Ingen ø er en ø
Da nyhedsmedier verden over i maj i år kunne vise de gruopvækkende billeder af massiv plastikforurening på en række australske øer kaldet Cocosøerne, var det ikke blot den seneste nyhed i den uendelige strøm af dystre meldinger om det globale klima; det var formentlig denne metafors endelige død. Det sidste uspolerede paradis er ikke længere et paradis, men et lager for menneskets produktive overskud.
Da John Donne i 1624 skrev de siden så berømte ord ”no man is an island”, kunne han roligt gøre det uden at blive misforstået. Øen har altid fungeret som metafor for det isolerede og afsidesliggende, uden kontakt til den sociale omverden. På øen er man fri af dét, der nu engang dikterer livet på fastlandet. At ”intet menneske er en ø” betyder i reglen, at intet menneske er isoleret eller for sig selv. Nu står vi imidlertid i en historisk situation, hvor øen ikke længere kan leve op til den metaforiske status, som Donne tilskrev den i sit mest berømte digt. Da nyhedsmedier verden over i maj i år kunne vise de gruopvækkende billeder af en række australske øer kaldet Cocosøerne (også kendt som Keelingøerne), der var blevet ramt af massiv plastikforurening, var det ikke blot den seneste nyhed i den uendelige strøm af dystre meldinger om det globale klima; det var formentlig denne metafors endelige død.
I en nylig rapport foretaget af forskere fra Institute for Marine and Antarctic Studies ved University of Tasmania, er det blevet anslået, at Cocosøernes strande huser i omegnen af 414 millioner stykker plastaffald. Et tal svarende til 238 ton, som blandt andet inkluderer 977.000 sko og 373.000 tandbørster. Dette på alle måder opsigtsvækkende fund synes at have bekræftet forskernes forudanelser om, at selv ikke de fjernest beliggende egne af jordkloden længere kan regnes for isolerede. Øen er ikke længere en ø, men et lager for ubrugelige genstande frembragt af en utrættelig industriel aktivitet. I dette essay er det min påstand, at den menneskelige produktivitet har bevæget sig ind i et helt nyt domæne, som er defineret ved måden hvorpå kasserede brugsgenstande oplagres i en verden, der er ved at være fyldt til randen af menneskeligt affald.
Poiesis og konsumsamfundets utopi
For at forstå hvad der driver denne udvikling, er det nødvendigt først at redegøre for betydningen af ordet ”frembringelse”. Siden Aristoteles opstillede sin distinktion mellem de forskellige handlingsformer, har poiesis, grækernes term for frembringelse, karakteriseret den handling, hvis hensigt er skabelsen af et produkt. I sin Forelæsning over Fysik skelner Aristoteles desuden mellem to former for poiesis: dét, der eksisterer i kraft af naturen og indeholder sin egen oprindelse, og det der eksisterer af andre grunde og ikke indeholder sit eget princip, men finder det i menneskets produktive aktivitet.
Med udviklingen af den moderne teknik fra og med den industrielle revolution i midten af 1700-tallet, var vejen banet for en intensivering af menneskets produktive aktivitet. Dét i en grad, der i de følgende århundreder har ført til, at den menneskeskabte tingsverden gradvist har overtaget den natur, hvorfra den henter sine ressourcer. Mekaniseringen af frembringelsen gjorde det efterhånden muligt for mennesket at overlade sine skabende evner til et selvregulerende produktionsprincip, der med den hastigt ekspanderende, verdensomspændende industri gjorde det til sit credo at sprænge grænserne for væksten på globalt plan. Den heraf følgende konflikt med biosfæren har langt om længe sået tvivl ved menneskets evne til at overleve sine ”poetiske” aktiviteter på langt sigt. Det vil med den franske økonom Serge Latouches ord sige, at ”jordens regenerationsevne” ikke længere kan følge med; mennesket omformer med andre ord ressourcerne til affald hurtigere end naturen kan omforme disse affaldsprodukter til nye ressourcer.
