Grønland efter rigsfællesskabet

Efter en del bump på vejen er arbejdet med en forfatning for en selvstændig grønlandsk stat gået ind i sin afsluttende fase. Forfatningsprocessen rokker ved rigsfællesskabets i forvejen skrøbelige fundament. Og den kan give indblik i, hvordan man i Grønland forestiller sig den tid, der kommer efter rigsfællesskabet.

I Grønland lever en aldrende befolkning på godt 56.000 indbyggere i 72 byer og bygder spredt ud over et enormt og ufremkommeligt territorium. Med de vilkår følger høje offentlige udgifter og et begrænset skattegrundlag. Undergrunden er endnu ikke blevet den guldgrube, som mange politikere forestillede sig for nogle år siden, og som der er udsigt til i den seneste sæson af Borgen. Og med Grønlands nylige tilslutning til Paris-aftalen har et fremtidigt råstofeventyr fået vanskeligere kår. I øjeblikket udgør bloktilskuddet fra Danmark knap en tredjedel af den offentlige sektors indtægter, og Danmark varetager stadig en række sagsområder, som selvstyret siden 2009 har haft mulighed for at overtage. Dertil kommer, at der gennem mange år har været nettoudvandring fra Grønland, blandt andet fordi en betydelig del af dem, der uddanner sig i Danmark, ikke efterfølgende flytter tilbage til Grønland. Udvandringen forværrer en allerede eksisterende mangel på uddannet arbejdskraft inden for en række områder, som dækkes med udenlandsk arbejdskraft fra især Danmark.

Forhindringerne på vejen mod grønlandsk selvstændighed kan på den baggrund synes store. Alligevel har viljen til selvstændighed gennem en årrække været stærk. Et stort flertal af de grønlandske vælgere ønsker, at Grønland en gang i fremtiden skal blive selvstændigt, og ud af de fem partier i det grønlandske parlament, Inatsisartut, er kun Atassut imod selvstændighed. Det spørgsmål, der deler vandene i grønlandsk politik, er ikke, om Grønland skal være selvstændigt, men hvordan man skal blive det.

Som led i denne bevægelse mod selvstændighed har en kommission siden foråret 2017 arbejdet på et forslag til en forfatning for en selvstændig grønlandsk stat. Forslaget skal sammen med en uddybende betænkning ligge klar ved udgangen af 2022. Ifølge kommissoriet, der beskriver rammerne for arbejdet, skal forfatningen træde i kraft ikke hvis, men når Grønland træder ud af rigsfællesskabet og bliver en selvstændig stat. Forfatningskommissionen, hvis medlemmer er udpeget af partierne i Inatsisartut, forbereder således det sidste formelle skridt på vejen væk fra Grønlands tidligere status som dansk koloni.

Fra koloni til amt

I 1953 blev Grønland efter pres fra FN formelt afkoloniseret. Ikke ved at gøre sig uafhængig, sådan som mange andre kolonier gjorde det, men ved at lade sig indlemme i Danmark som et amt. Dermed blev grundloven udvidet til også at gælde i Grønland, og den grønlandske befolkning har siden 1953 været fuldgyldige danske statsborgere med dertil svarende rettigheder og repræsentation i Folketinget. Integrationen af Grønland i Danmark betød, at det blev vanskeligt at opnå selvstændighed på et senere tidspunkt. Ifølge FN udøvede Grønland nemlig sin selvbestemmelsesret ved at lade sig integrere i Danmark og blev derfor fjernet fra FN’s liste over såkaldte ”ikke-selvstyrende områder” med ret til selvbestemmelse. Og den nye danske grundlov indeholdt ikke nogen bestemmelse om grønlandsk ret til selvstændighed.

De danske myndigheder tog i samme periode – og i hvert fald delvist motiveret af planerne om at integrere Grønland i Danmark – initiativ til en omfattende modernisering af det grønlandske samfund. Grønland skulle ikke bare være dansk på et formelt plan. Moderniseringen i løbet af 1950’erne og 1960’erne betød, at store dele af den grønlandske befolkning og det grønlandske samfund blev daniseret, mens grønlandsk sprog og kultur blev marginaliseret. Som blandt andre Axel Kjær Sørensen har påpeget i Denmark-Greenland in the twentieth Century (2006), foregik – parallelt med den formelle afkolonisering – den hidtil mest omfattende kolonisering af Grønland, hvis man ved kolonisering forstår det at omdanne et fremmed område i moderlandets billede.

Moderniseringen af Grønland blev iværksat med opbakning fra de grønlandske Landsråd, der så det som en vej til ligestilling, udvikling og forbedrede levevilkår. Og i 1952 tilsluttede de valgte repræsentanter i det nyligt sammenlagte Grønlands Landsråd sig forslaget om indlemmelse i Danmark, da det blev dem forelagt. Landsrådspolitikere sad desuden med ved bordet i den store grønlandskommission, som fra 1948 til 1950 lagde grunden til den nye grønlandspolitik, om end de var i mindretal, og mange i Grønland ønskede sig en bredere repræsentation af det grønlandske samfund, end landsrådspolitikerne udgjorde. Der var i samme periode også kritiske grønlandske stemmer, der foretrak en anden vej, og kritikken tog til, efterhånden som det blev mere tydeligt, hvad moderniseringen indebar. Men først i løbet af 1960’erne opstod en bred bevægelse, som arbejdede for et mere selvstyrende og grønlandsk Grønland, og som i sidste ende førte til etableringen af det grønlandske hjemmestyre i 1979.

Sidenhen er det imidlertid blevet afdækket, at landsrådsmedlemmerne i 1952 ikke fik den ønskede tid til at overveje mulighederne og rådføre sig, og at de ikke var informerede om, at man ved integration faktisk udøvede sin FN-sikrede selvbestemmelsesret og dermed gjorde det vanskeligt at opnå egentlig selvstændighed på et senere tidspunkt. Landsrådet blev desuden bedt om at tage stilling til integration, uden at det stod klart, hvad alternativerne var. Grønland havde ifølge FN også ret til at træde ud af sin kolonistatus ved at vælge en model med fuld uafhængighed eller en model med en form for hjemmestyreordning med henblik på senere uafhængighed, og mens det er uklart, hvilket kendskab politikerne og befolkningen i Grønland havde til uafhængighedsmodellen, står det klart, at Danmark fortiede hjemmestyremodellen. Danmarks ageren som bindeled mellem Grønland og FN har givet anledning til tilbagevendende kritik fra blandt andre professor i folkeret Gudmundur Alfredsson, og for nylig er kritikken blevet genoplivet med udgivelsen af Anne Kirstine Hermanns Imperiets børn. Da Danmark vildledte FN og Grønland for at beholde sin sidste koloni (2021). Ifølge Hermann manipulerede de danske myndigheder Landsrådet til at bakke op om integrationsmodellen og sikrede sig dernæst opbakning i FN ved blandt andet at overdrive det grønlandske ønske om integration og den grønlandske tilknytning til Danmark, som Danmark i samme periode arbejdede ihærdigt på at styrke.[i]

Uanset omstændighederne omkring Landsrådets tilslutning ligger det fast, at det grønlandske folk ikke blev hørt, eksempelvis ved en folkeafstemning, hvilket da også blev kritiseret i FN. Det var landsrådsmedlemmerne, der som repræsentanter udøvede retten til selvbestemmelse på vegne af det grønlandske folk, og Landsrådet repræsenterede endda ikke den nord- og østgrønlandske befolkning. Det grønlandske folk har to gange stemt sig i retning af øget selvstyre (1979 og 2008), og det har stemt sig ud af EF (1982) efter at være blevet indlemmet mod sin vilje (1972), men det har aldrig stemt sig ind i Danmark. På trods af den formelle afkolonisering har Grønland et forfatningsmæssigt grundlag i form af den danske grundlov af 1953, som det grønlandske folk ikke har tilsluttet sig.

