Calciopoli og fodboldens fernis
”Enten er vi alle skyldige eller også er vi alle uskyldige” udtalte præsidenten for Juventus, Luciano Moggi, efter afsløringerne af hans korrupte indblanding i italiensk fodbold. Johan Bolding Rasmussen ser nærmere på boldtrylleriet, der fortsat tiltrækker tilskuere i hobetal på trods af lækkede lydoptagelser, VAR og suspekte dommerpåsætninger.
Italiensk fodbold har aldrig været uskyldsren. Hverken spillet selv eller publikum er blevet skånet for skandaler og ulovligheder. Ikke desto mindre har spillet bjergtaget tilskuere weekend efter weekend og publikums vedholdenhed er på én gang udtryk for fodboldens funktion som identitetsmarkør og samtidig et symbol på dens fortryllende fascinationskraft.
I Calciopoli, italiensk fodbolds måske største skandale i nyere tid, udvalgte nogle af Italiens mest magtfulde mænd, hvem af objektivitetens betroede vogtere i form af dommerne, der skulle dømme hvilke kampe. Fra idéhistorikerens synspunkt kan Calciopoli først og fremmest ses som udtryk for en udvikling, hvor de processer, der både bestyrker og svækker sportens fortryllende væsen, blotlægges, når det økonomiske engagement øges, dommernes rolle tydeliggøres og en ekstern indflydelse på sporten i højere grad gør sig gældende. Skandalen er samtidig idéhistorisk interessant, fordi den understreger en historicitet i uskyldstabet, hvis resultat i dette tilfælde blev, at italiensk fodbolds allerede lettere krakelerede fernis slog større sprækker og affortryllelsen af spillet blev intensiveret.
Afsløringen af orkestreringen
I foråret 2006 bliver en række kompromitterende optagelser lækket til den italienske avis La Gazzetta dello Sport. Optagelserne stammer fra en række aflyttede telefonsamtaler, der påviser en klar sammenhæng mellem valget af dommere til den bedste italienske fodboldrække, Serie A, og ledende figurer fra flere af Italiens bedste fodboldklubber.
Pludselig blev det anskueliggjort, hvordan klubberne Fiorentina, Lazio, Reggina, Milan og ikke mindst Juventus havde påvirket sejre og nederlag ved at udvælge dommerne til egne og andre klubbers kampe. Selvom svindlen blev begået af flere klubber var strategen bag det hele præsidenten for Juventus, Luciano Moggi. At så mange klubber blev involveret illustrerer både ligaens efterstræbelsesværdige hæder, men også hvor store kræfter, der var i spil for at opretholde den fernis, som var blevet lagt over spillet og havde til formål at fortrylle de fodboldglade og -gale tilskuere weekend efter weekend.
Sagens uomgængelige hovedperson, Luciano Moggi, udtalte i efterdønningerne af sagens retslige efterspil, at ”enten er vi alle skyldige eller også er vi alle uskyldige” (“qui o sono tutti innocenti o tutti colpevoli”) og understregede hermed tvetydigheden i det uskyldstab, som italienske fodbold led, og tvetydigheden i selve afsløringen af skandalen: Enten bestod uskyldstabet i selve dét, at flere af ligaens klubber havde haft vægtig indflydelse på hvilke dommere, der skulle dømme hvilke kampe. Eller også bestod uskyldstabet i det læk af telefonaflytninger, der afslørede udåden og dermed åbenbarede, hvordan sporten var del af en udvikling præget af ekstern styring. Beslutningerne om hvilke dommere, der skulle dømme hvilke kampe, ydede formelt set ingen direkte indflydelse på spillerne, men på de formelle omstændigheder, der udgør spillets ramme. På den måde blev skandalens karakteristika en blotlæggelse af spillets styrende strukturer, og det blev tydeliggjort, hvordan spillet ikke længere blev afgjort af spillerne, men derimod af udefrakommende interesser. En ekstern orkestrering, der siden kun er taget til i styrke.
Udåden var samtidig et eksempel på det den nulevende filosof Leslie A. Howe, i sin artikel fra 2004 af samme navn, kalder ”gamesmanship”: hvor intet inden for sporten strider mod reglerne, men hvor eksterne handlinger i stedet yder indflydelse på sportens udfoldelse og dermed på sporten som helhed. Det afgørende i denne sammenhæng er derfor den hårfine balance imellem Moggis indflydelse på selve spillet og hans indflydelse på omstændighederne og rammen for spillet. Det udslagsgivende i begrebet om ”gamesmanship” er netop den gråzone, spilforstyrrelsen bevæger sig ind i, når dens indflydelse gør sig gældende på et mere systematisk plan. Den foregår netop ikke på selve fodboldbanen med de individuelle spilleres medvirken, idet der i Calciopoli ikke var tale om direkte bestikkelse af spillere. Der var derimod tale om et sindrigt system, hvor dommernes upartiskhed alligevel antog en subjektiv form, når nøje udvalgte dommere blev sat til at dømme specifikke kampe.
Fodbolden affortryllet
Ved afsløringen af Moggis dommerpåsætninger blev omstændighederne for spillet ændret så radikalt, at fortryllelsen ikke kunne opretholdes. Fodboldens fernis – der kan forstås som den facade af sportslig romantik, som sporten befinder sig bag, afskåret fra eksplicit udefrakommende styring og barske realiteter – krakelerede og idéen om sporten som uskyldsren forduftede. Denne uskyldsrenhed og fravær af fortryllelse kunne for sociologen Max Weber (1864-1920) forstås med begrebet ”affortryllelse”, der havde sin baggrund i den stadig større rationalisering af flere aspekter af menneskets liv i Vesten, der med udgangspunkt i en asketisk og specielt pietistisk dyds- og arbejdsetisk livsanskuelse ville resultere i en affortryllelse af verden. Denne længerevarende proces skyldtes blandt andet den vestlige befolknings stigende bemestring og kontrol af naturen, samt de administrative og bureaukratiske systemer til regulering af livet, der i stigende grad voksede frem i Webers samtid. Derudover var det også jagten på meningen, idealerne og værdierne bag denne rationalisering og effektivisering, der langsomt syntes at svinde.
Begrebet kan dog også bruges meningsfuldt som en diagnose af fodboldens langvarige udvikling, hvor Calciopoli-skandalen er et sigende eksempel på det uskyldstab og den affortryllelse, fodbolden i stadig stigende grad undergår. Afsløringen af de bagvedliggende mekanismers betydning for udfaldet af kampene i Serie A er et eksempel på den tiltagende affortryllelse af spillet, hvor omstændighederne for spillet – der burde træde i baggrunden – blev blotlagt og de eksternt rationaliserede processer kom til syne. Uagtet spillet på banen blev resultaterne af de enkelte kampe i højere grad afgjort væk fra banen. Når det på den måde ikke længere er muligt at lade sig fortrylle af spillet, kan idéen om sporten som uskyldsren og fortryllende ikke længere eksistere. Processen ender dog ikke med Calciopoli: Der findes stadig flere eklatante eksempler på fodboldens affortryllelse i alt fra gennemrationaliseringer af dommerkendelserne til den større økonomiske og politiske indflydelse, sporten er underlagt. Sidstnævnte er bedst eksemplificeret ved de forestående VM-mesterskaber i Qatar, hvor blandt andet avisen The Guardian har bekræftet uhyre kritisable sikkerhedsforhold for de migrantarbejdere, der er engagerede i stadionbyggerierne og udvidelsen af infrastrukturen. Samtidig vender både det internationale samfund og diverse magtfulde fodboldinstitutioner et blindt øje til de kritisable forhold, som Amnesty International har dokumenteret, at styrets kritikere i forvejen lever under. De gennemrationaliserede dommerkendelser – bedst eksemplificeret ved videodommer-tjenesten VAR – er endvidere eksempler på denne generelle tendens, hvor sportens omstændigheder og de omkringliggende processer og rammer, indenfor hvilke sportens mystik og fortryllelse kan eksistere, stjæler opmærksomheden.
Webers begreb om rationalisering indeholder derudover en etisk ambivalens, der kommer til udtryk i den kritik, Weber rettede imod livets affortryllelse og det bur af bureaukrati og procedurerationalitet, der sluttelig ville omkalfatre menneskets tilværelse. En kritik han udfoldede ved at påpege, at rationalisering, bureaukratisering og affortryllelse uomgængeligt ville resultere i tab af frihed og mangel på moralsk agens. Det er Moggis indflydelse på italiensk fodbold et sigende eksempel på.
Fodbolden demaskeret
Calciopoli markerer ikke et uomgængeligt og epokegørende element i fodboldhistorien, men afsløringerne skal nærmere forstås som udtryk for, at sport generelt bevæger sig i en retning mod stadig større affortryllelse. Med Calciopoli som udgangspunkt kan affortryllelsen forstås på to måder. Først og fremmest kan udviklingen beskues som led i en historisk proces, der er centreret omkring modernitetens affortryllelse. Derudover symboliserer Calciopoli en demaskering af sportens udvikling, hvor afsløringen af bedrageriet førte til et maskefald for sporten.
Sociologen Emile Durkheims (1858-1917) teorier om demaskering tog udgangspunkt i religion og samfund i slutningen af 1800-tallet, hvor han også så en udvikling mod mindre mystik og mere videnskab. For Durkheim var religion en ”individuelt optaget, kollektiv repræsentation af samfundet” og opfyldte på forskellig vis de eksistentielle behov mennesket ikke fik opfyldt i samfundet. Durkheim mente samtidig, at trosspørgsmålet indeholdt tilpas megen kompleksitet til, at religioner ikke blot kunne afskrives som værende falske, idet de var sande i deres egen ret. Den troendes forståelse af det hellige var, omend naiv så alligevel sand fra den troendes perspektiv, når der i troen kunne være en begribelse af noget helligt. På den måde blev religionens natur sand og markerede skellet mellem godt og ondt, samt helligt og profant, og kunne ikke uden videre blot erstattes af videnskaben. Durkheim gjorde endvidere opmærksom på, at selvom den virkelighedsopfattelse de traditionelle religioner var garant for, på sigt ville blive erstattet af en rationel videnskabelig viden, så ville der fortsat kunne findes forestillinger om og følelser for noget helligt. Altså kunne fortryllelsen til en vis grad opretholdes.
Parallellerne mellem Durkheims teorier om samfundet og religionens værdimæssige egenart og så den italienske fodboldkulturs forførende tiltrækning er besnærende at drage. Det interessante for denne idéhistoriske analyse af Calciopoli ligger dog først og fremmest i Durkheims teori om demaskeringen af det religiøse og mystiske. En analyse, der i høj grad tangerer Webers forståelse af verdens absolutte affortryllelse. På trods af visse sammenfald består vigtigheden for Durkheim dog i en bestandig tilstedeværelse af det mystiske, fortryllende og religiøse, på trods af den voksende grad af rationalisering og videnskabeliggørelse af verden.
Denne insisteren på tilstedeværelsen af noget religiøst og fortryllende lader sig her overføre på Calciopoli-skandalen og fodboldens udvikling i bredere forstand. Det kan med rette hævdes, at der i den stigende rationalisering alligevel bibeholdes en art fortryllelse, for tilskuerne strømmer stadig til stadionerne verden over for at blive bjergtaget af boldkunstnerne på banen. Calciopoli-skandalen fungerer som en håndgribelig demaskering af sporten, fordi den afdækker de affortryllende processer, som Moggi og de andre involverede klubbers dommerpåsætninger havde underlagt italiensk fodbold. Den konkrete demaskering bestod i lækkede telefonaflytninger, men på et mere abstrakt plan består den i også den rationalisering og videnskabeliggørelse fodbolden oplever, når den er underlagt en stigende økonomisk og politisk indflydelse, samt en øget teknologisering. Demaskeringen bliver altså en afsløring af sportens affortryllelse.
Fodboldens tiltrækningskraft og karakter kan i Calciopoli-skandalen forstås i en snæver religiøs forstand. Først og fremmest fordi demarkationen af godt og ondt også eksisterer i fodbolden (dog i en entydig konkurrencemæssig forståelse, hvor det er modstanderholdet, der repræsenterer det onde). Men samtidig også ved dommerens forsøg på opretholdelsen af en objektiv retfærdighed. Dernæst fremstår fodbolden også religiøs, når perspektivet for den troende og for tilskueren tillader dem at begribe det, der tilbedes og dyrkes, som noget helligt og fortryllende. Spørgsmålet bliver så, hvordan denne fortryllelse opretholdes trods demaskeringer som Calciopoli. Opretholdelsen sker netop i kraft af spillet, fordi der i dyrkelsen ligger en, i den troendes perspektiv, sand begribelse af noget helligt, på trods af videnskabeliggørelsen og rationaliseringen. Religion kan ifølge Durkheim ikke afskrives som falsk, blot fordi der gives – eller påtvinges – et videnskabeligt alternativt; fodbolden mister ikke sin fortryllende effekt på tilskueren blot fordi det afsløres i hvor høj grad, spillet har været eksternt styret. Fodboldens kompleksitet tillader en grad af fortryllelse i sin egen ret, selvom de lidet flatterende strukturer blotlægges og spillet gennemrationaliseres. I samme grad som forskelligartede religioner ikke vil kunne demaskeres entydigt for blot at blive erstattet af videnskaben, da repræsenterer Calciopoli ej heller en total affortryllelse af spillet, men nærmere et udtryk for den udvikling, sporten undergår. En udvikling, hvor tilstedeværelsen af mystik og fortryllelse må vige for økonomi og magt, idet sportens mere religiøse og fortryllende rationaler ofte overtrumfes af de kontrasterende politiske, økonomiske og videnskabelige. Netop det har den britiske sportsjournalist Barney Ronay reflekteret over sin klumme ”VAR fails the football test in more ways than we could have imagined”, der blev bragt i The Guardian den 13. juni 2018:
Fodbold presser sig selv til sine reglers grænser mere end nogen anden sport, når den løber an på konsekvente dommerkendelser for overhovedet at kunne fungere. Der er ingen objektiv sandhed i fodbold. I stedet er idéen at spille spillet lige til grænsen for, hvad der kan defineres som fodbold og hvad der ikke kan, en fortolkning af forskellige fysiske bevægelser, der afhænger af et sæt af deskriptive ord. Hvad der betegner gråzonen er en gråzone i sig selv. Områderne for diskussion er altid op til diskussion.
Netop heri kan affortryllelsen forstås, idet noget, der fungerer i kraft af det plastiske i regelomgangen, pludselig systematiseres og rationaliseres i en sådan grad, at intet længere er til forhandling, imens grænserne for spillets udfoldelse trækkes hårdt op og mystikken, uberegneligheden og alle spillets små regelomgange og -tildragelser forsvinder. Spillet bliver som resultat mere kontrolleret og styret af de omsiggribende processer, som udgør sportens rammer, når kampens lejlighedsvise både sportslige og emotionelle bølgeskvulp udjævnes og spændingen holdes på et lavpunkt, idet uforudsigeligheden forsvinder som resultat af konstante efterprøvelser og teknologiske dommerkonsultationer.
Calciopolis affortryllelse af fodbolden
Calciopoli-skandalen bliver idéhistorisk interessant, når fokus rettes mod sportens affortryllelse som en historisk udvikling, og når skandalen forstås i lyset af den pludselige demaskering og afsløring. Heri ligger den afgørende detalje for, hvordan affortryllelsen skal forstås: Afsløringen markerer en omstrukturering af vilkårene for sporten, idet spillet ikke længere er det udslagsgivende for sporten. I stedet gør de strukturerende systemer for sportens udfoldelse sig gældende på en helt ny måde. Affortryllelse tager sig på den måde ud på todelt vis, når den i en historisk kontekst er pludselig og derved demaskerer fodboldens mystik, men også når den er længerevarende og kendetegnende for en udvikling af spillets væsen frem til i dag. På den måde markerer Calciopoli det paradoksale i, at affortryllelsen både angår spillet uden for og inden for kridtstregerne. Endnu vigtigere er det dog, at paradokset også markeres ved, at Calciopoli ikke er enestående i sit udtryk for affortryllelsen af sporten; lækket af telefonaflytninger understreger blot det markante i afsløringen og i den fortsatte affortryllelse. Det skandaløse element i sporten er heller ikke nyt, så Calciopoli skal nærmere betragtes som udtryk for en generel tendens end som et epokegørende øjeblik i fodboldhistorien. En tendens, der udvikler sig fra fortryllelse og mystik til rationalitet og ydre indflydelse, karakteriseret ved blandt andet teknologiserede dommerkendelser og større økonomisk indblanding. Det paradoksale i sammenhængen mellem Calciopoli og fodboldens udvikling er nemlig, at selvom omstændighederne uden for spillet, det være sig ligastruktur, spillets regler eller forholdet til samfundet, i stigende grad rationaliseres, da kan meget inden for kridtstregerne, altså spillernes kamp om bolden, holdes mystisk og fortryllende.
Weber mente, at affortryllelsen ville resultere i, at flere ting blev forklarede og færre ting forblev mystiske. Det kan i høj grad siges at være tilfældet, når sporten renses for små regelovertrædelser og -tildragelser, som gerne skulle gå dommerens øjne forbi, men som sjældent går ubemærket hen på tilskuerrækkerne. Det er blandt andet dem, der karakteriserer fodbold og til stadighed opretholder dens mystik og fortryllelse. Den kreative omgang med reglerne inden for banen, som opretholder magien og uforudsigeligheden, forsvinder, når alle dommerkendelser hurtigt og sagligt kan efterprøves med teknologiske hjælpemidler. Sporten fanges i et bur af rationalitet og bureaukrati. Spillets illegitime intermezzi er tiltrækkende, når de foregår inden for banen, men frastødende udenfor banen. Calciopoli illustrerer, hvordan spillets interne logik med bevidste og spændingsopretholdende regelunddragelser også karakteriserer sportens rammer. Med den øgede økonomiske indflydelse og de gennemrationaliserede dommerkendelser er der pludselige tale om en modsatrettet bevægelse, hvor de oprindelige beføjelser og regler for spillets ydre rammer overføres på spillets indre logik: Den mystik og fortryllelse, som er indlejret i sportens logik, må vige for retfærdighed og sanktioner. Affortryllelsen balancerer altså på en knivsæg mellem irrationalitet og rationalitet, inden og uden for banen. Når spillets illegitime, og ofte også illegale, eksternt styrede omstændigheder blotlægges, da mister sporten sin uskyld og fodboldens fernis krakelerer.
Johan Bolding Rasmussen er stud.mag i idéhistorie på Aarhus Universitet og redaktør på Baggrund.