Viktor Orbán og Trianon-fredens spor i ungarsk historiebrug

Irrendis­tisk mon­u­ment til Storun­garn, Fri­hed­splad­sen i Budapest, 1942. Cred­its: Fortepan.hu / Archiv für Zeit­geschichte ETH Zürich / Agnes Hirschi / Foto: Carl Lutz.

Trianon – navnet for Ungarns fredsaftale med sejrsmagterne i Paris 1920 – er et åbent sår i den offentlige ungarske historiekultur. Fredsslutningen står i dag centralt i en politiseret fortælling om Ungarns historie, der er koblet på flygtningekrisen og har antisemitiske overtoner.

FOKUS: ARVEN FRA VERSAILLES Den 28. juni 1919 sat­te ledere fra Frankrig, Storbri­tan­nien og USA såv­el som det bese­jrede Tysk­land deres under­skrifter på Ver­sailles-trak­tat­en. Det blev den første, og i efter­tiden mest kendte, af i alt fem fred­saf­taler indgået mellem kri­gens vin­dere og tabere i omeg­nen af Paris i årene efter første ver­den­skrig. I anled­nin­gen af 100-året for Ver­sailles-trak­tatens under­skriv­else bringer Bag­grund en fokusserie, der under­søger nogle af de mange håb og ide­al­er, men også ned­er­lag, knuste drømme og skuffede for­vent­ninger, der prægede freds­forhan­dlingerne og deres efter­liv – og som stadig præger vores ver­den i dag.

I april 2019 kom det frem, at Ungarn vil rejse et mon­u­ment til fred­saf­tal­en i Tri­anon fra 1920 for at markere hun­dredårs­da­gen den fjerde juni 2020. Mon­u­mentet skal udformes som en 100 meter lang ned­sæn­ket rampe langs Alkot­mány-gaden, der forbinder Fri­hed­splad­sen og Kos­suth­plad­sen samt par­la­ments­bygnin­gen i Budapest. Ram­p­en skal være fire meter bred. I den ene ende skal en søn­der­revet gran­it­blok plac­eres. Dette skal sym­bol­is­ere Train­on-aftal­ens lem­læs­telse af det ungar­nske folk i 1920.

Tri­anon – navnet for Ungar­ns fred­saf­tale med sejrs­magterne i Paris 1920 – er et af to åbne sår i den offentlige ungarske his­to­riekul­tur. Det andet og ligeså betændte sår er tilin­tet­gørelsen af den jødiske befolkn­ing i Ungarn. Men ”Tri­anon” og ”Holokauszt” hænger intimt sam­men i såv­el det fak­tiske hæn­delses­for­løb i peri­o­den 1919–1944 som i den ungarske his­to­riekul­tur. Begre­bet his­to­riekul­tur ref­er­erer til, hvor­dan his­to­rien formes ikke bare i his­to­riev­i­den­sk­a­belige under­søgelser, men også tager kun­st­ner­isk form i eksem­pelvis roman­er, spille­film, his­toriske malerier, musik­stykker og i mon­u­menter samt i arkitek­tur som tri­umf­buer og grav­pladser. Jubilæer og min­de­højtide­lighed­er hør­er også til his­to­riekul­turen. His­to­rien kan bruges på mange måder, og i denne artikel står poli­tisk his­to­riebrug i fokus.

”Tri­anon” er i den ungarske his­to­riekul­tur koblet til begre­bet ”irre­den­tisme”: en stræben efter at gen­sk­abe hele eller i det mind­ste dele af Ungar­ns grænser fra før 1918. Begiven­hed­erne i Ungarn i løbet af de sid­ste femten år har givet begre­bet fornyet poli­tisk aktu­alitet. ”Holokauszt” har også fået fornyet aktu­alitet gen­nem den ungarske regeringschef Vik­tor Orbáns poli­tiske kam­pagne mod den ungarsk-jødiske finans­mand og filantrop George Soros i val­gåret 2018.

I midten af Tri­anon­mon­u­mentet skal en evig ild brænde. På ram­p­ens to sider skal indrid­ses navnene på 12.000 køb­sstad­er og byer i Kon­geriget Ungarn, som de var i år 1913. Navn­erækken skal ind­be­fat­te såv­el områder, som ”blev frataget ved fred­saf­tal­en”, og områder som for­bleven del af Ungarn efter 1920. ”Mon­u­mentet kom­mer takket være dette til at sym­bol­is­ere det ungarske folks udelelige samhørighed,” ifølge det engel­sk-sprog­ede ungarske netmedie Dai­ly News.

Men plan­erne for Tri­anon-mon­u­mentet er blevet gen­stand for kri­tik. His­torik­eren András Gerő hævder, at de rent ungarske sted­navne på mon­u­mentet er ”en tilbageven­den til mellemkrigsti­dens revi­sion­isme,” der forti­er at Kon­geriget Ungarn før 1920 var et mul­tiet­nisk rige.

Trianon – Ungarns delirium

Tri­anon er navnet på det slot i Ver­sailles, hvor Ungarn den 4. juni 1920 under­skrev fred­saf­tal­en med første ver­den­skrigs sejr­sh­er­rer. Ungar­ns ter­ri­to­ri­um reduc­ere­des til nærved en fjerd­edel af førkrig­som­rådet – fra 325.000 til 92.916 kvadratk­ilo­me­ter. Befolknin­gen mindskedes med tre femt­edele fra 21 til 8 mil­lion­er. Ungarn blev tvunget til at afstå Bur­gen­land til Østrig, Slo­vaki­et og Tran­skarpa­tien til Tjekkoslo­vaki­et, Trans­syl­vanien og Banatet til Rumænien samt Vojvo­d­i­na og Kroa­t­ien til Ser­bernes, Kroater­nes og Sloven­ernes Kon­gerige (som i 1929 blev til Jugoslavien). Ved aftal­ens under­skriv­else blev fla­gene i Ungarn sat på halv stang, al trafik standsede op, avis­erne havde sorte sørgekan­ter og i kirk­erne afholdtes sørgemess­er.

Det er dog værd at huske, at ver­den­skri­gen gik forud for fred­saf­tal­en. Krig­sud­brud­det blev hilst med påskøn­nelse af Ungar­ns poli­tiske elite og i brede lag i befolknin­gen. Budapests teater­scener opførte allerede i sep­tem­ber 1914 nyskrevne stykker, som hyllede den nyligt udbrudte krig som Ungar­ns chance for at opnå en ret­mæs­sig revanche for ned­er­laget i 1849, der ful­gte i køl­van­det på 1848-rev­o­lu­tio­nen. András Gerő men­er, at ”Ungarn i sep­tem­ber fik delir­i­um af sin fore­givne nationale storhed” og til­fø­jer: ”Det tog lang tid at blive ædru, og siden slog beruselsen til igen”.

Den poli­tiske elite i Ungarn havde i 1920 glemt sin entu­si­asme for kri­gen i 1914, og ville ikke tage ans­var for ned­er­laget. Under disse forhold kunne det ungarske kom­mu­nist­par­tis led­er Belá Kun bygge regering og udråbe Den Ungarske Råd­sre­pub­lik i marts 1919. Kun var krigs­fange i Rus­land under første ver­den­skrig, og efter bol­sje­vikkernes mag­tovertagelse kunne han sprede kom­mu­nis­tisk pro­pa­gan­da blandt sine ungarske med­fanger. Kon­fron­teret med truslen om, at kom­mu­nis­men skulle spre­des i Cen­traleu­ropa inter­venerede det fran­sk-støt­tede Rumænien og den nye stat Tjekkoslo­vaki­et, der, som navnet anty­der, skulle ind­be­fat­te Slo­vaki­et, der ellers tidligere havde været en del af Kon­geriget Ungarn. Efter få måned­er ved magten blev Kuns regime styrtet, og Ungarn blev besat.

Mod­standen mod at acceptere Tri­anon­af­tal­en udtryk­tes i slagordet Nem! Nem! Soha! – ”Nej! Nej! Aldrig!” I Ungar­ns offentlige liv i mellemkrigsti­den frem­førtes slagordet i alle mulige sam­men­hænge. I klas­selokalet hang kort over førkrigsti­dens Ungarn, men det var ikke nok: I tilgift kom slagord som ”alt skal komme tilbage!”, ”Ret­færdighed for Ungarn!”, ”Ungarn skal genop­stå”, og ”et lem­læstet Ungarn er intet land; et helet Ungarn er him­meriget!”. Den såkaldte ungarske tros­bek­endelse, som blev læst op i skol­erne lød: ”Jeg tror på en Gud. Jeg tror på et hjem­land. Jeg tror på en evig gud­dom­melig ret­færdighed. Jeg tror på Ungar­ns genop­standelse. Amen!”.

Fred­saf­tal­en efter anden ver­den­skrig fastholdt Tri­anon-fre­dens grænser med den und­tagelse, at Tjekkoslo­vaki­et blev til­fø­jet yderligere en lille del af Ungarn. Da kom­mu­nistregimer var etableret i Jugoslavien, Rumænien, Tjekkoslo­vaki­et og Ungarn stod Tri­anon-revi­sion­isme ikke på dag­sor­de­nen. I løbet af 1980’erne kunne man imi­dler­tid i his­to­riekul­turen i Ungarn finde antyd­ninger af, at Tri­anon igen rum­sterede. Den 20. august 1983, mindeda­gen for den mid­de­lalderlige Kong Ste­fan og hans krist­ning af Ungarn i år 1000, fik rock­op­er­aen ”Kong Ste­fan” pre­miere i Budapest. Ind­spilnin­gen blev dis­tribueret på film, lyd­bånd og cd-skiv­er – den tids masseme­di­er. Det var ikke tilladt at dis­tribuere ind­spilningerne i Tjekkoslo­vaki­et og Rumænien. Hyldesten til det his­toriske Ungarn tolkedes der som en antyd­ning af, at Tri­anon­af­tal­ens grænser ikke var his­torisk berettigede, og at de i Ungarn ikke ansås som defin­i­tive.

“Nem! Nem! Soha!” — “Nej! Nej! Aldrig!”. Irre­den­tis­tisk slo­gan på vejskilt nær byen Miskolc i Ungarn. Cred­its: Fortepan / Lis­sák Tivadar

Efter det poli­tiske sys­tem­skifte i Ungarn dannedes i 1990 en borg­erlig regering med kris­ten­demokrat­en Jószef Antall som pre­mier­min­is­ter. Regerings­dekla­ra­tio­nen fra den 23. maj hen­vendte sig til ”alle ungarere”. Kort over Storun­garn dis­tribuere­des over­alt i lan­det. Før Tri­anon­af­tal­ens halvf­jerd­sårs­dag den 4. juni 1990 fork­larede Antall, at Ungarn stadig fordømte aftal­en, men ikke ville forsøge at ændre grænserne med vold. Den ungarske regering tog dog ans­varet på sig for femten mil­lion­er europæiske ungarere, og forpligtigede sig til at give dem alle sin støtte. Ungarn havde i 1990 ti mil­lion­er ind­byg­gere. De øvrige fem mil­lion­er lev­ede i Rumænien, Tjekkoslo­vaki­et, Ukraine og Jugoslavien. I 1991 opret­tede den ungarske regering et sekre­tari­at for de ungarske minoriteter i udlan­det, og i 1992 udtalte uden­rigsmin­is­ter Géza Jeszen­sky, at de ungar­nske minoriteter i grænse­landene burde have ret til region­al autono­mi.

Knap to måned­er efter Ungar­ns indlem­melse i EU aktu­alis­ere­des arven fra Tri­anon. Den 25. juni 2004 ind­viedes Tri­anon Múzeum i byen Vár­palota i nærhe­den af Budapest. Senere samme år den vistes på den ungarske kanal Hír TV Gábor Koltays film om Tri­anon­fre­den og dens katas­tro­fale økonomiske kon­sekvenser for Ungarn. Museets hjemme­side viste et kort over Ungarn før Tri­anon og et foto af et Tri­anon­mon­u­ment fra 1920’ernes Budapest. I decem­ber 2018 viste hjemmes­i­den dels kort fra tiden før Tri­anon, og dels en fotomon­tage, hvor grænserne for nuti­dens Ungar­ns står afteg­net på et kort af Ungarn før Tri­anon mens en mange­hovedet drage slår kløerne i Storun­gar­ns grænser.

Da par­ti­et Fidesz vandt par­la­mentsval­get i 2010, og dets led­er Vik­tor Orbán dannede regering, vendte Tri­anon stærkt tilbage i ungarsk poli­tik. Par­la­mentet ved­tog ved lov, at give etniske ungarere i grænse­landene ungarsk med­borg­er­skab. Den 4. juni, datoen for tri­anon­af­tal­en af år 1920, udråbtes som ”Dagen for nation­al samhørighed”.

Den ungarske lov om Tri­anonda­gen, ”Lov nr. 45, år 2010” kon­stater­er i præam­blen, at fred­saf­tal­en den 4. juni 1920 var blandt de største tragedi­er i Ungar­ns his­to­rie; den lem­læst­ede det his­toriske Ungarn; bragte det ungarske folk under flere staters juris­dik­tion; og forår­sagede poli­tiske, økonomiske, juridiske og psykol­o­giske prob­le­mer, som stadig er uløste. Artikel 1 indledtes:

Ungar­ns nation­al­for­sam­ling udtrykker sin agtelse for alle de men­nesker og deres for­sam­linger og deres ledere, og min­det om dem, som – efter den ure­t­færdi­ge og uret­mæs­sige lem­læs­telse af det ungarske folk, som fremmede magter afst­ed­kom den 4. juni 1920 – gen­nem sine ofre og præs­ta­tion­er har gjort det muligt for det ungarske folk at tilbageer­o­bre sin intellek­tuelle og økonomiske styrke, og for­mået at over­leve de his­toriske tragedi­er som ful­gte.

Og artikel 3 indledtes:

Ungar­ns nation­al­for­sam­ling forkyn­der, at alle det ungarske folks medlem­mer og for­sam­linger, som hør­er under andre staters juris­dik­tion, tilhør­er det ungarske folk, hvis samhørighed over [stats]grænserne er virke­lighed og sam­tidigt er en definerende bestand­del i ungar­ernes indi­vidu­elle og kollek­tive iden­titet.

András Gerő gen­gav tek­sten, og citerede par­la­mentsmedlem­met Lás­z­lo Kövérs for at sige, at nu mist­ede udtrykkene ”inden­for grænserne” og ”uden­for grænserne” sin mening: ”Der find­es kun en ungarsk ver­den og et ungarsk folk. Der find­es kun ungarere, og hver enkelt ungar­er er ans­varlig for hveran­dre”. Gerő kom­menterede, at Tri­anon­af­tal­en gen­nem loven i 2010 var gjort over­flødig – helt uden grænseæn­dringer.

Imi­dler­tid fandt Gerő anled­ning til at mod­i­fi­cere sin kon­klu­sion, da den ungarske grundlov i år 2012 blev udstyret med en nation­al tros­bek­endelse, som forkyn­dte at Ungar­ns selvbestem­melse ophørte den 19. marts 1944 (da Tysk­land besat­te sin allian­cepart­ner Ungarn). Han hævd­ede: ”Dette ophø­jer implic­it Hor­thy-æraens revi­sion­is­tiske tankegang samt den poli­tik som udviklede og benyt­tede Tri­anon-beretnin­gen, præ­cis det som loven fra 2010 ønskede at overvin­de”. (Admi­ral Hor­thy var Ungar­ns rigs­for­stander fra 1. marts 1920 – 16. okto­ber 1944).

Den 15. marts 2018, på 170-års­da­gen for Ungar­ns oprør mod Østrig i 1848, holdt Vik­tor Orbán en tale tre uger før det kom­mende par­la­mentsvalg, hvor han direk­te koblede fly­gt­ninge­spørgsmålet i Europa til Tri­anon. Han forkyn­dte, at i dag, hun­drede år efter Tri­anon, fandtes der kræfter, som ville give, hvad der var tilbage af Ungarn, til de fremmede, som på nogle årti­er ville absorbere ungar­erne. Bud­sk­a­bet var, at det, som var sket i 1920, kun var beg­y­n­delsen på Ungar­ns under­gang. Nu ville under­gan­gen fuld­byrdes ved, at EU tvang Ungarn til at tage imod fly­gt­ninge fra Asien og Afri­ka.

Ved det efter­føl­gende par­la­mentsvalg vandt Fidesz næsten 50% af stem­merne, og kunne takket være val­gsys­temets udformn­ing opnå en abso­lut to-tred­jedels­ma­joritet i par­la­mentet. I juni 2018 opførtes rock­op­er­aen ”Tri­anon” i Budapest på Hel­teplad­sen, som blev bygget i 1896 ved Ungar­ns tusindårs­fe­jring for bosæt­telsen af lan­det, og hvis stat­uer min­der beskueren om Storun­garn. Rock­op­er­aens instruk­tør var Gábor Koltay, der 25 år tidligere havde stået bag ”Kong Ste­fan”. Hans beretning om Storun­garn var dermed slut­tet, mens Tri­anon-traumet var blevet aktu­alis­eret i tide inden 100-års min­desåret i 2020.

George Soros – eller Béla Kuns genkomst

Vik­tor Orbáns offernar­ra­tiv om Ungarn, som anven­des til at argu­mentere mod optagelsen af fly­gt­ninge og migranter, kobler ikke kun an til Tri­anon­af­tal­en, men også til ”jøderne”, der gøres skyldige i sejr­sh­er­rernes lem­læs­telse af Ungarn ved Tri­anon. Efter­som anti­semi­tiske udtalelser ikke er comme il faut, beskrives det jødiske med andre ter­mer: nem­lig med klas­sisk kon­spir­a­tionste­ori knyt­tet til per­so­n­en George Soros. I regimets pro­pa­gan­da påstås det, at Soros vil oversvømme Ungarn med mus­limske migranter, og udgør en direk­te trussel mod lan­dets eksis­tens.

Györ­gy Soros fødtes i en jødisk fam­i­lie i Budapest i 1930. Fam­i­lien Soros over­levede kri­gen. Gÿör­gy udvan­drede, og blev under navnet George stu­dent ved Lon­don School of Eco­nom­ics. Han gik til forelæs­ninger med filosof­fen Karl Pop­per. Denne havde netop udgivet sit store værk om total­i­taris­men, Det åbne sam­fund og dets fjen­der. Pop­pers elev George Soros fly­t­tede i 1956 til New York, og involverede sig som prak­tis­erende pop­pe­ri­an­er i bør­saf­fær­er. Han opbyggede en enorm for­mue inden han i 1980 indledte et pop­pe­ri­an­sk korstog i Østeu­ropa. For­målet var at investere i humankap­i­tal.

I 1984 grund­lagde Soros en filantro­pisk foren­ing i Ungarn. Den fik blot ophavs­man­dens navn, da den kom­mu­nis­tiske regering ikke anså navnet ”Open Soci­ety” som tilladeligt. Efter murens fald grund­lagde Soros ”Open Society”-foreninger i den gam­le øst­blok, og i 1992 åbnedes Cen­tral Euro­pean Uni­ver­si­ty i Budapest. Dets opgave var at uddanne en ny gen­er­a­tion af sam­funds­forskere og human­is­ter fra de tidligere kom­mu­nis­tiske stater i det åbne sam­funds ånd.

Vik­tor Orbán opfat­tede Cen­tral Euro­pean Uni­ver­si­ty og dok­tri­nen om det åbne sam­fund som en trussel mod sit autokratiske styre og som et red­skab til at pris­give Ungarn til fremmede, til ”migranter”. Val­gkam­pag­nen i Ungarn 2018 blev ført under slagordet ”Stop Soros!” Soros støt­tede nem­lig gen­nem sin organ­i­sa­tion, Open Soci­ety Foun­da­tions (OSF), forskel­lige organ­i­sa­tion­er i Ungarn, som arbe­jd­ede med men­neskerettighed­er, herun­der også migranters ret­tighed­er.

Angrebene mod Soros havde anti­semi­tiske under­ton­er. Fidesz brugte en val­gplakat med en leende George Soros og tek­sten ”Lad ikke Soros få det sid­ste grin”. Plakat­en var lig anti­semi­tiske billed­er fra 1930’erne med den hån­ligt leende jøde. En pas­sage i den oven­for omtalte val­gtale af Orbán fra 15. marts 2018 lyder: ”Der find­es dem som vil tage vores land fra os. Ydre kræfter og inter­na­tionale magter vil tvinge alt dette på os (ophold til fly­gt­ninge) med hjælp fra deres allierede her i lan­det”. Orbáns tale frem­manede billed­er fra 1920, hvor ydre inter­na­tionale magter lem­læst­ede Ungarn – den­gang fos­tret af jøden Béla Kuns ageren, i dag af Soros’.

I beg­y­n­delsen af decem­ber 2018 stod det klart, at Cen­tral Euro­pean Uni­ver­si­ty, med dets næsten 1.500 stud­erende fra mere end hun­drede lande, var tvunget til at for­lade Budapest og fly­tte hov­ed­parten af sin virk­somhed til Wien. Her skal uni­ver­sitetet i 2023 have cam­pus i Otto-Wag­n­er-Spi­tal-kom­plek­set. George Soros har inspiceret bygningerne, og lovet at finan­siere uni­ver­sitetet i de nye lokaler. Dets rek­tor Michael Ignati­eff kaldte i et inter­view i Die Zeit fra 2. maj 2019 forvis­nin­gen af uni­ver­sitetet fra Budapest for ”en irra­tionel, ide­ol­o­gisk kamp af Vik­tor Orbán mod sit eget land”. En his­torik­er ved uni­ver­sitetet, Balász Trenc­sény, teg­nede et dys­tert per­spek­tiv: ”Ungarn har i flere år været i gang med at for­bløde. I det sid­ste årti har flere hun­drede­tusinde højt kval­i­fi­cerede, ambitiøse og intellek­tuelle men­nesker for­ladt lan­det”.

”Stop Soros”-loven vis­er styrken af den ungarske his­to­riekul­turs besæt­telse af ”Tri­anon” samt dens poli­tiske betyd­ning. Ungarn ses som et offer for en kon­spir­a­tion med jødisk fortegn. Den oven­for anførte ungarske his­torik­er András Gerő har pes­simistisk kon­klud­eret, at Ungar­ns regering ikke har for­mået at overvin­de sin fik­ser­ing med Tri­anon som det store nationale traume: ”Trods inten­tion­erne bag loven [nr. 45, år 2010] hjem­søges vi stadig af ånden fra Det Store Ungar­nske Fejl­trin – hvilket aldrig har ledt noget­st­eds”.

Over­sat af Sig­urd Klint

Kris­t­ian Gern­er er Pro­fes­sor Emer­i­tus i his­to­rie ved Lunds Uni­ver­sitet og har skrevet eksten­sivt om Soje­tu­nio­nen og Cen­traleu­ropa.

Scroll til toppen