Opfindelser, der ikke siger ‘klonk’: Til forsvar for humanioras begreber

Opfindelser, der ikke siger ‘klonk’: Til forsvar for humanioras begreber

His­to­rien om babel­står­net, her i M. C. Esch­ers træs­nit fra 1928, er måske det bedst kendte eksem­pel på, at også de “hårde” viden­sk­aber og ingeniørkun­sten er afhængige af sprog­et og de begre­ber, der behan­dles af human­io­ra. Illus­tra­tion: Museu de Arte Pop­u­lar, Lis­bon, Por­tu­gal via Flickr/Pedro Ribeiro Simões

Én måde at tilgå den aktuelle debat om humanioras relevans er at stille skarpt på de mange begreber, humanister har opfundet og udviklet, og de konkrete bidrag, begreberne har ydet til vores forståelse af verden. Det synspunkt illustrerer Mikkel Bille, Anders Engbjerg-Pedersen og Karen Gram-Skjoldager i denne artikel, der er en bearbejdet version af indledningen til bogen Verden ifølge Humaniora – 40 banebrydende begreber der former vores virkelighed, hvor 40 humanistiske forskere giver deres bud på de vigtigste og mest tankevækkende begreber fra den nyere humanistiske forskning. Bogen er netop udkommet på Aarhus Universitetsforlag.

Da den bul­garske lit­ter­at Julia Kris­te­va (f. 1941) i 1980 udviklede begre­bet abjek­tion skabte hun en ny forståelse af sam­fun­dets omgang med det afskyelige: med råd­den­skab, sekreter, døde men­nesker. Når vi f.eks. skiller os af med de døde, gør vi det ikke bare for­di, hygiej­nen eller vores følelser for den afdøde kræver det. Vi gør det også, for­di liget på uhyggelig vis forstyrrer vores forståelse af, hvad det vil sige at være men­neske. Når vi ser på et lig, ser vi på en mellemt­ing mellem os selv og en gen­stand, noget, der ikke læn­gere er lev­ende, men som heller ikke helt er blevet til et ikke-lev­ende objekt. Synet af et lig giv­er os et utåleligt glimt af vores egen fremtid. Abjek­tion, eller blot abjek­tet, hjælper os der­for til at forstå og fork­lare men­neskers han­dlinger, som når vi kre­mer­er eller gem­mer de døde af vejen i kister, under ligk­læder, i urn­er, eller i grave for at opretholde et klart skel mellem det lev­ende og det døde. Mellem os og dem.

Abjek­tet, som netop i år blev optaget i Den Danske Ord­bog, er blot ét blandt utal­lige begre­ber, som human­is­tiske forskere har udviklet. Begre­ber kan forstås som en slags opfind­else, der kan gribe direk­te ind i vores hverdag. De for­mer vores forståelse af ver­den omkring os, skaber afk­lar­ing og ind­sigt og åbn­er nye mulighed­er for at han­dle. Det kan være overordnede begre­ber som moder­nitet, post­mod­ernisme eller nation, eller det kan være mere snævre begre­ber som abjek­tet, kri­gens ram­mer eller banal nation­al­isme, som kan tilskrives speci­fikke forskere, og som fokuser­er på særeg­ne fænomen­er og prob­lem­still­inger.

Opfind­elser forbinder man som regel med naturv­i­den­skab eller de tekniske viden­sk­aber – med teknolo­gi­er, mask­in­er og instru­menter som f.eks. atom­kraft, LED-skærme eller kvan­te­com­put­ere. Som en naturv­i­den­sk­ab­s­mand sagde for nylig, er der kun tale om et forskn­ingsre­sul­tat, hvis det siger ‘klonk’, når man slår på det. Begre­ber siger ikke klonk, hvis man prøver at slå på dem. De er sprog­lige opfind­elser og udtryk for efter­tanke og ind­sigt. De er måder at ordne ver­den på, som ikke fandtes før en filosof, en his­torik­er eller et andet kvikt hov­ed fandt på dem. Når et begreb først er opfun­det, og eventuelt udviklet og nuanceret af andre, kan det bruges som et værk­tøj – et greb, om man vil – til at gribe ind i virke­lighe­den både for at forstå den og for at ændre den. Det er ikke lig­e­gyldigt, om man kalder nogen for fri­hed­skæm­per, oprør­er eller ter­ror­ist. Vi begriber ver­den med begre­ber og han­dler derefter. Nogle gange har de cen­tral betyd­ning for viden­sk­aben og sam­fun­det som hel­hed – tag f.eks. grundlæggende viden­sk­a­belige begre­ber som par­a­digme og diskurs. Andre begre­ber lever et stille liv i en mere snæver akademisk kreds: De sæt­ter kun aftryk hos de forskere og stud­erende, der bruger dem til at se lige præ­cis den del af ver­den, de stud­er­er, på nye måder og til at frem­bringe ny viden, der så igen kan have bredere sam­fundsmæs­sig ind­fly­delse.