Grønlands stilling i rigsfællesskabet

I et forfatningsmæssigt perspektiv hviler det forhold mellem Danmark, Grønland og Færøerne, som i dag ofte kaldes rigsfællesskabet, altså på den danske grundlov. Grønland har ikke sin egen forfatning, og man kan ikke være grønlandsk statsborger. Det samme gælder for Færøerne. Men Færøernes og Grønlands forfatningsmæssige stilling reguleres samtidig også for Færøernes vedkommende af hjemmestyreloven fra 1948 og overtagelsesloven og fuldmagtsloven fra 2005, og for Grønlands vedkommende af selvstyreloven fra 2009, som erstattede den grønlandske hjemmestyrelov fra 1979 og giver mulighed for en udstrakt grad af selvstyre ud fra et princip om, at når Grønland overtager et sagsområde, overtages også finansieringen af det.

De grønlandske og færøske selvstyreordningers forhold til grundloven er imidlertid uklart. Selvom Folketinget er den eneste lovgivende magt, grundloven opererer med, findes der i rigsfællesskabet i dag også det grønlandske Inatsisartut og det færøske Lagting, som lovgiver for hver deres område. For at få grundloven til at gå op med virkeligheden og undgå at erklære selvstyreordningerne for grundlovsstridige, er det blevet anført, at der som udgangspunkt må være tale om en delegering af lovgivningskompetence fra Folketinget til Inatsisartut og Lagtinget. Denne enhedsstatslige fortolkning af rigsfællesskabet medfører, at Folketinget i sidste ende vil kunne trække kompetencen tilbage. Den grønlandske og færøske selvstændighedstrang og den globale afkoloniseringsbevægelse taget i betragtning ville Danmark dog formentlig komme under et voldsomt internationalt pres, hvis Folketinget besluttede at gøre et forsøg, og det er tvivlsomt, om man i praksis ville kunne slippe afsted med det.

Imod den enhedsstatslige fortolkning er det da også blevet anført, at man må anlægge et bredere perspektiv i fortolkningen af rigsfællesskabet. Uanset foreneligheden med grundloven har det færøske hjemmestyre og det grønlandske selvstyre i praksis selvstændiggjort sig. Selvstyreordningerne har ved sædvane opnået en forfatningslignende status, som medfører, at de ikke vil kunne ophæves uden Inatsisartuts og Lagtingets samtykke. Lovgivningsmagten er dermed reelt tredelt, men med Folketinget i en dobbeltrolle som både lovgivende magt for danske anliggender – sidestillet med Inatsisartut og Lagtinget for henholdsvis grønlandske og færøske anliggender – og lovgivende magt for rigsanliggender med grønlandsk og færøsk repræsentation. I denne fortolkning er rigsfællesskabet dermed en ordning med føderale træk.

Fra grønlandsk side holder man på den sidste fortolkning og hæfter sig blandt andet ved selvstyrelovens præambel om, at loven bygger ”på en overenskomst mellem Naalakkersuisut [den grønlandske regering] og den danske regering som ligeværdige parter” (min kursivering). Som forfatningslignende dokument giver selvstyreloven Grønland den ret, som man mistede med indlemmelsen i Danmark, idet loven anerkender, at ”det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse”, og at det er det grønlandske folk, der træffer beslutning om Grønlands selvstændighed. Hvis Grønland træder ud af rigsfællesskabet og vinker farvel til grundloven, er der brug for en ny forfatning. Det er her forfatningskommissionen kommer ind i billedet.

Forfatningskommissionen

Forfatningskommissionen blev oprindeligt nedsat med det formål at udarbejde et forslag til en todelt forfatning. Den ene del skulle være forenelig med grundloven og selvstyreloven og træde i kraft med det samme, mens den anden del skulle erstatte det nuværende forfatningsmæssige grundlag, når Grønland en dag træffer beslutning om selvstændighed. Når man fandt på denne todeling, var det formentlig, fordi man på Færøerne gennem mange år har arbejdet på en forfatning, som flere gange er blevet afvist som grundlovstridig af det danske justitsministerium. Ifølge den grønlandske forfatningskommissions første forperson, Vivian Motzfeldt fra Siumut, var en todelt forfatning imidlertid ikke det, Inatsisartut havde haft i tankerne, da det blev besluttet at etablere kommissionen i efteråret 2016. Motzfeldt og de øvrige medlemmer besluttede derfor at se bort fra den del af kommissoriet og alene udarbejde et forslag til en forfatning for et fremtidigt selvstændigt Grønland.

Kommissionens første levetid var præget af en del opstartsvanskeligheder og offentlig polemik, og på baggrund af en ny parlamentarisk situation efter valget til Inatsisartut i 2018 blev kommissionen i foråret 2019 nedsat på ny med udgangspunkt i et revideret kommissorium, der imødekom den første kommissions ønske om alene at udarbejde et forslag til en forfatning for et selvstændigt Grønland. Undervejs har der været stor udskiftning af kommissionsmedlemmer og ansatte i kommissionssekretariatet, og kommissionen har nu sin fjerde forperson i Kuupik V. Kleist fra Inuit Ataqatigiit. Den store udskiftning skyldes blandt andet, at partierne i Inatsisartut efter hvert valg har genudpeget kommissionsmedlemmer på baggrund af de nye parlamentariske styrkeforhold. Den manglende kontinuitet har sammen med coronaepidemien medført, at kommissionens deadline løbende er blevet flyttet. På trods af forsinkelser er et grønlandsk forfatningsforslag på vej og vil efter planen ligge klar ved årets udgang. En grønlandsk forfatning vil naturligvis have stor symbolsk betydning, men derudover vil forslaget og den efterfølgende debat også give indblik i, hvordan man fra grønlandsk side forestiller sig en fremtidig grønlandsk stat og anskuer nogle af de grundlæggende problemer, som selvstændighed vil give anledning til.

Et grønlandsk politisk system

Det bliver ofte påpeget, at det grønlandske politiske og administrative system er opbygget efter dansk forbillede, og langt fra altid passer til grønlandske forhold. I kraft af selvstyret varetager Grønland selv en lang række sagsområder, men det foregår i et system, som er et levn fra en tid, hvor det var Danmark, der satte dagsordenen i Grønland. Forfatningsprocessen udgør til gengæld et forsøg på at lade Danmark ude af ligningen. Udgangspunktet er en ren tavle, og processen er en anledning til at tage nogle meget grundlæggende diskussioner om, hvordan man i Grønland ønsker, at en kommende grønlandsk stat skal være bygget op. For en gangs skyld er spørgsmålet ikke, hvad der er muligt inden for rammerne af selvstyreordningen. Spørgsmålet er et helt andet, nemlig hvad man faktisk vil i Grønland. På den måde er forfatningsprocessen et led i en bredere grønlandsk afkoloniseringsproces, der dels på et institutionelt plan, men også på et mentalt, kulturelt og sprogligt plan indebærer en distancering til Danmark.

Netop på det sproglige plan ligger der i forfatningsarbejdet også et opgør med en kolonial arv. Med selvstyreloven blev det slået fast, at grønlandsk er det officielle sprog i Grønland, men loven er – som dansk lov vedtaget i Folketinget – skrevet på dansk. Det danske sprog spiller stadig i dag en fremtrædende rolle i dele af det grønlandske samfund, herunder i centralforvaltningen, og udgør til en vis grad magtens sprog. Til forskel fra det hidtidige politiske og administrative system i Grønland formes det nye system imidlertid ikke på dansk. Forfatningsforslaget skrives på grønlandsk, og Kuupik V. Kleist har for nylig beskrevet det som en udfordring for kommissionen, eftersom det grønlandske sprog ”ikke [er] et administrativt sprog i den forstand, at der ikke er udviklet en udtømmende, juridisk begrebsverden på grønlandsk”. At forslaget skrives på grønlandsk har ikke bare stor symbolsk betydning, men udgør derudover også en anledning til at valorisere og udvikle det grønlandske sprog.

Sprogproblematikken, som generelt fylder meget i grønlandsk politik, står i det hele taget centralt i forfatningsarbejdet. Den grønlandske befolkning er sprogligt delt, ikke bare mellem øst-, vest- og nordgrønlandsk, men også mellem grønlandsktalende og ikke-grønlandsktalende, dansktalende og ikke-dansktalende. Og den grønlandske ungdom orienterer sig i stigende grad mod engelsk. Sprogkundskaber har stor betydning for social status og job- og uddannelsesmuligheder, og der er derudover generelt store forskelle i levevis, levestandard og livsmuligheder mellem de forskellige landsdele og mellem byboere og bygdeboere. Forfatningen skal med andre ord kunne rumme betydelige indre forskelle, og kommissionen skal forsøge at skitsere et politisk system, som har legitimitet i alle dele af landet og på tværs af sproggrupper.

