Sindets afkolonisering

Removal of the statue of Cecil Rhodes (sculptor: Marion Walgate) from the campus of the University of Cape Town, 9 April 2015. Foto: Flickr/Desmond Bowles
Removal of the statue of Cecil Rhodes (sculptor: Marion Walgate) from the campus of the University of Cape Town, 9 April 2015. Foto: Flickr/Desmond Bowles

Afkolonisering er ikke bare én begivenhed, der fandt sted, hvor det formelle koloniale styre fik sin ende. Afkolonisering er en proces, hvor kolonialismens kulturelle og epistemiske arv fortsat udfordres. Lektor Casper Andersen gennemgår nogle af de idéer og de sociale bevægelser, der ligger bag de fortsatte krav om afkolonisering, der har deres oprindelse uden for Europa og senere fandt derfra deres vej ind i den offentlige og akademiske debat i Europa

FOKUS: DEN FORTSATTE AFKOLONISERING Afkolonisering er ikke bare én placerbar begivenhed, der fandt sted, hvor det formelle koloniale styre fik sin ende. Afkolonisering er en proces, hvor kolonialismens kulturelle og epistemiske arv fortsat udfordres. I samarbejde med forskningsprojektet ECHOES har vi udgivet e-bogen Keywords, hvor de mest afgørende idéer, sociale bevægelser og teoretiske positioner, der ligger bag de fortsatte krav om afkolonisering blotlægges.

I de senere år har der været protester omkring Europæisk kolonial arv i den hensigt at ”afkolonisere” institutioner, offentlige steder, pensum og viden. 

Det mest fremtrædende nylige eksempel må være Rhodes Must Fall-bevægelsen, der begyndte med de studerendes protester ved University of Cape Town i marts 2015. De stillede krav om en afkolonisering af den videregående uddannelse i Sydafrika. Bevægelsen spredte sig fra Cape Town til andre universiteter og byer både udenfor og indenfor Europas grænser. Mest bemærkelsesværdigt til University of Oxford i England. På trods af væsentlige forskelle i den sociale og politiske kontekst tog Rhodes Must Fall-bevægelsen i både Cape Town og Oxford først og fremmest fart i ønsket om afkolonisering på i hvert fald tre områder: Det første var at ændre og fjerne den koloniale ikonografi, monumenterne og de andre materielle arvestykker fra kolonialismen på og omkring universiteterne, især statuerne af den britiske imperialist og koloniale politiker Cecil John Rhodes (1953–1902); det andet var et ønske om flere sorte Sydafrikanske akademikere (i University of Cape Towns tilfælde) og større racemæssig mangfoldighed (i Oxfords tilfælde); og det tredje var at inkludere flere ikke-vestlige forfattere, tilgange og emner i et forsøg på at afkolonisere pensum og dermed tillade en bredere repræsentation af erkendelsesformer.

Afkolonisering har forskellige betydninger, men den generelle antagelse er, at konsekvenserne af kolonisering har været vedvarende og udtalt negative for de koloniserede kulturer. Afkolonisering er derfor ikke udelukkende (eller primært) én begivenhed, der fandt sted på det tidspunkt eller på det sted, hvor det formelle koloniale styre fik sin ende, men snarere en proces, hvor kolonialismens kulturelle og epistemiske arv udfordres inden for bredere historiske, æstetiske og kulturelle områder. 

Idéerne og de sociale bevægelser bag kravet om afkolonisering har deres oprindelse uden for Europa og fandt derfra deres vej ind i den offentlige og akademiske debat i Europa. Og de har en lang historie. Mahatma Gandhis insisteren på, at reel uafhængighed krævede afvisning af vestlige universalistiske påstande og Walter Rodneys anklager om, at kolonialisme var en enarmet bandit, delte den forestilling med Edward Saids kritik af orientalismen, at afkolonisering og udfordringen af den påståede universalitet i vestlige erkendelsesformer var nært forbundne problemer. 

