Populismens slavemoralske kamp med og mod demokratiet

De senere år er talen faldet på de såkaldte populister. Men hvem er de, hvad vil de og hvorfor stiller populister ofte de rigtige spørgsmål men giver de forkerte svar? Læs et bud på dette i Andreas Mebus’ let omskrevne introduktion til egen bog ”Populisme, slavemoral og demokrati” (Forlaget Philosophia, 2019).

Som antydet i artiklens titel vil det kommende omhandle Friedrich Nietzsches (1844 – 1900) begreb om slavemoralen i relationen til demokratiet og i særdeleshed om det højaktuelle forhold mellem populisme og demokrati. Men lad os begynde fra en ende af for at få greb om, hvordan alt dette hænger sammen.

„En gylden regel: man skal ikke bedømme mennesker på deres meninger, men derimod på, hvad disse meninger gør dem til.”. Sådan skrev den tyske fysiker, skribent m.m., Georg Christoph Lichtenberg i sine notesbøger, som blev nedfældet i perioden 1789-1793. Følger vi Lichtenberg, er et menneskes meninger, holdninger, værdier og normer – som fælles betegnes ’normative forestillinger om virkeligheden’ – fænomener, der påvirker individet, da ’normative forestillinger’ rummer visse intentioner og viljer, som individet agerer igennem, men som samtidigt former individets handlerum.Men, det er effekterne af forestillingerne og meningerne, der må bedømmes og vurderes. Med andre ord er normative forestillinger om virkeligheden langt fra uskyldige; de gør nemlig noget ved os, men også med og i os, hvilket kan have praktiske konsekvenser. Det er netop sådanne normative forestillinger om virkeligheden og deres praktiske konsekvenser, som er omdrejningspunktet i min bog: Populisme, slavemoral og demokrati. Nærmere bestemt undersøger jeg, hvordan normative forestillinger om virkeligheden hos visse medlemmer af populistiske partier ej heller er uskyldige. Forestillingerne besidder nemlig en helt særlig logik, der fortæller os noget om, hvordan populisme i virkeligheden virker.

       
På trods af den store mængde litteratur på området, den intense mediedækning og den offentlige debat om ’populisme’ er omtalte effekter endnu ikke forsøgt kortlagt og behandlet overbevisende, hvilket måske skyldes, at tonen generelt i behandlingen af populisme er af yderst normativ og uvidenskabelig karakter. Imidlertid kan man sagtens give sine meninger og holdninger til kende, alt i mens emnet bliver behandlet sagligt, lødigt og kritisk. Sagt med en noget tyndslidt økonomisk vittighed er bogens overordnede ambition altså følgende: ’Populisme virker åbenbart forrygende i praksis, men fungerer den også i teorien?’ Filosofisk er ambitionen dermed stik modsat af Karl Marx’ kendte læresætning: „Filosofferne har kun interpreteret verden forskelligt; dét, det kommer an på, er at forandre den”. Nu gælder det omvendt, at filosofferne længe har prøvet at forandre verden, hvorfor vi nu må prøve at forstå, fortolke  eller slet og ret tænke den.

Og for at begynde sådan en filosofisk fortolkning skal der indledningsvist spørges: Hvad er egentlig problemet med ’populisme’? Som man i 2015 kunne læse i det europæiske agigentur ESPAS’  (European Strategy and Policy Analysis System) samlede udviklingsanalyse: Globale trends frem mod 2030: Kan EU klare de fremtidige udfordringer? under afsnittet: ’Den europæiske union – en frontløber i den nye demokratiske tidsalder’, er demokratiet konfronteret med:

„[…] en dobbelt  tosidig udfordring: Der må opnås forlig med populisme og med den voksende  magt, ikke-demokratiske stater globalt set har. Denne kontekst er også en dobbelt mulighed: At genindføre borgeren som værende hjertet af politik ved at  indføre  indfaldsvinkler og gøre bedre brug af nye teknologier og ved at bruge Europas styrke til at modernisere dets politiske strukturer og processer”  

Ovenstående uddrag finder man i et af rapportens hovedområder: ’Den sociale og demokratiske revolution – udfordringerne for Europa: ’(2) Genskabelsen af tilliden til demokratiet’. Ikke nok med at populisme nævnes som et af demokratiets hovedproblemer. Det større problem, der indrammer omtalen af populisme er nemlig, hvordan tilliden til demokratiet mon kan genetableres – men hvilken ’tillid’ tales der om her?      

     
Som citatet fremhæver,  skal der opnås forlig med populisme (og ikke-demokratiske stater). Forliget består dels i en øget demokratisering, hvor borgerne genindsættes som centrum for politiske beslutningsprocesser, og dels i at EU’s styrke kan bruges i diverse moderniseringsprocesser af EU selv. Om disse to udviklings- eller forligsmuligheder også indirekte giver to bud på populismens fremkomst og udbredelse, eller om man sågar kan se kimen til en ændring i opfattelsen af suverænitetsspørgsmålet fra EU’s side mht. medlemslandene, vil måske være at strække tekstens ordlyd for meget. Under alle omstændigheder må de to forligsmuligheder dog ses i lyset af en manglende ’tillid’. En mistillid til selve demokratiets institutionelle praksisser, reformvillighed og måske endda det politiske systems evne til at løse presserende  lokale, nationale og  globale problemer.

Diagnosticeringen af en manglende politisk tillid er langt fra ny i forhold til demokratiets tilstand – og selvom den er yderst udbredt, så kræver genetableringen af tilliden og opbakningen til de politiske systemer, at man forstår mistillidens rod, så den kan addreseres demokratisk. Forklaringerne på roden er mange: stigende ulighed, flygtningekrise, den globale økonomi, globaliseringen, EU, den teknologiske udvikling, korruption, fake news, terrorisme, etniske og religiøse konflikter m.m. Og noget kunne tyde på, at forklaringerne tilsammen peger på problemer, som har været vanskelige at løse på demokratisk vis nationalt og internationalt. Og yderligere kunne det tyde på, at populisme er en del af et større problemkompleks for demokratiet, hvorfor det er nærliggende at hævde, at demokratiet selv befinder sig i en krise; en legitimitetskrise – det synes i hvert fald at være den gængse diagnose.  Men inden der drages forhastede konklusioner, så må vi spørge: Hvordan forholder man sig til den fremvækst af populistiske idéer, målsætninger, partier, bevægelser m.m., der i de sidste mange år har været en del af det politiske rum? Skal etablerede politiske partier indlede et samarbejde med populistiske partier og bevægelser om deres mærkesager for at genvinde den politiske tillid? Skal man forsøge at neutralisere deres kritik ved at påpege, at de og deres problemer udgør et mindretal for herved at problematisere deres taletid i medierne? Skal man forsøge at imødekomme populisternes kritik med forhandlingsvillighed  og ved at imødegå deres forslag i fremtidige politiske reformer? Skal man helt affeje og afvise dem i det politiske rum ved at lægge dem, deres kritik og politik på is? Eller skal man latterliggøre dem, deres idéer og målsætninger ved måske at omforme disse til tabuer, kalde dem udemokratiske, farlige, syge, hvorved ’populist’ ender med at blive et (ofte strategisk) skældsord?        

Én ting er sikkert: der er lige så mange strategier overfor populister, som der er meningsdannere, journalister, politikere, intellektuelle, akademikere eller sågar folk i ordets mange betydninger. Og godt det samme, for populisme er selv et fænomen af noget ældre dato, mens den form for populisme og populister, der diskuteres i offentligheden i dag, er kommet for at blive; de har i lang tid været og er stadig – om man vil det eller ej – allerede en del af nutidens politiske rum. Og det vil de blive ved med at være.       

Helt grundlæggende foreslås det, at man tager populister alvorligt for hermed bedre at kunne forstå dem med henblik på at afdække effekterne af deres målsætninger og idéer eller blot politik. Det er altså en bærende antagelse i min bog, at populister faktisk fører ’politik’, om end det på visse punkter kan stride mod den almindelige forståelse af, hvad politik er. Det er også en bærende antagelse, at denne populistiske politik må ses på baggrund af dens effekter, da det væsentlige er, hvordan populisme  virker i praksis. Hvad der imidletrtid menes med ’effekter’, er rammende beskrevet af af Andrea Pirros og Paul Taggart når de skriver, at det drejser sig om: „populistiske partiers evne til direkte eller indirekte at yde indflydelse på det respektive politiske system generelt og det politiske arbejde [policy dimensions] i særdeleshed”. I bogen afdækkes dette ved at undersøge, hvordan det moralske fjendskab mellem populister og elite konkret fungerer. Dels ved filosofisk at udrede fjendskabets indre logik i forhold til det politiske landskab generelt. Og lad det allerede være sagt indledningsvist til de skeptiske læsere: Undersøgelsen er ikke en forsimplet læsning af populisme, så nej ikke alle populister er ens, de er ikke en homogen gruppe bestående af identiske individer med samme idéer og politiske målsætninger. Men som det vises i bogen er politiske aktører på tværs af populistiske partier  alle  dog ideologisk beslægtet med hinanden, da den idémæssige kerne i al populisme er ’folket’, ’eliten’ og et særegent moralsk fjendskab i en højst uskøn ideologisk sammenblanding af uensartede og modsætningsfyldte idéer, værdier, normer og idealer.Dette konglomerat af ’normative forestillinger om virkeligheden’ synes at stride mod de gængse forståelser og opfattelser af, hvad demokrati og politik egentlig er. I bogen antages det heller ikke bare, at alle forstår det samme ved begrebet ’demokrati’ – populister synes dog i et vist omfang at have problemer med det ’liberale demokrati’, hvorfor denne demokratimodel ligger til grund for bogens analyser og diskussioner.

Denne liberale demokratimodel er dog ikke uproblematisk, hvilket også bliver diksuteret og analyseret i relation til mange empiriske eksempler på ’populisme’ i dens to mest markante variationer: højre- og venstrepopulismen. Denne variation i eksemplerne gør dermed, at der på et sammenligneligt grundlag kan siges noget generelt om populisme både som begreb og fænomen. Ud fra dette sammenligningsgrundlag er ambitionen videre at stille skarpt på højrepopulisme, da denne form for populisme dels i vid udstrækning er eksemplarisk for, hvordan ’populisme’ som sådan fungerer, dels fordi højrepopulisme synes at være det mest udbredte fænomen i en dansk og europæisk kontekst. Det tillader nemlig at give dét, der ofte mangler i de fleste undersøgelser af populisme; nemlig et detaljeret, omfattende og dybdegående empirisk studie af et specifikt populistisk parti med særligt fokus på danske forhold, da dette så vidt vides endnu ikke findes.

Overordnet skal der altså leveres en filosofisk efter- og gentænkning af det mere generelle fænomen ’populisme’, der efter mange års heftig debat stadig synes at stå tilbage som en slags konstant. Og det skal mere specifikt gøres ved at behandle de forskellige populistiske aktørers måde at agere på i det politiske rum og i særdeleshed at føre politik på – med gennemgående fokus på danske populistiske aktører. Bogen forfølger dermed de varige effekter af populismen lig jordskorpens permanente sprækker, som ikke forsvinder efter jordskælvet. De pletter på en skjorte, som ikke vil gå af i vask,når de først er blevet en del af den. Altså populismens effekter som uudslettelige spor. Metodisk gør bogen dette gennem historiske begrebsanalyser, politologisk teoretisering, politisk filosofi og forskellige demokratiforståelser,  som de artikuleres og efterleves i og uden for akademia. Grundlaget for den samlede undersøgelse efterstræber – med fare for en vis grad af eklekticisme – dét, der kunne kaldes en metodisk inklusiv pluralisme. Idéen er altså at lade de mange forskellige indfaldsvinkler til ’populisme’ indgå i diskussioner med hinanden for således at få en dybere  forståelse af det komplekse fænomen, som populisme er, uden at tabe det selv samme fænomen af syne. Mere præcist er bogens undersøgelser således baseret på følgende hypotese: 

Populisme er et væsentligt, værdimæssigt og ideologisk problem i demokratiet, hvorfor populismens succes eller mangel på samme skal måles på, i hvilken udstrækning populister slavemoralsk formår at omvende grundlæggende demokratiske værdier, normer, idéer og idealer i det politiske og offentlige rum med strukturelle, sociale og kulturelle effekter til følge.

Altså, for så vidt befolkningen opfattes som fundamentet i et hvert  demokrati, er populisme basalt set et fænomen, der påvirker vores forståelse af nogle klassiske demokratiske problematikker: Hvad skal vi egentlig forstå ved folkesuverænitet – har folket kun én vilje, én stemme? Hvordan skal dette ’folk’ gøre sig gældende politisk? Hvem kan repræsentere ’folket’ og gennem hvilke kanaler kan ’folket’ deltage? Er ’magten’ noget man er, eller noget man kun har i kortere perioder i demokratiet og i hvilken udstrækning står ’folket’ for kontrollen af denne magtudøvelse  – eller er det derimod folket selv, der skal have (og være) magten for herved at regere sig selv? Skal demokratiets ’demos’ forstås i ental, flertal  eller kan demos slet ikke forstås i tal? Skal folket derimod forstås som ’ethnos’?  Hvem er ’folket’ og eksisterer det som en kulturel, social eller juridisk kendsgerning? Hvad binder ’folket’ sammen – er det folke- ’ånden’, ’sjælen’, ’hjertet’, ’kærligheden’, ’stemmen’, ’viljen’ ’stemningen’, ’følelsen’, ’beslutningen’, ’bevægelsen’, ’forbundet’, ’bevidstheden’, ’hjemmet’, ’blodet’, eller ’dybet’, som folket angiveligt  uniformt kan tale ud fra?  Er ’folket’ den numeriske eller relationelle majoritet – og hvad bliver der så af minoriteterne såvel numerisk som relationelt? Er ’folket’ snarere en ”kraft”, der bedst forstås som noget, der sker som et oprør, en protes eller en ‘revolutionerende’ begivenhed? Eller er folket blot et vedvarende problem, der trænger til en løsning, et princip, som vi er enige om, et ønske, som måske går i opfyldelse, eller sågar et projekt, der skal administreres og organiseres på en særlig måde?

Disse spørgsmål bevæger sig kort sagt i spændingsfeltet mellem ’repræsentation’, ’deltagelse’ og ’suverænitet’. Dette til tider ustabile fundament i ethvert demokrati kan ligeledes rejse  fundamentale spørgsmål for stater, der er involveret i internationale samarbejder – og det er især dette fundament hvis problemfyldte natur populister arbejder politisk med, forsøger at videreudvikle og endda give definitive løsninger på.  Og det er disse elementer som danner grundlag for deres kamp med og mod demokratiet, hvilket samlet set kan lede til den gængse samtidsdiagnose, der helt overordnet går på, at vestlige demokratier befinder sig i en legitimitetskrise.        
Dog tilkommer det ingen i demokratiets navn at give et entydigt og absolut svar på alle disse spørgsmål; det  har ingen legitimitet til – og det er ingen legitimeret i at gøre. Slet ikke svar der skal gælde alle. Det betyder, at sådanne svar kun kan være foreløbige, da de fortsat deltager i en løbende debat og forhandling om, hvad der er legitime måder demokratisk at indrette os på. Det er os dermed alle forundt at forsøge at gennemtænke de svar som vi giver på alle disse spørgsmål; og det er os alle påbudt at handle på baggrund af disse svar med en selvkritisk erindring om, at sådanne handlinger kan have virkelige konsekvenser og effekter for andre end os selv. At reducere kompleksiteten i sådanne spørgsmål ved at give simple, konkrete, og direkte ”brugbare” svar er langt fra de fleste populisters adelsmærke – her kan de fleste konsulenter, spindoktorer og andre sofister sagtens være med. I populistisk politik er der nemlig generelt set en besynderlig omvendt proportionalitet på færde: Populister stiller ofte de rigtige spørgsmål, men de giver lige så tit de forkerte svar.

I bogen er det disse spørgsmål og deres svar, som løbende bliver undersøgt. Som indikeret i bogens hovedtese og i denne artikels titel indtager Friedrich Nietzsches begreb om slavemoralen en særstatus i undersøgelserne. For Nietzches begreb handler netop om dynamikken mellem de herskende grupper, der hersker på andres vegne, og dem, der herskes over, og de magtkampe, dette afføder – magtkampe som i særdeleshed omhandler normative forestillinger om virkeligheden. Hans begreb om slaveopstanden i moralen kan altså fortælle os en del om, hvad vi særligt skal være opmærksomme på, når det kommer til effekterne ved populistiske idéer og værdier og dynamikken mellem grupperne.

