Begæret efter tryghed
Tryghed er overalt i dag. I alt fra reklamer for tamponer og forsikringer til politiske reformer og lovpakker. Vi har et begær efter tryghed, men hvorfor dette fokus på tryghed i et samfund, der er at regne for et af de mest trygge i verdenshistorien? Et af de steder hvor vi tydeligt møder behovet for tryghed i dag er i de mange kampagner og tiltag for flere hjertestartere, som i løbet af få år er blevet udbredt til en lang række offentlige institutioner, arbejdspladser og forretninger.
Argumentet for udbredelsen af hjertestartere er sådan set indlysende. De kan redde liv. Det kan ingen være imod. Og i sagens natur kan de kun redde liv, hvis de befinder sig der, hvor der er brug for dem. Men da lokaliteten for hjertestarternes behov naturligvis ikke er givet på forhånd, er argumentet, at de må udbredes (et endemål herfor gives tilsyneladende ikke). Derved modsvarer mange af hjertestarterne faktisk ikke nødvendigvis et praktisk behov. De hænger der bare. Men ikke for syns skyld, for en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig, det kunne jo være, ingen kan spå om fremtiden og en dag er uheldet ude. Hjertestarternes formål og eksistensberettigelse kan ikke alene opfattes som deres tekniske og praktiske formål, men deres berettigelse og den abstrakte betydning af deres væsen er tillige, at de modsvarer et tryghedsbegær.
Trygfonden estimerer, at der er omkring 4000 hjertestop i Danmark om året, og at trefjerdedele af dem finder sted i private hjem. I rekordåret 2014 overlevede lige over 12 % et hjertestop, men det er uvist hvor mange, der overlevede pga. hjertestartere eller andre former for livredende førstehjælp samt hurtig responstid hos ambulancetjenesten. Til sammenligning er der omkring 19.000 hjertestartere i landet, og ikke alle af dem er tilgængelige døgnet rundt, og langt de fleste hænger på offentlige steder. Prisen på dem er enormt vanskelig at afgøre, da prisen på anskaffelse af et apparat kun udgør en mindre del af den samlede omkostning, fordi der også påløber vedligehold. Ligeledes er omkostningseffektiviteten af dem svært underbelyst. En sammenligning af den sparsomme litteratur på området foretaget af Væggemose et al (og finansieret af Hjerteforeningen) får forfatterne til at konkludere, at ”(…)opsætning af AED’er [hjertestartere, red.] med undtagelse af nogle få udvalgte steder med særlig høj incidens, fx store internationale lufthavne, sandsynligvis vil repræsentere “poor value for money”, men kun “good news story””. En nyhedshistorie, der netop taler til vores tryghedsbegær.
Begæret efter tryghed
Når man taler om begær, implicerer det en mangel. Begær retter sig mod noget, man ikke har. Tryghed forekommer ikke umiddelbart at være en stor mangel i det danske samfund. På mange parametre er det aktuelle danske samfund ganske godt stillet. Det gælder også inden for genoplivning, hvor Danmark iflg. Dansk Råd for Genoplivning er internationalt førende på området. Hvad skyldes dette tilsyneladende paradoks, at danskere fra en objektiv betragtning er blandt de mest trygge i verdenshistorien, og samtidig er der et udtalt begær efter tryghed, som bliver adresseret fra flere kanter, herunder gennem udbredelsen af hjertestartere?
Den tyske sociolog Ulrich Beck udfoldede i sit hovedværk Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet, som første gang udkom på tysk i 1986, sin teori om risikosamfundet, som kan bruges til at forstå paradokset i tryghedsbegæret. Heri fremlagde han sin teori om, hvordan det klassiske industrielle samfund forandrer sig i retning af et risikosamfund. Risikosamfundet har en lang række karakteristika, der er kendetegnet ved, hvordan risici er definerede og opererer i samfundet, ofte på måder, der står i skarp kontrast til, hvordan nøden manifesterede sig i det klassiske moderne samfund, der centrerede sig omkring fordeling af goder. Iflg. Beck er risici blandt andet kendetegnet ved at være usynlige og umulige at iagttage. Risici er, med Becks ord, både ’virkelige’ og ’uvirkelige’, og fokus i et risikosamfund er på fremtiden, hvor de risici, der muligvis aktualiseres i katastrofen i fremtiden, men stadig kun er et potentiale i nutiden, danner baggrund for de beslutninger, der træffes. Beck teoretiserer over, at fortiden mister sin determinationskraft i forhold til nutiden, netop fordi risici, hvis realisation altid er i fremtiden, danner baggrund for beslutninger truffet i nutiden. Beck kalder aktørers bevidsthed om risici for risikobevidsthed, som er den indstilling til samfundet, der præger mennesker i et risikosamfund. Risikosamfundet er tillige kendetegnet ved, at risikodefinitioner ligger i opposition til videnskabens rationalitetsmonopol, fordi risici ikke kan beskrives i evidens, kun i sandsynligheder. Dermed unddrager risici sig rationalitetens privilegium, og andre faktorer bliver i stedet afgørende for deres håndtering. Samtidig følger risici kapitalistisk udviklingslogik. Det forhold forstærkes endda af, at ”Risici er som et bundløst ”behovskar”, grænseløse, uendelige. (…) I kraft af forskellige risikodefinitioner kan der også skabes helt nye behov og dermed markeder, frem for alt behovet for at undgå risici – et behov som er åbent for fortolkninger, kan bestemmes kausalt, og som kan vokse i det uendelige”.
Set i dette lys bliver hjertestartere kun yderligere interessante og påfaldende, for er nogle af de præhospitale hjertestartere en del af et marked og en industri, der har skabt eller understøttet et behov for og begær efter at imødegå risici? Der findes ingen ordentlig videnskabelig evidens for omkostningseffektiviteten ved hjertestarternes nuværende placering, faktisk har spørgsmålet om rationalitet ingen relevans for f.eks. hverken Røde Kors eller Trygfonden, der begge er store aktører på markedet. Den risiko, som hjertestartere adresserer, er hjertestop, og hjertestop bærer også de indledende karakteristika for risici. Hjertestop er nemlig kendetegnet ved at unddrage sig iagttagelsesevnen. Ingen kan vide, hvornår og hos hvem et hjertestop vil ramme, og samtidig befinder risikoen for et hjertestop sig i fremtiden. Hjertestop er i den grad både ’virkelige’ og ’uvirkelige’. Deraf opstår en paranoia vedrørende ens egen krop. Kan man stole på sit hjerte? På trods af socioøkonomiske, aldersmæssige og helbredsmæssige forskelle i sandsynlighed er der ingen garanti, hvilket hjertestarterkampagner typisk adresserer. De henvender sig til frygten for og oplevelsen af kontroltab og den manglende suverænitet, der er forbundet med uvidenheden om ens egen eller ens nærmestes potentielle risiko.
Tryghedsbegrebet
Når Røde Kors, Trygfonden eller andre aktører argumenterer for investeringen i hjertestartere, er spørgsmålet om tryghed den afgørende overvejelse, der henvises til. Tryghed er et interessant begreb. Semantisk betragtet er det ikke særlig fikseret til en bestemt sfære. Selvom det indgår i finanslove, er det ikke et typisk politisk begreb, det er heller ikke alene et kommercielt begreb, selvom det indgår i reklamer for både tamponer og forsikringer. Det er heller ikke hjemmehørende indenfor sundhedssektoren. Tryghedsbegrebet er plastisk og har potentielt et bredt applikationsområde, samtidig er tryghedsbegrebet kendetegnet ved, at det konnoterer en eksistentiel positiv emotionel kvalitet, der medvirker til at forklare begrebets tiltrækningsevne.
Tryghedsbegrebet er ligeledes kendetegnet ved sin rettethed mod fremtiden. Fremtidsforestillinger er centrale for begrebshistorikeren Reinhardt Kosellecks teori om ’erfaringsrum’ og ’forventingshorisont’. Koselleck opererer med den teori, at der skete en forandring ca. mellem 1750 og 1850, et århundrede han kaldte ’saddeltiden’, hvor erfaringsrum og forventningshorisont forskubbede sig. Det betød, at den tidligere kontinuitet mellem de forventninger mennesker gjorde sig til fremtiden, og de erfaringer, de bragte med sig fra fortiden, forskubbede sig i en grad, så overlappet mellem dem reduceredes væsentligt. Det resulterede i, at mennesker blev i stand til at bygge deres forventningshorisont på en stadig mindre del af deres kollektive og individuelle erfaringsrum. Det foranlediger iflg. Koselleck, at begreber får en ny betydning og funktion, fordi de kan tillægges udvidet fremtidsbetydning, dvs. at der i begreber kan findes krav om virkeliggørelse, som refererer til fremtiden og forventningerne dertil uden at have baggrund i erfaringerne.
I forhold til tryghedsbegrebet er det interessant, fordi Danmark er et relativt trygt samfund, men begæret efter tryghed er uafhængigt deraf og kravet om, at trygheden realiseres, er uforstyrret stærkt. Tryghedsbegrebet bygger på et meget ringe erfaringsrum – eller et nostalgisk og falsk erindret erfaringsrum – og har derfor en forventningshorisont, der gør begrebet til et fremtidsbegreb. Det fremtidshåb, der knytter sig til tryghedsbegrebet, giver i et risikosamfundsperspektiv begrebet legitimitet til at engagere i købet af hjertestartere.
Risikobekæmper
Hjertestartere kan opfattes som modsvaret til den usynlige fare, risikoen. I den forstand er de risikobekæmpere, deres ontologiske status er betinget af deres kontekstuelle forhold, deres eksistens er ikke selvstændig, men står i en relativ afhængighed af tryghedsbegæret. Den risiko, hjertestartere bekæmper, er i sin yderste konsekvens døden. Hjertestartere kan derfor betragtes som et oprør mod hjertestoppets bindende magt over menneskelivet og som et opgør med og et forsøg på afvisning af døden. Men succesen er begrænset af dødens tvingende nødvendighed, og hjertestarteren kan i den henseende aldrig være andet end en udsættelse af det uundgåelige. Koselleck tilskriver perioden før saddeltiden følgende karakteristika: ”Forventninger, der pegede ud over alle hidtidige erfaringer, hørte ikke til denne verden. De rettede sig mod det såkaldt hinsidige og blev apokalyptisk ansporet af forestillingen om verdens ende”. Efter saddeltiden forandres dette, således at forestillinger, der tidligere var forbeholdt efterlivet, blev flyttet til det dennesidige liv. Koselleck påpeger en optagethed af en mulig fuldkommenhed i det jordiske liv. Denne optagethed kan også spores i forbindelse med hjertestarteren som et begær efter at sikre sig tryghed mod døden, fordi hjertestoppet med dets voldsomhed og uforudsigelighed er uacceptabelt. Med saddeltiden blev refleksionen over ars moriendi, kunsten at dø, erstattet af ars mortem evitandi, kunsten at undgå at dø. En hjertestarter kan betragtes som en aktuel materiel kontemplation over og reaktion på ars mortem evitandi.
Sammenhængen mellem tryghed og hjertestartere
Den umiddelbart logiske sammenhæng mellem tryghed og hjertestartere er blevet opløst, men et nyt perspektiv er trådt i stedet. Evidensen for hjertestarternes effekt ved brug ved hjertestop er indiskutabel, men deres udbredte præhospitale tilstedevær giver anledning til nogle radikalt andre overvejelser. Risici kan forøges i et uendelige, og hvor risici for Beck primært var af atomar karakter eller kom i form af miljøgifte, kan man betragte den aktuelle situation som en internalisering af risikobevidstheden. Det er ikke længere pesticider alene, der truer vores eksistens, det er selve vores krop og dens indbyggede risici, der truer os på livet. I forhold til hjertestartere betyder det, at det afgørende i investeringen og opsætningen af dem ikke er sandsynligheden for, at den enkelte maskine vil redde liv, men det håb, de repræsenterer. Hjertestarteren er en materiel manifestation af begæret efter tryghed, en tryghed, der ikke er defineret eller målbar, men som ikke desto mindre har afgørende betydning for hvilke beslutninger og handlinger, der tillægges værdi.
Elisabeth Rischel studerer på kandidaten i idéhistorie ved Aarhus Universitet.