Sportens Idéhistorie

Leder: Sportens idéhistorie

Illustration: “Doktoren,” den brasilianske fodboldlegende Sócrates. Licens: little shiva, flickr

FOKUS: SPORTENS IDÉHISTORIE  De største sportsbegivenheder bliver fulgt af tusindvis på stadion, millionvis på TV, og der findes næppe de magtmennesker, der ikke kunne finde på at slå politisk plat på dem. Sporten engagerer, skaber, løfter, opildner, udnytter, udbytter, manipulerer og mere til. Den gør det hele, og den er over det hele. Alligevel er den kun i begrænset omfang er blevet taget alvorligt som seriøst tankemateriale. Denne fokusserie er et forsøg på at vise, at der er al mulig god grund til at sætte sporten på den idéhistoriske forsknings radar.

Youtube findes et kort uddrag af et interview med Albert Camus. Året er 1957, Camus har netop vundet Nobelprisen i litteratur, og interviewet foregår på det oprindelige Parc de Princes-stadion i Paris’ sekstende arrondissement. Intervieweren spørger ind til nobelkommiteens begrundelser – et spørgsmål, som Camus svarer lettere afværgende på med blikket og koncentrationen stift rettet mod banen, hvor hjemmeholdet Racing Club de Paris har kurs mod et snævert nederlag. Som forfatteren M. M. Owen har forklaret i en artikel i det britiske fodboldmagasin The Blizzard var Camus intenst interesseret i fodbolden hele sit liv. For denne absurditetens frontløber udgjorde forbindelsen mellem filosofi og sporten “mere end en enkelt forbigående tanke eller en enkelt henkastet aforisme”; det var i fodbolden, han fandt “de mest potente og mest værdifulde bevidsthedsformer.”[1]

Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at hverken Camus eller andre filosoffer med hang til sport gjorde sporten i sig selv til et genstandsfelt for deres tænkning. Derrida var også fodboldfan, og han ville, som mange os, egentlig helst have været professionel fodboldspiller. Wittgenstein var efter sigende begejstret for cricket (og er da også en af de få filosoffer, der forsøgte sig med en definition af sport). Og Platon fik muligvis sit navn, der betyder noget i retning af bred, og muligvis har henvist til hans brede skuldre, på grund af sine evner som bryder. Men med få undtagelser er det blevet ved den personlige interesse, når det gælder sporten, også for nogle af de tænkere, der ellers har insisteret på, at intet falder udenfor filosofiens rækkevidde. Sporten er ikke blevet behandlet på egne præmisser, dens essens – hvis en sådan eksisterer – er i høj grad undsluppet de kanoniske tænkeres direkte blik. Deres tænkning kan ikke desto mindre alligevel ofte gøre os klogere på forskellige aspekter af sportens karakter og historie: I denne artikelserie bliver ikke bare Camus’ tanker, men blandt andet også Aristoteles, Friedrich Schiller og Hannah Arendts tanker bragt i spil, når så forskellige aspekter af sporten som dens tiltrækningskraft, dens økonomiske og teknologiske rationaler, dens forskellige æstetiske og væsensdefinerende karakteristika diskuteres. 

På sin vis er det måske alligevel ikke så overraskende, at sport er blevet behandlet som en seperat sfære blandt nogle af tænkningens største kapaciteter. I hvert fald er det symptomatisk for den måde, sport ofte er blevet italesat i relation til samfundet. “For fanden,” sagde den daværende træner for det danske herrelandshold i fodbold, Åke Hareide, i optakten til VM i Rusland i 2018, “hvis man blander politik og idræt, bliver det kaos.” Den linje, Hareide sværgede til, er en, der ofte er blevet gentaget, når store sportsbegivenheder har fundet vej til stater, hvor det er så som så med fundamentale menneskerettigheder og politiske frihedsidealer – upåagtet, at de fleste nok er klar over, at det først og fremmest er politiske interesser, der ligger bag, når OL afholdes i Beijing og fodbold-VM rykket ind i Qatars ørkensand. “Det er ikke vores opgave at sige, hvad vi synes om forskellige regimer,” sagde Hareide dengang i 2018. “Det må vi lade politikerne gøre. Så tager vi os af fodbold.” [2]

På Baggrund er vi ikke på samme måde opsatte på at holde sport og politik adskilt. Tværtimod insisterer vi på at se dem i sammenhæng. Vi omfavner med andre ord det kaos, Hareide advarede imod, og tror på idéhistoriens evne til at hjælpe os med at navigere gennem det.  Stadigt flere sportsudøvere i stadigt flere sportsgrene gør da også op med den adskillelse ved at inkorporere aktivisme og protest i deres virke – også selvom det ofte involverer spændinger, både overfor det omkringliggende samfund, men også vis-á-vis de økonomiske og politiske interesser, der som aldrig før sætter rammerne for samtidens sportsudøvelse. At flere russiske sportsstjerner stillede op side-om-side med Vladimir Putin ved en såkaldt patriotisk støttedemonstration kort efter den russiske invasion af Ukraine tidligere i år, samt de mange russiske sportsudøvere, der blev udelukket fra internationale turneringer i dens kølvand, er blot en barsk påmindelse om nogle af de mange måder sport er – og altid har været – sammenfiltret med deres (stor)politiske historiske kontekster. 

Men selvom spørgsmålet om forholdet mellem sport og politik er vigtigt, når det gælder sportens idéhistorie, handler sportstænkningen også om alt muligt andet end sportspolitik. Sportens idéhistorie kan med andre ord ikke reduceres til sportens politiske idéhistorie. Artiklerne i denne serie viser netop dét: at sportens idéhistorie er et bredt-favnende felt med mange underfelter, der går videre og dybere end den politik, som på mange måder indrammer sportens eksterne – og nogle gange interne – vilkår. Og mens sporten i sig selv genererer egne idéer og spørgehorisonter er den også forstørrelsesglas for idéer, der ikke har med sport at gøre, men bliver synlige her. Som felt kan sportens idéhistorie både åbne for en bedre, dybere forståelse af sporten, mens det også gør det muligt at se ikke-sportslige idéer i konkret form i det medie, som sport også udgør. 

De største sportsbegivenheder bliver fulgt af tusindvis på stadion, millionvis på TV, og der findes næppe de magtmennesker, der ikke kunne finde på at slå politisk plat på dem. Sporten engagerer, skaber, løfter, opildner, udnytter, udbytter, manipulerer og mere til. Den gør det hele, og den er over det hele. Alligevel er fænomenet stærkt marginaliseret i den humanistiske universitetstradition, hvor det kun i begrænset omfang er blevet taget alvorligt som seriøst tankemateriale. Denne fokusserie er et forsøg på at vise, at der er al mulig god grund til at sætte sporten på den idéhistoriske forsknings radar. Med en række meget forskellige bidrag – der behandler alt fra heltedyrkelsen i Pindars oder til dommerskandaler i den italienske Serie A – viser den noget af den bredde af tilgange, som en idéhistorie, der tager sporten seriøst, kan bidrage med – og gøre os klogere på sportens væsen, dens tiltrækningskraft og den fascination, den afføder, dets ambivalente relation til det politiske og det retoriske samt dens politiske, kulturelle og samfundsmæssige funktion. 

Frederik Forrai Ørskov er Ph.D-studerende ved Helsingfors Universitet og redaktør på Baggrund.

Oscar Rothstein er idéhistoriker og journalist ved DanWatch.


[1] MM Owen, “Morality and All That,” The Blizzard 32 (Marts 2019)

[2] Mathias Sindberg, ”Landstræneren: Det er ikke bare venstrefløjspis, når vi knæler imod racisme,” Dagbladet Information, 6/2 2021. Se også Christian Tolstrup Jensen og Nikolaj Porskjær Engvon Andersens artikel, der blive rudgivet senere i denne artikelserie.

Scroll til toppen