Manden i grotten

Et lig bliver fundet i en grotte på Sicilien. En mand i 50’erne, omtrent 170 cm høj, ingen tegn på overlast. Hvem er det? De italienske medier går i sensationsmodus – indtil det viser sig, at ligresterne næppe dækker over en opsigtvækkende historie, et mord eller et komplot. Sociolog Peter Søndergaard reflekterer over historien, mediedækningen af den, og den italienske komplottænkning. For hvad stiller man op med en historie, der har alle forudsætninger for at være sensationel, men næppe er det?

Halma er en rigtig dygtig tævehund af racen schæfer. Hun er tre et halvt år i september 2021, hvor hun er ude og træne med sin hundefører, brigadist i toldpolitiets alpine undsætningshold, Nicola Leo, i området ved byen Zafferana på vulkanen Etnas nordøstlige fod, ikke langt fra Catania. Tidligere i 2021 opnåede Halma førsteprisen i disciplinen odore cadaverina (ligsporing), foran alle andre italienske politihunde, så når hun skal finde tre af Nicola Leos kolleger, der leger skjul og har hyggegemt sig i buskadset nedenfor Etna, er det sådan set blot barnemad. De skal træne og have en tur ud af det, men Halma har et professionelt instinkt, der er stærkere end hendes legesyge, og hun tager en anden rute, bestemt af en lugt, hendes snude har lært at reagere på.

Hvor er hun blevet af? Hundefører Nicolas kalden besvarer hun ved at gø et stykke derfra uden at flytte sig fra en smal åbning, hun har fundet mellem lavaklipperne. Pokkers til hund.

Nicola Leo og hans kolleger beslutter at undersøge sprækken mellem klipperne nærmere, og med lidt besvær kan de forcere den smalle og kantede passage og komme længere ind i det, der viser sig at være en grotte. Her finder de forholdsvis velbevarede ligrester, mens dagens hund i skysovs opmærksomt følger med udenfor.

I

Der går en lille uge fra offentliggørelsen af fundet i begyndelsen af november, til aviserne omtaler de første hypoteser. Der er ikke bare én, men mange lignende lavagrotter på egnen, som af bønderne tidligere blev brugt til opbevaring af sne. Nogle af de større grotter er blevet nedbrudt for at give plads til veje, men inden da, under krigen, søgte befolkningen ly for bombardementer i grotterne. Senere har den catanesiske mafia brugt dem til at skjule lig. I 1972 fandt carabinieri i en anden grotte kort derfra liget af en mand, skudt gennem halsen. I juli 1973 fandt en gruppe turister på besøg i en nærliggende grotte ligeledes et lig, der aldrig er blevet identificeret.

Et foreløbigt skøn anslår, at de nyfundne ligrester er fra 1970’erne. Det var en mand i 50’erne, måske lidt yngre, da han døde, sandsynligvis om efteråret eller i vinterperioden. Knoglerne ligger i hvilestilling. Han var 170 centimeter høj, havde medfødte misdannelser ved næse og mund, usædvanligt langt mellem øjenhulerne, og muligvis en skavank ved hoften, som kan have givet ham en haltende gang. Han synes ikke at have været udsat for vold, og efterforskerne finder det sandsynligt, at han selv er krøbet ind i grotten, også fordi indgangen er vanskelig passabel. Han har været iført mørke lange bukser, lys, stribet skjorte, en tynd uldtrøje, et sort slips, en grøn nylonregnfrakke, en uldstrikkehue med pon-ponkvaster og et par sko af mærket Pivetta, størrelse 41. Desuden et armbåndsur af mærket Omega med lærredsrem, og i lommen en kam og en 50 og 100 lire mønt, begge dateret 1977. Alt i alt er hans beklædning ikke ekskursionstypisk, men mere byagtig og helt uegnet til vulkanbestigning. Ved siden af ham finder man en vandflaske omviklet med en avisside med dødsannoncer og nekrologer revet ud af Cataniaavisen La Sicilia fra 15. december 1978. Flere af navne i annoncerne er understregede.

Hvem er manden, hvem kan det være? Hvem er meldt savnet december 1978? Efterforskerne hælder mest til, at der ikke foreligger en forbrydelse og beder befolkningen om at henvende sig, hvis nogen har en idé om, hvem det kan være. Automatisk tænker sicilianerne, at det nok er et offer for mafiafejden 1975-84, hvor mange på Cataniaegnen forsvandt uden at efterlade sig spor, ”lupara bianca” i folkemunde, ”hvidt gevær”.

Den første henvendelse som indløber til politiet kommer fra familien De Mauro i Palermo. Kunne det være resterne af journalisten Mauro De Mauro fra avisen l’Ora di Palermo, der forsvandt sporløst 16. september 1970, formentlig et af mafiaens ofre? Måske beklædningsgenstandene, måske ansigtsdeformiteterne, men ikke dateringen af avissiden, ikke umiddelbart i hvert fald. Og nok alligevel heller ikke beklædningsgenstandene. Datteren Franca De Mauro, som var den sidste, der så sin far køre bort i en BMV, genkender ikke tøjresterne og hun afviser også, at faderen ville have haft en kam i lommen. Kun en DNA-test kan afgøre det definitivt. Det kan jo tænkes, han er blevet bortført og har levet indespærret i flere år. Det er set før.

Efterforskerne hælder dog mere til, at det er en person, som af indtil nu ukendte årsager har ønsket at forsvinde eller gemme sig. Har den døde nogen forbindelse til en eller flere af de afdøde, der er nævnt i dødsannoncerne i avisen La Sicilia?

Ok, Halma fik en mild overhaling, fordi den insisterede og gøede som en tosse, siger brigadefører Nicola Leo senere til en udsendt journalist, indtil vi fandt ud af hvorfor, men det er Halmas fortjeneste, at vi fandt manden. Det skal hun have. Og måske kollegahunden Aquos, også en schæfer, 11 år gammel, der deltog i udflugten sammen med Halma, skønt den officielt er gået på pension, fordi der er problemer med synet. Man kan ikke udelukke, at Aquos bare ved sin tilstedeværelse har ansporet Halma til at vise sig og yde sit ypperste.

Det er ikke ualmindeligt på Sicilien, at døde mennesker flyttes til andre steder end der, hvor døden indtræffer, til grotter, til kirkekrypter, til steder som ikke kompromitterer den døde eller de efterladte, siger en af efterforskerne. Og manden i grotten? Vi ved endnu ikke, om han blev anbragt af andre, eller om han i fortvivlelse eller for at gemme sig selv krøb ind i hulen med en flaske vand. Men vi tror, han selv kravlede derind.

II

Vi fryser billedet på grottens kant med denne histories virkelige helt, schæferhunden Halma, og vender os i stedet mod, hvordan politisk kultur og tankemønstre i Italien reflekteres i mediernes behandling af manden i grotten.

Flere større aviser og tv-stationer i Italien beskriver fundet i november og december 2021, og alle vender argumenter for og imod, om det kan være resterne af journalist Mauro De Mauro, der er fundet.

Rai3- tvs populære ugeprogram Chi l’ha visto? (Hvem har set hende/ham?) dedikerer en udsendelse til manden i grotten, og det mærkes, at man så inderligt ønsker, at det er De Mauro, og ikke en anonym, nedbrudt og ulykkelig sjæl, der har søgt den eneste udvej og er kravlet ind i grotten. Men det er svært at se bort fra, at avissiden omviklet mandens vandflaske er fra 1978, og at mindst en af mønterne i lommen er fra 1977, og at De Mauro forsvandt i 1970. Så det er sandsynligvis en nitte. Efter nytår er medielarmen helt forstummet, der er ikke en lyd, ingen tror mere på, at ofret skal søges i de celebre lag, og den nyfigne interesse fordufter.

Man kan ikke fortænke medierne i at søge det spektakulære, det sensationelle, men man kan måske bebrejde dem, at de ikke også åbner blikket for de mere enkle, almindelige forklaringer. Spektakulær er Italiens samtidshistorie, fuld af små og store ubesvarede spørgsmål: om mennesker der forsvinder, om statskup der forblev i støbeskeen, attentater mod fremtrædende personer, mord på repræsentanter for myndighederne, forsvundne nøglepersoner, afvigende efterretningsapparater, loger og politiske skandaler, bedrageri mod offentlig ejendom. De fleste af sagerne er reelle, men der er også en tendens til sensationalisme, til at vælge spekulationer, irrationelle hypoteser, sammensværgelsesteorier, når fakta peger i en anden retning. Det gælder medierne, og det gælder dem, medierne henvender sig til.

Noi, italiani complottisti, (Vi, komplotmagere) skriver journalist Alessandra Zinti i dagbladet La Repubblica i anledning af et italiensk socialforskningsinstituts nyeste udgivelse i december 2021, som afdækker, at mange italienere tænker irrationelt. 3 mio., svarende til 6 procent af italienerne, mener ikke at covid findes, og 11 procent mener, at vaccinerne er unødvendige og ineffektive. Et flertal, 6 ud af 10 italienere mener, at Den Dybe Stat findes, hvor en lille magtelite bestemmer alt; 4 ud af 10 italienere mener, at faren for at den italienske befolkning bliver udskiftet med indvandrere er reel; 20 procent mener, de bliver overvåget af 5G-teknologien; 10 procent at mennesket aldrig har sat sine ben på månen. At der i dette kaotiske meningsunivers dog findes en trist sandhed, som er gået op for de fleste, ses ved at 66 procent synes, livet var bedre i gamle dage, hvilket bekræftes af, at Italien er det eneste land i OECD, hvor gennemsnitslønnen de sidste 30 år er faldet næsten 3 procent. Hvis manden i grotten er Mauro De Mauro ville verden måske være mere enkel og forståelig, men næppe tryggere.

De Mauro blev født i 1921 i Foggia i Apulien og var aktiv fascist knyttet til den senere fascistiske kupgeneral Valerio Borgeses militære enhed. Efter krigen blev De Mauro frikendt for kollaboration, og familien flyttede til Palermo, hvor han først arbejdede for aviserne Il Tempo di Sicilia og Il Mattino di Sicilia og senere for avisen L’Ora di Palermo med ståsted på venstrefløjen. På L’Ora arbejdede de Mauro med kriminal- og researchopgaver og skrev mange artikler om mafiaen. Men mest interesserede han sig for det gådefulde attentat på Enrico Mattei, den ubestridt mest indflydelsesrige og betydningsfulde politiker og industrialist i udviklingen af det italienske statslige industri og infrastrukturprogram og en markant international spiller, indtil han døde ved et flystyrt, da en bombe eksploderede i flyet over Bascapè ved Pavia 27. oktober 1962. Filminstruktør Francesco Rosi forberedte en film om Matteis liv og tilknyttede De Mauro som researcher. De Mauro betroede en kollega på avisen, at han havde fået et gennembrud i sin efterforskning og antydede, at han ville stå til Pulitzer-prisen, hvis det hele lykkedes. Det samme betroede han datteren Franca, som stod på fortovet overfor deres fælles hjem den aften, den 16. september 1970 på vej hjem med sin kæreste, da hun så tre mænd sammen med faderen forlade huset i viale delle Magnolie i Palermo og køre af sted i en BMW. Bilen blev fundet forladt i byens centrum den efterfølgende dag, men derefter er der ingen spor efter De Mauro.

De tre motiver, der så mange år senere dominerer efterforskningen af hans forsvinden, er, at mafiaen har fjernet ham, enten på grund af hans viden om mafiaforbrydelser eller på bestilling; at han var kommet i besiddelse af oplysninger om det planlagte Borghesekup i 1970; eller at han havde afsløringer klar om mordet på Mattei. Så der er nok at tage af. Mafiabossen fra Corleone, Salvatore Riina, er blevet anklaget for bagmandsskab i sagen, men frikendt. Den mest vidtgående komplot-teori tager udgangspunkt i de internationale konsekvenser af industrialisten Enrico Matteis ageren i 1960’erne og hans alliance med det algeriske FNL om udnyttelse af olieressourcer for næsen af de Syv Søstre, de store olieselskaber. Ifølge denne teori skulle mafiaen skille sig af med ham, som en del af et internationalt komplot. Blot var det ikke Riinas mafia, men forgængerne Stefano Bontates og Tano Badalamentis. Flere afhoppede mafiosi har givet udtryk for samme overbevisning, herunder den kendteste af dem alle, Tommaso Buscetta, men uden at efterforskerne har opnået konkrete resultater.

III

Marts 2022. Det er et halvt år siden Halma gav hals ved Zafferana-grotten. Der har været komplet medietavshed siden december 2021, ikke er ord, ingen graverjournalistik. 7. marts bringer Catania-mediet Meridionews.it en status-artikel. Den bekræfter blot, at det eneste nye er, at sagen er sandet til. Det er uklart, om der er bestilt genetiske analyser, eller om det er opgivet, fordi omkostningerne er prohibitive, eller fordi det skønnes, at det ikke er umagen værd, så længe man ikke har en sandsynlig hypotese om personens identitet. Personen, som derfor nu ret respektløst kaldes ”mister Omega” efter armbåndsuret. Og Mauro De Mauro-hypotesen hører ikke til de sandsynlige: dateringen af mønterne i lommen, avisudklippet omkring vandflasken, og så det faktum at efterforskerne nu mener at kunne fastslå, at personen var i live, da han klemte sig ind i grotten, og at korpus ikke har mærker efter vold. Af netmediet fremgår det også, at man efter en undersøgelse af knoglebygningen definitivt kan fastslå, at grottemanden har haft en tydelig haltende gang.

Dette udelukker også to andre forsvundne, den palermitanske forretningsmand Giovanni Pollara, der forsvandt i november 1979 og formodes at være et mafiaoffer, og den 28-årige betjent ved retten i Catania, Giuseppe Balsamo, som forsvandt på sin motorcykel 20. juni 1978. Han er for ung, og det er for tidligt på året, at han forsvandt. Hans motorcykel er heller aldrig blevet fundet.

Onsdag 16. marts 2022 har tv-programmet Che l’ha visto? igen et indslag om manden i grotten, og denne gang har man et nyt kandidatnavn. Det drejer sig om en forsvundet ung mand fra Catania, Domenico Litrico, der ikke er set siden 21. december 2001. Det eneste der gør ham til grottemandskandidat er, at han også bar et Omega-armbåndsur, men alle andre fakta taler imod. Endnu en nitte.

Lad os med efterforskere og retsmedicinere rekapitulere vor forhåndsviden: Vi har de jordiske rester af en midaldrende mand, byagtigt velklædt, men ikke ekstraordinært elegant i en mundering, som ikke er velegnet til vulkanbestigning eller til koldt decembervejr; han havde synlige fysiske deformiteter i ansigtet og en påfaldende haltende gang, og han medbragte forskellige genstande, der muliggør en datering til slutningen af 1978; endelig mener man, at han var i live, da han opholdt sig i grotten, som han selv har kantet sig ind i.

IV

13. maj 1978 vedtog det italienske parlament lov nummer 180, også opkaldt efter psykiatrikeren Franco Basaglia. Loven indvarslede et opgør med den hidtidige ”anstaltpsykiatri” og dens syn på psykisk syge mennesker som nærmest uhelbredelige. Loven erstattede anstaltpsykiatriens opbevaringsfunktion med et humanistisk behandlingsfortsæt om indslusning af de behandlede patienter i samfundet. Det medførte, at en række psykiatriske anstalter i den efterfølgende tid lukkedes ned i hele Italien, også i Catania og også nær Zafferana-grotten, hvor der i dag ligger to mindre rehabiliteringscentre.

Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at denne omkalfatring af en central samfundsinstitution, hvad et lukket psykiatrisk hospital jo er, kan være kommet ubelejligt for en eller flere af de frygtsomme lemmer. Når man er psykisk syg, kan man let føle sig klemt og utryg i uoverskuelige situationer, ikke mindst hvis man har fundet sig en rolig niché i det eksisterende mentale kaos. Her er der ikke tale om forhåndsviden, men en hypotese. Vi er på gyngende grund, men denne dagligdagsforklaring er nok den mest sandsynlige.

Vores danske folkemytologi beretter om en mand, der hed Larsen, som gik gruelig meget igennem, men til sidst fik ordnede forhold og ro i et lukket fængsel. I Zafferana var der måske en mand, der havde ordnede forhold og ro, men så pludselig ikke havde det mere. Hvilke handlemuligheder havde han i en verden, der styrtede sammen om ham? Måske var han bange, hvad kunne han håbe på? At han undgik at blive udslettet? Han kunne se, at hans navn ikke var med på avisens side over døde mennesker, men det var måske kun et spørgsmål om tid, før han ville dukke op på listen? Det var stadig nogle andre, men hvor længe? Han måtte væk, gøre sig usynlig, gemme sig. Måske. Måske var han så syg og spaltet, at for ham var dagens avis en genvej til at forsikre sig om, at han stadig var i live, at han ikke var peget ud endnu. Men det hjalp ham ikke at gemme sig, han slap ikke. Han endte som navnløs på avisens forside.

Peter Søndergaard er mag. scient. soc. fra Københavns Universitet og har skrevet tekster om dansk landbrug, økonomisk magt, organiseret kriminalitet.