Katastrofetanker

En katastrofe, en ulykke, ødelæggende for den danske kultur. Siden det i slutningen af september blev annonceret, at Aarhus Universitet som led i en spareplan nedlægger undervisningen i norrønt sprog, har det ikke skortet på advarsler fra forskere og lederskribenter i de danske dagblade. Dem vil jeg nu sætte under lup, for er der én ting, jeg som idéhistoriker har lært ved at følge det nu nedlagte kursus, er det, at frygten for at miste det norrøne sprog er lige så gammel som sproget selv og en fantastisk frugtbar kilde til, hvordan man på et givet tidspunkt har forholdt sig til fortiden og fremtiden. Så læs med for at blive klogere på, hvad det er for en 800 år gammel tradition, de skriver sig ind i, og hvad deres frygt fortæller om vores fortidsbrug og historiesyn den dag i dag.

En af de absolut vigtigste kilder til den nordiske mytologi, som de aarhusianske forskere frygter at blive afskåret fra, er Snorris Edda. Det er en håndbog i skjaldedigtning, der traditionelt tilskrives den islandske politiker og poet Snorri Sturluson (1179-1241) og som systematisk præsenterer unge skjaldespirer for nordiske myter. Det gjorde han for at give kontekst til en særlig slags metaforer – de såkaldte kenninger – som han så var på vej i glemmebogen.

Skjaldedigtning er en genre, der går tilbage til 800-tallet, og som har været koncentreret om konger og stormænds hof, hvor skjalde har fremført hyldestdigte for deres herrer i et billedsprog, der ikke bare beskriver deres sejrer, men også skriver dem ind i en større historisk og kosmologisk ramme. Her hed det sig ikke, at en stormand vandt et slag eller plyndrede masser af guld, men at han sejrede i Yggs storm og fik fingrene i vand fra Frejas øjne.  Digtene forudsatte altså, at publikum vidste, at Ygg er et andet navn for Odin og at denne var krigens gud, og at Freja ifølge fortællingerne græd tårer af guld – men den viden var ikke længere en selvfølge på Snorris tid. Da havde Island nemlig været kristent i over 200 år, og de gamle guders gøren og laden sad ikke længere på rygraden, hvorfor det gamle billedsprog blev sværere at tyde og bruge.

For Snorri betød det, at hans samtid risikerede at lukke sig om sig selv, at dens forbindelse til fortiden og fremtiden hang i en tynd tråd. Uden kendskab til det gamle billedsprog ville den nemlig både blive afskåret fra at forstå de historiske personer og begivenheder, der er beskrevet deri, og selv få sværere ved at blive husket for fremtiden. For som han forklarer i indledningen til et af hans andre værker, den såkaldte ”særskilte” Sankt Olafs Saga, er de ord, som står på digteriske vers, de samme, som de var oprindeligt, hvis de er fremsagt rigtigt, selvom hver mand siden har måttet lære dem fra andre, og kan derfor ikke ændres.” Med andre ord fungerer det norrøne billedsprog som en tidskapsel, der ved hjælp af fortidens former overbringer samtidens minder til fremtiden på en måde, der gør dem nærværende for dem; i fremførelsesøjeblikket ser man ikke tilbage på fortiden, men gør den levende nu og her.

***

Det liv, som Snorri med sin Edda fik pustet i skjaldedigtningen, døde endegyldigt i det 14. århundrede, men han blev ikke glemt af dén grund. Det har han en lang række renæssancesamlere at takke for, blandt andre den islandske præst, latinskoleinspektør og ivrige håndskriftsamler og -oversætter Arngrímur Jónsson (1568-1648). Når han ikke sad med hovedet begravet i håndskrifterne, betragtede han sin egen samtid og gruede for, at den ville vrage det velbevarede islandske sprog til fordel for nye, smarte danske og tyske gloser og med tiden blive afskåret fra den dybe historie, som sproget giver adgang til.

I sin bog om Islands historie, Crymogæa (1609), forklarer Arngrímur, hvordan islændingene er det eneste folk, der har bevaret det gamle norrøne sprog ”aldeles uforandret.” Han illustrerer samtidig, hvor stor en historisk ressource de dermed sidder på, idet han via en fonetisk forbindelse mellem det norrøne bogstav þ [thorn] og det hebraiske bogstav ת [tav] finder frem til, at kanaanæerne efter at være blevet fordrevet fra det forjættede land vandrede nordpå, hvor de slog sig ned og blev kendt som jætter og senere gotere og grundlagde de nordiske nationer.

For Arngrímur er denne viden ikke bare vigtig i forhold til at kende og være stolt at sit ophav. Den er også alfa og omega, hvis man vil forså, hvordan man skal gebærde sig fremadrettet og undgå at komme på kant med Gud. For som han forklarer i indledningen til bogen, har han skrevet Islands historie, for at hans landsmænd kan reflektere over ”hvem vi er, og hvem vi har været, siden vi er blevet delagtige i den evige frelse i stedet for fordømte hedninger, så vi kan opføre os sådan overfor Gud, at han ikke skulle få brug for at fortryde sine gode gerninger, som dengang han klagede over menneskene og påkaldte sig syndflodens frygtelige straf med uhæmmet ondskab.”

Historiens gang er for Arngrímur styret af Gud, og noget man som menneske skal tage ved lære af; for nok er Guds veje uransagelige, men årtusinders kontante afregninger hjælper unægtelig til at danne et billede af hans præferencer og ømme punkter, som mennesket kan navigere ud fra – og det er dét billede, der sættes på spil, når islændingene flirter med fremmede sprog. Lader de deres sprog forurene med fremmede ord, vil dets historiske spor blive visket væk og kapitler af deres historie blive lagt mørke, hvormed de vil skulle famle sig mere frem og være i større fare for at træde forkert – hvad der i sidste ende kan bringe en syndflod over menneskene igen.

***

Spoler man halvandet hundrede år frem i tiden, er Arngrímurs frygt blevet en realitet, men Gud er skrevet ud af ligningen – i hvert fald hvis man spørger den islandske digter og naturhistoriker Eggert Ólafsson (1726-1768). I 1752 rejste han på Kong Frederik den 5.’s befaling til sin fødeø – dengang under dansk krone – for at indsamle viden om dens geografiske, sociale og økonomiske forhold, der skulle tjene til at forbedre befolkningens levevilkår, der efter år med epidemier, vulkanudbrud og hungersnød havde ramt et historisk lavpunkt. Et af de forhold, han skriver mest ivrigt om i sine rejseberetninger Reise igiennem Island, udgivet posthumt i 1772, og som han kommer med en direkte opfordring til den danske konge om at udbedre, er det islandske sprog. Det har, mener han, bevæget sig alt for langt fra det norrøne udgangspunkt og bærer dermed en del af skylden for, at hans samtid ikke nyder samme ”Velstand [som] i forrige tider”, men nu tværtimod finder sig ”trykket af Armod, og anden Elændighed”.

”Naar Sproget forandres”, forklarer han, ”begynde Sæderne sædvanlig at vanslægtes; thi idet visse Ord og Navne komme ud af Hukommelsen, forglemmes ogsaa de Ting, som med Samme Ord ere blevne betegnede.” En af de ting var i Island, hvordan jorden blev dyrket. Ønskede man – som den danske konge gjorde – at skabe agrare fremskridt, gik vejen derfor ikke gennem nye opfindelser og best practice fra andre lande, men gennem Islands egne hjemlige kilder, som man måtte rense sproget for at forstå. For Eggert var det norrøne sprog altså ikke bare nøglen til fortiden, men også til en bedre fremtid, som ikke gik gennem Gud, men som det i Oplysningens ånd var op til mennesket at skabe for sig selv.

***

Fra at synke i glemsel til at blive ramt af Guds vrede og glemme hvordan man klarer sig godt på kolde breddegrader. Frygten for at miste det norrøne sprog har taget mange former i tidens løb. Men selvom der er en verden(sopfattelse) til forskel fra Arngrímurs gudsstyrede historie til Eggerts menneskeskabte fremskridt og Snorris fokus på, hvad man vil huske, fremfor hvad der vil ske, har skrækscenarierne dét til fælles, at de forudsætter, at man uden sprogkundskaber vil tabe fortiden af syne. Det lader ikke at være bekymringen i dag. Snarere tværtimod. Flere forskere og skribenter peger på paradokset i, at norrønundervisningen nedlægges i en tid, hvor det vrimler med vikinger, og hvor vi forbruger fortiden som aldrig før.

”Med romaner, tv-serier og film, der tager udgangspunkt i vikingernes verden, er den populære interesse stor. Men den kan ikke stå alene”, bemærker Informations Bodil Skovgaard Nielsen i sin leder den 13. oktober sidste år. Og for lektor i historie ved Aarhus Universitet, Richard Cole, hersker der ingen tvivl om, at mange danskere vil ”fortsætte med at få runetatoveringer og bekende deres kærlighed til vikingearven”. Det skriver han i et indlæg på lingoblog.dk den 4. oktober og tilføjer: ”men ingen vil faktisk kunne læse runer eller sagaer eller mytologiske tekster. Hvem ved, måske bliver de lykkeligere på denne måde? Med oldnordisk væk fra universiteterne vil folk være frie til at nyde deres personlige fantasier om, hvad det vil sige at være viking uden at blive bekymret over, hvad kilderne til vikingetiden faktisk siger.”

Det, de frygter, er ikke, at fortiden forsvinder af syne, men at vores syn på den bliver forvrænget og fragmenteret og risikerer at blive spændt for alskens vogne. Hvor fortiden af Arngrímur og Eggert blev set som en ressource, sproget kunne forløse, bliver den i dag forbundet med en risiko, som sproget skal holde i skak ved at kontekstualisere den og holde vores forestillinger om vikingerne op på det, de selv har sagt. Og hvor Snorri forsøgte at genoplive det norrøne billedsprog for at redde en erindringspraksis, der gjorde fortiden nærværende i samtiden, synes debattørerne i dag snarere at frygte tabet af sproget som noget, der holder den på behørig afstand ved at situere vikingerne i deres egen tid.

På den måde illustrerer den nærværende norrøndebat meget godt, hvad den tyske litteraturkritiker og filosof Hans Ulrich Gumbrecht (1948-) mener, at der er sket med vores historieforståelse i de seneste år. For selvom mange begræder tabet af fortiden, skriver han i Unsere breite Gegenwart (2010), er den virkelige udfordring, ”at vi ikke længere formår at lægge fortiden bag os. Fremfor at miste forbindelsen med fortiden som noget, vi kan orientere os efter, bliver nutiden oversvømmet med fortider.” For at blive i dette billede kan man sige, at skrækscenariet i dag er, at Aarhus Universitet nedlægger et af de sidste diger, der holder vikingeflåder fra at skylle ind over os på kaotiske vandmasser, som vi hverken kan finde hoved, hale eller os selv i.

Arendse Wenzel Måge er cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab.