Hyrdedigtningens drømmeland
Hyrdedigtningen er måske det sted i litteraturen, hvor græsset er grønnest. Men selvom disse digte bruger landet som idyllisk baggrund for sine umiddelbart naive scener, fungerer de samtidig som mikrokosmos og fortæller en hel del om de samtidige politiske konflikter og magtforhold. Det viser klassisk filolog Trine Arlund Hass, idet hun tager os gennem den store europæiske tradition for hyrdedigtning fra antikken og frem til i dag.
PÅ LANDET: Drømmeland – idealisering, kultivering og kolonisering af landet: Udtrykket På landet fremkalder for de fleste guldalderagtige billeder: gyldne, frodige marker, fredelige hyrdeliv og fuglekvidder. Men virkelighedens land er mere nuanceret og holder ikke altid, hvad billederne lover. Gennem tiden har landet været genstand for markante kulturelle drømme og et væld af idéer om menneskets forhold til naturen. Det er igen og igen blevet idealiseret, kultiveret og koloniseret og har på den måde indtaget en selvfølgelig plads i vores historieskrivning. I samarbejde med festivalen Golden Days præsenterer Baggrund onlineuniverset Drømmeland for at undersøge de glansbilleder, skønmalerier og vrangforestillinger af det landlige, der har været på spil i vores kultur.
Er der noget så idyllisk og befriende som at sidde i skyggen af et træ på en sommerdag, høre bladene rasle i vinden, fornemme dufte fra forskellige blomster, når vinden bærer dem i din retning? Måske sidder du endda ved en kilde, der klukker blidt, og hvis svalende vand du kan stikke dine fødder i. Tænk at sidde sådan hver dag, måske have et par får eller geder at holde øje med – tænk, hvis man kunne skabe sig et nøjsomt liv på landet, hvor det var hverdagen at holde øje med dyrene, og man kunne nøjes med det, de kunne producere, og hvad man i øvrigt kunne plukke, dyrke og bytte sig til for hjemmeproduktionens mælk og ost? Den romantiske drøm om en sådan nøjsom og kontemplativ tilværelse på landet er formentlig lige så gammel som den antikke urbanisering der har skabt den – for det, vi forestiller os med sådan et liv, er netop de romantiske glimt snarere end de kolde, mørke efterårsdage, hvor gummistøvlerne hænger fast i mudder, dyrene bliver væk i regnen og den pittoreske hytte er klam og utæt. Denne drøm får et litterært udtryk i forbindelse med urbaniseringen i den hellenistiske periode i en genre, der rummer meget mere end drømme om landet og har spillet en central rolle op gennem litteraturhistorien: hyrdedigtningen. Artiklen her skitserer genrens udvikling i Grækenland og Rom og i renæssancen og ser på nogle af de hyrdedigte, der er forfattet under vores hjemlige himmelstrøg. Men er det hele så idyllisk? Hvordan har hyrderne det med magt og autoriteter? Og kan man synge sig til bedre vilkår?
Fjernt fra landet – hyrdedigtningens udvikling og træk
I hellenistisk tid, hvor byerne voksede, og litteraturforskning blev en videnskab, konstruerede digteren Theokrit fra Sicilien (3. årh. f.v.t.) hyrdedigtningen som en litterær genre baseret netop på den romantiske idé om livet på landet som hyrde. Genrens poetiske univers er beboet af hyrder, der synger og spiller sammen på generiske, idylliske lokaliteter, og selve hyrdernes sange er det primære indhold. Theokrit skrev på græsk og lod sine hyrder tale og synge på græske dialekter, der associerede landlighed – hyrder var naturligvis landboere, men de var også nederst på den sociale rangstige, og det skal dialekten være med til at mime, ligesom stilen generelt skal holdes enkel. Digtene og deres sange rummer dog citater af og referencer til litterære græske klassikere. Lige under overfladen lurer der således en lærd, raffineret traditionsbevidsthed, som placerer dem i et intellektualiseret kunstnermiljø langt fra faktiske hyrder og de sange, de spillede og sang, mens de vogtede deres får. Den simple stil og ramme er et benspænd (lidt som dogmefilmenes krav om håndholdt kamera og naturlig belysning), som gør forfatterens udfoldelse af sin lærdhed desto mere raffineret.
