Når man fortæller om slaveri – En samtale med Louise Sebro

Fotografi af markedsscene, 1800 – 1950. Kilde: Public Domain/Nationalmuseet

Slaveri var et ufravigeligt element i langt størstedelen af menneskets historie, og skal derfor udsættes for akademisk debat. Samtidig er emnet dybt forbundet med moderne problemstillinger og vækker derfor stærke reaktioner. I dette bidrag til slaveriserien beskriver historiker Louise Sebro, de formidlingsmæssige overvejelser Nationalmuseet gjorde sig ved kurateringen af udstillingen, “Stemmer fra Kolonierne”.

FOKUS: SLAVERI Slaveri er et kraftfuldt begreb, som de fleste forbinder med den transatlantiske slavehandel. Men slaveriet var et komplekst fænomen, som tog mange former. I denne fokusserie vil Baggrund rette perspektivet mod nogle af de mindre kendte aspekter af slaveriets historie.

En skyfri morgen foran indgangen til Prinsens Palæ havde adskillige folkeskoleklasser samlet sig, som ventede på at blive lukket ind i Nationalmuseets omfattende samlinger. Børnene virkede dog mere interesserede i at sludre og hoppe rundt, men når dørene åbnedes, ville de utvivlsomt udstråle stor entusiame. Hvilke af museets samlinger, som børnene skulle stifte bekendtskab med, vidste jeg ikke, men en ting var sikkert – de skulle udsættes for historisk formidling. Det var netop historisk formidling, som jeg var dukket op for at høre nærmere om, og særligt den om slaveriets historie. Jeg mødte derfor seniorforsker og kurator Louise Sebro i museets forhal og fulgte hende op til udstillingen ”Stemmer fra kolonierne”. En udstilling hvis formål er at formidle slaveriet på ny – gennem hverdagsobjekter og hverdagshistorier. Louise Sebro fremhævede, at det første objekt netop eksemplificerede den tilgang.

Foto: Louise Sebro, Nationalmuseet.

En T-shirt har jo ikke nogen direkte forbindelse til slaveri, men genstanden er alligevel indsamlet specifikt til udstillingen. Vi kunne godt have indsamlet den alligevel, da vi synes, at det er en interessant genstand. Det er dog helt klart en af dem, som har skabt meget furore. Det er en T-shirt, hvor der står ”St. Croix, vi burde have beholdt den”, og der er et omrids af St. Croix, der er malet som et dansk flag. Det er en turistsouvenir. Den er produceret af en butik i Christianssted på St. Croix, og er selvfølgelig henvendt specifikt til danske kunder.
Vi synes, at genstanden fortæller meget om moderne forhold. Der må være kunder, som synes, at budskabet er vigtigt. Jeg kender selvfølgelig ikke køberne personligt, men jeg tolker det som, at de har en meget romantisk forestilling om Danmarks forbindelse til Vestindien. En romantisk forestilling om Jomfruøerne udelukker selvfølgelig ikke, at man eksplicit kan tage afstand til slaveriet, men udsagnet understøtter den implicitte fortælling, at man kan købe og sælge befolkninger efter forgodtbefindende. Af den grund har T-shirten skabt meget stor debat blandt nogle folk fra Jomfruøerne.

Hvad har deres kommentarer været?

Der er er mange, der har opfattet T-shirten som vores holdning på Nationalmuseet. Jeg kan sagtens afsløre, at det kom bag på os. Vi har selvfølgelig udstillet T-shirten for at skabe noget debat, da den er interessant. Hvad sker der for de besøgende, når de ser T-shirten? Tænker man, ”Ja! det er også rigtigt”, eller tænker man, ”Gud! Tænk at sådan en T-shirt findes”. De mennesker, som reagerede kraftigt, har måske ikke læst genstandsteksten, eller måske synes de, at teksten er for vag. Vi har T-shirten med for at slå en refleksion an hos publikum. Men det er selvfølgelig på ingen måde tilfældet, at det er udtryk for Nationalmuseets holdning.

Og i hvert fald demonstrerer den, at emnet er aktuelt.

Ja, og der ligger nogle andre lag i den end mange andre museumsgenstande. Når man laver en udstilling, kan man ikke udfolde alle tanker om en genstand, for så skulle man skrive en bog. Men man kan sige, at det interessante ved genstanden er dens dobbelthed. Det er en Crucian (person fra St. Croix, red.), som har fået lavet den til sin turistbiks, fordi den kan sælges til danske turister, men derudover kan man også udfolde tanker om det moderne økonomiske magtforhold, som ligger i, at folk på St. Croix laver den slags til danske turister.

Hvad er omfanget af den danske turisme på St. Croix?

Det er meget stort. Der kommer rigtigt mange danske turister, det er den næststørste gruppe efter amerikanerne, så det har en enorm økonomisk betydning. De fleste danskere bruger også mest tid på St. Croix og mindre tid på St. Thomas og St. John, hvor det er omvendt med amerikanerne. Derfor er crucianernes økonomi stærkt afhængig af dansk turisme. Ligesom T-shirten er der en dobbelthed. For man skal bestemt kritisere den måde, hvorpå den danske rejsebranche nogle gange italesætter fortiden, men man skal samtidigt huske på, at industrien sælger nogle rejser, som kommer den lokale økonomi til gode. Så der er en masse dilemmaer i det.

Har lokalbefolkningen så et dobbeltsidigt forhold til den danske turisme?

Der er forskellige tilgange til det. Man kan godt være kritisk overfor kolonitiden og den eksisterende neokoloniale magtorden, og samtidig anerkende turismens betydning for økonomien. Det dilemma gælder ikke kun for Jomfruøerne, men sådan set for de fleste caribiske områder, hvor der ikke er så meget industri eller landbrug. Man lever af turismen, og det er på godt og ondt.

Foto: Villa Karo, Benin

De fleste genstande her har været i Nationalmuseets samling i måske hundrede eller to hundrede år. Det er gamle genstande fra en tid, hvor Danmark havde et kolonialt imperium. Men en af de ting, som vi har fået produceret specifikt til udstillingen, er de her små lerfigurer, som i højere grad er installationskunst. Statuerne kommer fra Benin i Vestafrika og forestiller mennesker, som er slavegjorte og bundne på hænder og fødder. Vi bruger figurerne til at fortælle om den transatlantiske slavehandel. Den transatlantiske slavehandel var jo en af de største forbrydelser i menneskehedens historie. Man vurderer, at 12 millioner mennesker blev ført fra Afrika til Amerika i perioden fra slutningen af 1400-tallet til midten af 1800-tallet. Af de 12 millioner mennesker var der 110.000, som blev ført på danske slaveskibe. Det betyder ikke, at folk, der kom til de danske kolonier, kun blev sejlet på danske skibe. De kunne også komme på andre nationers slaveskibe, brandenborgske, engelske og franske, og de danske skibe solgte også til andre kolonier.

Er det så svært at forstå omfanget af den danske slavehandel?

Lige den danske slavehandel er godt dokumenteret, da de koloniale arkiver er velbevarede og utroligt grundige. Så den Dansk Vestindiske og Dansk Vestafrikanske kolonihistorie er ganske veldokumenteret sammenlignet med mange andre nationers. Det gør også, at vi har mulighed for at arbejde med spørgsmål om kolonitiden, som andre har sværere ved at komme til, hvilket er meget positivt for det historiske arbejde.

Hvad bidrager statuerne med?

Pointen er, at der er en stor udfordring ved at lave historisk formidling om slavehandlen. Hvordan viser man slavehandlen på et museum? Det er der mange forskellige bud på rundt omkring, men en af de vigtigste udfordringer er, at slavehandel i sagens natur gør mennesker til varer. Det vil vi gerne vise, men hvordan viser vi det, uden at anerkende præmissen om, at mennesker kan være en vare. Hvordan viser man, at de bliver gjort til varer, og samtidigt vedblev at være mennesker. Jeg tænker nogle gange, at man nemt automatisk understøtter slaveriets præmis, når man formidler slaveriet, og dermed bidrager til, at de slavegjorte får taget deres menneskelighed fra sig.

