Hvorfor ukronet? – Filosofkonger og -dronninger og spørgsmålet om et legitimt tilhørsforhold til filosofien
Hvad vil det egentlig sige at være filosof? Og hvem bestemmer, om man tæller som filosof? Begynder man at spørge, hvorfor dén eller dén tænker inkluderes eller ikke inkluderes, bevæger man sig ud i sumpet territorie. Helene Scott-Fordsmand reflekterer over nogle af de historiske og kulturelle forhold, der har påvirket dannelsen af kanoner og filosofiske tilhørsforhold med fokus på køn.
HVORFOR UKRONET?: Queens. Gennem årtusinder har dronninger siddet på tronen og udøvet en reel magt – selv i patriarkalske samfund. Historien gemmer dog på en lang række ukronede dronninger, der aldrig er blevet en del af den kollektive bevidsthed. I forbindelse med Golden Days’ festival sætter Baggrund ikke alene fokus på nogle af de kvinder, der formulerede radikale idéer om feminisme, brød med kønsstereotyper, forfattede filosofiske værker og skrev vild skønlitteratur, men også på de barrierer, de stødte på i deres sam- og eftertid.
For nogle år siden – i 2020 – udkom en bog med filosofiske portrætter af 20 kvindelige filosoffer under navnet The Philosopher Queens (eller Filosofdronningerne). Bogen er én blandt mange nyere tiltag, der tematiserer et vidtrækkende diversitetsproblem i filosofien; et problem, der har med både køn, krop, sprog og etnicitet at gøre. I denne artikel vil jeg dog primært fokusere på køn. Titlen på bogen er blandt andet et ’pun’, det vil sige et ironiserende ordspil, på begrebet filosofkonger, som mange måske kender fra Platons Staten (~375 f.Kr.). Ifølge Platon er filosofkongerne dem, der skal forvalte (eller ’vogte’) det ideale samfund – en førende klasse, der på baggrund af deres filosofiske væsen og viden kan lede folket i en sand og retfærdig stat. I beskrivelsen af disse ’konger’ lader Platon Sokrates, som han i værket taler gennem, sige, at det for så vidt godt kan være kvinder, der pådrager sig denne rolle, for i det ideelle samfund er der lighed mellem kønnene. Han tilføjer, at kønslighed formentlig ikke vil opfattes som en særligt kontroversiel idé for hans tilhørere relativt til idéen om at indføre et filosof-vælde. Men hvad vil det egentlig sige at være filosof? Eller sagt på en anden måde: Hvornår tæller man som filosof?
En af de første ting, jeg fik at vide, da jeg startede på filosofistudiet, var, at man ikke blev filosof af at læse filosofi, man blev i stedet ’fag-filosof’, og det – forstod vi – var en helt anden sag. På den ene side var det en titel, der ironisk nok skulle beskytte os fra den ikke-beskyttede titel ’filosof’, idet enhver kan kalde sig filosof. På den anden side var det for at lade os vide, at der var forskel på cand.mag.’er i filosofi (altså os) og ’rigtige’ filosoffer som Platon (~428-348 f.Kr.), Immanuel Kant (1724-1804) eller G.W.F. Hegel (1770-1831). Selvom traditionen med at udvikle vidtrækkende filosofiske systemer, sådan som Platon, Kant og Hegel er kendte for, til dels gik i opløsning efter Hegel, har filosofien som disciplin fortsat været præget af kanontænkning, hvilket vil sige udpegelsen af ’rigtige’ filosoffer, med et fokus på særligt mandlige tænkere. Det seneste århundrede er navne som Ludwig Wittgenstein (1889-1951), Hannah Arendt (1906-1975), Thomas Kuhn (1922-1996) eller Michel Foucault (1926-1984) blevet indlemmet i fagets kanon trods store forskelle i deres tænkning. Andre tænkere, som for eksempel Donna Haraway (1944-), der er særligt kendt for sit ”Cyborg Manifesto” (1985), Bruno Latour (1947-), der er kendt for sin ’aktør-netværksteori’, og Julia Kristeva (1941-), der er kendt for sit arbejde med begrebet ’abjektion’, placeres alle måske i nærheden af det filosofiske, men angives sjældent som kanoniske eksempler, og deres reelle tilhørsforhold er under vedvarende forhandling.
Konstruktioner af kanon og forhandlinger om filosofiske tilhørsforhold er begge komplekse og situerede, samt historisk og kulturelt sensitive fænomener. Når man spørger, hvorfor dén eller dén tænker inkluderes eller ikke inkluderes, bevæger man sig ud i sumpet territorie. Alligevel vil jeg i det følgende forsøge at opridse nogle af de elementer, der spiller ind, når en tænker som Foucault – der selv benægtede den filosofiske titel og i høj grad engagerede sig i historiske undersøgelser – kanoniseres, mens tænkere som Haraway og Kristeva – der er bredt anerkendt i kraft af deres originale begrebsarbejde – ikke gør.I første omgang kan vi bemærke, at det at være ’filosof’ er en aktivitetsbåret identitet. Modsat for eksempel konger og dronninger fødes man ikke som filosof. Det er heller ikke en titel, man officielt tildeles, sådan som for eksempel ridder, borgmester eller læge; man er filosof, fordi man bedriver filosofi, ligesom man er fysiker, fordi man bedriver fysik. Udfordringen er så, at spørgsmålet om, hvad filosofi er, i sig selv er et filosofisk spørgsmål – og derfor også et spørgsmål, der, til forskel fra de mere håndfaste genetiske eller konventionelle identiteter, er genstand for rig filosofisk debat. Hvad der er mest enighed om, er, at det er svært at definere, hvad filosofi egentlig er, og i den usikkerhed opstår en form for sløjfe, hvor de, som kan kalde sig filosoffer, udformer grænserne for, hvad der er filosofi, og det, som kaldes filosofi, fungerer som legitimering af filosof-identiteten.
Hvem kan være filosof?
Selvom de fleste – om end ikke alle (tag en tur på Twitter, YouTube, Reddit eller lignende) – i dag er enige med Platons Sokrates i, at rollen som filosof bør bestrides efter evne og ikke køn, tegner der sig alligevel et billede af, at køn er på spil i udvælgelsen. Der er en overvægt af mænd blandt dem, vi kalder filosoffer, og særligt blandt dem, vi tænker på som kanoniske eksempler – både blandt historiske og nulevende tænkere. Det kan ses på pensumlister, i opslagsværker, til konferencer og i dagspressen. Skævvridningen kan der være – og er der formentlig – mange årsager til. For eksempel at kvinder både i dag og tidligere falder fra i løbet af studiet og tidligt i karrieren. Tidligere har især ægteskabets forpligtelser betydet, at mange uddannede kvinder måtte opgive det akademiske liv; i dag er omsorgsforpligtelser en hindring for kvinder, fordi de ikke kan rejse efter stillinger, eller fordi ansættelseskomiteerne frygter barselsfravær. Samtidigt viser det sig igen og igen, at generel bias i evalueringen af kvinder gør det sværere for kvinder at få stillinger. Men en del af forklaringen ligger måske også i, hvordan vi betragter – og kategoriserer – de kvinder, der rent faktisk lykkedes og lykkes med at forfølge en tænkende karriere. Et af de mere kendte historiske eksempler på en sådan kvinde er Elisabeth af Bøhmen (1618-1680). Hun var en af René Descartes’ (1596-1650) væsentlige filosofiske samtalepartnere. I brevudvekslinger mellem de to udfordrede hun hans nu berømte dualisme og opfordrede i stedet Descartes til at tage menneskelige følelser mere alvorligt; et emne hun ser ud til at have arbejdet på og diskuteret med flere af datidens intellektuelle. Til trods for, at hun derfor kan betragtes som en vigtig figur i sin tids filosofi og et interessant intellektuelt modspil til det menneskesyn, Descartes fremsatte, skabte det kortvarigt kaos og utilfredshed blandt de studerende, da hendes tekster kom på det filosofihistoriske pensum på Københavns Universitet i 2018. Frygten fra de studerende var, at hendes tekster ville tage plads fra andre mere ’rigtige’ filosoffer, og vi vender således tilbage til spørgsmålet om, hvad det vil sige at ’tælle’ som filosof.
Disciplinært grænsearbejde
Spillet om, hvem der betragtes og accepteres som filosof, og argumenterne for og imod inklusionen i gruppen kaldes i videnskabsstudier for disciplinært ’grænsearbejde’ (boundary work, som sociologen Thomas F. Gieryn (1950-) har defineret det). Disciplinært grænsearbejde er ganske enkelt det arbejde, der lægges i at definere en disciplin og opretholde dens grænser. Det arbejde fungerer både gennem positive og negative definitioner af, hvad en disciplin består i og ikke består i, men i lige så høj grad af eksemplariske ’demonstrationer’ gennem konkret in- og eksklusion. For eksempel er erklæringer som: ”Richard Dawkins’ (1941-) arbejde med en biologisk baseret ateisme er ikke filosofi” eller, ”det er filosofi” begge en form for filosofisk grænsearbejde. I spørgsmålet om Dawkins’ status kan man trække på andre, allerede anerkendte eksempler for at begrunde in- eller eksklusion. Man kan sige, at vi anerkender Kuhns arbejde, selvom han er trænet som fysiker, og at det samme kan gælde for Dawkins (han er biolog), eller man kan påpege, at spørgsmål om religion og menneskets eksistens er klassiske emner i allerede kanoniserede tekster (om end Dawkins ikke synes at have interesse i disse). Det er blandt andet derfor, at inklusionen eller eksklusionen af specifikke tænkere i sig selv kan være afgørende for den form, disciplinen tager. Spørgsmålet om, hvem der tæller som filosof, har således ikke kun betydning for de personer, der in- eller ekskluderes og deres autoritet, men også betydning for selve definitionen af disciplinen og det mulighedsrum, der skabes for andre fremtidige tænkere. Motivationerne for at opretholde skarpe grænser for en disciplin kan være mange; det kan handle om magtforhold og kampen om for eksempel prestigefyldte ansættelser eller fondsmidler, men det kan også handle om at afgøre, hvem der legitimt kan udtale sig om noget, for eksempel i offentlige debatter eller medier, eller det kan handle om at vurdere, hvilken gruppe der er bedst stillet til at kvalitetssikre det producerede arbejde, det vil sige, hvordan arbejdet passer ind i det generelle videnskabelige ’peer-evalueringssystem’, der i dag bærer kvalitetssikringen af al akademisk vidensproduktion. Der findes forskellige måder at afgrænse eller skelne discipliner på, og der er i dag bred enighed om, at discipliner er særskilte af mange forskellige grunde. Det kan for eksempel være, at medlemmer af en disciplin deler et særligt genstandsfelt (som med astrofysikken); det kan være, at de deler en metode (som med antropologien); eller at disciplinen er formet som en enhed gennem forankring i én fælles historisk tradition (som for eksempel fænomenologien). Spørgsmålet om, hvorvidt man tilhører en bestemt disciplin, afhænger således af, om man forholder sig til det særlige aspekt, der forener netop den disciplin. For eksempel har filosoffen Dan Zahavi argumenteret for, at meget af det, der i dag kalder sig fænomenologi, ikke er det, fordi det ikke reelt forholder sig til de filosofiske tekster af Franz Brentano (1838-1917) og Edmund Husserl (1859-1938), der grundlagde fænomenologien, og altså ikke følger den historiske arv, der, for Zahavi, definerer den fænomenologiske disciplin.
Kanoner og kættere
En måde at vise sit tilhørsforhold til en disciplinær tradition på er altså at trække på og gå i dialog med disciplinens ’klassiske’ tekster. Diskussioner af Platons værker opfattes således ofte ganske uproblematisk som legitim filosofi, og lige så med diskussioner, hvor man refererer til disse tekster; for eksempel diskussioner af sandhedsbegrebet baseret på henholdsvis Platons, Kants og Foucaults syn på selvsamme. Et trick, som de fleste akademikere nok kender, når man støder på en tekst, hvor man er usikker på den disciplinære tilknytning, er således at kaste et blik på litteraturlisten: Hvilke tekster refereres der til? Biologiske studier? Antropologiske kultursammenligninger? Filosofiske debatter? En overvægt af filosofiske referencer indikerer, at der er tale om en filosofisk tekst. På samme vis kan man lokalisere eksperter (eller peer-reviewere) ved at se, hvilke forfattere og referencer, der går igen i fagtekster eller fagbøger; forfølger man referencerne længe nok (en metode, der kaldes ‘snowballing’), vil man som regel ende med en nogenlunde stabil liste af navne og tekster. Når der ikke længere dukker nye navne op, tages det som indikation på, at man er nået hele vejen rundt om et emne i en given disciplin.
For at være en del af en disciplin, skal man helst kende til denne liste – det, der ofte refereres til som ’en kanon’. Den form for fælles baggrund giver et godt udgangspunkt for en dyb faglig diskussion. Man behøver ikke redegøre for alting hver gang, men kan skrive sig mere effektivt frem til nye pointer ved at referere til fælles bekendte tekster. Samtidigt kan man gøre sine diskussioner enormt præcise, fordi man kan referere til meget specifikke fortolkninger eller versioner af ting og antage, at læseren ved, hvad det indebærer. Det gælder eksempelvis formler og beviser i matematik eller fakta og forløb i historie. I filosofi handler det ofte om, hvad et begreb betyder; om man for eksempel bruger termen ’eksistens’ i en Heideggeriansk eller i en prædikatlogisk forstand. Men det kan også dreje sig om såkaldte ’tankeeksperimenter’, det vil sige særligt konstruerede eksempler, der skal udfordre og belyse de abstrakte og plastiske begreber, som filosofien tager livtag med. Et klassisk tankeeksperiment indenfor etikken er for eksempel trolley-problemet, der i disse tider gør stor karriere i meme-sfæren. Et mere tørt eksempel fra epistemologien er Gettier-problemet. Læsere, der ikke kender til den filosofiske kanon, vil måske nu være lidt irriterede over, at der ikke uddybes, hvad ’eksistens’ i en Heideggeriansk frem for en prædikatlogisk forstand betyder, eller hvad Gettier-problemet består i. Men brugen af disse termer understreger pointen: Det disciplinære medlemskab afhænger af et bekendtskab med disse referencer.
Den form for disciplinært grænsearbejde, hvor en gruppe dyrker en fælles forståelse og teknokratisering af et særligt begrebsapparat, omtales ofte i kritiske vendinger som etableringen af en ’jargon’, hvilket vil sige brugen af sprog som en markør af disciplinært tilhørsforhold og dermed som legitimitetsbærende. En ’jargon’ kan rigtig nok være effektiv, men den har også ofte den effekt, at disciplinære samtaler er svære at komme ind i, og jargon-tale er et effektivt retorisk middel til at udelukke eller dominere parter i en diskussion, der måske ikke er så velbevandrede i den givne kanon (hvad end det drejer sig om yngre kolleger, lægmænd eller forskere fra andre discipliner).
Udfordringen her er, at en sådan forståelse af filosofien – hvor man markerer legitimitet gennem ensrettede referencer og sprogbrug – betyder, at afvigelse, som ellers kunne bidrage, opfattes som enten irrelevant eller ligefrem kættersk. Når tænkere som Haraway og Kristeva således trækker på deres interdisciplinære baggrund (Haraway med rødder i biologien, Kristeva i lingvistikken) og bruger andre eksempler eller trækker ’ukendt’ litteratur og teorier ind i deres tænkning, giver det anledning til, at der kan sættes spørgsmålstegn ved deres disciplinære tilhørsforhold. Mere ’klassisk’ trænede filosoffer vil måske studse over fraværet af ’jargon’ og tage det som et tegn på, at forfatteren måske er ’uerfaren’ i filosofien. Eller måske forstår de ikke ved første øjekast de eksempler, der gives i Haraways og Kristevas tekster (måske bliver de nødt til at læse op på biologi eller feminisme), og de opfatter derfor teksterne som ’fremmede’. I stedet for at blive en anledning til, at klassisk trænede filosoffer kan lære noget nyt, bliver det ’nye’ i teksterne således en anledning til udstødelse.
Når dronningen vil være mor
I nogle disciplinære udlægninger, betragtes filosofien i stedet som defineret ved et særligt ’abstrakt’ genstandsfelt: metavidenskab, og filosoffer som dem, der bedriver denne metavidenskab. Den forståelse af filosofien omtales ofte som karakteriseringen af filosofien som ’videnskabens dronning’ (fra Kants forord til første udgave af Kritik af den rene fornuft: “Der var en tid, hvor hun var dronning over alle videnskaber” [min oversættelse], men gengivet løst og livligt i filosofisk sammenhæng). Dronning – eller konge, for den sags skyld – fordi det royale liv og blikket derfra er hævet over det verdslige liv. Platon beskriver således filosofkongerne som en klasse, der ikke længere bør have ejerskab, men blot bør leve for det filosofiske ideal og samfundets bedste. Filosofien som dronningen af videnskaberne kan ikke lade sig selv forkludre i kødelige komplikationer; som Descartes minder os om i sine Meditationer (1641) – filosofien må starte i det absolut sikre (den rene tænkning), således at den kan være fundament for alt andet. Den form for filosofisk selvsyn giver en filosofi, der vil gøre sig fri af verden og empirisk betingelse: vi ser det i Descartes Cogito, Kants besættelse af a priori og Husserls epoché (et forsøg på at tage udgangspunkt i verden ved at sætte parentes om dens specificitet). Filosofiske teorier må være supratemporale og metakulturelle. Forfalder vi til det kulturspecifikke eller historiske, forlader vi filosofien og bevæger os over i de empiriske videnskaber (antropologi, historie og lignende). Selv filosoffer som Kuhn og Foucault, der trækker på historiske specificiteter, sigter mod supra-strukturer (paradigmer eller epistemer). ’Filosoffen’ må være hævet over historien, over kulturen, og mest af alt over kroppens uregerlighed for, at de kan krones. Rigtige dronninger bliver ikke overvældede af sorg; de skal ikke på toilettet midt under en ceremoni; de får ikke ustyrlig menstruation eller har dårlige hårdage (i hvert fald taler de ikke om det). Når de har født tvillinger, kommer de ud af fødestuen i silkeskjorte med et nydeligt smil på læben og poserer for pressen – så vi alle sammen kan se, at de er deres krop (og deres følelser) overlegne.
Men hos tænkere som for eksempel Haraway og Kristeva er det netop det situerede, det relationelle og emotionelle, det kropslige og det uregerlige, der er afgørende – ikke fordi de ikke kan tænke sig ud over det, men som en filosofisk pointe: viden er altid situeret, mennesket er krop, ikke bare ’pæn’ krop, men skrigende, blødende, døende, svedende og ikke mindst født og fødende krop. Hvor Kuhn og Foucault faktisk er blevet kritiseret af historikere for, at deres supra-strukturelle præferencer har ført til lige lovligt ensrettede ’historiske’ narrativer, forsøger tænkere som Haraway og Kristeva at lade det uensrettede komme ind i filosofien. Her er udfordringen igen, at forsøget med at bryde den filosofiske forglemmelse på områder som krop og følelsesliv i samme omgang udelukker dem fra den filosofiske ’royale’ position.
Som et indskud kan det nævnes, at en måske mindre hovmodig version af samme disciplinære karakteristik findes hos blandt andet Mary Midgley (1919-2018), der betragter filosofien ikke som regent over videnskaben, men som en slags kartograf; ikke herskende, men stadig hævet over andre discipliner, og med et særligt emnefelt, nemlig overblikket. Denne tolkning minder nok om en demokratisk læsning af Platons filosofkonger, der måske kan tænkes som en slags hyrder. Men den forudsætter stadig en oververdenslig, overtidslig og kropsløs interesse.
Legitimitet, autoritet og forandring
Artiklen her startede med køn og bevægede sig så over i spørgsmål om jargon og forskningsområder – to karakteristika ved Haraway og Kristevas arbejde, vi ikke umiddelbart associerer med deres køn. Så hvorfor denne sammenstilling?
I udgivelsen Women in Philosophy: What needs to change? (2013), skriver filosoffen Katrina Hutchison, at de manglende kvinder i litteraturen, på konferencer og i medierne blandt andet kan skyldes den måde, vi bedømmer eksperttroværdighed på. Det gør vi, skriver hun, ud fra tre faktorer: (1) kendskab til det relevante fænomen, (2) bekendtskab med den disciplinære tilgang og (3) korrekt forståelse af argumentationsstrukturer og resultatets rækkevidde. For at vurdere, om nogen er filosof, skal vi altså selv have kendskab til væsentlige dele af filosofien – vi skal selv være eksperter. Og selv da, har vi allerede bemærket, at der er stor uenighed om filosofiens væsen. Hvis ikke vi er eksperter eller ved, hvordan vi skal vurdere de tre kriterier, skriver Hutchison, må vi orientere os efter ’indikatorer’. Som indikatorer gælder særligt den status, den talende tilskrives af andre. Der findes flere studier fra psykologien og sociologien, der viser, at i sammenhænge, hvor vi ikke har den faglige ekspertise, er vores villighed til at tilskrive autoritet stærkt påvirket af bias – dels, i sekundær forstand, fordi bias allerede spiller ind i forhold til at opnå klassiske akademiske anerkendelser som stillinger og udgivelser; dels fordi den vurdering, vi laver, ikke kun vil trække på institutionelle indikatorer, men også på, om vedkomne falder indenfor en gruppe, vi betragter som troværdige sandhedsvidner. Er vi eksempelvis vant til, at mænd i blå skjorter betragtes som troværdige, når det angår økonomi, vil vi måske tilskrive mindre troværdighed til en mand i hawaiiskjorte (vi bliver måske i tvivl om hvorfor han har den på? Kender han ikke normerne – og kender han så måske slet ikke feltet?). Det samme gør sig gældende, hvis vi er vant til et bestemt køn, en bestemt hudfarve eller en bestemt sproglig dialekt (ved folk med københavner-dialekt egentlig noget om natur?). I sådanne situationer vil vi i højere grad udbede os evidens for det disciplinære tilhørsforhold og legitimiteten af ekspert-rollen; vis mig, at mine fordomme er forkerte, og at jeg kan stole på dit udsagn. Det er det, som i filosofisk sammenhæng kaldes en forsvarskultur (’culture of justification’), hvor særligt minoriteter ofte oplever at blive bedt om at retfærdiggøre, hvorfor det, de laver, overhovedet kan opfattes som filosofi (eller, endda, om det overhovedet er akademisk).
I en satirisk lignelse over filosofiens tiltagende tomgang, skriver filosoffen Philip Kitcher om en musiktradition, hvor man former særlige akademier for unge musikalske talenter. Her kan de øve sig og blive specialister i Mozart og Beethoven. I starten er der stor entusiasme fra både musikere og befolkning, men efterhånden bliver de små forbedringer i Mozart-forestillingerne mindre og mindre, og den brede befolkning mister interessen for variation, som kun eksperters trænede øre kan skelne. Nogle musikere begynder også at kede sig. De begynder selv at skrive, eller de kaster sig over numre fra Chopin eller Satie. De skolastiske eksperter er forfærdede, og de udelukker de ’useriøse’ kreative og de Chopin-spillende musikere fra deres akademier. Som tiden går, bliver akademiets koncertsale tomme. Kun vedholdende eksperter med et helt særligt øre for variationer over Mozart giver stadig koncerter for hinanden, mens resten af befolkningen muntrer sig og lever livet andetsteds. Her, i deres koncertsale, bliver skolastikerne enige om, at befolkningen mangler smag, og at enhver kritik af Mozart og deres fremførelse af hans værker simpelthen skyldes manglende dømmekraft og forståelse. Hvad der startede som reel interesse i musikalsk udvikling, er blevet til et rigidt disciplinært regime, hvis essens af princip ekskluderer det, som kunne udfordre, forny og ændre dets grænser. Specialiseringen, kanoniseringen, jargonen og den kongelige tronfølgearv har nok en effektiviserende og til tider kvalitetsgaranterende virkning, som kan være gavnlig, men den er også ekskluderende og konservativ, og den aftegner en døende filosofi, som de færreste filosoffer (forhåbentligt) vil se sig tilfredse med. Spørgsmålet, som vender tilbage igen og igen, er så: Hvornår er der tale om god fornyelse og udvikling indenfor filosofien, og hvem får lov at komme med denne?
I filosofien kender vi alle sammen den gængse vestlige, hvide, engelsktalende mand – måske ikke i en blå skjorte, men i en mere løsthængende jakke, gerne med gråt eller hvidt hår, så vi forstår, at der er mange års erfaring at hente. Det er blandt andet disse karaktertræk, vi leder efter, hvis vi har brug for indikatorer på ekspertlegitimitet. Samtidigt er det også denne hvide, vestlige, engelsktalende (eller måske tysk- eller fransktalende) mand, med det grå hår, der har formet den filosofiske disciplin i århundreder, og emner som måske ikke er så nærliggende for denne – blødning, fødsel, undertrykkelse, indiske, kinesisk eller arabisk filosofi, slavearbejde eller kolonisering – er således ikke blevet en del af kanon; litteratur, tankeeksperimenter eller metoder, der hjælper os med at forstå disse emner, er derfor heller ikke. Bevæger man sig udenfor kanon, er det svært at forsvare sin legitimitet.
Som minoritet – som ikke-stereotyp filosof – fanges man således i en slags dobbeltbinding: ens legitimitet betvivles, og skolastikken bliver ens primære våben: se, jeg kender jargonen, se, jeg distancerer mig fra krop, kultur, og historie; jeg er (også) et cogito. Samtidigt er skolastikken med til at fastholde en filosofi, som bliver mangelfuld, konservativ og rigid, og som umuliggør beskæftigelsen med emner, der måske ligger én på hjerte. I stedet er det de ’stereotype’ filosoffer, der afgør nye tiltag – fordi deres legitimitet langt sjældnere betvivles. Kuhn, der deler langt flere træk med den gængse filosof, vil få langt færre spørgsmål om legitimitet, til trods for hans baggrund og historiske metode. Kampen om identiteten som filosof filtres altså ind i kampen om bias, autoritet og troværdighed. Og legitimiteten til at udtale sig om filosofiske emner bliver dybt afhængigt af, hvorvidt ens fagfæller betragter en som sådan, og hvorvidt man troværdigt fremstår som en ’filosof’ i offentligheden. Når vi ikke problemfrit tager Haraway og Kristeva som filosoffer, er det måske en blanding af deres udfordringer til skolastikken, og deres manglende fremtoning som velkendte filosof-stereotyper. Deres status som dronninger – som potentielle filosofkonger – betvivles, fordi den disciplinære legitimitet i deres tilfælde må retfærdiggøres. Det må bevises, at de bedriver filosofi. Denne retfærdiggørelse, i modsætning til faktisk royal juridisk eller genetisk legitimitet, skal finde grund i en disciplin, der ingen veldefinerede grænser har, og hvis indhold og udstrækning er tåget, selv for eksperter.
Slutnote: I denne artikel har jeg talt utroligt meget om kanon, og derfor også om rigtig mange mandlige filosoffer. Derfor kommer her en hel snes navne på kvindelige filosoffer, der ikke er nævnt i artiklen, til nysgerrige læsere – Hypatia af Alexandria (355-415 f.Kr.), Mary Astell (1666-1731), Im Yunjidang (1721-1793), Simone Weil (1909-1943), Iris Murdoch (1919-1999), G.E.M. Ascombe (1919-2001), Luce Irigeray (1930-), Onara O’Neill (1941-), Angela Davis (1944-), bell hooks (1952-2021), Alenka Zupančič (1966-) og Heather Douglas (1969-).
Helene Scott-Fordsmand er cand.mag i filosofi og ph.d. fra København Universitet og nuværende post.doc på Cambridge University på projektet ”Diagnosing bodies in a messy reality: an ethnographic philosophy of scientific taxonomy, medical practice, and epistemic iteration”.
Forslag til videre læsning
- The Philosopher Queens, Rebecca Buxton & Lisa Whiting, Unbound, 2020
- Introduktioner til de nævnte kvindelige tænkere på Stanford Encyclopedia of Philosophy
- YouTube-kanalen History of Women Philosophers
- The Women Are Up To Something, Benjamin Libscomb, Oxford University Press, 2021