Tyskerne og Jernkansleren

Otto von Bismarck er i vælten i den tyske offentlighed. Han er blevet inddraget i alt fra Black Lives Matter-bevægelsen til de såkaldte Reichsbürgeres revisionistiske planer. Men som Jonathan Grønbæk viser i denne artikel er det ikke noget nyt, at jernkansleren indtager en fremtrædende og ambivalent rolle i tysk historiepolitik, hvor han både har været et symbol for national skyld og national storhed.

I Thomas Manns essay Tyskland og Tyskerne fra maj 1945 gives i komprimeret form en politisk- og åndshistorisk udlægning af, hvorfor nationalsocialismen opstod i Tyskland. Undervejs når Mann til grundlæggeren af den første tyske nationalstat Otto von Bismarck, der ildevarslende inkarnerede ”romantikkens forbindelse med realisme og machiavellisme”, men samtidig var ”det eneste politiske geni, Tyskland har frembragt”. Nedslaget giver både indtryk af Manns fascination for Bismarck og hans anerkendelse af Bismarck som et historisk problem. Med sine militære sejre gav han tyskerne retten til at være tyskere, men på bekostning af demokratiet. Derfor må fascinationen vige for det alvorstunge spørgsmål, som Bismarck ifølge Mann hænger uløseligt sammen med, og som det, ”trængt af tiden”, var vigtigt at stille: ”Hvorfor må den tyske frihedstrang altid munde ud i indre ufrihed?”

Det Tyske Rige, den officielle betegnelse for den tyske stat 1871-1945, der i sin forholdsvis beskedne levetid kom til at indbefatte kejserriget, Weimarrepublikken og det nationalsocialistiske regime, indledes med Bismarck og afsluttes med Adolf Hitler. Diskussionen af denne mulige personlige kausalitet har været en af konstanterne i tyskernes velkendte favntag med deres egen fortid og politiske kultur. Det er Manns essay et tidligt vidnesbyrd om. Den tysk-britiske historiker og journalist Sebastian Haffner, en af de mest læste betragtere af den moderne tyske historie, behandlede udførligt spørgsmålet i Von Bismarck zu Hitler (1987), og i de seneste år er det igen dukket op i tyskernes bevidsthed. I 2021 blev Bismarck inddraget i den tyske Black Lives Matter-bevægelse på baggrund af hans rolle i anskaffelsen af de tyske kolonier i Afrika. I Hamborg er det blevet diskuteret om den 34 meter høje Bismarck-statue i Alter Elbpark skal ledsages af oplysninger om tysk kolonialisme, mens andre har krævet den nedrevet. Senest er vi blevet bekendte med Reichsbürger-bevægelsen, der 7. december i fjor var målet for den største enkeltstående politiaktion i Forbundsrepublikkens historie. Reichsbürgerne anerkender ikke Forbundsrepublikkens eksistens, og de har som erklæret mål at genskabe de grænser, som Bismarck fastlagde i 1871. Bismarcks gravsted omkring Friedrichsruh-godset ved Aumühle er et yndet udflugtsmål for Reichsbürger-medlemmerne. Herfra kan de på kort tid også gøre holdt ved den rabiate pangermanist Georg von Schönerers gravsted. Georg von Schönerers store forbillede var Otto von Bismarck, og von Schönerer var selv ét af Hitlers store forbilleder.

Reichsbürgerne og BLM-bevægelsen er eksempler på striden om, hvorvidt Bismarck er forbundet med national skyld eller national storhed. De befinder sig på hver deres yderfløj af nutidens Bismarck-fortolkninger, og tilsammen rummer de den sandhed, at tyskernes forhold til deres nationsgrundlægger er ambivalent og ømtåleligt. Det gælder også blandt de tyske historikere, der gennem hele Forbundsrepublikkens levetid har været påfaldende langt fra at opnå en slags Bismarck-konsensus. En forklaring herpå er, at studiet af Bismarck som oftest afdækker nogle grundproblematikker i Tysklands moderne historie og den tyske selvforståelse.

Afsnit 1: Det tyske Kejserrige

Som Preussens nye ministerpræsident havde Bismarck til konflikten om den preussiske hærreform i 1862 berømt erklæret, at tidens store spørgsmål ikke løses med taler og majoritetsbeslutninger, men med ”jern og blod”. Disse ord var skabelsesberetningen i Jernkansler-myten, der på mange måder har været definerende for eftertidens fortælling om Bismarck. Historikere fra den preussiske skole, samtidens dominerende retning inden for tysk historiografi, fremhævede Bismarcks og Preussens historiske mission som drivkraft for den nationale enhed. Som hovedskikkelsen – eller smeden i Jernkansler-mytens terminologi – bag samlingen af det kludetæppe af tyske stater, der blev til det tyske kejserrige efter krigene i 1864, 1866, 1870-1871, indtog Bismarck rollen som tidens geniale enkeltindivid. Det er grundlæggende den samme historiefortælling, der er på spil hos kejserrigets faste leverandør af historiemalerier, Anton von Werner, der står bag det berømte billede af den tyske kejserproklamation i Versaillesslottet. Som beskuer drages man ikke af den ophøjede kejser Wilhelm I, men af Bismarck i billedets centrum, der, i modsætning til de andre blå-sort uniformerede tilstedeværende, er iført den hvide kürassier-uniform.

Det er ofte blevet fremhævet, eksempelvis af historiografen Georg Iggers, at tysk historieskrivning i langt højere grad end den britiske og franske har været etatistisk orienteret – altså at den har lagt vægt på, at staten følger sine egne fornuftige motiver og principper, der dybest set unddrager sig menneskelig indvirkning. Stat og samfund, de regerende og de, der regeres, er klart adskilte størrelser. Med historismens pointering af das Einmalige (det unikke), og specifikt det enkelte folks unikke karakter udtrykt i statsformen, blev magtstaten med Bismarck og kejseren i spidsen formet som en særlig tysk samfundskontrakt i tysk historieskrivning. Her er den nationale kerne i det tyske master narrative om en Sonderweg (særvej), der er et helt centralt begreb for selvforståelsen gennem hele Det Tyske Riges historie. I sin korteste form lyder det: i modsætning til den fransk-britiske frihedsforståelses tætte sammenhæng med politikken og stemmeretten var den tyske variant baseret på afvisningen af det politiske felt. For tyskerne bestod friheden i den fulde bekendelse til det indre – ånden og den æstetiske dannelse – frem for den politiske opgave. Thomas Mann har kaldt dette forhold for den machtgeschützte Innerlichkeit (magtbeskyttede inderlighed). Her forenes Bismarcks magtstat med den tyske romantiks inderlighed og Volk der Dichter und Denker-tradition i en nationalhistorisk syntese.

Kejserrigets historie opdeles konventionelt i to: Bismarcktiden (1871-1890) og den wilhelminske periode (1890-1918). Med kejser Wilhelm II’s tronbestigelse i 1888 indvarsledes en ny udenrigspolitisk retning, der førte til skilsmisse med Bismarck i 1890. Den nye kejser ville være en politisk aktør i langt højere grad end sin forgænger og havde ambitioner om et Tyskland med en mere dominerende rolle på verdensscenen. Bismarcktidens udenrigspolitik blev både i samtiden og i eftertiden udlagt med så forskellige benævnelser som tilbageholdende, ligevægtssøgende og aggressiv. Den liberale politiker Georg von Bunsen bemærkede i 1887, at ”Bismarck gør Tyskland stort og tyskerne små”. Kejser Wilhelm II opfattede derimod Bismarcks udenrigspolitik som tilbageholdende og beskededen. I et berømt citat efter annekteringen af Elsass-Lothringen udtalte Bismarck, at Tyskland nu var ”satueret”, dvs. ikke havde flere ekspansionsambitioner. I den nye wilhelminske Weltpolitik-logik var dette ikke den militære, økonomiske, videnskabelige og kulturelle stormagts kræfter tilsvarende. Et ofte diskuteret spørgsmål i den vigtige geopolitiske tænkning omkring århundredeskiftet var spørgsmålet om landmagt over for flådemagt, som udgivelsen af de to retningers ubestridte klassikere, henholdsvis Halford Mackinders The Geographical Pivot of History (1904) og Alfred D. Mahans The Influence of Sea Power upon History (1890), vidner om. For den unge tyske stat indeholdt diskussionen også et spørgsmål om identitet og om at finde sin plads i verden. Selvom kejserriget fik store oversøiske besiddelser under Bismarck, anså han Tyskland som en landmagt. Kejser Wilhelm II ville udfordre Storbritannien på verdenshavene og gjorde Mahans bog til pligtlitteratur for de tyske flådeadmiraler. John Tenniels karikaturtegning fra 1890 af Bismarck som lodsen, der forlader skibet, hvor kejseren er kaptajn, rammer det før og efter, som også samtiden så Bismarcks afsked som. Nu indlod tyskerne sig på verdenspolitikken og verdenshavene for at afsøge sin plads i solen.

Selvom forholdet mellem Bismarck og Wilhelm II endte på frysepunktet, blev Bismarck det vigtigste historiepolitiske kort for kejserriget. Efter Bismarcks død i 1898 og frem til Første Verdenskrig voksede beundringen til kultiske dimensioner. Gader, pladser og torve opkaldtes efter ham. Over 500 Bismarck-mindesmærker og Bismarck-tårne skød op i alle afkroge af kejserriget på både privat og statsligt initiativ: eksempelvis et stort Bismarck-monument på Knivsbjerg ved Aabenraa. Selv som en lille bronze-og terrakottafigur smykkede han mange tyske stuer. Her forestillede han en landsbysmed fra Middelalderen med hammer, læderforklæde og opsmøgede ærmer, der underbyggede myten om tyskernes Reichsschmied (Rigssmed).

Afsnit 2: Weimarrepublikken og Det Tredje Rige

Prisen for kejserrigets nederlag i Første Verdenskrig var blandt andet Weimarrepublikkens tilblivelse, tyskernes første erfaring med den demokratiske styreform. Hohenzollern-monarkiets opløsning, territoriale tab, krigsskadeerstatninger og Versaillestraktens paragraf 231’s moraliserende pointering af Alleinschuld (Tyskland og dets allieredes fulde ansvar for krigsudbruddet) var alle en del af republikkens virkelighed. Selvom Weimarrepublikken i dag anses som en stat i sin egen ret uden et teleologisk blik mod 1933, er det en uomgængelig pointe, at republikkens særlige tilblivelsesomstændigheder gav den vanskelige livsbetingelser.
Også Bismarck-begejstringen, der næppe kunne formes som et særligt demokratisk-republikansk projekt, levede videre i bedste velgående i de nationalistiske kredse. I perioden omkring Hitler og nationalsocialismens politiske opstigning anvendtes Bismarck som det historieideologiske omdrejningspunkt. Den nationalsocialistiske stat blev iscenesat som arvtageren og kulminationen på den preussisk-tyske magtstat. På personniveau knyttede Bismarck an til den nationaldefinerende fortælling om, at den tyske vej går gennem en stærk og karismatisk lederfigur frem for et demokratisk parlament. Propagandaapparatet lod da heller ingen være i tvivl om kontinuitetslinjen: Hitler var ”vor tids Reichsschmied sendt af Gud”. Hitlermyten absorberede Bismarckmyten.

Forbindelsen mellem Preussen og det nationalsocialistiske regime, Bismarck og Hitler, verificeredes af to centrale begivenheder i foråret 1933. Den 1. april fejredes Bismarcks fødselsdag i Berlin, hvor Joseph Goebbels i sin festtale slog fast, at ”Bismarck var det 19. århundredes store statspolitiske revolutionær, Hitler er det 20. århundredes store statspolitiske revolutionær”. Men det helt store historiepolitiske moment havde fundet sted ti dage forinden, den 21. marts, ved den såkaldte Tag von Potsdam med en sakral og symbol-overvældende scenografi – en ”karismatransfer” som den tyske politolog og historiker Herfried Münkler har sammenfattet det. Potsdam var de preussiske kongers gamle residensstad. Dagens officielle ceremoni foregik i Garnisonskirche, hvor kristne motiver og symboler delte pladsen med preussiske våben, trompeter og faner. Kirketårnets spids besmykkedes ikke af et kors, men en preussisk ørn i færd med at bemægtige sig solen. Og ikke mindst gjorde den preussiske soldaterkonge Friedrich Wilhelm I og sønnen Frederik Den Stores sarkofager i krypten kirken oplagt til formålet. Også datoen rummede den ønskede aura, da Bismarck den 21. marts 1871, dvs. præcis 62 år tidligere, havde åbnet den første tyske rigsdag.

Det ikoniske fotografi fra Tag von Potsdam af håndtrykket mellem Hitler og den tidligere generalfeltmarskal og nu 85-årige rigspræsident Paul von Hindenburg iført paradeuniform og preussisk Pickelhaube indfanger, hvad regimet ville formidle: en national genrejsning med syntesen af traditionsbevidsthed og nationalsocialistisk revolutionsvilje, det gamle Bismarck-preussiske Tysklands forening med den nye nationalsocialistiske vitalitet. 

Men den nationalsocialistiske brug af Bismarck var også kun nyttig i konsolideringsfasen i 1933-1934, hvor regimet stadig havde brug for at knytte forbindelse bagud i tid. Ifølge den tyske historiker Lothar Machtan var Bismarck allerede i 1935 reduceret til en historiepolitisk birolle. Fremtidsvisionen om globalt hegemoni og et racerent tusindsårsrige kunne ikke forenes med nationsgrundlæggeren.

Afsnit 3: Forbundsrepublikken

Historikere er i dag generelt påpasselige hvis ikke ligefrem afvisende over for fortællingen om 1945 som den absolutte Stunde Null. De mentale og institutionelle kontinuiteter til tiden forinden var ganske enkelt for mange. I tysk historiografi ligger forestillingen om Stunde Null heller ikke lige for. Historikerne befandt sig i en orienteringskrise og få vovede at kaste sig ud i større historiske forklaringer på tingenes tilstand.

Det gjorde til gengæld De Allieredes Kontrolråd, da de den 25. februar 1947 opløste den preussiske stat og helt slettede Preussen fra europakortet. Herfra, mente de allierede, udsprang den tyske militarisme og politiske reaktion, der havde ført til to verdenskrige og nationalsocialismen. Den tyske ”sygdom”, ”katastrofe” eller ”dæmon” som det typisk hed i den umiddelbare efterkrigstids sprogbrug, kom fra Preussen. Hvis den beslutning ikke også i sig selv tilkendegav en historisk dom over Bismarck, var tidens antityske historieskrivning fra særlig amerikansk og britisk hånd eksplicitte med konstruktioner, der gjorde Hitler til den samlede sum af Frederik Den Store og Bismarck.

Den tyske diskussion om Bismarck blussede op i 1960’erne og afspejler årtiet, hvor den tyske Vergangenheitsbewältigung gik ind i en ny og intensiveret fase. Det var blandt andet i disse år, at Eichmann-sagen og Auschwitzprocesserne demaskerede nogle af nationalsocialismens store forbrydere; den såkaldte Fischer-kontrovers udløst af Hamborg-historikeren Fritz Fischers værk Griff nach der Weltmacht (1961) tematiserede spørgsmålet om kontinuitet i moderne tysk historie og blotlagde også dele af generationskonflikten i udlægningen af og omgangen med den tyske fortid, der lidt senere udfoldede sig i Forbundsrepublikkens 68’.

At tyskernes favntag med fortiden tog fart i 1960’erne er der givet mange forklaringer på. Idéhistorikeren A. Dirk Moses forklarer blandt andet udviklingen med fremkomsten af den såkaldte ”45-generation” i den tyske offentlighed, hvorunder vi fra det brede intellektuelle spektrum kan anføre Jürgen Habermas, Günter Grass, Wilhelm Hennis, Ernst Nolte med flere. Generationens formative erfaring var sammenbruddet i 1945, og den var forenet i spørgsmålet: hvorfor var det netop i Tyskland, at det gik det så galt?  Dens medlemmer var loyale støtter af det forbundsrepublikanske demokrati, men med divergerende opfattelser af hvad tyske traditioner og den tyske fortid i det hele taget kunne tilbyde tyskernes demokratiske nutid. Moses opererer med to konkurrerende republikanske diskurser blandt 45-generationens intellektuelle: ”redemptive Non-German German” og ”integrative German-German”, der for lethedens skyld kan oversættes til en venstreliberal og en nationalkonservativ position. Moses’ forståelsesramme anvender jeg i det følgende som strukturerende positioner i diskussionen om Bismarck, henholdsvis eksemplificeret ved Hans-Ulrich Wehler (1931-2014) og Michael Stürmer (f. 1938), der begge er betydningsfulde historikere fra 45-generationen.

Hans-Ulrich Wehler var Forbundsrepublikkens vigtigste repræsentant for 1960’ernes strukturhistorie-strømning. Hans indtog i det forbundstyske historikerlav kan dateres til 1965 med et hyldestskrift til den Marx- og Weber-orienterede historiker Eckart Kehr (1902-1933). Titlen på skriftet var det konfrontative og næsten manifestagtige Primat der Innenpolitik (Indenrigspolitikkens primat), der var formuleret i modsætning til den klassiske historistiske doktrin om Primat der Aussenpolitik (udenrigspolitikkens primat). Metoden var derfor i sig selv en væsentlig pointe i Wehlers opgør med Bismarck og tysk historieskrivning i det hele taget.

Med Marx’ begrebsapparat betegnede Wehler Bismarcktiden frem til 1890 som bonapartistisk. Hos Marx er bonapartismen et styre, der som regel indtræffer i et tidligt stadie af industrialiseringsprocessen, hvor begyndende modernitet eksisterer side om side med førindustrielle udtryk. Bonapartisme-teorien foreskriver dertil, at borgerskabet villigt underkaster sig en autoritær leder, der påtager sig ansvaret for at sikre borgerskabet mod den truende nivellering af borgerskabet og industriproletariatet. Overført til det tyske tilfælde så Wehler grundlæggende bonapartismen udtrykt i det tyske borgerskabs knæfald for Bismarck og den konservative, magthavende junkerklasse. Bismarck virkeliggjorde borgerskabets ambition om en tysk nationalstat, mens den borgerlige klasses ”emancipationskræfter”, som Wehler kaldte dem, blev holdt i skak ved dels at binde borgerskabet til den økonomiske vækstproces omkring kejserrigets grundlæggelse, dels ved netop at blokere det stærkt voksende industriproletariats politiske indflydelse. Wehler supplerer Marx’ bonapartismeteori ved at anføre socialimperialismen som det bonapartistiske styres foretrukne politiske fremgangsmåde, der hos Wehler desuden skulle understøtte det demonstrative princip om indenrigspolitikkens primat. Socialimperialismen er udenrigspolitikken underordnet det altdominerende indenrigspolitiske mål: bevarelsen af den politiske status quo. I den forstand forklarer Wehler den aktive udenrigspolitik udtrykt i Bismarcks erhvervelse af de tyske kolonier i 1883/1884 som magtelitens manipulative forsøg på at neutralisere klassesamfundets indre antagonismer, eksempelvis udtrykt i Bismarcks socialistlov få år forinden.

Wehlers historieskrivning var normativ, og kejserrigets samling ”fra oven” var ifølge Wehler en konstruktionsfejl der gav mén langt op i det 20 århundrede. Tyskland blev en moderne industriel og økonomisk stormagt under Bismarck, men samtidig afsporedes de moderne og emancipatoriske kræfter i socialt og politisk øjemed. Hos Wehler er Bismarck derfor en slags historisk type på filosoffen Ernst Blochs Tysklands-diagnose om usamtidighedens land med dets ”kontrapunkt af historiske stemmer”, hvor modsætningerne mellem det gamle og det nye ikke er udrensede. Nok så vigtigt så Wehler også her en afgørende sandhed om Hitlers magtovertagelse i 1933 – nationalsocialismen var fuldbyrdelsen af den tyske usamtidighed. Bismarck var i den forstand hovedansvarlig for fastfrysningen af de førmoderne strukturer, der gjorde Tyskland særlig modtageligt for autoritære og karismatiske personligheder. 

Bismarck indtager derfor også hos Wehler en central plads i en tysk Sonderweg-fortolkning, men den affirmative og apologetiske konklusion denne fortolkning havde ledt til i tiden før 1945 var vendt på hovedet hos Wehler, således at den tyske vej nu angav en historisk udvikling ex negativo. Denne negative Sonderweg-fortolkning er i dag mere eller mindre blevet opmagasineret som realhistorisk tese, men havde stor resonans i slutningen af 1960’erne og videre ind i 1970’erne og 1980’erne og favnede langt bredere end det faghistoriske miljø. Hos dele af 68’erne havde Sonderweg-udlægningen gennemslagskraft, fordi den tilbød et kritisk opgør med tysk tradition og tysk historie. Ikke mindst talte Wehlers historieskrivning til det politiserede forbundsrepublikanske samfund, hvor kritik, i hvert fald for en stund, var det absolutte nøgleord. Med afsæt i Frankfurterskolens kritiske teori og hårde moralske domsfældelser over forfædrene, ville Wehler skabe de demokratiske samfundsborgere, som den tyske historie havde lidt under afsavnet af. Det er historikerens opgave at bidrage til en erkendelse af nutiden som et historisk problem, som forordets afslutningsreplik lyder i Wehlers Bismarck und der Imperialismus (1969). Wehler så en sammenhæng mellem historismens værdineutralitet og intention om at ”forstå” fortiden og fortidens beslutningstagere som immanent konservativ og en teoretisk apologi for den politiske status quo. Med andre ord var den historistiske metode i sig selv medansvarlig i den tyske katastrofe. Den tyske erfaring er, at forståelse er tilgivelse, lyder Wehlers argument.  

Wehler skærer igennem, hvor andre mildest talt tøver, og han er udmærket bevidst om det problematiske i hans tilgang. Men han fastholdt det normative standpunkt ud fra overbevisningen om, at tyskerne havde en politisk og moralsk forpligtelse til at tage ved lære af de fortidige fejltrin. Han og andre venstreliberale anså tysk historie og tyske traditioner som delegitimeret. De ville det radikale brud med tyske kontinuiteter, og ønskede helt at ophæve Forbundsrepublikken fra enhver tysk-national orientering. I politisk forstand betød det en hengivelse til den overnationale idé om, at Tysklands absolutte mål må være at tjene det europæiske samarbejde. Den tyske katarsis måtte være den absolutte ophævelse af det nationale.  

Michael Stürmers position er i diskussionen om Bismarck forbundet med den spirende nationalkonservativisme i det intellektuelle klima, der udviklede sig i begyndelsen 1970’erne (ikke mindst på grund af den venstreekstremistiske Roote Armee Fraktion’sterrorhandlinger) og som aktualiserede spørgsmålet om positive tyske rødder. Tendenzwende lyder overskriften for denne nye besindelse på identitet, der peger frem mod Helmut Kohls regeringstid i 1980’erne og CDU-kanslerens indvarsling af en geistig-moralische Wendung (åndelig-moralsk vending). Et vidnesbyrd om historiens genkomst var Preussen-udstillingen i Vestberlin i 1981. Her var preussisk demokratiforagt, kadaverdisciplin og uniformbegejstring ledsaget af andre preussiske temaer som tolerance, emancipation og revolution. Den preussiske historie fremviste ikke kun reaktion, men også en mere progressiv linje, der skulle problematisere de mest endimensionelle kausalforbindelser mellem Preussen og det nationalsocialistiske regime. 

Ligesom Wehler har Stürmer også anvendt etiketten bonapartistisk om Bismarcktiden, men adskiller sig afgørende ved at betone bonapartismens europæiske ansigt i Bismarcks samtid. Stürmer anser ham som historisk type på den ”stærke mand” 1860’erne- og 1870’ernes politik. Særligt kendt er Stürmer for sin geografiske Sonderweg-tese, der fortolker perioden 1871-1945 ud fra Tysklands prækære beliggenhed. Det var navnlig Bismarck, der erkendte, at beliggenheden i hjertet af Europa og den dertil hørende overhængende fare for ”indkredsning” mellem stormagterne ville blive hovedudfordringen efter samlingen i 1871. Udenrigspolitisk tilpasning og forsigtighed og en autoritær indenrigspolitisk styring var den nødvendige balancekunst, som Bismarck udførte med dygtighed. Var Bismarck ikke lykkedes med at konsolidere Tyskland som europæisk stormagt, ville riget ifølge Stürmer formentlig fortsat have været underlagt andre stormagters forgodtbefindende. Men de tyske hegemoni-ambitioner var de politiske efterkommeres værk, da disse i modsætning til Bismarck så den tyske beliggenhed som et mulighedernes rum. Ifølge Stürmer var den tyske katastrofekurs således sat, da Bismarcks politiske efterfølgere fjernede sig fra hans balancepolitik. Bismarck var en slags nationens tragiske skikkelse, hvis politiske præstationer blev fordærvet af efterfølgerne. Dermed ikke sagt, at Bismarck helt fraskrives andel i det 20. århundredes begivenheder, men dels skildrer Stürmer ham uden at udrulle kataloget af den moderne tyske histories dårligdomme, dels afværger den geopolitiske fortolkning af moderne tysk historie i langt højere grad skyldsspørgsmål. 

Afsnit 4: Forbundsrepublikken efter 1990

Stürmer var en del af den historikertrio (Ernst Nolte og Andreas Hillgruber som de to andre), Jürgen Habermas i Die Zeit fra juli 1986 kritiserede for at bagatellisere og relativere de nationalsocialistiske forbrydelser og jævnføre dem med andre folkemord (om end dette var mest udtalt hos Ernst Nolte). Artiklen udløste Historikerstriden, hvis omdrejningspunkt var spørgsmålet om tysk ”normalitet”, og som forblev det styrende motiv for de mange historiepolitiske debatter i 1990’erne efter foreningen af Forbundsrepublikken og DDR.  I disse debatter supplerer Moritz Schramm fra Syddansk Universitet den nationalkonservative og venstreintellektuelle position med distinktionen mellem ”normaliseringstilhængere” og ”normaliseringsmodstandere”. Det hævdes hos Stürmer og de nationalkonservative ”normaliseringstilhængeres” side, at Tysklands forening havde genskabt en idealtilstand, der under den tyske deling var sat ud af kraft. En tilbagevenden til normalitet betyder en tysk nationalidentitet befriet fra den politiske venstrefløjs ”skyldkultur” og nationalsocialismens lange skygger. Der fandtes positive og ”gode” tyske kontinuiteter, som det i denne tolkning var nødvendigt og legitimt at adskille fra nationalsocialismen. Normalitetstilstanden må endelig været funderet i den politiske romantiks idé om en etnisk stats- og nationsopfattelse baseret på historie, myter og folket. Her har ”normalitetsmodstanderne”, i særdeleshed Habermas, argumenteret for, at en etnisk nationsopfattelse i Tyskland i lyset af nationalsocialismen har delegitimeret sig selv. ”Etnos” og ”demos” skal adskilles, og på baggrund af dels historiske erfaringer, dels det tyske samfunds multinationale karakter, må identifikationen med den tyske stat bestå i universelle retsprincipper og værdier. Disse blev konkret omsat med reformen af indfødsretten fra 2000, hvis essens ligger langt fra det, forskningen i mange år har kaldt et ”tysk nationsbegreb”.

Normalitetsdebatten handlede ganske vist ikke om Bismarck, men den har sat retningen for, hvad Tysklands moderne historie kan og skal fylde i tysk selvforståelse. Ifølge Schramm er den traditionelle modsætning mellem venstreintellektuelle og nationalkonservative i nutidens tyske politiske kultur stilnet af. Uforsonligheden, der prægede tidligere historiepolitiske debatter, er mindsket i takt med at en ny generation af historikere og intellektuelle har stillet andre spørgsmål. Hertil er den brede accept af mindesmærkerne for de nationalsocialistiske folkemord en utvetydig tilkendegivelse af, at den nationalsocialistiske fortid er konstitutiv for den tyske selvforståelse. I det perspektiv har den venstreliberale position vundet kampen om historien i Forbundsrepublikken. Hvis man her kan vove at tale om en vis afklaring i den tyske historiepolitik, er Bismarcks plads i den ikke desto mindre stadig uafklaret. Markeringer af diverse Bismarck-jubilæer med deltagelse fra politisk side viser, at han spiller en rolle. Det er omvendt ikke svært at forestille sig, at et foreløbigt nationalkonservativt punktum for de historiepolitiske debatter ville have medført en meget mere aktiv historiepolitisk Bismarck-anvendelse.

De sidste årtier er Bismarck grundlæggende blevet afmystificeret. Han udlægges nu som en politiker fuld af modsætninger. Eksempelvis har mange betonet, at Bismarcks repressive socialistlov også blev fuldt op af nogle for datiden revolutionerende tiltag om statslig forsørgelse, der gav sygesikring og pension til store dele af den tyske arbejderklasse. Selvom motivet var en politisk kalkule, rummer socialistloven også den sandhed, at Bismarck er vanskelig at komme udenom, hvis man vil skrive velfærdsstatens historie. Andre har fremhævet Bismarck som en politiker med forholdsvis beskedne mål eller som en ”pragmatisk konservativ”, som historikeren Christoph Nonn for nyligt har foreslået. I værket Von Zeit und Macht (2018) af historikeren Christopher Clark, hvis betydning i den historiografiske samtale i Tyskland næppe kan overvurderes, er Bismarcks politiske program reduceret til sikringen af den monarkiske statsforms forrang. Clark henviser til den i Bismarcks politiske jeg-fortælling gentagende metafor om ”Der Steuermann im Strom der Zeit” (Styrmanden i tidens strøm). Bismarcks århundrede er også århundredet, hvor historien tænkes som en totalitet, men i modsætning til liberalismens, nationalismens og socialismens teleologi tænkte Bismarck historien uden et iboende princip. Historien flyder afsted i en lind strøm, og i strømmen opstår ”øjeblikke”, som den ledende politiker må være i stand til håndtere til egen fordel. Bismarcks politiske strategi er ifølge Clark ikke forudbestemt, men konstant redefineret af de ”øjeblikke” som historien tilbyder.

Men kontinuitetsperspektivet findes stadig som position i den tyske historiografi. I Heinrich August Winklers store nationalsyntese Der lange Weg nach Westen (2000) læses Bismarck som bolværket mod liberalisering og parlamentarisme i kejserriget. Da Winkler den 8. maj 2015 talte for den tyske Rigsdag i anledning af 70-året for 2. Verdenskrigs afslutning, blev Bismarck udlagt som den, der havde sat kursen for den historie, der endte i maj 1945 med det totale kollaps. Det var også i 2015, at Bismarcks 200-års fødselsdag igen gav anledning til at debattere nationsgrundlæggeren. Særligt genudgivelsen af Johannes Willms Bismarck – Dämon der Deutschen (1997), forsynet med et nyt forord, fik spalteplads. Også Willms betoner kontinuiteten. Bismarck efterlod sig en nation ”uden nogen som helst politisk opdragelse” og en nation ”uden nogen som helst politisk vilje”, som det hedder med Willms henvisning til et Max Weber-citat. Bismarck var, sådan lyder dommen, i høj grad medskyldig i 1933.

En udbredt fortælling om Tyskland er fortællingen om en særlig dualisme i den moderne tyske historie og den tyske kultur. Thomas Mann har udlagt den som to sjæle i det tyske bryst repræsenteret ved henholdsvis Goethe og Richard Wagner. I nutidens Tyskland er Weimar erindringsstedet over dem alle for denne dualisme, hvor koncentrationslejren Buchenwald på Ettersberg ligger få kilometer fra den humanistiske ånd i Goethes arbejdsværelse i byhuset på Frauenplan. I Weimar åbenbares forbindelsen mellem den tyske kulturs lyse og mørke side eller det ”gode Tyskland” og det ”onde Tyskland” med det moralsk-klingende domsprincip, der har været typisk efter 1945. Tilsyneladende kan Bismarck hverken placeres i den ene eller den anden kategori. Det var måske denne vanskelighed forbundspræsidenten Frank-Walter Steinmeier hentydede til, da han den 17. januar 2021, 150-året for kejserrigets grundlæggelse, holdt tale for en lille kreds af tyske historikere, hvor han karakteriserede tyskernes forhold til Bismarcktiden som byggende på ”i bedste fald ambivalente følelser”.

Jonathan Grønbæk er cand.mag. i historie og tysk og underviser i tysk på Favrskov Gymnasium