Ofte repræsen­teres human­io­ra af store – som regel man­dlige, europæiske – tænkere som Kant (1724−1804), Kierkegaard (1813−1855) og Niet­zsche (1844−1900). Det er hævet over enhver debat, at de tre filosof­fer har bidraget afgørende til at forstå men­neskernes ver­den, og at de har sat dybe aftryk i den måde vores sam­fund er organ­is­eret på — også selvom mange men­nesker ikke er klar over det. Men det er ikke uden prob­le­mer altid at hen­vise til de store, gam­le tænkere, når vi diskuter­er betyd­nin­gen af human­is­tisk forskn­ing: Det skyg­ger for de gen­nem­brud, der karak­teris­er­er den nyere human­is­tiske forskn­ing. Det gælder ikke mindst for tiden efter Anden Ver­den­skrig, hvor uni­ver­sitetet er blevet min­dre elitært og har åbnet sig mod ver­den, i takt med at de store ung­dom­sår­gange har ind­taget de højere lære­anstal­ter og forsknin­gen har kastet sig over nye prob­lem­still­inger, der kredser om poli­tisk delt­agelse, social ulighed og kul­turel mang­foldighed. Det har skabt en sand opblom­string af human­is­tisk forskn­ing inden for alt fra his­to­rie og sprog til filosofi og kul­turstudi­er og en mang­foldighed af nye human­is­tiske begre­ber.

Humaniora er én lang succeshistorie

Human­is­tiske suc­ceshis­to­ri­er hør­er vi dog sjældent om. Når vi åbn­er en avis, find­er vi tvær­ti­mod ofte his­to­ri­er om et viden­sk­a­beligt felt, der befind­er sig i per­ma­nent krise med dal­ende kvalitet og tårn­høj arbe­jd­sløshed blandt nyud­dannede. Vi læs­er, at human­is­tisk forskn­ing skæres ned, er irrel­e­vant og uden vær­di. I medierne og i dele af befolknin­gen er der opstået en fortælling om et ver­dens­f­jernt, kvalitet­sløst human­io­ra i et sam­fund, der har brug for læger, ingeniør­er og dat­a­loger.

Hvor kom­mer den ned­slående fortælling fra? I et større, inter­na­tion­alt per­spek­tiv må man søge tilbage til den udvidelse af uni­ver­sitetssek­toren, som fandt sted efter Anden Ver­den­skrig. Som led i den generelle vækst i sam­fun­det voksede uddan­nelses- og forskn­ingssek­toren markant. Idéhis­torik­eren Ste­fan Colli­ni har vist, at der var 50.000 stud­erende ved engelske uni­ver­siteter i 1939. I 1980 var tal­let 300.000 og i 2012 over to mil­lion­er. Her­hjemme steg antallet af stud­erende på uni­ver­siteterne tilsvarende, da poli­tik­erne proklamerede, at de ville have Dan­marks bedst uddannede gen­er­a­tion. Det skulle vise sig, at mange ønskede en human­is­tisk uddan­nelse. Boomet i antallet af stud­erende gav anled­ning til en ny forståelse af, hvad de skulle på uni­ver­sitetet: Fokus skift­ede fra tileg­nelse af viden til kom­pe­tenceud­vikling. Dan­nelse måtte vige for job­for­bere­delse. Snart ful­gte his­to­ri­erne om dal­ende kvalitet og arbe­jd­sløshed, idet human­io­ra i al sin diver­sitet fra arkæolo­gi, teater­v­i­den­skab og filosofi, til eski­molo­gi og ara­bisk blev portræt­teret som brødløst.