Genren hyrdedigtning blev populær i antikken, ikke mindst i hænderne på den romerske digter Vergil (70-19 f.v.t.), men aldrig var genren så populær som den blev, da renæssancens digtere lod sig inspirere af Vergils hyrdedigte. Der blev komponeret uendeligt mange flere latinske hyrdedigte i renæssancen end i antikken; digterne kom fra og digtede om landskaber i alle de lande, der tog renæssancens ideer om antikkens storhed til sig – også de danske områder. Og Vergils hyrdedigte var skolelitteratur, i Danmark frem til latinen gled mere og mere ud af grundskolen. Det vil sige, at det i mange generationer gjaldt, at man ikke bare havde læst Vergils hyrdedigte, hvis man havde gået i latinskole, man havde også terpet dem og kunne ofte i hvert fald det første af digtene udenad. Den indflydelsesrige tyske litteraturforsker Ernst Robert Curtius har sagt, at man mangler en nøgle til den europæiske litteraturs tradition, hvis man ikke kender Vergils første hyrdedigt (Europäische Literatur und lateinisches Mittelalter, 1948). Hyrdeuniverset udfoldes også i folkesproglige genrer og traditioner, i mange andre sammenhænge end litteraturen og i et bredere tidsspænd end renæssancen. De fleste ved, at Marie Antoinette legede hyrdinde i Versailles, vi har sikkert hørt pastoralesatser i klassisk musik (eksempelvis kaldes Beethovens 6. symfoni Pastoralesymfonien, ligesom tredje sats af forårskoncerten i Vivaldis fire årstider en pastorale), og har man været på et museum med ældre, vesteuropæisk kunst, ved man, at den bugner af idylliske, pastorale scener.
Aktion kalder på reaktion – kulturhistorien rummer også kritik af ideen om det romantiserede liv på landet, og herhjemme står det moderne gennembrud stærkt for den linje. Tag Jeppe Aakjærs Ole, der sad på en knold og sang, mens får og beder sprang omkring ham, men i sangens sidste vers emigrerer til Amerika for at søge en fremtid, hans hjemlige landskab nægter ham. Der er faktisk plads til andet end idyl i den tradition, som følger Vergil – måske endda en flig af inspirationen for Aakjærs Ole. Det er netop den vergilske hyrdedigtning, der har været så central en spiller for den vestlige traditions brug af hyrdernes liv på landet som motiv, og latintraditionen, som jeg vil forsøge at give et indtryk af i artiklen her. Som vi skal se, rummer hyrdedigtningen en kompleksitet, der har flere dimensioner end spændingsforholdet mellem by og land, flere betydningslag og mulighed for at diskutere magt, politik og samfundsforhold.
Politiseringen af landskabet
Hyrdedigtningens opfinder Theokrit konstruerer et simpelt hyrdeunivers, der lige under overfladen bugner af lærde, litterære referencer, som læseren gerne skal more sig over at genkende. Undertiden er effekten decideret komisk, men oftest skaber det nærmere en fornemmelse af indforståethed mellem forfatter og læser. Læsningen af Vergils digte har fra et tidligt tidspunkt involveret endnu et lag, et allegorisk-metaforisk lag med et biografisk element. Vergils samling af ti digte indledes med et, der er bygget op som en dialog imellem hyrderne Tityrus og Meliboeus – det bliver en konvention i traditionen at fastholde de græske hyrdenavne. Samlingen var Vergils litterære gennembrud, og der har siden antikken været tradition for at tolke Tityrus som ”maske” for Vergil og forstå teksten ud fra de samfundsomvæltende begivenheder, der fandt sted omkring det tidspunkt, da Augustus (63 f.v.t.-14 e.v.t.) tilkæmpede sig magten i Rom. Digtet er bygget op omkring kontrasten mellem Meliboeus’ og Tityrus’ situationer, og Meliboeus etablerer den effektivt fra begyndelsen:
Tityrus, dér ligger du under bøgenes skærmende løvhang,
indøver skovens musik på din nette fløjte af havre.
Jeg er på flugt fra mit land, drevet bort fra de elskede marker,
ud over fædrelandsgrænsen; men du lærer skoven at svare,
Tityrus, henslængt i skygge, på visen om Skøn Amaryllis.[1]
Tityrus er inkarnationen af drømmen om livet som hyrde på landet: Han lever et simpelt, ubekymret liv, hvor alting blomstrer omkring ham, mens han sidder og hygger sig med fløjtespil i skyggen, og dyrene passer sig selv. Digtet er centreret om dels kontrasten mellem ham og Meliboeus, dels fortællingen om, hvordan Tityrus har opnået denne tilstand, der er idealet i hyrdedigtningens univers, men som selv i fiktionen er sjælden. Tityrus svarer:
Sandt, Meliboeus, men freden, jeg nyder, den skylder jeg guden.
Jo! En gud skal han være for mig, og være det altid,
blodet af nyfødte lam fra min fold skal væde hans alter:
Han lod køerne græsse (se blot!) og mig lod han lege,
spille alt hvad jeg vil på denne fløjte fra marken.
Tityrus fortæller, at han har opsøgt ham, han her omtaler som en guddom, i Rom, netop med det formål at bede om hjælp til at forbedre sit usle liv og sørgelige tilstand. I den allegoriske forståelse af digtet er guden, han således skylder sin salighed og ubekymrede tilværelse, Augustus. Augustus understøttede Vergils digterkarriere, og Vergil skrev for og om Augustus’ Rom. Det er almindeligt antaget, at særligt Meliboeus’ figur, men også Tityrus, forud for sit møde med ”guden” i Rom, repræsenterer de lidelser og trange kår, der var forårsaget af de borgerkrige, som gennem århundreder prægede de romerske områder, før Augustus var i stand til at koncentrere magten i sin egen person. De specifikke krige, som involverede Augustus, opstod efter Cæsars død 15. marts 44 f.v.t. De havde vidtrækkende konsekvenser – en af dem er måske Vergils samling af hyrdedigte. Vergil, som var af fin og formuende familie, fik konfiskeret sin landejendom ved Mantua, fordi man i det område havde støttet Augustus’ modstandere i borgerkrigen. Da Augustus havde vundet, konfiskerede han sine modstanderes ejendomme og gav dem til sine veteraner, der havde krav på landområder som en del af deres betaling. Men Vergil fik sin ejendom tilbage. Ifølge traditionen var det netop ved at tage til Rom og præsentere Augustus for sine hyrdedigte, at han blev taget til nåde. Hyrdedigtene er i denne forståelse både årsagen til og fortællingen om, at Vergil blev taget til nåde og blev kejserens digter. Meliboeus derimod er uidentificeret, men han er i hvert fald en, som ikke fandt nåde for kejserens blik, måtte forlade sit land og søge en usikker skæbne udenlands, måske i hæren. – Nogle mener derfor, at han også er Vergil. Tityrus’ lyksalige tilværelse og idylliske hyrdeunivers er afhængigt af ”kontrakten”, han indgår på sin tur til Rom: Tityrus taler i digtet om, at han får sin frihed. Til gengæld tildeler han, som vi har set, giveren af denne frihed status som en gud og fejrer ham i sin sang. Vergils poesi, ikke mindst hovedværket Æneiden, kan således ses som en legitimering og fejring af Augustus’ ret til magten. Er digtet så ren kongerøgelse? Eller er Meliboeus’ tilstedeværelse magtkritik? Og hvad er det egentlig for en frihed, Tityrus opnår? Det borger for digtets kvalitet, at sådanne spørgsmål stadig diskuteres 2.000 år efter det blev skrevet.
Mikrokosmos og masker
Den allegoriske udlægning af Vergils første hyrdedigt går tilbage til antikken. Den viser, hvordan det simple hyrdeunivers kan benyttes som en minimalistisk model af den virkelige verden, der skærper en bestemt situation eller relation og muliggør en behandling af den i en fiktiv ramme. Denne måde at læse de romerske hyrdedigte – som tæt sammenfiltrede med deres historiske samtid – er afgørende for deres popularitet i renæssancen. Som kulturel bevægelse tager renæssancen antikken som sin primære model for kunst, dannelse, filosofi og litteratur. Vergil anses som en af de største digtere – af mange som dén største. Nykomponeret litteratur blev ofte skrevet på klassicerende latin, hvilket vil sige, at både sprog og form imiterede romerske forbilleder. For renæssancens hyrdedigtere giver denne genre mulighed for at bygge et poetisk mikrokosmos, der reflekterer det makrokosmos, som er den faktiske virkelighed, og for at konstruere sig selv som karakterer midt i det – ligesom Vergil. Han (for kvindelige digtere var en sjældenhed) skaber et poetisk og ydmygt univers centreret om centrale problemer i tilværelse, som han selv kan diskutere med andre virkelige personer i hyrdeforklædning. Videre kan digteren adressere personer af højere stand – selv fyrsten, der ifølge traditionen har interesse i at lytte, når digteren synger. Renæssancens hyrdedigte fungerer altså som nøgleromaner, idet de handler om virkelige personer og situationer, der maskeres eller gives et fiktionsslør, og anvendes til at hylde dem, digteren kan lide eller ønsker at indynde sig hos, men også til at fremsætte kritik.
Den italienske digter Francesco Petrarca (1304-74), som i dag er mest kendt for sine italienske kærlighedsdigte, har også et stort latinsk forfatterskab. Et af hans værker er en samling af hyrdedigte på latin, der efterligner Vergils. Petrarca skrev sine hyrdedigte på sit landsted i Vaucluse nær Avignon. Han får det næsten i nogle af sine breve til at lyde, som om han levede en Tityrus-agtig digtertilværelse dér, men han arbejdede også for en kardinal ved pavehoffet, der i de år holdt til i Avignon. Petrarca var foregangsmand for renæssancens ideer om at genføde antikken, og han ville have paven tilbage til Rom, så Rom igen kunne blomstre og blive lige så stor som i antikken – eller større endnu. Midt i samlingen af hyrdedigte inkluderer han to kritiske digte. I det første lader han Sankt Peter, den første pave, konfrontere den siddende pave, men begge har fået hyrdemasker: Peter hedder i digtet Pamphilus, som betyder ’den der elsker alt’, mens pave Clement VI (1342-52) hedder Mitio, ’den tykke’, eller ’den fede’. Kritikken går på pavens luksustrang og grådighed, der efter digterens vurdering driver kirken i fordærv. I det næste digt fremstilles Mitio igen og nu sammen med sin kone, Epy – navnet skal nok associere epikuræisme, så Epy er inkarnationen af den korrumperede kirke. Det digt hedder ”Flokken er undertrykt og dræbt” og trækker altså også på den kristne brug af hyrdemetaforik, hvor præsten er hyrde (pastor), og menigheden får. Det er en ret massiv kritik, Petrarca fremsætter af en religiøs leder, som er en reel magtfaktor, og i hvis følge han selv tjener sin løn. Derfor er det ikke bare elegant, men et sted imellem bekvemt og nødvendigt at pakke kritikken ind i metaforik. Petrarca er langt fra den eneste, der har benyttet sig af dette greb.
Hyrdedigtenes allegoriske slør kan være alt fra tyndt og transparant til en uigennemtrængelig barriere. Grundlæggende kan det allegoriske lag anskues som endnu en måde at pirre læseren og standse den horisontale læsning, der fokuserer på plottet, idet læseren må stoppe op og spekulere over handlingslagene – hvem det nu er den hyrde minder mig om; hvor det nu er, jeg har læst den sætning før; om ikke det hele i virkeligheden handler om x og y. Det kan give en eksklusiv læseroplevelse og en fællesskabsfølelse for de indviede, der forstår den skjulte mening. Nøgler til allegorier kan være præsenteret direkte til udvalgte læsere. Petrarca gør tilsyneladende det, når han giver læsevejledning til nogle af sine allegorier i breve, men brevene er en del af hans litterære produktion snarere end hans arkivalier og har altid været tiltænkt flere læsere end de modtagere, de direkte henvender sig til. Efter trykpressens opfindelse midt i 1400-tallet, vokser bogmarkedet, og udbredelsen af tekster bliver baseret mindre på netværk end tilfældet er for håndskrifter. På samme tid begynder redaktører eller forfattere i mange tilfælde at sætte en indledning før hyrdedigtene eller lade dem ledsage af noter, der giver de nødvendige nøgler, lidt som når man har facit til sin quiz eller kryds-og-tværs bagerst i bladet. Hvis forfatteren eller vedkommendes samtidige ikke har hjulpet deres læsere på vej, og det allegoriske slør er tykt og omsluttende, er det i dag en forskeropgave at søge tegn i og rundt om de allegoriske tekster og deres forfattere, der kan blive til hypoteser om, hvem og hvad der gemmer sig bag. Sidstnævnte er den situation, vi står i med den første og omtrent største danske samling af latinske hyrdedigte.
Nye græsgange
Renæssancens ideer og tendenser udklækkes i Italien, men spreder sig til andre regioner. Helius Eobanus Hessus (1488-1540), der bryster sig af at være den første tyske hyrdedigter med en samling udgivet i 1509, skriver i et indledende digt metaforisk og ret ydmygt om sin bedrift: ”Jeg håber, at man også vil lade mig få plads på Latiums marker.” Latium hedder i dag Lazio, og det er den region, som sproget latin stammer fra. Hessus beder altså om en plads i det latinske hyrdelandskab – i den klassiske litterære tradition. Men det kan også være fårene, der som metafor for digte repræsenterer traditionen. De kan så drives til nye græsningsområder, når hyrdedigtningens tradition søges introduceret i nye regioner. For Petrarca, Hessus og alle de andre er digtene netop så meget mere end blot tekster; de er kulturbærende og beviser på forfatterens formåen – at han kan sine klassikere og er værdig til at indtræde i traditionen efter dem, men også at det miljø, han er et produkt af og virker i, er værdig arvtager til den klassiske kultur og den nye renæssanceudgave af den.
Den danske samling, jeg refererede til ovenfor, er forfattet af Rasmus Glad (1526-82), der på titelbladet bruger en latiniseret form af sit navn: Erasmus Lætus, hvilket var almindeligt. Lætus var i sin egen tid og nærmere eftertid en gigantisk litterær og akademisk skikkelse i Danmark. Ligesom Vergil brød han igennem med en samling hyrdedigte, som udkom i 1560. Lætus’ hyrdedigte er kryptiske: Han giver kun nøgle til visse allegorier, men vi, der arbejder med digtene, er enige om at følge et forslag om, at Lætus selv er konstrueret ind i digtsamlingen i skikkelse af en hyrde, hvis navn minder om hans eget. Vi ved lidt mere om samlingens to sidste digte end om de fleste andre, da de har udførlige overskrifter, der markerer, at det ene behandler kong Christian III’s (regerede 1503-59) død og den næste hans søn Frederik II’s (regerede 1534-88) kroning. Ligesom Hessus bruger Lætus sin samling af hyrdedigte til at lancere sig selv som poetisk autoritet og arvtager til den antikke tradition og til at proklamere, at han vil gøre Danmark til en kulturel højborg på niveau med Rom og andre lande, der dyrkede den antikke tradition. I det sidste og absolut længste digt i samlingen inviterer han muserne, der i den græsk-romerske tradition er de guddomme, som inspirerer kunst, sang, musik og så videre og havde sæde på Helikonbjerget i Thessalien, til Danmark. Grækenland er på dette tidspunkt osmannisk, så logikken var, at de måtte have behov for et eksil. Lætus inviterer dem til at tage sæde på Valby Bakke, der