Fatima Mernissi: “Vestlige kvinders usynlige harem”
Den marokkanske tænker Fatima Mernissi (1940-2015) fortjener at være blandt de første navne, der træder frem i vores hukommelse, når talen falder på pionerende feministiske personligheder og tænkere. Dette er desværre ikke tilfældet, til trods for at mange af hendes værker er blevet oversat til over tyve sprog. Mernissi har ikke opnået den anerkendelse, som hendes tænkning har gjort hende fortjent til. Det mener filosof og ph.d.-stipendiat Hasib Nasiri, som her giver et indblik i Mernissis originale tanker.
HVORFOR UKRONET?: Queens. Gennem årtusinder har dronninger siddet på tronen og udøvet en reel magt – selv i patriarkalske samfund. Historien gemmer dog på en lang række ukronede dronninger, der aldrig er blevet en del af den kollektive bevidsthed. I forbindelse med Golden Days’ festival sætter Baggrund ikke alene fokus på nogle af de kvinder, der formulerede radikale idéer om feminisme, brød med kønsstereotyper, forfattede filosofiske værker og skrev vild skønlitteratur, men også på de barrierer, de stødte på i deres sam- og eftertid.
“VI INDLADER OS PÅ EN VIDENSKABELIG SAMMENLIGNING AF MÆNDS PSYKISKE FORSKELLIGHEDER I VORES RESPEKTIVE KULTURER […]”
Harem-fantasierne
Europæere har haft det privilegium at rejse verden rundt for at ”opdage” og derefter beskrive andre mennesker og kulturer ud fra et suverænt, ”objektivt” blik for deres domestiske publikum. Men hvordan ville verden se ud, hvis rækkefølgen blev vendt på hovedet? Hvis europæere og vesterlændinge gik fra at være subjekter, som studerede og beskrev objekterne (ikke-europæere), til selv at blive objekter for andres granskning? I Fatima Mernissis sidste store værk, Scheherazade Goes West: Different Cultures, Different Harems fra 2001, vendte hun det hele på hovedet. Orientalismen som et storstilet europæisk forsøg på at præsentere et europæisk publikum for “Orienten” var kendetegnet ved to træk: for det første havde europæerne i denne dialektik både magtpositionen og det suveræne blik, som europæisk kolonialisme og imperialisme i 1800-tallet og 1900-tallet muliggjorde. For det andet var det i overvejende grad europæiske mænd (kunstnere, rejsende, koloniale administratorer, forfattere og forskere), der var frontpersonerne. Allerede med titlen af på sin bog – Scheherazade Goes West – vender Mernissi om på rækkefølgen: Mernissi, der identificerer sig selv med Scheherazade, hovedpersonen fra Tusind og én nat-fortællingerne, rejser som en muslimsk kvinde fra Marokko (en tidligere fransk koloni) til Vesten for at studere “Occidenten”, for derpå at vende tilbage til ”Orienten” for at fortælle om sine oplevelser og opdagelser.
På baggrund af den succes, Mernissis autofiktive biografi – Grænseløse drømme fra 1994, som blev oversat til toogtyve sprog, herunder dansk – fik, rejste hun til Vesten og gav i den forbindelse en række interviews til flere vestlige journalister. I bogen Scheherazade Goes West italesætter hun, hvordan hun blev opmærksom på et klart mønster: De over hundrede journalister fra ti vestlige lande, der interviewede hende, var alle sammen mænd, og alle interviews uden undtagelse startede med én specifik sætning: ”Blev du virkelig født i et harem?”. Det er selvfølgelig oplagt for journalisterne at spørge ind til, om Mernissi var født i et harem, eftersom Grænseløse drømme indledes med: ”Jeg blev født i et harem”. Men Mernissi opdager, at der optræder et særligt smil på journalisternes ansigt, et smil, der bærer præg af en blanding af generthed og utilpashed, når ordet harem bliver nævnt, som hun har svært ved at afkode. Det får Mernissi til vende sine interviewere til informanter for at udspørge dem om, hvad de egentlig forestiller sig ved et harem. Og det viser sig ret hurtigt, at hvad journalisterne forestiller sig ved et harem,og hvad Mernissi tænker om harem, er helt uforenelige størrelser.
“VESTERLÆNDINGE, HAR JEG EFTERHÅNDEN INDSET, SER HAREMMET SOM EN FREDENS HAVE AF JORDISKE NYDELSER, HVORI ALMÆGTIGE MÆND HERSKER ENERÅDENDE OVER LYDIGE KVINDER”
For Mernissi er et harem en form for familiekonstellation, hvor flere generationer lever sammen, et sted uden meget rum for privatliv, uden særlig meget plads til erotik og intimitet. Det er netop sådan et harem, hun selv voksede op i, og som danner rammen for fortællingerne i Grænseløse drømme. Godt nok er et harem et fængsel for kvinder, en patriarkalsk konstruktion baseret på angst for kvindens seksualitet, der skal låses inde for at undgå sex uden for ægteskab, men der er langt fra et muslimsk harem i Marokko og andre muslimske nationer til europæiske forestillinger om, hvad et harem er. Denne erkendelse førte Mernissi til det næste spørgsmål: Hvis europæiske maskuline forestillinger om harem ikke er virkelige og historiske, hvad kommer de så af? Igennem afhøringen af journalisterne viste det sig, at deres harem-fantasier var forestillinger om omnipotente muslimske mænd (kaliffen og sultanen), der havde uindskrænket og eksklusiv ret over føjelige og passive kvinder, der kun eksisterede for et suverænt maskulint blik. I dette fantasmatiske univers modtog mændene angstfri seksuel nydelse uden modstand fra harem-kvinderne, som de havde reduceret til slaver. Adspurgt om ophavet til disse forestillinger gav Mernissis forhenværende interviewere, nu forvandlet til informanter, to referencer: kunstneriske billeder skabt af kunstmalere som Jean-Auguste-Dominique Ingres, Henri Matisse, Eugène Delacroix, og Pablo Picassosamt Hollywoodfilm og særligt produktionsselskabet Universals 1942s produktion af Arabian Nights med Maria Montez i hovedrollen. For Mernissi kunne kontrasten mellem europæiske maskuline fantasier om harem-kvinder, der er passive objekter, som nydes af den mægtige mand, og faktiske muslimske forestillinger om harem-kvinder, ikke være større:
“[…] KARAKTERISTIKE TRÆK VED DET VESTLIGE HAREM: INTELLEKTUEL UDVEKSLING MED KVINDER STÅR I VEJEN FOR ETORISK NYDELSE. I VIRKELIGE ELLER FORESTILLEDE MUSLIMSKE HAREMMER ER CEREBRAL KONFRONTATION MED KVINDER IMIDLERTIDIG NØDVENDIG FOR AT OPNÅ ORGASME”
Fra Kant til Catwalk
Mernissis undersøgelse af de vestlige journalister, fra de amerikanske til de europæiske, gjorde det klart for hende, at der er grundlæggende forskel på kulturernes måder at projicere maskuline ønsker og fantasier på kvindekroppen. Selvom kønsdynamikken principielt er den samme – det vil sige et androcentrisk perspektiv, som skaber rammerne for det tilladte og det forbudte for femininiteten, som kvinderne enten internaliserer eller i magtesløshed underkaster sig – er der kulturspecifikke dimensioner, som kræver nøje undersøgelser. I takt med sin turné i vestlige metropoler som New York, Berlin og Paris gik Mernissi på jagt efter disse dimensioner.
Mernissis forfatterskab, der startede med hendes debutværk Beyond the Veil: Male-female Dynamics in Modern Muslim Society fra 1975, og sluttede med hendes værk Scheherazade Goes West, viser en optagethed af maskulinitet. En optagethed af, hvilke idealer mænd dyrker om kvinder. Om hvordan disse idealer manifesterer sig i samfundet og materialiserer sig i love, der implementeres i samfundskonstruktionen. En optagethed af, hvordan historien er en kontinuerlig maskulin projektion på kvindekroppen: en synlig og usynlig orden, der, for at bruge hendes egne formulering, tatoveres på kvindekroppen. Igennem sin rejse til Vesten bliver Mernissi opmærksom på nødvendigheden af en komparativ studie af misogyni og maskulinitet. For der er meget subtile forskelle mellem dem. Det får Mernissi til at starte hos en af oplysningsfilosofiens giganter, nemlig den tyske filosof Immanuel Kant – for hvilke idealer dyrkede en skikkelse som Kant om vestlige kvinder? I Kants filosofi finder Mernissi en dikotomi mellem intelligens og skønhed:
“KANTS IDELLE KVINDE VAR FULDKOMMEN TAVS. FOR VÆLDIG VIDEN UDSLETTER IFØLGE KANT IKKE BLOT EN KVINDES CHARME, MEN DET AT UDVISE EN SÅDAN VIDEN DRÆBER ENHVER KVINDELIGHED: ‘EN KVINDE DER HAR HOVEDET FULD AF GRÆSK […] ELLER FØRER DISKUSSIONER VEDRØRENDE MEKANIKKENS FUNDAMENTALE KONTROVERSER […] KUNNE LIGE SÅ GODT HAVE SKÆG”
I Kants dikotomi mellem intelligens (maskulin) og skønhed (feminin) opdager Mernissi en markant forskel fra den dikotomi, hun kender fra konservative muslimske nationer, som hun har brugt størstedelen af sin intellektuelle kapacitet på at kortlægge og undersøge. Muslimske kvinder i moderniteten møder en meget synlig modstand fra fundamentalister og islamister: For dem tilhører kvinder og mænd ideelt set to separate domæner. Mænds domæne er det offentlige rum, et sted hvor religion og politik udfolder sig, alt imens kvinderne tilhører hjemmet og det domesticerede rum. Hvor det offentlige rum er det sted, rammerne for samfundet bestemmes, er hjemmet stedet for seksualitet, et sted hvor samfundet reproduceres. Hermed bliver kvinderne reduceret til seksualiserede væsener, hvis højeste prioritet bør være reproduktion af samfundet og børneopdragelse. I modsætning hertil opererer Kant i Mernissis optik med en anden dikotomi, hvor kvinderne er dem, der ”føler” og er omfattet af emotionalitet, mens mænd er dem, der ”tænker” og er fornuftige. Her er der en markant og kulturspecifik forskel i to maskuline ordener og hierarkier. Den ene orden inddeler verden spatialt (i rum), imens den anden inddeler den temporalt (i tid):
“I ORIENTEN BRUGER MÆND RUMMET TIL AT DOMINERE KVINDER; IMAM KHOMEINI, FOR EKSEMPEL, BEORDREDE KVINDER TIL AT SLØRE SIG SELV, NÅR DE BEGAV SIG UD I DET OFFENTLIGE RUM. I OCCIDENTEN, DERIMOD, DOMINERER MÆND KVINDER VED AT AFSLØRE, HVAD SKØNHED BURDE VÆRE. OG HVIS DU IKKE LIGNER DET BILLEDE DE AFSLØRER ER DU FÆRDIG”
For Mernissi er Kants dikotomi mellem skønhed og intelligens ret brutal, for kvinder tvinges til at vælge mellem to ekstremer: at være skønne eller intelligente, men ikke begge på engang! En kvinde, der overskrider denne dikotomi, går i Kants optik imod en naturlig orden. For Mernissi er Kants ultimatum lige så brutalt som islamisternes ultimatum til muslimske kvinder: De skal vælge enten at dække sig til og føle sig sikre, eller vælge ikke at være tildækkede og acceptere at blive underlagt krænkelser.
En emotionel traumatiserende hændelse i en tøjbutik en sommerdag i New York gjorde stort indtryk på Mernissi og overbeviste hende om, at der faktisk findes et vestligt harem, om end et meget subtilt et af slagsen. Jagten på en bomuldskjole førte hende til en tøjbutik, hvor Mernissi henvendte sig til en kvindelig ekspedient i håb om at få hjælp til at finde den rette størrelse. Der opstod en spontan samtale mellem dem, eftersom ekspedienten meddelte Mernissi om, at der ikke fandtes en bomuldskjole i hendes størrelse: Adspurgt om, hvorfor det var tilfældet, svarede ekspedienten ganske roligt, at Mernissi faldt uden for normen. Men hvem bestemmer normen, spurgte Mernissi undrende? Ekspedientens svar var, at normen er allestedsværende, i magasiner, i fjernsyn og i reklamer.
“‘DU KAN IKKE UNDGÅ DET. DER ER CALVIN KLEIN, RALPH LAUREN, GIANNI VERSACE, GIORGIO ARMANI, MARIO VALENTINO, SALVATORE FERRAGAMO, CHRISTIAN DIOR, YVES SAINT-LAURENT, CHRISTIAN LACROIX, OG JEAL-PAUL GAULTIER. STORMAGASINER FØLGER NORMEN’. HUN HOLDT EN PAUSE, FØR HUN KONKLUDEREDE: ‘HVIS DE SOLGTE STØRRELSE 14 ELLER 16, SOM HØJEST SANDSYNLIGT ER DET, DU HAR BRUG FOR, VILLE DE GÅ BANKEROT'”
Pludselig gav det hele mening for Mernissi; alt fra harem-fantasierne i europæisk malerkunst over Kants skønhedsidealer til modehusenes diktering af den ideelle kvindekrop og catwalkens barnekrop, som modellerne tvinges og tvinger sig selv i: alt sammen maskuline fantasier om kvinder og kvindekroppe, der rammesætter, dikterer, hvad der skal anses som skønt, og straffer det, der falder udenfor denne maskuline norm. Kontrol af, hvad vestlige samfund anser som skønhed, skaber en usynlig orden, et tids-harem, hvor et, af mænd bestemt, specifikt ideal sætter dagsordenen. Når kvinderne jogger, sulter sig til skønhed eller skærer frivilligt i deres kroppe i skønhedens navn, giver de efter for den usynlige, maskuline orden. Sagt med andre ord bukker de under for en maskulin manipulation i troen om, at de er frigjorte. Det er en meget ondartet virkelighed. Et usynligt harem. Et tids-harem.
For Mernissi er det lettere at bekæmpe et sted-harem, fordi grænserne der er synlige og fjenden åbenlys. Muslimske kvinder ved, hvem de skal bekæmpe, uanset om de lykkes i deres kamp eller ej. Men vestlige kvinder kæmper en kamp mod usynlige fjender og en usynlig orden, der tatoveres på deres kroppe gennem skønhedsindustrierne. For Mernissi taler europæisk maskulinitet om lighed mellem kønnene: I modsætning til en del muslimske kvinder kan vestlige kvinder på lige fod med mændene deltage i samfundet, benytte sig af det offentlige rum og være med til at bestemme samfundets fremtid. Men i praksis er der et usynligt normsystem, der dikterer deres ageren: fra filosofiens maskuline værdier over skønhedsindustriernes kontrol af kvindekroppen til malerkunstens voyeuristiske fascination af den nøgne kvindekrop1. Kvinderne kan sidde i parlamentet og bestemme landets retning, men de har også et bijob: De skal jogge for være tiltrækkende samtidig.
“MODSAT DEN MUSLIMSKE MAND, DER BRUGER RUMMET TIL AT ETABLERE MANDLIG DOMINANS VED AT UDELUKKE KVINDER FRA OFFENTLIGHEDEN, MANIPULERER DEN VESTLIGE MAND TID OG LYS. HAN ERKLÆRER, AT FOR AT VÆRE SMUK, SKAL EN KVINDE SE UD SOM ÈN PÅ FJORTEN. HVIS HUN VOVER AT SE UD SOM ÈN PÅ HALVTREDS, ELLER VÆRRE, TRES, ER HUN UDEN FOR DET GODE SELSKAB. VED AT SÆTTE SPOT PÅ DET KVINDELIGE BARN OG RAMMESÆTTE HENDE SOM SKØNHEDSIDEALET, FORVISER HAN DEN MODNE KVINDE TIL USYNLIGHEDEN”
Denne indsigt er et godt eksempel på, hvad Mernissi har bidraget med til filosofien, og hvorfor hun fortjener at blive kronet til den feministiske kanon. Hendes kritiske filosofi – hendes kritik af islamisk ægteskabsinstitution, hendes kritik af politisk-teoretisk adskillelse af femininitet fra suverænitet i islamisk politisk historie, hendes kritik af seksualisering og så videre – er yderst relevant i et komparativt perspektiv, som i min optik vil kunne berige feministisk teori i vores samtid. Et godt eksempel herpå er hendes intersektionelle feminisme. Her fremsætter hun en kritik af den vestlige feminismes tilbøjelighed til at se muslimske kvinder som ofre, hvilket er et yderst vigtigt bidrag til nuværende diskussioner om intersektionalitet. Vi kan kun spekulere i, hvorfor hun ikke har opnået større anerkendelse end det er tilfældet: måske fordi idéen om en muslimsk tænker, der skulle korrigere vores opfattelse af feminisme, går imod vores gængse fortælling om muslimske kvinder som ofre.
Et komparativt feministisk perspektiv og filosofi har et enormt potentiale til at bevidstgøre os om uerkendt bias, særligt hvis vi har et ønske om at tænke feminisme som en global, tværkulturel og transnational størrelse, der skal skabe varige forandringer. Men drømmen om feminisme som en global og omfavnende bevægelse vil aldrig blive en realitet, hvis vi kun ønsker at se andre mennesker og kulturer gennem vores eurocentriske briller. Denne konklusion er et af slutprodukterne af Mernissis tænkning, og disse tanker fortjener at blive en permanent del af vestlig feministisk kanon.
Forslag til videre læsning
- 1 I samarbejde med billedkunstneren Lina Hashim har jeg skrevet to artikler om malertraditionens voyeurisme som en maskulin orden kvindelige kunstnere, i dette tilfælde den franske maler Suzanne Valadon, internaliserer: https://www.idoart.dk/blog/er-suzanne-valadon-egentlig-rebelsk-del-1 og https://www.idoart.dk/blog/er-suzanne valadon-egentlig-rebelsk-del-2
Hasib Nasiri er cand.mag i filosofi fra Syddansk Universitet og ph.d.-studerende ved Uppsala Universitetet på en afhandling om religionskritik i islamisk og europæisk tænkning med fokus på det tværtraditionelle.