Vi befinder os altså i en historisk epoke, hvor det industrielle maskineri har sprængt grænserne for, hvad naturen kan holde til. I dag ser vi – ganske vist sjældent med egne øjne, men gennem nyhedsbilledernes medierede virkelighed – at steder som Cocosøerne, der historisk har været regnet som isoleret fra menneskets produktive handlinger, i virkeligheden er forurenet med industrielt affald. Nyhedsmedierne taler om et hidtil ”uspoleret paradis”, der indtil nu har befundet sig på tryg afstand af den eksponentielt stigende overproduktion af varer, som bliver affald i det øjeblik de kasseres. Man kan ikke bebrejde dem; kulturen flyder over med produkter, der imiterer skibbrudnes skæbne på en øde ø, langt borte fra civilisationen.
Man bør heller ikke glemme, at den første utopi i den vestlige historie, Thomas Mores Utopia, skildrer livets gang på en tidligere halvø, som utopianerne har gravet fri fra fastlandet netop for at isolere sig selv. Hvis isolation er et vilkår for utopien, har vi aldrig befundet os længere fra den. Den menneskeskabte affaldsstrøm forbinder os alle. På grund af bevidst indbyggede fejl i masseproducerede genstande og det ineffektive genbrugssystem, der i konsumsamfundets utopi skulle sikre os mod ophobningen af disse genstande, står vi nu og kan se til, mens de uhyrlige mængder plastik, der produceres og kasseres på daglig basis, skyller ind på fremmede kyster verden over. Vi er kort sagt i fuld gang med at gøre naturen til et lager for den industrielle produktion.
Hvordan nåede vi hertil?
Væren og fremstilling
I sit berømte essay Spørgsmålet om teknikken argumenterer Martin Heidegger for, at det som behersker og gennemstrømmer den moderne teknik ikke længere er en frembringen i betydningen poiesis, men en ”[…] udfordren, som stiller naturen over for det krav at levere energi, der kan gøres tilgængelig og oplagres som sådan”.
Det der slår Heidegger som væsensforskelligt ved den moderne teknik, er hvordan den udfordrer naturen med henblik på at koble den største mulige udnyttelse sammen med de lavest mulige omkostninger: ”Jordbunden afdækker sig nu som kuldistrikt, undergrunden som malmaflejring. Marken, der tidligere var bondens bestilling, hvor bestilling endnu betød omsorg og pleje, fremtræder anderledes.” I registreringen af dette ”anderledes” er der selvfølgelig en sorg over tabet af den bonderomantiske idyl til den ”motoriserede ernæringsindustri” og dens ”kraftproducerende maskiner.” Den omsorg for jorden, som var det ernærende arbejdes essens, bliver i det industrielle maskineri omdannet til kynisk udnyttelse af naturressourcerne. Fremstilling er blevet til oplagring.
Heideggers opfattelse af poiesis skal i modsætning til den aristoteliske definition forstås som ”frembringelse” i ordets bredest mulige forstand. Han skelner derfor ikke mellem de af naturen frembragte genstande og menneskets frembringelser, men ser dem som et udtryk for det samme princip, physis, den græske term for naturen og grundlaget for alt det værende. Naturens evne til dynamisk at bringe sig selv ind i væren er for Heidegger en mere oprindelig forståelse af poiesis. Hans ambition er at redde førsokratikernes indsigter fra den aristoteliske lære, der siden fordunklede dem. Dermed skal poiesis forstås som en handling, der ”bringer frem” i lyset – det vil sige en handling, der gør noget hidtil skjult uskjult (Heideggers egne eksempler på denne udvidede forståelse af begrebet er naturligt forekommende fænomener som en blomst der åbner sig eller dagen der bliver til nat). Når teknikken bringer noget skjult frem, sker det ifølge Heidegger det via såkaldte ”afdækningsmåder”:
Udfordringen sker på den måde, at der åbnes for den i naturen skjulte energi; det således åbnede og tilgængeliggjorte omformes, det omformede bliver oplagret, det oplagrede igen fordelt og det fordelte på ny omskiftet. Åbning, omformning, oplagring, fordeling og omskiftning er afdækningsmåder.
I dag kan vi tilføje reservering og kassering til denne række af processer. Rådigheden over skovarealer, kulminer og landdistrikter bliver taget for givet og henlagt til fremtidig brug gennem reservering; og når industriproduktet først er blevet frembragt, er det sandsynligt at det overhovedet ikke bliver taget i brug grundet overproduktion af lignende varer, men blot kasseres uden videre. Vi kan derfor definere det industrielle maskineris bestræbelser som et ønske om at foregribe en mangel, der aldrig opstår.
Konsekvenserne heraf er indlysende; spørgsmålet er, hvor det efterlader os.
(På tærsklen til) Mod-udfordringens tidsalder?
Da overproduktionen er uløseligt forbundet med det frie markeds konkurrence, ser det ud til, at den først kan ophøre ved kapitalismens død eller ved en underminering af dens egen fortsatte eksistens, hvilket vil ske når naturressourcerne slipper op eller en cirkulær økonomisk struktur realiseres. Konsekvensen bliver uanset hvad en omkalfatring af det nuværende politiske og økonomisk paradigme. Vi er allerede viklet ind i de teknikken i en grad, der gør det svært at se, hvordan vi skal vikle os ud igen. Heideggers pointe er da også netop, at vi misforstår teknikkens væsen, hvis vi mener, det er os der behersker den. Det er denne indstilling, som han kalder den ”teknologiske værensforståelse”, der udgør faren for det organiske liv, idet den indebærer, at vi anser den instrumentelle tænkning og dens krav om beherskelse for at være den eneste sande. Vi bliver blinde for, at vores tilværelse kunne indrettes på andre vilkår.
Når Cocosøerne er et slående eksempel på, hvordan selv de fjernest beliggende egne af jordkloden – de såkaldte ”uspolerede paradiser” – kan gøres til lager for den menneskelige produktivitet, skyldes det ikke blot det faktum, at de er forurenede, men snarere at de er et bevis på, at forureningen er blevet universel. Eftersom forureningen nu synes at befinde sig overalt kan vi ikke længere forstå disse steder, der historisk set har været kendetegnede ved deres isolation. Også de er implicerede i menneskets virkeliggørelse af en helt igennem kunstigt frembragt verden. På trods af den store internationale bevågenhed er der ikke noget, der tyder på, at omfanget af forureningen vil mindskes foreløbig. Som det fremgår af de tal og statistikker, der dagligt strømmer ud fra al verdens institutter, markerer hver ny måling et nyt lavpunkt. Hver dag springes kurven for hvilken ødelæggelse den menneskelige frembringelse forårsager.
Der kan med andre ord ikke herske tvivl om, at den udfordring den moderne teknik ifølge Heidegger stillede naturen overfor, er vendt retur til mennesket som en mod-udfordring: vi må nødvendigvis suspendere vores produktive aktiviteter. Det er en etisk mod-udfordring, for den kan kun løses, hvis mennesket tøjler sine produktive drifter for at skåne det liv og den natur, der lider under dem. At neutralisere den fatale kraft i det industrielle foretagende må derfor regnes for vores tids mest bydende nødvendighed. Fra at være en abstrakt problemstilling, som kun de specialiserede forskere har kunnet forholde sig til, er overproduktionen gennem en intensiveret mediedækning blevet genstand for en massiv global debat. I denne globale debat er nyhederne om Cocosøerne gået relativt ubemærket hen. Det blev ganske vist kommenteret af nyhedsmedier verden over, men historien om dette ”sidste uspolerede paradis” endte selv med at drukne i en flodbølge af relaterede nyheder. De konnotationer øen før havde i vores bevidsthed, gør sig ikke længere gældende på samme måde. Det sidste uspolerede paradis er ikke længere et paradis, men et lager for menneskets produktive overskud. Øen er ikke længere en ø.
Bror Axel Dehn studerer Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet.