Jean Genet: Det kriminelle barn

Jean Genet: Det kriminelle barn

Den franske romanforfatter, dramatiker og essayist Jean Genet er bedst kendt for sin værker, der hyldede forbrydelsen, forræderiet og homoseksualiteten. Fra 1949 og frem til sin død udgav Jean Genet en række banebrydende essays og artikler om kunst og politik. I dette essay skriver Jean Genet om sine år i et af de franske insitutioner, hvis officielle navne, ifølge Genet, var “Forbedringsanstalt” eller “Genopdragelsescenter”, men i sandheden var børnefængsler.

Teksten er udgivet i samarbejde med OVO press, der i 2021 udgav en samling af Jean Genets essays, oversat til dansk af Morten Chemnitz.

FOKUS: DET FÆNGSLEDE MENNESKE Fængslets historie kan ikke skrives i ental. Historien om fængslet og det fængslede menneske er ikke historien om én enkelt, ensartet institution, hvis rationale og nødvendighed har været skrevet i sten siden historiens begyndelse. Fængslets historie er snarere en myriade af historier, der tilsammen rummer det væld af måder, hvorpå indespærring, slavegørelse og afstraffelse af mennesker har fundet sted, er blevet praktiseret og retfærdiggjort af skiftende magthavere, samfund og politiske systemer. Læs mere om vores udgivelse Det Fængslede Menneske, hvor vi har samlet en masse af fængslets historier.

Fransk radio havde inviteret mig til programmet Carte Blanche. Jeg takkede ja for at tale om ungdomskriminalitet. Min tekst som ellers i første omgang blev godkendt af Fernand Poeuy, er nu blevet afvist. I stedet for at være stolt over det, føler jeg en slags skam. Jeg ville gerne give taletid til den kriminelle stemme. Og ikke til dens klage, men til dens sejrshymne. En forfængelig bekymring om ærlighed vanskeliggør tingene for mig, en ærlighed der mindre handler om korrekte fakta end om at adlyde den hæse klang der som det eneste kan udtrykke mine følelser og min virkelighed, mine venners følelse og virkelighed. Pressen har allerede undret sig over at teateret gav plads til en indbrudstyv – og homoseksuel. Jeg får altså ikke lov at tale i nationens mikrofoner. Jeg gentager at det fylder mig med skam. Jeg var hidtil forblevet i natten, men ved grænsen til daggryet, og jeg trækker mig nu tilbage til de skygger jeg har gjort mig så umage med at løsrive mig fra. Den tale som kan læses her, er skrevet for at blive hørt. Nu trykker jeg den, men uden håb om at blive læst af dem jeg elsker. I radioen ville jeg have indledt med nogle interviews, som jeg selv ville foretage, med en anklager, med direktøren for en straffekoloni og med en statsansat psykiater. De har nægtet at svare mig.

Jeg håber på forståelse og tilgivelse for min sindsbevægelse nu hvor jeg skal skildre et eventyr som også var mit. Over for den gåde som I er, vil jeg stille og blotlægge barnefængslets gåde. Spredt i det franske landskab, tit de smukkeste steder, findes steder som aldrig holder op med at betage mig. Det er de straffekolonier hvis officielle og alt for pæne titler i dag er “Forbedringsanstalt”, “Genopdragelsescenter”, “Opdragelseshjem for unge kriminelle” osv. Navneændringen er allerede et tegn. Udtrykket Straffekoloni eller nogle gange Tugthuset, som blev et slags egennavn, og som mere præcist henviste til en idé og et grusomt sted dybt i barnehjertet, havde en voldsomhed som pædagogerne har forsøgt at svække. Men jeg håber stadig at børnene i hemmelighed, på trods af de begreber som afslører en slags enfoldig hygiejne, genkender kaldet fra Tugthuset eller Spjældet. Bortset fra at det placeres i et område af moralen snarere end på et præcist geografisk punkt. Det var tåbeligt at angribe navnet i håb om at ændre idéen bag den navngivne ting, for denne ting er, vil jeg påstå, sprællevende og udgøres af den rene bevægelse, den rene kommen og gåen af det skabende element; forbryderbørnene. Eller de kriminelle børn. Og jeg vil også påstå at de steder i verden som bærer et af navnene overfor, har deres genspejling, deres billede, deres brændpunkt i børnenes sjæl. Det vender jeg tilbage til.

Saint-Maurice, Saint-Hilaire, Belle-Isle, Eysse, Aniane, Montesson, Mettray; disse stednavne betyder sikkert intet for jer. I hovedet på hvert barn der har begået et lovbrud eller en forbrydelse, fungerer det for et stykke tid som et lysbillede af deres skæbne.

“Jeg er blevet dømt til enogtyveren,” siger de.

De siger (med vilje) noget forkert, for konklusionen fra domsstolen lyder som følger: “Frikendt fordi han er mindreårig, overdraget indtil myndighedsalder til Forbedringsanstalten …” Men den unge kriminelle afviser straks den smiskende forståelse og velvilje fra et samfund som han lige har gjort oprør imod ved at begå sit første lovbrud. Han har i en alder af 15 eller 16 år, eller endnu yngre, opnået en modenhed som bedsteborgere endnu ikke har når de fylder 60, og han foragter deres godhed. Han kræver at blive straffet uden mildhed. Han kræver først og fremmest at de termer som definerer dommen skal være tegn på en større grusomhed. Det er med en slags skam i stemmen at et barn indrømmer at man har frikendt ham eller at man har givet ham en let straf. Han ønsker strenghed. Han kræver det. Inderst inde nærer han en drøm om at straffen vil forme sig som et frygteligt helvede og tugthuset som et sted i verden hvorfra man aldrig vender tilbage. Og man vendte virkelig aldrig tilbage. For ved løsladelsen var man en anden. Det var et bål man var gået igennem. Og de navne jeg lige har nævnt er ikke hvad som helst; de bærer på en betydning, en tyngende rædsel som børnene ligefrem forcerer. Disse navne er beviset på deres vold, deres kraft, deres virilitet. For det er hvad børnene vil opnå. De kræver en frygtelig prøvelse. Måske for at få udlevet en rastløs trang til heroisme.

Mettray var i min ungdom blandt de mest prestigefyldte navne; på grund af et storsindet fjols er Mettray nu forsvundet. I dag er det en landbrugskoloni, tror jeg. Dengang var det et nådesløst sted. Lige fra ankomsten til dette fort af laurbærtræer og blomster – for Mettray var ikke indhegnet – blev den unge fredløse, som fra da af blev betegnet som kolonibarnet, udsat for en behandling der beviste hans kriminelle succes for ham. Han blev spærret inde i en celle der var malet helt sort, selv loftet. Så blev han klædt i en dragt der var berygtet over hele egnen som symbolet på rædsel og vanære. Senere, i løbet af sit ophold, ville kolonibarnet lære andre prøvelser at kende: slåskampe, nogle gange dødelige, som vagterne ikke afbrød, sovesalens hængekøjer, stilheden under arbejdet og måltiderne, de latterlige bønner, afstraffelsen i barakkerne, træskoene, hudafskrabningerne, rundturene under solen i taktfast gang, koldtvandskarret, osv. Vi lærte alt det at kende på Mettray, og til det svarer, som ekkoer der svarer hinanden, brøndens pinsler i Belle-Isle og i andre kolonier grøfterne, gravene, barakkerne, legen med lokumsspande, de tomme blikskåle, afstraffelsesrummet.

Kostskoler og gymnasier har deres egen disciplin som måske kan virke ligeså streng, ligeså hård på følsomme væsner. Til det kunne man svare at de skoler er lavet for børn, ikke af dem. Hvad angår straffekolonier, er de simpelthen spejlingen, på det fysiske plan, af den længsel efter hårdhed som bor i hjertet på den unge kriminelle. De grusomheder som jeg opregner vil jeg ikke beskylde datidens direktører eller vagter for: De var kun opmærksomme tilskuere, brutale også, men bevidste om deres rolle som modstandere. Grusomhederne blev født og næret af børnenes lidenskab for det onde.

(Det onde: Med det mener jeg viljen og modet til at forfølge en skæbne i modstrid med alle regler.) Det kriminelle barn er et barn der har sparket døren ind til et forbudt område. Han vil have at denne dør åbner sig mod det smukkeste landskab der findes: Han vil have at det fængsel han har gjort sig fortjent til skal være grusomt. At det skal svare til det onde han har gennemgået for at nå derhen.

I nogle år har godtroende mennesker forsøgt at bringe lidt sødme over det. De håber – og lykkes nogle gange med – at vinde nogle sjæle tilbage til samfundet. At, som de siger, få os til at slå ind på den gode sti. Det er heldigvis overfladiske reformer. De ændrer ikke andet end udseendet.

Men hvad har de gjort? Vagterne er blevet omdøbt til opsynsmænd. Og de har fået en uniform der ikke minder lige så meget om fængselsvagters. De er blevet tvunget til at mindske brugen af fysisk vold og krænkelser, og de har gjort det forbudt at slå. Inde i Anstalten har de mildnet disciplinen. De har givet dem de kalder de omskolede muligheden for at vælge et erhverv. De har givet plads til større frihed i arbejdet og legene. Børnene kan snakke sammen indbyrdes, tale til de opsynsførende, til direktøren! Idræt bliver prioriteret. Fodboldhold fra Saint-Hilaire spiller mod hold fra de omgivende landsbyer, og spillerne kører nogle gange uledsaget fra en by til en anden. På Anstalten bliver aviser nu accepteret – altid udvalgte aviser, rensede. Maden er bedre. Der serveres varm chokolade søndag morgen. Og endelig, det tiltag som skulle fuldbyrde reformernes effektivitet: Slang er forbudt. Kort sagt giver man de unge kriminelle et liv der ligner det mest almindelige liv. Det kaldes genopbygning.

Samfundet prøver at eliminere eller uskadeliggøre de elementer der stræber efter at forstyrre det. Det ønsker øjensynligt at mindske den moralske afstand mellem forbrydelsen og straffen, eller rettere overgangen fra forbrydelsen til idéen om straffen. Et sådant kastreringsforsøg er indlysende. Det anfægter mig ikke. Selvom kolonibørnene på Saint-Hilaire eller Belle-Isle fører et liv der tilsyneladende ligner andre lærlinges, ved de udmærket hvad der holder dem samlet på dette særlige sted, og at det er det onde. Og ved at holdes skjult og være uudtalt fylder denne grund hver eneste handling hos hvert eneste barn.

Det slang som er blevet forbudt, har kolonibørnene udskiftet med et andet, endnu mere subtilt, og som, gennem mekanismer jeg ikke er i stand til at forklare foran denne mikrofon, er beslægtet med det sprog vi talte i Mettray. I Saint-Hilaire sagde en af drengene, som havde fået tillid til mig, en dag:

“Du må ikke sige til direktøren at jeg sagde at min ven var biché*, da jeg mente at han var flygtet.” Ordet var undsluppet ham. Det var det samme vi brugte i Mettray når vi talte om knægte der flygter, stikker af, og som bønderne jagter gennem skoven som dådyr. Jeg kendte dette hemmelige sprog der har mere visdom end det man forbyder, og jeg tror det blev brugt til at udtrykke følelser der var alt for godt gemt væk. Pædagoger er naive og hjertensgode som Frelsens Hær. Direktøren for en af Anstalterne viste mig en dag på sit kontor en våbensamling som han virkede stolt af: knive konfiskeret fra drengene.

“Monsieur Genet”, sagde han til mig, “forvaltningen tvinger mig til at fjerne deres knive. Så jeg adlyder. Men se på dem. Ser de farlige ud? De er lavet af blik. Blik! De slår ikke nogen ihjel.”

Var han helt uvidende om at jo mere en ting fjerner sig fra sin praktiske brug, jo mere forvandles den, bliver et symbol? Selve dens form ændrer sig til tider: Man siger at den stiliseres. Derefter kan den handle i det skjulte; i børnenes sjæl forårsager den en frygtelig hærgen. Gemt i en stråmadras om natten, eller skjult i jakkens for, eller i et bukseben – ikke fordi det er mere bekvemt, men for at den er tættere på det organ som den dybest set symboliserer – er den selve tegnet på det mord som barnet ikke kommer til at begå, men som befrugter hans drømme og fører ham, håber jeg, mod de mest kriminelle udtryk. Hvad nytter det at konfiskere den? Barnet vælger som tegn for mordet en anden genstand, udadtil mere harmløst, og hvis det også fjernes, vil han bære det ædle billede af våbnet inde i sig selv.

Den samme direktør viste mig et spejderhold han havde sammensat for at belønne de artigste børn. Jeg så et dusin unge drenge, grimme og lumske, som var faldet i de gode intentioners fælde. De sang latterlige vandringsviser som langtfra havde samme rituelle kraft som de sværmeriske eller vulgære klagesange der synges om natten i cellerne og sovesalene. Når man betragtede disse tolv knægte var det tydeligt at ingen af dem var blevet valgt eller kåret til at deltage i en eventyrlig ekspedition, om så bare i fantasien. Men jeg ved at der inde i Tugthuset, og på trods af pædagogerne, fandtes grupper eller rettere bander som var forbundet, knyttet sammen af mod, snedighed, venskab, uforskammethed, dagdriveri, med på en gang dystre og lykkelige ansigtsudtryk, en kærlighed til eventyret stik mod alle Godhedens regler.

Jeg beklager at jeg udtrykker mig i et sprog der er så unøjagtigt som mit åbenlyst er. Tænk på at jeg prøver at definere og forkla-re en moralsk indstilling. Jeg indrømmer at jeg først og fremmest forsøger at fortolke den – og at gøre det i modstand mod jer. Men ville I ikke selv være de første til at tale om “Mørkets kræfter” eller “Ondskabens dunkle magt”? I har ingen problemer med metaforen når bare den er overbevisende. Jeg leder imidlertid efter en mere effektiv brug af den, når jeg taler om denne natside af mennesket som ikke kan udforskes, som ikke kan besøges med mindre man bevæbner sig, indhyller sig, dækker sig med alle sprogets forsiringer. Men især når man vil gøre det Gode – vi kan notere at jeg skelner hurtigt mellem Godt og Ondt men at det i virkeligheden er kategorier som det er op til jer at skelne mellem i tilbageblik; det er stadig til jer, jeg henvender mig, jeg gør jer denne venlighed – når man altså vil det Gode, siger jeg, ved man hvor man er på vej hen, at det er godt og at følgerne er velgørende. Når det er det Onde, ved man ikke hvad man taler om endnu. Men jeg ved at det er det eneste der henriver sproget under min pen, hvilket her står som tegn på hjertets bekræftelse.

I virkeligheden kender jeg ingen anden prøve på skønheden i en handling, en genstand eller et menneske, end den sang den vækker i mig, og som jeg oversætter til ord for at dele den med jer; det er den poetiske sans. Hvis min sang var smuk, hvis den oprørte jer, tør I da påstå at det som fremkaldte den, var foragteligt? I kunne påstå at nogle ord altid har haft til formål at udtrykke de højeste følelser, og at det er dem jeg benytter for at få det laveste til at fremstå højt. Jeg kunne svare at det var præcis de ord min sindsbevægelse kaldte på og at de kommer den helt naturligt til undsætning. Hvis I vil synke så dybt, så kald den bare ubevidst, den bevægelse der fører en femtenårig dreng til forbrydelsen eller lovbruddet, jeg kalder den noget andet. For der skal en stolt dristighed, et fortryllende mod til at sætte sig op mod så stærkt et samfund, mod så strenge institutioner, mod love der håndhæves af et politi hvis styrke beror lige så meget på dets organisation som på den sagnagtige, mytologiske, formløse frygt som det installerer i børnenes sjæle.

Det som fører børnene til forbrydelsen, er den sværmeriske livsfølelse, det vil sige selvprojektionen ud i det mest vidunderlige, mest risikable og i sidste ende farligste liv man kan tænke sig. Jeg oversætter for dem, for også de har ret til et sprog der hjælper dem til at turde begive sig … Hvorhen, tror I? Jeg ved det ikke. De ved det heller ikke selv, selv om deres drømmerier er åbenlyse, men i hvert fald væk fra jer. Og jeg tænker på om ikke også I forfølger dem af bitterhed, fordi de foragter jer og forlader jer.

