Begæret efter tryghed

Wiki­me­dia Com­mons – CC BY SA 3–0

Tryghed er overalt i dag. I alt fra reklamer for tamponer og forsikringer til politiske reformer og lovpakker. Vi har et begær efter tryghed, men hvorfor dette fokus på tryghed i et samfund, der er at regne for et af de mest trygge i verdenshistorien? Et af de steder hvor vi tydeligt møder behovet for tryghed i dag er i de mange kampagner og tiltag for flere hjertestartere, som i løbet af få år er blevet udbredt til en lang række offentlige institutioner, arbejdspladser og forretninger.

Argu­mentet for udbre­delsen af hjertes­tartere er sådan set indl­y­sende. De kan red­de liv. Det kan ingen være imod. Og i sagens natur kan de kun red­de liv, hvis de befind­er sig der, hvor der er brug for dem. Men da lokaliteten for hjertes­tarternes behov naturligvis ikke er givet på forhånd, er argu­mentet, at de må udbre­des (et endemål her­for gives tilsyneladende ikke). Derved modsvar­er mange af hjertes­tarterne fak­tisk ikke nød­vendigvis et prak­tisk behov. De hænger der bare. Men ikke for syns skyld, for en sikker­heds skyld. Man ved jo aldrig, det kunne jo være, ingen kan spå om fremti­den og en dag er uheldet ude. Hjertes­tarternes for­mål og eksis­tens­berettigelse kan ikke alene opfattes som deres tekniske og prak­tiske for­mål, men deres berettigelse og den abstrak­te betyd­ning af deres væsen er tillige, at de modsvar­er et trygheds­begær.

Tryg­fonden estimer­er, at der er omkring 4000 hjertestop i Dan­mark om året, og at tre­f­jerd­edele af dem find­er sted i pri­vate hjem. I reko­rdåret 2014 over­levede lige over 12 % et hjertestop, men det er uvist hvor mange, der over­levede pga. hjertes­tartere eller andre for­mer for livre­dende første­hjælp samt hur­tig respon­stid hos ambu­lancetjen­esten. Til sam­men­lign­ing er der omkring 19.000 hjertes­tartere i lan­det, og ikke alle af dem er tilgæn­gelige døgnet rundt, og langt de fleste hænger på offentlige sted­er. Prisen på dem er enormt vanske­lig at afgøre, da prisen på anskaf­felse af et appa­rat kun udgør en min­dre del af den sam­lede omkost­ning, for­di der også påløber vedlige­hold. Ligeledes er omkost­ningsef­fek­tiviteten af dem svært under­belyst. En sam­men­lign­ing af den spar­somme lit­ter­atur på området fore­taget af Vægge­mose et al (og finan­sieret af Hjerte­forenin­gen) får for­fat­terne til at kon­klud­ere, at ”(…)opsæt­ning af AED’er [hjertes­tartere, red.] med und­tagelse af nogle få udval­gte sted­er med særlig høj inci­dens, fx store inter­na­tionale lufthavne, sandsyn­ligvis vil repræsen­tere “poor val­ue for mon­ey”, men kun “good news sto­ry””. En nyhed­shis­to­rie, der netop taler til vores trygheds­begær.

Begæret efter tryghed

Når man taler om begær, implicer­er det en man­gel. Begær ret­ter sig mod noget, man ikke har. Tryghed forekom­mer ikke umid­del­bart at være en stor man­gel i det danske sam­fund. På mange para­me­tre er det aktuelle danske sam­fund ganske godt stil­let. Det gælder også inden for geno­plivn­ing, hvor Dan­mark iflg. Dan­sk Råd for Geno­plivn­ing er inter­na­tion­alt førende på området. Hvad skyldes dette tilsyneladende paradoks, at danskere fra en objek­tiv betragt­ning er blandt de mest trygge i ver­den­shis­to­rien, og sam­tidig er der et udtalt begær efter tryghed, som bliv­er adresseret fra flere kan­ter, herun­der gen­nem udbre­delsen af hjertes­tartere?

Den tyske soci­olog Ulrich Beck udfold­ede i sit hov­ed­værk Risikosam­fun­det – på vej mod en ny moder­nitet, som første gang udkom på tysk i 1986, sin teori om risikosam­fun­det, som kan bruges til at forstå paradok­set i trygheds­begæret. Heri frem­lagde han sin teori om, hvor­dan det klas­siske indus­trielle sam­fund foran­dr­er sig i ret­ning af et risikosam­fund. Risikosam­fun­det har en lang række karak­ter­is­ti­ka, der er kende­teg­net ved, hvor­dan risi­ci er definerede og oper­erer i sam­fun­det, ofte på måder, der står i skarp kon­trast til, hvor­dan nøden man­i­festerede sig i det klas­siske mod­erne sam­fund, der cen­tr­erede sig omkring fordel­ing af goder. Iflg. Beck er risi­ci blandt andet kende­teg­net ved at være usyn­lige og umulige at iagt­tage. Risi­ci er, med Becks ord, både ’virke­lige’ og ’uvirke­lige’, og fokus i et risikosam­fund er på fremti­den, hvor de risi­ci, der muligvis aktu­alis­eres i katas­tro­fen i fremti­den, men stadig kun er et poten­tiale i nuti­den, dan­ner bag­grund for de beslut­ninger, der træffes. Beck teo­re­tis­er­er over, at for­tiden mis­ter sin deter­mi­na­tion­skraft i forhold til nuti­den, netop for­di risi­ci, hvis real­i­sa­tion altid er i fremti­den, dan­ner bag­grund for beslut­ninger truf­fet i nuti­den. Beck kalder aktør­ers bev­id­s­thed om risi­ci for risikobe­v­id­s­thed, som er den ind­still­ing til sam­fun­det, der præger men­nesker i et risikosam­fund. Risikosam­fun­det er tillige kende­teg­net ved, at risikode­f­i­n­i­tion­er lig­ger i oppo­si­tion til viden­sk­abens ratio­nalitetsmonopol, for­di risi­ci ikke kan beskrives i evi­dens, kun i sandsyn­lighed­er. Dermed und­drager risi­ci sig ratio­nalitetens priv­i­legium, og andre fak­tor­er bliv­er i stedet afgørende for deres hånd­ter­ing. Sam­tidig føl­ger risi­ci kap­i­tal­is­tisk udviklingslogik. Det forhold forstærkes end­da af, at ”Risi­ci er som et bundløst ”behovskar”, grænseløse, uen­delige. (…) I kraft af forskel­lige risikode­f­i­n­i­tion­er kan der også skabes helt nye behov og dermed marked­er, frem for alt behovet for at undgå risi­ci – et behov som er åbent for for­tolkninger, kan bestemmes kausalt, og som kan vokse i det uen­delige”.

Set i dette lys bliv­er hjertes­tartere kun yderligere inter­es­sante og påfaldende, for er nogle af de præhos­pi­tale hjertes­tartere en del af et marked og en indus­tri, der har skabt eller under­støt­tet et behov for og begær efter at imødegå risi­ci? Der find­es ingen ordentlig viden­sk­a­belig evi­dens for omkost­ningsef­fek­tiviteten ved hjertes­tarternes nuværende plac­er­ing, fak­tisk har spørgsmålet om ratio­nalitet ingen rel­e­vans for f.eks. hverken Røde Kors eller Tryg­fonden, der begge er store aktør­er på markedet. Den risiko, som hjertes­tartere adresser­er, er hjertestop, og hjertestop bær­er også de indle­dende karak­ter­is­ti­ka for risi­ci. Hjertestop er nem­lig kende­teg­net ved at und­drage sig iagt­tagelse­sev­nen. Ingen kan vide, hvornår og hos hvem et hjertestop vil ramme, og sam­tidig befind­er risikoen for et hjertestop sig i fremti­den. Hjertestop er i den grad både ’virke­lige’ og ’uvirke­lige’. Der­af opstår en para­noia vedrørende ens egen krop. Kan man stole på sit hjerte? På trods af socioøkonomiske, alder­smæs­sige og hel­bredsmæs­sige forskelle i sandsyn­lighed er der ingen garan­ti, hvilket hjertes­tarterkam­pag­n­er typisk adresser­er. De hen­ven­der sig til frygten for og oplevelsen af kon­troltab og den man­glende suverænitet, der er for­bun­det med uvi­den­heden om ens egen eller ens nærmestes poten­tielle risiko.

Tryghedsbegrebet

Når Røde Kors, Tryg­fonden eller andre aktør­er argu­menter­er for investerin­gen i hjertes­tartere, er spørgsmålet om tryghed den afgørende overve­jelse, der hen­vis­es til. Tryghed er et inter­es­sant begreb. Seman­tisk betragtet er det ikke særlig fik­seret til en bestemt sfære. Selvom det indgår i finanslove, er det ikke et typisk poli­tisk begreb, det er heller ikke alene et kom­mer­cielt begreb, selvom det indgår i reklamer for både tam­pon­er og for­sikringer. Det er heller ikke hjem­me­hørende inden­for sund­hedssek­toren. Trygheds­be­gre­bet er plas­tisk og har poten­tielt et bredt app­lika­tion­som­råde, sam­tidig er trygheds­be­gre­bet kende­teg­net ved, at det kon­noter­er en eksis­ten­tiel pos­i­tiv emo­tionel kvalitet, der med­virk­er til at fork­lare begre­bets tiltrækn­ing­sevne.

Trygheds­be­gre­bet er ligeledes kende­teg­net ved sin ret­teth­ed mod fremti­den. Fremtids­forestill­inger er cen­trale for begreb­shis­torik­eren Rein­hardt Kosel­lecks teori om ’erfar­ingsrum’ og ’for­vent­ing­sho­risont’. Kosel­leck oper­erer med den teori, at der skete en foran­dring ca. mellem 1750 og 1850, et århun­drede han kaldte ’sad­delti­den’, hvor erfar­ingsrum og for­vent­ning­sho­risont forskubbe­de sig. Det betød, at den tidligere kon­ti­nu­itet mellem de for­vent­ninger men­nesker gjorde sig til fremti­den, og de erfaringer, de bragte med sig fra for­tiden, forskubbe­de sig i en grad, så over­lap­pet mellem dem reduc­ere­des væsentligt. Det resul­terede i, at men­nesker blev i stand til at bygge deres for­vent­ning­sho­risont på en stadig min­dre del af deres kollek­tive og indi­vidu­elle erfar­ingsrum. Det foran­ledi­ger iflg. Kosel­leck, at begre­ber får en ny betyd­ning og funk­tion, for­di de kan tillægges udvidet fremtids­be­tyd­ning, dvs. at der i begre­ber kan find­es krav om virke­lig­gørelse, som ref­er­erer til fremti­den og for­vent­ningerne der­til uden at have bag­grund i erfaringerne.

I forhold til trygheds­be­gre­bet er det inter­es­sant, for­di Dan­mark er et rel­a­tivt trygt sam­fund, men begæret efter tryghed er uafhængigt der­af og kravet om, at tryghe­den realis­eres, er uforstyrret stærkt. Trygheds­be­gre­bet byg­ger på et meget ringe erfar­ingsrum – eller et nos­tal­gisk og fal­sk erindret erfar­ingsrum – og har der­for en for­vent­ning­sho­risont, der gør begre­bet til et fremtids­be­greb. Det fremtid­shåb, der knyt­ter sig til trygheds­be­gre­bet, giv­er i et risikosam­fundsper­spek­tiv begre­bet legit­imitet til at engagere i købet af hjertes­tartere.

Risikobekæmper

Hjertes­tartere kan opfattes som modsvaret til den usyn­lige fare, risikoen. I den for­stand er de risikobekæm­pere, deres ontol­o­giske sta­tus er betinget af deres kon­tek­stuelle forhold, deres eksis­tens er ikke selvstændig, men står i en rel­a­tiv afhængighed af trygheds­begæret. Den risiko, hjertes­tartere bekæm­per, er i sin yder­ste kon­sekvens døden. Hjertes­tartere kan der­for betragtes som et oprør mod hjertestop­pets bindende magt over men­neske­liv­et og som et opgør med og et forsøg på afvis­ning af døden. Men suc­ce­sen er begrænset af dødens tvin­gende nød­vendighed, og hjertes­tarteren kan i den henseende aldrig være andet end en udsæt­telse af det uundgåelige. Kosel­leck tilskriv­er peri­o­den før sad­delti­den føl­gende karak­ter­is­ti­ka: ”For­vent­ninger, der pegede ud over alle hid­tidi­ge erfaringer, hørte ikke til denne ver­den. De ret­tede sig mod det såkaldt hin­sidi­ge og blev apoka­lyp­tisk ans­poret af forestill­in­gen om ver­dens ende”. Efter sad­delti­den foran­dres dette, således at forestill­inger, der tidligere var for­be­holdt efter­livet, blev fly­t­tet til det den­ne­sidi­ge liv. Kosel­leck påpeger en optageth­ed af en mulig fuld­kom­men­hed i det jordiske liv. Denne optageth­ed kan også spores i forbindelse med hjertes­tarteren som et begær efter at sikre sig tryghed mod døden, for­di hjertestop­pet med dets vold­somhed og uforudsige­lighed er uaccept­abelt. Med sad­delti­den blev reflek­sio­nen over ars morien­di, kun­sten at dø, erstat­tet af ars mortem evi­tan­di, kun­sten at undgå at dø. En hjertes­tarter kan betragtes som en aktuel materiel kon­tem­pla­tion over og reak­tion på ars mortem evi­tan­di.

Sammenhængen mellem tryghed og hjertestartere

Den umid­del­bart logiske sam­men­hæng mellem tryghed og hjertes­tartere er blevet opløst, men et nyt per­spek­tiv er trådt i stedet. Evi­densen for hjertes­tarternes effekt ved brug ved hjertestop er indiskutabel, men deres udbredte præhos­pi­tale tilst­ede­vær giv­er anled­ning til nogle radikalt andre overve­jelser. Risi­ci kan forøges i et uen­delige, og hvor risi­ci for Beck primært var af atom­ar karak­ter eller kom i form af miljøgifte, kan man betragte den aktuelle sit­u­a­tion som en inter­nalis­er­ing af risikobe­v­id­s­the­den. Det er ikke læn­gere pes­ti­cider alene, der truer vores eksis­tens, det er selve vores krop og dens ind­byggede risi­ci, der truer os på livet. I forhold til hjertes­tartere bety­der det, at det afgørende i investerin­gen og opsæt­nin­gen af dem ikke er sandsyn­lighe­den for, at den enkelte mask­ine vil red­de liv, men det håb, de repræsen­ter­er. Hjertes­tarteren er en materiel man­i­fes­ta­tion af begæret efter tryghed, en tryghed, der ikke er defineret eller mål­bar, men som ikke desto min­dre har afgørende betyd­ning for hvilke beslut­ninger og han­dlinger, der tillægges vær­di.

Elis­a­beth Rischel stud­er­er på kan­di­dat­en i idéhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen