Hvorfor vi skal have det fælles bad tilbage

Detal­je fra Bath­house Women af Torii Kiy­on­a­ga, 1752–1815. Ret­tighed­er: Pub­lic Domain/Library of Con­gress.

Jamie Mackay undersøger det fælles bads historie og svarer på, hvorfor det fælles bad kan tjene en vigtig funktion i det moderne samfund.

I det meste af vores arts his­to­rie og i de fleste dele af ver­den har bad­ning været noget, man gjorde i fæl­lesskab. I det antikke Asien var det et religiøst rit­u­al, som man troede havde med­i­cinske fordele for renselsen af sjæl og krop. For græk­erne var badene for­bun­det med selvudtryk, sang, dans og sport, mens de i Rom fun­gerede som sam­lingspunk­ter, sted­er at spise, motionere, læse og diskutere poli­tik.

Men det fælles bad er en sjælden­hed i den mod­erne ver­den. Selvom der find­es sted­er, hvor det fort­sat er en vigtig del af det sociale liv – i eksem­pelvis Japan, Sverige og Tyrki­et – er prak­sis­sen stort set uddød for dem, der bor i de store byer, især i den engel­sk­tal­ende del af ver­den. Langt størst­ede­len af men­nesker i Lon­don, New York og Syd­ney er blevet vant til at vaske sig alene bag plex­i­glas i deres egne hjem– badet har en prak­tisk funk­tion, det er en hur­tig og effek­tiv måde at vaske sin egen krop. 

Fælles­badets tilbage­gang er et symp­tom på den større glob­al trans­for­ma­tion væk fra små rit­uelle sam­fund til store urbane metropol­er befolket af løse netværk af pri­vate indi­vider. Denne bevægelse har med­ført ekstra­ordinære fordele såsom udbredt adgang til og bevæge­lighed af ydelser og var­er, men også en vok­sende ensomhed, apati og fremkom­sten af nye psykol­o­giske fænomen­er fra depres­sion til panik og social angst. ‘Urban fremmedgørelse’ er et begreb, der ofte blev benyt­tet af soci­ologer i starten af det 20. århun­drede, og som nu er blevet en kliche, når man beskriv­er ver­den af i dag.

Det er svært at forestille sig et stærkere mod­billede til den udbredte forestill­ing om moder­niteten end den arketypiske badeanstalt. Selvføl­gelig vari­er­er disse sted­er meget fra hinan­den. Det japanske sen­to med dets strikse regler og minu­tiøse krav til  hygiejne kunne næsten ikke være mere forskel­lig fra de berygt­ede og uhumske vaske­huse i det vic­to­ri­anske Storbri­tan­nien. Ungar­ns store fürdő, hvo­raf nogle bred­er sig over flere etager, tilby­der en anderledes følelses­mæs­sig oplevelse i forhold til den inten­sitet, man møder i en lakȟó­ta svede­hytte hos de ind­fødte amerikanere. Men det, der binder disse eksem­pler sam­men, er den rolle, sådanne sted­er spiller, når det drejer sig om at få men­nesker, der ellers ville for­blive hver for sig, til at mødes i en til­stand, hvor de har direk­te fysisk kon­takt. Det er dette aspekt af nærhed, som ved­bliv­er at være vigtigt i dag.

At gen­in­tro­duc­ere badeanstal­terne med det prin­cip i baghovedet, kunne være en måde til at tak­le ensomhe­den i nuti­dens kæm­pe­by­er. De skulle ikke være luk­suriøse spaer og skøn­hedssa­lon­er, der lover evig ung­dom til dem, der har råd til det, eller være som homo-bade­husene i ver­dens metropol­er. De skulle der­i­mod være ægte offentlige sted­er: bil­lige, mul­ti­funk­tionelle og tilgæn­gelige for alle.

I dag er der mange, der beg­y­n­der at dyrke yoga, mind­ful­ness eller andre øvelser for krop og sind som en indi­vidu­el måde at lin­dre følelsen af man­glende krop­slig kon­takt, som opstår ved en pres­set tilværelse, der leves i metro­vogne og krum­bø­jet foran com­put­er­skærme. Badeanstal­ten kan tilbyde et lig­nende sted, hvor man kan fokusere på krop­pen, og vigtigst af alt i et fæl­lesskab, hvor krop­s­lighed og berøring bringes tilbage til den sociale inter­ak­tion. Japan­erne kalder dette hada­ka no tsuki­ai (nøgen tilknyt­ning) eller, med en mod­erne beteg­nelse, ‘skin­ship’.

Det er et sim­pelt prin­cip: Gen­nem fysisk tilst­ede­værelse med andre bliv­er  vi mere mere opmærk­somme på os selv og dem omkring os som biol­o­giske – ikke kun tal­ende og tænk­ende – organ­is­mer. De spøgelsesagtige skikkelser, som glid­er for­bi os i tog og busser, vil i et sådan rum ikke læn­gere eksis­tere som abstrak­te ideer eller num­re, men blive til men­nesker igen. 

Det bliv­er ofte glemt, at de romerske bade var sted­er, hvor men­nesker fra forskel­lige sociale klass­er vaskede sig side om side. Over hele imperi­et spillede badeanstal­terne en demokra­tis­erende rolle, hvor forskel­lige stam­mer og alder­s­grup­per blev sat i kon­takt med hinan­den. Ifølge his­torik­eren Mary Beard tog selveste kejseren, omend altid under beskyt­telse af body­guards og en gruppe slaver, ofte bad sam­men med folket. Denne nøgne form for kos­mopolitisme udgjorde et vigtigt omdrejn­ingspunkt for borg­erne og var, som mange his­toriske kilder beskriv­er, også en vigtig del af Roms tiltrækn­ingskraft. Den direk­te oplevelse af andre ægte kroppe, at røre og lugte dem, er også en vigtig måde til at forstå vores egne kroppe, der ellers bliv­er for­tolket gen­nem de ofte forvrængede, ren­skurede og pho­to­shoppede spe­jl­billed­er fra reklamer, film og andre medi­er. 

Når man bor i et sam­fund, hvor den ægte nøgen­hed bliv­er over­skygget af ide­alis­erede eller pornografiske billed­er af den, er der mange af os, der, uafhængig af vores vil­je, bliv­er frastødt af behårede rygge, slaskede maver og under­lige brystvorter. Den rel­a­tivt lib­erale hold­ning til sådanne sager i lande som eksem­pelvis Dan­mark, hvor nøgen­hed i badeanstal­ter er nor­men og i visse til­fælde påkrævet, eksem­pli­fi­cer­er, hvor­dan prak­sis­sen kan hjælpe med til igen at nor­malis­ere en basal fornem­melse for diver­sitet og bryde med de rigide regler, der dik­ter­er den såkaldt ‘nor­male krop’.

Ved at genopfinde de sociale funk­tion­er fra de antikke orig­i­naler og sam­le deres mest attrak­tive sider i en ny mod­el kan fremti­dens badeanstal­ter mod­virke den mod­erne ero­sion af offentlige pladser. De kunne fun­gere som bib­liotek­er eller scener, eller lægge hus til filosofiske debat­ter eller skakmester­sk­aber: De kunne, som den marokkanske ham­mam, have haver, koloni­haver eller andre grønne områder, så bymen­nesker kan få en fornem­melse for planter, blom­ster og dyr. 

De kunne også være en del af en større poli­tisk ind­sats for at opbygge bæredygtige økonomiske mod­eller. Til FN’s kli­matop­møde i Paris sid­ste år blev lan­dene enige om at udfase gas­varmere og erstat­te dem med miljøven­lige alter­na­tiv­er. Selvom vand­varmerne ikke foruren­er i samme grad som bil­er, fly og kvæg­farme, er vores brug af det pri­vate bad ikke bæredygtigt for vores plan­et. Offentlige sol­drevne bade kan lette denne miljømæs­sige byrde. 

Det er ube­høvlet sim­pelthen at afskrive det offentlige bad som en del af en nos­tal­gisk drøm. Offentlig bad­ning er nærmest et uni­verselt fællestræk for vores art og har en betyd­ning, som rækker langt ud over per­son­lig hygiejne. Der er helt sikkert prag­ma­tiske grunde til at genopfinde prak­sis­sen, men dets antropol­o­giske diver­sitet peger på, at der kan være et mere fun­da­men­tal behov for denne gam­le og meget men­neske­lige han­dling.

Jamie Mack­ay er skribent og over­sæt­ter og har skrevet for bl.a. New States­man, Italy Mag­a­zine og Il Man­i­festo. Han er desu­den redak­tør på Open­Democ­ra­cy. Artiklen er over­sat fra engel­sk og oprindeligt bragt på Aeon.co under Cre­ative Com­mons Attri­bu­tion – No Deriv­a­tives-licensen

Scroll til toppen