Populismens slavemoralske kamp med og mod demokratiet

Frederick Burr Opper
Et udsnit af Fred­er­ick Burr Oppers vit­tighed­steg­n­ing med orig­inalti­tlen ”The fin de siè­cle news­pa­per pro­pri­etor” (1894). Pub­lic Domain: Wiki Com­mons.

De senere år er talen faldet på de såkaldte populister. Men hvem er de, hvad vil de og hvorfor stiller populister ofte de rigtige spørgsmål men giver de forkerte svar? Læs et bud på dette i Andreas Mebus’ let omskrevne introduktion til egen bog ”Populisme, slavemoral og demokrati” (Forlaget Philosophia, 2019).

Som anty­det i artik­lens titel vil det kom­mende omhan­dle Friedrich Niet­zsches (1844 – 1900) begreb om slave­moralen i rela­tio­nen til demokrati­et og i særde­leshed om det højak­tuelle forhold mellem pop­ulisme og demokrati. Men lad os beg­y­n­de fra en ende af for at få greb om, hvor­dan alt dette hænger sam­men.

En gylden regel: man skal ikke bedømme men­nesker på deres meninger, men der­i­mod på, hvad disse meninger gør dem til.”. Sådan skrev den tyske fysik­er, skribent m.m., Georg Christoph Licht­en­berg i sine notes­bøger, som blev ned­fældet i peri­o­den 1789–1793. Føl­ger vi Licht­en­berg, er et men­neskes meninger, hold­ninger, værdier og normer – som fælles beteg­nes ’nor­ma­tive forestill­inger om virke­lighe­den’ – fænomen­er, der påvirk­er indi­videt, da ’nor­ma­tive forestill­inger’ rum­mer visse inten­tion­er og vil­jer, som indi­videt ager­er igen­nem, men som sam­tidigt for­mer indi­videts handlerum.Men, det er effek­terne af forestill­ingerne og meningerne, der må bedømmes og vur­deres. Med andre ord er nor­ma­tive forestill­inger om virke­lighe­den langt fra uskyldige; de gør nem­lig noget ved os, men også med og i os, hvilket kan have prak­tiske kon­sekvenser. Det er netop sådanne nor­ma­tive forestill­inger om virke­lighe­den og deres prak­tiske kon­sekvenser, som er omdrejn­ingspunk­tet i min bog: Pop­ulisme, slave­moral og demokrati. Nærmere bestemt under­søger jeg, hvor­dan nor­ma­tive forestill­inger om virke­lighe­den hos visse medlem­mer af pop­ulis­tiske parti­er ej heller er uskyldige. Forestill­ingerne besid­der nem­lig en helt særlig logik, der fortæller os noget om, hvor­dan pop­ulisme i virke­lighe­den virk­er.

       
På trods af den store mængde lit­ter­atur på området, den intense mediedækn­ing og den offentlige debat om ’pop­ulisme’ er omtalte effek­ter end­nu ikke forsøgt kort­lagt og behan­dlet over­be­visende, hvilket måske skyldes, at tonen generelt i behan­dlin­gen af pop­ulisme er af yder­st nor­ma­tiv og uvi­den­sk­a­belig karak­ter. Imi­dler­tid kan man sagtens give sine meninger og hold­ninger til kende, alt i mens emnet bliv­er behan­dlet sagligt, lødigt og kri­tisk. Sagt med en noget tyn­d­slidt økonomisk vit­tighed er bogens overordnede ambi­tion alt­så føl­gende: ’Pop­ulisme virk­er åben­bart for­ry­gende i prak­sis, men fun­ger­er den også i teorien?’ Filosofisk er ambi­tio­nen dermed stik mod­sat af Karl Marx’ kendte læresæt­ning: „Filosof­ferne har kun inter­preteret ver­den forskel­ligt; dét, det kom­mer an på, er at foran­dre den”. Nu gælder det omvendt, at filosof­ferne længe har prøvet at foran­dre ver­den, hvor­for vi nu må prøve at forstå, for­tolke  eller slet og ret tænke den.

