Weimarrepublikkens banemænd?

Weimar-republikkens banemænd?

Det famøse marts-num­mer af tidsskriftet Die Tat fra 1933, hvor Hans Zehrer i artiklen ”Autoritär oder was son­st?” [Autoritær eller hvad ellers?] langer ud efter Hitler. Billede: Wiki­me­dia Commons

Historien om det tyske kulturtidsskrift Die Tat er også historien om, hvordan den radikalkonservative tyske kulturkritik i mellemkrigstiden lod sig gribe af antidemokratiske idéer og bidrog til Weimarrepublikkens opløsning. Men har de radikalkonservative intellektuelle Hitlers magtovertagelse på samvittigheden? Rikke Alberg Peters undersøger Die Tat-kredsen og de intellektuelle antidemokrater i mellemkrigstiden. 

FASCISTER I FÅREKLÆDER?  Artiklen bringes i anled­ning af udgivelsen af Math­ias Hee Ped­er­sens Fas­cis­ter i fårek­læder?, der analy­ser­er den iden­titære bevægelses ide­olo­gi og opridser de idéhis­toriske spor, der før­er fra Gen­er­a­tion Iden­titærs Green­peace-inspir­erede aktivisme og alt-right-bevægelsens inter­net­cen­tr­erede kul­turkamp via Det Nye Højre til mellemkrigsti­dens fascis­tiske tænkere. 

Den tyske soci­olog Ernst Wil­helm Eschmann, der i årene 1929–1933 befandt sig på den yder­ste højre­fløj, beskrev i 1956 sit syn på Hitler og nazipartiet:

Vi fejlvurderede fuldstændig nationalsocialismen. Vi anede intet om denne bevægelses reelle magt. Vi opfattede disse folk som uintelligente og troede, at det eneste, det handler om i politik, er intelligens. Året 1933 var den store opvågnen for mange af os.

Ordene faldt i en sam­tale med den tyske his­torik­er Kurt Son­theimer og er et fan­tastisk vid­nes­byrd om de intellek­tuelles naivitet i årene op til Hitlers mag­tovertagelse i 1933. Det tyske kul­tur­tidsskrift Die Tat, hvor Eschmann var en af de tonean­givende redak­tør­er, vis­er på mange måder denne naivitet. His­to­rien om Die Tat er således ikke kun his­to­rien om, hvor­dan kul­turkri­tikken i Tysk­land i mellemkrigsårene bevægede sig i ret­ning af en mere og mere radikal anti­demokratisk pro­pa­gan­da. Det er også his­to­rien om, hvor­dan de intellek­tuelle lod sig gribe af de anti­demokratiske ideer og aktivt forsøgte at frem­skyn­de repub­likkens opløsningsproces.

Ikke over­rask­ende er stort set al forskn­ing i mellemkrigspe­ri­o­dens poli­tiske idéhis­to­rie i Tysk­land indle­jret i diskus­sio­nen om naz­iårene og forsøger i et eller andet omfang at give et svar på spørgsmålet om, hvor­dan det lykkedes Hitler at få fler­tal­let af tyskere – heri­b­landt også de intellek­tuelle – til at under­kaste sig den nazis­tiske ide­olo­gi. Spørgsmålet om de intellek­tuelles rolle i forbindelse med mag­tovertagelsen er imi­dler­tid ikke helt så sim­pelt at besvare. Der hersker ingen tvivl om, at højrein­tellek­tuelle for­fat­tere gjorde alt, hvad de kunne for at dele­git­imere repub­likken og plædere for en autoritær statsso­cial­isme, der til forvek­sling mind­ede om nation­al­so­cial­is­men. Men længslen efter autoritær orden viste sig at være en skrækvi­sion, da Hitler endelig kom til magten. Tat-kred­sen var ikke specielt bege­jstret for NSDAP og da slet ikke for Hitler, som de paradok­salt nok anklagede for ikke at gå radikalt nok til værks i afskaf­felsen af demokrati­et. I stedet forsøgte tidsskriftet at påvirke og inten­si­vere repub­likkens opløs­ning­spro­ces gen­nem en bear­be­jd­ning af den offentlige meningsdannelse.

Den radikalkonservative fløj

Radikalkon­ser­vatis­men eller den kon­ser­v­a­tive rev­o­lu­tion i Weimar­repub­likken (1919–1933) er en sam­le­beteg­nelse for de mange højre­fløjsstrømninger, der var mod­standere af Weimar­repub­likken og det par­la­men­tariske demokrati. Selvom de aktiviteter, der foregik i disse kredse, udelukkende var af intellek­tuel karak­ter og ikke var møn­tet på en direk­te påvirkn­ing af poli­tik­erne, end­sige pegede i ret­ning af en egentlig par­ti- eller organ­i­sa­tions­dan­nelse, så var der en tæt tilknyt­ning til de sol­dater­for­bund og friko­rps, der aktivt forsøgte at bekæmpe repub­likken i rev­o­lu­tion­skam­p­ene i 1918–1919, og som i de efter­føl­gende år på forskel­lig vis forsøgte at svække den.

Ifølge Kurt Son­theimer var Tat-kred­sen et væsentligt organ i den poli­tiske offent­lighed i repub­likkens sid­ste år og dermed en enestående kilde til at stud­ere de anti­demokratiske ideer hos de intellek­tuelle på højre­flø­jen i årene 1929–1933. Tidsskriftet blev et klart defineret ide­ol­o­gisk hjem­st­ed for især den yngre gen­er­a­tion af højrein­tellek­tuelle, som dér oplevede et tilhørs­forhold. At Die Tat blev et af de vigtig­ste organ­er for udbre­delsen af den radikalkon­ser­v­a­tive ide­olo­gi, skyldtes primært den karis­ma­tiske for­fat­ter og jour­nal­ist Hans Zehrer (1899–1966), der over­tog redak­tør­posten i 1929.

Forestillingen om ‘en fri mennesketilværelse’ 

Die Tat, der bar under­ti­tlen Veje til en fri men­nes­ketil­værelse blev grund­lagt allerede i 1909 af den fore­tag­somme Ernst Hornef­fer, der udover at være Niet­zsche-tilhænger og for­fat­ter til flere reli­gions­filosofiske værk­er også var for­mand for det tyske monist­for­bund. Hornef­fer var fritænker og opfat­tede kam­p­en mod enhver kirke­lig og ide­ol­o­gisk dog­ma­tisme og udbre­delsen af lib­er­al­is­tiske ideer som sin vigtig­ste opgave. I mod­sæt­ning til andre sam­tidi­ge fritænkere, som var erk­lærede dar­win­is­ter, var Hornef­fer på ingen måde antire­ligiøs, men støt­tede op om enhver frikirke­lig tilslut­ning – en hold­ning, der smit­tede af på lin­jen i monist­for­bun­det, der blandt sine medlem­mer talte adskil­lige med jødisk baggrund.

Hornef­fers pro­gramerk­læring i første num­mer af Die Tat lød: ”Opgaven for vort tidsskrift bør være at geno­prette enheden mellem ind­hold og form, mellem indre karak­ter og ydre frem­ton­ing i vor kul­tur […] Der­for rykker det manende ord han­dling [Tat kan over­sættes som gern­ing eller dåd, RP] i for­grun­den, for det er, hvad vi man­gler, og hvad vi må bestræbe os på.”

Artik­lerne i tidsskriftet skulle vise det mod­erne men­neske en vej ud af den ulykke­lige split­telse mellem ånd og kul­tur, mellem indre sjæle­liv og ydre krav om tilpas­ning og fore­tag­somhed. Imi­dler­tid nåede bladet i Hornef­fers tid som chefredak­tør ikke op på mere end 1000 faste abon­nen­ter. Det er ikke meget, hvis man sam­men­lign­er det med eks­pres­sion­is­tiske tidsskrifter fra peri­o­den, fx det pop­ulære Der Sturm med et oplag på 30.000.

Bedst som Die Tat var ved at lukke grun­det dårlig økono­mi, kom Hornef­fer i 1912 i kon­takt med for­læg­geren Eugen Diederichs, ejeren af det store Eugen Diederichs Ver­lag i Jena. Diederichs var inter­esseret i at støtte Die Tat, ikke mindst på grund af tidsskriftets mål­sæt­ninger om at styrke det tyske sam­fund i en etisk og åndelig ret­ning. Den kristne Diederichs var sam­tidig dybt inspir­eret af de mange folke­lige bevægelser, der blom­strede op over­alt i Tysk­land op til Første Ver­den­skrig, og han øjnede straks en mulighed for at gøre Die Tat til talerør for sådanne bevægelsers nye ideer om folk og stat. I et brev til en af sine redak­tør­er skrev Diederichs således: ”Det ville være rart, om vi kunne gøre Die Tat til et organ for udbre­delsen af den nationale social­isme.” Og i et brev til ven­nen Alfred Weber: ”Med Die Tat skal der skabes et kul­tur­tidsskrift, som bevæger sig udover sit hid­tidi­ge religiøst-etiske grundlag.“

Drejnin­gen mod højre og plan­erne om at gøre Die Tat til et mere samtid­sori­en­teret kul­tur­tidsskrift førte i 1916 til et brud mellem Hornef­fer og Diederichs. Frem til midten af 20’erne fun­gerede Die Tat som et forum for ungkon­ser­v­a­tive og nation­al­rev­o­lu­tionære for­fat­tere, der knyt­tede ideerne om et stærkt tysk folke­fæl­lesskab opstået på his­torisk-mytol­o­gisk grund­lag sam­men med antilib­erale og antivestlige tanker. Die Tats poli­tiske kurs var antipar­la­men­tarisk, og langt de fleste af bladets faste skriben­ter var højre­fløjstil­hæn­gere, hvis mål det var at afskaffe republikken.

På trods af at tidsskriftet under Diederichs ledelse forsvarede det folke­lige og ideen om et stærkt folke­fæl­lesskab (ty. Volks­ge­mein­schaft) som Tysk­lands red­nings­planke i kriseårene efter Første Ver­den­skrig, var der ikke meget folke­ligt over Die Tat, hvis ind­hold primært bestod af abstrak­te ver­den­san­skuelser med et noget højkul­tiveret præg. Vægten var på temaer som folket, reli­gion og dan­nelse i den ide­al­is­tiske ånd fra Fichte. Nok havde tidsskriftet taget en poli­tisk drejn­ing, men tonen var stadig langt mere filosofisk og eso­terisk end i nation­al­rev­o­lu­tionære tidsskrifter som Vor­marsch og Wider­stand eller Jünger-brø­drenes Stan­darte.

Hans Zehrer og Tat-kredsen

I 1927 kom bladet igen i økonomiske vanske­lighed­er. Diederichs måtte indse, at den yngre gen­er­a­tion af læsere ønskede et ind­hold med flere konkrete bud på Tysk­lands fremtid i stedet for abstrak­te ideer. En af Die Tats løst tilknyt­tede skriben­ter, Hans Zehrer, havde i flere artik­ler sat sig for at beskrive den yngre gen­er­a­tions poli­tiske hold­ninger og videre­føre de nation­al­is­tiske ideer, som havde gre­bet mange intellek­tuelle lige efter Første Ver­den­skrig. Da Diederichs blev bek­endt med Zehrers skriver­ier, øjnede han straks en mulighed og gjorde Zehrer til sin højre hånd.

Den religiøse og højkul­tiverede lin­je forsvandt hur­tigt under Zehrers ledelse. Også stilen ændrede sig radikalt: Tonen blev nu mere rå, ankla­gende og pro­vok­erende. Som talerør for den unge gen­er­a­tion forstod Zehrer om nogen at udnytte den økonomiske krise, der opstod i 1929–30 til at anklage Weimarkoali­tio­nens poli­tikere for svigt og til at udbrede vision­er om et nyt stærkt Tysk­land. Die Tats under­ti­tel lød nu: Måneds­blad for udformnin­gen af en ny virke­lighed. Val­get af den den­gang kun 30-årige Zehrer skulle vise sig gavn­ligt for tidsskriftets pop­u­lar­itet og omsæt­ning. Zehrers jour­nal­is­tiske kon­cept virkede. På blot to år steg oplagstal­lene fra 1000 eksem­plar­er til ret for­bløf­fende 30.000. Bladets artik­ler var nu stort set alle skåret efter samme pro­pa­gan­derende formel, der forsvarede den nationale social­isme og autoritære stat­ste­ori­er samt opfor­drede til kamp mod lib­er­al­isme, uden­rigspoli­tisk samar­be­jde og enhver human­is­tisk vision om ver­dens­fred. Ifølge Zehrer og Die Tats faste skriben­ter var tiden inde til poli­tisk han­dling, til kamp mod ”Sys­temet Weimar”.

Kampen mod systemet Weimar 

Zehrers overtagelse i 1929 udgør et vendepunkt i tidsskriftets his­to­rie, for­di det med ét var blevet poli­tisk. Vigtigt at lægge mærke til er først og fremmest en inten­tion om at nå ud til den yngre gen­er­a­tion af læsere, den såkaldte tabte gen­er­a­tion, der var for unge til at have delt­aget i den store krig som sol­dater, men som til gengæld havde en klar over­be­vis­ning om, at den nye økonomiske krise havde rod i de samme poli­tiske kampe, der udløste kri­gen og rev­o­lu­tio­nen. Sam­tidig hen­ven­der bladet sig nu til de læsere, der tilhør­er mid­delk­lassen, de over­flødi­ge, der hverken tilhør­er sam­fun­dets økonomiske elite eller arbe­jderk­lassen: akademikere, hånd­værkere, selvstændi­ge og ansat­te i den offentlige admin­is­tra­tion. Die Tat isce­nesæt­ter sig her som et midtero­prør, det vil sige som et tidsskrift, der ikke vil mobilis­ere de bredere mass­er, men først og fremmest sigter på intel­li­gentsi­aen og den store gruppe af util­fredse midter­væl­gere, der ifølge Zehrers analyser er blevet poli­tisk hjem­løse og dybt desil­lu­sionerede. Die Tats læsere må være rede til at kaste sig ind i kam­p­en om, hvilke værdier det frem­tidi­ge tyske folke­fæl­lesskab skal grundlægges på. I den retoriske strate­gi, Zehrer benyt­ter, og gen­nem den redak­tionelle lin­je, som han læg­ger for artik­lerne i 1929 og 1930, fun­ger­er den økonomiske og sociale krise som et mantra, der gen­t­ages i utal­lige vari­a­tion­er. I stedet for at forholde sig til krisen, opfor­dres læsere og tilhæn­gere til at hilse krisen og det endelige sam­men­brud velkom­men som en vel­signelse og en nød­vendig renselsespro­ces, der må gå forud for ska­belsen af et nyt tysk folke­fælleesskab og en ny poli­tisk indret­ning af sam­fun­det. Som Zehrer skrev i artiklen Der Weg in das Chaos [Vejen til kaos, RP] i 1929:

Mens de gam­le posi­tion­er i sti­gende grad er ved at blive opløst og nærmer sig kaos, vokser der en ny posi­tion frem uden om denne pro­ces. Tid­spunk­tet til at han­dle er end­nu ikke indtruf­fet for denne posi­tion. I mellemti­den er der ikke andet at gøre end at forholde sig afven­tende til og hilse opløs­ning­sprocessen velkommen.

Zehrer synes som besat af tanken om, at den tyske nations sam­men­brud er nært forestående, og at den nye magt­fulde mid­delk­lasse må gribe øje­b­likket og han­dle – vel at mærke når det rette tid­spunkt indtræf­fer: ”Sådan er den aktuelle sit­u­a­tion! Og sådan vil det gå! Uafven­deligt!” hed­der det med lige dele patos og skråsikker­hed i en af Zehrers mest berømte og berygt­ede artik­ler med den slo­ganagtige over­skrift: ”Giv agt, ung front! Hold jer væk!” (ty. Achtung, junge Front! Draussen­bleiben!)

Denne lin­je går igen i bladets nation­aløkonomiske analyser, der alle pro­feter­er kap­i­tal­is­mens snarlige sam­men­brud og dermed også Weimar­repub­likkens totale kol­laps. Ind­fly­delsen fra Oswald Spen­glers civil­i­sa­tion­s­analyse i Aften­lan­dets Under­gang er helt tydelig: Kap­i­tal­is­men og par­la­men­taris­men udgør de sid­ste kram­petrækninger i natio­nens for­fald­shis­to­rie, som efter sam­men­brud­det må afløs­es af en streng autoritær statsso­cial­isme, hævet over per­son­lige inter­esse- og partistridighed­er. Den slags bom­bastiske sæt­ninger, hvormed sam­men­brud­det beskrives, er typisk for tidsskriftets artik­ler. Således også i Zehrers endelige dom over Weimardemokrati­et i artiklen ”Rechts oder Links?“ fra 1932: ”Det er muligt, at ‚sys­temet’ i sig selv er for­nuftigt, men vi ønsker det ikke læn­gere. Det kan ingen argu­menter ændre på.” Og han fort­sæt­ter i artiklen med at lamentere og skælde ud over det lib­erale demokrati som ”et klæbrigt, begreb­sløst kaos”, og som en ”unaturlig til­stand, der bær­er under­gan­gens kim i sig.”

Destruktion og ideologi 

Hvor artik­lerne i den første tid under Zehrers ledelse spiller på en udpræget under­gangsre­torik, som udmøn­ter sig i en typisk anti-stemn­ing (anti-kap­i­tal­isme, anti-lib­er­al­isme, anti-uni­ver­sal­isme), bliv­er lin­jen fra og med 1931–32 mere visionær i betyd­nin­gen poli­tisk og ide­ol­o­gisk pro­gram­sk­abende. Zehrers på mange måder skel­sæt­tende artikel ”Rechts oder Links?” mark­er­er et brud med den foregående fas­es apoka­lyp­tisk-destruk­tive hold­ning, idet han nu frem­sæt­ter ideen om en tred­je front eller kraft, der skal skabe en syn­tese mellem det nationale og sociale, mellem højre og venstre:

De prob­le­mer, som fremti­den stiller os over for, og som samti­den er ved at gå til grunde på, vil først være tilgæn­gelige for en tænkn­ing, som accepter­er syn­te­sen mellem begge (højre og ven­stre) og har indop­taget den i sig. […] Vejen frem består i at forene de, der befind­er sig på højre­flø­jen med de, der befind­er sig på ven­stre­flø­jen, og omvendt, således at der ved hjælp af begge kan skabes et nyt folke­fæl­lesskab forenet i myten om den nye nation.

Dette nye folke­fæl­lesskab skal i Zehrers vision ledes af en form for sam­menslut­ning med karak­ter af et aris­tokratisk oli­gar­ki, for hvem Tat-kred­sen skal fun­gere som råd­givende for­sam­ling. Han er på dette tid­spunkt over­be­vist om, at denne nye vej vil blive ful­gt af både kom­mu­nis­terne og nation­al­so­cial­is­terne, der således vil blive forenet i denne fælles nationale social­is­tiske ordenstanke.

Hvor lib­er­al­is­men og demokrati­et vis­er tegn på opløs­ning, for­fald og dekadence, grund­lagt på abstrak­te, utopiske forestill­inger om én men­neske­hed, er den nationale social­ismes vision om en autoritær stats­form med en suveræn i spid­sen, der regerer ud fra folkets vil­je, ifølge Zehrer den eneste far­bare vej for natio­nen. Hvilken poli­tisk lejr denne autoritære før­erfig­ur, der skal lede masserne, vil komme fra, er ifølge Zehrer i første omgang under­ord­net: Vigtigst er det, at han for­mår at sam­le folket til ét folk. Han skal skabe en nation­al enhed og lede natio­nen i samar­be­jde med en lille elite, der har karak­ter af en form for stæn­der­for­sam­ling organ­is­eret efter tra­di­tionelle preussiske orden­sprin­cip­per. Det siger sig selv, at denne autoritet ikke er under­lagt nogen form for kon­trol af folket, lige­som det er et sys­tem, hvor par­la­mentet og de poli­tiske parti­er er fuld­stændig afskaffet.

Den egentlige opgave – og dermed den udfor­dring, Die Tat står med – er ifølge Zehrer over­hovedet at skabe en sådan intellek­tuel elite, som sam­men med før­eren kan lede lan­det. En elite som ganske vist find­es, men som poli­tisk set er spredt og end­nu ikke udgør noget sam­let ide­ol­o­gisk fun­da­ment for det nye folke­fæl­lesskab. Zehrers ambi­tion­er går i ret­ning af at udar­be­jde et egentligt poli­tisk pro­gram, hvor den tyske eller nationale social­isme udgør ker­nen. Det sker på et tid­spunkt, hvor ellers tonean­givende for­fat­tere som Ernst Jünger og Oswald Spen­gler er på vej til at trække sig helt ud af poli­tik. Die Tat der­i­mod vil have poli­tisk ind­fly­delse. Dette fork­lar­er den nye drejn­ing, tidsskriftets artik­ler og Zehrers aktiviteter tager i løbet af 1932. 

Zehrers exit og Die Tats afvikling

I beg­y­n­delsen af 1932 kom Zehrer, der efter­hån­den var kendt i poli­tiske kredse og respek­teret af mange med tilknyt­ning til den kon­ser­v­a­tive del af pressen, i kon­takt med gen­er­al Kurt von Schle­ich­er. Von Schle­ich­er, der blev fun­gerende Rigsværns­min­is­ter og rigskansler fra 3. decem­ber til Hitlers mag­tovertagelse i jan­u­ar 1933, over­drog Zehrer ans­varet for Berlin­er-avisen Die Tägliche Rund­schau, som skulle fun­gere som offi­cielt presse­or­gan for den kon­ser­v­a­tive højre­fløj. Schle­ich­er og Zehrers fælles mål var at spalte NSDAP og støtte par­ti­ets mere social­is­tisk ori­en­terede Strass­er-fløj. Hermed håbe­de de, at Hitlers magt kunne ind­skrænkes, og den social­is­tiske lin­je i par­ti­et ville vin­de magtkam­p­en. I som­meren 1932 udviklede Zehrer et egentligt poli­tisk pro­gram, der efter­spurgte en koali­tion bestående af rigsvær­net og fag­foreningerne, som ifølge Zehrer repræsen­terede folkevil­jen. Sam­tidig skulle partierne erstattes af stæn­der og repræsen­tan­ter fra de enkelte for­bund­s­lande, som skulle være selv­for­val­tende. Det var den lin­je, som både von Schle­ich­er og Strass­er i øvrigt støt­tede, men som aldrig nåede at få nogen prak­tisk poli­tisk betydning.

Prob­lemet med NSDAP var ifølge Zehrer, at par­ti­et man­glede en åndelig dimen­sion og udelukkende gik efter poli­tisk magt. Magt uden ånd ville før eller siden føre til par­ti­ets split­telse – mente Die Tats redak­tion­s­gruppe. Allerede i 1929 havde Zehrer været over­be­vist om, at par­ti­ets frem­tidi­ge betyd­ning ikke kun burde bestå i at opnå poli­tisk magt, men at par­ti­et der­i­mod måtte ero­bre den offentlige menings­dan­nelse. Nation­al­so­cial­is­terne måtte med andre ord blive en folke­bevægelse, hvor skel­let mellem højre og ven­stre ville blive udvisket, for­di det nationale og sociale gik op i en højere enhed. Som han skrev i artiklen ”Das Jahr der Entschei­dung” (ty. Afgørelsens år) i 1929: ”NSDAPs skæb­ne afgøres ikke læn­gere af dets poli­tiske magt, som man arbe­jder febril­sk på at styrke. Dette arbe­jde er sikkert til stor nytte og helt nød­vendigt set ud fra bevægelsens syn­spunkt. Men for udviklin­gen i Tysk­land er dette arbe­jde uvæsentligt.”

Denne fejlvur­der­ing er et slående eksem­pel på de intellek­tuelles poli­tiske naivitet i årene 1929–33. Mange var – også efter Hitlers mag­tovertagelse i jan­u­ar 1933 – over­be­vist om, at par­ti­et kunne styres i den rigtige – åndelige – ret­ning, og at Hitler kunne kon­trollers. Oven­stående citat er et glim­rende eksem­pel på, at Zehrers his­to­riefilosofiske analyser og forudsigelser om Tysk­lands frem­tidi­ge skæb­ne var fuld­stændigt blinde for magt­poli­tiske spil og intriger.

Efter i jan­u­ar- og mart­snum­meret 1933 end­nu engang at have kri­tis­eret NSDAP og Hitler blev Zehrer i som­meren 1933 under­lagt berufsver­bot, og han måtte der­for gå af som chefredak­tør. Nazis­terne forstod udmær­ket at skelne mellem de, der var 100 pro­cent tro mod par­ti­ets lin­je og de, der troede, at de kunne trække par­ti­et i en anden ret­ning end Hitlers. Bladet fort­sat­te med at udkomme frem til 1937, hvor det efter en peri­ode med stærkt faldende oplagstal måtte lukke. Die Tat havde udspillet sin rolle. End­nu en omstændighed gjorde sig i til­fældet Zehrer gældende. Han havde giftet sig med en jødisk kvin­de og var skarp mod­stander af enhver form for anti­semitisme. I 15 år lev­ede Zehrer-par­ret tilbagetrukket fra det offentlige liv i indre eksil på øen Sild, hvor Zehrer ifølge Die Zeit-jour­nal­is­ten Paul Sethe havde rigeligt med tid til at spekulere over de intellek­tuelles og sin egen rolle rolle i årene op til mag­tovertagelsen i1933. Den ellers så vel­skrivende og veltal­ende Zehrer skulle efter sigende efter 1945 flere gange have udtalt: ”Når min­derne om Die Tat dukker op, danser min pen ikke læn­gere helt så lystigt hen over papiret.“

Die Tats politiske rolle set med historiske briller

Den his­toriske diskus­sion om den kon­ser­v­a­tive rev­o­lu­tions rolle i forbindelse med mag­tovertagelsen har overord­net set to fron­ter. His­torik­eren Kurt Son­theimer er for­t­aler for det argu­ment, at nazis­ternes mag­tovertagelse ikke havde været mulig uden den anti­demokratiske pro­pa­gan­da, som de radikalkon­ser­v­a­tive var med til at udbrede. De var med deres demokrat­i­for­agt med til at gøde jor­den for det nation­al­so­cial­is­tiske dik­tatur, idet de aktivt bekæm­pede enhver poli­tisk opbakn­ing til repub­likken gen­nem en vold­som pro­pa­gan­da imod de lib­erale fri­hedsværdier og de par­la­men­tariske prin­cip­per, som udgjorde dens grund­lag. Ifølge Son­theimer var Die Tat lige­frem et af de tydelig­ste symp­tomer på den dybe poli­tiske krise, Weimar­repub­likken befandt sig i fra 1929–1933. His­torik­eren Kle­mens von Klem­per­er er end­nu tydeligere i sin dom: ”Det er klart, at Die Tat gjorde et solidt stykke arbe­jde for at under­minere Weimar­repub­likken.” Zehrers (og andres) offentlige opfor­dring til at boy­cotte val­get i 1929–30 og holde sig ude af enhver par­tipoli­tisk aktivitet, så længe krisen stod på, voldte ifølge Klem­per­er kansler Brün­ing ”stort besvær” i hans forsøg på over­hovedet at sam­le en regering.

På den anden front argu­menter­er for­fat­tere og his­torikere fra Det ny Højre, som for eksem­pel Armin Mohler for, at den kon­ser­v­a­tive rev­o­lu­tion tvær­ti­mod var et stærkt højrein­tellek­tuelt modsvar til og bolværk mod de fascis­tiske ide­olo­gi­er. Desu­den blev den kon­ser­v­a­tive rev­o­lu­tions ideer og vision­er i mod­sæt­ning til den nazis­tiske ide­olo­gi aldrig realis­eret poli­tisk, hvor­for man ikke kan tale om den kon­ser­v­a­tive rev­o­lu­tions poli­tiske betyd­ning. For Mohler er der et klart skel mellem det idemæs­sige og åndelige på den ene side og egentlig poli­tisk han­dling på den anden, og den kon­ser­v­a­tive rev­o­lu­tions virke var ifølge Mohler udelukkende af åndelig karak­ter. Det er klart, at Mohler, der selv er erk­læret radikalkon­ser­v­a­tiv, og i høj grad ser sig selv som arv­tager til den kon­ser­v­a­tive rev­o­lu­tion, har et åbenlyst motiv til at betone forskel­lene mellem den kon­ser­v­a­tive rev­o­lu­tion og nazis­men. Selvom de fleste af de højrein­tellek­tuelle i 1932–33 sat­te deres kryds ved NSDAP i det omfang, de over­hovedet stemte, så var de ifølge Mohler stort set alle mod­standere af Hitler og forsøgte at trække par­ti­et i enten kon­ser­v­a­tiv eller social­is­tisk ret­ning. Samme pointe som Mohlers støder man på i Die Zeit-jour­nal­is­ten Paul Sethes nekrolog over Zehrer, der radikalt afvis­er, at de højrein­tellek­tuelle i Tat-kred­sen og Zehrer i særde­leshed gik nazis­ternes ærinde. De anti­demokratiske og nation­al­so­cial­is­tiske ideer lå i luften og blev gre­bet af mange forskel­lige poli­tiske grup­per, herun­der både nazis­terne og de højreintellektuelle.

Zehrer, der støt­tede Gre­gor Strass­er-flø­jen i NSDAP og var stærk mod­stander af anti­semitisme, ville reelt set gerne forhin­dre, at Hitler kom til magten. I prak­sis præsen­terede Die Tat læseren for en særlig intellek­tuel og mere åndeligt vel­fun­deret udgave af nation­al­so­cial­is­men, som var spiselig for den store gruppe mid­delk­las­selæsere, der abon­nerede på tidsskriftet. Zehrers vision om en tred­je front var og blev et skrive­bor­d­spro­jekt, som aldrig udmønt­ede sig i nogen konkret poli­tisk still­ing­ta­gen eller fik nogen konkret poli­tisk betyd­ning. Men som Son­theimer også påpeger, så var der, når en typisk Tat-læs­er gik til valg, kun ét par­ti, det gav mening for ham at stemme på, nem­lig NSDAP.

Måske kan vi nærme os et svar på, om Die Tat var med til at bane vejen for nazis­men ved at se på tidsskriftets mål­gruppe og læser­skare. Den ideelle Tat-læs­er var intellek­tuel, typisk akademik­er og tilhørte gen­er­a­tio­nen født omkring år 1900 eller i årene efter. Bladet havde i årene 1929–1933 en ikke ube­ty­delig læser­skare på omkring 30.000, og inden for den gruppe må man for­mode, at Die Tats anti­demokratiske og antipar­la­men­tariske pro­pa­gan­da har været præ­gende – også i prak­tisk poli­tisk henseende, når kryd­set skulle sættes ved val­gene. Når Zehrers kri­tikere hævder, at Die Tat fun­gerede som intet min­dre end en åndelig plat­form for nation­al­so­cial­is­mens fremvækst, idet tidsskriftet og kred­sen var ans­varlig for at sprede anti­demokratisk og nation­al­is­tisk pro­pa­gan­da i slut­nin­gen af 20’erne og starten af 30’erne og dermed bevirkede en udhul­ing af demokrati­ets og repub­likkens legit­imitet, så er det uden tvivl kor­rekt, men denne påvirkn­ing foregik primært inden for den kreds af intellek­tuelle læsere, som sym­pa­tis­erede med bladet – og ikke blandt de bredere masser.

Når bladet pås­tod at være et uafhængigt organ, skal det tages med et gran salt. Tidsskriftet blev reelt en dog­ma­tisk forkyn­der af den nationale social­isme – men paradok­salt nok uden at være knyt­tet til eller pege på noget bestemt poli­tisk par­ti. Det var snarere tydeligt, hvem man ikke pegede på: alle for­mer for lib­erale, kristne-kon­ser­v­a­tive og socialdemokratisk ori­en­terede parti­er, som var demokratiske og prore­pub­likanske. Den nationale social­isme, Zehrer og Co. forkyn­dte, havde i lighed med samti­dens fascis­tiske og kom­mu­nis­tiske ide­olo­gi­er klare rev­o­lu­tionære-utopiske træk ibland­et under­gangs­forestill­inger om repub­likkens opløs­ning og en ny ver­den­sor­dens opståen. Tidsskriftets nation­aløkonomiske og uden­rigspoli­tiske analyser var flet­tet ind i lange his­to­riefilosofiske betragt­ninger og forudsigelser af natio­nens skæb­ne: Krisens snarlige omslag i en nation­al rev­o­lu­tion, der ville afskaffe det lib­er­aldemokratiske sam­fundssys­tem. Zehrer skulle vise sig at få ret i sine forudsigelser: Demokrati­et blev som bek­endt afskaf­fet inde­fra og sat ud af spillet i årene 1933–1945.

Referencer

  • Demandt, Ebbo (1971), Von Schle­ich­er zu Springer. Hans Zehrer als poli­tis­ch­er Pub­lizist, Mainz: V. Hase & Koehler. 
  • Klem­per­er, Kle­mens v. (1957), Germany’s New Con­ser­vatism. Its His­to­ry and Dilem­ma in the Twen­ti­eth Cen­tu­ry, New Jer­sey: Prince­ton Uni­ver­si­ty Press. 
  • Mohler, Armin (1989), Die Kon­ser­v­a­tive Rev­o­lu­tion in Deutsch­land 1918–1932: Ein Hand­buch, Darm­stadt: Wis­senschaftliche Buchgesellsschaft. 
  • Sethe, Paul (1966), ’Das war Hans Zehrer’, Die Zeit, 2. sep­tem­ber 1966. 
  • Son­theimer, Kurt (1959), ’Der Tatkreis’, Viertel­jahrshefte für Zeit­geschichte, 7. Jahrgang, 3. Heft, Stuttgart: Deutsche Verlagsanstalt. 
  • Son­theimer, Kurt (2008), ’Kon­ti­nu­iteten i den anti­demokratiske tænkn­ing – fra Weimar­repub­likken til For­bund­sre­pub­likken’, Slag­mark, nr. 53, pp. 119–129.
  • Spen­gler, Oswald (2006[1918]), Der Unter­gang des Abend­lan­des. Umrisse ein­er Mor­pholo­gie der Welt­geschichte, München: dtv.

Rikke Alberg Peters er lek­tor ved His­to­rie Lab, Nation­alt Viden­cen­ter for His­to­rie- og Kulturarvsformidling

Scroll til toppen