Opfindelser, der ikke siger ‘klonk’: Til forsvar for humanioras begreber

Opfindelser, der ikke siger ‘klonk’: Til forsvar for humanioras begreber

Historien om babelstårnet, her i M. C. Eschers træsnit fra 1928, er måske det bedst kendte eksempel på, at også de “hårde” videnskaber og ingeniørkunsten er afhængige af sproget og de begreber, der behandles af humaniora. Illustration: Museu de Arte Popular, Lisbon, Portugal via Flickr/Pedro Ribeiro Simões

Én måde at tilgå den aktuelle debat om humanioras relevans er at stille skarpt på de mange begreber, humanister har opfundet og udviklet, og de konkrete bidrag, begreberne har ydet til vores forståelse af verden. Det synspunkt illustrerer Mikkel Bille, Anders Engbjerg-Pedersen og Karen Gram-Skjoldager i denne artikel, der er en bearbejdet version af indledningen til bogen Verden ifølge Humaniora – 40 banebrydende begreber der former vores virkelighed, hvor 40 humanistiske forskere giver deres bud på de vigtigste og mest tankevækkende begreber fra den nyere humanistiske forskning. Bogen er netop udkommet på Aarhus Universitetsforlag.

Da den bulgarske litterat Julia Kristeva (f. 1941) i 1980 udviklede begrebet abjektion skabte hun en ny forståelse af samfundets omgang med det afskyelige: med råddenskab, sekreter, døde mennesker. Når vi f.eks. skiller os af med de døde, gør vi det ikke bare fordi, hygiejnen eller vores følelser for den afdøde kræver det. Vi gør det også, fordi liget på uhyggelig vis forstyrrer vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Når vi ser på et lig, ser vi på en mellemting mellem os selv og en genstand, noget, der ikke længere er levende, men som heller ikke helt er blevet til et ikke-levende objekt. Synet af et lig giver os et utåleligt glimt af vores egen fremtid. Abjektion, eller blot abjektet, hjælper os derfor til at forstå og forklare menneskers handlinger, som når vi kremerer eller gemmer de døde af vejen i kister, under ligklæder, i urner, eller i grave for at opretholde et klart skel mellem det levende og det døde. Mellem os og dem.

Abjektet, som netop i år blev optaget i Den Danske Ordbog, er blot ét blandt utallige begreber, som humanistiske forskere har udviklet. Begreber kan forstås som en slags opfindelse, der kan gribe direkte ind i vores hverdag. De former vores forståelse af verden omkring os, skaber afklaring og indsigt og åbner nye muligheder for at handle. Det kan være overordnede begreber som modernitet, postmodernisme eller nation, eller det kan være mere snævre begreber som abjektet, krigens rammer eller banal nationalisme, som kan tilskrives specifikke forskere, og som fokuserer på særegne fænomener og problemstillinger.

Opfindelser forbinder man som regel med naturvidenskab eller de tekniske videnskaber – med teknologier, maskiner og instrumenter som f.eks. atomkraft, LED-skærme eller kvantecomputere. Som en naturvidenskabsmand sagde for nylig, er der kun tale om et forskningsresultat, hvis det siger ‘klonk’, når man slår på det. Begreber siger ikke klonk, hvis man prøver at slå på dem. De er sproglige opfindelser og udtryk for eftertanke og indsigt. De er måder at ordne verden på, som ikke fandtes før en filosof, en historiker eller et andet kvikt hoved fandt på dem. Når et begreb først er opfundet, og eventuelt udviklet og nuanceret af andre, kan det bruges som et værktøj – et greb, om man vil – til at gribe ind i virkeligheden både for at forstå den og for at ændre den. Det er ikke ligegyldigt, om man kalder nogen for frihedskæmper, oprører eller terrorist. Vi begriber verden med begreber og handler derefter. Nogle gange har de central betydning for videnskaben og samfundet som helhed – tag f.eks. grundlæggende videnskabelige begreber som paradigme og diskurs. Andre begreber lever et stille liv i en mere snæver akademisk kreds: De sætter kun aftryk hos de forskere og studerende, der bruger dem til at se lige præcis den del af verden, de studerer, på nye måder og til at frembringe ny viden, der så igen kan have bredere samfundsmæssig indflydelse.

Ofte repræsenteres humaniora af store – som regel mandlige, europæiske – tænkere som Kant (1724-1804), Kierkegaard (1813-1855) og Nietzsche (1844-1900). Det er hævet over enhver debat, at de tre filosoffer har bidraget afgørende til at forstå menneskernes verden, og at de har sat dybe aftryk i den måde vores samfund er organiseret på – også selvom mange mennesker ikke er klar over det. Men det er ikke uden problemer altid at henvise til de store, gamle tænkere, når vi diskuterer betydningen af humanistisk forskning: Det skygger for de gennembrud, der karakteriserer den nyere humanistiske forskning. Det gælder ikke mindst for tiden efter Anden Verdenskrig, hvor universitetet er blevet mindre elitært og har åbnet sig mod verden, i takt med at de store ungdomsårgange har indtaget de højere læreanstalter og forskningen har kastet sig over nye problemstillinger, der kredser om politisk deltagelse, social ulighed og kulturel mangfoldighed. Det har skabt en sand opblomstring af humanistisk forskning inden for alt fra historie og sprog til filosofi og kulturstudier og en mangfoldighed af nye humanistiske begreber.

Humaniora er én lang succeshistorie

Humanistiske succeshistorier hører vi dog sjældent om. Når vi åbner en avis, finder vi tværtimod ofte historier om et videnskabeligt felt, der befinder sig i permanent krise med dalende kvalitet og tårnhøj arbejdsløshed blandt nyuddannede. Vi læser, at humanistisk forskning skæres ned, er irrelevant og uden værdi. I medierne og i dele af befolkningen er der opstået en fortælling om et verdensfjernt, kvalitetsløst humaniora i et samfund, der har brug for læger, ingeniører og dataloger.

Hvor kommer den nedslående fortælling fra? I et større, internationalt perspektiv må man søge tilbage til den udvidelse af universitetssektoren, som fandt sted efter Anden Verdenskrig. Som led i den generelle vækst i samfundet voksede uddannelses- og forskningssektoren markant. Idéhistorikeren Stefan Collini har vist, at der var 50.000 studerende ved engelske universiteter i 1939. I 1980 var tallet 300.000 og i 2012 over to millioner. Herhjemme steg antallet af studerende på universiteterne tilsvarende, da politikerne proklamerede, at de ville have Danmarks bedst uddannede generation. Det skulle vise sig, at mange ønskede en humanistisk uddannelse. Boomet i antallet af studerende gav anledning til en ny forståelse af, hvad de skulle på universitetet: Fokus skiftede fra tilegnelse af viden til kompetenceudvikling. Dannelse måtte vige for jobforberedelse. Snart fulgte historierne om dalende kvalitet og arbejdsløshed, idet humaniora i al sin diversitet fra arkæologi, teatervidenskab og filosofi, til eskimologi og arabisk blev portrætteret som brødløst.

Når man går den konkrete udvikling efter i sømmene, tegner der sig dog et andet billede. En undersøgelse af humanistiske kandidater i Danmark foretaget af Københavns Universitet i 2015 viste, at selvom antallet var næsten tredoblet fra 1998 til 2014, var fuldtidsledigheden for humanister faldet fra 8 til 6,1 procent. Historien om humaniora er altså historien om en beskæftigelsessucces. Succesen afspejler, at nok er de humanistiske fag ikke ‘professionsuddannelser’ på samme måde som medicin, jura eller ingeniørstudiet, men de humanistiske kandidater har en række brede kompetencer, som de er gode til at bringe i spil i mange forskellige jobs.

