Demokrati og skolen – Inger Merete Nordentofts skelsættende pædagogiske tanker og personlige valg

Variation over Sapfo-buste. Illustration: Kasper Mikael Jacek / Foto: Public Domain

Det er velkendt, at livet som offentlig debattør kan give knubs professionelt såvel som privat. En af de første kvinder, der bidrog til den offentlige samtale, var modstandskvinden, folketingsmedlemmet, skolelederen, forkvinden i fagbevægelsen – og solomor – Inger Merete Nordentoft. Det blev dog diskuteret heftigt i samtiden, om en ugift lærerinde i en fremtrædende stilling kunne føde et barn og forblive i sin stilling.

HVORFOR UKRONET?: Queens. Gennem årtusinder har dronninger siddet på tronen og udøvet en reel magt – selv i patriarkalske samfund. Historien gemmer dog på en lang række ukronede dronninger, der aldrig er blevet en del af den kollektive bevidsthed. I forbindelse med Golden Days’ festival sætter Baggrund ikke alene fokus på nogle af de kvinder, der formulerede radikale idéer om feminisme, brød med kønsstereotyper, forfattede filosofiske værker og skrev vild skønlitteratur, men også på de barrierer, de stødte på i deres sam- og eftertid.

Kaster man et blik ud over den danske debatkultur i midten af det 20. århundrede, er et tydeligt kendetegn, at næsten samtlige debattører var mænd. En markant undtagelse fra dette mønster er Inger Merete Nordentoft. Som skolelærer og skoleleder udviklede hun en klar vision for, hvordan folkeskolen burde danne eleverne til demokratiske medborgere. Hun var politisk aktiv i fagforeningen og i Socialdemokratiet i 1930’erne og siden i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som hun blev valgt til Folketinget for i det første valg efter Anden Verdenskrig. Nordentoft var desuden banebryder i forhold til moderne familiedannelse og kvinders ret til selvbestemmelse over egen krop, idet hun i en tid, hvor det var almindeligt at føde børn i dølgsmål – altså gemme sig fra offentligheden for at føde sit og straks efterfølgende bortadoptere barnet, hvis man var blevet gravid udenfor ægteskabet – valgte at blive solomor og nægtede at skamme sig over dette. Hendes deltagelse i den offentlige debat giver indsigt i, hvilket debatmiljø en kvindelig debattør mødte. Nordentofts erfaringer kan anskueliggøre en af mange grunde til, at få kvinder deltog i den demokratiske samtale om indretningen af det danske samfund. 

Inger Merete Nordentofts politiske og faglige engagementer

Inger Merete Nordentoft (1903-1960) levede et usædvanligt liv. Hun voksede op i en familie af præster og læger, der lagde vægt på uddannelse – også for døtrene. Hendes barndom var præget af flere flytninger rundt om i landet. Efter forældrenes skilsmisse i 1912 boede Nordentoft hos sin far, der var læge. I 1920 flyttede hun som 17-årig til sin mor i Sønderborg, fordi faren var blevet sigtet og dømt for forsteruddrivelse og skulle sone en tiårig fængselsstraf. I Sønderborg blev hun uddannet skolelærerinde. Efter endt seminarieuddannelse rejste Nordentoft til Fyn og en stilling som lærerinde. Året efter, i 1924, rykkede hun til København som skolelærer ved Valby Skole. 

Nordentoft engagerede sig i fagforeningsarbejdet i Københavns Kommunelærerindeforening (der organiserede lærerinderne, mens Københavns Kommunelærerforening organiserede de mandlige lærere), hvor hun i 1935 blev valgt til bestyrelsen og i 1940-45 fungerede som forkvinde. Hun var aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund og flere internationale skoleorganisationer, ligesom hun i 1930’erne blev politisk aktiv i Socialdemokratiet og gruppen omkring Frisindet Kulturkamp, der i 1935 til 1939 samlede intellektuelle fra det kulturradikale miljø i forening mod fascismen og for demokratiet. Foreningen udgav tidsskriftet Kulturkampen, hvori Nordentoft i 1939 redigerede det andet nummer med et tema om demokratiet og skolen. Foreningen og tidsskriftet opløstes i efteråret 1939 som reaktion på Hitlers og Stalins tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt, der politisk forbandt nazismen og kommunismen og grundlæggende hæmmede Frisindet Kulturkamps visioner om en demokratisk og socialistisk kamp imod nazismen. Den tysk-sovjetiske pagt var optakten til første del af Anden Verdenskrig, hvor Tyskland og Sovjetunionen delte Polen og i det hele taget balancerede hinanden magtpolitisk. 

Danmark blev besat af Tyskland 9. april 1940 og opnåede at fastholde sine politiske institutioner ved dannelsen af en samarbejdsregering. Indtil det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 syntes det danske samarbejde at være den eneste vej. I sommeren 1941 begyndte danske modstandsgrupper at tage form. Nordentoft engagerede sig og var medstifter af modstandsgruppen Ringen. Fra 1943 deltog hun i Frit Danmarks lærergruppe, ligesom hun hjalp flygtninge og husede modstandsfolk. I 1943 blev hun arresteret af Gestapo og sad 5 måneder i fængsel. Tiden i fængslet blev brugt til at udarbejde læsebogen Min ABC 1-2. I 1944 udgav Nordentoft på eget forlag den lille men indflydelsesrige pamflet Opdragelse til Demokrati, som efterfølgende blev udgivet i flere oplag på det kommunistiske forlag Tiden. Nordentoft havde ved krigens slutning vekslet sit medlemskab i Socialdemokratiet til et i DKP og blev ved valget i oktober 1945 valgt ind i folketinget, hvor hun sad i tre valgperioder. Efter Sovjetunionen i 1956 invaderede Ungarn for at slå den folkelige opstand mod det kommunistiske styre ned, forsøgte Nordentoft at argumentere for et kursskifte i det danske kommunistparti. Hendes forslag nød ikke opbakning, hvilket blev klart, da hun ikke modtog en eneste stemme ved sin genopstilling til partiets centralkomité. I 1957 meldte hun sig ud af DKP. 

Nordentofts engagement i skolepolitik i fagbevægelsen og Frit Danmarks lærergruppe, hendes arbejde med at udvikle undervisningsmateriale og hendes pædagogiske visioner for den danske folkeskole bidrog til, at hun i januar 1945 blev valgt som skoleleder for Katrinedalsskole i Vanløse. Valget var ikke ukontroversielt, men flugtede godt med ledende kræfter i Frit Danmarks ideal for genopbygningen af Danmark, når krigen sluttede. En indflydelsesrig modstander til Nordentofts reformpædagogiske ideer var Københavns Kommunes skoledirektør, Thorkild Jensen. 

Under krigen og i efterkrigstiden kunne diskussioner om folkeskolens kulturelle rolle og formål fremkalde stærke kulturpolitiske forskelle. Indflydelsesrige kræfter ønskede at fastholde en disciplinær skole, hvor lærerne havde ret til at bruge fysisk afstraffelse, undervisningen var bygget op omkring faste pensa og adskilt skolegang for de mindre bogligt begavede børn og de bogligt stærke. Denne gruppe ønskede også, at skolen skulle danne grundlag for en moralsk dannelse, der byggede på et kristent grundlag, som folkeskolens formålsparagraffer frem til 1975 foreskrev. Den reformpædagogiske fløj, som udfordrede det konservative status quo, argumenterede for at skabe en skole og et læringsmiljø, hvor børnene aktivt deltog i undervisningen med udgangspunkt i egen læring og evner. De ville gøre op med den såkaldte sorte skoles brug af disciplin, udenadslære og moralsk og fysisk tugtelse af eleverne og skabe en enhedsskole for alle børn for derigennem at skabe mulighed for social mobilitet og solidaritet mellem forskellige befolkningsgrupper. Nordentoft var reformpædagog og havde siden 1930’erne arbejdet aktivt for at omsætte sine idealer for skolen i egentlige reformer. I hendes første to år som skoleleder udspillede der sig et sandt kulturpolitisk drama, der dog ikke handlede om hendes pædagogiske visioner men derimod om hendes moralske karakter. Det hele startede med, at hun i efteråret 1945 bad om orlov til at føde sit barn. Dette skal vi se nærmere på, men inden da er det væsentligt at fremhæve, at Nordentoft i sommeren 1945 før sin graviditet havde adopteret en dreng, uden at dette havde vakt moralsk forargelse. Børnene voksede op med en meget travlt beskæftiget mor, der både sad i folketinget, var skoleleder og fik søsat et større reformforsøg på Katrinedalsskolen fra 1950 til 1958. Hendes sidste år var prægede af sygdom og hun døde i 1960 som kun 57-årig efterladende sig sin adoptivsøn og datter.

Den demokratiske skole som alternativ til den autoritære

Nordentofts arbejde for at reformere folkeskolen, var præget af et ønske om, at skolen skulle virke som grundlaget for et velfungerende demokrati. I temanummeret i Kulturkampen om skole og demokrati i 1939, som Nordentoft redigerede, understregede hun, at ”Diktaturstaterne anvender bevidst Skolen til at skabe deres ideelle Borger: den lydige autoritetstro Undersaat, der kun kan tænke i en bestemt Ideologi og kun kan handle efter Ordre”. Imod denne brug af skolen som værktøj til lydighed, burde demokratiske staters skole uddanne ”Medborgere, som ikke lystrer, men samarbejder under eget og fælles Ansvar, som ikke er autoritetstro, men vurderer Problemerne kritisk og diskuterer dem til Bunds, som ikke venter paa Ordrer, men handler paa eget Initiativ, som kræver Ret for alle og Uret for ingen”. For at uddanne til demokrati, var Nordentoft overbevist om, at skolens undervisning måtte ændres fra katederundervisning til friere og mere individuelle undervisningsformer. Hun udfordrede forestillingen om disciplin som kernen i skolen. For at komme væk fra den disciplinære skole var det ifølge Nordentoft nødvendigt med en forandring af opdragelsesidealet. Forældrenes forestillinger om god opdragelse skulle ændres grundlæggende, for ”de allerfleste Forældre er i pædagogisk Henseende konservativt indstillede uanset deres politiske Indstilling”. Forældrene stillede ikke børnene overfor ”Krav om aktivt Arbejde og aandelig Vækst, men et Opførselskrav, et Pænhedskrav, skabt af deres egne Vaner og Fordomme”. De ydre og konforme krav til børnenes opførsel virkede ifølge Nordentoft hæmmende på børnenes selvtillid og udfoldelseslyst. Som kontekst til Nordentofts kritik af disciplin er det værd at bemærke, at lærernes ret til korporlig afstraffelse af elever først blev ophævet ved lov i 1967, mens forældres revselsesret over egne børn forblev indtil 1997. 

I 1939 var Nordentofts håb, at de reformpædagogiske idealer om lighed mellem elever og lærere, selvstændighed og leg kunne fremmes, så de gode tiltag fra den nyligt indgåede tilsynsloven af 1933, der havde demokratiseret skolestrukturen med en folkevalgt skoledirektion, forældreråd og lærerråd, som kommuneledelse og skolelederen skulle samarbejde med, kunne udbygges med større selvbestemmelse til lærerne og føre til et opgør med udenadslære og afstraffelse af eleverne. Skolens vigtigste opgave måtte ifølge Nordentoft være at danne selvstændigt tænkende individer. Der skulle stilles krav til alle elevers ”Selvvirksomhed” ved at udbrede ”værdifulde Nydannelser inden for Skolen” så som ”Læsestuearbejdet, Ekskursioner, Lejrskoleophold” som hun skrev i ”Demokratiet og Skolen”.  Derfor var idealet, at ”Lærerne faar større Ansvar inden for Skolen, og at deres Arbejde bedømmes efter en anden Maalestok end Børnenes Eksamenskarakterer”. 

I 1944 kunne man skimte afslutningen på den tyske krigslykke og opgaven med at genopbygge Danmark efter krigen. Nordentoft henvendte sig til offentligheden med sine tanker om skolens demokratiske opgave. Hun understregede, at småbørnspædagogik og skolepædagogik er grundlæggende og i begge bør det være den individuelle udvikling af det enkelte menneske, der er i centrum. For førskolebørnene gennem leg og selvudfoldelse, for skolebørnene gennem elevens selvvirksomhed og aktive tilegnelse af kundskaber. Som Nordentoft skriver i Opdragelse til Demokrati: ”Klasseundervisningen, hvor Læreren er den mest aktive, bør afskaffes”.

Nordentoft formulerede sig op imod dem, der ønskede, at skoletiden skulle virke til ”Sindelagspaavirkning … knyttet sammen med Kravet om streng Disciplin. Den Livsanskuelse, man ønsker at give de unge, skal være kristelig og nationalt præget”. Hendes eget ideal, som hun hentede fra amerikanske pædagoger som John Dewey og William H. Kilpatrick, havde som kongstanke, at ”Skolens Opgave er at lære Barnet Kunsten at leve sammen med andre. Skolen skal frem for alt hjælpe Barnet til Personlighedsudvikling, sjælelig Balance og en Følelse af aandelig Sikkerhed. Uligheder i Køn, Race, Arveanlæg, Begavelse, Duelighed – alt det, der danner Personligheden – er værdifulde til at gøre hvert Individ til en særpræget og nødvendig Del af den aandelige Verden”.

Nordentoft håbede, at man i efterkrigstidens Danmark måtte komme ”dertil i Skolens Udvikling, hvor der maa ske et Spring”. Sammen med andre ligesindede skolefolk i Frit Danmarks lærergruppe udviklede Nordentoft i de første måneder af 1945 et udkast til en sådan omfattende reformering af hele børne- og ungdomsuddannelsen i Danmark, der blev kendt som Emdrupplanen. Idealet var indførelse af en helhedsskole for alle uden opdelinger i bogligt stærke og svage elever og med fælles børneskole indtil det 14. år og fælles ungdomsskole til det 18. år. 

Mens planen ikke en-til-en blev igangsat i efterkrigstiden, var flere skoler i Københavnsområdet og her iblandt Nordentofts skole såkaldte forsøgsskoler, hvor katederundervisningen blev udskiftet med gruppearbejde, individuel stoftilegnelse, projekter på skolen og ude i samfundet. Det kan synes svært for os, der har gået i skole efter at enhedsskolen blev indført i 1975, at forstå hvor radikale krav om forandring af skolen Nordentoft og de øvrige reformpædagoger stillede i 1945, for de fleste af deres tiltag er blevet indarbejdet som kernestof i folkeskolens pædagogiske praksis. Men i 1945 var reformpædagogikkens idealer på ingen måde ukontroversielle.

Om en ‘affære’

Ved et lukket lærermøde på Katrinedalsskolen i efteråret 1945 meddelte Inger Merete Nordentoft, at hun agtede at søge om barselsorlov fra stillingen som skoleleder i 1946, fordi hun var gravid. Hvorvidt en sådan barselsorlov skulle tillades og ikke mindst, om Nordentoft skulle kunne vende tilbage til sin stilling som skoleleder efter fødslen, blev grundet læk fra møder i Københavns skoledirektion til et nationalt debatemne. Berlingske Tidende bragte 9. december 1945 en forsideartikel med den dobbelttydige overskrift ”Omkring en ’Affære’”, hvor anførselstegnene om ordet ’affære’ bevidst spillede på, at Nordentofts graviditet var afstedkommet af en erotisk affære. Problemet, som artiklen ville rejse, var helt simpelt, om ”en ugift Lærerinde i en fremtrædende Stilling – Skoleinspektør – kan føde et Barn og blive i sin Stilling?”, Svaret mente Berlingske Tidende sammen med 150 københavnske præster, Københavns kommunes skoledirektør Thorkild Jensen, Nordentofts efterfølger i Københavns Kommunelærerindeforening, flere politikere i Folketinget og en stor del af den danske befolkning måtte være åbenlyst. En sådan umoralsk opførsel passede på ingen måde ind i folkeskolen, der ifølge formålsparagraffen fra 1937 byggede på et kristent grundlag. Præsterne, der mødtes til konvent blot tre dage efter, at Nordentofts graviditet var blevet kundgjort af Berlingske Tidende, udtalte til samme avis: ”Den i Lovgivningen fastsatte Karakter af Folkeskolen som en kristen Skole vil ikke kunne hævdes som en Virkelighed, naar dens Ledere anlægger og i deres Liv gennemfører Moralprincipper, som er i direkte Strid med Guds Bud”. Ingen – hverken aviser, præster, lærerkollegaer eller politikere – havde løftet et øjenbryn, da Nordentoft tidligere i 1945 havde adopteret en dreng. Men fordi hun insisterede på sin ret til at føde sit barn uden at gifte sig, uden at angive faderens identitet, uden at skjule sig og uden at skamme sig over en graviditet udenfor ægteskabet, gik den danske presse i selvsving af forargelse. Blot i den første uge blev der trykt 92 indlæg i de landsdækkende aviser, der diskuterede og primært kritiserede Nordentofts graviditet. Nordentoft selv var ikke blevet spurgt i de første dage. 13. december 1945 udgav Politiken et stort interview samtidig med, at de trykte følgende meddelelse fra Christian Bartholdy, formanden for Indre Mission: ”Angaaende Tilfældet Inger Merete Nordentoft ønsker Indre Missions Bestyrelse at udtale, at det i Naturen vel forekommer, at f. Eks. en Edderkoppehun æder Hannen, naar Befrugtningen er sket, men i vort Land maa det kræves, at den, hvem Børnenes Undervisning og Opdragelse betroes, har et kristeligt og ikke blot et biologisk Syn paa Ægteskab og Børneavl”.

Nordentoft understregede i interviewet i Politiken, at ”Ægteskaberne bliver hverken færre eller flere af det, der nu sker, og heller ikke hverken værre eller bedre. Samfundsmoralen kan maaske blive bedre. Saa vidt jeg ved, er det faktiske Forhold, at hvert 10. Barn fødes uden for Ægteskab, mens man anslaar Tallet paa de Kvinder, der sætter Liv og Helbred paa Spil ved kriminelle Aborter, til 10.-20.000 om Aaret”. Dermed stillede Nordentoft indirekte krav om en reformering af samfundsmoralen på linje med den reformering af skolen, som hun var blevet kendt for. Hun fremhævede desuden i interviewet, at ”det maa være andres Anliggende, om de vil diskutere mine private Forhold. Jeg har taget mit Standpunkt og mener at handle rigtigt, og saa spiller andres Gøren og Laden ikke saa stor Rolle for mig”. Men så simpelt var det ikke i 1945. 

Nordentoft fik bevilliget sin orlov imod skoledirektørens anbefaling, fordi der i den valgte skoledirektion var et flertal for hendes ret til orlov og for at hun ikke skulle afskediges. Dette blev dog forsøgt omstødt af to konservative rigsdagsmedlemmer (indtil den reviderede grundlov af 1953 havde Danmark to kamre, rigsdagen og folketinget). 21. juni 1946 rettede teologiprofessor Vilhelm Fibiger og gårdejer og indre missionsmand Flemming Hvidberg en forespørgsel til undervisningsminister Mads Hartling fra Venstre om, hvad han agtede ”at foretage sig i Anledning af Københavns Skoledirektions Beslutning”. Hartling understregede fra Folketingets talerstol, at han ikke ønskede som ”en ny moralsk Norm det Princip, at en ugift Lærerinde maa faa saa mange Børn hun finder passende”, men han kunne ikke omstøde skoledirektionens beslutning. 

Under folketingsdebatten ytrede ikke en eneste parlamentariker sig til Nordentofts fordel, heller ikke hendes egne partifæller. Dog havde Bodil Koch samme dag et debatindlæg i Social-Demokraten, hvor hun kritiserede forsøget på at omstøde den demokratiske proces, der havde ført til, at Nordentoft var blevet bevilliget orlov. Bodil Koch sad selv i Skoledirektionen valgt for Socialdemokratiet, der var et af de partier der på baggrund af indstilling fra forældrerådet på Katrinedalsskolen havde stemt for Nordentofts forbliven som skoleleder. I sit indlæg understregede Koch, at man med rette fra kirkelig side i Nordentofts handling ser ”en Tendens, der gaar stik imod, hvad man almindeligvis forstaar ved kristen Moral”, idet ”(…) det sexuelle Liv udfolder sig sundest og rigest i det monogame Ægteskab.” Men på trods heraf, kunne Koch ikke billige de lærere, der truede med at nedlægge arbejdet, hvis Nordentoft forblev skoleleder. Sådan en strejke var sammenlignelig med kommunisternes ulovlige strejker i maj 1946, hvorfor Koch kaldte dem kommunistiske metoder, som alle retsindige demokrater burde afstå fra. Koch mente heller ikke, at de kirkelige debattører gjorde det kristne fællesskab en tjeneste ved at fare frem med forarget fordømmelse af Nordentoft. Hun understregede, at Jesus hver gang ”den Tids Moralister og fromme Nationalister … bad ham om en konkret Afgørelse i en konkret Sag, viste han dem fra sig. Kvinden grebet i Hor: ’Den, der er ren, kaste den første Sten.’” For Koch handlede det om at respektere den demokratiske beslutning, som skoledirektionen havde truffet og at skabe en tidssvarende fortolkning af kristendommen, der ikke kun havde plads til moralister og nationalister men kunne tiltale nutidens mennesker. 

For at imødegå dem, der følte sig krænket af Nordentofts insisteren på at føde et barn uden for ægteskab og uden at skjule sig, blev det besluttet i Københavns Kommune, at lærere og forældre på Katrinedalsskolen skulle have lov at vælge, om de ønskede henholdsvis at arbejde eller lade deres børn fortsætte under hendes ledelse. Et mindretal valgte på denne baggrund at flytte.

Solomor i 1946

Den hårde medfart i den offentlige debat, som Nordentoft blev udsat for, var snævert knyttet til hende som kvinde. Samtidig viser den massive kampagne mod hendes person også, at spørgsmålet om, hvilken vej Danmark skulle slå ind på i efterkrigstiden, på ingen måde var givet på forhånd. At vi i dag anser vores fælles folkeskole med fælles undervisning for alle børn, et afslappet forhold mellem lærere og elever og varierede undervisningsformer for selvfølgelig arvegods i den danske skolekultur kan spores tilbage til Nordentoft og hendes medkæmpere for reformpædagogiske forandringer af katederskolen. På samme måde er Nordentofts insisteren på sin ret til graviditet udenfor ægteskab og sin ret til at arbejde som skoleleder et opgør med normer om kvinders stilling i samfundet, som ræsonnerer med vores dages idealer om ligeberettigelse af enlige mødre og enlige fædre, regnbuefamilier, kernefamilier og sammenbragte familier. Nordentofts privatliv blev politiseret, fordi hun insisterede på sin ret til at beslutte, hvordan hun ville indrette sit kærlighedsliv og sine familieforhold uden indblanding udefra.

Nordentoft var offentligt kendt som både kommunist og fortaler for reformpædagogikken og det gjorde sit til, at hendes insisteren på retten til at føde sit barn uden fortrydelse blev så spektakulært et offentligt drama. I debatten om hendes graviditet fremhævede kristne og konservative debattører hende som det perfekte skræmmebillede og udtryk for den moralske glidebane, som samfundet ville bevæge sig ud på, hvis reformpædagogik og socialisme fik vind i sejlene. 

Siden 1976 er det ved lov forbudt at diskriminere på arbejdsmarkedet på grund af køn, hvorfor hele diskussionen om at fratage Nordentoft sin stilling på grund af hendes graviditet ville være ulovlig i dag. At Inger Merete Nordentoft i 1946 på trods af manglende ligestillingslovgivning insisterede på sin ret, levede som enlig mor uden skam, forblev som skoleleder og fik bevilliget en pædagogisk forsøgsordning på Katrinedalsskolen i 1950-58, vidner om en kvinde af særlig stærk støbning. Den blotte mulighed for at blive udsat for samme massive kritik må have virket afskrækkende på kvinder, der forfægtede holdninger, der udfordrede datidens moralske normer. I vores samtid, hvor #MeToo blandt andet handler om, at kvinder offentligt understøtter hinanden i vidnesbyrd om kønsdiskriminering og sexchikane, er det ikke omkostningsfrit at stå offentligt frem. I 1946 var der absolut ingen i den offentlige debat, der uforbeholdent forsvarede Nordentofts ret til at være solomor. 

Esther Oluffa Pedersen er cand.mag i filosofi og ph.d fra Københavns Universitet, lektor i videnskabsstudier og æstetisk kultur ved Roskilde Universitet og dr.phil. på afhandlingen “Fremkaldte Kulturrum. Diskussioner om demokrati og diktatur, humanisme, ansvar og videnskab i tiden omkring anden verdenskrig”

Forslag til videre læsning

  • Hilden, Adda,  At sætte sig spor. En biografi om Inger Merete Nordentoft, Lindhardt & Ringhof, 2009
  • Jensen,  Niels Rosendal, “Inger Merete Nordentofts skoleforsøg på Katrinedalsskolen 1950-58” (69-82), Årbog for dansk skolehistorie, 1993
  • Pedersen, Esther Oluffa, Fremkaldte Kulturru. Diskussioner om demokrati og diktatur, humanisme, ansvar og vudeskab i tiden omkring anden verdenskrig, Hans Reitzel, 2019

Læs resten af artiklerne: HVORFOR UKRONET? – 2022

Scroll til toppen