Den daktyloskopiske grænse

Europæisk grænsekontrol beror i stigende grad på såkaldte biometriske teknologier, herunder fingeraftryk, ansigtsgenkendelse og scanning af iris og retina. Udviklingen indikerer en bevægelse fra territorial kontrol imod kropslig kontrol, hvor grænsen kryber ind i de grænseoverskridende kroppe og indskriver dem i et system af registrering, overvågning og opsporing. I denne artikel diskuterer Adam Bregnsbo Fastholm, hvad der sker med grænsens magtforhold, når det ikke længere er muligt at rejse ind i EU uden at få scannet fingre, øjne eller ansigt.

På øer i Det Ægæiske Hav sidder migranter fast under kummerlige forhold i indhegnede og overfyldte “modtage- og identifikationscentre”. Græske og kroatiske grænsevagter gør systematisk brug af illegale pushback-operationer, hvor de ved brug af vold og tortur skubber migranter tilbage over grænsen eller retur i usikre gummibåde. Middelhavet er blevet et epicenter for dødelige grænseovergange, hvor titusinder overlades til præmatur, undgåelig død ved skibbrud og drukning – ofte i forlængelse af langvarig sult, tørst og eksponering for elementernes rasen i rum sø.

Både før og efter den såkaldte flygtningekrise blev erklæret i 2015, har EU med et voksende arsenal af teknikker forsøgt at blokere, bremse, decelerere og kontrollere tilstrømningen af migranter ind i europæisk rum. I skrivende stund er Polens grænse til Belarus blevet befæstet med 15.000 soldater udstyret med geværer, tåregas, militærkøretøjer og -helikoptere. I samme forbindelse bidrog Danmark med 15 kilometer pigtråd til et nyopført hegn på den litauisk-belarusiske grænse. Pigtråden var af typen concertina, der modsat almindelig pigtråd, som har til formål at hindre bevægelse, er designet til at lemlæste.

Men den intensiverede grænsekontrol rækker langt ud over unionens formelle territorium og er ofte udliciteret og eksternaliseret. Frontex’ (EU’s grænseagenturs) missioner strækker sig dybt ind i Vestafrika og har i tiltagende grad karakter af militære operationer. Det er desuden velbeskrevet, at EU samarbejder tæt med, træner og udstyrer den libyske kystvagt, der systematisk standser migranter i Middelhavet og returnerer dem til interneringslejre i Libyen, hvor de, ifølge talrige beretninger, udsættes for tortur, voldtægt, slaveri og tilbageholdelse på ubestemt tid.

Men sideløbende med intensiveringen af “hård” grænsekontrol er der sket en eksplosion i brugen af, hvad man kunne kalde en “blød” grænsekontrol kendetegnet ved anvendelsen af avanceret digital teknologi. Herunder hører blandt andet biometri, kunstig intelligens, løgnedetektorer, algoritmer, big data, sensorer, droner og satellitter. Eksempelvis bearbejder Eurosur (European Border Surveillance System, det europæiske grænseovervågningssystem) enorme mængder data med henblik på at kortlægge, modellere og kontrollere migrantstrømme med retning mod Europas grænser, mens myndigheder fra flere medlemsstater har tappet migranters mobiltelefoner for data til brug for fremtidig asylbehandling. Højteknologisk grænsekontrol er blevet en milliardindustri.

Af særlig betydning er de såkaldte biometriske teknologier. Biometri (af græsk bios ‘liv’ og metros ‘som måler’) er en fællesbetegnelse for teknikker til at identificere og genkende individer på baggrund af fysiologiske eller adfærdsmæssige kendetegn, teknikker såsom fingeraftryk, ansigtsgenkendelse og iris- og retinascanning. Biometrisk grænsekontrol bygger på et sæt antagelser: at enhver menneskekrop er fysisk unik, og at dens fysiologiske og adfærdsmæssige kendetegn er relativt stabile over tid. Teknologien indebærer på samme tid en ekstraktion af kropslig information og en inskription af et kontrolsystem i den enkelte krop. Det følgende beskæftiger sig med udbredelsen af biometri i europæisk grænsekontrol og diskuterer dens implikationer for subjektivitet, magt og modmagt.

Når grænsen kryber ind i kroppen

Biometrisk teknologi fremhæves af politikere og myndigheder som et centralt element i såkaldte “intelligente grænser”, der med uovertruffen hastighed, pålidelighed og præcision kan fastslå en hvilken som helst rejsendes identitet. Når en migrants biometriske kendetegn først er i systemet, kan vedkommende spores og til enhver tid identificeres med henblik på at afklare, om migranten har lovligt ophold eller ej. Man kan hverken tale eller bedrage sig fri, når først systemet viser et match. Kroppen lyver ikke. Idealet er glatte, gnidningsfri og teknisk effektive procedurer, der beror på maskinel nøjagtighed og ikke på menneskers fejlbarlige skøn eller vildledende forklaringer.

Biometrisk grænsekontrol er ret beset ikke et nyt fænomen: Rejsepas og visa har længe indeholdt portrætbilleder, og de amerikanske myndigheder forsøgte så tidligt som i 1880’erne at identificere kinesiske migranter på baggrund af fingeraftryk. Den egentlige innovation ligger i biometriens automatisering og digitalisering; i evnen til at forandre fysiologiske og adfærdsmæssige kendetegn til digitale repræsentationer, der kan opbevares, udveksles og krydsrefereres.

Den camerounske politiske teoretiker Achille Mbembe teoretiserer i teksten Bodies as borders denne stigende sammenfiltring af kropslige karakteristika og informationssystemer. Ifølge Mbembe indikerer udbredelsen af biometrisk teknologi en bevægelse fra territorial kontrol imod kropslig kontrol. Hvor territorial kontrol retter sig mod grænsen som en linje fastgjort ved periferien af statens suveræne territorium, retter kropslig kontrol sig mod kroppe i bevægelse før, under og efter deres kontakt med den territoriale grænse. Med biometrisk kontrol kryber grænsen ind i de grænseoverskridende kroppe. Kroppe i irregulær bevægelse er truende og risikable. De er uidentificerede og derfor uforudsigelige og uregerlige. Heroverfor tilbyder biometrisk teknologi sikkerhed – både i form af vished og i form af kontrol. De besidder evnen til at fragmentere kroppe i datapunkter for derigennem at gøre dem genkendelige, identificerbare og beregnelige. Biometri ekstraherer sandhed direkte ud af kroppen og fastslår en given persons identitet hinsides al tvivl; en identitet der kan danne grundlag for fremadrettet forudsigelse og forebyggelse af alle mulige risici.

EU har over de seneste år installeret og udvidet en enorm arkitektur bestående af automatiseret og digitaliseret biometri. EU-Kommissionens “hotspottilgang” til flygtningekrisen indebar i første omgang at sikre, at nyankomne migranter i Grækenland og Italien blev identificeret, registreret og fik taget fingeraftryk, så de kunne kanaliseres ind i de relevante opfølgningsprocedurer. Kommissionen har efterfølgende foreslået, at adgangen til Eurodac (European Dactyloscopy, EU’s database og identifikationssystem for fingeraftryk) skal udvides, således at europæiske myndigheder også vil kunne anvende de biometriske data til at opspore og deportere illegaliserede migranter. I forlængelse heraf udforsker Kommissionen mulighederne for at lagre kopier af alle identitetspapirer fundet ved grænseoverskridende migration i Europa, hvilket reelt vil gøre Eurodac til en søgemaskine for illegaliserede migranter. Desuden introducerer Europa-Parlamentet fra 2022 et fælleseuropæisk biometrisk Entry/Exit System (EES), hvor alle ikke-EU-borgere ved indrejse i Schengenområdet får scannet og lagret deres ansigter og fingeraftryk. Det synes efterhånden praktisk talt umuligt at rejse ind i EU, legalt eller illegalt, uden at blive viklet ind i unionens biometriske databaser.

Bekendelsens endeligt?

Biometri er imidlertid ikke så uproblematisk, som det ofte fremstilles. Mange af de teknologier, der enten er i brug eller på tale, er yderst eksperimentelle og fortsat meget usikre, men bruges ikke desto mindre til at træffe beslutninger med livsafgørende betydning for meget sårbare grupper af mennesker. Scanning af iris indebærer en statistisk sandsynlighed for falsk positiv identifikation, dvs. at maskinen fejlagtigt angiver, at personen allerede er i systemet, og digitale ansigtsgenkendelsessystemer, der ofte er udviklet med udgangspunkt i hvide mænds ansigter, er systematisk ringere til korrekt at identificere kvinder og især ikke-hvide. Der er 100 gange større sandsynlighed for, at sådanne systemer fejlidentificerer en asiat eller en afrikaner end en person med hvid hud.