Og for at beg­y­n­de sådan en filosofisk for­tolkn­ing skal der indled­ningsvist spørges: Hvad er egentlig prob­lemet med ’pop­ulisme’? Som man i 2015 kunne læse i det europæiske agi­gen­tur ESPAS’  (Euro­pean Strat­e­gy and Pol­i­cy Analy­sis Sys­tem) sam­lede udviklings­analyse: Glob­ale trends frem mod 2030: Kan EU klare de frem­tidi­ge udfor­dringer? under afs­nit­tet: ’Den europæiske union – en frontløber i den nye demokratiske tid­salder’, er demokrati­et kon­fron­teret med:

[…] en dobbelt  tosidig udfor­dring: Der må opnås forlig med pop­ulisme og med den vok­sende  magt, ikke-demokratiske stater glob­alt set har. Denne kon­tekst er også en dobbelt mulighed: At genind­føre borg­eren som værende hjertet af poli­tik ved at  ind­føre  ind­faldsvin­kler og gøre bedre brug af nye teknolo­gi­er og ved at bruge Europas styrke til at mod­ernisere dets poli­tiske struk­tur­er og process­er”  

Oven­stående uddrag find­er man i et af rap­portens hov­e­dom­råder: ’Den sociale og demokratiske rev­o­lu­tion – udfor­dringerne for Europa: ’(2) Gen­sk­a­belsen af tilli­den til demokrati­et’. Ikke nok med at pop­ulisme nævnes som et af demokrati­ets hov­ed­prob­le­mer. Det større prob­lem, der indram­mer omtal­en af pop­ulisme er nem­lig, hvor­dan tilli­den til demokrati­et mon kan genetableres — men hvilken ’tillid’ tales der om her?      

     
Som citatet fremhæver,  skal der opnås forlig med pop­ulisme (og ikke-demokratiske stater). Forliget består dels i en øget demokra­tis­er­ing, hvor borg­erne genind­sættes som cen­trum for poli­tiske beslut­ning­sprocess­er, og dels i at EU’s styrke kan bruges i diverse mod­erniser­ing­sprocess­er af EU selv. Om disse to udviklings- eller forligsmu­lighed­er også indi­rek­te giv­er to bud på pop­ulis­mens fremkomst og udbre­delse, eller om man sågar kan se kimen til en ændring i opfat­telsen af suverænitetsspørgsmålet fra EU’s side mht. medlem­s­lan­dene, vil måske være at strække tek­stens ord­lyd for meget. Under alle omstændighed­er må de to forligsmu­lighed­er dog ses i lyset af en man­glende ’tillid’. En mist­il­lid til selve demokrati­ets insti­tu­tionelle prak­siss­er, refor­mvil­lighed og måske end­da det poli­tiske sys­tems evne til at løse presserende  lokale, nationale og  glob­ale prob­le­mer.

Diag­nos­ticerin­gen af en man­glende poli­tisk tillid er langt fra ny i forhold til demokrati­ets til­stand — og selvom den er yder­st udbredt, så kræver genetab­lerin­gen af tilli­den og opbaknin­gen til de poli­tiske sys­te­mer, at man forstår mist­il­li­dens rod, så den kan addreseres demokratisk. Fork­laringerne på roden er mange: sti­gende ulighed, fly­gt­ningekrise, den glob­ale økono­mi, glob­alis­erin­gen, EU, den tek­nol­o­giske udvikling, kor­rup­tion, fake news, ter­ror­isme, etniske og religiøse kon­flik­ter m.m. Og noget kunne tyde på, at fork­laringerne tilsam­men peger på prob­le­mer, som har været vanske­lige at løse på demokratisk vis nation­alt og inter­na­tion­alt. Og yderligere kunne det tyde på, at pop­ulisme er en del af et større prob­lemkom­pleks for demokrati­et, hvor­for det er nærliggende at hævde, at demokrati­et selv befind­er sig i en krise; en legit­imitet­skrise – det synes i hvert fald at være den gængse diag­nose.  Men inden der drages forhast­ede kon­klu­sion­er, så må vi spørge: Hvor­dan forhold­er man sig til den fremvækst af pop­ulis­tiske idéer, mål­sæt­ninger, parti­er, bevægelser m.m., der i de sid­ste mange år har været en del af det poli­tiske rum? Skal etablerede poli­tiske parti­er indlede et samar­be­jde med pop­ulis­tiske parti­er og bevægelser om deres mærke­sager for at gen­vin­de den poli­tiske tillid? Skal man forsøge at neu­tralis­ere deres kri­tik ved at påpege, at de og deres prob­le­mer udgør et min­dretal for herved at prob­lema­tis­ere deres taletid i medierne? Skal man forsøge at imødekomme pop­ulis­ternes kri­tik med forhan­dlingsvil­lighed  og ved at imødegå deres forslag i frem­tidi­ge poli­tiske reformer? Skal man helt affe­je og afvise dem i det poli­tiske rum ved at lægge dem, deres kri­tik og poli­tik på is? Eller skal man lat­terlig­gøre dem, deres idéer og mål­sæt­ninger ved måske at omforme disse til tabuer, kalde dem udemokratiske, farlige, syge, hvorved ’pop­ulist’ ender med at blive et (ofte strate­gisk) skæld­sord?        


Én ting er sikkert: der er lige så mange strate­gi­er over­for pop­ulis­ter, som der er menings­dan­nere, jour­nal­is­ter, poli­tikere, intellek­tuelle, akademikere eller sågar folk i ordets mange betyd­ninger. Og godt det samme, for pop­ulisme er selv et fænomen af noget ældre dato, mens den form for pop­ulisme og pop­ulis­ter, der diskuteres i offent­lighe­den i dag, er kom­met for at blive; de har i lang tid været og er stadig – om man vil det eller ej – allerede en del af nuti­dens poli­tiske rum. Og det vil de blive ved med at være.       


Helt grundlæggende fores­lås det, at man tager pop­ulis­ter alvorligt for hermed bedre at kunne forstå dem med hen­blik på at afdække effek­terne af deres mål­sæt­ninger og idéer eller blot poli­tik. Det er alt­så en bærende antagelse i min bog, at pop­ulis­ter fak­tisk før­er ’poli­tik’, om end det på visse punk­ter kan stride mod den almin­delige forståelse af, hvad poli­tik er. Det er også en bærende antagelse, at denne pop­ulis­tiske poli­tik må ses på bag­grund af dens effek­ter, da det væsentlige er, hvor­dan pop­ulisme  virk­er i prak­sis. Hvad der imi­dletr­tid menes med ’effek­ter’, er ram­mende beskrevet af af Andrea Pir­ros og Paul Tag­gart når de skriv­er, at det drejs­er sig om: „pop­ulis­tiske partiers evne til direk­te eller indi­rek­te at yde ind­fly­delse på det respek­tive poli­tiske sys­tem generelt og det poli­tiske arbe­jde [pol­i­cy dimen­sions] i særde­leshed”. I bogen afdækkes dette ved at under­søge, hvor­dan det moralske fjend­skab mellem pop­ulis­ter og elite konkret fun­ger­er. Dels ved filosofisk at udrede fjend­sk­a­bets indre logik i forhold til det poli­tiske land­skab generelt. Og lad det allerede være sagt indled­ningsvist til de skep­tiske læsere: Under­søgelsen er ikke en for­sim­plet læs­ning af pop­ulisme, så nej ikke alle pop­ulis­ter er ens, de er ikke en homogen gruppe bestående af iden­tiske indi­vider med samme idéer og poli­tiske mål­sæt­ninger. Men som det vis­es i bogen er poli­tiske aktør­er på tværs af pop­ulis­tiske parti­er  alle  dog ide­ol­o­gisk beslægtet med hinan­den, da den idémæs­sige kerne i al pop­ulisme er ’folket’, ’eliten’ og et sære­gent moral­sk fjend­skab i en højst uskøn ide­ol­o­gisk sam­men­bland­ing af uen­sart­ede og mod­sæt­nings­fyldte idéer, værdier, normer og idealer.Dette kon­glom­er­at af ’nor­ma­tive forestill­inger om virke­lighe­den’ synes at stride mod de gængse forståelser og opfat­telser af, hvad demokrati og poli­tik egentlig er. I bogen antages det heller ikke bare, at alle forstår det samme ved begre­bet ’demokrati’ – pop­ulis­ter synes dog i et vist omfang at have prob­le­mer med det ’lib­erale demokrati’, hvor­for denne demokra­ti­mod­el lig­ger til grund for bogens analyser og diskus­sion­er.

Denne lib­erale demokra­ti­mod­el er dog ikke uprob­lema­tisk, hvilket også bliv­er dik­suteret og analy­seret i rela­tion til mange empiriske eksem­pler på ’pop­ulisme’ i dens to mest markante vari­a­tion­er: højre- og ven­stre­pop­ulis­men. Denne vari­a­tion i eksem­plerne gør dermed, at der på et sam­men­ligneligt grund­lag kan siges noget generelt om pop­ulisme både som begreb og fænomen. Ud fra dette sam­men­lign­ings­grund­lag er ambi­tio­nen videre at stille skarpt på højre­pop­ulisme, da denne form for pop­ulisme dels i vid udstrækn­ing er eksem­plarisk for, hvor­dan ’pop­ulisme’ som sådan fun­ger­er, dels for­di højre­pop­ulisme synes at være det mest udbredte fænomen i en dan­sk og europæisk kon­tekst. Det tillad­er nem­lig at give dét, der ofte man­gler i de fleste under­søgelser af pop­ulisme; nem­lig et detal­jeret, omfat­tende og dyb­degående empirisk studie af et speci­fikt pop­ulis­tisk par­ti med særligt fokus på danske forhold, da dette så vidt vides end­nu ikke find­es.

