Ingen ø er en ø

Ingen ø er en ø

Den men­neske­lige pro­duk­tivitet har bevæget sig ind i et helt nyt domæne, som er defineret ved måden hvor­på kasserede brugs­gen­stande opla­gres i en ver­den, der er ved at være fyldt til ran­den af men­neske­ligt affald. Foto: Wiki­me­dia Com­mons

Da nyhedsmedier verden over i maj i år kunne vise de gruopvækkende billeder af massiv plastikforurening på en række australske øer kaldet Cocosøerne, var det ikke blot den seneste nyhed i den uendelige strøm af dystre meldinger om det globale klima; det var formentlig denne metafors endelige død. Det sidste uspolerede paradis er ikke længere et paradis, men et lager for menneskets produktive overskud.

Da John Donne i 1624 skrev de siden så berømte ord ”no man is an island”, kunne han roligt gøre det uden at blive mis­forstået. Øen har altid fun­geret som metafor for det isol­erede og afsidesliggende, uden kon­takt til den sociale omver­den. På øen er man fri af dét, der nu engang dik­ter­er livet på fast­landet. At ”intet men­neske er en ø” bety­der i reglen, at intet men­neske er isol­eret eller for sig selv. Nu står vi imi­dler­tid i en his­torisk sit­u­a­tion, hvor øen ikke læn­gere kan leve op til den metaforiske sta­tus, som Donne tilskrev den i sit mest berømte digt. Da nyhedsme­di­er ver­den over i maj i år kunne vise de gruopvækkende billed­er af en række aus­tralske øer kaldet Cocosøerne (også kendt som Keel­ingøerne), der var blevet ramt af mas­siv plas­tik­foruren­ing, var det ikke blot den sen­este nyhed i den uen­delige strøm af dys­tre meldinger om det glob­ale kli­ma; det var for­mentlig denne metafors endelige død.

I en nylig rap­port fore­taget af forskere fra Insti­tute for Marine and Antarc­tic Stud­ies ved Uni­ver­si­ty of Tas­ma­nia, er det blevet anslået, at Cocosøernes strande huser i omeg­nen af 414 mil­lion­er stykker plas­taffald. Et tal svarende til 238 ton, som blandt andet inklud­er­er 977.000 sko og 373.000 tand­børster. Dette på alle måder opsigtsvækkende fund synes at have bekræftet forskernes foru­danelser om, at selv ikke de fjernest beliggende egne af jord­klo­den læn­gere kan reg­nes for isol­erede. Øen er ikke læn­gere en ø, men et lager for ubrugelige gen­stande frem­bragt af en utræt­telig indus­triel aktivitet. I dette essay er det min pås­tand, at den men­neske­lige pro­duk­tivitet har bevæget sig ind i et helt nyt domæne, som er defineret ved måden hvor­på kasserede brugs­gen­stande opla­gres i en ver­den, der er ved at være fyldt til ran­den af men­neske­ligt affald.

Poiesis og konsumsamfundets utopi

For at forstå hvad der dri­ver denne udvikling, er det nød­vendigt først at redegøre for betyd­nin­gen af ordet ”frem­bringelse”. Siden Aris­tote­les opstillede sin dis­tink­tion mellem de forskel­lige han­dlings­former, har poiesis, græk­ernes term for frem­bringelse, karak­teris­eret den han­dling, hvis hen­sigt er ska­belsen af et pro­dukt. I sin Forelæs­ning over Fysik skel­ner Aris­tote­les desu­den mellem to for­mer for poiesis: dét, der eksis­ter­er i kraft af naturen og inde­hold­er sin egen oprindelse, og det der eksis­ter­er af andre grunde og ikke inde­hold­er sit eget prin­cip, men find­er det i men­nes­kets pro­duk­tive aktivitet.

Med udviklin­gen af den mod­erne teknik fra og med den indus­trielle rev­o­lu­tion i midten af 1700-tal­let, var vejen banet for en inten­siver­ing af men­nes­kets pro­duk­tive aktivitet. Dét i en grad, der i de føl­gende århun­dred­er har ført til, at den men­neskesk­abte tingsver­den grad­vist har overtaget den natur, hvor­fra den hen­ter sine ressourcer. Mekanis­erin­gen af frem­bringelsen gjorde det efter­hån­den muligt for men­nes­ket at over­lade sine skabende evn­er til et selvreg­ulerende pro­duk­tion­sprin­cip, der med den hastigt ekspan­derende, ver­den­som­spæn­dende indus­tri gjorde det til sit cre­do at sprænge grænserne for væk­sten på glob­alt plan. Den her­af føl­gende kon­flikt med bios­færen har langt om længe sået tvivl ved men­nes­kets evne til at over­leve sine ”poet­iske” aktiviteter på langt sigt. Det vil med den franske økonom Serge Latouch­es ord sige, at ”jor­dens regen­er­a­tion­sevne” ikke læn­gere kan følge med; men­nes­ket omformer med andre ord ressourcerne til affald hur­tigere end naturen kan omforme disse affald­spro­duk­ter til nye ressourcer.

Vi befind­er os alt­så i en his­torisk epoke, hvor det indus­trielle mask­ineri har sprængt grænserne for, hvad naturen kan holde til. I dag ser vi – ganske vist sjældent med egne øjne, men gen­nem nyheds­billed­ernes medierede virke­lighed – at sted­er som Cocosøerne, der his­torisk har været reg­net som isol­eret fra men­nes­kets pro­duk­tive han­dlinger, i virke­lighe­den er forurenet med indus­trielt affald. Nyhedsme­dierne taler om et hidtil ”uspol­eret par­adis”, der indtil nu har befun­det sig på tryg afs­tand af den ekspo­nen­tielt sti­gende over­pro­duk­tion af var­er, som bliv­er affald i det øje­b­lik de kasseres. Man kan ikke bebre­jde dem; kul­turen fly­der over med pro­duk­ter, der imiter­er skib­brudnes skæb­ne på en øde ø, langt borte fra civil­i­sa­tio­nen.

Man bør heller ikke glemme, at den første utopi i den vestlige his­to­rie, Thomas Mores Utopia, skil­dr­er livets gang på en tidligere halvø, som utopi­anerne har gravet fri fra fast­landet netop for at isol­ere sig selv. Hvis iso­la­tion er et vilkår for utopi­en, har vi aldrig befun­det os læn­gere fra den. Den men­neskesk­abte affaldsstrøm forbinder os alle. På grund af bev­idst ind­byggede fejl i masse­pro­duc­erede gen­stande og det inef­fek­tive gen­brugssys­tem, der i kon­sum­sam­fun­dets utopi skulle sikre os mod ophob­nin­gen af disse gen­stande, står vi nu og kan se til, mens de uhyrlige mængder plas­tik, der pro­duc­eres og kasseres på daglig basis, skyller ind på fremmede kys­ter ver­den over. Vi er kort sagt i fuld gang med at gøre naturen til et lager for den indus­trielle pro­duk­tion.

Hvor­dan nåede vi her­til?

Væren og fremstilling

I sit berømte essay Spørgsmålet om teknikken argu­menter­er Mar­tin Hei­deg­ger for, at det som behersker og gen­nem­strøm­mer den mod­erne teknik ikke læn­gere er en frem­brin­gen i betyd­nin­gen poiesis, men en ”[…] udfor­dren, som stiller naturen over for det krav at levere ener­gi, der kan gøres tilgæn­gelig og opla­gres som sådan”.

Det der slår Hei­deg­ger som væsens­forskel­ligt ved den mod­erne teknik, er hvor­dan den udfor­dr­er naturen med hen­blik på at koble den største mulige udnyt­telse sam­men med de lavest mulige omkost­ninger: ”Jord­bun­den afdækker sig nu som kuld­is­trikt, under­grun­den som mal­mafle­jring. Marken, der tidligere var bon­dens bestill­ing, hvor bestill­ing end­nu betød omsorg og ple­je, fremtræder anderledes.” I reg­istrerin­gen af dette ”anderledes” er der selvføl­gelig en sorg over tabet af den bon­dero­man­tiske idyl til den ”motoris­erede ernæringsin­dus­tri” og dens ”kraft­pro­duc­erende mask­in­er.” Den omsorg for jor­den, som var det ernærende arbe­jdes essens, bliv­er i det indus­trielle mask­ineri omdan­net til kynisk udnyt­telse af natur­res­sourcerne. Frem­still­ing er blevet til opla­gring.

Hei­deg­gers opfat­telse af poiesis skal i mod­sæt­ning til den aris­toteliske def­i­n­i­tion forstås som ”frem­bringelse” i ordets bre­dest mulige for­stand. Han skel­ner der­for ikke mellem de af naturen frem­bragte gen­stande og men­nes­kets frem­bringelser, men ser dem som et udtryk for det samme prin­cip, physis, den græske term for naturen og grund­laget for alt det værende. Naturens evne til dynamisk at bringe sig selv ind i væren er for Hei­deg­ger en mere oprindelig forståelse af poiesis. Hans ambi­tion er at red­de før­sokratik­ernes ind­sigter fra den aris­toteliske lære, der siden for­dun­klede dem. Dermed skal poiesis forstås som en han­dling, der ”bringer frem” i lyset — det vil sige en han­dling, der gør noget hidtil skjult uskjult (Hei­deg­gers egne eksem­pler på denne udvid­ede forståelse af begre­bet er naturligt forek­om­mende fænomen­er som en blomst der åbn­er sig eller dagen der bliv­er til nat). Når teknikken bringer noget skjult frem, sker det ifølge Hei­deg­ger det via såkaldte ”afdækn­ingsmåder”:

Udfor­drin­gen sker på den måde, at der åbnes for den i naturen skjulte ener­gi; det således åbnede og tilgæn­gelig­gjorte omformes, det omformede bliv­er opla­gret, det opla­grede igen fordelt og det fordelte på ny omskiftet. Åbn­ing, omformn­ing, opla­gring, fordel­ing og omskift­ning er afdækn­ingsmåder.

I dag kan vi til­fø­je reserver­ing og kasser­ing til denne række af process­er. Rådighe­den over sko­vareal­er, kul­min­er og land­dis­trik­ter bliv­er taget for givet og hen­lagt til frem­tidig brug gen­nem reserver­ing; og når indus­tripro­duk­tet først er blevet frem­bragt, er det sandsyn­ligt at det over­hovedet ikke bliv­er taget i brug grun­det over­pro­duk­tion af lig­nende var­er, men blot kasseres uden videre. Vi kan der­for definere det indus­trielle mask­iner­is bestræ­belser som et ønske om at fore­gribe en man­gel, der aldrig opstår.

Kon­sekvenserne her­af er indl­y­sende; spørgsmålet er, hvor det efter­lad­er os.

(På tærsklen til) Mod-udfordringens tidsalder?

Da over­pro­duk­tio­nen er uløseligt for­bun­det med det frie markeds konkur­rence, ser det ud til, at den først kan ophøre ved kap­i­tal­is­mens død eller ved en under­miner­ing af dens egen fort­sat­te eksis­tens, hvilket vil ske når natur­res­sourcerne slip­per op eller en cirkulær økonomisk struk­tur realis­eres. Kon­sekvensen bliv­er uanset hvad en omkalfa­tring af det nuværende poli­tiske og økonomisk par­a­digme. Vi er allerede viklet ind i de teknikken i en grad, der gør det svært at se, hvor­dan vi skal vikle os ud igen. Hei­deg­gers pointe er da også netop, at vi mis­forstår teknikkens væsen, hvis vi men­er, det er os der behersker den. Det er denne ind­still­ing, som han kalder den ”tek­nol­o­giske værens­forståelse”, der udgør faren for det organ­iske liv, idet den inde­bær­er, at vi anser den instru­mentelle tænkn­ing og dens krav om beherskelse for at være den eneste sande. Vi bliv­er blinde for, at vores tilværelse kunne indrettes på andre vilkår.

Når Cocosøerne er et slående eksem­pel på, hvor­dan selv de fjernest beliggende egne af jord­klo­den – de såkaldte ”uspol­erede par­adis­er” – kan gøres til lager for den men­neske­lige pro­duk­tivitet, skyldes det ikke blot det fak­tum, at de er forurenede, men snarere at de er et bevis på, at forurenin­gen er blevet uni­versel. Efter­som forurenin­gen nu synes at befinde sig over­alt kan vi ikke læn­gere forstå disse sted­er, der his­torisk set har været kende­teg­nede ved deres iso­la­tion. Også de er implicerede i men­nes­kets virke­lig­gørelse af en helt igen­nem kun­stigt frem­bragt ver­den. På trods af den store inter­na­tionale bevå­gen­hed er der ikke noget, der tyder på, at omfanget af forurenin­gen vil mindskes foreløbig. Som det fremgår af de tal og sta­tis­tikker, der dagligt strøm­mer ud fra al ver­dens insti­tut­ter, mark­er­er hver ny måling et nyt lavpunkt. Hver dag springes kur­ven for hvilken ødelæggelse den men­neske­lige frem­bringelse forår­sager.

Der kan med andre ord ikke herske tvivl om, at den udfor­dring den mod­erne teknik ifølge Hei­deg­ger stillede naturen over­for, er vendt retur til men­nes­ket som en mod-udfor­dring: vi må nød­vendigvis sus­pendere vores pro­duk­tive aktiviteter. Det er en etisk mod-udfor­dring, for den kan kun løs­es, hvis men­nes­ket tøjler sine pro­duk­tive drifter for at skåne det liv og den natur, der lid­er under dem. At neu­tralis­ere den fatale kraft i det indus­trielle fore­ta­gende må der­for reg­nes for vores tids mest bydende nød­vendighed. Fra at være en abstrakt prob­lem­still­ing, som kun de spe­cialis­erede forskere har kun­net forholde sig til, er over­pro­duk­tio­nen gen­nem en inten­siveret mediedækn­ing blevet gen­stand for en mas­siv glob­al debat. I denne glob­ale debat er nyhed­erne om Cocosøerne gået rel­a­tivt ube­mær­ket hen. Det blev ganske vist kom­menteret af nyhedsme­di­er ver­den over, men his­to­rien om dette ”sid­ste uspol­erede par­adis” endte selv med at drukne i en flod­bølge af relaterede nyhed­er. De kon­no­ta­tion­er øen før havde i vores bev­id­s­thed, gør sig ikke læn­gere gældende på samme måde. Det sid­ste uspol­erede par­adis er ikke læn­gere et par­adis, men et lager for men­nes­kets pro­duk­tive over­skud. Øen er ikke læn­gere en ø.

Bror Axel Dehn stud­er­er Lit­ter­aturv­i­den­skab ved Køben­havns Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen