Historiens vilkår i en brydningstid

Sverker Sörlin Historiens vilkår i en brydningstid

I sommeren 2017 opmuntrede den svenske miljøhistoriker Sverker Sörlin sine nordiske historiekollegaer til at omfavne fagets potentiale i en tid med omfattende forandringer. Efterfølgende uddelte Baggrund en oversat og redigeret udgave af hans tale som et manifest til nye historiestuderende. Her bringes manifestet online.


Redaktionelt forord

Vore liv leves i en ver­den i hidtil uset foran­dring.

Som his­torikere er vi idéelt udrust­ede til at bear­be­jde og formi­dle foran­dringernes kon­sekvenser. Men kun hvis vi er vil­lige til at se fagets poten­tiale; til at behan­dle enorme udfor­dringer fra overvældende per­spek­tiv­er samt erk­ende, at det kun kan lade sig gøre, hvis human­io­ra, socialv­i­den­sk­aberne og naturv­i­den­sk­aberne opgiv­er deres ofte selv­val­gte ind­byrdes iso­la­tion og inte­gr­eres med hinan­den.

Det var hov­ed­bud­sk­aberne, som den svenske miljøhis­torik­er Sverk­er Sör­lin frem­førte over­for sine nordiske his­to­riekol­le­gaer i en tale ved Nordisk His­torik­er­møde i som­meren 2017. Som Sör­lin sagde mod slut­nin­gen af sin tale: “Sam­fund vil blive forbedret af den omtanke, omhu og vis­dom, som his­to­rie og human­io­ra kan levere i vores bed­ste øje­b­likke. Hvis det lyder under­ligt, er det for­di vi kun sjældent taler om vores pro­fes­sions poten­tiale.” På Bag­grund men­er vi, at Sör­lins bud­sk­aber er så vigtige, at vi efter­føl­gende over­sat­te og udgav en redi­geret udgave på dan­sk som en slags his­to­rie­man­i­fest. Håbet er lige netop, at vi kan starte en sam­tale om ikke blot his­to­riefagets, men hele human­io­ras poten­tiale i en tid med enorme foran­dringer. Det poten­tiale men­er vi desu­den, at det er ganske nød­vendigt at udpensle i lyset af den igangværende poli­tiske diskus­sion om human­io­ras rel­e­vans.

Begre­bet Antropocæn – den enhed på den geol­o­giske tidsskala, der mark­er­er vores epoke som en tid, hvor men­neske­lige han­dlinger er de væsentlig­ste dri­vkræfter bag ændringer i jor­dens geol­o­giske udformn­ing – udgør man­i­festets udgangspunkt. Det gør det sam­men med en forskn­ings­baseret erk­endelse: at plan­eten har en række miljøre­laterede grænser – de såkaldte plan­e­tariske grænser
– hvis over­skridelse vil bringe jor­dens kli­ma i over­hæn­gende fare for at få over­bal­ance.

Men man­i­festet er ikke kun rel­e­vant i en miljøhis­torisk kon­tekst; kli­makrisen er blot én af mange trans­for­ma­tive process­er, der udgør den bryd­ningstid, som human­io­ra må fun­gere i. Infra­struk­turelle og tek­nol­o­giske rev­o­lu­tion­er, en gen­nem­gribende trans­for­ma­tion af den offentlige sfære og men­nesker i bevægelse er blot nogle af de mest oplagte eksem­pler.

Man­i­festet er i bund og grund en opti­mistisk vision for his­to­riefaget – og hele human­io­ra, omend skrevet op mod en dys­ter bag­grund. Det var vigtigt for Sör­lin at fortælle sine kol­leger, at de ikke behøver stå afmægtige tilbage over­for tidens store foran­dringer. Det er det bud­skab, vi på Bag­grund gerne vil give videre til nye gen­er­a­tioner af danske human­is­ter; dem, der for alvor kom­mer til at mærke trans­for­ma­tion­ernes kon­sekvenser.




Mit mål er at frem­sætte og under­bygge to pås­tande. Den første er, at his­torikere og his­torisk viden er vigtige og brug­bare; og at vi lever i en tid­salder, hvor der også er efter­spørgsel efter orig­i­nal his­to­rieskrivn­ing, der behan­dler glob­al foran­dring, den viden­skab, der beskriv­er foran­drin­gen og de mulighed­er og far­er, som den med­før­er. Den anden er, at vi his­torikere end­nu ikke har opdaget denne mulighed, og at vi der­for ikke har besvaret den efter­spørgsel, som vi kan se omkring os – eller har vi måske ikke set den klart nok?

Disse pås­tande ret­færdig­gøres af et unægteligt og igangværende fænomen: de dyb­degående foran­dringer i human­io­ra generelt. Og for inde­værende vil jeg anse his­to­riefaget som “human­io­ra”, om end i den bre­dest mulige for­stand, da jeg er af den over­be­vis­ning, at his­to­rie spæn­der over både socialv­i­den­sk­aberne og human­io­ra, og at den også kan leve godt sam­men med naturv­i­den­sk­aberne – et emne, som jeg vil vende tilbage til.

Hvem er historikeren?

Lad mig beg­y­n­de med at stille et meget fun­da­men­talt spørgsmål: Hvad Er His­to­rie? Selvføl­gelig vækker netop det spørgsmål min­der om titlen på E. H. Carrs berømte Trevelyanske forelæs­ninger, afholdt i Cam­bridge i 1961 og siden da læst af his­torikere og deres stud­erende – gen­er­a­tion efter gen­er­a­tion. Det er en glim­rende lille bog, klog og kløgtig, skrevet med en åben­hed over for foran­dring, men alligev­el fra en nu svun­den tid. Der er et kort afs­nit i én af forelæs­ningerne, hvor Carr åbn­er døren på klem for den mulighed, at ændringer i økolo­gi kan spille en rolle i his­to­rien og dens fag. Men tanken var­er én sæt­ning … hvorefter Carr går videre.

Mange andre af de vigtig­ste his­to­ri­ografiske temaer fra de sid­ste 60 år kom heller ikke i betragt­ning. Køn nævnes næsten ikke. Indek­set – der består af flere end hun­drede mænd, næsten alle europæiske foru­den et par amerikanere – inde­hold­er ét kvin­de­navn: Veron­i­ca Wedge­wood, engang berømt for sine pop­ulærhis­toriske bøger. Den kolo­niale ver­den holdes også på behørig afs­tand.

“His­torik­eren” er, frem for alt, en per­son omtrent som Carr selv – en forsker ved Trin­i­ty Col­lege, uddan­net på en lille hånd­fuld eli­te­u­ni­ver­siteter, med enorm viden og en ypperlig hukom­melse, med enormt lange arbe­jds­dage og, som ofte, sprogkund­sk­aber til at mestre uden­landske arkiv­er, mes­ten­dels Rus­land i Carrs til­fælde. Med få und­tagelser en mand, arbe­j­dende på egen hånd. I Carrs glim­rende bog – og jeg men­er stadig, at den er glim­rende – er der også en dyb afgrund mellem Carr og socialv­i­den­sk­aberne og alle deres tilhørende teori­er, der spirede omkring ham. Marx, der lev­ede næsten hun­drede år tidligere, var langt vigtigere for Carr end nogle af hans mange, sam­tidi­ge socialv­i­den­sk­a­belige teo­retikere: Goff­man, Ries­man, Bate­son. Han behan­dler kort­varigt soci­olo­gi og siger, at ”hvis det skal blive til et frugt­bart forskn­ing­som­råde,” må det blive mere ”som his­to­rie” – det vil sige: mere dynamisk.[1]

Vi kan roligt sige, at alt dette har ændret sig. Selv his­torikere er klogere nu. Vi ved, at soci­olo­gi har et for­mål, og vi stud­er­er den kolo­niale ver­den – fak­tisk kom­mer adskil­lige af de sen­este års mest inter­es­sante his­torikere fra tidligere kolonier. Vi har en fan­tastisk mang­foldighed. Vi har ikke én mand eller en lille hånd­fuld af dem, der repræsen­ter­er ”His­to­rie”, og som fortæller resten af sam­fun­det, hvor­dan for­tiden tog sig ud. Et fåtal forsøger fort­sat at ind­tage den gam­le rolle, måske med en TV-serie i Atten­bor­ough-for­matet. Men det er ganske sjældent, og selv offent­lighe­den ved, at under­hold­ningsin­dus­trien kun server­er dem en brøkdel af hel­he­den. Som mang­foldighe­den tog til, fordeltes autoriteten. Der er ikke læn­gere en særlig instans, hvor vi kan hen­vende os for at lære om ”His­to­rie” med stort H.

Men autoritet, og vis­dom, vil altid være efter­spurgt. Og hvis his­torik­erne ikke udby­der det, så vil andre gøre det – og andre gør netop det. I sin bog Régimes d’historicité (2003) beskriv­er Fran­cois Har­tog tiden efter 1989 som en peri­ode, der har mis­tet sin ret­ningssans – for­tidens vis­dom og fremti­dens for­vent­ninger find­es ikke læn­gere. Før 1789 prægede for­tiden samti­den. Mellem 1789 og 1989 blev moder­niteten besat af fremti­den. Vores æra, siger Har­tog, er hul og bange for fremti­den. Det hule har til tider et ansigt, eksem­pelvis i form af en Putin eller en Trump. Vi forsøger at forestille os, hvilke his­toriske kræfter, der kan mod­gå dem og måske tænker vi på ansigter som Merkels, Macrons, eller Justin Trudeaus – selvom vi er langt fra sikre på, hvad de kan opnå. Bagtæp­pet for disse kampe er Jor­den: dårligt ledet, baseret på lov­givn­ing og økonomiske idéer, der stam­mer fra kap­i­tal­is­mens tidlige år, da ver­dens befolkn­ing var min­dre end ti pro­cent af, hvad den er i dag, og da økonomisk cirku­la­tion og energi­for­brug var en brøkdel af vores. Det bør ans­pore til his­torisk efter­tanke.

Har­togs ‘for­længede nu’ er vel­doku­menteret og, som han selv indrøm­mer, kan ikke fort­sætte.[2] Frem­skridt og tilbage­gang kom­bineres til noget, der måske ikke er så hult alligev­el. Mens fri­hed­er og rig­dom er vok­set årti for årti, og homosek­suelle forhold og ægtesk­aber gør glob­ale frem­skridt og dermed fort­sat giv­er en ret­ning til vor tid, bliv­er udviklin­gen indædt bekæm­pet af autoritære regimer. I Polen, Nor­dens nabo, slår det nation­al­is­tiske regime ned på uni­ver­siteternes køns- og sex­ologikurs­er. Angre­bet omfat­ter også human­io­ra som hel­hed. Den polske viden­sk­abs- og forskn­ingsmin­is­ter udtalte, ifølge The Guardian, at han vil skære ned på human­io­ra, ”et spild af penge”, og støtte hvad han kaldte de ”hårde viden­sk­aber”. Akademikere i Polen har nu to CV’er – ét, hvor deres kurs­er i køn og sek­su­alitet er ind­be­fat­tede, et andet, hvor de ikke er.

Så jeg vil mene, at vi allerede nu er hin­sides Har­togs dis­tink­tion. Tiden og dens ret­ningssans vender tilbage med ny styrke. På over­fladen han­dler vor tids sam­tale om fak­ta og alter­na­tive fak­ta. Men i bund og grund han­dler det alt sam­men om værdier. Noget af den mest inspir­erende forskn­ing inden for human­io­ra han­dler i disse dage om at artikulere værdier og forankre dem i virke­lighed­er.

Men for at være ærlig er dette fort­sat ikke det primære foku­som­råde for vores forskn­ing. Human­io­ra er iøje­faldende svagt, når det kom­mer til at artikulere, hvor vi er, og hvor vi bør bevæge os hen. Det var netop dét, vi gjorde i for­tiden – særligt inden for his­to­rie – og måske er vi blevet så opmærk­somme på far­erne ved de tid­slige ret­ningsan­givelser hos vores dis­ci­plinære for­fæ­dre, at vi har udviklet en berøringsangst over for alt, hvad der lugter af Stor Fortælling.

I stedet mum­ler vi.

Og når nogen virke­lig udtaler en stor fortælling, sker det med ironi. Den bed­ste anmeldelse af Yuval Noah Hararis to store best­sellere om men­neske­he­dens his­to­rie og fremtid er indtil videre af den norske idéhis­torik­er, Trond Berg Erik­sen, der med rette noter­er sig, at fortællin­gen slet ikke skal tages ser­iøst.[3] Den er en del af under­hold­ningsin­dus­trien, Pirates of the Caribbean i Sil­i­con Val­ley, hvor mil­liardær­er hævder, at nan­ote­knolo­gi vil give dem evigt liv. Det sæl­ger. Men det får ikke polske min­istre til at ombestemme sig. Eller fratager dem deres magt. De er ser­iøse.

Dét bør vi også være.

Hvem er tidens arkitekter?

I dag er der en anden autoritet­skilde, som hastigt har overtaget en stor del af tids­be­v­id­s­the­den. De er også belæste, de har også pres­tige­fyldte uni­ver­sitetsstill­inger, og som oftest er de også mænd – forskellen er, at de er naturv­i­den­sk­ab­smænd. De er de nye herskere over tiden, og de dukker op, netop som mange his­torikere har accepteret, at der er en tid­skrise, et vaku­um, en peri­ode uden klar ret­ning.

I det øje­b­lik da den Kolde Krig slut­tede med murens fald 1989, og Fran­cis Fukuya­ma erk­lærede his­to­riens afs­lut­ning,[4] og netop da neolib­erale tankeregimer over­tog og visse amerikanske jour­nal­is­ter erk­lærede, at hele Jor­den er flad[5] – i nøjagtig det øje­b­lik (netop da den var holdt op med at være flad) gjorde en sam­menslut­ning, der kaldte sig selv Earth Sys­tem Sci­en­tists, opmærk­som på det fak­tum, at ver­den foran­dres på skalaer, som vi aldrig havde tænkt over før, og som vi fak­tisk troede, det var umuligt for men­nesker at påvirke. Men­nesker foran­dr­er plan­eten, siger de — og den bliv­er ikke fladere.[6]

De var fysikere og kemikere. I gam­le dage udtalte fysikere sig om helt andre ting. Folk som Robert Mil­likan, nobel­prisvin­deren der sat­te Gud højt, sagde i 1930, at Her­ren havde installeret ”idiot­sikre mekanis­mer” i sit Skaberværk, og at det der­for var umuligt for men­neske­he­den at påføre ”omfat­tende fysisk skade” på det.[7]

Fra omkring 1989 beg­y­n­dte fysikere at tænke på en anden måde. Eller 1988, bør vi måske sige, da FN’s Inter­gov­ern­men­tal Pan­el of Cli­mate Change (IPCC) blev født.[8] Ja, nogle havde end­da påb­eg­y­n­dt denne tænkn­ing tidligere.[9] Men nu var der en hel sam­menslut­ning, som talte sam­men – om tid og his­to­rie. Og på skalaer, som der kun synes at blive talt om på fysikin­sti­tut­tet, eller insti­tut for teolo­gi, hvor vi his­torikere ikke læn­gere kan følge med … Den første reak­tion fra his­to­riefaget ville selvføl­gelig være: ”Åh la’ vær’, der er så mange tider! Jeres store tid er bare et sær­til­fælde. Tag først et kur­sus på vores insti­tut, og så vil I forstå, hvor mange der er.” For øjnene af os udfoldes det, som den norske his­torik­er Helge Jord­heim i en artikel i His­to­ry and The­o­ry for et par år siden kaldte ”tidens synkro­nis­er­ing”.[10] Forsknin­gen i denne synkro­nis­er­ing er nu igangværende. Noget af den udføres af naturv­i­den­sk­ab­s­folk – men på læn­gere sigt må vi his­torikere også tage opgaven på os; og vi er knap nok beg­y­n­dt.

Meget af naturv­i­den­sk­ab­s­folkenes arbe­jde er kreativt, fan­tastisk, skel­sæt­tende, overvældende. Vi bør omfavne det. Hvilket de fleste af os selvføl­gelig også gør – vi reg­istr­erer, at det sker, præ­cis som his­torikere altid har bidt mærke i frem­skridt inden for naturv­i­den­skab, med­i­cin og teknolo­gi.

Til tider bør vi også være stolte over at ind­tage en kri­tisk atti­tude. His­torikere har altid holdt afs­tand fra viden­sk­abs-agtige måder at tale om his­to­rie på, såsom dar­win­isme og evo­lu­tionær tænkn­ing, for­di de forstyrrede noget, der står os nært: inten­tion­alitet. Med R. G. Colling­wood tog vi dis­tink­tio­nen mellem hæn­delser – der fandt sted i naturen – og han­dlinger – det som men­nesker gjorde og kunne holdes til ans­var for – ser­iøst. Det var ”his­to­riefagets idé” som beskrevet i Colling­woods berømte bog (The Idea of His­to­ry, red.), pub­liceret posthumt i 1946.[11]

Men denne gang er det anderledes, tror jeg. I en tid med kli­maforan­dringer og hastige miljøre­laterede sam­men­brud, og hvor istider er så sjældne, at vi kan over­lade dem til geologerne, er natur ikke bare et stil­tiende bagtæppe, hvor ting udspiller sig mere eller min­dre, som de altid har gjort. Det tjen­er til hans ære, at E. H. Carr i nogen grad var klar over dette. Han bemærkede, at his­to­rien med Charles Lyells geolo­gi og Charles Dar­wins biolo­gi var trængt ind i naturv­i­den­sk­aben – og naturv­i­den­sk­aben ind i his­to­riefaget. I et påfaldende afs­nit argu­menter­er han for, at for­målet med at stud­ere his­to­rie og naturv­i­den­skab er ”det samme: at forøge men­neske­he­dens forståelse af, og herredømme over, sit miljø”.[12] I dag kan vi selvføl­gelig diskutere herredømme-pointen, men Carrs tid var 1961 – herredøm­mets skyg­gesider var end­nu ikke fuldt ud fast­lagte.