Når man går den konkrete udvikling efter i sømmene, teg­n­er der sig dog et andet billede. En under­søgelse af human­is­tiske kan­di­dater i Dan­mark fore­taget af Køben­havns Uni­ver­sitet i 2015 viste, at selvom antallet var næsten tre­doblet fra 1998 til 2014, var fuldtid­sledighe­den for human­is­ter faldet fra 8 til 6,1 pro­cent. His­to­rien om human­io­ra er alt­så his­to­rien om en beskæftigelses­suc­ces. Suc­ce­sen afspe­jler, at nok er de human­is­tiske fag ikke ‘pro­fes­sion­sud­dan­nelser’ på samme måde som med­i­cin, jura eller ingeniørstudi­et, men de human­is­tiske kan­di­dater har en række brede kom­pe­tencer, som de er gode til at bringe i spil i mange forskel­lige jobs.

Det er imi­dler­tid ikke kun uddan­nelses­mæs­sigt, at human­io­ra har haft et vok­sende gen­nem­slag; det samme gælder for den human­is­tiske forskn­ing. I et stort dan­sk forskn­ing­spro­jekt, Huma­nomics,har blandt andre Fred­erik Stjern­felt og David Budtz Ped­er­sen doku­menteret, at human­is­tiske forskere i stort omfang indgår i tætte samar­be­jder med sam­fund­sak­tør­er uden for uni­ver­sitetet, det være sig gym­nasi­er, museer, foreninger, kom­muner eller virk­somhed­er. I 2018 for­t­alte 82 pro­cent af de danske human­is­tiske forskere, at de havde delt­aget i eksternt videnssamar­be­jde inden for de sen­este tre år, mens ni ud af ti havde formi­dlet deres forskn­ing i medierne og andre offentlige sam­men­hænge.

Når man ser på inter­na­tion­al forskn­ing­sex­cel­lence, har dan­sk human­io­ra også gen­nem­slagskraft. På den såkaldte QS rank­ing, der ran­ger­er alle de bed­ste uni­ver­siteter, er både Aarhus og Køben­havns Uni­ver­siteter eksem­pelvis mere anerk­endte for deres humanv­i­den­skab end for deres naturv­i­den­sk­a­belige, sam­fundsv­i­den­sk­a­belige, og tekniske viden­sk­a­belige aktiviteter. Tilsvarende er danske human­is­tiske forskere de mest citerede blandt alle OECD-lan­dene. Når det gælder forskn­ingskvalitet, beskæftigelse og sam­fund­sen­gage­ment klar­er human­io­ra i Dan­mark sig alt­så glim­rende trods mediehis­to­ri­erne om human­io­ras krise.

Kri­tikken har pres­set for­t­alere for human­io­ra ind i en defen­siv posi­tion, hvor de kon­stant må forsvare deres fags rel­e­vans, dimit­ten­dernes arbe­jd­sløshed og antallet af ugentlige under­vis­ningstimer. Når human­is­tiske forskere forsøger at for­lade forsvar­spo­si­tio­nen, sker det hyp­pigt ved,at meget generelle værdier som dan­nelse, demokratiske kom­pe­tencer og kri­tisk tænkn­ing, ganske rigtigt, fremhæves. Human­io­ras helt konkrete forskn­ingsmæs­sige bidrag til sam­fun­det har til gengæld fået lov at glide i bag­grun­den. Og det er en skam.

En ny fortælling

Der er brug for en ny fortælling om human­io­ra. En fortælling, der tager udgangspunkt i de mange konkrete ind­sigter, opfind­elser og resul­tater, humanv­i­den­sk­a­belig forskn­ing har skabt. En fortælling, der fremhæver alle de måder, forsknin­gen har ændret ver­den.