Det grønlandske folk

Kommissoriet slår fast, at udgangspunktet for forfatningen skal være ”det grønlandske folks kultur, sprog og identitet” og præciserer, at der dermed menes det oprindelige grønlandske folk. Samtidig understreger kommissoriet, at forfatningen ”skal tage fuldt hensyn til, at der i nutidens Grønland findes mange borgere med anden baggrund”. Omtrent 10 procent af den grønlandske befolkning er født uden for Grønland, heraf størstedelen i Danmark. Primært som følge af dansk(-norsk) tilstedeværelse i Grønland siden 1721 har en betydelig del af befolkningen desuden blandede inuitiske og europæiske rødder og ikke alle med inuitiske rødder taler grønlandsk. Det giver kommissionen en vanskelig opgave, når den med bestemmelser om statsborgerskab, rettigheder og pligter skal nærme sig en definition af det grønlandske folk.

Spørgsmålet om, hvornår man er grønlænder og en del af det grønlandske folk, er en tilbagevendende kilde til diskussion i grønlandsk politik. I dag følger stemmeret til valg til Inatsisartut af dansk statsborgerskab og bopæl i Grønland i mindst 6 måneder op til valget, men daværende minister for udenrigsanliggender, handel, klima og erhverv, Pele Broberg fra Naleraq, luftede i efteråret overvejelser om en mere restriktiv inuit-stemmeret ved en fremtidig folkeafstemning om selvstændighed. Udtalelserne skabte stor ballade, og formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede fra Inuit Ataqatigiit, måtte gøre det klart, at det ikke var Naalakkersuisuts politik, hvorefter Pele Broberg fik frataget udenrigs- og klimaområdet. Siumut har i forlængelse af Broberg-sagen til gengæld lagt op til en forholdsvis bred definition. Ifølge Vivian Motzfeldt er der ”for eksempel børn, født og opvokset i Grønland med to danske forældre, som naturligvis også er en del af det grønlandske folk. Og der er mange andre, som vil Grønland, og som derfor er en del af det grønlandske folk”.

Uanset klarheden i princippet om folkenes selvbestemmelsesret er befolkningerne i Danmark og Grønland i praksis bundet sammen på kryds og tværs. Folket udgør som begreb det utvetydige grundlag for et legitimt styre, men som fakticitet er det viklet ind i tvetydige etniske, historiske, kulturelle, sproglige, slægts- og identitetsmæssige forhold. Det grønlandske folk giver ikke sig selv og lader sig ikke bestemme på nogen objektiv måde. Grønland står da med et afgrænsningsproblem, som kendetegner ethvert forsøg på indstiftelse af en ny politisk enhed – et problem som mange andre tidligere kolonier også har stået overfor. Alt afhængigt af hvordan man løser det, kan det føre til betydelig migration mellem Danmark og Grønland. Problemet handler ikke kun om en fremtidig grønlandsk stat, men også om vejen derhen. For uanset hvilken definition af det grønlandske folk, kommissionen når frem til, udestår spørgsmålet om, hvad det er for et grønlandsk folk, der skal beslutte om forfatningsforslaget skal vedtages, og om dets definition af det grønlandske folk dermed skal accepteres eller forkastes. Og dernæst, hvad det er for et grønlandsk folk, der skal træffe beslutning om selvstændighed, eftersom forfatningen og dens definition af det grønlandske folk først kan træde i kraft efter selvstændigheden.

Ligeværdige parter

Da den daværende formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen fra Siumut, i 2017 gav udtryk for sit syn på forfatningsarbejdet, udtalte han: ”Vores mål er at blive selvstændige, men det er jo ikke ensbetydende med, at vi siger helt og aldeles farvel. Vi skal have samarbejdspartnere, men der skal vi være ligeværdige parter”. En lignende opfattelse kommer til udtryk i kommissoriet, der pålægger forfatningskommissionen at gøre sig overvejelser om en såkaldt free association eller ”en anden form for mellemstatsligt samarbejde med en anden stat”. Den grønlandske forestilling om selvstændighed indebærer altså ikke nødvendigvis kappede bånd til Danmark. Den indebærer en ny og ligeværdig relation – til Danmark eller til andre stater – som kan være af mere eller mindre tæt og formaliseret karakter.

Free association er en mulig model for en formaliseret relation, som dækker over, at to selvstændige stater indgår en aftale om, at nogle af den associerede stats anliggender – eksempelvis forsvarsopgaver – varetages af den anden stat. Det enorme territorium og Arktis’ sikkerhedspolitiske betydning taget i betragtning er forsvaret et af de områder, hvor et selvstændigt Grønland formentlig vil være nødsaget til at samarbejde med en anden stat. Formaliserede samarbejder om eksempelvis valuta og adgang til visse uddannelser virker ligeledes oplagte. De nævnte områder kan også danne udgangspunkt for en form for unionsdannelse. Set i lyset af kongehusets popularitet i Grønland kan man i den sammenhæng forestille sig Danmark, Grønland og eventuelt Færøerne samlet under en fælles monark. Derudover kan en form for unionsborgerskab måske udgøre en løsning på de problemer angående dansk-grønlandsk statsborgerskab, som grønlandsk selvstændighed vil give anledning til. En tredje mulighed er en egentlig føderation bestående af selvstændige (del)stater, der hver afgiver en del af sin kompetence til et føderalt parlament, som med udgangspunkt i en føderal forfatning varetager delstaternes fælles anliggender. I det dansk-grønlandske (og eventuelt færøske) tilfælde vil en sådan overstatslig model imidlertid være udfordret af de store forskelle i befolkningsstørrelse, som gør det vanskeligt at sikre en fair repræsentation i et føderalt parlament.

De forskellige modeller har jævnligt været diskuteret, og der er som sådan ikke noget nyt i, at de bruges som scenarier for tiden efter rigsfællesskabet. Men forfatningsprocessen vil formentlig kaste lys over, hvilken model Grønland ser de største perspektiver i.

Manglende legitimitet?

Indtil videre har den grønlandske debat om forfatningskommissionen kun i mindre grad handlet om forfatningen. I stedet har selve idéen om en forfatningskommission været genstand for kritik. Atassut, der sammen med Samarbejdspartiet er trådt ud af forfatningskommissionen undervejs, har flere gange foreslået at nedlægge kommissionen, og partiets formand Aqqalu Jerimiassen sammenfattede i Inatsisartut i efteråret 2021 meget af kritikken: ”Forfatningskommissionen er en farce, et symbolpolitisk skinarbejde, der er skabt til at skabe et billede på, at man arbejder for selvstændigheden. Vi må se det i øjnene. Selvstændighed kommer ikke af at lave et dokument til 5 millioner kroner om året. Selvstændighed kommer fra at bruge vores penge fornuftigt i dag. Og så kan man jo til den tid, hvor vi rent økonomisk er i stand til at klare os selv, lave en smuk forfatning der rent faktisk passer til den tid, vi engang befinder os i”. Forfatningsarbejdet stikker ifølge kritikerne folk blår i øjnene, for selvstændighed er på grund af Grønlands økonomiske situation slet ikke realistisk inden for en overskuelig fremtid. I stedet burde man forberede vejen til selvstændighed ved at skabe det nødvendige økonomiske fundament og i øvrigt begynde at overtage de sagsområder, man trods mulighederne i selvstyreloven endnu ikke har overtaget.

Kritikken har ikke kun rettet sig mod idéen om en forfatningskommissionen, men også mod tilrettelæggelsen af kommissionens arbejde. Fra starten var inddragelsen af borgere i alle dele af Grønland tænkt som en væsentlig del af kommissionsarbejdet, men af forskellige årsager – ikke mindst coronaepidemien – har kommissionen langt fra løftet opgaven. Forfatningsarbejdet er blevet kritiseret for indtil videre at have været en lukket proces, og senest har Naalakkersuisut overtaget ansvaret for borgerinddragelse og skubbet det til efter kommissionens deadline. De demokratiske aspirationer er mest blevet ved snakken, og man har holdt sig fra demokratiske eksperimenter af den slags, som har været bragt i spil i andre lande i de senere år. Eksempelvis var det i Island efter finanskrisen ikke en politisk udpeget kommission, men et folkevalgt forfatningsråd bestående af 25 ikke-politikere, som udarbejdede et forslag til en ny forfatning med udgangspunkt i input fra en forsamling af 950 borgere udvalgt ved lodtrækning.