Men begrebet kan også sige en del om, hvorfor vi er vidne til, at flere og flere populistiske idéer og værdier synes at blive så udbredte og normale i den brede offentlighed og hos politiske partier, som man normalt ikke forbinder med populisme. Mens begrebet om slavemoralen kan gøre os klogere på populismens effekter som en omvending af værdier og en slags mainstreaming af deres tankeunivers, forklarer det ikke tankeuniversets særlige natur – og ej heller populisternes genbrug af gamle idéer eller slet og ret genbrug af historie. Det gør derimod det fænomen, der kaldes modoplysning. Denne tankestrømning er i europæisk åndsliv en fællesbetegnelse for idéer og værdier, som har det tilfælles, at de på en eller anden måde alle udfordrer de idéer og værdier som kendetegner oplysningstiden. Modoplysning er med idéhistorikeren Isaiah Berlin (1909-1997) rammende beskrivelse: ”En modstand mod forskellige forsøg på en reorganisering af samfundet ledet af en universel moral og intellektuelle idealer”. Som der argumenteres for i bogen, er populisme og især højrepopulisme et fænomen man med god ret kan kalde modoplysningstænking på moderne vilkår.

Eksemplerne er legio og her skal blot nævnes nogle få, der bliver udfoldet yderligere i bogen via Dansk Folkeparti og andre højrepopulistiske partier som cases: Denne modoplysningstænkning ses tydeligt i de fleste højrepopulisters krav om øget grænsekontrol, der i visse tilfælde udmunder i et krav om mure og andre fysiske grænser. Det ses i højrepopulisters fokus på nationalstatens suverænitet med en meget bastant nationalisme og immigrationspolitik til følge. Det ses i højrepopulisters glorificeringen af emotionsbaseret politik med en hyppig afvisning af etablerede medier som ”fake news”, ekspertviden og facts som ubrugelige holdninger. Det ses i højrepopulisters moderne genopfindelse af religion i politik – på en sekulær – og undertiden sekularistisk – grundlag. Og det ses i højrepopulisters gentagne forsøg på at kodificere visse moralske værdier som gældende Leitkultur, der i øvrigt er den eneste legitime, da denne Leitkultur er lig det civiliserede, mens alt andet som taler imod denne er perverteret, uciviliseret og degenereret. En Leitkultur, der ofte benyttes som in- og eksklusions mekanisme i højrepopulisters opfindelse af det sande og gode folk. Som nævnt er idéen om folkelig suverænitet nerven i demokratiet, men også i populisme, hvilket giver en åbenlys mulighed for at gentænke demokratiet. Som alle demokratiske partier forsøger populister også at give et svar på alle de spørgsmål, som samfundet konstant stiller. Men disse svar udfordrer ofte vante måder at tænke demokratiet på.

Hvis populisme således kunne være en anledning til at gentænke demokratiet kræves en  anderledes måde at forstå demokratiet på – en anderledes demokratimodel end den liberale, den socialliberale osv. En demokratimodel, der kan indfange, hvad denne omvending af værdier gør ved vores måde være demokratiske på. Og en model der kan tydeligøre, hvad denne insisteren på det nære, konkrete, nationale osv. gør ved vores måde at opfatte legitim demokratisk magtudøvelse på. Hvis vi virkelig ønsker at forstå, hvilke opgaver populisme stiller demokratiet, så kræves der en demokratimodel, der indfanger både det synlige og usynlige ved populisme og demokratiet. Men også en model, der kan tydeligøre det åbenlyse og skjulte ved populistisk magtkritik; en kritik der rammer hjertet af demokratiet, eller selve dét som muligør demokratiet overhovedet. Afsluttende i bogen forsøges en  analyse, der netop baserer sig på en sådan alternativ demokratimodel – en model, der kræver, at vi alle må besinde os på at leve med uvisheden om, at der ikke gives definitive svar på alle de spørgsmål vi har og konstant stiller. For så vidt disse svar skal være demokratiske – både i det politiske og levede liv.

Andreas Mebus er ekstern lektor på Syddansk universitet. Artiklen er en let omskrevet udgave af introduktionen til bogen ”Populisme, slavemoral og demokrati” (s. 9-16) udgivet af Forlaget Philosophia i 2019. For de relevante litteraturreferencer artiklen er baseret på henvises til nævnte sider i bogen. Denne udgave af introduktionen af udgivet på Baggrund med tilladelse af Forlaget Philosophia.