Og en ting står klart: løs­ningerne på samti­dens udfor­dringer med foruren­ing, fly­gt­ninge og for­brug kræver mere human­is­tisk forskn­ing og flere human­is­tiske begre­ber. Det human­is­tiske per­spek­tiv gør det nem­lig muligt i samar­be­jde med andre viden­sk­aber at udvikle vores fælles forståelse af den virke­lighed, vi lever i. Det gør det muligt at begribe de poli­tiske og tek­nol­o­giske han­dlemu­lighed­er, vi har. Og ikke mindst de etiske udfor­dringer og moralske dilem­maer, vi står over for. Det er et fak­tum, mange tekniske og sund­hedsv­i­den­sk­a­belige uddan­nelser allerede nu har fået øjnene op for og udnyt­ter.

Imi­dler­tid må sådan en fortælling være baseret på andre præmiss­er end den forskn­ing, der udføres inden for de tekniske og sund­hedsv­i­den­sk­a­belige områder. Human­io­ra skaber sjældent paten­ter eller ting, der siger ‘klonk’. I stedet gør det noget langt mere fun­da­men­talt: det ændr­er den måde, vi men­nesker tænker og han­dler i ver­den – det italesæt­ter alt det, vi tager for givet. Nogle gange læg­ger man mærke til land­vin­dingerne, f.eks. når et nyt fund fra oldti­den graves op af jor­den, eller når en ny under­søgelse af børn og unges mediefor­brug offentlig­gøres. Andre gange siv­er land­vin­dingerne blot ube­mær­ket ind i vores hverdagssprog og hverdagsprak­sis. Der er brug for, at både human­io­ras syn­lige og usyn­lige gen­nem­slagskraft kom­mer frem i lyset. Den viden om og kri­tik af sam­fun­dets til­stand, der pro­duc­eres i det human­is­tiske værk­st­ed, lever nem­lig hjemme i dagligstuen, på museerne, i byde­signet og siv­er ind i andre viden­sk­aber, der er bedre til at tydelig­gøre deres sam­funds­bidrag.

Begrebernes liv

En måde at tale om og tydelig­gøre de erk­endelser og kri­tiske reflek­sion­er, human­io­ra bidrager med, er at stille skarpt på den konkrete og cen­trale del af den human­is­tiske forskn­ing­sprak­sis, der består i opfind­elsen og udviklin­gen af begre­ber. Human­io­ra er naturligvis meget andet end begre­ber og begreb­safk­lar­ing. Det er studi­et af de his­toriske værk­er og gen­stande, som men­nes­ket som han­dlende og skabende væsen pro­duc­er­er. Det er analy­sen af sprog­lige struk­tur­er og nutidi­ge begiven­hed­er. Det er gen­for­tolkn­ing af gam­le sand­hed­er, tek­ster og kilde­ma­te­ri­ale. Det er kri­tik af sam­fundsstrømninger, og det er udred­nin­gen af moralske dilem­maer. Det han­dler om men­neskers evne til at give ver­den betyd­ning og om men­neskers han­dlemåder i bre­deste for­stand. Men begre­ber og begreb­safk­lar­ing er et af de fællestræk, der går igen i al human­is­tisk forskn­ing og uddan­nelse.

Selvom begreb­sud­vikling er en cen­tral del af human­io­ra, fejr­er vi sjældent nye begre­ber som nybrud, end­sige opfind­elser. Omkring årsskifter udgiv­er både nationale og inter­na­tionale medi­er lis­ter over årets største forskn­ingsre­sul­tater, men der er langt mellem de human­is­tiske bidrag. Det er ikke for­di, de ikke find­es – tvær­ti­mod, kan man fristes til at sige. Der er bare ikke blik for det.

Nogle nye begre­ber slår da heller ikke bredt igen­nem. Der er næppe mange, der kender til den disko­r­dante konko­r­dans i Paul Ricoeurs (1913−2005) metafor­te­ori – eller ville vide, hvad de skulle bruge den til. Andre begre­ber er så udbredte, at vi glem­mer, at de har udgangspunkt i et human­is­tisk gen­nem­brud. Tænk på begre­ber som livsver­den, livs­lang læring eller kul­turel kap­i­tal, der efter­hån­den er gledet ind i hverdagssprog­et, og hvis oprindelse på human­is­tiske tænkeres skrive­bor­de er gået i glem­me­bo­gen. Nogle gange har human­is­tiske forskere haft så stor ind­fly­delse, at vi så at sige taler human­io­ra uden at være klar over det. Usyn­lig­gørelsen af human­is­tiske ind­sigter skyldes ofte det, man kalder ‘hind­sight bias’. Det er et begreb (der var det igen!), som beteg­n­er den psykol­o­giske mekanisme, at har man først hørt noget beskrevet, så er det indlysende,at sådan er det selvføl­gelig — og så falder onklens bemærkn­ing om, at ‘det kunne jeg godt have for­t­alt dig’.

 I vores bog, Ver­den ifølge human­io­ra, har vi sam­let en lille, men mang­foldig buket, der kan vise læseren forskel­lighe­den i den human­is­tiske forskn­ing. Vi har forsøgt at favne alt fra de mest kendte begre­ber, der er gledet ind i hverdagssprog­et, til ukendte og udfor­drende begre­ber, der hidtil har lev­et deres eget, stille liv inden for bestemte fag. Vi har val­gt både kanon­is­erede begre­ber og helt nye, der først er ved at finde deres form.

Alle begre­berne har det til fælles, at de udpeger, forbinder og ord­ner dele af virke­lighe­den. Fælles for dem er også, at de kan foran­dre sig, når andre forskere senere kri­tis­er­er, jus­ter­er eller videreud­vikler dem på bag­grund af deres måder at betragte ver­den på. Men begre­berne udfylder også forskel­lige funk­tion­er. De befind­er sig så at sige på forskel­lige niveauer. I et humanv­i­den­sk­a­beligt per­spek­tiv beskriv­er bull­shit en bestemt måde at kom­mu­nikere på, mens f.eks. tale­han­dling, diskurs og kri­gens ram­mer giv­er et mere overord­net per­spek­tiv på, hvor­dan vi med vores sprog struk­tur­erer virke­lighe­den. Nogle begre­ber rammesæt­ter ver­den på nye måder som f.eks. per­for­ma­tivitet og medi­alis­er­ing. Andre nuancer­er et eksis­terende begreb ved at fokusere på et bestemt aspekt af det, som det er til­fældet med bl.a. kul­turel nos­tal­gi, hverdagsøkono­mi, kog­ni­tiv arbe­jds­del­ing og banal nation­al­isme. Begre­ber skal nem­lig udfor­dres og bringes i spil i nye sam­men­hænge for at man kan finde grænserne for, hvad de kan fork­lare. Ofte foran­dr­er begre­ber sig også over tid. De kan både krys­tallis­ere sig til en skarpere og mere snæver betyd­ning, som nævnt oven­for, og de kan udvide sig, hvis de bliv­er brugt på nye viden­som­råder, og i takt med, at den virke­lighed, de beskriv­er, foran­dr­er sig. Sådan er det f.eks. med begre­ber som dekon­struk­tion og par­a­digme.

Lad os tage nogle eksem­pler. Da Nel­son Man­dela i 1960’erne rejste rundt for at skaffe støtte til sin kamp mod apartheid, skulle han fly­ve med Ethiopi­an Air­lines fra Khar­toum i Sudan. Men da han så en sort pilot i cock­pit­tet, blev han gre­bet af angst. Hvor­dan kunne en sort per­son styre en fly­ve­mask­ine? Det var jo en hvid mands job. Man­dela fork­lar­er i sin selvbi­ografi, hvor­dan han måtte irettesætte sig selv. Han var faldet i kolo­nial­is­mens men­tale fælde og skældte sig selv ud for at have den slags tanker. Anek­doten er et eksem­pel på ”tankens afkolonis­er­ing” – et begreb, som den kenyanske for­fat­ter og lit­ter­atur­te­o­retik­er Ngũgĩ wa Thiong’o har intro­duc­eret. Begre­bet beskriv­er en pro­ces og et ide­al om at frigøre sig fra kolo­nial­is­mens rod­fæst­ede måder at tænke på, som også skabte en særlig men­tal­itet hos de kolonis­erede: Vestens his­to­rie, kul­turelle udtryks­former og viden­skab frem­stod som et uni­verselt højdepunkt, som de kolonis­erede i kraft af deres egen kul­tur, his­to­rie og race umuligt kunne komme på højde med. Ikke bare sam­fun­det, men også tanken skulle afkolonis­eres og skal det stadig. (Læs også Casper Ander­sens artikel på Bag­grund om Sin­dets Afkolonis­er­ing, red.).

Et mere almin­deligt kendt begreb er det engelske ”Bull­shit.” Til daglig bruges det nogle gange i betyd­nin­gen ”løgn og latin,” men den amerikanske filosof Har­ry Frank­furt har vist, at det mere præ­cist kan bruges om udsagn, hvis sand­hed eller usand­hed afsenderen ganske enkelt er ligeglad med. For­målet med bull­shit er at spille på folks følelser og på den måde at fremme sin egen dag­sor­den. Ikke over­rask­ende er USA’s præsi­dent Trump blandt de poli­tikere, der benyt­ter sig meget af bull­shit. Det har større kon­sekvenser. For bull­shit kan blive farligt for vores kul­tur, hvis alle efter­hån­den for­ventes at have meninger om alt, uanset om de ved noget om sagen eller ej. Så svækkes vores evne til at være opmærk­somme på, hvor­dan tin­gene fak­tisk forhold­er sig. Og der­for er bull­shit i det lange løb måske farligere end løg­nen.

Endelig kan man tage et begreb som uformel økono­mi. Dette begreb har, mod­sat hvad man kunne forestille sig, nem­lig ikke sin oprindelse i økonomisk viden­skab. Det var tvær­ti­mod antropolo­gen Kei­th Harts måde at forstå de dele af en økono­mi, der ikke umid­del­bart er syn­lige i reg­n­sk­aber, løn­ninger, ban­klån, og så videre. Hart opdagede gen­nem sit feltar­be­jde i Ghana, der fokuserede på det økonomiske liv, snarere end mod­eller, at trods økonomisk krise og arbe­jd­sløshed, arbe­jd­ede folk stadig – de tjente stadig penge. Men det var ikke penge, der indgik i nogen formel økono­mi. Begre­bet gik sin sejrs­gang gen­nem FN, og fik nye betyd­ninger og måder at indgå i forståelsen af et lands økono­mi. Med begre­bet blev det tydeligt, at man bør være var­som med at stole for meget på den formelle økono­mi, hvis man vil forstå det økonomiske liv.


Det er blot tre eksem­pler på, hvad human­is­tiske begre­ber kan være og kan gøre. Men lis­ten er naturligvis lang. Fag som antropolo­gi, filosofi eller reli­gionsv­i­den­skab kunne hver især fylde tykke bøger med begre­ber, der hjælper os til at forstå vores omver­den og gribe ind i den på nye måder. Begre­ber, der siger noget om men­nes­ket som tænk­ende, skabende og han­dlende væsen. Begre­ber der både syn­ligt og usyn­ligt bevæger sig ud over det akademiske felts grænser og har ind­fly­delse på den måde men­nesker lever i eller forstår ver­den på.  Det er den fortælling der skal frem i lyset i større omfang, hvis vi skal forstå hvor­for human­is­tisk forskn­ing er vigtig – ja fak­tisk helt uund­værlig – både nu og i fremti­den.

Mikkel Bille er lek­tor på Insti­tut for Men­nesker og Teknolo­gi ved Roskilde Uni­ver­sitet og ph.d. i social antropolo­gi fra Uni­ver­si­ty Col­lege Lon­don. Anders Eng­berg-Ped­er­sen er pro­fes­sor på Insti­tut for Kul­turv­i­den­sk­aber ved Syd­dan­sk Uni­ver­sitet og ph.d. i lit­ter­aturv­i­den­skab fra Har­vard Uni­ver­si­ty. Karen Gram-Skjoldager er lek­tor på Insti­tut for Kul­tur og Sam­fund ved Aarhus Uni­ver­sitet og ph.d. i his­to­rie fra Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen