Weimarrepublikkens banemænd?

Weimar-republikkens banemænd?

Det famøse marts-nummer af tidsskriftet Die Tat fra 1933, hvor Hans Zehrer i artiklen ”Autoritär oder was sonst?” [Autoritær eller hvad ellers?] langer ud efter Hitler. Billede: Wikimedia Commons

Historien om det tyske kulturtidsskrift Die Tat er også historien om, hvordan den radikalkonservative tyske kulturkritik i mellemkrigstiden lod sig gribe af antidemokratiske idéer og bidrog til Weimarrepublikkens opløsning. Men har de radikalkonservative intellektuelle Hitlers magtovertagelse på samvittigheden? Rikke Alberg Peters undersøger Die Tat-kredsen og de intellektuelle antidemokrater i mellemkrigstiden.

FASCISTER I FÅREKLÆDER?  Artiklen bringes i anledning af udgivelsen af Mathias Hee Pedersens Fascister i fåreklæder?, der analyserer den identitære bevægelses ideologi og opridser de idéhistoriske spor, der fører fra Generation Identitærs Greenpeace-inspirerede aktivisme og alt-right-bevægelsens internetcentrerede kulturkamp via Det Nye Højre til mellemkrigstidens fascistiske tænkere.

Den tyske sociolog Ernst Wilhelm Eschmann, der i årene 1929-1933 befandt sig på den yderste højrefløj, beskrev i 1956 sit syn på Hitler og nazipartiet:

Vi fejlvurderede fuldstændig nationalsocialismen. Vi anede intet om denne bevægelses reelle magt. Vi opfattede disse folk som uintelligente og troede, at det eneste, det handler om i politik, er intelligens. Året 1933 var den store opvågnen for mange af os.

Ordene faldt i en samtale med den tyske historiker Kurt Sontheimer og er et fantastisk vidnesbyrd om de intellektuelles naivitet i årene op til Hitlers magtovertagelse i 1933. Det tyske kulturtidsskrift Die Tat, hvor Eschmann var en af de toneangivende redaktører, viser på mange måder denne naivitet. Historien om Die Tat er således ikke kun historien om, hvordan kulturkritikken i Tyskland i mellemkrigsårene bevægede sig i retning af en mere og mere radikal antidemokratisk propaganda. Det er også historien om, hvordan de intellektuelle lod sig gribe af de antidemokratiske ideer og aktivt forsøgte at fremskynde republikkens opløsningsproces.

Ikke overraskende er stort set al forskning i mellemkrigsperiodens politiske idéhistorie i Tyskland indlejret i diskussionen om naziårene og forsøger i et eller andet omfang at give et svar på spørgsmålet om, hvordan det lykkedes Hitler at få flertallet af tyskere – heriblandt også de intellektuelle – til at underkaste sig den nazistiske ideologi. Spørgsmålet om de intellektuelles rolle i forbindelse med magtovertagelsen er imidlertid ikke helt så simpelt at besvare. Der hersker ingen tvivl om, at højreintellektuelle forfattere gjorde alt, hvad de kunne for at delegitimere republikken og plædere for en autoritær statssocialisme, der til forveksling mindede om nationalsocialismen. Men længslen efter autoritær orden viste sig at være en skrækvision, da Hitler endelig kom til magten. Tat-kredsen var ikke specielt begejstret for NSDAP og da slet ikke for Hitler, som de paradoksalt nok anklagede for ikke at gå radikalt nok til værks i afskaffelsen af demokratiet. I stedet forsøgte tidsskriftet at påvirke og intensivere republikkens opløsningsproces gennem en bearbejdning af den offentlige meningsdannelse.

Den radikalkonservative fløj

Radikalkonservatismen eller den konservative revolution i Weimarrepublikken (1919-1933) er en samlebetegnelse for de mange højrefløjsstrømninger, der var modstandere af Weimarrepublikken og det parlamentariske demokrati. Selvom de aktiviteter, der foregik i disse kredse, udelukkende var af intellektuel karakter og ikke var møntet på en direkte påvirkning af politikerne, endsige pegede i retning af en egentlig parti- eller organisationsdannelse, så var der en tæt tilknytning til de soldaterforbund og frikorps, der aktivt forsøgte at bekæmpe republikken i revolutionskampene i 1918-1919, og som i de efterfølgende år på forskellig vis forsøgte at svække den.

