At surfe på Serres’ netværk. En meget kort introduktion til Michel Serres

“Der er ingen lige linje hos Verne, ikke én.”

Det samme kan siges om den franske filosof og videnskabshistoriker, Michel Serres (1930-2019), hvis skrift bugter og slår sig, bruser op og strømmer over. Citatet stammer fra Serres’ monografi Jouvences (1974) om den franske forfatter Jules Vernes værker præget af “store cirkler, meridianer, ellipser, loxodromer og kurver.” I den forstand udgør Jules Vernes litteratur en spejling af Serres’ filosofi: det bølgede, det elliptiske og det kurvede er nemlig essentielle kvaliteter ved (og erkendelsesformer for) filosoffens arbejde. At læse Serres kan derfor være en centrifugal oplevelse – det er ikke unormalt at gennemleve en mild søsyge eller svimmelhed første gang, man konfronteres med tænkerens vidtløftige arbejde. Mit første fornuftige råd er derfor, at du blot følger Serres’ tankestrøm og lader dig snurre rundt, før du prøver at finde hoved og hale i filosoffens malstrøm. Serres’ tænkning skvulper over disciplinære grænser, hans formål er ikke at bygge et velisoleret hus af filosofiske udsagn, men snarere at udfærdige en søvej mellem ellers afgrænsede landområder. Vi læser ikke Serres for på grov vis at udskære en del af filosofien, som vi kan copy-paste ind i for eksempel zoologien, biologien eller litteraturvidenskaben. Vi læser ikke Serres for at være på sikker grund, men for at dykke ned i komplekse spørgsmål. På mange måder er Serres en tænker, hvis tid er kommet. Til at starte med udgør hans tværdisciplinære tilgang og hans evne til at sætte lokale spørgsmål i et globalt perspektiv en rettesnor for, hvordan vi kan navigere i komplekse, multinationale problemstillinger som grøn omstilling. 

Serres er kendt for at have forudset større trends, før de blev sat på det intellektuelle landkort: Han var kritisk over for ‘den sproglige vending’ 20 år før, at kritiske røster begyndt at lyde i 1980’erne og 1990’erne, hans forståelse af ‘kvasiobjekter’ er fundamental for nyere objekt-orienteret filosofi og han var optaget af økologiske spørgsmål længe før økokritikkens voldsomme vækst i starten af det 21. århundrede. Det er derfor oplagt at forstå Serres’ tænkning som kimen til den moderne økofilosofi. På trods af, at han gik bort i 2019, har hans tanker aldrig været mere levende. I erkendelse af, at Serres’ filosofi er mere relevant end nogensinde, vil jeg i denne (meget) korte introduktion give et grundrids af tænkeren biografi, filosofi og intellektuelle aftryk.

Michel Serres bliver født i den sydvestfranske by Agen, år 1930, hvor hans far er pramdrager på den nærliggende flod, Garronne. Hans barndom og ungdom er stærkt farvet af vand, hav og skumsprøjt, og Serres betoner selv flere steder i forfatterskabet vandets vigtighed for hans intellektuelle udvikling. Det er derfor naturligt, at Serres som nittenårig starter på søfartsskolen École Navale i 1949. Efter sine sømandsstudier bliver Serres accepteret på den prestigiøse École Normale Supérieure i Paris, hvor han sammen med Jacques Derrida udgør én af blot fire filosofistuderende på årgang 1952. Da Serres er færdig med sin humanistiske eliteuddannelser, begynder han kuriøst nok at arbejde som søofficer i den franske flåde og bliver udstationeret i bl.a. Djibouti og Algeriet. Han vender dog tilbage til universitetet i 1960, hvor han bliver ansat i Clermont-Ferrand. Det er i de efterfølgende år, at Serres udvikler et tæt venskab med idéhistorikeren Michel Foucault, der også bestrider en stilling samme sted. Så da studenteroprøret går på sine højeste nagler i 1968 er det oplagt, at Foucault hverver Serres til filosofiafdelingen på det nyopstartede, radikale Centre universitaire expérimental de Vincennes, som skulle være en ny type mere fri akademisk institution. Serres’ virke på universitetet i Vincennes blev aldrig en succes: Filosoffens ‘apolitiske’, interdisciplinære filosofi var ikke à la mode, så han blev smidt ud af filosofiafdelingen og sat til at undervise i videnskabshistorie. 

Afsættet til Serres’ indflydelsesrige netværkstankegang, doktorafhandlingen Le Système de Leibniz et ses modèles mathématiques, udkommer også i 1968, men i forhold til kollega Foucaults hovedværk Les Mots et les choses (1966) og medstuderende Derridas De la grammatologie (1967) opnår det ingen større anerkendelse. Allerede i 1969 forlader Serres Vincennes og accepterer en stilling på Université Paris-Sorbonne (I), som han bestrider i omtrent 40 år. I 1990’erne og 2000’erne antager Serres en mere synlig rolle i det offentlige medielandskab og fra 2004 og frem til sin død optræder han i det ugentlige radioprogram Le Sens de l’info (da. Nyhedernes betydning), sendt på den nationale sendekanal France Info.

I perioden 1968-2019 udgiver Serres 69 bøger – mere end en bog om året i gennemsnit. Han tegner sig for et viltert filosofisk værk, der på tværs af adskilte vidensområder som litteraturvidenskab, datalogi, jura, matematik, lingvistik og religionshistorie behandler så forskellige emner som statuer, smartphones, parasitter, krig, engle, øjne, broer, Rom, Jules Verne, Gottfried Wilhelm Leibniz, William Turner, Émile Zola, Pierre-Simon Laplace og Auguste Comte. Der er noget encyklopædisk over forfatterskabet, der ofte søger at aftegne formelle ligheder (såkaldte ‘isomorfier’) mellem f.eks. billedkunst og fysik, litteratur og matematik, men sjældent interesserer sig for demaskeringer af én krystalklar betydning. Det sammenlignende og det strukturelle er i fokus hos nomaden, rejsen er målet hos Serres: Det er søruten mellem de ‘hårde’ og de ‘bløde’ videnskaber, der udgør forfatterens tænkning, ikke ankomsten til denne eller hin destination. Man kan se Serres’ tænkning som en kortlægning eller et geodætisk net over videnskabens landskaber.

Forfatterskabet fremstår derfor også som en cyklus: Hvert værk indeholder en mikrokosmisk del af Serres’ samlede filosofi og refererer tilbage til vidensnetværkets globale struktur. Serres monterer og videreudvikler flittigt sine tidligere begreber i efterfølgende værker, hvilket man kan se, hvis man sammenligner de senere værker som Le Mal propre (2008) og Temps des crises (2009) med tidligere som for eksempel Le Contrat naturel (1990) og La Légende des Anges (1993).

Når jeg afsætter plads til disse historiske, biografiske og kontekstuelle oplysninger om filosoffen Michel Serres, skyldes det flere gode grunde. For det første investerede han sig dybt i sin filosofi og trækker i den grad på egne oplevelser og minder. For det andet er havet og sømanden fundamentale epistemologiske metaforer for filosoffens arbejde. For det tredje var Serres en intellektuel nomade, der ikke passede i distinkte disciplinære kasser. For det fjerde har hans arbejde den brede offentlighed som målgruppe.

I Serres’ populære samtalebog, lavet sammen med antropologen og filosoffen Bruno Latour Éclaircissements (1992), forklarer han, at hans “mål ikke er at få ret for alt i verden, men snarere at skabe en global intuition, der er dybtgående og meningsfuld.” Hans tanke er dermed ikke økologisk i den restriktive forstand af ordet, hvor økologien privilegerer bestemte ‘naturlige’ produkter som træer, skove og dyr og bestemte spørgsmål som klimaforandringer eller havforsuring. Serres’ tanke udtrykker, hvad man kan kalde en ‘generel økologi’ i den forstand, at den ser verden som et sammensat, forbundet hele. Denne globale, generelle økologi, som ikke gør forskel på ‘natur’ og ‘kultur’, sammenvæver anekdoter, myter og fiktive narrativer med matematiske ligninger og litteraturvidenskabelig kritik, som protegéen Bruno Latour bemærker spøgende i selvsamme bog:

Hvorfor befinder vi os i løbet af en paragraf først hos romerne, så hos Jules Verne, så hos indoeuropæerne, og så, hopla, hos rumfærgen Challenger, før vi ender på Garonne-flodens bred? 

Citatet eksemplificerer Serres’ netværkstanke, hvor alt er forbundet: Verden er en kompleks tekstur uden centrum eller hierarki.

I mange af værker fra 00’erne – f.eks. Hominescence (2001) og Temps des crises (2009) -analyser Serres det posthumane menneske, som dukker op i årene efter Anden Verdenskrig, specifikt i 1960’erne. For Serres kendetegner denne periode en omvæltning, der kan måle sig med den neolitiske revolution for 11.700 år siden, hvor mennesket gik fra at være jæger-samlere til at blive agerdyrkere. Siden da har størstedelen af den vestlige menneskehed dyrket jorden. I den forstand har vi ifølge Serres levet i den neolitiske periode indtil 1960’erne. Alle andre historiske udviklinger fra antikken til moderniteten er ubetydelige i forhold til denne forandring. Når vi forlader landbruget, forlader vi nemlig også verden. Vores i-verden-væren ændres radikalt; det er “faktisk bedre at kalde det en i-lejligheds-væren, der er taget på ferie til Arkadien klædt i shorts,” som Serres skriver et sted.

Denne udvikling falder sammen med afgørende ændringer inden for transport, sundhed, demografi, forbindelser og konflikter: Flytransporten gør nationalstaterne til store byer, farmacien og lægevidenskaben udrydder bakterierne og sygdommene, vores levetid ændres dramatisk, alt imens den digitale revolution forandrer vores forhold til det topologiske rum og krigene ikke længere afgøres på mængden af fodsoldater (se Vietnamkrigen). Problemet er, at disse gennemgribende revolutioner ikke er blevet modsvaret af nye institutioner. Ifølge Serres er vores nuværende institutioner udtænkt og organiseret med udgangspunkt i en menneskehed, hvoraf et enormt flertal var bønder. I dette øjeblik opdager vi på paradoksal vis, at den udelukkede verden svarer igen. På trods af, at den moderne kontorarbejder udgør den første generation, der ikke er dybt afhængig af det lokale vejrs luner, så bliver det globale klima – aldrig relevant for livet i bondestenalderen – pludselig højrelevant.

I kraft af smeltende poler, stigende vandstande og tørkeperioder begynder verden at skrige. Tilsyneladende inspireret af Latours dialog med James Lovelocks Gaia-hypotese, udvikler Serres i 00’erne begrebet ‘Livsjorden.’ Det betegner summen af vand, luft, ild, jord, flora og fauna samt alle levende arter. For filosoffen er den vestlige civilisation bygget på den gradvise udelukkelse af denne verden: Videnskaberne har været med til at gøre Livsjorden til et umælende objekt, imens politikken – afledt af det græske ord for by, polis – kun beskæftiger sig med, hvad der er inden for bymurene. At vi nu befinder os i en situation, hvor verden trænger sig på igen og slår døren ned til polis, kalder Serres for indstiftelsen af ‘fetichens tidsalder’. Hvad Serres mener, når han siger, at verden er en fetich, er, at vi både afhænger af den, og at den afhænger os, som en magisk amulet, der er skabt af menneskehænder, men som har indflydelse på menneskets skæbne. Fetichens tidsalder kreerer en uhørt kompleksitet, hvor menneskesubjekterne objektiverer verden, imens verdenssubjektet (Livsjorden) objektiverer mennesket: Et møbiusbånd knyttes.

Ifølge Serres skyldes de nuværende økologiske kriser, at vores kultur og politik ikke tager hensyn til dette bånd af gensidig afhængighed. Vi må derfor grundlægge et nyt samfund. Da ingen nogensinde har startet et samfund uden en lovsamling, må begyndelsen på denne revolution tage udgangspunkt i en ny lov, ræsonnerer Serres. Det var projektet, som han søsatte i sit mest indflydelsesrige værk, Naturpagten fra 1990. For Serres, er loven essentiel, da den opløser dikotomierne mellem natur og kultur, videnskab og politik: Der er nemlig kontinuitet mellem naturens love og menneskets love, argumenterer han. I kontrast til filosoffen Jean-Jacques Rousseaus Samfundspagten (1762) – som Naturpagten naturligvis refererer til –, så mener Serres ikke, at civilsamfundet er grundlagt af den første mand, der indhegnede et stykke land og fik andre til at tro på, at der var noget, der hed ejendomsret. For Serres, er loven snarere grundlagt af det første dyr, der tissede på sin rede og dermed gjorde den til sin ‘egen’: Ejendomsretten begynder med urin. Lov og ret er dermed ikke udelukkende menneskelige fænomener. Man kan ikke se dem som produkter af det ‘menneskelige’ samfund – det ville være at abonnere på en natur-kulturdikotomi. Det er bl.a. derfor, at Serres er kritisk over for FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 – den indtænker ikke det mere-end-menneskelige.

Naturpagten fik en del kritik, da den udkom, for hvordan underskriver man egentlig en pagt med et objekt? Filosoffen Luc Ferrys kritik byggede på den præmis, at love og rettigheder udelukkende skal forstås metaforisk, når det drejer sig om den naturlige verden. Han så loven som en konventionel diskurs, der opstår ex nihilo i den menneskelige kultur, som altså ikke har skyggen af ‘naturlig oprindelse’. Ferrys kritik synes dog en kende misforstået: Serres’ pointe var aldrig, at ‘naturen’ som sådan skal skrive under, men at vi i kraft af de koder og interaktioner, som alle levende væsener udsender, kan lytte til naturen og indstifte en fredspagt med den. 

Denne pagt skal fremme et forhold, hvor verden aldrig mere kan være gods eller ejendom, “men for fremtiden er vor symbiotiske partner”, som Serres skriver i Naturpagten.Det er ikke blot en etisk forpligtelse over for Livsjorden, det er også en overlevelsesstrategi nødvendiggjort af den økologiske krise, som fører til “en vejgaffel: enten døden eller symbiosen-” Symbiosen mellem mennesket og verden kan kun blive forhandlet i en ny styreform, der ulig demokratiet ikke er funderet på de ‘politiske’ (i betydningen ‘bymæssige’) interesser: et såkaldt kosmokrati, der på formel vis inkorporerer den mere-end-menneskelige verden.

Et kosmokrati skal ernæres af den verdensomfattende institution, Serres i Biogée (2010) kalder WAFEL. WAFEL er en forkortelse for de engelske ord water, air, fire, earth og living og Serres’ bud på Livsjordens parlament. Kimen til idéen fik Serres bl.a. i kraft af sit møde med FN’s tidligere generalsekretær, egyptiske Boutros Boutros-Ghali. Han fortalte Serres, at det var umuligt at finde nogen i FN, der ville tale om klimaet eller verdenshavene, da politikerne kun havde tanke for deres respektive regeringers interesser. Serres mener derfor – og her bliver det især interessant i et nutidigt perspektiv –, at der ikke kan findes nogen mellemstatslige løsninger på miljømæssige problemstillinger. Internationale institutioner som FN er old news. De iscenesætter et nulsumsspil, der gør nationalregeringerne tilbøjelige til at varetage deres egne interesser på bekostning af andres. FN er en neolitisk institution, der udelukker verden, mens WAFEL er det nye verdensomfattende parlament, som indstifter en ‘postpolitisk’ politik. Et centralt spørgsmål står tilbage: Hvis ikke repræsentanter for verdens nationer skal tale i WAFEL, hvem skal så?

I Temps des crises (2009) giver Serres et svar på dette spørgsmål. Han mener kort sagt, at det er videnskabskvinder og -mænd, som skal tale på “vegne af tingene, taler deres sprog og tager ordet i WAFEL.” Selvom det kunne ligne det, er det ikke den platoniske idé om oplyste filosofkonger, som skal styre den uvidende masse, der er på spil her. Ifølge Serres skal de intellektuelle snarere være en slags vismænd, hvis berettigelse i WAFEL er betinget af, at de tager en ny form for hippokratisk ed, der indebærer, at de ikke “tjener nogle militære eller økonomiske interesser.” Denne ed skal sikre, at WAFEL forbliver et kosmokratisk parlament, hvor det ikke længere er det, Serres kalder ‘spillet med to deltagere’ – venstre mod højre, Republikanerne mod Demokraterne –, der dominerer, men snarere et trianguleret ‘spil med tre deltagere’, hvor verden står på lige fod med mennesket. 

En oplagt aftager af Serres’ tanker er den vidtberømte, desværre nyligt afdøde Bruno Latour. I hovedværket Vi har aldrig været moderne plæderede han for “et demokrati, der også udstrækkes til tingene.” Her er han tydeligt inspireret af Serres’ Naturpagten: Argumentet går nemlig på at lade tingene træde ind i den politiske verden ved at give dem plads til at formulere deres adfærd. Latour er desuden videnskabshistoriker som Serres, hans forskning er stærkt rundet af Serres’ netværkstanke – udtrykt i hans vidtberømte Aktør-netværksteori – og ligesom Serres er han én af de første betydningsfulde filosoffer fra anden halvdel af det 20. århundrede, der gør op med ‘den sproglige vending’ og udvikler en postlingvistisk filosofi: Interaktioner med ting er stadig reelle, selvom de er medieret igennem sproget. Både Serres og Latour ser Livsjorden eller Gaias skrig som det ultimative bevis på, at en postlingvistisk korrektion af vores syn på natur, videnskab og teknologi er nødvendigt. 

Serres såvel som Latour arbejder desuden med begrebet Antropocæn – den nye jordhistoriske tidsalder, hvor mennesket besidder en geomorfologisk styrke. Serres’ idé om verden som fetich – skabt af mennesket, skaber af mennesket – deler nemlig Antropocæn-tesens mest basale kendetegn: Mennesket bliver Jordens suveræne formere. Problemet med begrebet Antropocæn – påpeget bl.a. af cyborgfeministen Donna Haraway – er imidlertid, at det inkarnerer den tendens, det søger at kritisere: antropocentrisme. I kontrast hertil illustrerer begreberne ‘verden som fetich’ og Gaia, at der er en gensidig udveksling på spil: Verden former mennesket lige så meget, som mennesket former verden. Serres og Latour er desuden enige om, at Antropocæn-tesen peger på, at vi har behov for nye institutioner: om det så er WAFEL eller et ‘parlament af ting’. 

Serres’ tænkning giver os flere velfunderede, men også ret radikale rettesnore for, hvordan vi kan orientere os politisk, institutionelt og juridisk for at afhjælpe nuværende økokriser som klimaforandringerne. Det er bare om at logge på forfatterskabets net af værker og surfe løs. I ønskes hermed god tur!

Sebastian Egholm Lund er Ph.d.-studerende på Institut for Kommunikation og Kultur – Afdeling for Litteraturhistorie og Retorik