Når man fortæller om slaveri — En samtale med Louise Sebro

Fotografi af markedss­cene, 1800 — 1950. Kilde: Pub­lic Domain/Nationalmuseet

Slaveri var et ufravigeligt element i langt størstedelen af menneskets historie, og skal derfor udsættes for akademisk debat. Samtidig er emnet dybt forbundet med moderne problemstillinger og vækker derfor stærke reaktioner. I dette bidrag til slaveriserien beskriver historiker Louise Sebro, de formidlingsmæssige overvejelser Nationalmuseet gjorde sig ved kurateringen af udstillingen, “Stemmer fra Kolonierne”.

FOKUS: SLAVERI Slaveri er et kraft­fuldt begreb, som de fleste forbinder med den transat­lantiske slave­han­del. Men slaver­i­et var et kom­plekst fænomen, som tog mange for­mer. I denne fokusserie vil Bag­grund rette per­spek­tivet mod nogle af de min­dre kendte aspek­ter af slaver­i­ets his­to­rie.

En skyfri mor­gen foran indgan­gen til Prin­sens Palæ havde adskil­lige folkeskoleklass­er sam­let sig, som vent­ede på at blive lukket ind i National­museets omfat­tende sam­linger. Børnene virkede dog mere inter­esserede i at slu­dre og hoppe rundt, men når dørene åbnedes, ville de utvivl­somt udstråle stor entu­si­ame. Hvilke af museets sam­linger, som børnene skulle stifte bek­endt­skab med, vid­ste jeg ikke, men en ting var sikkert — de skulle udsættes for his­torisk formidling. Det var netop his­torisk formidling, som jeg var dukket op for at høre nærmere om, og særligt den om slaver­i­ets his­to­rie. Jeg mødte der­for senior­forsker og kura­tor Louise Sebro i museets forhal og ful­gte hende op til udstill­in­gen ”Stem­mer fra kolonierne”. En udstill­ing hvis for­mål er at formi­dle slaver­i­et på ny – gen­nem hverdag­sob­jek­ter og hverdagshis­to­ri­er. Louise Sebro fremhævede, at det første objekt netop eksem­pli­fi­cerede den til­gang.

Foto: Louise Sebro, National­museet.

En T‑shirt har jo ikke nogen direk­te forbindelse til slaveri, men gen­standen er alligev­el ind­sam­let speci­fikt til udstill­in­gen. Vi kunne godt have ind­sam­let den alligev­el, da vi synes, at det er en inter­es­sant gen­stand. Det er dog helt klart en af dem, som har skabt meget furore. Det er en T‑shirt, hvor der står ”St. Croix, vi burde have beholdt den”, og der er et omrids af St. Croix, der er malet som et dan­sk flag. Det er en tur­ist­sou­venir. Den er pro­duc­eret af en butik i Chris­tiansst­ed på St. Croix, og er selvføl­gelig hen­vendt speci­fikt til danske kun­der.
Vi synes, at gen­standen fortæller meget om mod­erne forhold. Der må være kun­der, som synes, at bud­sk­a­bet er vigtigt. Jeg kender selvføl­gelig ikke køberne per­son­ligt, men jeg tolk­er det som, at de har en meget roman­tisk forestill­ing om Dan­marks forbindelse til Vestin­di­en. En roman­tisk forestill­ing om Jom­fruøerne udelukker selvføl­gelig ikke, at man eksplic­it kan tage afs­tand til slaver­i­et, men udsag­net under­støt­ter den implicitte fortælling, at man kan købe og sælge befolkninger efter for­godt­befind­ende. Af den grund har T‑shirten skabt meget stor debat blandt nogle folk fra Jom­fruøerne.

Hvad har deres kom­mentar­er været?

Der er er mange, der har opfat­tet T‑shirten som vores hold­ning på National­museet. Jeg kan sagtens afs­løre, at det kom bag på os. Vi har selvføl­gelig udstil­let T‑shirten for at skabe noget debat, da den er inter­es­sant. Hvad sker der for de besø­gende, når de ser T‑shirten? Tænker man, ”Ja! det er også rigtigt”, eller tænker man, ”Gud! Tænk at sådan en T‑shirt find­es”. De men­nesker, som rea­gerede kraftigt, har måske ikke læst gen­stand­stek­sten, eller måske synes de, at tek­sten er for vag. Vi har T‑shirten med for at slå en reflek­sion an hos pub­likum. Men det er selvføl­gelig på ingen måde til­fældet, at det er udtryk for National­museets hold­ning.

Og i hvert fald demon­str­erer den, at emnet er aktuelt.

Ja, og der lig­ger nogle andre lag i den end mange andre muse­ums­gen­stande. Når man laver en udstill­ing, kan man ikke udfolde alle tanker om en gen­stand, for så skulle man skrive en bog. Men man kan sige, at det inter­es­sante ved gen­standen er dens dobbelthed. Det er en Cru­cian (per­son fra St. Croix, red.), som har fået lavet den til sin tur­ist­biks, for­di den kan sælges til danske tur­is­ter, men deru­dover kan man også udfolde tanker om det mod­erne økonomiske magt­forhold, som lig­ger i, at folk på St. Croix laver den slags til danske tur­is­ter.

Hvad er omfanget af den danske tur­isme på St. Croix?

Det er meget stort. Der kom­mer rigtigt mange danske tur­is­ter, det er den næst­største gruppe efter amerikan­erne, så det har en enorm økonomisk betyd­ning. De fleste danskere bruger også mest tid på St. Croix og min­dre tid på St. Thomas og St. John, hvor det er omvendt med amerikan­erne. Der­for er cru­cian­ernes økono­mi stærkt afhængig af dan­sk tur­isme. Lige­som T‑shirten er der en dobbelthed. For man skal bestemt kri­tis­ere den måde, hvor­på den danske rejse­branche nogle gange italesæt­ter for­tiden, men man skal sam­tidigt huske på, at indus­trien sæl­ger nogle rejs­er, som kom­mer den lokale økono­mi til gode. Så der er en masse dilem­maer i det.

Har lokalbe­folknin­gen så et dobbelt­sidigt forhold til den danske tur­isme?

Der er forskel­lige til­gange til det. Man kan godt være kri­tisk over­for koloni­ti­den og den eksis­terende neokolo­niale mag­tor­den, og sam­tidig anerk­ende tur­is­mens betyd­ning for økonomien. Det dilem­ma gælder ikke kun for Jom­fruøerne, men sådan set for de fleste caribiske områder, hvor der ikke er så meget indus­tri eller land­brug. Man lever af tur­is­men, og det er på godt og ondt.

Foto: Vil­la Karo, Benin

De fleste gen­stande her har været i National­museets sam­ling i måske hun­drede eller to hun­drede år. Det er gam­le gen­stande fra en tid, hvor Dan­mark havde et kolo­nialt imperi­um. Men en af de ting, som vi har fået pro­duc­eret speci­fikt til udstill­in­gen, er de her små ler­fig­ur­er, som i højere grad er instal­la­tion­skun­st. Stat­uerne kom­mer fra Benin i Vestafri­ka og forestiller men­nesker, som er slaveg­jorte og bundne på hæn­der og fød­der. Vi bruger fig­ur­erne til at fortælle om den transat­lantiske slave­han­del. Den transat­lantiske slave­han­del var jo en af de største for­bry­delser i men­neske­he­dens his­to­rie. Man vur­der­er, at 12 mil­lion­er men­nesker blev ført fra Afri­ka til Ameri­ka i peri­o­den fra slut­nin­gen af 1400-tal­let til midten af 1800-tal­let. Af de 12 mil­lion­er men­nesker var der 110.000, som blev ført på danske slaveskibe. Det bety­der ikke, at folk, der kom til de danske kolonier, kun blev sejlet på danske skibe. De kunne også komme på andre nation­ers slaveskibe, bran­den­borgske, engelske og franske, og de danske skibe sol­gte også til andre kolonier.

Er det så svært at forstå omfanget af den danske slave­han­del?

Lige den danske slave­han­del er godt doku­menteret, da de kolo­niale arkiv­er er vel­be­varede og utroligt grundi­ge. Så den Dan­sk Vestindiske og Dan­sk Vestafrikanske koloni­his­to­rie er ganske vel­doku­menteret sam­men­lignet med mange andre nation­ers. Det gør også, at vi har mulighed for at arbe­jde med spørgsmål om koloni­ti­den, som andre har sværere ved at komme til, hvilket er meget pos­i­tivt for det his­toriske arbe­jde.

Hvad bidrager stat­uerne med?

Pointen er, at der er en stor udfor­dring ved at lave his­torisk formidling om slave­han­dlen. Hvor­dan vis­er man slave­han­dlen på et muse­um? Det er der mange forskel­lige bud på rundt omkring, men en af de vigtig­ste udfor­dringer er, at slave­han­del i sagens natur gør men­nesker til var­er. Det vil vi gerne vise, men hvor­dan vis­er vi det, uden at anerk­ende præmis­sen om, at men­nesker kan være en vare. Hvor­dan vis­er man, at de bliv­er gjort til var­er, og sam­tidigt ved­blev at være men­nesker. Jeg tænker nogle gange, at man nemt automa­tisk under­støt­ter slaver­i­ets præmis, når man formi­dler slaver­i­et, og dermed bidrager til, at de slaveg­jorte får taget deres men­neske­lighed fra sig.

Et eksem­pel på objek­tivis­er­ing af men­nesker kunne være?

Du kender måske pla­nen over slaveski­bet The Brookes. Det er en plan over en skib­s­form med små men­nesker, som er stu­vet sam­men i lange rækker. Pub­lika­tio­nen er lavet af den engelske abo­li­tion­ist­bevægelse for at vise, hvilke for­færdelige forhold de slaveg­jorte blev trans­porteret under. Det er ikke for­di, at teg­nin­gen er ure­al­is­tisk. Prob­lemet er, at det bliv­er ske­ma­tisk. Du fornem­mer ikke, at det er indi­vider, som lig­ger i ski­bets bund. Det bliv­er en ansigt­sløs gruppe, og hvor­dan tager man den og kom­mer ind til at sige, at hver og en af de her små sorte streger repræsen­ter­er et men­neske med en his­to­rie, en fam­i­lie, et sprog, en kul­tur og en indi­vid­u­alitet. Det er enormt svært, for­di man både skal vise mæng­den af slaveg­jorte og struk­turens for­færde­lighed, sam­tidig med at man skal prøve at insis­tere på folks men­neske­lighed og forskel­lighed. Men i denne sam­men­hæng fik vi noget inspi­ra­tion fra Benin.

Foto: Wiki­me­dia Com­mons

Jeg har tidligere samar­be­jdet med et lille muse­um i Benin om en udstill­ing. De fortæller slave­han­dlens his­to­rie ved en speci­fik per­son, som kom fra området, og jeg har arbe­jdet med per­so­n­en i min forskn­ing. Hun står herovre i udstill­in­gen, Madle­na hed hun. I Benin lavede de en teg­ne­serie over hen­des liv, herun­der slave­trans­porten. De byggede et lille træskib, fyldt med nogle små unikke men­neske­fig­ur­er, som lå, sad og stod. Dermed viste de, at det var men­nesker, som kom ind på ski­bet. Da jeg så udstill­in­gen, tænk­te jeg, at det var en rørende måde at vise det på. Hver af disse fig­ur­er var mod­elleret indi­vidu­elt, så de havde per­son­lig karak­ter. Plud­seligt blev mæng­den til indi­vider. Museet hjalp os dernæst med at få pro­duc­eret nogle tilsvarende fig­ur­er, som vi har udstil­let her.

Foto: John Lee

Vi har lagt dem op som på pla­nen over slaveski­bet The Brooks, men så er der damen her, som er gravid, og sid­der midt i det hele. Dermed er der noget indid­u­alitet og ikke bare en stor grå masse. Der er kvin­der, børn, mænd og hende her, som har et barn ved sit bryst. Det er en selvstændig pointe, da man nemt tænker, at det bare var store og stærke mænd, som blev slaveg­jort, men også børn, kvin­der, høje, lave, unge og i min­dre grad ældre.

Hvor­dan udpegede man folk?

De havde nogle fysiske kri­terier. En slave­han­dler fik generelt mere for en stærk, ung mand, end for en gam­mel og svag kvin­de. Alt for små børn var heller ikke attrak­tive, men så har vi alligev­el en møn­ster­bry­der. Udstill­in­gen er jo bygget op omkring per­son­fortællinger, der­af navnet, og den per­son som repræsen­ter­er det, er Oly her. Oly var 7–8 år, da han blev sendt til Dan­sk Vestin­di­en. De små børn blev jo også sendt afst­ed, og når man tænker efter, så er det jo ubærligt, at man har taget alt og alle. Han har selv for­t­alt, at han blev gjort til slave, da hans lands­by blev angre­bet, og han i panikken kom væk fra sin far og bror.

Foto: Das Unität­sarchiv, Tysk­land.

His­to­rien om ham er jo rørende. Med hvilke greb har i anlagt his­to­riefortællin­gen?

Den er rørende. Vores udstill­in­gen blev bygget op omkring per­son­fortællinger. De er alle sam­men baseret på his­toriske kilder, men vi har selvføl­gelig skrevet dem ud som et formidlingsmæs­sigt greb. Langt de fleste er for­t­alt i tred­je per­son, men Oly har vi tilladt os at drama­tis­ere i første per­son. Det er ham selv, der fortæller sin his­to­rie, og den er baseret på nogle af de udsagn, som er over­lev­eret. Han kom ind i Brø­dremenighe­den, som er en stadigt eksis­terende kris­ten frimenighed. Han blev købt af Brø­dremenighe­den, og han blev taget med til Tysk­land. De udsagn, som er gen­givet af Brø­dremenighe­den, har vi drama­tis­eret, så vi men­er, at vi sup­plerer hans egen stemme med andre tilgæn­gelige udsagn. Der tager vi os jo selvføl­gelig en formidlingsmæs­sig fri­hed.

Og forde­len er åbenlys, idet det sikr­er en kobling mellem gen­stand og beskuer, men hvad er risikoen?

For det første, er der altid en formidlingsmæs­sig risiko, når man skriv­er drama­tisk. Spørgsmålet er, hvorvidt Oly kunne genk­ende sin egen stemme, og det er umuligt at sige. For det andet, når emnet er koloni­his­to­rie, er der en yderligere imp­lika­tion, da vi som danskere his­torisk set er vok­set ud af en kolo­nial magt­po­si­tion. En magt­po­si­tion som på mange måder ikke er for­tid, da ver­den stadig er opdelt. Der er stadig racisme i ver­den, som på nogen måder er værre end på Olys tid. Som dan­sk his­torik­er har jeg også et andet priv­i­legium. Jeg har adgang til nogle arkiv­er, som er svært tilgæn­gelige, hvis man kom­mer fra Jom­fruøerne eller Con­go, hvor Oly kom fra. Jeg kan læse dan­sk, og mange af tin­gene er skrevet på dan­sk. Jeg kan læse tysk, og Brø­dremenighe­den var en tysk orden. Så i kraft af min uddan­nelse og mit nationale ophav, så har jeg nogle fordele og mulighed­er som for­tolk­er. ­Her er vi blevet mødt af diskus­sion og kri­tik, og jeg synes, at det er en meget vigtig debat at tage. Vi har val­gt at anvende vores fordele til at fortælle Olys his­to­rie, da vi synes, det vigtig­ste er at fortælle his­to­rien. Så må vi arbe­jde videre der­fra.