Jeg vil ikke give jer nogle gode råd. I den tid jeg har talt, er det ikke pædagogerne jeg har henvendt mig til, men de straffede. Jeg vil ikke opfinde en eller anden ny anordning til samfundet, til dets fordel, så det kan beskytte sig. Jeg stoler på det; det kan godt selv finde ud af at forsvare sig mod den graciøse fare som de kriminelle børn udgør. Det er dem jeg taler til. Jeg bønfalder dem om aldrig at rødme over hvad de har været og gjort, og om uforvansket i dem selv at bevare det oprør som gjorde dem smukke.

Der er ingen hjælpemidler, håber jeg, mod heltemod. Men tag jer i agt; hvis der blandt de bedsteborgere der har lyttet til mig er nogle der endnu ikke har skruet hen på en anden kanal, skal de forstå at de må tage hele skammen, hele skændslen ved at være ædle sjæle på sig. De må sværge på at være skiderikker hele vejen. De må være grusomme for at skærpe den grusomhed som børnene stråler af.

Den som ved fromhed eller privilegier forsøger at svække eller ophæve oprøret ødelægger alle sine chancer for frelse. Og: Ingen kan undskylde forbrydelsen hvis han ikke først er skyldig og dømt.

Denne slags aforismer synes at opstå, fremkaldes af den poetiske sans jeg tidligere talte om. Det erkender jeg. For at udtale dem, støtter jeg mig til en eneste autoritet; til den smerte jeg ville føle ved at sige det modsatte til jer. Men I selv, hvad bygger I jeres moralske regler på? Tillad en digter som også er jeres fjende at tale til jer som digter, og som fjende.

Den eneste måde de mægtige, de ordentlige mennesker kan bevare en smule moralsk skønhed på, er ved at afvise enhver nåde for knægte der ingen nåde ønsker. For tro ikke, mine herrer, damer, frøkener, at det er nok at læne jer mod det kriminelle barn med overbærenhed, velvilje og forstående interesse for at have ret til hans hengivenhed og taknemmelighed; I måtte blive dette barn, I måtte, også I, blive forbrydelsen, og helligholde den gennem et storslået liv, det vil sige gennem modet til at bryde med verdens magt. Eftersom vi er opdelt (fordi vi ville det, fordi vi vovede det) i de ikke-skyldige (jeg siger ikke uskyldige), i de ikke-skyldige som I er og de skyldige som vi er, må I forstå at det er hele livet I lever fra denne side af tremmerne, hvor I troede at I var uden fare og til jeres egen moralske trøst kunne række os en hjælpende hånd. Hvad mig angår, har jeg valgt: Jeg er på forbrydelsens side. Og jeg hjælper børnene, ikke med at finde tilbage til jeres hjem, jeres fabrikker, jeres skoler, jeres love og sakramenter, men med at nedbryde dem. Åh! Jeg frygter at jeg ikke længere har evnerne til det, eftersom jeg alt for let – og ikke kun på grund af en fejl fra arrangørernes side – har fået lov til at sige disse ting i radioen.

Aviserne bringer stadig billeder af lig i siloer eller smidt på markerne, fanget i pigtrådens ranker, i krematorierne; de viser afrevne negle, tatoveret hud garvet til lampeskærme; det er hitlerismens misgerninger. Men ingen vil erkende at der lige siden tidernes morgen, i børnefængslerne, i de franske fængsler, har været torturbødler der mishandler børn og voksne. Det er ikke vigtigt om nogle er skyldige og andre uskyldige ifølge et overmenneskeligt eller bare menneskeligt retsvæsen. I tyskernes øjne var franskmændene skyldige. Vi er blevet så dårligt og så gement behandlet i fængslerne at jeg misunder jer jeres tortur. For det er det samme som og bedre end hvad vi gør. Varmen har fået planten til at vokse sig stor. Frøene blev sået af det borgerskab som byggede fængsler af sten, med vagter af kød og blod, og det glæder mig endelig at se sædemanden fortæret. Disse bedsteborgere, som i dag er et navn indgraveret i en marmorplade, klappede i hænderne når vi blev ført forbi i håndjern mens en strømer gav os knippelslag i siden. Et enkelt slag fra deres gendarmer blev næret af det brændende blod fra Nordens Helte; det har udviklet sig til en plante af vidunderlig skønhed, takt og behændighed, en rose hvis forvredne, opadvendte kronblade viser deres røde og rosa farver under en helvedesagtig sol og bærer frygtelige navne: Maïdenek, Belsen, Auschwitz, Mauthausen, Dora. Jeg tager hatten af. Men vi er stadig jeres dårlige samvittighed. Og uden anden grund end for at forskønne vores eventyr, eftersom vi ved at dets skønhed afhænger af afstanden til jer, for uanset hvor vi ender, det er jeg sikker på, er kysterne ens. Men vi kan skimte jer på jeres velforankrede strande, spinkle, små, rasende, vi kan se jeres magtesløshed og jeres blødsødenhed. Glæd jer bare. Hvis det ubehagelige, det hensynsløse, repræsenterer den kraft I kæmper imod, vil vi være denne onde kraft. Vi vil være det materiale som yder modstand og uden hvilket der ikke findes kunstnere.

Romantisk pladder, siger I.

Men jeg ved at den moral I støtter jer til når I retsforfølger børn, den lever I ikke op til. Jeg bebrejder jer det ikke. Jeres fortjeneste består I at forkynde de principper som åbenlyst styrer jeres liv. Men I har ikke styrke nok til at overgive jer helt til dyden eller helt til det onde. I prædiker det ene og fornægter det andet, som I imidlertid udnytter. Jeg anerkender jeres praktiske sans. Ak, men jeg kan ikke besynge den. Beskyld mig bare for lyrisme! Men hvis det skulle ske at en af jeres dommere, en retssalssekretær, en fængselsdirektør, kan få en sang til at udklækkes og løfte sig fra mit bryst, lover jeg at give jer besked som det første.

Jeres litteratur, jeres billedkunst, jeres aftenunderholdning hylder forbrydelsen. Jeres digteres talenter har glorificeret den forbryder som I lægger for had i det daglige liv. Så I må acceptere at vi påvores side foragter jeres digtere og kunstnere. Man kunne sige at det kræver en sjælden indbildskhed hos skuespilleren at turde foregive et mord på scenen, når der hver dag er børn og voksne hvis forbrydelse om ikke fører dem i døden så fører til jeres afsky eller jeres udsøgte tilgivelse. Hver enkelt af disse kriminelle må forlige sig med sine handlinger. Han må nødvendigvis i dem finde ressourcerne til sit åndelige liv, opbygge dette i sig selv, hente fra dét liv hvad jeres nægter ham. For sig selv – kun for sig selv og for ganske kort tid, for I har magten over hans liv i jeres hænder – bliver han en helt, så smuk som heltene i de bøger der bevæger jer. At leve, at fortsætte med at leve med sig selv, kræver at han har større talent end de største digtere.

Imidlertid fylder svulmende helte jeres bøger, tragedier, digte, malerier; og de fortsætter med at være en udsmykning i jeres liv, mens I foragter deres ulykkelige forlæg. I gør det rigtige; de ville afvise jeres fremstrakte hånd.

Hvis nogle af mine lyttere har set filmen Sciuscià, blev de sikkert rørt over det sarte spil af følelser mellem børnene, der er knyttet til hinanden i den fineste kærlighed. De beundrer det eventyr de ikke tør udleve, men ingen drømmer om at den slags fortryllende helte findes i det virkelige liv. At de stjæler ægte pengesedler fra ægte forældre. Skuespillernes talent har tilladt os at betragte disse smukke billeder, ikke desto mindre har dem som var deres mere eller mindre nøjagtige forlæg følt ægte smerte, de har blødt, grædt (sjældnere) og verdens hæder bliver dem nægtet. I tåler altså heltemodet, når det er tæmmet (jeg noterer i forbifarten at det er jeres forførere, jeres kunstnere, som tæmmer det for jer, men altid på behørig afstand). I kender ikke heltemodet i dets kødelige realitet og ved ikke at det lider på samme hverdagslige niveau som jer selv. Den ægte storhed strejfer jer. I ignorer den og foretrækker kopien.

Hvis børnene vover at sige nej, så straf dem. Vær hårde, så de ikke bliver milde over for jer. Men I snyder og har gjort det længe. I jeres retssale og domstole overholder I ikke længere ritualets ceremonier – ikke bare fordi I har erstattet det med en mere intim grusomhed, en grusomhed i jakkesæt så at sige – men ved en alvorlig forsømmelse ankommer I til retslokalet i en lappet kappe hvis revers ikke engang er silke længere, men kunstsilke, lasting. I anvender altså alle lovbogens forskrifter og især de mest rigide. Det kriminelle barn har mistet respekten for jer, han har opdaget at jeres værdighed byggede på en falmet strop, et kantebånd gået op i sømmene, en luvslidt foring. Det griske, det støvede, det usle ved jeres seancer gør ham trist. Han er lige ved at tillægge jer en smule storhed hentet fra en mere højtidelig seance, hvor han kun deltager i skjul – mens I for hans øjne fortsætter jeres barnlige skinmanøvrer. Det er lige før jovialiteten får jer til at klappe ham på hovedet, gribe om hans hage, hvis ikke I frygtede at det ville føre til beskyldninger, ikke om faderlig hengivenhed, men om mere modbydelige følelser.

Men jeg laver bare sjov, ikke sandt, og min humor virker akavet for jer. I er sikre på at I kan redde disse børn. Heldigvis kan I overfor skønheden i de stolte mordere og ældre slyngler som børnene beundrer, aldrig stille andet end latterlige tilsynsførende, indsnøret i formløse og kluntede uniformer. Ingen af jeres funktionærer kan gribe disse børn og få dem til at fuldføre det eventyr de selv har søsat. Intet kan erstatte den lovløses forførelseskraft. Den kriminelle handling betyder mere end enhver anden, fordi man i den handling går op imod en så umådelig kraft, både moralsk og fysisk.

I tror, også I, på skønheden i Vacher, Weidmann, Ange Soleil. Jeg rejser mig i protest mod denne påstand: “… der var vidunderlige muligheder i dem, som man havde kunnet udnytte …” Det er et sprog som kun I kan holde ud, det er Samfundets sprog – men I ville komme i bekneb hvis jeg udspurgte jer grundigt. Børnene har helt selv, og dybt i sig selv, bragt de mest vidunderlige muligheder frem i lyset.

Det eneste I har tilbage, hvis I ikke besejrer dem med konformitet, er at helbrede børnene, for I har jeres psykiatere. Hvad de angår, ville det være nok at gentage nogle simple, ofte stillede spørgsmål: Hvis deres funktion er at ændre børnenes moralske adfærd, hvad er det så for en moral de skal ledes hen til? Drejer det sig om den moral man lærer i skolebøgerne? Men den tager ingen forskere alvorligt. Drejer det sig om en specifik moral som hver enkelt læge selv definerer? Hvor henter denne sin autoritet fra? Jeg ved ikke hvad de her spørgsmål nytter, man undviger dem uden problemer. Jeg ved at det drejer sig om den moral der er i kurs for tiden, og psykiateren henviser til dén når han giver børnene det smukke navn: Utilpassede. Hvad skal jeg svare? Over for jeres skruppelløshed vil jeg altid sætte mine egne kneb.

I dag hvor en digter, som selv var en af dem, har fået lov at tale i denne mikrofon efter jeg ved ikke hvilken misforståelse, vil jeg gentage min ømhed for de unge, hensynsløse drenge. Jeg gør mig ingen illusioner. Jeg taler ud i mørke og tomhed, men om det så bare er for mig selv, vil jeg altid blive ved med at krænke krænkerne.


Teksten er udgivet med tilladelse fra OVO press.
Jean Genet: Det kriminelle barn. Tekster i udvalg.
Oversat fra fransk af Morten Chemnitz
Udvalg, noter og forord af Rasmus Graff og Morten Chemnitz
OVO press, København 2021.

Scroll to Top