Et eksempel på objektivisering af mennesker kunne være?

Du kender måske planen over slaveskibet The Brookes. Det er en plan over en skibsform med små mennesker, som er stuvet sammen i lange rækker. Publikationen er lavet af den engelske abolitionistbevægelse for at vise, hvilke forfærdelige forhold de slavegjorte blev transporteret under. Det er ikke fordi, at tegningen er urealistisk. Problemet er, at det bliver skematisk. Du fornemmer ikke, at det er individer, som ligger i skibets bund. Det bliver en ansigtsløs gruppe, og hvordan tager man den og kommer ind til at sige, at hver og en af de her små sorte streger repræsenterer et menneske med en historie, en familie, et sprog, en kultur og en individualitet. Det er enormt svært, fordi man både skal vise mængden af slavegjorte og strukturens forfærdelighed, samtidig med at man skal prøve at insistere på folks menneskelighed og forskellighed. Men i denne sammenhæng fik vi noget inspiration fra Benin.

Foto: Wikimedia Commons

Jeg har tidligere samarbejdet med et lille museum i Benin om en udstilling. De fortæller slavehandlens historie ved en specifik person, som kom fra området, og jeg har arbejdet med personen i min forskning. Hun står herovre i udstillingen, Madlena hed hun. I Benin lavede de en tegneserie over hendes liv, herunder slavetransporten. De byggede et lille træskib, fyldt med nogle små unikke menneskefigurer, som lå, sad og stod. Dermed viste de, at det var mennesker, som kom ind på skibet. Da jeg så udstillingen, tænkte jeg, at det var en rørende måde at vise det på. Hver af disse figurer var modelleret individuelt, så de havde personlig karakter. Pludseligt blev mængden til individer. Museet hjalp os dernæst med at få produceret nogle tilsvarende figurer, som vi har udstillet her.

Foto: John Lee

Vi har lagt dem op som på planen over slaveskibet The Brooks, men så er der damen her, som er gravid, og sidder midt i det hele. Dermed er der noget indidualitet og ikke bare en stor grå masse. Der er kvinder, børn, mænd og hende her, som har et barn ved sit bryst. Det er en selvstændig pointe, da man nemt tænker, at det bare var store og stærke mænd, som blev slavegjort, men også børn, kvinder, høje, lave, unge og i mindre grad ældre.

Hvordan udpegede man folk?

De havde nogle fysiske kriterier. En slavehandler fik generelt mere for en stærk, ung mand, end for en gammel og svag kvinde. Alt for små børn var heller ikke attraktive, men så har vi alligevel en mønsterbryder. Udstillingen er jo bygget op omkring personfortællinger, deraf navnet, og den person som repræsenterer det, er Oly her. Oly var 7-8 år, da han blev sendt til Dansk Vestindien. De små børn blev jo også sendt afsted, og når man tænker efter, så er det jo ubærligt, at man har taget alt og alle. Han har selv fortalt, at han blev gjort til slave, da hans landsby blev angrebet, og han i panikken kom væk fra sin far og bror.

Foto: Das Unitätsarchiv, Tyskland.

Historien om ham er jo rørende. Med hvilke greb har i anlagt historiefortællingen?

Den er rørende. Vores udstillingen blev bygget op omkring personfortællinger. De er alle sammen baseret på historiske kilder, men vi har selvfølgelig skrevet dem ud som et formidlingsmæssigt greb. Langt de fleste er fortalt i tredje person, men Oly har vi tilladt os at dramatisere i første person. Det er ham selv, der fortæller sin historie, og den er baseret på nogle af de udsagn, som er overleveret. Han kom ind i Brødremenigheden, som er en stadigt eksisterende kristen frimenighed. Han blev købt af Brødremenigheden, og han blev taget med til Tyskland. De udsagn, som er gengivet af Brødremenigheden, har vi dramatiseret, så vi mener, at vi supplerer hans egen stemme med andre tilgængelige udsagn. Der tager vi os jo selvfølgelig en formidlingsmæssig frihed.

