Den daktyloskopiske grænse

Den daktyloskopiske grænse

Illus­tra­tion: Enlarged thumb prints of Sir W. Herc­shel in 1856 and 1914, fra C. Ainsworth Mitchells The expert wit­ness: and the appli­ca­tions of sci­ence and of art to human iden­ti­fi­ca­tion, crim­i­nal inves­ti­ga­tion, civ­il actions & his­to­ry (1923) — Well­come Col­lec­tion, Unit­ed King­dom — CC BY.

Europæisk grænsekontrol beror i stigende grad på såkaldte biometriske teknologier, herunder fingeraftryk, ansigtsgenkendelse og scanning af iris og retina. Udviklingen indikerer en bevægelse fra territorial kontrol imod kropslig kontrol, hvor grænsen kryber ind i de grænseoverskridende kroppe og indskriver dem i et system af registrering, overvågning og opsporing. I denne artikel diskuterer Adam Bregnsbo Fastholm, hvad der sker med grænsens magtforhold, når det ikke længere er muligt at rejse ind i EU uden at få scannet fingre, øjne eller ansigt.

På øer i Det Ægæiske Hav sid­der migranter fast under kum­merlige forhold i ind­heg­nede og overfyldte “mod­tage- og iden­ti­fika­tion­scen­tre”. Græske og kroat­iske græn­se­vagter gør sys­tem­a­tisk brug af ille­gale push­back-oper­a­tioner, hvor de ved brug af vold og tor­tur skub­ber migranter tilbage over grænsen eller retur i usikre gum­mibåde. Mid­del­havet er blevet et epi­cen­ter for dødelige grænseover­gange, hvor titusin­der over­lades til præ­matur, undgåelig død ved skib­brud og drukn­ing – ofte i for­læn­gelse af lang­varig sult, tørst og eksponer­ing for ele­menternes rasen i rum sø.

Både før og efter den såkaldte fly­gt­ningekrise blev erk­læret i 2015, har EU med et vok­sende arse­nal af teknikker forsøgt at blokere, bremse, decel­erere og kon­trollere tilstrømnin­gen af migranter ind i europæisk rum. I skrivende stund er Polens grænse til Belarus blevet befæstet med 15.000 sol­dater udstyret med gevær­er, tåre­gas, mil­itærkøretø­jer og ‑helikoptere. I samme forbindelse bidrog Dan­mark med 15 kilo­me­ter pigtråd til et nyopført hegn på den litauisk-belaru­siske grænse. Pigtrå­den var af typen con­certi­na, der mod­sat almin­delig pigtråd, som har til for­mål at hin­dre bevægelse, er designet til at lemlæste.

Men den inten­siverede grænsekon­trol rækker langt ud over unio­nens formelle ter­ri­to­ri­um og er ofte udliciteret og ekster­nalis­eret. Fron­tex’ (EU’s grænseagen­turs) mis­sion­er strækker sig dybt ind i Vestafri­ka og har i tilt­a­gende grad karak­ter af mil­itære oper­a­tioner. Det er desu­den velbeskrevet, at EU samar­be­jder tæt med, træn­er og udstyr­er den libyske kyst­vagt, der sys­tem­a­tisk standser migranter i Mid­del­havet og returner­er dem til interner­ingsle­jre i Libyen, hvor de, ifølge tal­rige beretninger, udsættes for tor­tur, voldtægt, slaveri og tilbage­hold­else på ubestemt tid.

Men sideløbende med inten­siverin­gen af “hård” grænsekon­trol er der sket en eksplo­sion i bru­gen af, hvad man kunne kalde en “blød” grænsekon­trol kende­teg­net ved anven­delsen af avanceret dig­i­tal teknolo­gi. Herun­der hør­er blandt andet bio­metri, kun­stig intel­li­gens, løgnede­tek­tor­er, algo­rit­mer, big data, sen­sor­er, droner og satel­lit­ter. Eksem­pelvis bear­be­jder Euro­sur (Euro­pean Bor­der Sur­veil­lance Sys­tem, det europæiske grænseovervågn­ingssys­tem) enorme mængder data med hen­blik på at kortlægge, mod­ellere og kon­trollere migrantstrømme med ret­ning mod Europas grænser, mens myn­dighed­er fra flere medlemsstater har tap­pet migranters mobil­tele­fon­er for data til brug for frem­tidig asyl­be­han­dling. Højte­k­nol­o­gisk grænsekon­trol er blevet en milliardindustri.

Af særlig betyd­ning er de såkaldte bio­metriske teknolo­gi­er. Bio­metri (af græsk bios ‘liv’ og met­ros ‘som måler’) er en fælles­beteg­nelse for teknikker til at iden­ti­fi­cere og genk­ende indi­vider på bag­grund af fys­i­ol­o­giske eller adfærdsmæs­sige kende­tegn, teknikker såsom fin­ger­aftryk, ansigts­genk­endelse og iris- og reti­nascan­ning. Bio­metrisk grænsekon­trol byg­ger på et sæt antagelser: at enhver men­neskekrop er fysisk unik, og at dens fys­i­ol­o­giske og adfærdsmæs­sige kende­tegn er rel­a­tivt sta­bile over tid. Teknolo­gien inde­bær­er på samme tid en ekstrak­tion af krop­slig infor­ma­tion og en inskrip­tion af et kon­trol­sys­tem i den enkelte krop. Det føl­gende beskæftiger sig med udbre­delsen af bio­metri i europæisk grænsekon­trol og diskuter­er dens imp­lika­tion­er for sub­jek­tivitet, magt og modmagt.

Når grænsen kryber ind i kroppen

Bio­metrisk teknolo­gi fremhæves af poli­tikere og myn­dighed­er som et cen­tralt ele­ment i såkaldte “intel­li­gente grænser”, der med uovertruf­fen hastighed, pålide­lighed og præ­ci­sion kan fast­slå en hvilken som helst rejsendes iden­titet. Når en migrants bio­metriske kende­tegn først er i sys­temet, kan ved­k­om­mende spores og til enhver tid iden­ti­fi­ceres med hen­blik på at afk­lare, om migranten har lovligt ophold eller ej. Man kan hverken tale eller bedrage sig fri, når først sys­temet vis­er et match. Krop­pen lyver ikke. Ide­alet er glat­te, gnid­nings­fri og teknisk effek­tive pro­ce­dur­er, der beror på mask­inel nøjagtighed og ikke på men­neskers fejl­barlige skøn eller vil­dle­dende forklaringer.

Bio­metrisk grænsekon­trol er ret beset ikke et nyt fænomen: Rejsepas og visa har længe inde­holdt portræt­billed­er, og de amerikanske myn­dighed­er forsøgte så tidligt som i 1880’erne at iden­ti­fi­cere kine­siske migranter på bag­grund af fin­ger­aftryk. Den egentlige inno­va­tion lig­ger i bio­me­triens automa­tis­er­ing og dig­i­talis­er­ing; i evnen til at foran­dre fys­i­ol­o­giske og adfærdsmæs­sige kende­tegn til dig­i­tale repræsen­ta­tion­er, der kan opbe­vares, udvek­sles og krydsrefereres.

Den camer­ounske poli­tiske teo­retik­er Achille Mbe­m­be teo­re­tis­er­er i tek­sten Bod­ies as bor­ders denne sti­gende sam­men­fil­tring af krop­slige karak­ter­is­ti­ka og infor­ma­tion­ssys­te­mer. Ifølge Mbe­m­be indik­er­er udbre­delsen af bio­metrisk teknolo­gi en bevægelse fra ter­ri­to­r­i­al kon­trol imod krop­slig kon­trol. Hvor ter­ri­to­r­i­al kon­trol ret­ter sig mod grænsen som en lin­je fast­gjort ved per­ife­rien af statens suveræne ter­ri­to­ri­um, ret­ter krop­slig kon­trol sig mod kroppe i bevægelse før, under og efter deres kon­takt med den ter­ri­to­ri­ale grænse. Med bio­metrisk kon­trol kry­ber grænsen ind i de grænseover­skri­dende kroppe. Kroppe i irreg­ulær bevægelse er tru­ende og risik­able. De er uiden­ti­fi­cerede og der­for uforudsigelige og ure­gerlige. Herover­for tilby­der bio­metrisk teknolo­gi sikker­hed – både i form af vished og i form af kon­trol. De besid­der evnen til at frag­mentere kroppe i dat­a­punk­ter for deri­gen­nem at gøre dem genk­endelige, iden­ti­fi­cer­bare og bereg­nelige. Bio­metri ekstra­her­er sand­hed direk­te ud af krop­pen og fast­slår en giv­en per­sons iden­titet hin­sides al tvivl; en iden­titet der kan danne grund­lag for fre­madret­tet forudsigelse og fore­byggelse af alle mulige risici.

EU har over de sen­este år installeret og udvidet en enorm arkitek­tur bestående af automa­tis­eret og dig­i­talis­eret bio­metri. EU-Kom­mis­sio­nens “hotspot­til­gang” til fly­gt­ningekrisen inde­bar i første omgang at sikre, at nyankomne migranter i Græken­land og Ital­ien blev iden­ti­fi­ceret, reg­istr­eret og fik taget fin­ger­aftryk, så de kunne kanalis­eres ind i de rel­e­vante opføl­gn­ing­spro­ce­dur­er. Kom­mis­sio­nen har efter­føl­gende fores­lået, at adgan­gen til Euro­dac (Euro­pean Dacty­loscopy, EU’s data­base og iden­ti­fika­tion­ssys­tem for fin­ger­aftryk) skal udvides, således at europæiske myn­dighed­er også vil kunne anvende de bio­metriske data til at opspore og deportere ille­galis­erede migranter. I for­læn­gelse her­af udforsker Kom­mis­sio­nen mulighed­erne for at lagre kopi­er af alle iden­titetspa­pir­er fun­det ved grænseover­skri­dende migra­tion i Europa, hvilket reelt vil gøre Euro­dac til en søge­mask­ine for ille­galis­erede migranter. Desu­den intro­duc­er­er Europa-Par­la­mentet fra 2022 et fælle­seu­ropæisk bio­metrisk Entry/Exit Sys­tem (EES), hvor alle ikke-EU-borg­ere ved indrejse i Schengenom­rådet får scan­net og lagret deres ansigter og fin­ger­aftryk. Det synes efter­hån­den prak­tisk talt umuligt at rejse ind i EU, legalt eller ille­galt, uden at blive viklet ind i unio­nens bio­metriske databaser.

Bekendelsens endeligt?

Bio­metri er imi­dler­tid ikke så uprob­lema­tisk, som det ofte frem­stilles. Mange af de teknolo­gi­er, der enten er i brug eller på tale, er yder­st eksper­i­mentelle og fort­sat meget usikre, men bruges ikke desto min­dre til at træffe beslut­ninger med livsafgørende betyd­ning for meget sår­bare grup­per af men­nesker. Scan­ning af iris inde­bær­er en sta­tis­tisk sandsyn­lighed for fal­sk pos­i­tiv iden­ti­fika­tion, dvs. at mask­i­nen fejlagtigt angiv­er, at per­so­n­en allerede er i sys­temet, og dig­i­tale ansigts­genk­endelsessys­te­mer, der ofte er udviklet med udgangspunkt i hvide mænds ansigter, er sys­tem­a­tisk rin­gere til kor­rekt at iden­ti­fi­cere kvin­der og især ikke-hvide. Der er 100 gange større sandsyn­lighed for, at sådanne sys­te­mer fejli­den­ti­fi­cer­er en asi­at eller en afrikan­er end en per­son med hvid hud.

Den ekstra­ordinære sit­u­a­tion ved Europas grænser gør dem til et lab­o­ra­to­ri­um for bio­metrisk teknolo­gi, uden regler, appel­mu­lighed­er eller gen­nem­sigtighed. Migranter får trukket per­son­føl­somme data ud af deres kroppe på et meget spinkelt grund­lag i et omfang, der ofte strid­er imod grundlæggende men­neskerettighed­er. Det er desu­den tvivl­somt, om migranter i nogen menings­fuld for­stand kan give sam­tykke til denne type dataind­sam­ling, hvis eksem­pelvis adgang til føde­var­era­tioner afhænger af deres vil­lighed til at lade sig bio­metrisk registrere.

Udbre­delsen af bio­metrisk grænsekon­trol har for­rykket grænsekon­trol­lens magt­forhold mellem migrant og myn­dighed. Speci­fikt ved at trans­formere pro­ce­dur­erne, hvorigen­nem viden og sand­hed om migranten pro­duc­eres, så de i min­dre grad kom­mer til at bero på den magt­teknik, den franske filosof Michel Fou­cault benævn­er bek­endelse. I vær­ket Vil­jen til viden beskriv­er Fou­cault, hvor­dan bek­endelsen som rit­u­al er blevet en cen­tral teknik i pro­duk­tio­nen af viden. Bek­endelsen er kende­teg­net ved, at sub­jek­tet påby­des at dechifrere sig selv, ved­k­ende sig sine han­dlinger og tanker og deri­gen­nem gøre sig selv til objekt for erk­endelse og reflek­sion. Gen­nem bek­endelse af det skjulte bliv­er men­nes­ket til som sub­jekt. Den bek­endende for­modes imi­dler­tid ikke i stand til at gen­nem­skue sig selv fuld­kom­ment og behøver der­for en lyt­tende mod­part, der afkræver, for­tolk­er og fulden­der den ufuldendte sandhed.

Bek­endelsen kan ifølge Fou­cault spores til den romer­skka­tolske kirkes skriftemål og bodssakra­mente, men har over tid vun­det stor udbre­delse i den vestlige ver­den i til­gan­gen til alt fra med­i­cin og ter­api over pæd­a­gogik og arbe­jds­formidling til selv intime kærligheds­forhold: “[M]an bek­ender sine for­bry­delser og sine syn­der, man bek­ender sine tanker og sine begær, man bek­ender sin for­tid og sine drømme, man bek­ender sin barn­dom, man bek­ender sine syg­domme og elendighed­er […] Man bek­ender – eller man tvinges til at bek­ende […] I Vesten er men­nes­ket blevet et bek­endende dyr”.

Bio­metrisk teknolo­gi bidrager til en bevægelse væk fra dette bek­endende sub­jekt, der påby­des at pro­duc­ere viden om sig selv og fortælle sin his­to­rie. I stedet sættes en ikke-diskur­siv ekstrak­tion af krop­slig infor­ma­tion i cen­trum. Bek­endende sand­hed, der er krænget ud fra sjælens inder­ste afkroge, viger for, hvad blandt andet den ital­ienske poli­tiske teo­retik­er Mar­ti­na Tazz­i­oli kalder epi­der­misk sand­hed, det vil sige sand­hed hen­hørende til krop­pens over­flade (af græsk epi­der­mis ‘over­hud’). Grænsekon­trol behøver ikke i samme grad som tidligere bero på migranters samar­be­jdsvil­je. Tidligere kunne de lyve, bruge andres doku­menter eller brænde deres pas, hvis de ønskede at for­blive skjulte og uiden­ti­fi­cerede. Med ind­førelsen af bio­metrisk teknolo­gi hjem­søges de af deres egne for­ræderiske krop­slige aftryk.

Migranters beskrivende og nar­ra­tive beretninger udslettes eller over­flødig­gøres naturligvis ikke fuld­stændigt i denne pro­ces. Myn­dighed­ers pro­fi­ler­ing af migranter beror fort­sat på sam­taler og udfyld­ning af ske­maer, der dog typisk er karak­teris­eret ved insti­tu­tion­alis­eret mist­il­lid og ind­plac­er­ing i forud­fat­tede kat­e­gori­er. Der opstår dermed et spænd­ings­felt mellem migranternes selvfrem­still­ing som hele, kom­plekse sub­jek­ter og myn­dighed­ernes iden­titet­skon­struk­tion af dem som et aggre­gat af sys­tem­a­tis­erede datapunkter.

Synligheden er en fælde

Hvilke mulighed­er for omgåelse af bio­metrisk reg­istrering og iden­ti­fika­tion efter­lad­er disse ændrede magt­forhold? En række teo­retikere, herun­der Gior­gio Agam­ben, Rosi Braidot­ti, Alexan­der Gal­loway, Eliz­a­beth Grosz, Eugene Thack­er og for­fat­terkollek­tivet Den usyn­lige komité, har gen­nem de sen­este årti­er fremhævet usyn­lighed, hem­me­lighold­else, forsvin­d­ing og ​​anti-repræsen­ta­tion som virk­somme strate­gi­er til at nav­igere eller und­slippe stadig mere sofistik­eret og omsig­gribende kontrol.

Denne udlægn­ing vender i høj grad kon­ven­tionel poli­tisk logik på hov­edet. Tra­di­tionelt har repræsen­ta­tion og syn­lighed været betragtet som efter­stræ­belsesværdi­ge kvaliteter: Mar­gin­alis­erede grup­per havde som mål at opnå opmærk­somhed, anerk­endelse og tilst­ede­værelse i det poli­tiske rum for gen­nem insti­tu­tionel repræsen­ta­tion at forbedre deres liv. Ifølge førnævnte teo­retikere bliv­er dette imi­dler­tid nemt en blindgyde: Poli­tisk repræsen­ta­tion ensret­ter, domes­ticer­er og udvan­der mar­gin­alis­erede men­neskers ret­tighed­skampe, imens syn­lighed gør dem sår­bare over for overvågn­ing og opsporing. Med Fou­caults ord fra Overvågn­ing og straf: “Syn­lighed er en fælde”.

Disse strate­gi­er kan antage forskel­lige for­mer. En delmængde består i at gøre sig selv usyn­lig. Det gælder eksem­pelvis migranter, der i døl­gsmål krydser grænsen for helt at undgå myn­dighed­er og deres bio­metriske reg­istrering. En anden delmængde er strate­gi­er, der går på at gøre sig ulæselig. Migranten går ikke off the grid som sådan, men for­bliv­er on the grid på en måde, der und­slår sig iden­ti­fika­tion og ind­plac­er­ing i stan­dard­is­erede skemaer.

Den mar­tinikanske digter og filosof Édouard Glis­sants begreb om opacitet (antonymet for trans­parens) ind­fanger denne prak­sis. I tek­sten Poé­tique de la rela­tion insis­ter­er Glis­sant på “ret­ten til opacitet [le droit à l’opacité]”. Dette er ikke en ret­tighed i juridisk for­stand, men en etisk, æstetisk og poli­tisk insis­teren på adkom­sten til at fastholde dimen­sion­er af den men­neske­lige eksis­tens, der ikke er mål­bare, bestem­melige eller forståelige. Opacitet er den irre­ducible forskel, der ikke kan iden­ti­fi­ceres. I Glis­sants for­fat­ter­skab beteg­n­er begre­bet en ontol­o­gisk betingelse i bred for­stand, men kan i den europæiske grænsekon­trols speci­fikke kon­tekst forstås som en tak­tisk uigen­nem­sigtighed, der mod­sæt­ter sig og over­skrid­er forsøg på kat­e­goris­er­ing såsom bio­metrisk kontrol.

Når det kom­mer til usyn­lighed og ulæse­lighed som konkrete poli­tiske strate­gi­er, er det vigtigt at fastholde, at de ikke er ligeligt tilgæn­gelig for alle. Ofte forud­sæt­ter teo­re­tis­eringer af emnet et uni­verselt eller abstrakt sub­jekt, der har kapaciteten til at skjule sig eller gøre sig ulæselig. Dermed æns­es det ikke, at det for mange fem­i­nis­erede, racialis­erede eller på anden vis minoris­erede men­nesker kan være for­bun­det med bety­delige risi­ci at mod­sætte sig iden­ti­fika­tion. Jeg men­er imi­dler­tid, at Glis­sants begreb­slig­gørelse, der er skrevet i og til en postkolo­nial kon­tekst, netop har blik for dette forhold.

Genstridig uigennemsigtighed

Kan en mobilis­er­ing af opacitet reg­istr­eres i det europæiske grænse­land? Det vil jeg mene. Migranter kender udmær­ket til og søger at und­vige eller mod­sætte sig bio­metrisk reg­istrering. Særligt migranter i de ital­ienske og græske hotspot-lejre har indi­vidu­elt eller kollek­tivt nægtet at afgive fin­ger­aftryk og sid­der som kon­sekvens her­af stran­det i deres første ankom­st­land. Dette har ledt til bru­tale scener, hvor myn­dighed­er under anven­delse af vold, intimider­ing eller vil­dled­ning har søgt at “over­be­vise” dem om at give efter. I bogen Migrant Resis­tance in Con­tem­po­rary Europe kalder den tyske grænse­forsker Mau­rice Stierl disse prak­siss­er for “bio­metrisk afs­traf­felse”, der tager form af “fysiske sam­men­stød mellem grænseregimet og [migranter] samt det ved­varende dis­ci­plinerende traume, som de har til hen­sigt at påføre”.

En anden særde­les intens insis­teren på krop­slig opacitet find­er sted, når migranter begår selvskade for at for­blive uiden­ti­fi­cer­bare. Nogle påfør­er deres fin­ger­spidser en bland­ing af lim og kemikalier, mens stadig flere bræn­der deres fin­ger­aftryk af. Selvom bio­metrisk teknolo­gi nemt kan fremkalde billedet af en højte­k­nol­o­gisk grænsekon­trol, der er for­duftet ind i en gnid­nings­fri, dig­i­tal æter, er det således ofte en yder­st materiel og hård­hæn­det pro­ce­dure. “Blød” og “hård” grænsekon­trol er tæt sammenvævet.

Adam Breg­ns­bo Fastholm er ph.d.-studerende i poli­tisk teori ved Hum­boldt-Uni­ver­sität zu Berlin og Freie Uni­ver­sität Berlin tilknyt­tet forskn­ing­spro­jek­tet “SCRIPTS – Con­tes­ta­tions of the Lib­er­al Script”.

Scroll til toppen