Ngugis Decolonizing the mind 

Den intellektuelle historie bag opfordringerne til afkolonisering af kulturen og historien strækker sig vidt og bredt. Alene i det tyvende århundrede har forskellige strenge i det postkoloniale net, intellektuelle bevægelser som Negritude, alliancer blandt meget ulige interessenter og en bred vifte af individuelle borgere, kunstnere og akademikere taget del i debatten over hele kloden, som Jan Jansen og Jürgen Osterhammel skitserer i deres Decolonization fra 2015. 

Der er kommet vigtige teoretiske bidrag til den ‘afkoloniserende vending’ fra den tænkning og praksis omkring afkolonisering, der blev anvendt og fremmet af en gruppe Syd- og Mellemamerikanske tænkere, herunder Walter Mignolo, Enrique Dussel, Anibal Quijano og Ramon Grosfoguel, hvis raffinerede kritik af kolonialitet har påpeget nye måder at fortolke forholdet mellem syd og nord i både politiske og erkendelsesmæssige termer.

En udvikling, der er forbundet med dette og kom i kølvandet på afslutningen af ​​det formelle kolonistyre, er også blevet bemærket blandt intellektuelle i forskellige dele af Afrika. Den kenyanske forfatter og litteraturteoretiker Ngúgí wa Thiong’os værk Decolonizing the Mind fra 1981 er et særligt vigtigt værk, der stadig er indflydelsesrigt blandt aktivister og lærde i mange dele af Europa og Afrika i dag. I denne korte bog hævder Ngúgí, at kolonialismens ”vigtigste undertrykkelsesmiddel var det koloniseredes mentale univers, den kulturelle kontrol med menneskers selvopfattelse og deres forhold til verden”. Kolonialisme detonerede en ”kulturbombe”, der næsten udslettede folks tro på deres sprog, arv og miljø, og fik dem til at betragte deres egen kulturelle baggrund som ”en ødemark af ikke-præstationer”, der måtte efterlades så hurtigt som muligt. Vestlige kulturelle udtryk og vestlige tænkemåder blev og forbliver, hævder Ngúgí, den standard, alle andre traditioner skal måles og rangeres mod. Dette var modellen, som de koloniserede kunne stræbe efter, men aldrig opnå på grund af deres påståede kulturelle og racemæssige underlegenhed, der var blevet sanktioneret af de selvsamme vestlige traditioner for viden.

Det koloniserede sind måtte nødvendigvis afkoloniseres. For Ngúgí betød dette, at han måtte opgive kolonisatorens sprog i sine egne skrifter, og kæmpe en kamp for at ændre det uddannelsessystem, der gav forrang til vestlige traditioner på bekostning af alle andre. Frem for alt var (og er) det at afkolonisere for Ngúgi et forsøg på at finde ‘et befriende perspektiv’, der sigter mod at finde nye måder at se sin plads i verden på gennem nye former for enhed blandt mennesker af afrikansk afstamning, som han skriver i sin bog Something torn and something new: An African Renaissance fra 2009. For Ngúgí er sindets afkolonisering den proces, der afslutter den falske universalisme i form af ”vestlige” kanon’er, der kun tilskriver vestlige former for vidensproduktion nogen sandhed, men uden at give efter for den relativisme, hvor alle perspektiver er lige gyldige. Som Achille Joseph Mbembe hævder, handler Ngugis term, ”’afkolonisering’ om at afvise antagelsen om, at det moderne vesten er den centrale rod i Afrikas bevidsthed og kulturarv. Det handler om at afvise forestillingen om, at Afrika kun er en udvidelse af Vesten”. 

Man kan sige, at Ngúgí har én fod i en tradition, der gør afrikansk viden til det væsentligste og sigter mod at erstatte europæisk viden, og en anden fod i en tradition, der sigter mod en mere åben opfattelse af viden, og søger en fortsat dialog mellem det globale nord og syd i forholdet til den sammenfiltrede koloniale fortid og kolonialismens afvikling i nutiden.

