Hvorfor vi skal have det fælles bad tilbage

Detalje fra Bathhouse Women af Torii Kiyonaga, 1752-1815. Rettigheder: Public Domain/Library of Congress.

Jamie Mackay undersøger det fælles bads historie og svarer på, hvorfor det fælles bad kan tjene en vigtig funktion i det moderne samfund.

I det meste af vores arts historie og i de fleste dele af verden har badning været noget, man gjorde i fællesskab. I det antikke Asien var det et religiøst ritual, som man troede havde medicinske fordele for renselsen af sjæl og krop. For grækerne var badene forbundet med selvudtryk, sang, dans og sport, mens de i Rom fungerede som samlingspunkter, steder at spise, motionere, læse og diskutere politik.

Men det fælles bad er en sjældenhed i den moderne verden. Selvom der findes steder, hvor det fortsat er en vigtig del af det sociale liv – i eksempelvis Japan, Sverige og Tyrkiet – er praksissen stort set uddød for dem, der bor i de store byer, især i den engelsktalende del af verden. Langt størstedelen af mennesker i London, New York og Sydney er blevet vant til at vaske sig alene bag plexiglas i deres egne hjem– badet har en praktisk funktion, det er en hurtig og effektiv måde at vaske sin egen krop. 

Fællesbadets tilbagegang er et symptom på den større global transformation væk fra små rituelle samfund til store urbane metropoler befolket af løse netværk af private individer. Denne bevægelse har medført ekstraordinære fordele såsom udbredt adgang til og bevægelighed af ydelser og varer, men også en voksende ensomhed, apati og fremkomsten af nye psykologiske fænomener fra depression til panik og social angst. ‘Urban fremmedgørelse’ er et begreb, der ofte blev benyttet af sociologer i starten af det 20. århundrede, og som nu er blevet en kliche, når man beskriver verden af i dag.

Det er svært at forestille sig et stærkere modbillede til den udbredte forestilling om moderniteten end den arketypiske badeanstalt. Selvfølgelig varierer disse steder meget fra hinanden. Det japanske sento med dets strikse regler og minutiøse krav til  hygiejne kunne næsten ikke være mere forskellig fra de berygtede og uhumske vaskehuse i det victorianske Storbritannien. Ungarns store fürdő, hvoraf nogle breder sig over flere etager, tilbyder en anderledes følelsesmæssig oplevelse i forhold til den intensitet, man møder i en lakȟóta svedehytte hos de indfødte amerikanere. Men det, der binder disse eksempler sammen, er den rolle, sådanne steder spiller, når det drejer sig om at få mennesker, der ellers ville forblive hver for sig, til at mødes i en tilstand, hvor de har direkte fysisk kontakt. Det er dette aspekt af nærhed, som vedbliver at være vigtigt i dag.

At genintroducere badeanstalterne med det princip i baghovedet, kunne være en måde til at takle ensomheden i nutidens kæmpebyer. De skulle ikke være luksuriøse spaer og skønhedssaloner, der lover evig ungdom til dem, der har råd til det, eller være som homo-badehusene i verdens metropoler. De skulle derimod være ægte offentlige steder: billige, multifunktionelle og tilgængelige for alle.

I dag er der mange, der begynder at dyrke yoga, mindfulness eller andre øvelser for krop og sind som en individuel måde at lindre følelsen af manglende kropslig kontakt, som opstår ved en presset tilværelse, der leves i metrovogne og krumbøjet foran computerskærme. Badeanstalten kan tilbyde et lignende sted, hvor man kan fokusere på kroppen, og vigtigst af alt i et fællesskab, hvor kropslighed og berøring bringes tilbage til den sociale interaktion. Japanerne kalder dette hadaka no tsukiai (nøgen tilknytning) eller, med en moderne betegnelse, ‘skinship’.

Det er et simpelt princip: Gennem fysisk tilstedeværelse med andre bliver  vi mere mere opmærksomme på os selv og dem omkring os som biologiske – ikke kun talende og tænkende – organismer. De spøgelsesagtige skikkelser, som glider forbi os i tog og busser, vil i et sådan rum ikke længere eksistere som abstrakte ideer eller numre, men blive til mennesker igen. 

Det bliver ofte glemt, at de romerske bade var steder, hvor mennesker fra forskellige sociale klasser vaskede sig side om side. Over hele imperiet spillede badeanstalterne en demokratiserende rolle, hvor forskellige stammer og aldersgrupper blev sat i kontakt med hinanden. Ifølge historikeren Mary Beard tog selveste kejseren, omend altid under beskyttelse af bodyguards og en gruppe slaver, ofte bad sammen med folket. Denne nøgne form for kosmopolitisme udgjorde et vigtigt omdrejningspunkt for borgerne og var, som mange historiske kilder beskriver, også en vigtig del af Roms tiltrækningskraft. Den direkte oplevelse af andre ægte kroppe, at røre og lugte dem, er også en vigtig måde til at forstå vores egne kroppe, der ellers bliver fortolket gennem de ofte forvrængede, renskurede og photoshoppede spejlbilleder fra reklamer, film og andre medier. 

Når man bor i et samfund, hvor den ægte nøgenhed bliver overskygget af idealiserede eller pornografiske billeder af den, er der mange af os, der, uafhængig af vores vilje, bliver frastødt af behårede rygge, slaskede maver og underlige brystvorter. Den relativt liberale holdning til sådanne sager i lande som eksempelvis Danmark, hvor nøgenhed i badeanstalter er normen og i visse tilfælde påkrævet, eksemplificerer, hvordan praksissen kan hjælpe med til igen at normalisere en basal fornemmelse for diversitet og bryde med de rigide regler, der dikterer den såkaldt ‘normale krop’.

Ved at genopfinde de sociale funktioner fra de antikke originaler og samle deres mest attraktive sider i en ny model kan fremtidens badeanstalter modvirke den moderne erosion af offentlige pladser. De kunne fungere som biblioteker eller scener, eller lægge hus til filosofiske debatter eller skakmesterskaber: De kunne, som den marokkanske hammam, have haver, kolonihaver eller andre grønne områder, så bymennesker kan få en fornemmelse for planter, blomster og dyr. 

De kunne også være en del af en større politisk indsats for at opbygge bæredygtige økonomiske modeller. Til FN’s klimatopmøde i Paris sidste år blev landene enige om at udfase gasvarmere og erstatte dem med miljøvenlige alternativer. Selvom vandvarmerne ikke forurener i samme grad som biler, fly og kvægfarme, er vores brug af det private bad ikke bæredygtigt for vores planet. Offentlige soldrevne bade kan lette denne miljømæssige byrde. 

Det er ubehøvlet simpelthen at afskrive det offentlige bad som en del af en nostalgisk drøm. Offentlig badning er nærmest et universelt fællestræk for vores art og har en betydning, som rækker langt ud over personlig hygiejne. Der er helt sikkert pragmatiske grunde til at genopfinde praksissen, men dets antropologiske diversitet peger på, at der kan være et mere fundamental behov for denne gamle og meget menneskelige handling.

Jamie Mackay er skribent og oversætter og har skrevet for bl.a. New Statesman, Italy Magazine og Il Manifesto. Han er desuden redaktør på OpenDemocracy. Artiklen er oversat fra engelsk og oprindeligt bragt på Aeon.co under Creative Commons Attribution – No Derivatives-licensen

Scroll til toppen