Dødens Triumf. Benito Mussolini læser corona-pandemien

BOGUDDRAG | Aldrig er fascisme blevet googlet så intensivt som i forsommeren 2020, hvor der verden over blev iværksat statslige tiltag mod coronapandemien. Men hvordan ville coronapandemien – og håndteringen af den – egentlig se ud i en fascistisk fortolkningsramme? Hvordan ville Benito Mussolini læse coronapandemien? På treårsdagen for nedlukningen af Danmark, d. 11. marts 2020, bringer vi et uddrag fra vores kommende bog Pandemi! Idéhistorien læser corona, hvor 13 forskere giver deres bud på, hvordan én idéhistorisk tænker kunne have tolket coronapandemien. Bogen kan bestilles i vores webshop.

Dette kapitel er færdiggjort i december 2021

Benito Mussolini (1883-1945) er en af det 20. århundredes mest berygtede politiske ledere. I kølvandet på Første Verdenskrigs rædsler skabte han fascismen og ledede med diktatorisk magt Italien fra 1922 til 1943. Hans idéer spredte sig til store dele af verden og dannede præcedens for blandt andet Adolf Hitlers Nazityskland. Fascismen er blevet kendt som en totalitær, voldelig og ekstrem nationalistisk ideologi, der kæmper mod frihed, lighed, tolerance og solidaritet, og selvom alt dette er indeholdende i fascismen, er fascismens vision mere omfattende end som så. Mussolini havde en fortid som journalist og var en ihærdig skribent, men store dele af fascismens teoretiske tankegods er nedfældet af allierede italienske filosoffer og kunstnere blandt andet Giovanni Gentile og Filippo Tommaso Marinetti. 

I de fugtige pontinske sumpe syd for Rom trivedes malaria i årtusinder. Lige indtil Mussolini kom til magten. På blot ti år drænede hans fascistiske regime sumpene, udraderede malaria som sundhedstrussel og etablerede nye byer i sumpenes sted. Bekæmpelsen af malaria blev iscenesat som et fascistisk praleprojekt og blev et ikonisk eksempel på den fascistiske stats styrke. Heri ligger kernen af den italienske fascisme: en totalitaristisk, nationalistisk ideologi, der sigter efter at styre statsapparatet og med det sagt alt indenfor staten – hvert et tandhjul, hver en borger skal bære fascismen i sig og være et ekko af det fascistiske motto “tro, adlyd, kæmp.”^[1] Nok fremmede dræningen af de pontinske sumpe folkesundheden og produktiviteten, men den var først og fremmest en styrkelse af den fascistiske stat. 

Mussolini har ikke haft mulighed for at bevidne coronapandemiens rasen, men flere kritikere af coronahåndteringen har set Mussolinis arv i nutidig politik. Således anklagede storiværksætteren og mangemilliardæren Elon Musk den amerikanske nedlukning for at være fascistisk,^[2] ligesom danske demonstrationer arrangeret af blandt andet Folkepartiet Jorden Frihed Kundskab viste sin uvilje mod den danske regerings såkaldt fascistiske coronahåndtering.^[3] Kritikken af coronahåndteringen som fascistisk bærer præg af at være netop en kritik snarere end en analyse. Fascismebegrebet har været brugt som moralsk delegitimering blandt kritikere af den konkrete coronahåndtering. Særligt tre elementer af den aktuelle coronahåndtering har fremkaldt påstande om tyrannisk og fascistisk magtanvendelse: nationalistiske tiltag, den stærke stats begrænsning af personlig frihed samt magtmæssig enerådighed og ugennemsigtighed. 

Fascismens begrebsramme er omfangsrig og kompleks, men må først og fremmest forstås som totalitarisme. Mussolini bedyrede: “Alt i staten, intet udenfor staten, intet imod staten.”^[4] Med denne definition vil dette kapitel i det følgende reflektere over fascismekritikken og desuden fremlægge, hvordan fascismens artikulation af konflikten mellem natur og menneske bidrager til at forstå den konkrete coronahåndtering. 

Nationalisme og formynderi

Under pandemien er statsgrænser blevet lukket for at sørge for, at virussen ikke blev blind passager hos turister og forretningsrejsende. Selvom WHO er en verdensomspændende organisation, har sundhedspolitik typisk været et nationalt anliggende. Hverken FN, EU eller andre internationale organisationer havde ved pandemiens begyndelse mandat til at føre sundhedspolitik på de enkelte landes vegne, og det betød, at hvert land måtte finde sin egen løsning. Bilaterale rejseaftaler er blevet etableret udenom eksisterende aftaler om fri bevægelighed, og fænomenet vaccinenationalisme risikerer at bremse udbredelsen af en global vaccineudrulning af hensyn til landenes egeninteresse.^[5] Coronavirussen er ligeglad, om dens vært er tysker eller franskmand, men menneskeheden har bekæmpet den på nationalt niveau eller sågar på lokalt niveau, som vi har set det i Danmark med sogne- og bynedlukninger. Verdensborgeren har haft trange kår, siden virussen begyndte at sprede sig, og samtidig har nationalstaten fået en renæssance. Verdenskortet er blevet gendikteret ud fra, hvilke lande, der opførte sig mest forsvarligt og forsigtigt. Virussens udspring, Wuhan i Kina, har fået højreorienterede aktører såsom den amerikanske præsident Trump til at benævne virussen som “The Chinese Virus.” Skillelinjen mellem os og omverdenen er blevet klarere, og det har medført en formentlig upåagtet nationalisme, som i en fascistisk kontekst fremstår hjemmevant. Men hvor nationalismen er et biprodukt af coronahåndteringen, er den for fascismen et mål i sig selv. De nationalistiske tiltag er tilsyneladende begrundet i konkrete sundhedsmæssige risici, og nationalismen er derfor blevet en sidegevinst eller bivirkning ved coronapandemien, afhængigt af øjnene der ser. For fascisterne er understregningen af de nationale grænser et mål i sig selv, da det bidrager til at underbygge statens homogenitet. 

Nationalismen er en del af fascismens ideologiske apparat, og det samme er tiljublingen af en stærk stat. Derfor har beskyldninger om fascisme regnet ned over alverdens statsledere i takt med, at staterne, de står i spidsen for, har beordret spærretid, grænselukning, maskepåbud, testkrav eller for den sags skyld har flirtet med tanken om tvangsvaccination eller forsamlingsforbud – alt sammen redskaber, som en fascistisk leder ikke ville tøve med at benytte. Det er en del af kernen i fascistisk ideologi, at staten dominerer befolkningens hverdag, men det er uvant for fascismen at lade samfundet præge af frygt. I det fascistiske følelsesregister er frygt en forbudt følelse, der er forbundet med fejhed. Lige så vel som med de nationalistiske tiltag, ophører sammenfaldene mellem egentlig fascisme og den førte politik, i det øjeblik bevæggrundene for at indføre politikken bringes i spil. Den stærke stats spil med musklerne har ikke på fascistisk vis været begrundet i statens ret eller moralske pligt til at indskrænke befolkningens frihed, men har derimod været installeret undtagelsesvis og begrundet med en ekstraordinær og ustyrlig sundhedskrise. 

Endelig er der blevet sat spørgsmålstegn ved de politiske beslutningsprocesser, der ligger til grund for coronahåndteringen. Særligt det, at beslutningsprocesser angående for eksempel nedlukning og vacciner er gået hurtigt, har medført anklager om tyranni. Eksempelvis har statsminister Mette Frederiksens ageren ført det nedladende øgenavn “Mor Mette” med sig,^[6] og hun er blevet beskyldt for at være enerådig i sin fremtoning og i inddragelsen af det øvrige folketing.^[7] Selvom flertallet af danskerne ifølge meningsmålinger har tillid til landets coronahåndtering,^[8] har andre udtrykt kritik og skepsis: Er vaccinen sikker? Kan vi stole på udregningerne bag kontakttal? Bygger nedlukningen på pålidelig forskning? Bygger genåbningen på pålidelig forskning? Benyttes situationen til at stramme grebet om befolkningen for bestandigt? Er virussens dødelighed overdrevet? Disse spørgsmål er blevet formuleret af journalister til pressemøder i både ind- og udland og har oversvømmet internettet side om side med konspirationsteorier af mere eller mindre usædvanlig karakter. Som konsekvens dæmmede sociale medier såsom Twitter op for at begrænse misinformation,^[9] mens EU og andre institutioner øgede deres fokus på information om coronavirussen og de afledte konspirationsteorier.^[10] Det er velkendt, at mistillid dannes i kølvandet på sundhedskriser,^[11] men det er tvivlsomt at disse spørgsmål og teorier ville få lov at blive formuleret i en fascistisk stat. Og det er utænkeligt, at de ville blive mødt med dialog og saglig tilbagevisning af et fascistisk statspropagandaapparat, der modsat ville kvæle al politisk opposition for at styrke statens egen troværdighed. Kritiserer man staten for at være fascistisk, og indgår denne derefter i en diskussion om rigtigheden af dette argument, rammer kritikken formentlig ikke helt plet. 

Det vil med al rimelighed blive diskuteret i de næste mange år, hvorvidt de metoder, nogle regeringer har benyttet, har været proportionel med bekæmpelsen af coronavirus. Mange regeringer – heriblandt den danske – har begrænset borgernes personlige frihed i en grad, der for blot få år siden virkede fremmed i et fredeligt demokrati. Men metoderne, der har været brugt til at inddæmme sygdommen, har øjensynligt været ansporet af sundhedshensyn og en oplevet undtagelsestilstand. Den akutte krise har altså været metodernes anledning. Derfor er det unuanceret, når fascismens ideologiske kompleksitet påtvinges den konkrete politik. Fascismens vigtigste særkende gør det også analytisk tvivlsomt at fremhæve enkeltelementer af konkret lovgivning eller politisk ageren i en vurdering af en stat eller regering som fascistisk. Fascismen betragter nemlig alting som forbundet, og det er således umuligt at betragte fascisme som noget partikulært afgrænset. For fascisterne findes ingenting udenfor den fascistiske stat. Alting skal forstås indenfor fascismens begrebsramme. Alle statslige institutioner, alle menneskeliv, alle handlinger afspejler i en fascistisk stat fascistisk tænkning. Det fascistiske folk har én puls, den fascistiske stat én vilje. Derfor løber man allerede ind i problemer i sin sammenligning af den aktuelle coronahåndtering og fascisme, hvis man blot fremhæver enkeltelementer af coronahåndteringen. 

Hvor fascisme som anklage i forhold til coronahåndteringen hurtigt kommer til kort i analytisk henseende, kan den fascistiske begrebsramme til gengæld bidrage til at anskueliggøre, hvordan menneskeheden i løbet af coronapandemien er blevet konfronteret med naturens potentielle trussel og mindet om sin egen dødelighed. 

Teknologiens magtdemonstration

Det fascistiske menneske “opfatter livet som en kamp og tænker, at det er op til menneskets at erobre det, der er ham værdigt.”^[12] Mennesket, og altså særligt det fascistiske menneske, bør, ifølge Mussolini, indtage verden. Selvom fascisterne kraftigt romantiserede friluftsliv og vild natur og roste naturens råhed, stod det klart, at naturen i fascisternes hierarkiske forståelse var underlagt dem. Når de roste naturen, roste de i virkeligheden mennesket, der færdedes i naturen, og de betragtede naturen som et element, der skulle kontrolleres og indordnes menneskelig interesse.^[13] 

Naturen stod for Mussolinis fascister i et modsætningsforhold til teknologien, idet teknologien allerede var skabt ved menneskets hånd. Iboende i den fascistiske ideologi er en blind fremtids- og teknologibegejstring, der i mellemkrigstiden opstod i forlængelse af et kunstnerisk nybrud: futurismen. Fillippo Tommaso Marinetti var futurismens fader og desuden medforfatter til et tidligt fascistisk manifest. I sin åbenbarelse af futurismen beskriver han euforisk et opgør med alt, der repræsenterer fortiden – for eksempel museer, biblioteker, kirkegårde – for til gengæld uhæmmet at hylde alt det, der i 1909 repræsenterede fremtiden: 

“Vi vil besynge den pulserende natlige glød fra arsenalerne og arbejdspladserne under de voldelige elektriske måner, de grådige togstationer, der sluger rygende slanger, fabrikkerne, der hænger fra skyerne i tråden fra deres snoede røg, broer, der ligner kæmpe gymnaster, der slynger sig over floderne, blinkende i solen som glimt fra knive; eventyrlystne dampskibe, der snøfter i horisonten, og lokomotiverne med store brystkasser, der stamper på skinnerne, som enorme stålheste, der har metalrør som seletøj […]”^[14] 

De teknologiske fremskridt accelererede på Marinettis tid, og han beskriver, hvordan den nye verden er langt mere raffineret end den naturlige. Ganske vist ligner den nye verden naturen med sine måner, slanger og stålheste, men den er bedre og stærkere. 

Under coronapandemien har modsætningsforholdet mellem teknologi og vildskab, mellem civilisation og natur været åbenbart. Anført af WHO har menneskeheden bekæmpet virussen ved at systematisere den og trække den væk fra biologiens kaos og ind i den menneskelige orden. Først blev virussen navngivet af naturvidenskaben, siden blev den inddelt i mutationer med numeriske navne, smittetilfældene blev sekventeret, og kontakttallet udregnet. Grafer, formler og laboratorieundersøgelser har understøttet restriktioner, nedlukninger og genåbninger. Mennesket er blevet truet af naturen og har brugt teknologien i sin kamp for at overmande og overgå biologien. Fra et fascistisk synspunkt er dette en urkonflikt. Fascismen betragter ikke blot det fascistiske menneske som værende andre overlegen, men bedyrer også generelt, at mennesket kan og bør tæmme naturen. Også i menneskets forhold til naturen fremkommer argumentet om, at alt skal underkastes staten. Respiratorerne kan i bedste futurisme-stil ses som kunstige lunger og coronavaccinerne som en teknologisk vidunderlig opjustering af den menneskelige modstandsdygtighed. 

Dødens storslåethed

Alt imens coronapandemien bringer menneskets vilje til at dominere naturen frem i lyset, minder den os også om vores uundgåelige dødelighed. Kampen mod coronavirus vil formentlig blive vundet af menneskeheden, men til syvende og sidst vil vi være ude af stand til at vinde det endelige slag mod naturen: før eller siden vil vi dø – også selvom det ikke bliver med corona som årsag. Den erkendelse resulterede for Mussolini i en dødsforståelse, der ligger langt fra de fleste i dag. Døden var for fascisterne ikke et uundgåeligt onde eller en tragedie, men en mulighed for at afvise frygten og bevise sit mod.^[15] 

Coronavirus har ulykkeligvis efterladt et spor af død bag sig. Da USA i maj 2020 passerede 100.000 coronadøde, markerede New York Times det ved at lade sin forside dække af tusind af de dødes navne.^[16] Forsiden illustrerede, hvor ubegribeligt mange helt almindelige mennesker, der var døde, og hvor meningsløs deres død havde været. Ofrene blev individualiseret og personliggjort, og deres pårørendes lidelse blev en påmindelse om livets skrøbelighed. På lignende vis understregede Mette Frederiksen, at “hvert eneste dødsfald er en tragedie,”^[17] og den danske sundhedsstyrelse har formgivet coronahåndteringen i altruistiske vendinger, hvor det understreges, at vi skal passe på hinanden.^[18] Det står i skærende kontrast til fascisternes dødsopfattelse. 

Futurismens fader, Marinetti, besang med begejstring dødens ødelæggelse: “Vi ønsker at glorificere krigen – verdens eneste hygiejne – militarismen, patriotismen, anarkisternes destruktive gestus, de smukke idéer, som man slår ihjel for.”^[19] Til trods for dødens ødelæggende natur bliver den i fascismens tankegang opbyggende. 

Mussolinis fascistiske stat var et altopslugende monster, der ikke tillod eksistensen af noget eller nogen, der stod i modsætning til staten. Mussolini ønskede, at den fascistiske stat blev så altomfattende, at den blev en uadskillelig del af selve menneskelivet.^[20] Når folkets hele liv bliver et statsanliggende er det nærliggende, at døden også bliver det. For fascisterne var netop døden af national interesse. At ofre sit liv for staten var for Mussolini den ypperste form for patriotisme, og derfor blev særligt de italienere, der døde på slagmarken i verdenskrigene, heltegjort og udødeliggjort. Den enkeltes død var ikke meningsløs, men markerede på fællesskabets vegne, at “uden opofrelse og blod opnås ingenting i historien,”^[21] og at døden derfor kunne være instrumental i den fascistiske statsopbygning. Døden er nærværende og ikke fremmed for fascisterne. At begræde døden bliver derfor betragtet som et udtryk for upatriotisk sentimentalitet. 

Men dødens betydning defineres også af måden, hvorpå man dør, og der er forskel på dødsfald. Mussolinis helte døde på slagmarken, og det er vanskeligt at drage paralleller mellem en sådan død og den, som bliver coronavirussens ofre til dels. Mussolinis idealhelt var altovervejende en ung mand, der frivilligt var draget i krig, døde for fjendens kugler og som helt til allersidste åndedrag viste sin patriotiske styrke ved at kæmpe for, at hans landsmænd ikke skulle lide samme skæbne. De fleste af coronapandemiens ofre har været ældre mennesker, der er blevet smittet af en pårørende eller en omsorgsmedarbejder, og som i livets yderste dage er lænket til en sygeseng med stadigt større åndedrætsbesvær. Coronavirussens død er ikke heroisk, og derfor er dens ofre heller ikke nyttige helte i den fascistiske nations interesse. De ofrer ikke velvilligt deres liv, det bliver derimod taget fra dem. 

Nationens helte

Ifølge Mussolini er fred for naive kujoner og ikke noget at ønske sig for hverken lande eller mennesker. Kun gennem krig, konflikt, kamp og altså også død ville statens helte åbenbare sig ved at opbygge og afsløre de karaktertræk, der for fascisterne var mest ønskværdige: styrke, handlingsdygtighed, frygtløshed og mod.^[22] Og heltene var for Mussolini et vigtigt element i den fascistiske statsdannelse. Ved at fremelske helte og halvguder opbygges myter, der er instrumentelle i styrkelsen af patriotisme og loyalitet overfor den fascistiske stat og tanke.^[23] Helte skaber myter, og myter medvirker til at skabe en samlende nationalfølelse, der er nødvendig for fascismens udfoldelse af en totalstat.^[24]

I en læsning af coronapandemien fra en fascistisk vinkel må dette altså også overvejes: Hvor i coronapandemien gemmer sig mytiske historier om heltemod? I Danmark har coronahåndteringen hvilet på en påstand om at være i overensstemmelse med myndighedernes anbefaling, som statsminister Mette Frederiksen eksempelvis udtalte, da hun og regeringen iværksatte en nedlukning den ellevte marts 2020.^[25] Trods stor diskussion og spekulation om netop dette udsagn er det blevet slået fast, at Frederiksen henviste til sundhedsmyndighederne.^[26] Sundhedsmyndighederne bliver i coronahåndteringen eksperter, der kan legitimere og afgøre rimeligheden af konkrete tiltag og opnår derigennem en gudelignende status. Andre eksperter såsom økonomer og matematikere har også fået fremtrædende roller i udregningen af eksempelvis incidenstal og omfanget af hjælpepakker. Konkret blev praksis i foråret 2021, at et sogn ville nedlukke, når incidenstal, smittetilfælde og positivprocent ramte et forhåndsdefineret niveau, og dermed blev nedlukningstiltag taget væk fra en strengt politisk beslutningsproces og ind i en automatiseret ekspertdefineret kontekst. Heltedyrkelsen indfinder sig hermed i eksperternes ophøjethed, hvilket underbygger konflikten mellem det civiliserede, raffinerede og reflekterede over for den ustyrlige og dødbringende natur. 

Det er en meget utraditionel heltedyrkelse i en fascistisk kontekst, der typisk ville praktisere idoldyrkelse på politisk niveau. Mussolini var for fascisterne den ideale gud og centrum for den fascistiske ideologi.^[27] Han blev lovprist for at være modig, stærk og karismatisk.^[28] Mussolini fremstod som legemliggørelsen af fascismen og dermed af politik, og det er vanskeligt at forestille sig, at apolitiske figurer kan inkarnere ideologi på samme måde. Sundhedsmyndigheder, økonomer og matematikere bliver dermed nogle i en fascistisk optik meget usædvanlige helte. 

En anden heltetype er sundhedsmedarbejderne, der i deres forsøg på at redde andre har udsat sig selv for virussens dødelighed. Deres handlinger kan betragtes som en samfundsmæssig heltedåd og i deres martyrium rummer de bedre den fascistiske helt, selvom de repræsenterer det absolut modsatte af døden. Deres heltestatus etableres altså ikke i overensstemmelse med fascismens dødsfascination, men tværtimod i forlængelse af en betragtning af døden som tragisk. Sundhedsmedarbejdere er blevet anerkendt eksempelvis i måden, hvorpå sundhedsmedarbejdere i Italien er blevet hyldet for deres indsats, der for manges vedkommende har kostet livet. Da coronavaccinerne blev tilgængelige, prioriterede den italienske stat at vaccinere sundhedsmedarbejdere – også før samfundets ældste og mest sårbare,^[29] – og den allerførste vaccine, der blev uddelt, blev under stor mediebevågenhed givet til en ung sygeplejerske.^[30] 

Konklusion

Fascismens ambition er  at være et statsapparat. Alle enkeltdele af statsapparatet skal gå i takt, opsatte på at indfri fascismens visioner. Fascisme er ikke synonym for voldsom magthåndhævelse eller racistisk nationalisme, lige så lidt som høj beskatning og alment tilgængelige velfærdsgoder er udtryk for kommunisme. Enkelttiltag kan næppe regnes for fascistiske, for så vidt de ikke præges af en samlet fascistisk ambition. Coronapandemien har dog givet lejlighed til at artikulere individernes forbundethed og samfundets fundament af solidaritet. “Sammen – hver for sig” er blevet skrevet på opsatte bannere med påmindelser om at efterleve anbefalingerne om afstand og håndsprit, og regeringen har i sin retorik understreget, hvordan det enkelte individs handlinger får konsekvenser for fællesskabet. Vi hænger sammen som ærtehalm, og derfor er vi også gensidigt ansvarlige for at bremse smitten. Samfundet er blevet én fælles krop i coronahåndteringen. Det fælles mål har dog ikke været af ideologisk karakter, som det gør sig gældende i fascismen. Coronahåndteringen har tilsyneladende udelukkende været motiveret af et sundhedshensyn og en kriseoplevelse. Fællesskabet er blevet understreget, men som humanitært argument for at værne om de enkelte menneskeliv. Vi skal bekæmpe coronavirus for at passe på hinanden på individniveau ikke for at passe på fællesskabet, samfundet eller staten. Det harmonerer ikke med den fascistiske afvisning af enkeltindividet som vigtigt eller med fascismens dyrkelse af staten. 

Aldrig har fascisme internationalt set været så googlet som i forsommeren 2020.^[31] Den stigende interesse for fascisme faldt altså sammen med flere landes iværksættelse af tiltag mod coronapandemien. Den coronaskabte krise har etableret en oplevelse af undtagelsestilstand. Alt, hvad vi kender, kan forandre sig, og magthavernes styrke træder tydeligt frem, når de, for at imødekomme den nye situation, tager midler i brug, der ellers var utænkelige. Men dét er ikke fascisme. Når fascismebegrebet er blevet googlet så intenst, som det har været tilfældet, understreger det måske netop, at det ikke står helt klart, hvad fascisme egentlig er. De fremherskende anklager om fascisme har været af pejorativ karakter og ikke af analytisk karakter. Brugen af fascismebegrebet har først og fremmest været operativt, men desværre typisk løsrevet fra historisk og ideologisk viden om begrebet.

Alberte Bové Rud er PhD-stipendiat på Dansk Institut for Internationale Studier og Idéhistorie på Aarhus Universitet

^[1] Oversættelse af “Credere, obbedire, combattere.”

^[2] Reuters, “Tesla’s Elon Musk calling coronavirus lockdowns ‘fascist’ overshadows profitable quarter.” 29. April 2020, https://www.reuters.com/article/us-tesla-results-idUSKBN22B35G

^[3] Bjørgulf Antonsen, Iben “Jeg mødte toppen af den danske konspirationsbevægelse” Zetland 2. september 2020 https://www.zetland.dk/historie/s8aL16KM-aOPVzZzY-9ddcf

^[4] Oversættelse af “Tutto nello stato, niente al di fuori dello Stato, nulla contro lo stato.” fra Mussolini, Benito, tale i Deputerkammeret 26. maj 1927.

^[5] “WHO, “Call to action: Vaccine Equity”, https://www.who.int/campaigns/annual-theme/year-of-health-and-care-workers-2021/vaccine-equity-declaration

^[6] For eksempel Orry, Peter, “Mor Mette vil så gerne passe på os: Vi må mindre og skal mere,” JydskeVestkysten1. maj 2021

^[7] For eksempel Valeur, Werner, “Diktatur er ok, når bare der er corona,” Finans 19. november 2020

^[8] Hope-projektet “Danskernes adfærd og holdninger til corona-epidemien” 23. april 2021 stk. 10

^[9] Twitter Public Policy på Twitter, 4. marts 2020

^[10] EU “Sådan genkender du en konspirationsteori” https://ec.europa.eu/info/live-work-travel-eu/coronavirus-response/fighting-disinformation/identifying-conspiracy-theories_da

^[11] Albers Peters, Rikke Louise ”Fake news om coronavirus er variationer over gamle travere inden for konspirationsteorier” 18. marts 2020

^[12] Egen oversættelse af: “Concepisce la vita come lotta, pensando che spetti all’uomo conquistarsi quella che sia veramente degna di lui, […]” Mussolini, Benito, La dottrina del Fascimo, Treves-Treccani-Tumminelli 1932

^[13] Det sås for eksempel i det føromtalte dræn at de pontinske sumpe, der indgik i fascisternes dræn af marskland til fordel for landbrugsjord også kaldet “kampen om jorden”.

^[14] Oversættelse af “[…] canteremo il vibrante fervore notturno degli arsenali e dei cantieri, incendiati da violente lune elettriche; le stazioni ingorde, divoratrici di serpi che fumano; le officine appese alle nuvole per i contorti fili dei loro fumi; i ponti simili a ginnasti giganti che scavalcano i fiumi, balenanti al sole con un luccichio di coltelli; i piroscafi avventurosi che fiutano l’orizzonte, e le locomotive dall’ampio petto, che scalpitano sulle rotaie, come enormi cavalli d’acciaio imbrigliati di tubi, […]” Marinetti, Filippo Tommaso, “Il Manifesto del Futurismo,” i Le Figaro, Februar 1909

^[15] Mussolini, La dottrina del Fascismo, s. 10

^[16] New York Times, 24. Maj 2020

^[17] Frederiksen, Mette, pressemøde, 6. april 2020, https://www.stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-indledning-paa-pressemoede-i-statsministeriet-om-corona-virus-den-6-april-2020/

^[18] https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/Tak-fordi-I-bliver-ved-med-at-passe-paa-hinanden

^[19] Oversættelse af “ Noi vogliamo glorificare la guerra – sola igiene del mondo – il militarismo, il patriottismo, il gesto distruttore dei libertari, le belle idee per cui si muore […]”, Filippo Tommaso, “Il Manifesto del Futurismo,” i Le Figaro, Februar 1909

^[20] Mussolini, Benito Scritti e discorsi Vol. VI, Hoepli Vario Edizione 1932, s. 37

^[21] Oversættelse af: “[…] senza sacrifìcio e senza sangue nulla si conquista nella storia.” Mussolini, Benito Scritti e discorsi Vol. VI, Hoeplo Vario Edizione 1934 s. 444

^[22] Mussolini, La dottrina del Fascismo, s. 10

^[23] Mussolini var kraftigt inspireret af Georges Sorel, Reflections on Violence, Cambridge University Press. (2004)

^[24] Müller, Jan-Werner, Kampen om demokratiet, Informations Forlag 2011, s. 161-162

^[25] Mette Frederiksen, Pressemøde om coronavirus 11. marts 2020

^[26] Håndteringen af covid-19 i foråret 2020, Folketinget januar 2021

^[27] Emilio Gentile, The Sacralization of Politics in Fascist Italy, Cambridge: Harvard University Press (1996)

^[28] Emilio Gentile “Mussolini’s Charisma” Modern Italy 3 nr. 2, 1998. 219-235

^[29] Gazzetta Ufficiale della Repubblica Italiana, Vaccinazione anti-SARS-coV-2/COVID-19, Piano Strategico, 12. December 2020 https://www.trovanorme.salute.gov.it/norme/renderPdf.spring?seriegu=SG&datagu=24/03/2021&redaz=21A01802&artp=1&art=1&subart=1&subart1=10&vers=1&prog=001

^[30] ANSA, “COVID: Nurse to be first person in Italy to get vaccine” 22. December 2020 https://www.ansa.it/english/news/general_news/2020/12/22/covid-nurse-to-be-first-person-in-italy-to-get-vaccine_fd82d3ed-7950-4f1a-b427-d692168be001.html

^[31] Google Trends https://trends.google.com/trends/explore?date=2004-01-01%202021-11-11&q=fascism