Som følge af lukketheden i den grønlandske forfatningsproces er der en risiko for, at det ender med et forfatningsforslag, som borgerne er ligeglade med, fordi der er mere presserende problemer i det grønlandske samfund, eller som ikke har bred opbakning, fordi borgerne ikke har været involveret i arbejdet undervejs og ikke føler ejerskab over resultatet. Vi har endnu til gode at høre, hvad man tænker om forfatningsspørgsmålet uden for det politiske miljø i Nuuk. Derudover har vi også til gode at høre, hvordan den danske regering ser på forfatningsspørgsmålet.

Et grønlandsk anliggende?

I foråret 2017 tolkede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen en eventuel vedtagelse af en forfatning, der i fremtiden skal gælde for et selvstændigt Grønland, som en de facto udmeldelse af rigsfællesskabet og truede i den forbindelse med at afvikle bloktilskuddet i løbet af fire år – nøjagtigt som daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde gjort over for Færøerne i 2000. Lars Løkke Rasmussen satte hårdt mod hårdt og truede med et scenarie, der vil stille Grønland i en yderst penibel økonomisk situation. Han udnyttede, at selvstyreloven nok giver Grønland ret til selvstændighed, men samtidig også præciserer, at de nærmere vilkår for overgangen til selvstændighed skal forhandles mellem Naalakkersuisut og den danske regering.

Trods afskrækkelsesforsøget meldte Siumut under valgkampen i foråret 2021 ud, at partiet ønsker forfatningsforslaget til folkeafstemning hurtigst muligt og understregede samtidig, at det ikke vil være ensbetydende med en folkeafstemning om selvstændighed. Om den nuværende danske regering vil acceptere, at Grønland på den måde vedtager en forfatning for et fremtidigt selvstændigt Grønland, står foreløbigt hen i det uvisse, men Siumut har formentlig noteret sig, at regeringen har antydet en ny linje. Statsminister Mette Frederiksen har i hvert fald distanceret sig fra Lars Løkke Rasmussen og udtrykt forståelse og imødekommenhed i forhold til det grønlandske ønske om selvstændighed. Hvordan Mette Frederiksen mere konkret ser på forfatningsspørgsmålet, og hvordan hun forestiller sig en fremtidig relation til et selvstændigt Grønland, har hun dog indtil videre holdt for sig selv. Spørgsmålet om grønlandsk selvstændighed er ifølge statsministeren et grønlandsk anliggende, der ”kun kan afklares i Grønland”. Til forskel fra tiden efter anden verdenskrig, da Grønland blev en del af Danmark, ligger bolden nu hos Grønland.

Anton Sylvest Lilleør er ph.d.-stipendiat ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.

[i] Kritikken af Danmarks ageren er blevet fremsat i en række undersøgelser af omstændighederne omkring Grønlands overgang fra dansk koloni til dansk amt. Det drejer sig bl.a. om Gudmundur Alfredssons artikel “Greenland and the Law of Political Decolonization” i German Yearbook of International Law fra 1982 og Jens Brøsteds artikel “Grønland, Grundloven og FN” i De vestnordiske landes fælleshistorie fra 2003. Under titlen “Greenland under Chapter XI of the United Nations Charter. A Continuing International Law Dispute” uddybede Alfredsson sin kritik i et bidrag til antologien The Right to National Self-Determination. The Faroe Islands and Greenland, som blev udgivet i 2004 på foranledning af Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget. På baggrund af antologien opfordrede Grønlands daværende landsstyreformand Hans Enoksen den danske regering til at få udarbejdet en historisk udredning om forløbet. Regeringen anmodede Dansk Institut for Internationale Studier om at forestå arbejdet, som udkom i 2007 under titlen Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945-54. En historisk udredning. Anne Kirstine Hermanns Imperiets børn. Da Danmark vildledte FN og Grønland for at beholde sin sidste koloni fra 2021 styrker det kildemæssige grundlag for kritikken og går på en række punkter i rette med udredningen fra 2007.