Håndsæben

Badende kvinde med håndsæbe; Baggrund
Illus­tra­tion: Fred­erik Porsmose Sten­der

OBJEKT: “Sæbe har været brugt af mennesker i flere tusinde år, men har ‒ snarere end som et middel til kropslig renholdelse ‒ været anvendt til en lang række andre formål”. Læs Tanne S. Søndertofts fortælling om håndsæben, der indgår i Baggrunds Objekthistorier.

Et ligstof, tænk­te lægen Ignaz Philipp Sem­mel­weis, måtte være fork­larin­gen på de mange udbrud af barsels­feber, der plagede fød­sels­gan­gene på Wiens All­ge­meine Kranken­haus i 1847. Et ligstof, der afle­jrede sig på lægernes hæn­der, hvor­fra det blev over­ført til de gra­vide. Afvaskn­ing og ren­sning af hæn­derne måtte kunne hin­dre ligstof­fets over­førsel.

To omstændighed­er – en læges død og de kon­tin­uerlige udbrud af barsels­feber – der af alle andre blev opfat­tet som ufor­bundne, antyd­ede for Sem­mel­weis, at der måtte find­es et stof, der var usyn­ligt for det men­neske­lige øje, og som blev over­ført fra ligene i under­vis­ningssalen til fød­sels­gan­gene. Lægen var død af en infek­tion umid­del­bart efter, at han ved et uheld var blevet stukket af en stud­erende med en skalpel under en obduk­tion, og Sem­mel­weis bemærkede, at den infek­tion, lægen havde pådraget sig, mind­ede om de gra­vides barsels­feber.

Sam­tidig var det kun på den af hos­pi­talets fød­sels­gange, hvor de vel­havende kvin­der lå, at gra­vide blev tilset af læger, og her døde bemærkelsesværdigt langt flere af barsels­feber end på de fat­tiges gang, hvor man blev tilset af jordemø­dre, der hverken dis­sek­erede eller obduc­erede lig. Ved at sam­men­holde obser­va­tion­er og fak­ta lykkedes det Sem­mel­weis at forbinde sin kol­le­gas død med den markante forskel i antallet af døds­fald på fød­sels­gan­gene til en teori om et usyn­ligt ligstof, der over­førtes via krop­skon­takt.

På Sem­mel­weis’ ini­tia­tiv blev det ind­ført som prak­sis på hos­pi­talet i Wien, at lægerne skulle afvaske og rense deres hæn­der i en opløs­ning af klorkalk, når de gik fra én gern­ing til en anden. Selvom forsøget med at få lægerne til at vaske hæn­der blev mødt med stor skep­sis og fornærmelse, var resul­tater­ne for­bløf­fende: Døde­lighe­den blev reduc­eret på fød­sels­gan­gene på Wiens All­ge­meine Kranken­haus til under 1 pro­cent. 

Dét at vaske hæn­der fik for første gang den betyd­ning, vi i dag forbinder med brug af hånd­sæbe. Sæbe har været brugt af men­nesker i flere tusinde år, men har ‒ snarere end som et mid­del til krop­slig ren­hold­else ‒ været anvendt til en lang række andre for­mål. Plin­ius den ældre beskrev, hvor­dan gallerne anvendte sæbe som pomade til håret, men først og fremmest har sæbe været brugt til at vaske tek­stil­er og uld, til at rengøre køkkenred­sk­aber og som et mid­del i skif­tende med­i­cinske prak­siss­er, lang tid før sæben beg­y­n­dte at blive skrub­bet mod de hæn­der, der hold­er den.

Tra­di­tionelt er sæbe blevet frem­stil­let over ild­st­ed­er og blus i store kogekar. Den første organ­is­erede frem­still­ing af luk­sussæber beg­y­n­dte i 1370’erne i Mar­seille, hvor kognin­gen af hver por­tion blev nøje overvåget og smagt til af en sæbe­mester for at opnå den rette kon­sis­tens og salt­bal­ance. Savon de Mar­seille reg­nes stadig i dag som et af de mest eksklu­sive hånd­sæber.

Mens de fine, vel­duf­tende og skum­mende sæber fra Mar­seille blev frem­stil­let af salt­vand fra Mid­del­havet og oliveno­lie fra de nærliggende lunde, var sæbe­frem­still­in­gen i hjemmene anderledes basal og knap så charmerende. Her var det almin­deligt at koge sæbe på sub­stanser, man næppe ellers ville dyppe hæn­derne i, såsom fedt fra selvdøde og uku­rante dyr, tilsat gam­mel urin eller en bland­ing af træaske og vand, såkaldt lud. Sæbekognin­gen kunne også være ganske risik­a­bel at give sig i kast med, for­di blandin­gen af dyrefedt og lud eller urin ‒ der er meget basiske sub­stanser ‒ let kan ætse huden og blinde øjnene på en uheldig sæbe­mester. I dag bruges ofte kofedt, men mange sæber frem­stilles også af veg­etabilske oli­er i stedet, for eksem­pel kokosolie, palme­olie eller oliveno­lie. Forskel­lig fedt giv­er netop også forskel­lige sæber: Kokos­fedt giv­er store, luftige bobler, mens svinefedt giv­er tæt skum.

Med Sem­mel­weis’ klorkalko­pløs­ning fik afvaskn­ing af hæn­der af hygiejniske årsager for første gang en plads i sam­fun­det. Håndaf­vaskn­ing  åbnede både op for en ny brug af sæbe og for en forskyd­ning fra hos­pi­talets klinisk-pro­fes­sionelle sfære til resten af sam­fun­det, hvor håndaf­vaskn­ing med sæbe nu kunne gen­er­alis­eres og stan­dard­is­eres, særligt i bade­værelset og køkkenet.

Mødrenes frelser,” kaldes Sem­mel­weis pop­ulært. Hans opdagelse slog imi­dler­tid ikke bredt igen­nem som prak­sis hos samti­dens læge­s­tand på trods af de pub­licerede resul­tater, idet idéen om et ligstof ikke var en tilstrække­lig  viden­sk­a­belig fork­lar­ing på, hvor­for det virkede at vaske hæn­der.

Først 20 år senere blev det med Louis Pas­teurs opdagelse af bak­terier muligt at fork­lare smitte med eksis­tensen af bak­terier. Sem­mel­weis’ og Pas­teurs lægev­i­den­sk­a­belige opdagelser sat­te gang i en hygiejnisk rev­o­lu­tion, som frem­skyn­dte arbe­jdet med kloak­er­ing i byerne og med instal­la­tion af rindende vand, skyl­letoi­let­ter og bade i boligerne.

Mens kend­sk­a­bet til sæbe går tilbage til før vor tid­sreg­n­ing, var det først med opdagelsen af den per­son­lige hygiejnes effekt på ned­bringelse af syg­dom­sud­brud og smit­te­fare, at en ny prak­sis omkring håndaf­vaskn­ing og brug af sæbe til krop­slig ren­lighed førte til en gen­nem­gribende kul­turæn­dring i sam­fun­det.

Tanne Schloss­er Søn­dertoft er kan­di­dat i Nordisk Sprog og Lit­ter­atur fra Aarhus Uni­ver­sitet og er lit­ter­atur­formi­dler ved Køben­havns Hov­ed­bib­liotek.

Læs mere:

K. Codell Carter og Bar­bara R. Carter, Childbed fever, a sci­en­tif­ic biog­ra­phy of Ignaz Sem­mel­weis, West­port Lon­don: Green­wood Press, 1994

Bruno Latour, The pas­teur­iza­tion of France, Cam­bridge, Mass. Lon­don: Har­vard Uni­ver­si­ty Press, 1988

Scroll til toppen