterer Grégory Quenet og jeg det emne. Quenet mener, at miljøhistoriefeltets mission er at udvikle en ny teori om forholdet mellem menneske og natur. Han er mere dristig end jeg; jeg er formodentlig for glad for pluralisme til at kræve, at historikere af enhver slags skal beskæftige sig med ét emne. Da man tidligere forsøgte sig med den slags – for eksempel da videnskabshistorikere blev besat af den videnskabelige revolution, eller økonomihistorikere af den industrielle – endte det med at hæmme fagområdernes opblomstring.[40]

Miljøhistorie trives med dens promiskuitet, præcis som hele historiedisciplinen trives med dens endeløse polymorfisme. Men der er også noget grundlæggende sundt i Quenet og Chakrabartys dristige idéer. Efter to århundreders adskillelse er det den fremspirende saddeltids mission at forene menneskene med naturen. Et væld af litteratur inden for posthumanisme og studier af klimaforandringer bevæger sig allerede i denne retning: tekster af Mike Hulme om klima, Rose Braidotti om posthumanisme, Stacy Alaimo og Nancy Langston om cirkulationen af giftige substanser, hvilket de omtaler som ”kropslig natur” og ”giftige kroppe”.[41]

Vi bør også skelne det fra planetarisk historie, der i dens aktuelle inkarnation domineres af geologiske tidsskalaer, delvist som et resultat af debatterne om Antropocæn, hvilket endda har vakt miljødeterminismens gamle spøgelse til live.[42] Det er fortsat historikernes opgave at sikre, at de tidsskalaer, hvor menneskelige samfund har agens, bliver en del af en ”integreret historie” – et begreb, der hidtil mest er blevet brugt i naturvidenskabelige forsøg på at forbinde naturens og menneskets historier.[43]

Nye tekster inden for flere discipliner, fra filosofi til religionsvidenskab til antropologi, antyder, at en ny multi-temporaliteternes tidsalder er undervejs – noget, der muligvis også er en del af den nye saddeltid. ”Skalering” er nødvendigt for at kunne oversætte naturlige processer til tider og steder, hvor de overlapper med menneskelige handlinger. Hvordan bliver gener og mikroorganismer ”nedefra” eller geofysiske teleforbindelser ”ovenfra” integrerede dele af den form for komplekse forandringsfortællinger og de forsøg på at forklare forandringer, som vi kan kalde ”historieskrivning”?[44]

Dette evangelie når ud til flere og flere. Morgenbladet i Norge er det bedste norske nyhedsmagasin, et sjældent eksempel på, at kvalificeret kulturjournalistik kan overleve i en verden med Facebook. For nyligt introducerede Ellen Krefting, en historiker ved Universitetet i Oslo, bladets læsere til nogle af Chakrabartys idéer og et nyt essay fra History and Theory af Suman Seth. Krefting fremhæver den utvivlsomt mest essentielle pointe, som Seth har noteret om Chakrabartys interesse i Antropocæn: at hans fusion af natur og historie baserede sig på en af hans tidligere udgivelser, Provincializing Europe (2000). Formålet, hævder Seth, er at rokke ved den traditionelle, eurocentriske definition af historie, dens temaer, perioder og aktører.[45]

Jeg er helt enig. Vi henvender os ikke til geologien for at være høflige over for geologerne – vi gør det, fordi der findes en historie, som er rigere, bedre, mere relevant, og som i sidste ende er en ny historie – en historie, der får os til at forklare gamle ting i et nyt lys.

Vi skal håndtere mange skalaer

Samtidig med at vi skalerer og inkorporerer vores individuelle liv og skæbner i en global kraft, må vi også forholde os til spørgsmål om ansvar. Klimakrisen kræver den form for historie. Hvad sker der med spørgsmål om frihed? Personlig erfaring? Hvor er forskellene mellem rige og fattige? De spørgsmål er stadig hos os, og vi må nødvendigvis få dem til at passe ind i dette endnu større billede.

Vi skal håndtere mange skalaer på én gang.

Det ville være fjollet at udstikke et programskrift for et foretagende, der er så forskelligartet som historie, så hvis det lyder, som om jeg har gjort det – ærlig talt, det gør jeg ikke. Men jeg mener, at vi bør være lydhøre, når nogle af de mest medrivende og interessante fortællinger om tid fortælles af historikere i marginen. Historien og dens fag bliver stadig mere central i fortolkningen af vores verden. Big Data og Big Media vil kun forstærke den udvikling. Historikere bør være en del af det.

Vi har lært på den hårde måde, og ikke kun fra Lyotard, at Store Fortællinger er farlige – men det samme er afstumpede budskaber. Sandhed sikres ikke nødvendigvis gennem kortfattede og højfrekvente tweets. Til tider skal vi splitte ad og dekonstruere, men der er også tider, hvor vi skal sammenstykke igen. Vi kan tilbyde nogle af de bedste elementer i en verdensanskuelse.

Som du nok har opdaget på nuværende tidspunkt, synes jeg ikke, at vi skal gøre dette i isolation fra naturvidenskaberne, som R. G. Collingwood anbefalede. Ej heller ville jeg foreslå at gribe til en Toynbees eller en Spenglers metafysiske systemer. Men jeg så gerne, at vi seriøst tænker på den nye menneskelige betingelse: at vi kan se frem til et dystert 21. århundrede baseret på det, vi gjorde i århundredet forinden.

Der er ansvarlighed i luften. For kort tid siden deltog jeg i et møde arrangeret af det svenske Udenrigspolitiske Institut. Timothy Garton Ash og hans kollega ved Oxford, Margaret MacMillan, besøgte Stockholm. Mødelederen var Finlands fremtrædende udenrigsminister, Erkki Tuomioja, der selv er professionel historiker. De præsenterede et nyoprettet netværk af Historikere uden Grænser.[46]

Selvom jeg sætter pris på tiltaget, syntes jeg alligevel, at det burde være en smule mindre traditionelt. Grundlæggende var det en lektion i geopolitik og forhandlingsteknikker, en opdateret udgave af den form for arbejde, som historikere har udført siden Thukydid og, ja, siden Winston Churchill. Vi kan selvfølgelig give råd og sidde med ved forhandlingsbordet, hvilket E. H. Carr gjorde efter Versailles som en ung praktikant hos det britiske udenrigsministerium. Men vi kan også lære fra juraforskere, sygeplejersker og læger om menneskerettigheder og medfølelse, samt om det, som den franske antropolog Didier Fassin kalder etik i den ”humanitære fornuft”.[47] Men initiativet er ikke desto mindre en god begyndelse.

Jeg vil gerne se det her som en håbets historie. En bog, som vi bør værdsætte og huske, blev skrevet af en af vores kollegaer, Rebecca Solnit, der også er en essayist og faglitterær forfatter i Californien. Hope in the Dark fra 2004 er en udforskning af fortiden og den nære nutids sociale tænkere og bevægelser, der brugte deres idéer og moralske klarsyn til at lede os ind i mørket – ikke nattens mørke, men den ukendte fremtids. Det betyder ikke, at der skal være et svar på hvert eneste historiske spring. Historien, siger hun, er ikke en hær. Det er en krabbe, der hastigt bevæger sig sidelæns.[48] (OK, nogle gange er historien en hær.)

Vi er ikke bare samfundstænkere; vi er også professionelle. Vi udfører vores arbejde ud fra et sæt af normer og dyder. Dét er det overordnede budskab fra E. H. Carr og grunden til at jeg indledte med ham – hans samtids adskillige mangler til trods. Dybest set beskrev han et forhold til et bredere vidensprojekt, som vi ikke kan adskilles fra. Det troede vi måske, at vi kunne, men det kan vi ikke længere.

Natur og historie bliver stadig mere sammenflettet. Vi behøver naturens historie for at kunne skrive historie. Vi behøver naturvidenskabernes historier, de store dramaer og den planetariske fortælling. Men vi kan ikke overlade disse historier til naturvidenskabsfolk alene, da deres historier mangler alt for meget om det menneskelige.

Hvorfor siger jeg alt det her? I sidste ende fordi jeg tror på den gode dømmekraft, som jeg mener, at historie kultiverer, og som bruges alt for lidt. Samfund vil blive forbedret af den omtanke, omhu og visdom, som historie og humaniora kan levere i vores bedste øjeblikke. Hvis det lyder underligt, er det, fordi vi kun sjældent taler om vores professions potentiale.

Med en verden, der er så kompleks og fuld af frygt og farer, vil der ikke være mangel på missioner for mennesker, der elsker at løse de mest komplekse problemer, vi kan forestille os. Professionens grundlæggende dyder står stadig til troende. Vi mestrer allerede analyser på flere niveauer, og vi beskæftiger os allerede med det, som Ronald Barnett kaldte ”superkompleksitet”^[49]. Nu er tiden inde til at bruge vores evner. Vi kommer til at udvikle os i mange retninger og rejse til steder, hvor vi aldrig har været før. Vi er nødt til at forandre os, men vi vil ikke ophøre med at være, hvem vi er.

Oversat af Dann Grotum

Sverker Sörlin er professor i miljøhistorie ved Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm og har været en af feltets foregangsmænd både internationalt og i Skandinavien. I 2011 grundlagde han sammen med Nina Wormbs KTH Environmental Humanities Laboratory.
Dette er en redigeret udgave af en keynote-forelæsning fremført ved Nordisk Historikermøde i Aalborg d. 17. august 2017 og senere udgivet som  “Reform and Responsibility—the climate of history in times of transformation” i Historisk Tidsskrift (Norge) Volume 97 (2018), No. 1: 7-23. Den oversatte udgave er udgivet med tilladelse fra forfatteren og Historisk Tidsskrift’s redaktion.

Noter:

[1] E. H. Carr, What Is History? (New York: Basic Books, 1961), 84.

[2] Francois Hartog, Régimes d’historicité: Présentisme et expérience du temps (Paris: Seuil, 2003).

[3] Trond Berg Eriksen, “Fremtidens historieskriver”, Morgenbladet 11. august 2017.

[4] Francis Fukuyama, The End of History – and the Last Man (New York: FreePress, 1992), baseret på Fukuyama, “The End of History”, The National Interest, 16 (1989): 3–18.

[5] Thomas L. Friedman, The World Is Flat: A Brief History of the Twenty-first Century (New York: Farrar, Straus & Giroux, 2005).

[6] Et lille udsnit af den omfattende litteratur: Paul Crutzen, “The Geology of Mankind”, Nature (2002); Johan Rockström, et al., “A safe operating space for humanity”, Nature (2009); Elizabeth Kolbert, The Sixth Extinction: An Unnatural History (New York: Henry Holt, 2014).

[7] Robert Millikan, “Alleged Sins of Science”, Scribner’s Magazine (1930), i Millikan, Science and the New Civilization (New York: Charles Scribner’s Sons, 1930), 53.

[8] S. Agrawala, “Structural and Process History of the Intergovernmental Panel on Climate Change”, Climatic Change,39 (1998): 4, 621–642.

[9] Blandt de mest betydningsfulde er Vladimir Vernadsky, La Biosphère (Paris, 1929, russisk original 1926). Se også herunder.

[10] Helge Jordheim, “Introduction: Multiple times and the work of synchronization”, History and Theory, 53 (2014): 4, 498-518.

[11] R. G. Collingwood, The Idea of History (1946), ny udgave, The Idea of History: With Lectures 1926-1928 (Oxford: Oxford University Press, 1993).

[12] E. H. Carr, What Is History?,111. Sverker Sörlin, “The Contemporaneity of Environmental History: Negotiating Scholarship, Useful History, and the New Human Condition”, Journal of Contemporary History,46 (2011): 3, 610-630.

[13] J. H. Plumb, red., Crisis in the Humanities (Harmondsworth: Penguin, 1964).

[14] Fernand Braudel, La Méditerranée et le monde méditerranéen à l’époque de Philippe II (Paris: Armand Colin, 1949). Eric Paglia, “Not a proper crisis”, The Anthropocene Review, 2 (2015): 3, 247–261.

[15] Roland Barthes, Mytologier (1957), oversat af Jens Juhl Jensen (København: Gyldendal, 2017), 219.

[16] William Vogt, The Road to Survival (New York: William Sloane Associates, 1949).

[17] Fairfield Osborn, Vor Udplyndrede Jord, oversat af P. M. Adler(København: Gyldendal, 1949).

[18] Clarence J. Glacken, “Changing Ideas of the Habitable World”, i Man’s Role in Changing the Face of the Earth, red. William L. Thomas Jr. (Chicago, IL & London: The University of Chicago Press, 1956), 86.

[19] Paul Warde, Libby Robin & Sverker Sörlin, The Environment – a History of the Idea (Baltimore, MD: Johns Hopkins University Press, 2018).

[20] The epochs of Nature: Georges-Louis Leclerc, le Comte de Buffon, oversat, redigeret, og sammensat af Jan Zalasiewicz, Anne-Sophie Milon & Mateusz Zalasiewicz (Chicago, IL & London: The University of Chicago Press, 2018), med en introduktion: Jan Zalasiewicz, Sverker Sörlin, Libby Robin og Jacques Grinevald, “Buffon and the history of the Earth”. For tidligere, syttenhundredetals udtryk af idéen om menneskeskabt klimaforandring, om end ikke helt idéen om det Antropocæne, se Jean-Olivier Richard, “The Jesuit Who Wanted to Control the Climate: Père Castel and the Religious Roots of the Anthropocene”, Modern Language Notes, 132 (2017): 4, 931–952. Se også Gregg Mitman, “Hubris or Humility: Genealogies of the Anthropocene”, i Future Remains: A Cabinet of Curiosities for the Anthropocene, red. Gregg Mitman, Marco Armiero & Robert S. Emmett (Chicago, IL: The University of Chicago Press, 2018).

[21] Helmuth Trischler, “The Anthropocene: A Challenge for the History of Science, Technology, and the Environment”, NTM: Zeitschrift für Geschichte der Wissenschaften, Technik und Medizin, 24 (2016): 3, 309-335; Christophe Bonneuil & Jean-Baptiste Fressoz, The Shock of the Anthropocene: The Earth, History and Us (London: Verso, 2016); Clive Hamilton, Defiant Earth: The Fate of Humans in the Anthropocene (Cambridge: Polity, 2017); Sverker Sörlin, Antropocen: En essä om människans tidsålder, (Stockholm: Weyler, 2017).

[22] R. Costanza, L. Graumlich & W. Steffen, red., Sustainability or Collapse: An Integrated History and Future of People on Earth (Cambridge, MA: MIT Press, 2007).

[23] Karl Polanyi, The Great Transformation (New York: Farrar & Rinehart, 1944), oprindeligt udgivet som The Origins of Our Time; ny udgave med indledning af John Stiglitz (2001). W. Steffen, W. Broadgate, L. Deutsch, O. Gaffney & C. Ludwig, “The trajectory of the Anthropocene: The great acceleration” (2015b), The Anthropocene Review,2 (2015): 81–98.

[24] J. Rockström, Steffen, W., Noone, K., Persson, A., Chapin, F.S., Lambin, E.F., Lenton, T.M., Scheffer, M., Folke, C., Schellnhuber, H.J., Nykvist, B., de Wit, C.A., Hughes, T., van der Leeuw, S., Rodhe, H., Sörlin, S., Snyder, P.K., Costanza, R., Svedin, U., Falkenmark, M., Karlberg, L., Corell, R.W., Fabry, V.J., Hansen, J., Walker, B., Liverman, D., Richardson, K., Crutzen, P., Foley, J.A., ”A safe operating space for humanity”, Nature,461 (2009), 472–475.

[25] W. Steffen, K. Richardson, J. Rockström, S. Cornell, I. Fetzer, C. Folke, E. Bennett, R. Biggs, S. Carpenter & S. Sörlin, “Planetary boundaries: Guiding human development on a changing planet,” Science,347 (2015): 6223, 736-746.

[26] Sabine Höhler, Spaceship Earth in the Environmental Age, 1960-1990 (London: Pickering & Chatto, 2015).

[27] Sverker Sörlin & Graeme Wynn, “Fire and Ice in the Academy: The Rise of the Integrative Humanities”, Literary Review of Canada,24 (2016): 6, 14-15.

[28] Dipesh Chakrabarty, “The Climate of History: Four Theses”, Critical Inquiry,35 (2009): 197–222.

[29] Jeff McMahon, “With Climate Change, Consciousness Change”, og ibid., “In History, Climate Change Begins With Climate Scientists“, begge i Forbes Magazine 10. marts 2012.

[30] Svante Arrhenius, “On the influence of carbonic acid in the air upon the temperature of the ground”, Philosophical Magazine, 41 (1896): 237-276. G. S. Callendar, “The Artificial Production of Carbon Dioxide and Its Influence on Temperature”, Quarterly Journal of Royal Meteorological Society, 64 (1938): 223-240. James R. Fleming, The Callendar Effect: The Life and Work of Guy Stewart Callendar (1898-1964) (Boston: American Meteorological Society, 2007).

[31] Johan Schot, “Confronting the second deep transition through the historical imagination”, Technology and Culture, 57 (2016): 445-456.

[32] Deborah Rose & Libby Robin, “The Ecological Humanities in Action: An Invitation”, Australian Humanities Review, 31–32 (2004). Jeg blev indbudt til at fremlægge min rekonstruktion af feltets genealogi i et tidsskrift om kulturstudier i Sverige, Sverker Sörlin, “Grön humaniora – vad, när, varför och varthän?”, Kulturella Perspektiv, 25 (2016): 1, 8-19. Se også Ronald Emmett & David Nye, The Environmental Humanities – A Critical Introduction (Cambridge, MA & London: MIT Press, 2017).

[33] N. Castree, W. M. Adams, J. Barry, S. Sörlin, et al., “Changing the Intellectual Climate”, Nature Climate Change,4 (2014): 9, 763-768.

[34] Sörlin & Wynn 2016. David Budtz-Pedersen, “Integrating social sciences and humanities in interdisciplinary research”, Palgrave Communications, 2 (2016): 16036

[35] Anders Ekström & Sverker Sörlin, Alltings mått: Humanistisk kunskap i framtidens samhälle (Stockholm: Norstedts, 2012). Sverker Sörlin, “Humanities of Transformation: From Crisis and Critique towards the Emerging Integrative Humanities”, Research Evaluation (2018).

[36] Anders Ekström & Sverker Sörlin, Integrativa kunskapsmiljöer: Rapport från två seminarier våren 2016.

[37] Reinhart Koselleck, Critique and Crisis: Enlightenment and the Pathogenesis of Modern Society (Cambridge, Mass.: MIT Press, 1988). Jan-Werner Müller, “On Conceptual History”, i Rethinking Modern Intellectual History, red. Darrin M. McMahon & Samuel Moyn (Oxford & New York: Oxford University Press, 2014). Niklas Olsen, History in the Plural: An Introduction to the Work of Reinhart Koselleck (New York: Berghahn, 2012).

[38] Om “den Store Acceleration” se W. Steffen, W. Broadgate, L. Deutsch, O. Gaffney, C. Ludwig, “The trajectory of the Anthropocene: The great acceleration”, The Anthropocene Review, 2 (2015): 81–98. Om “miljøet”, The Environment – A History of the Idea, Paul Warde, Libby Robin & Sverker Sörlin (Baltimore, MD: Johns Hopkins University Press, 2018).

[39] Koselleck, “The Temporalization of Concepts” (orig. 1975), engelsk oversættelse i Finnish Yearbook of Political Thought, vol. 1 (Jyväskylä University Press, 1997), 19.

[40] Grégory Quenet, “Environmental History”, og Sverker Sörlin, “Revolutionary and Realistic Environmental History: Response to Grégory Quenet”, begge i Debating New Approaches to History, red. Peter Burke & Marek Tamm (London: Bloomsbury, 2018).

[41] Mike Hulme, Why We Disagree about Climate Change: Understanding Controversy, Inaction and Opportunity (Cambridge: Cambridge University Press, 2009). Rosi Braidotti, The Posthuman (Cambridge: Polity, 2013). Stacey Alaimo, Bodily Natures: Science, Environment, and the Material Self (Bloomington, IN: University of Indiana Press, 2010). Nancy Langston, Toxic Bodies: Hormone Disruptors and the Legacy of DES (New Haven, Conn. & London: Yale University Press, 2010).

[42] The Anthropocene Review har bragt et bredt udvalg af artikler om disse temaer: David Lowenthal, “Origins of Anthropocene Awareness”, Anthropocene Review, 2 (2015): 2, 102–107; Eric Paglia, “Not a proper crisis”, The Anthropocene Review, 2 (2015): 3, 247–261. Heather Swanson, “Anthropocene as Political Geology: Current Debates over How to Tell Time”, Science as Culture, 25 (2016): 1, 157-163. Se også Pálsson, Gísli, Sverker Sörlin, Bronislaw Szerzynski, et al., “Reconceptualizing the ‘Anthropos’ in the Anthropocene: Integrating the social sciences and humanities in global environmental change research”, Environmental Science and Policy, 28 (2013), 4-14; Gísli Pálsson and Heather Swanson, “Down to Earth: Geosocialities and Geopolitics”, Environmental Humanities, 8 (2016): 2, 149-171. Bonneuil & Fressoz, Shock of the Anthropocene. Warde, Robin & Sörlin, The Environment.

[43] Naturvidenskabelige forskeres rolle i debatterne om temporaliteter er underbeskrevet af Quenet, og i de seneste år har mange argumenteret for, at en ”integreret historie”, der forbinder natur med mennesker og giver mulighed for at komme med forudsigelser, er mulig, S.Cornell, R. Costanza, S.Sörlin, S.E. van der Leeuw, “Developing a systematic ‘science of the past’ to create our future”, Global Environmental Change,20 (2010): 3, 423-425. R. Costanza et al., “Developing an Integrated History and future of People on Earth (IHOPE)”, Current Opinion in Environmental Sustainability [COSUST], 4 (2012): 1, 106–114.

[44] S. D. Aslanian, J. E. Chaplin, A. McGrath & K. Mann, “How Size Matters: The Question of Scale in History: AHR Conversation”, American Historical Review, 118 (2013): 5, 1431-72. J. Adeney-Thomas, “History and Biology in the Anthropocene: Problems of Scale, Problems of Value”, American Historical Review,119 (2014): 6, 1576–1586.

[45] Suman Seth, “The Politics of Despair and the Calling of History”, History and Theory, 56 (2017): 2, 241-257. Dipesh Chakrabarty, Provincializing Europe: Postcolonial Thought and Historical Difference (2000), ny udgave (Princeton, NJ: Princeton University Press, 2008).

[46] Mandag d. 20. februar 2017 organiserede Historikere uden Grænser (HUG) og Svensk Institut for Internationale Studier et seminar om “Politics and History – What Should be the Role of Politicians Dealing with History?”. Professor Timothy Garton Ash leverede hovedtalen efterfulgt af en paneldebat med Margaret MacMillan og Carl Bildt, begge medlemmer af HUGsnetværkskoordinerede komite. HUG-Finlands bestyrelsesformand, Erkki Tuomioja, og direktør for det svenske institut, Mats Karlsson, var moderatorer.

[47] Didier Fassin, Humanitarian Reason: A Moral History of the Present Times (Berkeley, CA: University of California Press, 2011).

[48] Rebecca Solnit, Hope in the Dark: Untold Histories, Wild Possibilities (2004), ny udgave (Chicago, IL: Haymarket Press, 2016).

[49] Ronald Barnett, Realizing the University in an Age of Supercomplexity (Milton Keynes: Open University Press, 2000).