Og fordelen er åbenlys, idet det sikrer en kobling mellem genstand og beskuer, men hvad er risikoen?

For det første, er der altid en formidlingsmæssig risiko, når man skriver dramatisk. Spørgsmålet er, hvorvidt Oly kunne genkende sin egen stemme, og det er umuligt at sige. For det andet, når emnet er kolonihistorie, er der en yderligere implikation, da vi som danskere historisk set er vokset ud af en kolonial magtposition. En magtposition som på mange måder ikke er fortid, da verden stadig er opdelt. Der er stadig racisme i verden, som på nogen måder er værre end på Olys tid. Som dansk historiker har jeg også et andet privilegium. Jeg har adgang til nogle arkiver, som er svært tilgængelige, hvis man kommer fra Jomfruøerne eller Congo, hvor Oly kom fra. Jeg kan læse dansk, og mange af tingene er skrevet på dansk. Jeg kan læse tysk, og Brødremenigheden var en tysk orden. Så i kraft af min uddannelse og mit nationale ophav, så har jeg nogle fordele og muligheder som fortolker. ­Her er vi blevet mødt af diskussion og kritik, og jeg synes, at det er en meget vigtig debat at tage. Vi har valgt at anvende vores fordele til at fortælle Olys historie, da vi synes, det vigtigste er at fortælle historien. Så må vi arbejde videre derfra.

Vi mener, at for et dansk publikum, som vi først og fremmest henvender os til, er det vigtigt at vise nogle menneskeskæbner, som man ellers aldrig hører om. På grund af det greb har vi modtaget kritik fra en anden fløj, f. eks i Berlingske Tidende, hvor professor Hans Hauge kritiserede, at udstillingen kun fokuserer på almindelige mennesker. Hvor er Peter von Scholten og de andre store personer? Men det var et bevidst valg for os. Vi vil vise hverdagen og de almindelige mennesker. Almindelige mennesker, hvor nogle var slaver og andre slaveejere, og det valg afspejler historiske overvejelser om, hvad der skal fremhæves.

Da vi skulle i gang med at lave udstillingen, begyndte min kollega Mille Gabriel, som er kurator for de amerikanske samlinger, at undersøge, hvad vi egentligt har fra det tidligere Dansk Vestindien? Har vi overhovedet nogle genstande? På Nationalmuseet har vi faktisk altid gået og sagt, at vi ikke har noget materiale fra den afro-caribiske befolkning. Hverken fra slavetiden eller efterfølgende, da datidens antropologer ikke var interesserede i den kultur. Antropologer i 1800-tallet rejste ud i regnskoven i jagten på en oprindelig og uspoleret kultur, som var anderledes end deres egen. I den sammenhæng havde de europæiske antropologer lidt svært ved at få hold på den kreolske kultur, som var blandet med den europæiske. Men det viste sig, at der alligevel var kommet nogle genstande til Danmark fra det dengang Dansk Vestindien. Folk har købt, indsamlet og sendt genstande hjem, som repræsentation for den kreolske kultur. Derfor har vi nogle hverdagsgenstande: en kost, noget værktøj, og nogle kalabasskåle. Da det gik op for os, var det helt fantastisk. Kreolske genstande er stort set ikke bevarede, og man kan kun finde sparsomme kildepassager, der beskriver dem.

Kalabas. Foto: John Lee

I den sammenhæng er det helt vildt, at vi fandt en lille samling af musikinstrumenter. Musik spillede en stor rolle hos den slavegjorte og den kreolske befolkning. Musikken var et sted, hvor man kunne holde fast i nogle afrikanske traditioner, som tit var knyttet til religion. Plantageejerne var ikke glade for, at der var store forsamlinger omkring dans og musik på plantagerne. Jo flere der forsamles, des mere oprør kan der planlægges. Men på trods af forbud og modarbejdelse, så foregik der masser af forsamlinger, som var centreret om musik: begravelser, fester, lørdags- eller søndagsdanse. Om søndagen skulle man ikke arbejde i marken, medmindre det var høsttid, så der kunne man mødes. Så musikken fandtes hele tiden, og det kan illustreres ved samlingen af musikinstrumenter, som på mange måder signalerer afrikanske traditioner. Trommen her er fra Haiti, men den matcher dem fra det dengang Dansk Vestindien i form. For os er instrumenterne et udtryk for, at de slavegjortes menneskelighed har sat sig spor i historien. Men det er også en fortælling, hvor vi har fået meget kritik. Nogle kritikere, bl.a. fra Jomfruøerne føler, at vi med de her genstande forsøger at vise, at det ikke var så slemt. Man kunne bare holde fri og feste! Jeg kan godt se deres pointe, men det var på ingen måde vores hensigt. Vi viser straf, vold, ydmygelse og tvangsarbejde andre steder, men her ville vi vise, at selvom man levede under en af de mest voldelige og forfærdelige strukturer, så kunne man holde fast på sin menneskelighed. Tænk at have overskud til at udsmykke sådan en fantastisk kalabas på trods af, at man har det så hårdt. I beskrivelserne fra 1700-tallet kan man læse, at de arbejder fra fire om morgenen til syv om aftenen. Alligevel går de hen til deres ægtefælle, selvom de kun kan være der fire timer, hvilket fascinerer mig. Dog tænker jeg, at vi fremover skal se på, hvordan vi fortæller den slags historier, så det fremstår utvetydigt, at menneskeligheden eksisterede på trods af undertrykkelsen.

Lille Marie på Nekkys arm. Foto: Nationalmuseet


Vi har et dobbeltportræt her, som i vores registre hedder ”Lille Marie på Nekys arm”. I vores udstilling er det også et billede af Neky, selvom malerens hensigt har været at male lille Marie. Lille Marie er et år på billedet, og holdes af en barnepige, Neky. Typen er et genremaleri, som man ser en del af i dansk sammenhæng. Motivet lever videre op i fotografiets tidsalder, hvor der findes rigtig mange fotografier fra det sene 1800-tal og det tidlige 1900-tal. Den sorte barnepige med det hvide barn. Det specielle ved netop dette billede er, at Neky har et navn, hvilket langt fra altid er tilfældet for barnepigen. Især efter fotografiets tidsalder bliver billederne ofte beskrevet som ”lille Sofie eller Erik med sin barnepige”. Det er meget muligt, at de har kendt barnepigens navn, men det er ikke overleveret. I vores tilfælde er Neky ikke engang barnepige for Marie, men hun var derimod barnepige for en anden familie. Hun har på en eller anden måde været udlånt til det her maleri, hvilket jo komplicerer forståelsen af, hvad det her billede betyder. Måske havde Neky og Marie en særlig intim relation, men billedet fremhæver ingen kontakt mellem de to. Måske er Neky bare eksotisk staffage, som Marie bliver portrætteret imod, hvilket er en nærtliggende fortolkning, men vi ved ikke så meget om det.

Hvad ønsker man at demonstrere?

