Omsorg & straf: Velfærdsstatens janushoved

Udsnit af forsiden til Thomas Hobbes’ Leviathan. Foto: Public Domain.

ESSAY: Samfundsdebattør, tidligere hjemløs og medstifter af Hjemløsemarchen Søren Dahl Nielsen reflekterer i dette essay over velfærdsstatens paradoksale problem: at skulle være både den omsorgsfulde og den straffende på samme tid.

FOKUS: DET FÆNGSLEDE MENNESKE Fængslets historie kan ikke skrives i ental. Historien om fængslet og det fængslede menneske er ikke historien om én enkelt, ensartet institution, hvis rationale og nødvendighed har været skrevet i sten siden historiens begyndelse. Fængslets historie er snarere en myriade af historier, der tilsammen rummer det væld af måder, hvorpå indespærring, slavegørelse og afstraffelse af mennesker har fundet sted, er blevet praktiseret og retfærdiggjort af skiftende magthavere, samfund og politiske systemer. Læs mere om vores udgivelse Det Fængslede Menneske, hvor vi har samlet en masse af fængslets historier.

Et spøgelse går igennem socialhistorien: Juan Luis Vives’ spøgelse. Hvis vi vil forstå en af årsagerne til de socialpolitiske problemer, vi står med i dag skal vi nemlig tilbage til Vives’ værk Om hjælpen til de fattige fra 1525. Vives indførte en skelnen mellem dem, der var værdigt trængende, som var de syge og gamle, og uværdigt trængende, som man opfattede som de dovne fattige, der skulle arbejde sig ud af deres armod. I Danmark blev sondringen mellem værdigt og uværdigt trængende tiggere allerede indført i 1521, hvor arbejdspligten for alle uden for rang og stand også blev indført. 

Vives lever videre i den måde velfærdsstaten bruger både pisken og guleroden. Igennem socialhistorien har vi set velfærdsstatens janushoved mellem omsorg og straf, som bliver oversat til principper som “hjælp til selvhjælp” og “ret og pligt”. Denne vekselvirkning mellem omsorg (hjælp) og straf minder om den måde fattighjælpen gjorde den fattige retsløs ved at indespærre fattighjælpsmodtageren på fattiggårdene, som var en slags arbejdslejre hvor fattighjælpsmodtagere blev sat til tvangsarbejde, og ved at fjerne grundlæggende borgerlige rettigheder som valgretten og retten til at vælge hvor man vil bo (bevægelsesfriheden) i bytte for at man kunne få fattighjælp. Ligesom tyendet og fæstebonden levede under elendige og slavelignende forhold under herremanden i stavnsbåndets tid, blev fattighjælpsmodtageren også gjort til en refeudaliseret vasal og umyndiggjort som gratis arbejdskraft under staten i fattighjælpens tid. Fattigdom var blevet ulovliggjort og en af de andre måder fattigdom blev straffet på i gamle dage, var blandt andet når hjemløse blev anholdt for løsgængeri når de blev fundet sovende på gaden uden penge eller lovligt erhverv. 

Senest har vi set den velfærds- og socialpolitiske vekselvirkning mellem omsorg og straf i aftalen om kontanthjælp fra juni. Aftalen viderefører idéen om det “kærlige skub”, hvormed man mener at man hjælper folk selvom man faktisk straffer dem, når aftalen giver et fritidstillæg til børnefamilier på kontanthjælp, i stedet for at hæve de sociale ydelser og dermed hæve den overordnede livskvalitet ved at skabe ro omkring nødvendige udgifter som husleje, mad, tøj og lignende. Tiltagets bagvedliggende antagelse er, at alle arbejdsløse forældre er selvforskyldt arbejdsløse og dermed skyld i deres børns problemer, i stedet for at se på hvad årsagerne er til deres problemer. Man straffer også børnene ved ikke at øge ydelserne. Hvad skal børnene bruge ferie og fritidstillæg til, hvis deres forældre ikke har råd til at betale nødvendige udgifter? Ydelseskommissionens oprindelige forslag til aftalen ville også beskære psykisk syge unges kontanthjælp med 5000 kroner. Man forveksler straffen med hjælpen. 

Velfærdsstatens paradoksale problem om omsorg og straf kan spores i en række vigtige dokumenter og indsatser.

I. Fremskridt og tilbagegang: Det utidige og det uforløste i historien 

Den tyske filosof Walter Benjamin har skrevet i sin syvende tese om historiebegrebet, at “Der findes ikke noget kulturdokument, der ikke samtidig dokumenterer barbari.” Det er nødvendigt at have denne refleksion med os i en ny forståelse af socialpolitikken. Men selvom der vil være barbariske levn fra fortiden, så kan fortiden også vise os konturerne til et bedre samfund. 

Et eksempel på at fortidens barbariske bagside lever videre selv i de nye, progressive og endda utopiske forslag til en ny samfundsorden, er K. K. Steinckes vigtige socialreform fra 1933 og dens retsprincip, som skulle afskaffe skøn og almisse. Steincke prøvede at afskaffe den vilkårlige, usaglige og retsløse behandling som man mødte i det traditionelle samfund, hvor der blev skelnet mellem værdigt og uværdigt trængende, om man var selvforskyldt og uforskyldt i sine problemer, og så videre. Steinckes socialreform var med til at afskaffe fattighjælpen og afvikle fattiggårdene. Men Steinckes gode socialpolitiske idéer havde den bagside, at han som tilhænger af eugenikken ville regulere befolkningen efter hvem der fordærvede racehygiejnen, da Steincke mente at det ville føre til stigende velfærdsbudgetter, hvis man ikke fik styr på antallet af handicappede, psykisk syge, promiskuøse kvinder og andre lignende grupper i samfundet. Under hans tid som minister institutionaliserede og steriliserede man dem, der ifølge eugenikken blev opfattet som “undermålerne” og arveligt degenererede, fordi de blev opfattet som en hindring for menneskeartens forbedring og fremskridt. 

Og selv med afskaffelsen af skønsprincippet i Steinckes socialreform var det nødvendigt at indse, at det at skønne i sagsbehandlingen var uundgåeligt. Derfor blev skønsprincippet også genindført og kodificeret med implementeringen af bistandsloven fra 1973, hvor sagsbehandlerne skulle skønne ud fra lovgivningen og socialjuraen. Bistandsloven var i teorien god. Men i praksis har vi set, at dens skønsprincip ikke længere virker, da fagligheden blandt sagsbehandlerne på jobcentrene og kommunerne er blevet dårligere og sagsbehandlerstanden er blevet det jeg vil kalde for “afspecialiseret” (som jeg delvist har hentet fra Guy Debords Kommentarer til det spektakulære samfund, 1988), fordi den faglige specialisering – og dermed kendskabet til og anvendelsen af lovgivningen – er blevet så undervurderet og ligegyldigt i sagsbehandlingen, at det fører til at der ikke bliver sagsoplyst og sagsbehandlet korrekt. Daværende formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, kritiserede i 2016 at flere sagsbehandlere mangler den socialfaglige baggrund som socialrådgiver eller socialformidler, som er nødvendig hvis man vil sagsbehandle borgernes sager efter loven. 

Vigtige og gode tiltag kan godt have en dyster bagside. Vi behøver ikke at fordømme de forældede idéer ud fra samtidens idealer, men i stedet være bevidste om det for netop at kunne reformere, forbedre og udbedre fejlene i systemet i dag – før vi gentager fortidens fejl. Den socialdemokratiske fremskridtsidé fremstiller den positive udvikling og fremskridtet som irreversibelt. Men, som den tyske begrebshistoriker Reinhart Koselleck har skrevet med henvisning til en sovjetisk joke, så ligger fremskridtet i horisonten, men horisonten flytter sig selvom vi kommer tættere på den. 

Det kan godt være, at hver dag bliver bedre, men hvis det kun er for nogle få og hvis man ikke fastholder de resultater som fremskridtet har medført, så vil fremskridtet ikke forbedre samfundet på længere sigt. Derfor skal man aldrig tro, at historiens slag er afsluttet, fordi i ny og næ bliver gamle idéer og kampe – eksempelvis hjemløsemarchen fra 1928 – taget op igen fra idéernes slagmark. Det vidste Benjamin og Koselleck, som begge mente at historiens tabere ikke havde kæmpet forgæves og at sammenfletningen af vores visioner og forventninger om fortid og fremtid hele tiden bliver brudt af nye erfaringer og fremstillinger af historien. Det utidige, usamtidige og uforløste opstår ofte i historiske sammenhænge, hvor en idé er blevet introduceret for tidligt eller for sent – den kan være alt for utidssvarende eller alt for tidssvarende. Ifølge Koselleck kan det godt være at sejrherrerne skriver historien, som Marx mente, men det er taberne der har mulighed for at reflektere over deres tab og dermed omskrive historien. Tabets og tabernes smertefulde erkendelse kendte Koselleck selv som tysker født i 1923, med fortællingerne om Tysklands ydmygende tab af magt og europæisk dominans efter Første Verdenskrig og sine egne erfaringer som krigsfange under Anden Verdenskrig. 

II. Mellem omsorg og straf: Et socialpolitisk paradigme 

Vi behøver heller  ikke at afskrive Vives’ idéer helt. Vives’ idéer var progressive og hans samtid under reformationen begyndte da også at indføre en offentlig skattekiste eller common chest, som var bystyrets kiste der blev brugt til fordeling af penge til de værdigt trængende fattige. Dermed fik det offentlige styre og de verdslig-sekulære myndigheder til opgave at forvalte den sociale hjælp, hvilket var revolutionerende, da det før dét var de gejstlig-kirkelige myndigheder der udførte fattigvæsenets funktioner og opgaver. 

I Danmark fik man sognekasserne og den enevældige Forordning om Betlere fra 24. september 1708 indførte en hjælp fra det offentlige til de værdigt trængende i form af frivillige gaver fra samfundets mæcener og honoratiores (æresborgere), nu hvor de fattige ikke længere måtte tigge, hvilket forordningen forbød. Forordningen fra 1708 var også vigtig, fordi den nuancerede sondringen mellem “ganske” og “delvist” uarbejdsdygtige, og tilbød offentlig forsørgelse til værdigt trængende, mens uværdigt trængende blev indespærret i tugt- og manufakturhuse. 

Der er stadig lang vej til den moderne velfærdsstat, da datidens fattigforsorgs socialpolitik bestod af uddelingen af almisser. Men velfærdsstatens paradoksale problem om omsorg og straf kan spores genealogisk tilbage til denne tids skisma. 

Med den enevældige Forordning om Betlere fra 5. maj 1683 er det klart, at staten godt kan se at den sociale armod udstiller regimets dårlige socialpolitik og ser det nødvendigt at skjule de fattige i tugthuse og lignende, hvis man altså ikke jagede dem væk fra byerne. Det er interessant at se, hvordan staten siden slutningen af 1600-tallets religiøse borgerkrige og den Westfalske freds indførelse af territorialstaten og de europæiske landegrænser begynder at gøre omsorg for befolkningen til et statsligt og offentligt anliggende. Populationen blev vigtig for suverænens biopolitiske sundhedsparadigme og idéen om, at den enevældige stats territorium er præget af sikkerhed og en befolkning, som ikke er hærget af krig, pest eller død. Det er ikke tilfældigt, som den italienske filosof og idéhistoriker Giorgio Agamben har bemærket i Leviathans Rätsel, at de eneste der er tilbage i byen på forsiden af Thomas Hobbes’ store statsretslige værk om overgangen fra naturtilstanden til samfundskontrakten, Leviathan, er to pestlæger. Pestlægen blev repræsentanten for den nye stat i den tidlige modernitet. Der opstår i 1600-tallet en slags merkantilistisk holdning ikke bare til økonomi og sundhed, men også sociale forhold, hvor man som statssuveræn begynder at se indad og udvikle sig som stat (i stedet for kun at ekspandere udadtil), og hvor man langsomt begynder at forvente at staten tager sig af sine borgere. Hvis ikke for den gode intention om at ville hjælpe fattige, så i det mindste fordi de fattige og den sociale armod afspejler og udstiller suverænitetens og suverænens egentlige afmagt – og dermed også frygten for folkets revolte. 

Den bagvedliggende intention bag statens kopernikanske vending inden for socialpolitikken er, at en død eller syg befolkning ikke kan være arbejdsdygtig og dermed ikke tjene staten og suverænen. For at man kunne blive ved med at presse den arbejdende befolkning, måtte man også give lidt hjælp, så den befolkning kunne holdes i live til deres arbejde. Den engelske samfundsreformator og socialingeniør Edwin Chadwick forbedrede i 1800-tallet de sanitære forhold i de engelske arbejdskvarterer, hvor man begyndte at lave kloakering, kanalisering, brolægning, og lignende, blandt andet for at undgå at øge fattighjælpen og fordi produktiviteten faldt på grund af svækkelsen af arbejderne og den høje dødelighed i arbejderkvartererne. Et lignende tilfælde så man i København med Lægeforeningens oprettelse af Brumleby i 1872, som man byggede for at give arbejderne egnede boligforhold som værn mod datidens koleraepidemi, der især blev spredt i arbejderkvartererne i Københavns baggårde, hvor man boede tæt og under dårlige sanitære forhold. 

Brumleby blev senere forbilledet for de almennyttige boliger. Forbedring af arbejdernes sundhed var nødvendigt for en arbejdsdygtig befolkning, som skulle producere de goder som har været med til at gøre vesten moderne. Denne historie om Chadwick, som jeg har hentet fra idéhistorikerne Lars-Henrik Schmidts og Jens Erik Kristensens værk Lys, luft og renlighed: Den moderne socialhygiejnes fødsel, forklarer, ligesom tilfældet med Brumleby, hvorfor der igennem historien har været et gensidigt vekselvirkningsforhold mellem omsorg og straf, når det kommer til behandlingen af fattige og når det kommer til fattigvæsenet, socialforsorgen, socialpolitikken, boligpolitikken, sundhedsskadelige boligforhold, boligslum, fattiggårde og beskæftigelsespolitik. I det mindste var Chadwick i modsætning til sine forgængere bevidst om folkesundheden, hvorimod socialpolitikkens mantra under reformationen og i Vives’ samtid var, at det eneste der kunne kurere det man opfattede som social og moralsk armod og dovenskab var arbejde. Mens denne tids socialpolitiske paradigme gik ud fra en idé om at Arbejde Adler med udgangspunkt i tvang, så er det socialpolitiske paradigme i dag mellem omsorg og straf mere subtilt ved at bruge forskellige styrings- og forvaltningsteknikker (det som Foucault kaldte gouvernementalité) som selvdisciplin, tvangfri tvang og motivering, som gør den enkelte i tvivl om de bliver manipuleret eller om deres straf er en omsorg for sig selv. 

Den danske exceptionalisme gør, at man ikke må kritisere de fejl, der svækker velfærdsstaten, fordi vi i Danmark opfatter os selv som verdens bedste land. Men reformismen – som er en forudsætning for fremskridt og velfærdsstaten, og som jeg selv er tilhænger af – kræver også kritik og eftertænksomhed for at forbedre vores system, for hele tiden at følge de oprindelige intentioner og formål med selvsamme system. Så måske skulle vi starte med at revidere og reformere den måde, vi tænker straffen ind i den sociale hjælp, som det offentlige tilbyder. Det betyder ikke at straffen fuldstændigt skal afskaffes, men den skal i hvert fald gentænkes. Lidt ligesom, da den italienske retsfilosof og jurist Cesare Beccaria skrev værket Om forbrydelse og straf for at skabe progressive forhold inden for strafferetten, retsplejen og fængselsvæsenet. Derfor spørger jeg: Vil vi have et samfund, hvor straffen opfattes som en hjælp og hjælpen som straf?

Søren Dahl Nielsen er samfundsdebattør, tidligere hjemløs og medstifter af Hjemløsemarchen og skal studere idéhistorie til næste år.

Scroll til toppen