Vi men­er, at for et dan­sk pub­likum, som vi først og fremmest hen­ven­der os til, er det vigtigt at vise nogle men­neskeskæb­n­er, som man ellers aldrig hør­er om. På grund af det greb har vi mod­taget kri­tik fra en anden fløj, f. eks i Berlingske Tidende, hvor pro­fes­sor Hans Hauge kri­tis­erede, at udstill­in­gen kun fokuser­er på almin­delige men­nesker. Hvor er Peter von Scholten og de andre store per­son­er? Men det var et bev­idst valg for os. Vi vil vise hverda­gen og de almin­delige men­nesker. Almin­delige men­nesker, hvor nogle var slaver og andre slavee­jere, og det valg afspe­jler his­toriske overve­jelser om, hvad der skal fremhæves.

Da vi skulle i gang med at lave udstill­in­gen, beg­y­n­dte min kol­le­ga Mille Gabriel, som er kura­tor for de amerikanske sam­linger, at under­søge, hvad vi egentligt har fra det tidligere Dan­sk Vestin­di­en? Har vi over­hovedet nogle gen­stande? På National­museet har vi fak­tisk altid gået og sagt, at vi ikke har noget mate­ri­ale fra den afro-caribiske befolkn­ing. Hverken fra slave­ti­den eller efter­føl­gende, da dati­dens antropologer ikke var inter­esserede i den kul­tur. Antropologer i 1800-tal­let rejste ud i reg­n­skoven i jagten på en oprindelig og uspol­eret kul­tur, som var anderledes end deres egen. I den sam­men­hæng havde de europæiske antropologer lidt svært ved at få hold på den kre­olske kul­tur, som var bland­et med den europæiske. Men det viste sig, at der alligev­el var kom­met nogle gen­stande til Dan­mark fra det den­gang Dan­sk Vestin­di­en. Folk har købt, ind­sam­let og sendt gen­stande hjem, som repræsen­ta­tion for den kre­olske kul­tur. Der­for har vi nogle hverdags­gen­stande: en kost, noget værk­tøj, og nogle kal­abasskåle. Da det gik op for os, var det helt fan­tastisk. Kre­olske gen­stande er stort set ikke bevarede, og man kan kun finde spar­somme kilde­pas­sager, der beskriv­er dem.

Kal­abas. Foto: John Lee

I den sam­men­hæng er det helt vildt, at vi fandt en lille sam­ling af musikin­stru­menter. Musik spillede en stor rolle hos den slaveg­jorte og den kre­olske befolkn­ing. Musikken var et sted, hvor man kunne holde fast i nogle afrikanske tra­di­tion­er, som tit var knyt­tet til reli­gion. Plan­tagee­jerne var ikke glade for, at der var store for­sam­linger omkring dans og musik på plan­tagerne. Jo flere der for­sam­les, des mere oprør kan der plan­lægges. Men på trods af for­bud og modar­be­jdelse, så foregik der mass­er af for­sam­linger, som var cen­tr­eret om musik: begrav­elser, fes­ter, lørdags- eller søndags­danse. Om sønda­gen skulle man ikke arbe­jde i marken, med­min­dre det var høst­tid, så der kunne man mødes. Så musikken fandtes hele tiden, og det kan illus­tr­eres ved sam­lin­gen af musikin­stru­menter, som på mange måder sig­nalerer afrikanske tra­di­tion­er. Trom­men her er fra Haiti, men den match­er dem fra det den­gang Dan­sk Vestin­di­en i form. For os er instru­menterne et udtryk for, at de slaveg­jortes men­neske­lighed har sat sig spor i his­to­rien. Men det er også en fortælling, hvor vi har fået meget kri­tik. Nogle kri­tikere, bl.a. fra Jom­fruøerne føler, at vi med de her gen­stande forsøger at vise, at det ikke var så slemt. Man kunne bare holde fri og feste! Jeg kan godt se deres pointe, men det var på ingen måde vores hen­sigt. Vi vis­er straf, vold, ydmygelse og tvangsar­be­jde andre sted­er, men her ville vi vise, at selvom man lev­ede under en af de mest vold­elige og for­færdelige struk­tur­er, så kunne man holde fast på sin men­neske­lighed. Tænk at have over­skud til at udsmykke sådan en fan­tastisk kal­abas på trods af, at man har det så hårdt. I beskriv­elserne fra 1700-tal­let kan man læse, at de arbe­jder fra fire om mor­ge­nen til syv om afte­nen. Alligev­el går de hen til deres ægte­fælle, selvom de kun kan være der fire timer, hvilket fasciner­er mig. Dog tænker jeg, at vi fre­mover skal se på, hvor­dan vi fortæller den slags his­to­ri­er, så det frem­står utvety­digt, at men­neske­lighe­den eksis­terede på trods af under­trykkelsen.

Lille Marie på Nekkys arm. Foto: National­museet


Vi har et dobbelt­portræt her, som i vores reg­istre hed­der ”Lille Marie på Nekys arm”. I vores udstill­ing er det også et billede af Neky, selvom malerens hen­sigt har været at male lille Marie. Lille Marie er et år på billedet, og holdes af en barnepige, Neky. Typen er et gen­re­ma­leri, som man ser en del af i dan­sk sam­men­hæng. Motivet lever videre op i fotografi­ets tid­salder, hvor der find­es rigtig mange fotografi­er fra det sene 1800-tal og det tidlige 1900-tal. Den sorte barnepige med det hvide barn. Det specielle ved netop dette billede er, at Neky har et navn, hvilket langt fra altid er til­fældet for barnepi­gen. Især efter fotografi­ets tid­salder bliv­er billed­erne ofte beskrevet som ”lille Sofie eller Erik med sin barnepige”. Det er meget muligt, at de har kendt barnepi­gens navn, men det er ikke over­lev­eret. I vores til­fælde er Neky ikke engang barnepige for Marie, men hun var der­i­mod barnepige for en anden fam­i­lie. Hun har på en eller anden måde været udlånt til det her maleri, hvilket jo kom­plicer­er forståelsen af, hvad det her billede bety­der. Måske havde Neky og Marie en særlig intim rela­tion, men billedet fremhæver ingen kon­takt mellem de to. Måske er Neky bare ekso­tisk staffage, som Marie bliv­er portræt­teret imod, hvilket er en nærtliggende for­tolkn­ing, men vi ved ikke så meget om det.

Hvad ønsker man at demon­strere?

Der kan være flere ting, der kan f.eks. være oprigtige følelser eller et magth­ier­ar­ki. I dette til­fælde er Neky ikke Maries barnepige, men vi har andre børns brevko­r­re­spon­dance med deres tidligere barnepiger, og der kan vi se, at der kan opstå rela­tion­er begge veje med stor affekt. Det bety­der ikke nød­vendigvis, at barnepigerne lev­ede idyl­lisk. Mange var adskilt fra deres egne børn, men i de her overk­lasse­hjem har barnepi­gen selvføl­gelig været en cen­tral del af børnenes barn­dom. Fænomenet find­es ikke kun i kolo­nial sam­men­hæng, men i kolonierne har magt­forhold­et en etnisk dimen­sion. Her kan man ref­erere til Nor­bert Elias teori­er om adskil­lelse, hvor hud­far­ven i dette til­fælde netop illus­tr­erer, at den ene er tjeneren. Hvo­rimod hvis man frem­stillede den hvide barnepige med et hvidt barn, så kunne beskueren være i tvivl om, hvad forskellen var på de to. Det samme gælder kul­turen omkring pisk og afs­traf­felse, der tjen­er til, at den sorte og hvide krop skarpt adskilles. Der­for kan man ikke undgå at adressere race som kat­e­gori, når man taler om emnet. For den racisme, som vi diskuter­er i dag, er i sid­ste ende en kon­sekvens af det transat­lantiske slaveri. Uden at gå for meget ind i kon­trafak­tisk his­to­rieskrivn­ing, så tror jeg ikke, at der kan være tvivl om, at de his­toriske forestill­inger om race ikke havde været de samme uden den europæiske kolo­nial­isme. Teori­erne om race udviklede sig i takt med, at slaveg­jorte folk i tilt­a­gende grad blev sendt til Ameri­ka, og europæerne i sti­gende grad reg­ulerede disse sam­fund. Processen tog for alvor fat, da de europæiske stor­magter kolonis­erede Afri­ka og Indi­en i dyb­den.

Hvis man skal blive lidt lom­me­filosofisk, er en af de store udfor­dringer I slås med, at I vil rette et kri­tisk fokus mod racisme og race som kat­e­gori, men sam­tidigt bliv­er I nødt til at anvende kat­e­gorien, da gen­standene er uforståelige uden.

Det er det, vi ser i sam­men­hæng med maleri­et af Neky. Vi har deru­dover barn­doms­fortællinger og en fin sam­ling af dukker fra Dan­sk Vestin­di­en. Vi har nogle hvide dukker, men de sorte er altid iklædt arbe­jd­støj, kokkepigetøj og tjen­estepigetøj. De små danske piger, som har leg­et med dukkerne, har helt fra starten fået et ver­dens­billede, hvor den mørke hud­farve mark­erede, at man var tjen­er, og den opfat­telse ophørte ikke med slaver­i­et. Det er det, man gør med leg. Man isce­nesæt­ter og struk­tur­erer sin ver­den. I dag har vi diskus­sio­nen om leg og køn, hvilket køns­billede er det, man skaber for sine børn i kraft af det leg­etøj, som man giv­er dem. Og dati­dens børns leg var struk­turelt betonet af racetænkn­ing og uforståelig uden. I vores til­fælde er der race og selvføl­gelig også køn, som jo ikke var til debat den­gang, men stadig er vigtig at adressere.
Jeg bliv­er nogle gange i tvivl om, hvor meget vi skal skrive i vores gen­stand­stek­ster, hvor meget vi skal definere gen­standen for beskueren. Vi vil gerne fortælle om dati­dens opfat­telse af race og kon­ceptets his­toriske udvikling, men sam­tidigt vil vi fortælle det gen­nem hverda­gens per­son­fortællinger, så dermed har vi en udfor­dring i forhold til at udpensle temaerne uden at øve vold på hverdags­fortællingerne.

Det virk­er til, at I har anvendt ter­men slaveg­jort snarere end slave, hvilke overve­jelser lig­ger der bag det?

Vi har brugt ordene slaveg­jort og slave­bun­den. Og selvføl­gelig har vi ful­gt med i den debat, der har været i Dan­mark. (Hvor ordet slave har været kri­tis­eret for at essen­tialis­ere den under­tryk­tes sta­tus, hvo­rimod ordet slaveg­jort indik­er­er, at under­trykkelsen er en aktiv pro­ces, red). Per­son­ligt synes jeg, at der i ordet slave uundgåeligt lig­ger, at det er ufriv­il­ligt. Der­for synes jeg også, at man godt kan bruge det i mange sam­men­hænge. Der er dog sam­men­hænge, hvor det er implic­it, at det er et under­trykt indi­vid, som vi taler om. Hvor det er den men­neske­lige oplevelse, som står cen­tralt. Der giv­er det god mening, at man taler om en slaveg­jort per­son. Jeg synes ikke, at man bare skal gå i den grøft, at man erstat­ter slave med slaveg­jort, for der er tid­spunk­ter, hvor det ikke giv­er mening. Det er lidt, som da man for ti år siden talte om iden­titet eller iden­ti­fika­tion, hvor iden­ti­fika­tion er den aktive han­dling. Jeg synes, at der i iden­titet implic­it lig­ger, at det er noget fly­dende. Dog synes jeg altid, at det er godt, at man diskuter­er den måde, som man omtaler ting. Selvføl­gelig har italesæt­telse en magt over, hvor­dan tin­gene bliv­er opfat­tet, og der­for er det en sund og vigtig debat.

Tak, det var alt.

Sig­urd Klint er redak­tør på Bag­grund

Scroll til toppen