Det er imidlertid ikke kun uddannelsesmæssigt, at humaniora har haft et voksende gennemslag; det samme gælder for den humanistiske forskning. I et stort dansk forskningsprojekt, Humanomics,har blandt andre Frederik Stjernfelt og David Budtz Pedersen dokumenteret, at humanistiske forskere i stort omfang indgår i tætte samarbejder med samfundsaktører uden for universitetet, det være sig gymnasier, museer, foreninger, kommuner eller virksomheder. I 2018 fortalte 82 procent af de danske humanistiske forskere, at de havde deltaget i eksternt videnssamarbejde inden for de seneste tre år, mens ni ud af ti havde formidlet deres forskning i medierne og andre offentlige sammenhænge.

Når man ser på international forskningsexcellence, har dansk humaniora også gennemslagskraft. På den såkaldte QS ranking, der rangerer alle de bedste universiteter, er både Aarhus og Københavns Universiteter eksempelvis mere anerkendte for deres humanvidenskab end for deres naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige, og tekniske videnskabelige aktiviteter. Tilsvarende er danske humanistiske forskere de mest citerede blandt alle OECD-landene. Når det gælder forskningskvalitet, beskæftigelse og samfundsengagement klarer humaniora i Danmark sig altså glimrende trods mediehistorierne om humanioras krise.

Kritikken har presset fortalere for humaniora ind i en defensiv position, hvor de konstant må forsvare deres fags relevans, dimittendernes arbejdsløshed og antallet af ugentlige undervisningstimer. Når humanistiske forskere forsøger at forlade forsvarspositionen, sker det hyppigt ved,at meget generelle værdier som dannelse, demokratiske kompetencer og kritisk tænkning, ganske rigtigt, fremhæves. Humanioras helt konkrete forskningsmæssige bidrag til samfundet har til gengæld fået lov at glide i baggrunden. Og det er en skam.

En ny fortælling

Der er brug for en ny fortælling om humaniora. En fortælling, der tager udgangspunkt i de mange konkrete indsigter, opfindelser og resultater, humanvidenskabelig forskning har skabt. En fortælling, der fremhæver alle de måder, forskningen har ændret verden.

Og en ting står klart: løsningerne på samtidens udfordringer med forurening, flygtninge og forbrug kræver mere humanistisk forskning og flere humanistiske begreber. Det humanistiske perspektiv gør det nemlig muligt i samarbejde med andre videnskaber at udvikle vores fælles forståelse af den virkelighed, vi lever i. Det gør det muligt at begribe de politiske og teknologiske handlemuligheder, vi har. Og ikke mindst de etiske udfordringer og moralske dilemmaer, vi står over for. Det er et faktum, mange tekniske og sundhedsvidenskabelige uddannelser allerede nu har fået øjnene op for og udnytter.

Imidlertid må sådan en fortælling være baseret på andre præmisser end den forskning, der udføres inden for de tekniske og sundhedsvidenskabelige områder. Humaniora skaber sjældent patenter eller ting, der siger ‘klonk’. I stedet gør det noget langt mere fundamentalt: det ændrer den måde, vi mennesker tænker og handler i verden – det italesætter alt det, vi tager for givet. Nogle gange lægger man mærke til landvindingerne, f.eks. når et nyt fund fra oldtiden graves op af jorden, eller når en ny undersøgelse af børn og unges medieforbrug offentliggøres. Andre gange siver landvindingerne blot ubemærket ind i vores hverdagssprog og hverdagspraksis. Der er brug for, at både humanioras synlige og usynlige gennemslagskraft kommer frem i lyset. Den viden om og kritik af samfundets tilstand, der produceres i det humanistiske værksted, lever nemlig hjemme i dagligstuen, på museerne, i bydesignet og siver ind i andre videnskaber, der er bedre til at tydeliggøre deres samfundsbidrag.

Begrebernes liv

En måde at tale om og tydeliggøre de erkendelser og kritiske refleksioner, humaniora bidrager med, er at stille skarpt på den konkrete og centrale del af den humanistiske forskningspraksis, der består i opfindelsen og udviklingen af begreber. Humaniora er naturligvis meget andet end begreber og begrebsafklaring. Det er studiet af de historiske værker og genstande, som mennesket som handlende og skabende væsen producerer. Det er analysen af sproglige strukturer og nutidige begivenheder. Det er genfortolkning af gamle sandheder, tekster og kildemateriale. Det er kritik af samfundsstrømninger, og det er udredningen af moralske dilemmaer. Det handler om menneskers evne til at give verden betydning og om menneskers handlemåder i bredeste forstand. Men begreber og begrebsafklaring er et af de fællestræk, der går igen i al humanistisk forskning og uddannelse.

Selvom begrebsudvikling er en central del af humaniora, fejrer vi sjældent nye begreber som nybrud, endsige opfindelser. Omkring årsskifter udgiver både nationale og internationale medier lister over årets største forskningsresultater, men der er langt mellem de humanistiske bidrag. Det er ikke fordi, de ikke findes – tværtimod, kan man fristes til at sige. Der er bare ikke blik for det.

Nogle nye begreber slår da heller ikke bredt igennem. Der er næppe mange, der kender til den diskordante konkordans i Paul Ricoeurs (1913-2005) metaforteori – eller ville vide, hvad de skulle bruge den til. Andre begreber er så udbredte, at vi glemmer, at de har udgangspunkt i et humanistisk gennembrud. Tænk på begreber som livsverden, livslang læring eller kulturel kapital, der efterhånden er gledet ind i hverdagssproget, og hvis oprindelse på humanistiske tænkeres skriveborde er gået i glemmebogen. Nogle gange har humanistiske forskere haft så stor indflydelse, at vi så at sige taler humaniora uden at være klar over det. Usynliggørelsen af humanistiske indsigter skyldes ofte det, man kalder ‘hindsight bias’. Det er et begreb (der var det igen!), som betegner den psykologiske mekanisme, at har man først hørt noget beskrevet, så er det indlysende,at sådan er det selvfølgelig – og så falder onklens bemærkning om, at ‘det kunne jeg godt have fortalt dig’.

 I vores bog, Verden ifølge humaniora, har vi samlet en lille, men mangfoldig buket, der kan vise læseren forskelligheden i den humanistiske forskning. Vi har forsøgt at favne alt fra de mest kendte begreber, der er gledet ind i hverdagssproget, til ukendte og udfordrende begreber, der hidtil har levet deres eget, stille liv inden for bestemte fag. Vi har valgt både kanoniserede begreber og helt nye, der først er ved at finde deres form.

Alle begreberne har det til fælles, at de udpeger, forbinder og ordner dele af virkeligheden. Fælles for dem er også, at de kan forandre sig, når andre forskere senere kritiserer, justerer eller videreudvikler dem på baggrund af deres måder at betragte verden på. Men begreberne udfylder også forskellige funktioner. De befinder sig så at sige på forskellige niveauer. I et humanvidenskabeligt perspektiv beskriver bullshit en bestemt måde at kommunikere på, mens f.eks. talehandling, diskurs og krigens rammer giver et mere overordnet perspektiv på, hvordan vi med vores sprog strukturerer virkeligheden. Nogle begreber rammesætter verden på nye måder som f.eks. performativitet og medialisering. Andre nuancerer et eksisterende begreb ved at fokusere på et bestemt aspekt af det, som det er tilfældet med bl.a. kulturel nostalgi, hverdagsøkonomi, kognitiv arbejdsdeling og banal nationalisme. Begreber skal nemlig udfordres og bringes i spil i nye sammenhænge for at man kan finde grænserne for, hvad de kan forklare. Ofte forandrer begreber sig også over tid. De kan både krystallisere sig til en skarpere og mere snæver betydning, som nævnt ovenfor, og de kan udvide sig, hvis de bliver brugt på nye vidensområder, og i takt med, at den virkelighed, de beskriver, forandrer sig. Sådan er det f.eks. med begreber som dekonstruktion og paradigme.

Lad os tage nogle eksempler. Da Nelson Mandela i 1960’erne rejste rundt for at skaffe støtte til sin kamp mod apartheid, skulle han flyve med Ethiopian Airlines fra Khartoum i Sudan. Men da han så en sort pilot i cockpittet, blev han grebet af angst. Hvordan kunne en sort person styre en flyvemaskine? Det var jo en hvid mands job. Mandela forklarer i sin selvbiografi, hvordan han måtte irettesætte sig selv. Han var faldet i kolonialismens mentale fælde og skældte sig selv ud for at have den slags tanker. Anekdoten er et eksempel på ”tankens afkolonisering” – et begreb, som den kenyanske forfatter og litteraturteoretiker Ngũgĩ wa Thiong’o har introduceret. Begrebet beskriver en proces og et ideal om at frigøre sig fra kolonialismens rodfæstede måder at tænke på, som også skabte en særlig mentalitet hos de koloniserede: Vestens historie, kulturelle udtryksformer og videnskab fremstod som et universelt højdepunkt, som de koloniserede i kraft af deres egen kultur, historie og race umuligt kunne komme på højde med. Ikke bare samfundet, men også tanken skulle afkoloniseres og skal det stadig. (Læs også Casper Andersens artikel på Baggrund om Sindets Afkolonisering, red.).

Et mere almindeligt kendt begreb er det engelske ”Bullshit.” Til daglig bruges det nogle gange i betydningen ”løgn og latin,” men den amerikanske filosof Harry Frankfurt har vist, at det mere præcist kan bruges om udsagn, hvis sandhed eller usandhed afsenderen ganske enkelt er ligeglad med. Formålet med bullshit er at spille på folks følelser og på den måde at fremme sin egen dagsorden. Ikke overraskende er USA’s præsident Trump blandt de politikere, der benytter sig meget af bullshit. Det har større konsekvenser. For bullshit kan blive farligt for vores kultur, hvis alle efterhånden forventes at have meninger om alt, uanset om de ved noget om sagen eller ej. Så svækkes vores evne til at være opmærksomme på, hvordan tingene faktisk forholder sig. Og derfor er bullshit i det lange løb måske farligere end løgnen.

Endelig kan man tage et begreb som uformel økonomi. Dette begreb har, modsat hvad man kunne forestille sig, nemlig ikke sin oprindelse i økonomisk videnskab. Det var tværtimod antropologen Keith Harts måde at forstå de dele af en økonomi, der ikke umiddelbart er synlige i regnskaber, lønninger, banklån, og så videre. Hart opdagede gennem sit feltarbejde i Ghana, der fokuserede på det økonomiske liv, snarere end modeller, at trods økonomisk krise og arbejdsløshed, arbejdede folk stadig – de tjente stadig penge. Men det var ikke penge, der indgik i nogen formel økonomi. Begrebet gik sin sejrsgang gennem FN, og fik nye betydninger og måder at indgå i forståelsen af et lands økonomi. Med begrebet blev det tydeligt, at man bør være varsom med at stole for meget på den formelle økonomi, hvis man vil forstå det økonomiske liv.


Det er blot tre eksempler på, hvad humanistiske begreber kan være og kan gøre. Men listen er naturligvis lang. Fag som antropologi, filosofi eller religionsvidenskab kunne hver især fylde tykke bøger med begreber, der hjælper os til at forstå vores omverden og gribe ind i den på nye måder. Begreber, der siger noget om mennesket som tænkende, skabende og handlende væsen. Begreber der både synligt og usynligt bevæger sig ud over det akademiske felts grænser og har indflydelse på den måde mennesker lever i eller forstår verden på.  Det er den fortælling der skal frem i lyset i større omfang, hvis vi skal forstå hvorfor humanistisk forskning er vigtig – ja faktisk helt uundværlig – både nu og i fremtiden.

Mikkel Bille er lektor på Institut for Mennesker og Teknologi ved Roskilde Universitet og ph.d. i social antropologi fra University College London. Anders Engberg-Pedersen er professor på Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet og ph.d. i litteraturvidenskab fra Harvard University. Karen Gram-Skjoldager er lektor på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet og ph.d. i historie fra Aarhus Universitet.

Scroll til toppen