Leder: Hvorfor ukronet?

Variation over Sapfo-buste. Illustration: Kasper Mikael Jacek / Foto: Public Domain

FOKUS: HVORFOR UKRONET?: Queens. Gennem årtusinder har dronninger siddet på tronen og udøvet en reel magt – selv i patriarkalske samfund. Historien gemmer dog på en lang række ukronede dronninger, der aldrig er blevet en del af den kollektive bevidsthed. I forbindelse med Golden Days’ festival sætter Baggrund ikke alene fokus på nogle af de kvinder, der formulerede radikale idéer om feminisme, brød med kønsstereotyper, forfattede filosofiske værker og skrev vild skønlitteratur, men også på de barrierer, de stødte på i deres sam- og eftertid.

Queens. Vi kender dem fra historiske malerier, glitrende magasiner og klassiske eventyr. Gennem årtusinder har dronninger siddet på tronen og udøvet en reel magt – selv i patriarkalske samfund – og deres navne er gennem historiebøgerne blevet overleveret til eftertidens nationer. Men hvad med dem, der er forblevet ukronede dronninger, dem, der har formuleret radikale idéer om feminisme, brudt kønsstereotyper ved at leve som udøvende kunstnere, forfattet filosofiske værker, som ikke er blevet foreviget for eftertiden, eller skrevet vild skønlitteratur under pseudonym?

I samarbejde med festivalen Golden Days vil Baggrund med vores onlineunivers “Hvorfor ukronet?” undersøge nogle af de kvinder, der i første omgang ikke blev tildelt en plads i den kollektive hukommelse. For hvem er det, der har skåret historien til, hvad kan det fortælle os om historieskrivning som praksis – og hvad kan vi lære af de glemte kvinders bedrifter? 

Læs, og vær med til at krone de ukronede, ved at dykke ned i arven efter Inger Merete Nordentoft, der brød normer som solomor og offentlig debattør i tiden, bliv bekendt med markante skikkelser som romantikkens glemte dronning, den islamiske feminismes frontkvinde Fatima Mernissi og en kvartet af kvindelige filosoffer i Oxford, gå på opdagelse i filosofiens disciplinære grænser og dets aktører eller nyde en lille bid af historien om Kvinden der samlede verden.
Desuden kan du møde Baggrunds Kasper Mikael Jacek i selskab med PhD-studerende Anna Cornelia Ploug og antropolog Vibe Nielsen på Københavns Hovedbibliotek onsdag d. 14. September fra kl. 19.00 til 20.30, hvor de i fællesskab vil diskutere vilkårene for kanondannelse, og hvordan man kan bedrive kanonkritik i praksis. For hvordan afkoloniserer man konkret et museumsrum, er det overhovedet muligt at omskrive den vestlige filosofikanon og hvordan gør man i det hele taget plads til historisk oversete personer?

Læs resten af artiklerne: HVORFOR UKRONET? – 2022

Scroll to Top