Den nye stjerne

I år er det 450 år siden, at Tycho Brahe gjorde en banebrydende opdagelse, der ændrede vores opfattelse af universet. Efter aftensmaden den 11. november 1572 gik Brahe ud og kiggede op på nattehimlen, hvor han så noget vildt og uventet. Højt oppe på himlen omkring stjernebilledet Cassiopeia så han en ny stjerne.

Stjernen lyste kraftigt – så kraftigt, at den i november det år kunne ses om dagen! Derefter lyste den med samme intensitet som planeten Venus. Farven skiftede gradvist, og den forsvandt i foråret 1574.

Tycho Brahe observerede, regnede og tænkte. I maj år 1573 udgav han bogen De Stella Nova, ”Den Nye Stjerne”. Titlen viser, at Brahe ikke var i tvivl om, hvad han havde set; en ny stjerne. Han fremlagde beviser for, at det nye fænomen lå længere væk end månen og måtte være et sandt himmelfænomen. Konklusionen i Stella Nova blev, at Gud havde skabt et under, og at himmelrummet var foranderligt ligesom det jordiske rige.

Og hvad så? Ja, ikke alle var enige med Brahe, og i de følgende årtier var der strid blandt europæiske astronomer. Nogle mente, at de kunne påvise en parallakse for stjernen, hvilket i korte træk betød, at stjernen måtte være tættere på Jorden end Brahe mente. Andre påstod, at stjernen altid havde været der, men at forandringer i atmosfæren gjorde den meget tydeligere – hvilket må betragtes som en lappeløsning for den etablerede teori.

Brahes påstand gik nemlig imod både tradition og antikkens videnskabelige arv. Det var en udbredt europæisk idé, at uden for månens sfære omkring Jorden var alt uforanderligt. Derfor burde der ikke opstå nye stjerner som Brahes. Men Brahe holdt fast og afviste påvisningen af en parallakse som instrumentfejl, det vil sige en fejl i andres observationer.

Over tid blev astronomer overbeviste om, at Brahe havde ret, og at himmelrummet ikke var uforanderligt. I 1604 kom der også en ny stjerne i stjernebilledet Slangen, hvilket store astronomer som Johannes Kepler og Galileo Galilei klart erkendte som netop en stjerne.

Et univers i forandring

På en måde tog både Brahe, Kepler og Galilei fejl. Universet forandrer sig ganske vist, men det, de havde observeret, var ikke nye stjerner, men stjerner der ”døde” – slukkede – og forsvandt. Når stjerner dør, kan det ske i kæmpemæssige eksplosioner kaldet supernovaer.

I dag ved vi, at stjerner, planeter og galakser – ja, faktisk hele universet – har en historie. Det har udviklet og forandret sig siden Big Bang for godt 13,9 mia. år siden. Det havde Brahe og de andre ikke forudsætningerne for at vide, så de er selvfølgelig undskyldt. Men den nye stjerne fra 11. november 1572 var altså ikke en ny stjerne, men en gammel stjerne, der slukkede med et brag. En supernova.

Faktisk var Brahes observation af den døende stjerne heller ikke uden historisk fortilfælde. Supernovaen fra 1572, kaldet SN 1572, er ikke den første rapporterede supernova eller nye stjerne.

Allerede i 1006 blev en supernova observeret i Kina, og i 1054 var der lignende observationer fra både Kina og Japan. Kinesisk tænkning, modsat europæisk, havde dog ikke et dogme om himlens uforanderlighed. De observerede derfor det særlige fænomen, men tilskrev det ikke nogen større astronomisk betydning.

Videnskabsøen Hven

Brahes opdagelse gjorde ham berømt i Europa, og den danske Kong Frederik II gav Brahe øen Hven i len i år 1576. Her fik Brahe opført Uraniborg og siden Stjerneborg, som udviklede sig til forskningsinstitutioner af internationalt format. Besøgende kunne opleve tidens mest avancerede astronomiske instrumenter, laboratorier med alkymiske ovne og haver med eksotiske planter.

Hven var dog bemærkelsesværdig af flere grunde. Her skabte Brahe et hybridt, socialt rum, hvor forskellige sociale klasser og køn kunne udveksle videnskabelige idéer. I årene 1588-1597 besøgte eksempelvis Sophie Brahe, Brahes søster, Hven adskillige gange, og hun indgik i Hvens sociale og videnskabelige netværk. Det vigtige for Tycho Brahe var evner og ikke titel, og her mente han Sophies evner oversteg mange andres.

Brahe var dog ikke kun pioner, men også konservativ. Til en fest på Hven spurgte alkymisten Erik Lange ind til Brahes holdninger til de verserende verdensbilleder. Lange hentydede til antikkens ”overflødige og klodsede” system med Jorden i centrum og det ”absurde” heliocentrerede, udgivet af Nikolaus Kopernikus i 1543, hvor solen er centrum med Jorden som en hvirlende planet.

Brahe greb et stykke kridt og skitserede systemerne på bordet foran dem. Han udpegede deres ”urimeligheder” og tegnede i stedet en tredje hypotese – sin egen. Brahe satte Jorden i universets midte, mens Solen er i kredsløb om jorden og planeterne kredser om Solen. En ganske forkert idé, men et forslag, som trak på aristotelisk naturfilosofi, vandt opbakning i kirken og støttede sig til uhørt præcise observationer.

De præcise observationer er i høj grad Brahes videnskabelige eftermæle. Han indså som den første, at astronomiens fremskridt krævede nye observationer og en bedre målenøjagtighed. Derfor opgav han fortidens målinger, der havde været autoritative hidtil, og forsøgte at genopbygge astronomien.

I godt 20 år dannede Hven rammen for en omkalfatring af tidens astronomi. Brahes og hans mange assistenters arbejde bar frugt og resulterede i en hidtil ukendt nøjagtighed. De nye observationer havde en nøjagtighed af samme størrelsesorden som øjets opløsningsevne. Brahes resultater kunne praktisk talt ikke blive bedre, da kikkerten først blev opfundet efter hans død i 1601.

Tycho Brahe-dage

Brahe var en stor astronom og måske en lidt for stor personlighed. På Hven beskyldte han en assistent for dovenskab, han trak hårde veksler på øens arbejdskraft og måtte forlade Danmark i år 1597 efter en pinlig strid med den 20-årige Kong Christian IV. Hermed sluttede en epoke i dansk astronomihistorie, hvis resultater blev studeret af både Kepler, Ole Rømer og Isaac Newton.

Brahe endte som hofastronom for kejser Rudolf II i Prag. Historien går, at Brahe lavede et horoskop over uheldige dage – de såkaldte Tycho Brahe-dage – men vi har ingen beviser for det. Brahe har dog arbejdet med astrologi og eksempelvis lagt et horoskop for Christian IV.

Men Brahe var uheldig i Prag, hvor han døde under mystiske omstændigheder i år 1601 kort tid efter en festlig oktoberaften. Spekulationerne har været markante: Var det kejseren, der forgiftede ham – eller Kepler, hans nye assistent? Andre mente, mindre dramatisk, at det måske var vandladningsproblemer.

Efter 300 år blev Brahe gravet op i år 1901, og analyser af ham fandt dødelige mængder af kviksølv. Det var stadig muligt, at han var blevet forgiftet. På Hven havde han dog arbejdet med farmaci, så det kunne også være selvmedicinering med et kviksølvholdigt lægemiddel.

I 2010 blev graven åbnet igen, og nye analyser affejede forklaringen om kviksølvsforgiftning. Siden har Brahe haft gravfred i Týnkirken i Prag, hvor han blev begravet første gang d. 4. november år 1601. Dødsårsagen er endnu uvis, men pilen peger på uheldige dage med urinvejsproblemer.

Brahe, Hven og videnskabshistorie

Videnskabens historie er en hybrid, hvor umiddelbart inkommensurable ordener blander sig og kun gradvist forsvinder. I Brahes historie er det fortællingen om, hvordan en ny stjerne nok udfordrede universets uforanderlighed, men ikke hele Brahes aristotelisk-fysiske tænkning.

Det viser sig i Brahes blandingssystem, det geo-heliocentriske verdensbillede, hvor elementer fra antikken forenes med nye kopernikanske tanker og præcise observationer. Nok kunne planeterne kredse om Solen, men at Jorden skulle hvirvle rundt var alligevel for absurd.

Endelig er Brahes Hven (endnu) en anledning til at se de teknikere, assistenter og aktører som Sofie Brahe, der deltog i tidens videnskabelige virke, men som let bliver usynlige i store fortællinger om store personligheders store bedrifter og uheldige dage.

Marcus Lee Naldal er Cand.scient. i Videnskabsstudier og bachelor i Idéhistorie fra Aarhus Universitet.