Den ekstraordinære situation ved Europas grænser gør dem til et laboratorium for biometrisk teknologi, uden regler, appelmuligheder eller gennemsigtighed. Migranter får trukket personfølsomme data ud af deres kroppe på et meget spinkelt grundlag i et omfang, der ofte strider imod grundlæggende menneskerettigheder. Det er desuden tvivlsomt, om migranter i nogen meningsfuld forstand kan give samtykke til denne type dataindsamling, hvis eksempelvis adgang til fødevarerationer afhænger af deres villighed til at lade sig biometrisk registrere.

Udbredelsen af biometrisk grænsekontrol har forrykket grænsekontrollens magtforhold mellem migrant og myndighed. Specifikt ved at transformere procedurerne, hvorigennem viden og sandhed om migranten produceres, så de i mindre grad kommer til at bero på den magtteknik, den franske filosof Michel Foucault benævner bekendelse. I værket Viljen til viden beskriver Foucault, hvordan bekendelsen som ritual er blevet en central teknik i produktionen af viden. Bekendelsen er kendetegnet ved, at subjektet påbydes at dechifrere sig selv, vedkende sig sine handlinger og tanker og derigennem gøre sig selv til objekt for erkendelse og refleksion. Gennem bekendelse af det skjulte bliver mennesket til som subjekt. Den bekendende formodes imidlertid ikke i stand til at gennemskue sig selv fuldkomment og behøver derfor en lyttende modpart, der afkræver, fortolker og fuldender den ufuldendte sandhed.

Bekendelsen kan ifølge Foucault spores til den romerskkatolske kirkes skriftemål og bodssakramente, men har over tid vundet stor udbredelse i den vestlige verden i tilgangen til alt fra medicin og terapi over pædagogik og arbejdsformidling til selv intime kærlighedsforhold: “[M]an bekender sine forbrydelser og sine synder, man bekender sine tanker og sine begær, man bekender sin fortid og sine drømme, man bekender sin barndom, man bekender sine sygdomme og elendigheder […] Man bekender – eller man tvinges til at bekende […] I Vesten er mennesket blevet et bekendende dyr”.

Biometrisk teknologi bidrager til en bevægelse væk fra dette bekendende subjekt, der påbydes at producere viden om sig selv og fortælle sin historie. I stedet sættes en ikke-diskursiv ekstraktion af kropslig information i centrum. Bekendende sandhed, der er krænget ud fra sjælens inderste afkroge, viger for, hvad blandt andet den italienske politiske teoretiker Martina Tazzioli kalder epidermisk sandhed, det vil sige sandhed henhørende til kroppens overflade (af græsk epidermis ‘overhud’). Grænsekontrol behøver ikke i samme grad som tidligere bero på migranters samarbejdsvilje. Tidligere kunne de lyve, bruge andres dokumenter eller brænde deres pas, hvis de ønskede at forblive skjulte og uidentificerede. Med indførelsen af biometrisk teknologi hjemsøges de af deres egne forræderiske kropslige aftryk.

Migranters beskrivende og narrative beretninger udslettes eller overflødiggøres naturligvis ikke fuldstændigt i denne proces. Myndigheders profilering af migranter beror fortsat på samtaler og udfyldning af skemaer, der dog typisk er karakteriseret ved institutionaliseret mistillid og indplacering i forudfattede kategorier. Der opstår dermed et spændingsfelt mellem migranternes selvfremstilling som hele, komplekse subjekter og myndighedernes identitetskonstruktion af dem som et aggregat af systematiserede datapunkter.

Synligheden er en fælde

Hvilke muligheder for omgåelse af biometrisk registrering og identifikation efterlader disse ændrede magtforhold? En række teoretikere, herunder Giorgio Agamben, Rosi Braidotti, Alexander Galloway, Elizabeth Grosz, Eugene Thacker og forfatterkollektivet Den usynlige komité, har gennem de seneste årtier fremhævet usynlighed, hemmeligholdelse, forsvinding og ​​anti-repræsentation som virksomme strategier til at navigere eller undslippe stadig mere sofistikeret og omsiggribende kontrol.

Denne udlægning vender i høj grad konventionel politisk logik på hovedet. Traditionelt har repræsentation og synlighed været betragtet som efterstræbelsesværdige kvaliteter: Marginaliserede grupper havde som mål at opnå opmærksomhed, anerkendelse og tilstedeværelse i det politiske rum for gennem institutionel repræsentation at forbedre deres liv. Ifølge førnævnte teoretikere bliver dette imidlertid nemt en blindgyde: Politisk repræsentation ensretter, domesticerer og udvander marginaliserede menneskers rettighedskampe, imens synlighed gør dem sårbare over for overvågning og opsporing. Med Foucaults ord fra Overvågning og straf: “Synlighed er en fælde”.

Disse strategier kan antage forskellige former. En delmængde består i at gøre sig selv usynlig. Det gælder eksempelvis migranter, der i dølgsmål krydser grænsen for helt at undgå myndigheder og deres biometriske registrering. En anden delmængde er strategier, der går på at gøre sig ulæselig. Migranten går ikke off the grid som sådan, men forbliver on the grid på en måde, der undslår sig identifikation og indplacering i standardiserede skemaer.

Den martinikanske digter og filosof Édouard Glissants begreb om opacitet (antonymet for transparens) indfanger denne praksis. I teksten Poétique de la relation insisterer Glissant på “retten til opacitet [le droit à l’opacité]”. Dette er ikke en rettighed i juridisk forstand, men en etisk, æstetisk og politisk insisteren på adkomsten til at fastholde dimensioner af den menneskelige eksistens, der ikke er målbare, bestemmelige eller forståelige. Opacitet er den irreducible forskel, der ikke kan identificeres. I Glissants forfatterskab betegner begrebet en ontologisk betingelse i bred forstand, men kan i den europæiske grænsekontrols specifikke kontekst forstås som en taktisk uigennemsigtighed, der modsætter sig og overskrider forsøg på kategorisering såsom biometrisk kontrol.

Når det kommer til usynlighed og ulæselighed som konkrete politiske strategier, er det vigtigt at fastholde, at de ikke er ligeligt tilgængelig for alle. Ofte forudsætter teoretiseringer af emnet et universelt eller abstrakt subjekt, der har kapaciteten til at skjule sig eller gøre sig ulæselig. Dermed ænses det ikke, at det for mange feminiserede, racialiserede eller på anden vis minoriserede mennesker kan være forbundet med betydelige risici at modsætte sig identifikation. Jeg mener imidlertid, at Glissants begrebsliggørelse, der er skrevet i og til en postkolonial kontekst, netop har blik for dette forhold.

Genstridig uigennemsigtighed

Kan en mobilisering af opacitet registreres i det europæiske grænseland? Det vil jeg mene. Migranter kender udmærket til og søger at undvige eller modsætte sig biometrisk registrering. Særligt migranter i de italienske og græske hotspot-lejre har individuelt eller kollektivt nægtet at afgive fingeraftryk og sidder som konsekvens heraf strandet i deres første ankomstland. Dette har ledt til brutale scener, hvor myndigheder under anvendelse af vold, intimidering eller vildledning har søgt at “overbevise” dem om at give efter. I bogen Migrant Resistance in Contemporary Europe kalder den tyske grænseforsker Maurice Stierl disse praksisser for “biometrisk afstraffelse”, der tager form af “fysiske sammenstød mellem grænseregimet og [migranter] samt det vedvarende disciplinerende traume, som de har til hensigt at påføre”.

En anden særdeles intens insisteren på kropslig opacitet finder sted, når migranter begår selvskade for at forblive uidentificerbare. Nogle påfører deres fingerspidser en blanding af lim og kemikalier, mens stadig flere brænder deres fingeraftryk af. Selvom biometrisk teknologi nemt kan fremkalde billedet af en højteknologisk grænsekontrol, der er forduftet ind i en gnidningsfri, digital æter, er det således ofte en yderst materiel og hårdhændet procedure. “Blød” og “hård” grænsekontrol er tæt sammenvævet.

Adam Bregnsbo Fastholm er ph.d.-studerende i politisk teori ved Humboldt-Universität zu Berlin og Freie Universität Berlin tilknyttet forskningsprojektet “SCRIPTS – Contestations of the Liberal Script”.