På det tid­spunkt mente et fåtal af his­torikere, at dette var deres for­mål. Carr siger ikke meget mere om emnet, men tanken var i det mind­ste trængt ind i hans sind. Hans inter­esse var ikke så meget i miljøet, men nærmere i his­to­riefagets sta­tus. For fort­sat at være rel­e­vant, for at for­blive, som han sagde, ”end­nu sværere end klas­siske studi­er og mindst lige så ser­iøst som naturv­i­den­skab”, måtte det tage viden­sk­a­belige metoder i brug. Carr bry­der sig ikke om Colling­woods dual­isme. Han citerede C. P. Snow, kemik­eren og for­fat­teren, der havde afholdt sit Reid-fore­drag blot et par år forinden og i den forbindelse havde fordømt human­is­terne ved at beskrive deres ”anti-sociale ind­still­ing”. Carr var dybt bekym­ret for, at his­torikere ville blive set som hørende til de ”lit­terære intellek­tuelle” – alt­så, at de ikke ville blive taget ser­iøst. Kun tre år senere udgav hans Cam­bridge-kol­le­ga Jack Plumb sin berømte bog, Cri­sis in the Human­i­ties, i vore dage nok bedre kendt end nogle af hans bidrag til his­to­rieforsknin­gen.[13]

Carr havde en end­da ganske velud­viklet sans for dis­ci­plinær poli­tik. For at undgå krise, for at for­blive rel­e­vant, var det en glim­rende idé at rette his­to­riefaget ind efter ændringer i den virke­lige ver­den, og hvad kunne være mere virke­ligt end foran­dringer i naturen? Det lyder måske ikke så radikalt nu, men den­gang var det. For at forstå hvor uhyre radikal den tanke var, kan vi sam­men­ligne med Fer­nand Braudel, mest kendt for at have ind­draget geografi og der­for ”miljøet” i his­to­rie sam­men med sine kol­leger ved Anna­lesskolen. Til trods for al Braudels ind­sigts­fulde anerk­endelse af ”La part du milieu” – ”miljøets rolle”, hans 350 siders-intro­duk­tion til L’Histoire de la Méditer­ranée fra 1949 – havde han et særde­les sta­tisk blik på naturen, der ifølge ham grundlæggende var en lang­somt foran­drende til­stand, ”kvasi-immo­bilt”; en longue durée scene, hvor­på men­neske­ligt dra­ma kom til syne. Ikke engang i den nye intro­duk­tion til den engelske over­sæt­telse fra 1974 er han vil­lig til at acceptere Emmanuel le Roy Laduries forskn­ing i kli­maforan­dringer – his­torik­eren må ikke mene, at naturen foran­dr­er sig for hur­tigt: Agens for­bliv­er i sam­fun­det.[14]

Braudels miljø var end­nu ikke helt his­torisk. Det kan være inter­es­sant at citere en af disse farlige ”lit­terære intellek­tuelle”, Roland Barthes, der skrev Mytolo­gi­er (1957/2017) i midten af det årti, som adskilte Braudel fra Snow og Carr: ”En pro­gres­siv human­isme […] bør altid bestræbe sig på at ned­bryde ter­merne […] så det bliv­er muligt at lægge naturen med dens ’love’ og ’begræn­sninger’ bag sig og deri­gen­nem opdage His­to­rien og omsider betragte Naturen som et his­torisk fænomen.”[15]

Et begyndende integrativt narrativ

Det er vigtigt at minde os selv om dette øje­b­lik, for ikke så lang tid siden, mens efterkrigsti­den stadig udfold­ede sig; hvor­dan en ny diskus­sion om natur og miljø beg­y­n­dte at boble op, og hvor­dan den trak på kreative men­nesker på tværs af alle viden­sk­aber, heri­b­landt human­io­ra og his­to­rie. Vi er blevet vant til at tænke på miljøet som naturv­i­den­sk­ab­smæn­denes domæne. Og ja: Det art­ede sig sådan – men i dette for ”miljøet” så for­ma­tive øje­b­lik var resul­tatet end­nu ikke givet.

Som et begreb der omhan­dlede et område i foran­dring, fik ”miljøet” sit første gen­nem­brud i slut­nin­gen af 1940’erne. En lille hånd­fuld økologer frem­sat­te foruroli­gende bud­sk­aber. William Vogt skrev The Road to Sur­vival, udgivet i 1948, hvori han aktivt brugte ordet i dets nye betyd­ning: Den ting derude som men­nesker ødelæg­ger. Han havde observeret naturens til­stand i Lati­nameri­ka, på veg­ne af adskil­lige af kon­ti­nen­tets regeringer, og det, som han så, gjorde ham dybt bekym­ret: fugleart­er der døde ud; dyre­liv i for­fald. Han blev en stærk mod­stander af befolkn­ingstil­vækst. Ny-malthu­sian­isme var i frem­gang. Hvert af hans kapitler adresserede et ”prob­lem”: foruren­ing, rov­fiskeri, ero­sion, fat­tig­dom. Miljøet var et sandt prob­lemkat­a­log.[16] Fair­field Osborn, end­nu en økolog, talte, ligeledes i 1948, om men­nesker, der oper­erede på en enorm skala: men­neske­he­den som den ”nye geol­o­giske kraft.”[17] En fysik­er, Har­ri­son Brown, skrev pes­simistisk om en ny ver­den, der udplyn­drede sine egne ressourcer.

I 1950’erne og de tidlige 1960’ere udbredtes det nye sprog om antro­pogen miljøpåvirkn­ing. Prince­ton-kon­fer­en­cen i 1955, ”Man’s Role in Chang­ing the Face of the Earth”, var et sam­lende øje­b­lik. Inter­es­sant nok var diskus­sio­nen bred og ikke domineret af naturv­i­den­sk­ab­smænd. Både social­forskere og human­is­ter var til stede. Byhis­torik­er og ‑plan­læg­ger Lewis Mum­ford, der følte et behov for at sætte liv i mødet efter en uge med dys­tre bud­sk­aber, talte om behovet for mere kærlighed, ind­varslende de psykedeliske tressere. Geografi­his­torik­er Clarence Glack­en påberåbte sig idéen om Antropocæn (se også fokusse­rien Velkom­men til det antropocæne!, red.) og hævd­ede, at kon­ceptet allerede var hun­drede år gam­melt.[18]

The rest is his­to­ry, som man siger.

Et betyd­nings­fuldt vendepunkt, reelt som sym­bol­sk, ind­be­fat­tede Rachel Car­sons Det Tavse Forår (1962/1963) og opkom­sten af noget, der i dag kaldes ”Glob­al Envi­ron­men­tal Gov­er­nance” (GEG), under FN-miljøkon­fer­en­cen i Stock­holm i 1972. Fra da af kan man følge denne udvikling helt op til COP 21-aftal­en i Paris og Ver­dens­må­lene for bæredygtig udvikling, begge fra 2015. Med mine to med­for­fat­tere, Lib­by Robin og Paul Warde, har jeg gen­nem flere år fors­ket i fremkom­sten af ”miljøet” som et mod­erne glob­alt fænomen. Vores bog, The Envi­ron­ment – a His­to­ry of the Idea, er blevet udgivet for nylig. Ét af udgivelsens hov­ed­bud­sk­aber er, at tidsskalaer er under foran­dring. Vi har anslået, at ”miljøets” fød­sel, trans­for­ma­tio­nen af det gam­le begreb, foregik i det bemærkelsesværdi­ge år 1948, selvom vi også beskriv­er både dets forhis­to­rie og senere så slående kar­riere – som et af de cen­trale begre­ber i det tyvende århun­drede.[19]

Nu, hvor ”miljø” træder ind i det 21. århun­drede, tager foran­drin­gens sprog end­nu et kvan­te­spring, især for­di kon­ceptet om det Antropocæne vender tilbage, som det har forsøgt flere gange, med Comte de Buf­fon i det 18. århun­drede (der havde idéen, men ikke ordet[20]), med geolo­gen Antoni Stop­pani i 1870’erne og den rus­siske bio­geokemik­er Vladimir Ver­nad­sky i 1920’erne. Men det var først med relancerin­gen i starten af nullerne, igangsat af geokemik­er Paul Crutzen og adskil­lige andre viden­sk­ab­s­folk fra Earth Sys­tem Sci­ence, at begre­bet fik nyt liv.[21]

Sociale fortolkninger af det planetariske

Et afgørende øje­b­lik fandt sted i 2005. På Dahlem-kon­fer­en­cen i Berlin for­sam­ledes adskil­lige Earth Sys­tem Sci­en­tists, arkæologer og his­torikere; i fæl­lesskab forsøgte de at sam­menkoble den nyeste viden om foran­dringer på lang sigt.[22] Da blev begre­bet ”den Store Accel­er­a­tion” opfun­det. Det var inspir­eret af Karl Polanyis kon­cept om ”den Store Trans­for­ma­tion”, fra bogen af samme navn fra 1944, og hans idé om at fremvæk­sten af mod­erne, indus­trielle, lib­erale, kap­i­tal­is­tiske eller social­is­tiske sam­fund ikke kom som resul­tat af en frag­menteret, men der­i­mod gen­nem­gribende og gen­nemtræn­gende foran­dring, og en, der var for­bun­det på tværs af sek­tor­er, poli­tiske grænse­dragninger, teknolo­gi­er, ressourcer og energi­former; den involverede både mate­ri­aliter og idéer på én og samme tid.[23]

Den Store Accel­er­a­tion var en lig­nende idé, på samme altom­fat­tende skala. Foran­dringer i vores tid har været, og vil være, lige så gen­nem­gribende – med den til­fø­jelse, at naturv­i­den­sk­aberne står med meget af bevis­ma­te­ri­alet. Foran­dringerne vil også finde sted i miljøet, de sker i havene, i skove og på mark­er, i atmos­færen; de sker sam­tidig med vækst i dig­i­tale teknolo­gi­er, aktiemarked­er, velfærd­sudgifter; ans­poret af demografiske ændringer, læn­gere lev­eal­dre og den ekspo­nen­tielle vækst i antallet af uni­ver­sitets­grad­er, af kalo­ri­er fra kød, af overvægt, af energi­for­brug.

De mest plud­selige foran­dringer, inden for de fleste dimen­sion­er, kom efter 1945 – eller 1948, om du vil. Kun få år efter Dahlem-mødet, i 2009, lancerede det samme fæl­lesskab af Earth Sys­tem Sci­en­tists end­nu en idé, navn­lig at nogle af disse foran­dringer er yder­st farlige, at de udgør en risiko mod sta­biliteten i det holocænes domæne, tiden efter den sid­ste istid, for 11.700 år siden. Hvis disse grænser blev over­skre­det, ville kon­sekvenserne være ukon­trollerede og uforudsigelige.[24] Jeg var den eneste his­torik­er – fak­tisk den eneste human­ist – på et hold af 28 men­nesker, der ind­sendte en artikel om de ni ”plan­e­tariske grænser” til Nature. Jeg del­tog i et møde i sep­tem­ber 2009 i San­ta Bar­bara, da Nature-his­to­rien blev udgivet. Adskil­lige af mine med­for­fat­tere var også tilst­ede. Dagen igen­nem kunne vi følge, hvor­dan nyhed­shis­to­rien rullede over plan­eten, time for time, tid­szone for tid­szone. Jeg gav en udtalelse over e‑mail og blev inden for én time citeret i Moth­er Jones i New York City. End­nu en time senere i Van­cou­ver, om efter­mid­da­gen i Hong Kong.

På intet andet tid­spunkt har jeg været så dybt involveret i noget, som vi med rette kan kalde en men­tal­itet­sæn­dring. Det føltes øje­b­likke­ligt. Det var det naturligvis ikke; mange men­nesker, måske størst­ede­len af den vestlige ver­dens befolkn­ing, har for­mod­entlig ikke hørt om Plan­e­tariske Grænser, selvom det er en af de mest citerede viden­sk­a­belige artik­ler fra det sen­este årti. Vi skrev en opføl­ger, udgivet i Sci­ence i 2015. I den udgave var vi færre for­fat­tere, og human­io­ra-dimen­sio­nen, som jeg ihærdigt, men med få resul­tater, havde forsøgt at ind­føre i 2009, var nu langt mere inte­gr­eret.[25]

Jeg kunne til­fø­je en metahis­to­rie til den ”plan­e­tariske” fortælling og citere kol­le­gaer fra antropolo­gi og his­to­rie, der har bidraget til his­to­rien om plan­e­tarisk bev­id­s­thed.[26] Ikke alene var det Antropocæne slået igen­nem som et begreb og som et navn på denne nye epoke, vi havde også fået den nylige Stern-rap­port, fremkom­sten af kli­maforan­dringer som en glob­al super-fortælling, og et finan­sielt sam­men­brud, der havde truet flere af de sen­mod­erne sam­funds store insti­tu­tion­er og sociale sta­bilitet; alt sam­men under­bygget af en omfat­tende dig­i­tal rev­o­lu­tion og store geopoli­tiske omvælt­ninger med opkom­sten af Asien og særligt Kina sam­tidig med Europa og USA’s rel­a­tive tilbage­gang. Udviklin­gen havde været under­ve­js over læn­gere tid, men det boblede alt sam­men op til over­fladen inden for få år.

Når det gælder, hvem his­torik­eren er i vores tid, vil jeg mene, at denne erfar­ing nød­vendigvis må ind­drages. Jeg kunne ikke undgå at bemærke de Earth Sys­tem Sci­ence-kol­le­gaer, der omgav mig i San­ta Bar­bara, ved Stock­holms Resilience Cen­tre eller i Haus der Kul­turen Welt i Berlin, hvor vi i mange år sam­ledes til Antropocæne begiven­hed­er med hun­dred­vis af forskere og kun­st­nere og stud­erende: De var tal­rige, og de var aktive, og de havde meget at sige om, hvor­dan tiden organ­is­eres. De kunne gen­fortælle his­to­ri­er om vores sam­fund på skalaer og med begre­ber, der var medrivende, og som med det samme banede vejen for mediedækn­ing og poli­tisk årvå­gen­hed.

Måske var det ikke his­to­rieskrivn­ing, selvom visse dele var, men det var tem­po­ralis­er­ing, det var nye sociale for­tolkninger af tidens gang. Jeg er taknem­melig over at have haft mulighe­den for at være en del af dette, og jeg tror også, at jeg har lært et par ting af denne erfar­ing med tem­po­ralis­erin­gens prak­tiske arbe­jde. Fak­tisk tror jeg, at disse process­er og begre­ber netop nu genkon­fig­ur­erer his­to­rieskrivnin­gen, både inden for pro­fes­sio­nen og i vores forhold til resten af sam­fun­det – som vi af ejen­dom­melige årsager af og til kalder omver­de­nen (som om vi er i dens cen­trum; en besyn­derlig ophø­jelse af vores pro­fes­sionelle fæl­lesskab …).

At påbegynde en transformativ reaktion

Det jeg hen­vis­er til, er en bety­delig reak­tion, som foregår netop nu. Jeg beskriv­er det som den nye, inte­gra­tive human­io­ra, og his­to­rie spiller en rolle – en hov­e­drolle end­da[27]. Denne nye vend­ing må uundgåeligt ses som et svar på alle disse omfat­tende foran­dringer i Earth Sys­tems-tænkn­ing og de der tilknyt­tede kris­er. Det start­ede omkring 2009-10. Det er svært at fast­slå det nøjagtige tid­spunkt. Når man kig­ger tilbage, står det klart, at Dipesh Chakrabar­tys artikel i Crit­i­cal Inquiry, ”A Cli­mate for His­to­ry”, antændte debat­ten[28]. Han var inspir­eret af kli­maforan­drings-diskursen. Da jeg for første gang blev inviteret til hans sem­i­nar på Franke-insti­tut­tet ved Uni­ver­si­ty of Chica­go i marts 2012, var jeg i starten ikke klar over, at der var en jour­nal­ist fra Forbes Mag­a­zine blandt pub­likum. Jeg talte om kli­mav­i­den­sk­abens his­to­rie med fokus på skan­di­naviske mete­o­rologer og glaciologer. Da jeg efter­føl­gende vendte hjem til Stock­holm, fandt jeg mit navn over­alt på inter­net­tet – to artik­ler var blevet skrevet på bag­grund af mit fore­drag. Jeg syntes end­da, at det var et ganske mid­delmådig fore­drag; jeg havde talt for meget, for hur­tigt, givet for mange detal­jer. Artik­lernes rel­e­vans skyldtes naturligvis den nervøsitet og de bekym­ringer, som disse emn­er vak­te i den amerikanske kon­tekst.[29]

Nu, flere år senere, kan jeg se, at jeg også talte om vigtighe­den af fortællinger. Det blev citeret i Forbes. Hvor­dan den nye ortodok­si om men­neskesk­abte kli­maforan­dringer han­dlede om viden­sk­a­belig viden, men også om hvor­dan his­to­rien blev ramme­sat. Det havde ikke fun­geret, da Svante Arrhe­nius eller Guy Stew­art Cal­len­dar – den britiske dampin­geniør, der skrev den bed­ste artikel af alle i 1938, blot for at se den blive affe­jet – og andre havde talt om glob­al opvarmn­ing før i tiden.[30]

Deres fortælling havde ikke været fængslende nok. I 1950’erne og 1960’eren kunne idéen sættes i forbindelse med ”miljøet” og fra 2005 med den Store Accel­er­a­tion.

Den havde nået bibelske pro­por­tion­er.

Ja, hvis vi som his­torikere skal have ind­fly­delse på kom­mende gen­er­a­tioner, så er det måske også et spørgsmål om fortællinger? Om forestill­in­gen om en frem­tidig his­to­rie, der vil han­dle om en men­neske­hed, som ikke kon­stant skub­ber Jor­den ud af bal­ance; en his­to­rie, der bør omfat­te men­neske­lige sam­fund, under­tryk­te grup­per, magtkampe, de rige og de fat­tige og en omstruk­turering af priv­i­legi­er – en his­to­rie om en ny him­mel og en ny Jor­den.

His­torikere vil muligvis sige, at så snart vi kan lugte fremti­den, viger vi bort. Vi vil have arkiv­er. Vi kan måske fork­lare, hvor­dan vi endte, hvor vi er nu. Men vi kan ikke under­søge det, der end­nu ikke er sket.

Det er rigtigt. Men her vil jeg citere Johan Schot, den hol­landske land­brugs- og teknologi­his­torik­er. I okto­ber 2015 mod­tog han SHOT-medal­jen fra Soci­ety of the His­to­ry of Tech­nol­o­gy i Albu­querque, New Mex­i­co. Jeg var tilst­ede og hørte hans takke­tale. Han talte om his­torik­erens rolle i ”over­gangstider”. Ordet er for­bun­det med inno­va­tion, ikke med his­to­rie. Men, pås­tod Johan, der find­es noget kaldet den his­toriske forestill­ing­sevne.[31] Til forskel fra mange af vores kol­le­gaer inden for andre dis­ci­plin­er kan vi som his­torikere kun rekon­struere de virke­lighed­er, som vi under­søger. De forsvandt for længe siden. For at kunne gøre det, må vi gøre brug af vores forestill­ing­sevn­er. Vi kan ikke udføre eksper­i­menter. Vi kan ikke obser­vere for­tiden direk­te. Data er ofte frag­menteret. Vi må nød­vendigvis udfylde hullerne med vores egne forestill­inger, nærmest som skøn­lit­terære for­fat­tere eller film­sk­abere. Vi må nød­vendigvis frem­bringe fortællinger, selv når de ikke eksis­ter­er, for de formes altid af os.

I denne henseende min­der fremti­den ganske meget om for­tiden. Den kan ikke observeres, den kan ikke ind­sam­les, vi er nød­saget til, om man vil, at prekon­struere den. Forskellen er, at den prekon­struerede fremtid også er etisk – eller poli­tisk. Vi kan stadig påvirke den, hvilket vores fortællinger netop gør. Hvis vi ønsker foran­dringer, der kan gøre os ans­varlige i vores møde med kli­maforan­dringer, miljøet eller plan­e­tariske grænser, mens vi sam­tidig forøger social ret­færdighed – dyder, som his­to­rie-pro­fes­sio­nen kan enes om – så behøver vi velin­formerede forestill­inger, ans­varlig efter­tanke. Med ret­ningssans.

Lig­nende idéer udbre­des netop nu på tværs af human­io­ra og socialv­i­den­sk­aberne. Meto­den er inte­gra­tiv, da det åbenlyst nød­vendi­ge er en tro­værdig respons: Ver­den er i fare – ring til en lingvist! Nej, det gør vi nok ikke.

Hvor­dan kunne vi forestille os at rea­gere på de glob­ale udfor­dringer, som vi står over­for? Fat­tig­dom, kli­maforan­dringer, religiøse kon­flik­ter, ter­ror­isme? Ring til en geolog? Nej. Ring til en lingvist? End­nu engang, nej. Hvad nu hvis nogen pås­tod, at det ikke er nød­vendigt at vide noget om reli­gion, idéer, værdier, hvor­for men­nesker elsker og had­er, om det der hold­er sam­fund sam­men, det der inspir­erer dem, bevæger dem? Hvad nu hvis nogen pås­tod, at vi ikke behøver at kende til nation­al­isme, til grådighed og magt, til insti­tu­tion­er, til årsagerne bag sociale kon­flik­ter, til stolthed og for­dom, til musik og visuelt sprog eller til Polens his­to­rie for at forstå deres nuværende viden­sk­abs- og forskn­ingsmin­is­ters tankegang?

Hvis nogen pås­tod det, ville vi med rette mene, at ved­k­om­mende var uvi­dende. Dét er svaret. Den inte­gra­tive human­io­ra er opstået som en reak­tion på behovet for en langt mere magt­fuld og brug­bar viden, der kan anven­des i en ver­den, hvor den finan­sielle krise demon­str­erede, at økonomerne tog fejl, hvor kli­makrisen har blot­lagt, at vores ener­gite­knolo­gi­er er util­strække­lige – og at atom­fysik for­mod­entlig heller ikke vil være os til hjælp. Vi har behov for, præ­cis som Karl Polanyi udlagde det, en Stor Trans­for­ma­tion, og som svar på det behov må vores viden­sar­be­jde omor­gan­is­eres.

Den integrative humaniora  

Når det gælder human­is­tisk miljø­forskn­ing (eng. envi­ron­men­tal human­i­ties), synes bevægelsen at have sin beg­y­n­delse i Aus­tralien. De havde allerede i 2004 en Eco­log­i­cal Human­i­ties-gruppe. Miljøhis­torikere spillede en cen­tral rolle. Få år senere skete der ting andre sted­er. I Sverige tog Mis­tra Foun­da­tion et ini­tia­tiv omkring 2008-09. Post-humane forskere og lit­terære økokri­tikere tilslut­tede sig his­torikere.[32] I en artikel i Nature Cli­mate Change ledte human­geograf Noel Cas­tree i 2014 et ver­den­som­spæn­dende hold af fremtræ­dende forskere, også citeret vidt og bredt. Titlen ref­er­erede til Chakrabar­tys artikel: ”Chang­ing the Intel­lec­tu­al Cli­mate”.[33] Fagom­råder som dig­i­tal human­io­ra og med­i­cin­sk human­io­ra gik end­nu læn­gere tilbage. Inden for de sen­este år har udviklin­gen også spredt sig til det, der kaldes geo-human­io­ra, tekno-human­io­ra og flere andre human­is­tiske fel­ter. Disse fagom­råders arv var en påb­eg­y­n­dt omstruk­turering af fakul­teterne. Især når særlige infra­struk­tur var påkrævet, såsom stor com­put­erka­pacitet eller visuelle lab­o­ra­to­ri­er, blev der grund­lagt nye forskn­ingsen­hed­er.

Den inte­gra­tive human­io­ra er et ganske nyt begreb, og først nu er det kom­met i brug.[34] Forskn­ing­spro­gram­mer og ‑cen­tre, der bruger ordet, er dukket op på amerikanske uni­ver­siteter over de sen­este par år. En smule ældre er cen­tre som CRASSH på Cam­bridge og TORCH på Oxford. I Sverige har Upp­sala Uni­ver­sitet igangsat et tilt­ag på tværs af fakul­teterne; Cen­tre for Inte­grat­ed Research on Cul­ture and Soci­ety (CIRCUS).

Gen­nem flere år har jeg sam­men med Anders Ekström, en kol­le­ga fra Upp­sala Uni­ver­sitet, arbe­jdet på et pro­jekt om human­io­ras his­to­rie og fremtid. I 2012 udgav vi en bog, hvori vi defin­i­tivt vendte ryggen til den krisediskurs, som har hjem­søgt human­io­ra siden – og end­da før – Plumbs bog.[35] I 2016 mod­tog vi en bevilling fra det svenske forskn­ingsråd til at organ­is­ere en sem­i­narserie med det for­mål at analy­sere human­io­ra. På bag­grund af de diskus­sion­er lærte vi blandt andet, at inte­gra­tive videns­miljøer grad­vist var ved at vokse frem mange sted­er. Men de dukker ikke op på samme måde, som under­dis­ci­plin­er ellers gjorde det; over mange årti­er, kæm­pende om plad­sen i den tæt­pakkede fakul­tet­sjun­gle. Den inte­gra­tive human­io­ra vokser frem på en anden måde. På store uni­ver­siteter har de tilbø­je­lighed til at organ­is­ere sig som tværfaglige tilt­ag, hjulpet på vej af forskn­ings­fondenes vok­sende betyd­ning. På spe­cialis­erede insti­tu­tion­er og min­dre uni­ver­siteter kan de organ­is­ere sig som human­io­ra-cen­tre i stedet for som tra­di­tionelle dis­ci­plin­er.[36]

En ny saddeltid?

Jeg men­er, at vi lever i et kri­tisk øje­b­lik i ver­den­shis­to­rien, og at vi, som his­torikere, har vigtigt arbe­jde foran os.

Vi vil for­mod­entlig snart tage hul på en æra med dyb­degående trans­for­ma­tion­er, post-fos­sil­brænd­stof. Nogle af de foran­dringer vil for­mod­entlig være så omsig­gribende, at vi ret­færdigvis kan omtale peri­o­den fra omkring 1950 til 2050 som en ny sad­deltid, på niveau med moder­nitetens ankomst i peri­o­den fra 1750 til 1850.[37] Begre­ber såsom miljøet, Antropocæn, den Store Accel­er­a­tion, kli­ma, det posthu­mane og flere andre har allerede fået radikalt nye betyd­ninger sam­men­lignet med den klas­siske oplysningsmoder­nitet før 1950 – hvis alt­så begre­berne over­hovedet eksis­terede den­gang.[38] De hør­er til i et foran­dringernes vok­ab­u­lar, og en teo­re­tis­er­ing af det, samt en gen­tænkn­ing af his­to­rie og his­to­ri­ografi, der inko­r­por­erer disse begre­ber, synes uundgåeligt. Vi husker måske, at Rein­hart Kosel­leck selv mente, at Oplysningsti­den var den peri­ode, hvor his­to­rie endeligt kunne adskilles fra natur og dermed trans­formeres til det mod­erne begreb.[39]

Men det var den­gang. Var det en god ide, at adskille Jor­den fra his­to­rie?

Dette spørgsmål falder direk­te i for­læn­gelse af den geno­plivelse af ”artshis­to­rie”, som Dipesh Chakrabar­ty har fores­lået. Jeg ønsker muligvis ikke at gå så vidt, men jeg kan godt lide argu­mentet. I et nyligt bind om påtræn­gende prob­le­mer i his­to­rie, redi­geret af Peter Burke og Marek Tamm, diskuter­er Gré­go­ry Quenet og jeg det emne. Quenet men­er, at miljøhis­to­riefel­tets mis­sion er at udvikle en ny teori om forhold­et mellem men­neske og natur. Han er mere dristig end jeg; jeg er for­mod­entlig for glad for plu­ral­isme til at kræve, at his­torikere af enhver slags skal beskæftige sig med ét emne. Da man tidligere forsøgte sig med den slags – for eksem­pel da viden­sk­ab­shis­torikere blev besat af den viden­sk­a­belige rev­o­lu­tion, eller økonomi­his­torikere af den indus­trielle – endte det med at hæmme fagom­rådernes opblom­string.[40]

Miljøhis­to­rie trives med dens promiskuitet, præ­cis som hele his­to­riedis­ci­plinen trives med dens endeløse poly­mor­fisme. Men der er også noget grundlæggende sundt i Quenet og Chakrabar­tys dristige idéer. Efter to århun­dred­ers adskil­lelse er det den frem­spirende sad­deltids mis­sion at forene men­neskene med naturen. Et væld af lit­ter­atur inden for posthu­man­isme og studi­er af kli­maforan­dringer bevæger sig allerede i denne ret­ning: tek­ster af Mike Hulme om kli­ma, Rose Braidot­ti om posthu­man­isme, Sta­cy Alaimo og Nan­cy Langston om cirku­la­tio­nen af giftige sub­stanser, hvilket de omtaler som ”krop­slig natur” og ”giftige kroppe”.[41]

Vi bør også skelne det fra plan­e­tarisk his­to­rie, der i dens aktuelle inkar­na­tion domineres af geol­o­giske tidsskalaer, delvist som et resul­tat af debat­terne om Antropocæn, hvilket end­da har vakt miljøde­ter­min­is­mens gam­le spøgelse til live.[42] Det er fort­sat his­torik­ernes opgave at sikre, at de tidsskalaer, hvor men­neske­lige sam­fund har agens, bliv­er en del af en ”inte­gr­eret his­to­rie” – et begreb, der hidtil mest er blevet brugt i naturv­i­den­sk­a­belige forsøg på at forbinde naturens og men­nes­kets his­to­ri­er.[43]

Nye tek­ster inden for flere dis­ci­plin­er, fra filosofi til reli­gionsv­i­den­skab til antropolo­gi, anty­der, at en ny mul­ti-tem­po­raliteternes tid­salder er under­ve­js – noget, der muligvis også er en del af den nye sad­deltid. ”Ska­ler­ing” er nød­vendigt for at kunne over­sætte naturlige process­er til tider og sted­er, hvor de over­lap­per med men­neske­lige han­dlinger. Hvor­dan bliv­er gen­er og mikroor­gan­is­mer ”nede­fra” eller geo­f­y­siske tele­forbindelser ”oven­fra” inte­gr­erede dele af den form for kom­plekse foran­drings­fortællinger og de forsøg på at fork­lare foran­dringer, som vi kan kalde ”his­to­rieskrivn­ing”?[44]

Dette evan­gelie når ud til flere og flere. Mor­gen­bladet i Norge er det bed­ste norske nyheds­ma­gasin, et sjældent eksem­pel på, at kval­i­fi­ceret kul­tur­jour­nal­is­tik kan over­leve i en ver­den med Face­book. For nyligt intro­duc­erede Ellen Kreft­ing, en his­torik­er ved Uni­ver­sitetet i Oslo, bladets læsere til nogle af Chakrabar­tys idéer og et nyt essay fra His­to­ry and The­o­ry af Suman Seth. Kreft­ing fremhæver den utvivl­somt mest essen­tielle pointe, som Seth har noteret om Chakrabar­tys inter­esse i Antropocæn: at hans fusion af natur og his­to­rie baserede sig på en af hans tidligere udgivelser, Provin­cial­iz­ing Europe (2000). For­målet, hævder Seth, er at rokke ved den tra­di­tionelle, euro­cen­triske def­i­n­i­tion af his­to­rie, dens temaer, peri­oder og aktør­er.[45]

Jeg er helt enig. Vi hen­ven­der os ikke til geolo­gien for at være høflige over for geologerne – vi gør det, for­di der find­es en his­to­rie, som er rigere, bedre, mere rel­e­vant, og som i sid­ste ende er en ny his­to­rie – en his­to­rie, der får os til at fork­lare gam­le ting i et nyt lys.

Vi skal håndtere mange skalaer

Sam­tidig med at vi skalerer og inko­r­por­erer vores indi­vidu­elle liv og skæb­n­er i en glob­al kraft, må vi også forholde os til spørgsmål om ans­var. Kli­makrisen kræver den form for his­to­rie. Hvad sker der med spørgsmål om fri­hed? Per­son­lig erfar­ing? Hvor er forskel­lene mellem rige og fat­tige? De spørgsmål er stadig hos os, og vi må nød­vendigvis få dem til at passe ind i dette end­nu større billede.

Vi skal håndtere mange skalaer på én gang.

Det ville være fjol­let at udstikke et pro­gram­skrift for et fore­ta­gende, der er så forskel­li­gartet som his­to­rie, så hvis det lyder, som om jeg har gjort det – ærlig talt, det gør jeg ikke. Men jeg men­er, at vi bør være lyd­høre, når nogle af de mest medrivende og inter­es­sante fortællinger om tid fortælles af his­torikere i mar­gin­en. His­to­rien og dens fag bliv­er stadig mere cen­tral i for­tolknin­gen af vores ver­den. Big Data og Big Media vil kun forstærke den udvikling. His­torikere bør være en del af det.

Vi har lært på den hårde måde, og ikke kun fra Lyotard, at Store Fortællinger er farlige – men det samme er afs­tum­pede bud­sk­aber. Sand­hed sikres ikke nød­vendigvis gen­nem kort­fat­tede og højfrekvente tweets. Til tider skal vi splitte ad og dekon­struere, men der er også tider, hvor vi skal sam­men­stykke igen. Vi kan tilbyde nogle af de bed­ste ele­menter i en ver­den­san­skuelse.

Som du nok har opdaget på nuværende tid­spunkt, synes jeg ikke, at vi skal gøre dette i iso­la­tion fra naturv­i­den­sk­aberne, som R. G. Colling­wood anbe­falede. Ej heller ville jeg fores­lå at gribe til en Toyn­bees eller en Spen­glers metafy­siske sys­te­mer. Men jeg så gerne, at vi ser­iøst tænker på den nye men­neske­lige betingelse: at vi kan se frem til et dys­tert 21. århun­drede baseret på det, vi gjorde i århun­dredet forinden.

Der er ans­varlighed i luften. For kort tid siden del­tog jeg i et møde arran­geret af det svenske Uden­rigspoli­tiske Insti­tut. Tim­o­thy Gar­ton Ash og hans kol­le­ga ved Oxford, Mar­garet MacMil­lan, besøgte Stock­holm. Mødeled­eren var Fin­lands fremtræ­dende uden­rigsmin­is­ter, Erk­ki Tuomio­ja, der selv er pro­fes­sionel his­torik­er. De præsen­terede et nyopret­tet netværk af His­torikere uden Grænser.[46]

Selvom jeg sæt­ter pris på tilt­aget, syntes jeg alligev­el, at det burde være en smule min­dre tra­di­tionelt. Grundlæggende var det en lek­tion i geopoli­tik og forhan­dling­steknikker, en opdateret udgave af den form for arbe­jde, som his­torikere har udført siden Thuky­did og, ja, siden Win­ston Churchill. Vi kan selvføl­gelig give råd og sid­de med ved forhan­dlings­bor­det, hvilket E. H. Carr gjorde efter Ver­sailles som en ung prak­tikant hos det britiske uden­rigsmin­is­teri­um. Men vi kan også lære fra juraforskere, syge­ple­jer­sker og læger om men­neskerettighed­er og med­følelse, samt om det, som den franske antropolog Didi­er Fassin kalder etik i den ”human­itære for­nuft”.[47] Men ini­tia­tivet er ikke desto min­dre en god beg­y­n­delse.

Jeg vil gerne se det her som en håbets his­to­rie. En bog, som vi bør værd­sætte og huske, blev skrevet af en af vores kol­le­gaer, Rebec­ca Sol­nit, der også er en essay­ist og faglit­terær for­fat­ter i Cal­i­fornien. Hope in the Dark fra 2004 er en udforskn­ing af for­tiden og den nære nutids sociale tænkere og bevægelser, der brugte deres idéer og moralske klarsyn til at lede os ind i mør­ket – ikke nat­tens mørke, men den ukendte fremtids. Det bety­der ikke, at der skal være et svar på hvert eneste his­toriske spring. His­to­rien, siger hun, er ikke en hær. Det er en krabbe, der hastigt bevæger sig sidelæns.[48] (OK, nogle gange er his­to­rien en hær.)

Vi er ikke bare sam­fund­stænkere; vi er også pro­fes­sionelle. Vi udfør­er vores arbe­jde ud fra et sæt af normer og dyder. Dét er det overordnede bud­skab fra E. H. Carr og grun­den til at jeg indledte med ham – hans samtids adskil­lige man­gler til trods. Dybest set beskrev han et forhold til et bredere viden­spro­jekt, som vi ikke kan adskilles fra. Det troede vi måske, at vi kunne, men det kan vi ikke læn­gere.

Natur og his­to­rie bliv­er stadig mere sam­men­flet­tet. Vi behøver naturens his­to­rie for at kunne skrive his­to­rie. Vi behøver naturv­i­den­sk­abernes his­to­ri­er, de store dra­maer og den plan­e­tariske fortælling. Men vi kan ikke over­lade disse his­to­ri­er til naturv­i­den­sk­ab­s­folk alene, da deres his­to­ri­er man­gler alt for meget om det men­neske­lige.

Hvor­for siger jeg alt det her? I sid­ste ende for­di jeg tror på den gode døm­mekraft, som jeg men­er, at his­to­rie kul­tiver­er, og som bruges alt for lidt. Sam­fund vil blive forbedret af den omtanke, omhu og vis­dom, som his­to­rie og human­io­ra kan levere i vores bed­ste øje­b­likke. Hvis det lyder under­ligt, er det, for­di vi kun sjældent taler om vores pro­fes­sions poten­tiale.

Med en ver­den, der er så kom­pleks og fuld af frygt og far­er, vil der ikke være man­gel på mis­sion­er for men­nesker, der elsker at løse de mest kom­plekse prob­le­mer, vi kan forestille os. Pro­fes­sio­nens grundlæggende dyder står stadig til troende. Vi mestr­er allerede analyser på flere niveauer, og vi beskæftiger os allerede med det, som Ronald Bar­nett kaldte ”superkom­plek­sitet”[49]. Nu er tiden inde til at bruge vores evn­er. Vi kom­mer til at udvikle os i mange ret­ninger og rejse til sted­er, hvor vi aldrig har været før. Vi er nødt til at foran­dre os, men vi vil ikke ophøre med at være, hvem vi er.

Over­sat af Dann Gro­tum

Sverk­er Sör­lin er pro­fes­sor i miljøhis­to­rie ved Kung­li­ga Tekniska Högskolan i Stock­holm og har været en af fel­tets fore­gangsmænd både inter­na­tion­alt og i Skan­di­navien. I 2011 grund­lagde han sam­men med Nina Wormbs KTH Envi­ron­men­tal Human­i­ties Lab­o­ra­to­ry.
Dette er en redi­geret udgave af en keynote-forelæs­ning frem­ført ved
Nordisk His­torik­er­møde i Aal­borg d. 17. august 2017 og senere udgivet som  “Reform and Responsibility—the cli­mate of his­to­ry in times of trans­for­ma­tion” i His­torisk Tidsskrift (Norge) Vol­ume 97 (2018), No. 1: 7–23. Den over­sat­te udgave er udgivet med tilladelse fra for­fat­teren og His­torisk Tidsskrift’s redak­tion.