Overord­net skal der alt­så leveres en filosofisk efter- og gen­tænkn­ing af det mere generelle fænomen ’pop­ulisme’, der efter mange års heftig debat stadig synes at stå tilbage som en slags kon­stant. Og det skal mere speci­fikt gøres ved at behan­dle de forskel­lige pop­ulis­tiske aktør­ers måde at agere på i det poli­tiske rum og i særde­leshed at føre poli­tik på – med gen­nemgående fokus på danske pop­ulis­tiske aktør­er. Bogen for­føl­ger dermed de varige effek­ter af pop­ulis­men lig jord­sko­r­pens per­ma­nente sprækker, som ikke forsvin­der efter jord­skæl­vet. De plet­ter på en skjorte, som ikke vil gå af i vask,når de først er blevet en del af den. Alt­så pop­ulis­mens effek­ter som uud­slet­telige spor. Metodisk gør bogen dette gen­nem his­toriske begreb­s­analyser, poli­tol­o­gisk teo­re­tis­er­ing, poli­tisk filosofi og forskel­lige demokrat­i­forståelser,  som de artikuleres og efter­leves i og uden for akademia. Grund­laget for den sam­lede under­søgelse efter­stræber – med fare for en vis grad af eklek­ti­cisme – dét, der kunne kaldes en metodisk inklu­siv plu­ral­isme. Idéen er alt­så at lade de mange forskel­lige ind­faldsvin­kler til ’pop­ulisme’ indgå i diskus­sion­er med hinan­den for således at få en dybere  forståelse af det kom­plekse fænomen, som pop­ulisme er, uden at tabe det selv samme fænomen af syne. Mere præ­cist er bogens under­søgelser således baseret på føl­gende hypotese: 

Pop­ulisme er et væsentligt, værdimæs­sigt og ide­ol­o­gisk prob­lem i demokrati­et, hvor­for pop­ulis­mens suc­ces eller man­gel på samme skal måles på, i hvilken udstrækn­ing pop­ulis­ter slave­moral­sk for­mår at omvende grundlæggende demokratiske værdier, normer, idéer og ide­al­er i det poli­tiske og offentlige rum med struk­turelle, sociale og kul­turelle effek­ter til følge.

Alt­så, for så vidt befolknin­gen opfattes som fun­da­mentet i et hvert  demokrati, er pop­ulisme basalt set et fænomen, der påvirk­er vores forståelse af nogle klas­siske demokratiske prob­lematikker: Hvad skal vi egentlig forstå ved folke­su­verænitet – har folket kun én vil­je, én stemme? Hvor­dan skal dette ’folk’ gøre sig gældende poli­tisk? Hvem kan repræsen­tere ’folket’ og gen­nem hvilke kanaler kan ’folket’ delt­age? Er ’magten’ noget man er, eller noget man kun har i kor­tere peri­oder i demokrati­et og i hvilken udstrækn­ing står ’folket’ for kon­trollen af denne mag­tudøvelse  – eller er det der­i­mod folket selv, der skal have (og være) magten for herved at regere sig selv? Skal demokrati­ets ’demos’ forstås i ental, fler­tal  eller kan demos slet ikke forstås i tal? Skal folket der­i­mod forstås som ’eth­nos’?  Hvem er ’folket’ og eksis­ter­er det som en kul­turel, social eller juridisk kends­gern­ing? Hvad binder ’folket’ sam­men – er det folke- ’ånden’, ’sjælen’, ’hjertet’, ’kærlighe­den’, ’stem­men’, ’vil­jen’ ’stemnin­gen’, ’følelsen’, ’beslut­nin­gen’, ’bevægelsen’, ’for­bun­det’, ’bev­id­s­the­den’, ’hjem­met’, ’blodet’, eller ’dybet’, som folket angiveligt  uni­formt kan tale ud fra?  Er ’folket’ den numeriske eller rela­tionelle majoritet – og hvad bliv­er der så af minoriteterne såv­el numerisk som rela­tionelt? Er ’folket’ snarere en ”kraft”, der bedst forstås som noget, der sker som et oprør, en protes eller en ‘rev­o­lu­tionerende’ begiven­hed? Eller er folket blot et ved­varende prob­lem, der trænger til en løs­ning, et prin­cip, som vi er enige om, et ønske, som måske går i opfyldelse, eller sågar et pro­jekt, der skal admin­istr­eres og organ­is­eres på en særlig måde?


Disse spørgsmål bevæger sig kort sagt i spænd­ings­fel­tet mellem ’repræsen­ta­tion’, ’delt­agelse’ og ’suverænitet’. Dette til tider usta­bile fun­da­ment i ethvert demokrati kan ligeledes rejse  fun­da­men­tale spørgsmål for stater, der er involveret i inter­na­tionale samar­be­jder – og det er især dette fun­da­ment hvis prob­lem­fyldte natur pop­ulis­ter arbe­jder poli­tisk med, forsøger at videreud­vikle og end­da give defin­i­tive løs­ninger på.  Og det er disse ele­menter som dan­ner grund­lag for deres kamp med og mod demokrati­et, hvilket sam­let set kan lede til den gængse samtids­di­ag­nose, der helt overord­net går på, at vestlige demokrati­er befind­er sig i en legit­imitet­skrise.        
Dog tilkom­mer det ingen i demokrati­ets navn at give et enty­digt og abso­lut svar på alle disse spørgsmål; det  har ingen legit­imitet til – og det er ingen legit­imeret i at gøre. Slet ikke svar der skal gælde alle. Det bety­der, at sådanne svar kun kan være foreløbige, da de fort­sat delt­ager i en løbende debat og forhan­dling om, hvad der er legit­ime måder demokratisk at indrette os på. Det er os dermed alle forundt at forsøge at gen­nemtænke de svar som vi giv­er på alle disse spørgsmål; og det er os alle påbudt at han­dle på bag­grund af disse svar med en selvkri­tisk erindring om, at sådanne han­dlinger kan have virke­lige kon­sekvenser og effek­ter for andre end os selv. At reduc­ere kom­plek­siteten i sådanne spørgsmål ved at give sim­ple, konkrete, og direk­te ”brug­bare” svar er langt fra de fleste pop­ulis­ters adelsmærke – her kan de fleste kon­sulen­ter, spin­dok­tor­er og andre sofis­ter sagtens være med. I pop­ulis­tisk poli­tik er der nem­lig generelt set en besyn­derlig omvendt pro­por­tion­alitet på færde: Pop­ulis­ter stiller ofte de rigtige spørgsmål, men de giv­er lige så tit de fork­erte svar.

I bogen er det disse spørgsmål og deres svar, som løbende bliv­er under­søgt. Som indik­eret i bogens hov­edtese og i denne artikels titel ind­tager Friedrich Niet­zsches begreb om slave­moralen en særsta­tus i under­søgelserne. For Niet­zch­es begreb han­dler netop om dynamikken mellem de hersk­ende grup­per, der hersker på andres veg­ne, og dem, der herskes over, og de magtkampe, dette afføder — magtkampe som i særde­leshed omhan­dler nor­ma­tive forestill­inger om virke­lighe­den. Hans begreb om slaveop­standen i moralen kan alt­så fortælle os en del om, hvad vi særligt skal være opmærk­somme på, når det kom­mer til effek­terne ved pop­ulis­tiske idéer og værdier og dynamikken mellem grup­perne.

Men begre­bet kan også sige en del om, hvor­for vi er vidne til, at flere og flere pop­ulis­tiske idéer og værdier synes at blive så udbredte og nor­male i den brede offent­lighed og hos poli­tiske parti­er, som man nor­malt ikke forbinder med pop­ulisme. Mens begre­bet om slave­moralen kan gøre os klogere på pop­ulis­mens effek­ter som en omvend­ing af værdier og en slags main­stream­ing af deres tanke­u­nivers, fork­lar­er det ikke tanke­u­ni­ver­sets særlige natur – og ej heller pop­ulis­ternes gen­brug af gam­le idéer eller slet og ret gen­brug af his­to­rie. Det gør der­i­mod det fænomen, der kaldes mod­oplysning. Denne tankestrømn­ing er i europæisk ånd­sliv en fælles­beteg­nelse for idéer og værdier, som har det til­fælles, at de på en eller anden måde alle udfor­dr­er de idéer og værdier som kende­teg­n­er oplysningsti­den. Mod­oplysning er med idéhis­torik­eren Isa­iah Berlin (1909−1997) ram­mende beskriv­else: ”En mod­stand mod forskel­lige forsøg på en reor­gan­is­er­ing af sam­fun­det ledet af en uni­versel moral og intellek­tuelle ide­al­er”. Som der argu­menteres for i bogen, er pop­ulisme og især højre­pop­ulisme et fænomen man med god ret kan kalde mod­oplysningstænk­ing på mod­erne vilkår.

Eksem­plerne er legio og her skal blot nævnes nogle få, der bliv­er udfold­et yderligere i bogen via Dan­sk Folkepar­ti og andre højre­pop­ulis­tiske parti­er som cas­es: Denne mod­oplysningstænkn­ing ses tydeligt i de fleste højre­pop­ulis­ters krav om øget grænsekon­trol, der i visse til­fælde udmunder i et krav om mure og andre fysiske grænser. Det ses i højre­pop­ulis­ters fokus på nation­al­statens suverænitet med en meget bas­tant nation­al­isme og immi­gra­tionspoli­tik til følge. Det ses i højre­pop­ulis­ters glo­ri­fi­cerin­gen af emo­tions­baseret poli­tik med en hyp­pig afvis­ning af etablerede medi­er som ”fake news”, ekspertv­i­den og facts som ubrugelige hold­ninger. Det ses i højre­pop­ulis­ters mod­erne genopfind­else af reli­gion i poli­tik – på en sekulær – og under­tiden seku­lar­is­tisk – grund­lag. Og det ses i højre­pop­ulis­ters gen­tagne forsøg på at kod­i­fi­cere visse moralske værdier som gældende Leitkul­tur, der i øvrigt er den eneste legit­ime, da denne Leitkul­tur er lig det civilis­erede, mens alt andet som taler imod denne er per­vert­eret, ucivilis­eret og degener­eret. En Leitkul­tur, der ofte benyttes som in- og eksklu­sions mekanisme i højre­pop­ulis­ters opfind­else af det sande og gode folk. Som nævnt er idéen om folke­lig suverænitet ner­ven i demokrati­et, men også i pop­ulisme, hvilket giv­er en åbenlys mulighed for at gen­tænke demokrati­et. Som alle demokratiske parti­er forsøger pop­ulis­ter også at give et svar på alle de spørgsmål, som sam­fun­det kon­stant stiller. Men disse svar udfor­dr­er ofte vante måder at tænke demokrati­et på.

Hvis pop­ulisme således kunne være en anled­ning til at gen­tænke demokrati­et kræves en  anderledes måde at forstå demokrati­et på – en anderledes demokra­ti­mod­el end den lib­erale, den social­lib­erale osv. En demokra­ti­mod­el, der kan ind­fange, hvad denne omvend­ing af værdier gør ved vores måde være demokratiske på. Og en mod­el der kan tydeligøre, hvad denne insis­teren på det nære, konkrete, nationale osv. gør ved vores måde at opfat­te legit­im demokratisk mag­tudøvelse på. Hvis vi virke­lig ønsker at forstå, hvilke opgaver pop­ulisme stiller demokrati­et, så kræves der en demokra­ti­mod­el, der ind­fanger både det syn­lige og usyn­lige ved pop­ulisme og demokrati­et. Men også en mod­el, der kan tydeligøre det åbenl­yse og skjulte ved pop­ulis­tisk magtkri­tik; en kri­tik der ram­mer hjertet af demokrati­et, eller selve dét som muligør demokrati­et over­hovedet. Afs­lut­tende i bogen forsøges en  analyse, der netop baser­er sig på en sådan alter­na­tiv demokra­ti­mod­el – en mod­el, der kræver, at vi alle må besinde os på at leve med uvishe­den om, at der ikke gives defin­i­tive svar på alle de spørgsmål vi har og kon­stant stiller. For så vidt disse svar skal være demokratiske – både i det poli­tiske og lev­ede liv.

Andreas Mebus er ekstern lek­tor på Syd­dan­sk uni­ver­sitet. Artiklen er en let omskrevet udgave af intro­duk­tio­nen til bogen ”Pop­ulisme, slave­moral og demokrati” (s. 9–16) udgivet af For­laget Philosophia i 2019. For de rel­e­vante lit­ter­atur­ref­er­encer artiklen er baseret på hen­vis­es til nævnte sider i bogen. Denne udgave af intro­duk­tio­nen af udgivet på Bag­grund med tilladelse af For­laget Philosophia.

Scroll til toppen