Konkret betyder det, at man skal fokusere på og give stemme til nye aktører og andre praksisser, der er blevet marginaliseret af en vestlig erkendelsesform, men uden at etablere en essentialisme af nostalgi for traditionerne. For Mbembe og også for de Sousa Santos, udgør afkoloniseringen for eksempel en horisontal strategi for åben dialog mellem forskellige erkendelsesmæssige traditioner. Dette afviser ikke forestillingen om en universel viden, men indkoder snarere en mangfoldighed af epistemologier i en fælles verden, hvilket også muliggør dialog, når man håndterer kolonialismens foruroligende og vedvarende arv.

Fra postkolonial handling til afkoloniseringsproces

Kravet om afkolonisering dækker et spektrum fra det filosofiske og epistemologiske til det institutionelle og specifikke. På det filosofiske plan er kravet om afkolonisering et angreb på den ”epistemiske kolonialitet” i hegemoniske vestlige vidensformer, der forviser andre vidensformer til en marginal position ved kun at tildele sandhed og værdi til traditioner, der på en kartesisk vis hævder forskellen på det erkendende subjekt og det erkendte objekt.

På det institutionelle plan er opfordringen til afkolonisering et krav om forandring, især inden for videregående uddannelser. For African Leadership University – for at tage et eksempel – involverer dette en forpligtelse til udelukkende at gøre brug af open source-materiale, inddragelse af sprog ud over engelsk, programmer til at sikre ligestilling i de studerendes mobilitet og udvikling af samarbejdsformer for undervisning og forskning som Jess Auberbach foreslog i The conversation. Et afgørende punkt i opfordringen til afkolonisering er, at filosofisk og epistemologisk kritik har ført til institutionelle og politiske forandringer.

Det er dermed vigtigt at påpege, at dagsordenen for at udfordre den koloniale arv og den påståede universalitet i vestlig vidensproduktion også har spillet en central rolle i postkoloniale teoridannelser, herunder for eksempel Chakrabartis indflydelsesrige insisteren på behovet for at provinsialisere europæisk tænkning, traditioner og epistemologier. Men det der synes at være mere fremtrædende i opråbet om afkolonisering i den sydamerikanske og afrikanske tradition er opmærksomheden på handling – til kunstneriske indgreb og borgerinddragelse. Sproget er i denne henseende vigtigt: Man kan ikke postkolonisere, men man kan forsøge at afkolonisere offentlige områder, akademiske institutioner og tænkemåder. Det er særligt bemærkelsesværdigt, hvordan der skabes nye alliancer omkring kravet om afkolonisering blandt kunstnere, borgere og akademikere – og mellem formelle og uformelle institutioner – i deres forhold til den koloniale arv.  

Referencer

Auerbach, Jess, (2017). ‘What a new university in Africa is doing to decolonize social science’, The conversation 13 May, Accessed 11 June at https://theconversation.com/what-a-new-university-in-africa-is-doing-to-decolonise-social-sciences-77181

Jansen, Jan and Osterhammel Jürgen (2017), Decolonization. A short history. Princeton: Princeton University Press.

Knudsen, Britta Timm and Andersen, Casper (2018), ‘Affective politics and colonial heritage: Rhodes Must Fall at UCT and Oxford, International Journal of Heritage Studies DOI: 10.1080/13527258.2018.1481134

Mbembe, Achille Joseph (20015), ‘Decolonising Knowledge and the Question of the Archive’, Public Wits Institute for Social and Economic Research (WISER). Accessed 11 June 2018 at: https://wiser.wits.ac.za/system/files/Achille%20Mbembe%20-%20Decolonizing%20Knowledge%20and%20the%20Question%20of%20the%20Archive.pdf   

Ngúgí, wa Thiong’o (1981). Decolonizing the mind. The politics of language in African literature. Oxford: James Curry. 


Ngúgi, wa Thiong’o (2009). Something torn and something new. An African Renaissance. New York: Basic Civitas.

Scroll til toppen