Noter:

[1] E. H. Carr, What Is His­to­ry? (New York: Basic Books, 1961), 84.

[2] Fran­cois Har­tog, Régimes d’historicité: Présen­tisme et expéri­ence du temps (Paris: Seuil, 2003).

[3] Trond Berg Erik­sen, “Fremti­dens his­to­rieskriv­er”, Mor­gen­bladet 11. august 2017.

[4] Fran­cis Fukuya­ma, The End of His­to­ry – and the Last Man (New York: FreeP­ress, 1992), baseret på Fukuya­ma, “The End of His­to­ry”, The Nation­al Inter­est, 16 (1989): 3–18.

[5] Thomas L. Fried­man, The World Is Flat: A Brief His­to­ry of the Twen­ty-first Cen­tu­ry (New York: Far­rar, Straus & Giroux, 2005).

[6] Et lille udsnit af den omfat­tende lit­ter­atur: Paul Crutzen, “The Geol­o­gy of Mankind”, Nature (2002); Johan Rock­ström, et al., “A safe oper­at­ing space for human­i­ty”, Nature (2009); Eliz­a­beth Kol­bert, The Sixth Extinc­tion: An Unnat­ur­al His­to­ry (New York: Hen­ry Holt, 2014).

[7] Robert Mil­likan, “Alleged Sins of Sci­ence”, Scribner’s Mag­a­zine (1930), i Mil­likan, Sci­ence and the New Civ­i­liza­tion (New York: Charles Scribner’s Sons, 1930), 53.

[8] S. Agrawala, “Struc­tur­al and Process His­to­ry of the Inter­gov­ern­men­tal Pan­el on Cli­mate Change”, Cli­mat­ic Change,39 (1998): 4, 621–642.

[9] Blandt de mest betyd­nings­fulde er Vladimir Ver­nad­sky, La Biosphère (Paris, 1929, rus­sisk orig­i­nal 1926). Se også herun­der.

[10] Helge Jord­heim, “Intro­duc­tion: Mul­ti­ple times and the work of syn­chro­niza­tion”, His­to­ry and The­o­ry, 53 (2014): 4, 498–518.

[11] R. G. Colling­wood, The Idea of His­to­ry (1946), ny udgave, The Idea of His­to­ry: With Lec­tures 1926–1928 (Oxford: Oxford Uni­ver­si­ty Press, 1993).

[12] E. H. Carr, What Is His­to­ry?,111. Sverk­er Sör­lin, “The Con­tem­po­rane­ity of Envi­ron­men­tal His­to­ry: Nego­ti­at­ing Schol­ar­ship, Use­ful His­to­ry, and the New Human Con­di­tion”, Jour­nal of Con­tem­po­rary His­to­ry,46 (2011): 3, 610–630.

[13] J. H. Plumb, red., Cri­sis in the Human­i­ties (Har­mondsworth: Pen­guin, 1964).

[14] Fer­nand Braudel, La Méditer­ranée et le monde méditer­ranéen à l’époque de Philippe II (Paris: Armand Col­in, 1949). Eric Paglia, “Not a prop­er cri­sis”, The Anthro­pocene Review, 2 (2015): 3, 247–261.

[15] Roland Barthes, Mytolo­gi­er (1957), over­sat af Jens Juhl Jensen (Køben­havn: Gylden­dal, 2017), 219.

[16] William Vogt, The Road to Sur­vival (New York: William Sloane Asso­ciates, 1949).

[17] Fair­field Osborn, Vor Udplyn­drede Jord, over­sat af P. M. Adler(København: Gylden­dal, 1949).

[18] Clarence J. Glack­en, “Chang­ing Ideas of the Hab­it­able World”, i Man’s Role in Chang­ing the Face of the Earth, red. William L. Thomas Jr. (Chica­go, IL & Lon­don: The Uni­ver­si­ty of Chica­go Press, 1956), 86.

[19] Paul Warde, Lib­by Robin & Sverk­er Sör­lin, The Envi­ron­ment – a His­to­ry of the Idea (Bal­ti­more, MD: Johns Hop­kins Uni­ver­si­ty Press, 2018).

[20] The epochs of Nature: Georges-Louis Leclerc, le Comte de Buf­fon, over­sat, redi­geret, og sam­men­sat af Jan Zalasiewicz, Anne-Sophie Milon & Mateusz Zalasiewicz (Chica­go, IL & Lon­don: The Uni­ver­si­ty of Chica­go Press, 2018), med en intro­duk­tion: Jan Zalasiewicz, Sverk­er Sör­lin, Lib­by Robin og Jacques Grinevald, “Buf­fon and the his­to­ry of the Earth”. For tidligere, syt­ten­hun­drede­tals udtryk af idéen om men­neskesk­abt kli­maforan­dring, om end ikke helt idéen om det Antropocæne, se Jean-Olivi­er Richard, “The Jesuit Who Want­ed to Con­trol the Cli­mate: Père Cas­tel and the Reli­gious Roots of the Anthro­pocene”, Mod­ern Lan­guage Notes, 132 (2017): 4, 931–952. Se også Gregg Mit­man, “Hubris or Humil­i­ty: Genealo­gies of the Anthro­pocene”, i Future Remains: A Cab­i­net of Curiosi­ties for the Anthro­pocene, red. Gregg Mit­man, Mar­co Armiero & Robert S. Emmett (Chica­go, IL: The Uni­ver­si­ty of Chica­go Press, 2018).

[21] Hel­muth Trischler, “The Anthro­pocene: A Chal­lenge for the His­to­ry of Sci­ence, Tech­nol­o­gy, and the Envi­ron­ment”, NTM: Zeitschrift für Geschichte der Wis­senschaften, Tech­nik und Medi­zin, 24 (2016): 3, 309–335; Christophe Bon­neuil & Jean-Bap­tiste Fres­soz, The Shock of the Anthro­pocene: The Earth, His­to­ry and Us (Lon­don: Ver­so, 2016); Clive Hamil­ton, Defi­ant Earth: The Fate of Humans in the Anthro­pocene (Cam­bridge: Poli­ty, 2017); Sverk­er Sör­lin, Antropocen: En essä om män­niskans tid­sålder, (Stock­holm: Weyler, 2017).

[22] R. Costan­za, L. Graum­lich & W. Stef­fen, red., Sus­tain­abil­i­ty or Col­lapse: An Inte­grat­ed His­to­ry and Future of Peo­ple on Earth (Cam­bridge, MA: MIT Press, 2007).

[23] Karl Polanyi, The Great Trans­for­ma­tion (New York: Far­rar & Rine­hart, 1944), oprindeligt udgivet som The Ori­gins of Our Time; ny udgave med indled­ning af John Stiglitz (2001). W. Stef­fen, W. Broadgate, L. Deutsch, O. Gaffney & C. Lud­wig, “The tra­jec­to­ry of the Anthro­pocene: The great accel­er­a­tion” (2015b), The Anthro­pocene Review,2 (2015): 81–98.

[24] J. Rock­ström, Stef­fen, W., Noone, K., Pers­son, A., Chapin, F.S., Lam­bin, E.F., Lenton, T.M., Schef­fer, M., Folke, C., Schellnhu­ber, H.J., Nykvist, B., de Wit, C.A., Hugh­es, T., van der Leeuw, S., Rod­he, H., Sör­lin, S., Sny­der, P.K., Costan­za, R., Svedin, U., Falken­mark, M., Karl­berg, L., Corell, R.W., Fab­ry, V.J., Hansen, J., Walk­er, B., Liv­er­man, D., Richard­son, K., Crutzen, P., Foley, J.A., ”A safe oper­at­ing space for human­i­ty”, Nature,461 (2009), 472–475.

[25] W. Stef­fen, K. Richard­son, J. Rock­ström, S. Cor­nell, I. Fet­zer, C. Folke, E. Ben­nett, R. Big­gs, S. Car­pen­ter & S. Sör­lin, “Plan­e­tary bound­aries: Guid­ing human devel­op­ment on a chang­ing plan­et,” Sci­ence,347 (2015): 6223, 736–746.

[26] Sabine Höh­ler, Space­ship Earth in the Envi­ron­men­tal Age, 1960–1990 (Lon­don: Pick­er­ing & Chat­to, 2015).

[27] Sverk­er Sör­lin & Graeme Wynn, “Fire and Ice in the Acad­e­my: The Rise of the Inte­gra­tive Human­i­ties”, Lit­er­ary Review of Cana­da,24 (2016): 6, 14–15.

[28] Dipesh Chakrabar­ty, “The Cli­mate of His­to­ry: Four The­ses”, Crit­i­cal Inquiry,35 (2009): 197–222.

[29] Jeff McMa­hon, “With Cli­mate Change, Con­scious­ness Change”, og ibid., “In His­to­ry, Cli­mate Change Begins With Cli­mate Sci­en­tists“, begge i Forbes Mag­a­zine 10. marts 2012.

[30] Svante Arrhe­nius, “On the influ­ence of car­bon­ic acid in the air upon the tem­per­a­ture of the ground”, Philo­soph­i­cal Mag­a­zine, 41 (1896): 237–276. G. S. Cal­len­dar, “The Arti­fi­cial Pro­duc­tion of Car­bon Diox­ide and Its Influ­ence on Tem­per­a­ture”, Quar­ter­ly Jour­nal of Roy­al Mete­o­ro­log­i­cal Soci­ety, 64 (1938): 223–240. James R. Flem­ing, The Cal­len­dar Effect: The Life and Work of Guy Stew­art Cal­len­dar (1898–1964) (Boston: Amer­i­can Mete­o­ro­log­i­cal Soci­ety, 2007).

[31] Johan Schot, “Con­fronting the sec­ond deep tran­si­tion through the his­tor­i­cal imag­i­na­tion”, Tech­nol­o­gy and Cul­ture, 57 (2016): 445–456.

[32] Deb­o­rah Rose & Lib­by Robin, “The Eco­log­i­cal Human­i­ties in Action: An Invi­ta­tion”, Aus­tralian Human­i­ties Review, 31–32 (2004). Jeg blev ind­budt til at frem­lægge min rekon­struk­tion af fel­tets genealo­gi i et tidsskrift om kul­turstudi­er i Sverige, Sverk­er Sör­lin, “Grön human­io­ra – vad, när, var­för och varthän?”, Kul­turel­la Per­spek­tiv, 25 (2016): 1, 8–19. Se også Ronald Emmett & David Nye, The Envi­ron­men­tal Human­i­ties – A Crit­i­cal Intro­duc­tion (Cam­bridge, MA & Lon­don: MIT Press, 2017).

[33] N. Cas­tree, W. M. Adams, J. Bar­ry, S. Sör­lin, et al., “Chang­ing the Intel­lec­tu­al Cli­mate”, Nature Cli­mate Change,4 (2014): 9, 763–768.

[34] Sör­lin & Wynn 2016. David Budtz-Ped­er­sen, “Inte­grat­ing social sci­ences and human­i­ties in inter­dis­ci­pli­nary research”, Pal­grave Com­mu­ni­ca­tions, 2 (2016): 16036

[35] Anders Ekström & Sverk­er Sör­lin, Allt­ings mått: Human­is­tisk kun­skap i framti­dens samhälle (Stock­holm: Norstedts, 2012). Sverk­er Sör­lin, “Human­i­ties of Trans­for­ma­tion: From Cri­sis and Cri­tique towards the Emerg­ing Inte­gra­tive Human­i­ties”, Research Eval­u­a­tion (2018).

[36] Anders Ekström & Sverk­er Sör­lin, Inte­gra­ti­va kun­skapsmiljöer: Rap­port från två sem­i­nar­i­er våren 2016.

[37] Rein­hart Kosel­leck, Cri­tique and Cri­sis: Enlight­en­ment and the Patho­gen­e­sis of Mod­ern Soci­ety (Cam­bridge, Mass.: MIT Press, 1988). Jan-Wern­er Müller, “On Con­cep­tu­al His­to­ry”, i Rethink­ing Mod­ern Intel­lec­tu­al His­to­ry, red. Dar­rin M. McMa­hon & Samuel Moyn (Oxford & New York: Oxford Uni­ver­si­ty Press, 2014). Niklas Olsen, His­to­ry in the Plur­al: An Intro­duc­tion to the Work of Rein­hart Kosel­leck (New York: Berghahn, 2012).

[38] Om “den Store Accel­er­a­tion” se W. Stef­fen, W. Broadgate, L. Deutsch, O. Gaffney, C. Lud­wig, “The tra­jec­to­ry of the Anthro­pocene: The great accel­er­a­tion”, The Anthro­pocene Review, 2 (2015): 81–98. Om “miljøet”, The Envi­ron­ment – A His­to­ry of the Idea, Paul Warde, Lib­by Robin & Sverk­er Sör­lin (Bal­ti­more, MD: Johns Hop­kins Uni­ver­si­ty Press, 2018).

[39] Kosel­leck, “The Tem­po­r­al­iza­tion of Con­cepts” (orig. 1975), engel­sk over­sæt­telse i Finnish Year­book of Polit­i­cal Thought, vol. 1 (Jyväskylä Uni­ver­si­ty Press, 1997), 19.

[40] Gré­go­ry Quenet, “Envi­ron­men­tal His­to­ry”, og Sverk­er Sör­lin, “Rev­o­lu­tion­ary and Real­is­tic Envi­ron­men­tal His­to­ry: Response to Gré­go­ry Quenet”, begge i Debat­ing New Approach­es to His­to­ry, red. Peter Burke & Marek Tamm (Lon­don: Blooms­bury, 2018).

[41] Mike Hulme, Why We Dis­agree about Cli­mate Change: Under­stand­ing Con­tro­ver­sy, Inac­tion and Oppor­tu­ni­ty (Cam­bridge: Cam­bridge Uni­ver­si­ty Press, 2009). Rosi Braidot­ti, The Posthu­man (Cam­bridge: Poli­ty, 2013). Stacey Alaimo, Bod­i­ly Natures: Sci­ence, Envi­ron­ment, and the Mate­r­i­al Self (Bloom­ing­ton, IN: Uni­ver­si­ty of Indi­ana Press, 2010). Nan­cy Langston, Tox­ic Bod­ies: Hor­mone Disrup­tors and the Lega­cy of DES (New Haven, Conn. & Lon­don: Yale Uni­ver­si­ty Press, 2010).

[42] The Anthro­pocene Review har bragt et bredt udvalg af artik­ler om disse temaer: David Lowen­thal, “Ori­gins of Anthro­pocene Aware­ness”, Anthro­pocene Review, 2 (2015): 2, 102–107; Eric Paglia, “Not a prop­er cri­sis”, The Anthro­pocene Review, 2 (2015): 3, 247–261. Heather Swan­son, “Anthro­pocene as Polit­i­cal Geol­o­gy: Cur­rent Debates over How to Tell Time”, Sci­ence as Cul­ture, 25 (2016): 1, 157–163. Se også Páls­son, Gís­li, Sverk­er Sör­lin, Bro­nis­law Szerzyn­s­ki, et al., “Recon­cep­tu­al­iz­ing the ‘Anthro­pos’ in the Anthro­pocene: Inte­grat­ing the social sci­ences and human­i­ties in glob­al envi­ron­men­tal change research”, Envi­ron­men­tal Sci­ence and Pol­i­cy, 28 (2013), 4–14; Gís­li Páls­son and Heather Swan­son, “Down to Earth: Geoso­cial­i­ties and Geopol­i­tics”, Envi­ron­men­tal Human­i­ties, 8 (2016): 2, 149–171. Bon­neuil & Fres­soz, Shock of the Anthro­pocene. Warde, Robin & Sör­lin, The Envi­ron­ment.

[43] Naturv­i­den­sk­a­belige forskeres rolle i debat­terne om tem­po­raliteter er under­beskrevet af Quenet, og i de sen­este år har mange argu­menteret for, at en ”inte­gr­eret his­to­rie”, der forbinder natur med men­nesker og giv­er mulighed for at komme med forudsigelser, er mulig, S.Cor­nell, R. Costan­za, S.Sör­lin, S.E. van der Leeuw, “Devel­op­ing a sys­tem­at­ic ‘sci­ence of the past’ to cre­ate our future”, Glob­al Envi­ron­men­tal Change,20 (2010): 3, 423–425. R. Costan­za et al., “Devel­op­ing an Inte­grat­ed His­to­ry and future of Peo­ple on Earth (IHOPE)”, Cur­rent Opin­ion in Envi­ron­men­tal Sus­tain­abil­i­ty [COSUST], 4 (2012): 1, 106–114.

[44] S. D. Aslan­ian, J. E. Chap­lin, A. McGrath & K. Mann, “How Size Mat­ters: The Ques­tion of Scale in His­to­ry: AHR Con­ver­sa­tion”, Amer­i­can His­tor­i­cal Review, 118 (2013): 5, 1431–72. J. Adeney-Thomas, “His­to­ry and Biol­o­gy in the Anthro­pocene: Prob­lems of Scale, Prob­lems of Val­ue”, Amer­i­can His­tor­i­cal Review,119 (2014): 6, 1576–1586.

[45] Suman Seth, “The Pol­i­tics of Despair and the Call­ing of His­to­ry”, His­to­ry and The­o­ry, 56 (2017): 2, 241–257. Dipesh Chakrabar­ty, Provin­cial­iz­ing Europe: Post­colo­nial Thought and His­tor­i­cal Dif­fer­ence (2000), ny udgave (Prince­ton, NJ: Prince­ton Uni­ver­si­ty Press, 2008).

[46] Mandag d. 20. feb­ru­ar 2017 organ­is­erede His­torikere uden Grænser (HUG) og Sven­sk Insti­tut for Inter­na­tionale Studi­er et sem­i­nar om “Pol­i­tics and His­to­ry – What Should be the Role of Politi­cians Deal­ing with His­to­ry?”. Pro­fes­sor Tim­o­thy Gar­ton Ash lev­erede hov­ed­tal­en efter­ful­gt af en pan­elde­bat med Mar­garet MacMil­lan og Carl Bildt, begge medlem­mer af HUGsnetværk­sko­ordinerede komite. HUG-Fin­lands bestyrelses­for­mand, Erk­ki Tuomio­ja, og direk­tør for det svenske insti­tut, Mats Karls­son, var mod­er­a­tor­er.

[47] Didi­er Fassin, Human­i­tar­i­an Rea­son: A Moral His­to­ry of the Present Times (Berke­ley, CA: Uni­ver­si­ty of Cal­i­for­nia Press, 2011).

[48] Rebec­ca Sol­nit, Hope in the Dark: Untold His­to­ries, Wild Pos­si­bil­i­ties (2004), ny udgave (Chica­go, IL: Hay­mar­ket Press, 2016).

[49] Ronald Bar­nett, Real­iz­ing the Uni­ver­si­ty in an Age of Super­com­plex­i­ty (Mil­ton Keynes: Open Uni­ver­si­ty Press, 2000).


Scroll til toppen