Ifølge Kurt Sontheimer var Tat-kredsen et væsentligt organ i den politiske offentlighed i republikkens sidste år og dermed en enestående kilde til at studere de antidemokratiske ideer hos de intellektuelle på højrefløjen i årene 1929-1933. Tidsskriftet blev et klart defineret ideologisk hjemsted for især den yngre generation af højreintellektuelle, som dér oplevede et tilhørsforhold. At Die Tat blev et af de vigtigste organer for udbredelsen af den radikalkonservative ideologi, skyldtes primært den karismatiske forfatter og journalist Hans Zehrer (1899-1966), der overtog redaktørposten i 1929.

Forestillingen om ‘en fri mennesketilværelse’

Die Tat, der bar undertitlen Veje til en fri mennesketilværelse blev grundlagt allerede i 1909 af den foretagsomme Ernst Horneffer, der udover at være Nietzsche-tilhænger og forfatter til flere religionsfilosofiske værker også var formand for det tyske monistforbund. Horneffer var fritænker og opfattede kampen mod enhver kirkelig og ideologisk dogmatisme og udbredelsen af liberalistiske ideer som sin vigtigste opgave. I modsætning til andre samtidige fritænkere, som var erklærede darwinister, var Horneffer på ingen måde antireligiøs, men støttede op om enhver frikirkelig tilslutning – en holdning, der smittede af på linjen i monistforbundet, der blandt sine medlemmer talte adskillige med jødisk baggrund.

Horneffers programerklæring i første nummer af Die Tat lød: ”Opgaven for vort tidsskrift bør være at genoprette enheden mellem indhold og form, mellem indre karakter og ydre fremtoning i vor kultur […] Derfor rykker det manende ord handling [Tat kan oversættes som gerning eller dåd, RP] i forgrunden, for det er, hvad vi mangler, og hvad vi må bestræbe os på.”

Artiklerne i tidsskriftet skulle vise det moderne menneske en vej ud af den ulykkelige splittelse mellem ånd og kultur, mellem indre sjæleliv og ydre krav om tilpasning og foretagsomhed. Imidlertid nåede bladet i Horneffers tid som chefredaktør ikke op på mere end 1000 faste abonnenter. Det er ikke meget, hvis man sammenligner det med ekspressionistiske tidsskrifter fra perioden, fx det populære Der Sturm med et oplag på 30.000.

Bedst som Die Tat var ved at lukke grundet dårlig økonomi, kom Horneffer i 1912 i kontakt med forlæggeren Eugen Diederichs, ejeren af det store Eugen Diederichs Verlag i Jena. Diederichs var interesseret i at støtte Die Tat, ikke mindst på grund af tidsskriftets målsætninger om at styrke det tyske samfund i en etisk og åndelig retning. Den kristne Diederichs var samtidig dybt inspireret af de mange folkelige bevægelser, der blomstrede op overalt i Tyskland op til Første Verdenskrig, og han øjnede straks en mulighed for at gøre Die Tat til talerør for sådanne bevægelsers nye ideer om folk og stat. I et brev til en af sine redaktører skrev Diederichs således: ”Det ville være rart, om vi kunne gøre Die Tat til et organ for udbredelsen af den nationale socialisme.” Og i et brev til vennen Alfred Weber: ”Med Die Tat skal der skabes et kulturtidsskrift, som bevæger sig udover sit hidtidige religiøst-etiske grundlag.“

Drejningen mod højre og planerne om at gøre Die Tat til et mere samtidsorienteret kulturtidsskrift førte i 1916 til et brud mellem Horneffer og Diederichs. Frem til midten af 20’erne fungerede Die Tat som et forum for ungkonservative og nationalrevolutionære forfattere, der knyttede ideerne om et stærkt tysk folkefællesskab opstået på historisk-mytologisk grundlag sammen med antiliberale og antivestlige tanker. Die Tats politiske kurs var antiparlamentarisk, og langt de fleste af bladets faste skribenter var højrefløjstilhængere, hvis mål det var at afskaffe republikken.

På trods af at tidsskriftet under Diederichs ledelse forsvarede det folkelige og ideen om et stærkt folkefællesskab (ty. Volksgemeinschaft) som Tysklands redningsplanke i kriseårene efter Første Verdenskrig, var der ikke meget folkeligt over Die Tat, hvis indhold primært bestod af abstrakte verdensanskuelser med et noget højkultiveret præg. Vægten var på temaer som folket, religion og dannelse i den idealistiske ånd fra Fichte. Nok havde tidsskriftet taget en politisk drejning, men tonen var stadig langt mere filosofisk og esoterisk end i nationalrevolutionære tidsskrifter som Vormarsch og Widerstand eller Jünger-brødrenes Standarte.

Hans Zehrer og Tat-kredsen

I 1927 kom bladet igen i økonomiske vanskeligheder. Diederichs måtte indse, at den yngre generation af læsere ønskede et indhold med flere konkrete bud på Tysklands fremtid i stedet for abstrakte ideer. En af Die Tats løst tilknyttede skribenter, Hans Zehrer, havde i flere artikler sat sig for at beskrive den yngre generations politiske holdninger og videreføre de nationalistiske ideer, som havde grebet mange intellektuelle lige efter Første Verdenskrig. Da Diederichs blev bekendt med Zehrers skriverier, øjnede han straks en mulighed og gjorde Zehrer til sin højre hånd.

Den religiøse og højkultiverede linje forsvandt hurtigt under Zehrers ledelse. Også stilen ændrede sig radikalt: Tonen blev nu mere rå, anklagende og provokerende. Som talerør for den unge generation forstod Zehrer om nogen at udnytte den økonomiske krise, der opstod i 1929-30 til at anklage Weimarkoalitionens politikere for svigt og til at udbrede visioner om et nyt stærkt Tyskland. Die Tats undertitel lød nu: Månedsblad for udformningen af en ny virkelighed. Valget af den dengang kun 30-årige Zehrer skulle vise sig gavnligt for tidsskriftets popularitet og omsætning. Zehrers journalistiske koncept virkede. På blot to år steg oplagstallene fra 1000 eksemplarer til ret forbløffende 30.000. Bladets artikler var nu stort set alle skåret efter samme propaganderende formel, der forsvarede den nationale socialisme og autoritære statsteorier samt opfordrede til kamp mod liberalisme, udenrigspolitisk samarbejde og enhver humanistisk vision om verdensfred. Ifølge Zehrer og Die Tats faste skribenter var tiden inde til politisk handling, til kamp mod ”Systemet Weimar”.

Kampen mod systemet Weimar

Zehrers overtagelse i 1929 udgør et vendepunkt i tidsskriftets historie, fordi det med ét var blevet politisk. Vigtigt at lægge mærke til er først og fremmest en intention om at nå ud til den yngre generation af læsere, den såkaldte tabte generation, der var for unge til at have deltaget i den store krig som soldater, men som til gengæld havde en klar overbevisning om, at den nye økonomiske krise havde rod i de samme politiske kampe, der udløste krigen og revolutionen. Samtidig henvender bladet sig nu til de læsere, der tilhører middelklassen, de overflødige, der hverken tilhører samfundets økonomiske elite eller arbejderklassen: akademikere, håndværkere, selvstændige og ansatte i den offentlige administration. Die Tat iscenesætter sig her som et midteroprør, det vil sige som et tidsskrift, der ikke vil mobilisere de bredere masser, men først og fremmest sigter på intelligentsiaen og den store gruppe af utilfredse midtervælgere, der ifølge Zehrers analyser er blevet politisk hjemløse og dybt desillusionerede. Die Tats læsere må være rede til at kaste sig ind i kampen om, hvilke værdier det fremtidige tyske folkefællesskab skal grundlægges på. I den retoriske strategi, Zehrer benytter, og gennem den redaktionelle linje, som han lægger for artiklerne i 1929 og 1930, fungerer den økonomiske og sociale krise som et mantra, der gentages i utallige variationer. I stedet for at forholde sig til krisen, opfordres læsere og tilhængere til at hilse krisen og det endelige sammenbrud velkommen som en velsignelse og en nødvendig renselsesproces, der må gå forud for skabelsen af et nyt tysk folkefælleesskab og en ny politisk indretning af samfundet. Som Zehrer skrev i artiklen Der Weg in das Chaos [Vejen til kaos, RP] i 1929:

Mens de gamle positioner i stigende grad er ved at blive opløst og nærmer sig kaos, vokser der en ny position frem uden om denne proces. Tidspunktet til at handle er endnu ikke indtruffet for denne position. I mellemtiden er der ikke andet at gøre end at forholde sig afventende til og hilse opløsningsprocessen velkommen.

Zehrer synes som besat af tanken om, at den tyske nations sammenbrud er nært forestående, og at den nye magtfulde middelklasse må gribe øjeblikket og handle – vel at mærke når det rette tidspunkt indtræffer: ”Sådan er den aktuelle situation! Og sådan vil det gå! Uafvendeligt!” hedder det med lige dele patos og skråsikkerhed i en af Zehrers mest berømte og berygtede artikler med den sloganagtige overskrift: ”Giv agt, ung front! Hold jer væk!” (ty. Achtung, junge Front! Draussenbleiben!)

Denne linje går igen i bladets nationaløkonomiske analyser, der alle profeterer kapitalismens snarlige sammenbrud og dermed også Weimarrepublikkens totale kollaps. Indflydelsen fra Oswald Spenglers civilisationsanalyse i Aftenlandets Undergang er helt tydelig: Kapitalismen og parlamentarismen udgør de sidste krampetrækninger i nationens forfaldshistorie, som efter sammenbruddet må afløses af en streng autoritær statssocialisme, hævet over personlige interesse- og partistridigheder. Den slags bombastiske sætninger, hvormed sammenbruddet beskrives, er typisk for tidsskriftets artikler. Således også i Zehrers endelige dom over Weimardemokratiet i artiklen ”Rechts oder Links?“ fra 1932: ”Det er muligt, at ‚systemet’ i sig selv er fornuftigt, men vi ønsker det ikke længere. Det kan ingen argumenter ændre på.” Og han fortsætter i artiklen med at lamentere og skælde ud over det liberale demokrati som ”et klæbrigt, begrebsløst kaos”, og som en ”unaturlig tilstand, der bærer undergangens kim i sig.”

Destruktion og ideologi

Hvor artiklerne i den første tid under Zehrers ledelse spiller på en udpræget undergangsretorik, som udmønter sig i en typisk anti-stemning (anti-kapitalisme, anti-liberalisme, anti-universalisme), bliver linjen fra og med 1931-32 mere visionær i betydningen politisk og ideologisk programskabende. Zehrers på mange måder skelsættende artikel ”Rechts oder Links?” markerer et brud med den foregående fases apokalyptisk-destruktive holdning, idet han nu fremsætter ideen om en tredje front eller kraft, der skal skabe en syntese mellem det nationale og sociale, mellem højre og venstre:

De problemer, som fremtiden stiller os over for, og som samtiden er ved at gå til grunde på, vil først være tilgængelige for en tænkning, som accepterer syntesen mellem begge (højre og venstre) og har indoptaget den i sig. […] Vejen frem består i at forene de, der befinder sig på højrefløjen med de, der befinder sig på venstrefløjen, og omvendt, således at der ved hjælp af begge kan skabes et nyt folkefællesskab forenet i myten om den nye nation.

Dette nye folkefællesskab skal i Zehrers vision ledes af en form for sammenslutning med karakter af et aristokratisk oligarki, for hvem Tat-kredsen skal fungere som rådgivende forsamling. Han er på dette tidspunkt overbevist om, at denne nye vej vil blive fulgt af både kommunisterne og nationalsocialisterne, der således vil blive forenet i denne fælles nationale socialistiske ordenstanke.

Hvor liberalismen og demokratiet viser tegn på opløsning, forfald og dekadence, grundlagt på abstrakte, utopiske forestillinger om én menneskehed, er den nationale socialismes vision om en autoritær statsform med en suveræn i spidsen, der regerer ud fra folkets vilje, ifølge Zehrer den eneste farbare vej for nationen. Hvilken politisk lejr denne autoritære førerfigur, der skal lede masserne, vil komme fra, er ifølge Zehrer i første omgang underordnet: Vigtigst er det, at han formår at samle folket til ét folk. Han skal skabe en national enhed og lede nationen i samarbejde med en lille elite, der har karakter af en form for stænderforsamling organiseret efter traditionelle preussiske ordensprincipper. Det siger sig selv, at denne autoritet ikke er underlagt nogen form for kontrol af folket, ligesom det er et system, hvor parlamentet og de politiske partier er fuldstændig afskaffet.

Den egentlige opgave – og dermed den udfordring, Die Tat står med – er ifølge Zehrer overhovedet at skabe en sådan intellektuel elite, som sammen med føreren kan lede landet. En elite som ganske vist findes, men som politisk set er spredt og endnu ikke udgør noget samlet ideologisk fundament for det nye folkefællesskab. Zehrers ambitioner går i retning af at udarbejde et egentligt politisk program, hvor den tyske eller nationale socialisme udgør kernen. Det sker på et tidspunkt, hvor ellers toneangivende forfattere som Ernst Jünger og Oswald Spengler er på vej til at trække sig helt ud af politik. Die Tat derimod vil have politisk indflydelse. Dette forklarer den nye drejning, tidsskriftets artikler og Zehrers aktiviteter tager i løbet af 1932.

Zehrers exit og Die Tats afvikling

I begyndelsen af 1932 kom Zehrer, der efterhånden var kendt i politiske kredse og respekteret af mange med tilknytning til den konservative del af pressen, i kontakt med general Kurt von Schleicher. Von Schleicher, der blev fungerende Rigsværnsminister og rigskansler fra 3. december til Hitlers magtovertagelse i januar 1933, overdrog Zehrer ansvaret for Berliner-avisen Die Tägliche Rundschau, som skulle fungere som officielt presseorgan for den konservative højrefløj. Schleicher og Zehrers fælles mål var at spalte NSDAP og støtte partiets mere socialistisk orienterede Strasser-fløj. Hermed håbede de, at Hitlers magt kunne indskrænkes, og den socialistiske linje i partiet ville vinde magtkampen. I sommeren 1932 udviklede Zehrer et egentligt politisk program, der efterspurgte en koalition bestående af rigsværnet og fagforeningerne, som ifølge Zehrer repræsenterede folkeviljen. Samtidig skulle partierne erstattes af stænder og repræsentanter fra de enkelte forbundslande, som skulle være selvforvaltende. Det var den linje, som både von Schleicher og Strasser i øvrigt støttede, men som aldrig nåede at få nogen praktisk politisk betydning.

Problemet med NSDAP var ifølge Zehrer, at partiet manglede en åndelig dimension og udelukkende gik efter politisk magt. Magt uden ånd ville før eller siden føre til partiets splittelse – mente Die Tats redaktionsgruppe. Allerede i 1929 havde Zehrer været overbevist om, at partiets fremtidige betydning ikke kun burde bestå i at opnå politisk magt, men at partiet derimod måtte erobre den offentlige meningsdannelse. Nationalsocialisterne måtte med andre ord blive en folkebevægelse, hvor skellet mellem højre og venstre ville blive udvisket, fordi det nationale og sociale gik op i en højere enhed. Som han skrev i artiklen ”Das Jahr der Entscheidung” (ty. Afgørelsens år) i 1929: ”NSDAPs skæbne afgøres ikke længere af dets politiske magt, som man arbejder febrilsk på at styrke. Dette arbejde er sikkert til stor nytte og helt nødvendigt set ud fra bevægelsens synspunkt. Men for udviklingen i Tyskland er dette arbejde uvæsentligt.”

Denne fejlvurdering er et slående eksempel på de intellektuelles politiske naivitet i årene 1929-33. Mange var – også efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 – overbevist om, at partiet kunne styres i den rigtige – åndelige – retning, og at Hitler kunne kontrollers. Ovenstående citat er et glimrende eksempel på, at Zehrers historiefilosofiske analyser og forudsigelser om Tysklands fremtidige skæbne var fuldstændigt blinde for magtpolitiske spil og intriger.

Efter i januar- og martsnummeret 1933 endnu engang at have kritiseret NSDAP og Hitler blev Zehrer i sommeren 1933 underlagt berufsverbot, og han måtte derfor gå af som chefredaktør. Nazisterne forstod udmærket at skelne mellem de, der var 100 procent tro mod partiets linje og de, der troede, at de kunne trække partiet i en anden retning end Hitlers. Bladet fortsatte med at udkomme frem til 1937, hvor det efter en periode med stærkt faldende oplagstal måtte lukke. Die Tat havde udspillet sin rolle. Endnu en omstændighed gjorde sig i tilfældet Zehrer gældende. Han havde giftet sig med en jødisk kvinde og var skarp modstander af enhver form for antisemitisme. I 15 år levede Zehrer-parret tilbagetrukket fra det offentlige liv i indre eksil på øen Sild, hvor Zehrer ifølge Die Zeit-journalisten Paul Sethe havde rigeligt med tid til at spekulere over de intellektuelles og sin egen rolle rolle i årene op til magtovertagelsen i1933. Den ellers så velskrivende og veltalende Zehrer skulle efter sigende efter 1945 flere gange have udtalt: ”Når minderne om Die Tat dukker op, danser min pen ikke længere helt så lystigt hen over papiret.“

Die Tats politiske rolle set med historiske briller

Den historiske diskussion om den konservative revolutions rolle i forbindelse med magtovertagelsen har overordnet set to fronter. Historikeren Kurt Sontheimer er fortaler for det argument, at nazisternes magtovertagelse ikke havde været mulig uden den antidemokratiske propaganda, som de radikalkonservative var med til at udbrede. De var med deres demokratiforagt med til at gøde jorden for det nationalsocialistiske diktatur, idet de aktivt bekæmpede enhver politisk opbakning til republikken gennem en voldsom propaganda imod de liberale frihedsværdier og de parlamentariske principper, som udgjorde dens grundlag. Ifølge Sontheimer var Die Tat ligefrem et af de tydeligste symptomer på den dybe politiske krise, Weimarrepublikken befandt sig i fra 1929-1933. Historikeren Klemens von Klemperer er endnu tydeligere i sin dom: ”Det er klart, at Die Tat gjorde et solidt stykke arbejde for at underminere Weimarrepublikken.” Zehrers (og andres) offentlige opfordring til at boycotte valget i 1929-30 og holde sig ude af enhver partipolitisk aktivitet, så længe krisen stod på, voldte ifølge Klemperer kansler Brüning ”stort besvær” i hans forsøg på overhovedet at samle en regering.

På den anden front argumenterer forfattere og historikere fra Det ny Højre, som for eksempel Armin Mohler for, at den konservative revolution tværtimod var et stærkt højreintellektuelt modsvar til og bolværk mod de fascistiske ideologier. Desuden blev den konservative revolutions ideer og visioner i modsætning til den nazistiske ideologi aldrig realiseret politisk, hvorfor man ikke kan tale om den konservative revolutions politiske betydning. For Mohler er der et klart skel mellem det idemæssige og åndelige på den ene side og egentlig politisk handling på den anden, og den konservative revolutions virke var ifølge Mohler udelukkende af åndelig karakter. Det er klart, at Mohler, der selv er erklæret radikalkonservativ, og i høj grad ser sig selv som arvtager til den konservative revolution, har et åbenlyst motiv til at betone forskellene mellem den konservative revolution og nazismen. Selvom de fleste af de højreintellektuelle i 1932-33 satte deres kryds ved NSDAP i det omfang, de overhovedet stemte, så var de ifølge Mohler stort set alle modstandere af Hitler og forsøgte at trække partiet i enten konservativ eller socialistisk retning. Samme pointe som Mohlers støder man på i Die Zeit-journalisten Paul Sethes nekrolog over Zehrer, der radikalt afviser, at de højreintellektuelle i Tat-kredsen og Zehrer i særdeleshed gik nazisternes ærinde. De antidemokratiske og nationalsocialistiske ideer lå i luften og blev grebet af mange forskellige politiske grupper, herunder både nazisterne og de højreintellektuelle.

Zehrer, der støttede Gregor Strasser-fløjen i NSDAP og var stærk modstander af antisemitisme, ville reelt set gerne forhindre, at Hitler kom til magten. I praksis præsenterede Die Tat læseren for en særlig intellektuel og mere åndeligt velfunderet udgave af nationalsocialismen, som var spiselig for den store gruppe middelklasselæsere, der abonnerede på tidsskriftet. Zehrers vision om en tredje front var og blev et skrivebordsprojekt, som aldrig udmøntede sig i nogen konkret politisk stillingtagen eller fik nogen konkret politisk betydning. Men som Sontheimer også påpeger, så var der, når en typisk Tat-læser gik til valg, kun ét parti, det gav mening for ham at stemme på, nemlig NSDAP.

Måske kan vi nærme os et svar på, om Die Tat var med til at bane vejen for nazismen ved at se på tidsskriftets målgruppe og læserskare. Den ideelle Tat-læser var intellektuel, typisk akademiker og tilhørte generationen født omkring år 1900 eller i årene efter. Bladet havde i årene 1929-1933 en ikke ubetydelig læserskare på omkring 30.000, og inden for den gruppe må man formode, at Die Tats antidemokratiske og antiparlamentariske propaganda har været prægende – også i praktisk politisk henseende, når krydset skulle sættes ved valgene. Når Zehrers kritikere hævder, at Die Tat fungerede som intet mindre end en åndelig platform for nationalsocialismens fremvækst, idet tidsskriftet og kredsen var ansvarlig for at sprede antidemokratisk og nationalistisk propaganda i slutningen af 20’erne og starten af 30’erne og dermed bevirkede en udhuling af demokratiets og republikkens legitimitet, så er det uden tvivl korrekt, men denne påvirkning foregik primært inden for den kreds af intellektuelle læsere, som sympatiserede med bladet – og ikke blandt de bredere masser.

Når bladet påstod at være et uafhængigt organ, skal det tages med et gran salt. Tidsskriftet blev reelt en dogmatisk forkynder af den nationale socialisme – men paradoksalt nok uden at være knyttet til eller pege på noget bestemt politisk parti. Det var snarere tydeligt, hvem man ikke pegede på: alle former for liberale, kristne-konservative og socialdemokratisk orienterede partier, som var demokratiske og prorepublikanske. Den nationale socialisme, Zehrer og Co. forkyndte, havde i lighed med samtidens fascistiske og kommunistiske ideologier klare revolutionære-utopiske træk iblandet undergangsforestillinger om republikkens opløsning og en ny verdensordens opståen. Tidsskriftets nationaløkonomiske og udenrigspolitiske analyser var flettet ind i lange historiefilosofiske betragtninger og forudsigelser af nationens skæbne: Krisens snarlige omslag i en national revolution, der ville afskaffe det liberaldemokratiske samfundssystem. Zehrer skulle vise sig at få ret i sine forudsigelser: Demokratiet blev som bekendt afskaffet indefra og sat ud af spillet i årene 1933-1945.

Referencer

  • Demandt, Ebbo (1971), Von Schleicher zu Springer. Hans Zehrer als politischer Publizist, Mainz: V. Hase & Koehler.
  • Klemperer, Klemens v. (1957), Germany’s New Conservatism. Its History and Dilemma in the Twentieth Century, New Jersey: Princeton University Press.
  • Mohler, Armin (1989), Die Konservative Revolution in Deutschland 1918-1932: Ein Handbuch, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellsschaft.
  • Sethe, Paul (1966), ’Das war Hans Zehrer’, Die Zeit, 2. september 1966.
  • Sontheimer, Kurt (1959), ’Der Tatkreis’, Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte, 7. Jahrgang, 3. Heft, Stuttgart: Deutsche Verlagsanstalt.
  • Sontheimer, Kurt (2008), ’Kontinuiteten i den antidemokratiske tænkning – fra Weimarrepublikken til Forbundsrepublikken’, Slagmark, nr. 53, pp. 119-129.
  • Spengler, Oswald (2006[1918]), Der Untergang des Abendlandes. Umrisse einer Morphologie der Weltgeschichte, München: dtv.

Rikke Alberg Peters er lektor ved Historie Lab, Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling

Scroll til toppen