Sindets afkolonisering

Removal of the statue of Cecil Rhodes (sculptor: Marion Walgate) from the campus of the University of Cape Town, 9 April 2015. Foto: Flickr/Desmond Bowles
Removal of the stat­ue of Cecil Rhodes (sculp­tor: Mar­i­on Wal­gate) from the cam­pus of the Uni­ver­si­ty of Cape Town, 9 April 2015. Foto: Flickr/Desmond Bowles

Afkolonisering er ikke bare én begivenhed, der fandt sted, hvor det formelle koloniale styre fik sin ende. Afkolonisering er en proces, hvor kolonialismens kulturelle og epistemiske arv fortsat udfordres. Lektor Casper Andersen gennemgår nogle af de idéer og de sociale bevægelser, der ligger bag de fortsatte krav om afkolonisering, der har deres oprindelse uden for Europa og senere fandt derfra deres vej ind i den offentlige og akademiske debat i Europa

FOKUS: DEN FORTSATTE AFKOLONISERING Afkolonis­er­ing er ikke bare én placer­bar begiven­hed, der fandt sted, hvor det formelle kolo­niale styre fik sin ende. Afkolonis­er­ing er en pro­ces, hvor kolo­nial­is­mens kul­turelle og epis­temiske arv fort­sat udfor­dres. I samar­be­jde med forskn­ing­spro­jek­tet ECHOES har vi udgivet e‑bogen Key­words, hvor de mest afgørende idéer, sociale bevægelser og teo­retiske posi­tion­er, der lig­ger bag de fort­sat­te krav om afkolonis­er­ing blotlægges.

I de senere år har der været pro­test­er omkring Europæisk kolo­nial arv i den hen­sigt at ”afkolonis­ere” insti­tu­tion­er, offentlige sted­er, pen­sum og viden. 

Det mest fremtræ­dende nylige eksem­pel må være Rhodes Must Fall-bevægelsen, der beg­y­n­dte med de stud­eren­des pro­test­er ved Uni­ver­si­ty of Cape Town i marts 2015. De stillede krav om en afkolonis­er­ing af den videregående uddan­nelse i Sydafri­ka. Bevægelsen spredte sig fra Cape Town til andre uni­ver­siteter og byer både uden­for og inden­for Europas grænser. Mest bemærkelsesværdigt til Uni­ver­si­ty of Oxford i Eng­land. På trods af væsentlige forskelle i den sociale og poli­tiske kon­tekst tog Rhodes Must Fall-bevægelsen i både Cape Town og Oxford først og fremmest fart i øns­ket om afkolonis­er­ing på i hvert fald tre områder: Det første var at ændre og fjerne den kolo­niale ikono­grafi, mon­u­menterne og de andre materielle arvestykker fra kolo­nial­is­men på og omkring uni­ver­siteterne, især stat­uerne af den britiske impe­ri­al­ist og kolo­niale poli­tik­er Cecil John Rhodes (1953–1902); det andet var et ønske om flere sorte Sydafrikanske akademikere (i Uni­ver­si­ty of Cape Towns til­fælde) og større racemæs­sig mang­foldighed (i Oxfords til­fælde); og det tred­je var at inklud­ere flere ikke-vestlige for­fat­tere, til­gange og emn­er i et forsøg på at afkolonis­ere pen­sum og dermed tillade en bredere repræsen­ta­tion af erk­endelses­former.

Afkolonis­er­ing har forskel­lige betyd­ninger, men den generelle antagelse er, at kon­sekvenserne af kolonis­er­ing har været ved­varende og udtalt neg­a­tive for de kolonis­erede kul­tur­er. Afkolonis­er­ing er der­for ikke udelukkende (eller primært) én begiven­hed, der fandt sted på det tid­spunkt eller på det sted, hvor det formelle kolo­niale styre fik sin ende, men snarere en pro­ces, hvor kolo­nial­is­mens kul­turelle og epis­temiske arv udfor­dres inden for bredere his­toriske, æstetiske og kul­turelle områder. 

Idéerne og de sociale bevægelser bag kravet om afkolonis­er­ing har deres oprindelse uden for Europa og fandt der­fra deres vej ind i den offentlige og akademiske debat i Europa. Og de har en lang his­to­rie. Mahat­ma Gand­his insis­teren på, at reel uafhængighed krævede afvis­ning af vestlige uni­ver­sal­is­tiske pås­tande og Wal­ter Rod­neys anklager om, at kolo­nial­isme var en enarmet ban­dit, delte den forestill­ing med Edward Saids kri­tik af ori­en­tal­is­men, at afkolonis­er­ing og udfor­drin­gen af den påståede uni­ver­salitet i vestlige erk­endelses­former var nært for­bundne prob­le­mer. 

Ngugis Decolonizing the mind 

Den intellek­tuelle his­to­rie bag opfor­dringerne til afkolonis­er­ing af kul­turen og his­to­rien strækker sig vidt og bredt. Alene i det tyvende århun­drede har forskel­lige strenge i det postkolo­niale net, intellek­tuelle bevægelser som Negri­tude, alliancer blandt meget ulige inter­essen­ter og en bred vifte af indi­vidu­elle borg­ere, kun­st­nere og akademikere taget del i debat­ten over hele klo­den, som Jan Jansen og Jür­gen Oster­ham­mel skit­ser­er i deres Decol­o­niza­tion fra 2015. 

Der er kom­met vigtige teo­retiske bidrag til den ‘afkolonis­erende vend­ing’ fra den tænkn­ing og prak­sis omkring afkolonis­er­ing, der blev anvendt og frem­met af en gruppe Syd- og Melle­mamerikanske tænkere, herun­der Wal­ter Migno­lo, Enrique Dus­sel, Ani­bal Qui­jano og Ramon Gros­foguel, hvis raf­finerede kri­tik af kolo­nialitet har påpeget nye måder at for­tolke forhold­et mellem syd og nord i både poli­tiske og erk­endelses­mæs­sige ter­mer.

En udvikling, der er for­bun­det med dette og kom i køl­van­det på afs­lut­nin­gen af ​​det formelle kolonistyre, er også blevet bemær­ket blandt intellek­tuelle i forskel­lige dele af Afri­ka. Den kenyanske for­fat­ter og lit­ter­atur­te­o­retik­er Ngúgí wa Thiong’os værk Decol­o­niz­ing the Mind fra 1981 er et særligt vigtigt værk, der stadig er ind­fly­delses­rigt blandt aktivis­ter og lærde i mange dele af Europa og Afri­ka i dag. I denne korte bog hævder Ngúgí, at kolo­nial­is­mens ”vigtig­ste under­trykkelsesmid­del var det kolonis­ere­des men­tale univers, den kul­turelle kon­trol med men­neskers selvop­fat­telse og deres forhold til ver­den”. Kolo­nial­isme detonerede en ”kul­tur­bombe”, der næsten udslet­tede folks tro på deres sprog, arv og miljø, og fik dem til at betragte deres egen kul­turelle bag­grund som ”en øde­mark af ikke-præs­ta­tion­er”, der måtte efter­lades så hur­tigt som muligt. Vestlige kul­turelle udtryk og vestlige tænkemåder blev og for­bliv­er, hævder Ngúgí, den stan­dard, alle andre tra­di­tion­er skal måles og ran­geres mod. Dette var mod­ellen, som de kolonis­erede kunne stræbe efter, men aldrig opnå på grund af deres påståede kul­turelle og racemæs­sige under­legen­hed, der var blevet sank­tioneret af de selvsamme vestlige tra­di­tion­er for viden.

Det kolonis­erede sind måtte nød­vendigvis afkolonis­eres. For Ngúgí betød dette, at han måtte opgive kolonisatorens sprog i sine egne skrifter, og kæmpe en kamp for at ændre det uddan­nelsessys­tem, der gav for­rang til vestlige tra­di­tion­er på bekost­ning af alle andre. Frem for alt var (og er) det at afkolonis­ere for Ngú­gi et forsøg på at finde ‘et befriende per­spek­tiv’, der sigter mod at finde nye måder at se sin plads i ver­den på gen­nem nye for­mer for enhed blandt men­nesker af afrikan­sk afs­tamn­ing, som han skriv­er i sin bog Some­thing torn and some­thing new: An African Renais­sance fra 2009. For Ngúgí er sin­dets afkolonis­er­ing den pro­ces, der afs­lut­ter den falske uni­ver­sal­isme i form af ”vestlige” kanon’er, der kun tilskriv­er vestlige for­mer for viden­spro­duk­tion nogen sand­hed, men uden at give efter for den rel­a­tivisme, hvor alle per­spek­tiv­er er lige gyldige. Som Achille Joseph Mbe­m­be hævder, han­dler Ngugis term, ”’afkolonis­er­ing’ om at afvise antagelsen om, at det mod­erne vesten er den cen­trale rod i Afrikas bev­id­s­thed og kul­tur­arv. Det han­dler om at afvise forestill­in­gen om, at Afri­ka kun er en udvidelse af Vesten”. 

Man kan sige, at Ngúgí har én fod i en tra­di­tion, der gør afrikan­sk viden til det væsentlig­ste og sigter mod at erstat­te europæisk viden, og en anden fod i en tra­di­tion, der sigter mod en mere åben opfat­telse af viden, og søger en fort­sat dia­log mellem det glob­ale nord og syd i forhold­et til den sam­men­fil­trede kolo­niale for­tid og kolo­nial­is­mens afvikling i nuti­den.

Konkret bety­der det, at man skal fokusere på og give stemme til nye aktør­er og andre prak­siss­er, der er blevet mar­gin­alis­eret af en vestlig erk­endelses­form, men uden at etablere en essen­tial­isme af nos­tal­gi for tra­di­tion­erne. For Mbe­m­be og også for de Sousa San­tos, udgør afkolonis­erin­gen for eksem­pel en horison­tal strate­gi for åben dia­log mellem forskel­lige erk­endelses­mæs­sige tra­di­tion­er. Dette afvis­er ikke forestill­in­gen om en uni­versel viden, men ind­koder snarere en mang­foldighed af epis­te­molo­gi­er i en fælles ver­den, hvilket også mulig­gør dia­log, når man håndter­er kolo­nial­is­mens foruroli­gende og ved­varende arv.

Fra postkolonial handling til afkoloniseringsproces

Kravet om afkolonis­er­ing dækker et spek­trum fra det filosofiske og epis­te­mol­o­giske til det insti­tu­tionelle og speci­fikke. På det filosofiske plan er kravet om afkolonis­er­ing et angreb på den ”epis­temiske kolo­nialitet” i hege­moniske vestlige videns­former, der forvis­er andre videns­former til en mar­gin­al posi­tion ved kun at tildele sand­hed og vær­di til tra­di­tion­er, der på en karte­sisk vis hævder forskellen på det erk­endende sub­jekt og det erk­endte objekt.

På det insti­tu­tionelle plan er opfor­drin­gen til afkolonis­er­ing et krav om foran­dring, især inden for videregående uddan­nelser. For African Lead­er­ship Uni­ver­si­ty – for at tage et eksem­pel – involver­er dette en forplig­telse til udelukkende at gøre brug af open source-mate­ri­ale, ind­dragelse af sprog ud over engel­sk, pro­gram­mer til at sikre ligestill­ing i de stud­eren­des mobilitet og udvikling af samar­be­jds­former for under­vis­ning og forskn­ing som Jess Auber­bach fores­log i The con­ver­sa­tion. Et afgørende punkt i opfor­drin­gen til afkolonis­er­ing er, at filosofisk og epis­te­mol­o­gisk kri­tik har ført til insti­tu­tionelle og poli­tiske foran­dringer.

Det er dermed vigtigt at påpege, at dag­sor­de­nen for at udfor­dre den kolo­niale arv og den påståede uni­ver­salitet i vestlig viden­spro­duk­tion også har spillet en cen­tral rolle i postkolo­niale teori­dan­nelser, herun­der for eksem­pel Chakrabar­tis ind­fly­delses­rige insis­teren på behovet for at provin­sialis­ere europæisk tænkn­ing, tra­di­tion­er og epis­te­molo­gi­er. Men det der synes at være mere fremtræ­dende i oprå­bet om afkolonis­er­ing i den sydamerikanske og afrikanske tra­di­tion er opmærk­somhe­den på han­dling – til kun­st­ner­iske ind­greb og borg­erind­dragelse. Sprog­et er i denne henseende vigtigt: Man kan ikke postkolonis­ere, men man kan forsøge at afkolonis­ere offentlige områder, akademiske insti­tu­tion­er og tænkemåder. Det er særligt bemærkelsesværdigt, hvor­dan der skabes nye alliancer omkring kravet om afkolonis­er­ing blandt kun­st­nere, borg­ere og akademikere – og mellem formelle og uformelle insti­tu­tion­er – i deres forhold til den kolo­niale arv.  

Referencer

Auer­bach, Jess, (2017). ‘What a new uni­ver­si­ty in Africa is doing to decol­o­nize social sci­ence’, The con­ver­sa­tion 13 May, Accessed 11 June at https://theconversation.com/what-a-new-university-in-africa-is-doing-to-decolonise-social-sciences-77181

Jansen, Jan and Oster­ham­mel Jür­gen (2017), Decol­o­niza­tion. A short his­to­ry. Prince­ton: Prince­ton Uni­ver­si­ty Press.

Knud­sen, Brit­ta Timm and Ander­sen, Casper (2018), ‘Affec­tive pol­i­tics and colo­nial her­itage: Rhodes Must Fall at UCT and Oxford, Inter­na­tion­al Jour­nal of Her­itage Stud­ies DOI: 10.1080/13527258.2018.1481134

Mbe­m­be, Achille Joseph (20015), ‘Decolonis­ing Knowl­edge and the Ques­tion of the Archive’, Pub­lic Wits Insti­tute for Social and Eco­nom­ic Research (WISER). Accessed 11 June 2018 at: https://wiser.wits.ac.za/system/files/Achille%20Mbembe%20-%20Decolonizing%20Knowledge%20and%20the%20Question%20of%20the%20Archive.pdf   

Ngúgí, wa Thiong’o (1981). Decol­o­niz­ing the mind. The pol­i­tics of lan­guage in African lit­er­a­ture. Oxford: James Cur­ry. 


Ngú­gi, wa Thiong’o (2009). Some­thing torn and some­thing new. An African Renais­sance. New York: Basic Civ­i­tas.

Scroll til toppen