på hans tid var en landlig lokalitet uden for Københavns volde, hvor hyrder og får langtfra var et særsyn, og til at inspirere dette landskabs lokale sanger – ham, der nok er Lætus. Digtets hovedpersoner, hyrderne, har selv bevæget sig til Valby Bakke. De vil videre ind til København for at overvære Frederik II’s kroning, men den foregår først den følgende dag, det vil sige uden for digtet og værket. Digtet er en hyldest til kong Frederik, og det er især lagt i munden på den hyrde, vi mener repræsenterer Lætus selv. På den måde har vi en situation, der minder en del om Vergils første hyrdedigt. Dog er der den forskel, at hyrden i Lætus’ digt endnu ikke har været inde i den store by og endnu ikke har mødt den store mand. Det møde, som Tityrus har haft med fyrsten i Rom, er for Lætus et potentiale i fremtiden. Dermed bliver digtsamlingen en invitation til Frederik II: Hvis han vil modtage Lætus i København, ligesom Augustus modtog Vergil i Rom, og skabe gunstige forhold for hans digtning og virke, så vil Lætus virke for Frederik, sådan som Vergil virkede for Augustus: Han vil synge kongens pris og udbrede fortællingen om denne gode fyrste, gøre hans by til det, som Rom var – og så vil landskabet blomstre og blive frodigt. Det lykkedes faktisk for Lætus at indynde sig hos kongen. Han opnåede den sjældne ære at blive adlet, og selvom han virkede ved universitetet som professor, er vi ikke i tvivl om, at det var digtningen, som var hans kald og det, han fik sin nye, fornemme position for. Forskeren Ole Worm kalder ham ”vores danske Vergil” knap 100 år senere i sit værk om danske oldtidsminder, Monumenta Danica (1643).
Hvis drømmeland?
De fiktive hyrder kan være enten gode eller dårlige til at passe på deres dyr – og den evne er ofte sigende for deres karakter – men de kan være nok så gode hyrder, hvis de ikke nyder fyrstens beskyttelse. Både hos Lætus og Vergil er det ultimativt fyrsten, i hvilken maskering han nu optræder, der er bestemmende for landskabets såvel som hyrdernes tilstand. Landskabet bliver hos Lætus frodigt under Christian III, og det forudsiges at blive endnu rigere og givende under Frederik II. I hyrdedigtningens univers er idealet altid en paradisisk tilstand, hvor grøden gives af sig selv uden knokkel og slid. Men det var anderledes før de to gode, danske fyrster kom til, og det husker hyrderne på i Lætus’ samling. Når de tænker tilbage, får vi formentlig en allegorisk fremstilling af borgerkrigen Grevens Fejde (1534-36). Hos Vergil mødte vi Meliboeus, som var tvunget til at forlade sit land, og som ikke kunne lykkes med sin hyrdetilværelse, selvom han var sympatisk skildret. Hvis vi tolker repræsentationen af ham og hans skæbne i digtet som en potentiel magtkritik – truslen om konsekvenserne ved ikke at underkaste sig og hylde fyrsten – understreger det, at tilværelsen på landet står i et spændingsforhold til byen og til autoriteten, der residerer dér. Spændingsforholdet mellem by og land, der, som vi konstaterede, er en grundforudsætning for hyrdedigtningen som litterær genre i det hele taget, er hos Vergil inkorporeret i selve teksten. I den forstand bliver hans hyrdeunivers, som det er skildret i første hyrdedigt, mindre naivt, idet det bliver klart, at hyrdens behagelige plet på jorden ikke er en upåvirkelig boble. Herfra er der ikke nødvendigvis så langt til den kritiske litteratur om landet, som vi kender i det moderne gennembruds versioner, selvom der ofte er skruet helt ned for idyllen. Men tag nu Jeppe Aakjærs Ole sad på en knold og sang: Her har vi i udgangspunktet et muntert set-up med en frisk melodi og glade dyr. Alligevel viser det sig i sidste strofe, at Ole ikke kan udfolde den drift til forandring, der er i ham, på de hjemlige jorde. Når han emigrerer til sidst, bliver dyrene forbløffede, og vi læsere med dem. Er det, fordi vi har trukket vores egen muntre idé om landet ned over Ole i sangens første dele? Vores forventninger om, at han må være veltilpas med sin simple tilværelse dér? Det er ikke til at sige, om Vergils første hyrdedigt har spillet en direkte rolle for Aakjær, men både Aakjær og hans samtidige læsere har kendt digtet, og det er ikke umuligt, at den dobbelthed, som digtet rummer med beskrivelsen af Meliboeus’ tragedie og eksil, har virket som resonansgrund for den kritik, Aakjær pludselig indskyder til sidst.
Man kan sige, at behovet for decideret at skjule magtkritik og til dels også den ekstremt indforståede form, som hyrdedigtningen dyrker, ikke har samme relevans med de vilkår, vi lever under i dag i vores del af verden. Alligevel er genren ikke glemt, men dukker op ind imellem. Et nyere og dansk eksempel er Duncan Wieses debut, digtsamlingen Tityrus: Pastoraler, som udkom i 2019. Wieses Tityrus er mere genkendelig for os end Vergils – han kører blandt andet studenterkørsel, drikker kaffe, tager ritalin, vasker op, søger på jobnet, og han bor og færdes både på landet, på vandet, i skoven og i byen. Denne Tityrus er på sin egen måde præget af drømme, udvikling gennem livstrin og en bevægelse mod at blive noget andet. Og Vergils hyrdedigte fornemmes som en kompleks klangbund undervejs, ikke mindst i de navne, der er brugt: Tityrus’ medhyrders navne er taget fra Vergil og Theokrit, men er let modificerede, så de også er deres egne. Hyrdedigtningens univers, der virker fra en lille, fiktiv landlig verden, har enkelthed som dogme og traditionsbevidsthed som krav vedbliver at have en appel og fascinationskraft – Tityrus bliver ved at finde nye græsgange.
Konklusion
Ideen om hyrdedigtningen som et mikrokosmos, der allegorisk fremstiller virkeligheden, er på en måde en udvidet version af genrens grundkoncept: dyrkelsen af ideen om det simple liv på landet. Den allegoriske hyrdedigtning fremstiller et destillat af en situation eller konflikt, en problematik skåret ind til benet, på en måde der minder om drømmen om det simple liv – det overflødige skæres fra og de realistiske detaljer udelades. Lige fra Theokrits opfindelse er hyrdedigtningen en urban idé, en raffineret, litterær maskerade. Forklædningen og de nye, simple og behagelige omgivelser giver et nyt perspektiv, og det vigtige første digt i Vergils samling gør hyrdedigtene til en unik mulighed for at lade digtere i en ydmyg position adressere samfundsspidser. Selvom fyrstens magt er stor, er digterens også, for digteren er i besiddelse af den poetiske skaberkraft; det er ultimativt digteren, der formulerer og konstruerer sit eget såvel som fyrstens drømmeland. Om de er smukke eller udtørrede, så er hyrdedigtningens landskaber konstrukter, der giver bedre indblik i deres besyngeres drømme og mareridt om de samfund, de hører til, end om det liv, hyrder faktisk levede på landet. Der er plads til kritik og trange skæbner, men digtenes univers forbliver et drømmeland.
Referencer
[1] Digtet gengives i Ole Thomsens oversættelse fra Veje til Rom (Aarhus 2008).
Trine Arlund Hass er Carlsberg Junior Research Fellow på Linacre College, Universitetet i Oxford og tidligere lektor i klassisk filologi på Aarhus Universitet. Hun er kandidat og ph.d. i klassisk filologi fra Aarhus Universitet.