Der kan være flere ting, der kan f.eks. være oprigtige følelser eller et magthierarki. I dette tilfælde er Neky ikke Maries barnepige, men vi har andre børns brevkorrespondance med deres tidligere barnepiger, og der kan vi se, at der kan opstå relationer begge veje med stor affekt. Det betyder ikke nødvendigvis, at barnepigerne levede idyllisk. Mange var adskilt fra deres egne børn, men i de her overklassehjem har barnepigen selvfølgelig været en central del af børnenes barndom. Fænomenet findes ikke kun i kolonial sammenhæng, men i kolonierne har magtforholdet en etnisk dimension. Her kan man referere til Norbert Elias teorier om adskillelse, hvor hudfarven i dette tilfælde netop illustrerer, at den ene er tjeneren. Hvorimod hvis man fremstillede den hvide barnepige med et hvidt barn, så kunne beskueren være i tvivl om, hvad forskellen var på de to. Det samme gælder kulturen omkring pisk og afstraffelse, der tjener til, at den sorte og hvide krop skarpt adskilles. Derfor kan man ikke undgå at adressere race som kategori, når man taler om emnet. For den racisme, som vi diskuterer i dag, er i sidste ende en konsekvens af det transatlantiske slaveri. Uden at gå for meget ind i kontrafaktisk historieskrivning, så tror jeg ikke, at der kan være tvivl om, at de historiske forestillinger om race ikke havde været de samme uden den europæiske kolonialisme. Teorierne om race udviklede sig i takt med, at slavegjorte folk i tiltagende grad blev sendt til Amerika, og europæerne i stigende grad regulerede disse samfund. Processen tog for alvor fat, da de europæiske stormagter koloniserede Afrika og Indien i dybden.

Hvis man skal blive lidt lommefilosofisk, er en af de store udfordringer I slås med, at I vil rette et kritisk fokus mod racisme og race som kategori, men samtidigt bliver I nødt til at anvende kategorien, da genstandene er uforståelige uden.

Det er det, vi ser i sammenhæng med maleriet af Neky. Vi har derudover barndomsfortællinger og en fin samling af dukker fra Dansk Vestindien. Vi har nogle hvide dukker, men de sorte er altid iklædt arbejdstøj, kokkepigetøj og tjenestepigetøj. De små danske piger, som har leget med dukkerne, har helt fra starten fået et verdensbillede, hvor den mørke hudfarve markerede, at man var tjener, og den opfattelse ophørte ikke med slaveriet. Det er det, man gør med leg. Man iscenesætter og strukturerer sin verden. I dag har vi diskussionen om leg og køn, hvilket kønsbillede er det, man skaber for sine børn i kraft af det legetøj, som man giver dem. Og datidens børns leg var strukturelt betonet af racetænkning og uforståelig uden. I vores tilfælde er der race og selvfølgelig også køn, som jo ikke var til debat dengang, men stadig er vigtig at adressere.
Jeg bliver nogle gange i tvivl om, hvor meget vi skal skrive i vores genstandstekster, hvor meget vi skal definere genstanden for beskueren. Vi vil gerne fortælle om datidens opfattelse af race og konceptets historiske udvikling, men samtidigt vil vi fortælle det gennem hverdagens personfortællinger, så dermed har vi en udfordring i forhold til at udpensle temaerne uden at øve vold på hverdagsfortællingerne.

Det virker til, at I har anvendt termen slavegjort snarere end slave, hvilke overvejelser ligger der bag det?

Vi har brugt ordene slavegjort og slavebunden. Og selvfølgelig har vi fulgt med i den debat, der har været i Danmark. (Hvor ordet slave har været kritiseret for at essentialisere den undertryktes status, hvorimod ordet slavegjort indikerer, at undertrykkelsen er en aktiv proces, red). Personligt synes jeg, at der i ordet slave uundgåeligt ligger, at det er ufrivilligt. Derfor synes jeg også, at man godt kan bruge det i mange sammenhænge. Der er dog sammenhænge, hvor det er implicit, at det er et undertrykt individ, som vi taler om. Hvor det er den menneskelige oplevelse, som står centralt. Der giver det god mening, at man taler om en slavegjort person. Jeg synes ikke, at man bare skal gå i den grøft, at man erstatter slave med slavegjort, for der er tidspunkter, hvor det ikke giver mening. Det er lidt, som da man for ti år siden talte om identitet eller identifikation, hvor identifikation er den aktive handling. Jeg synes, at der i identitet implicit ligger, at det er noget flydende. Dog synes jeg altid, at det er godt, at man diskuterer den måde, som man omtaler ting. Selvfølgelig har italesættelse en magt over, hvordan tingene bliver opfattet, og derfor er det en sund og vigtig debat.

Tak, det var alt.

Sigurd Klint er redaktør på Baggrund

Scroll til toppen